fanger læserne side

romanaktuelle nobelpristager Kazuo Ishiguro side

Leonora mod resten af verden

I fortsættelsen på sin bestseller-

succes ”Den, der lever stille” fortæller Leonora Christina Skov om sin kamp for at blive forfatter. ”Hvis vi ikke taler om det” er virkelighedslitteratur med en stærk fremdrift, tilsat stænk af eventyr og gotisk uhygge

anmeldelse

5 stjerner

AF NILS GUNDER HANSEN

kultur@k.dk Leonora Christina Skovs store salgssucces fra 2018, ”Den, der lever stille”, handlede om som barn og ung at føle sig uelsket af sine forældre og blive holdt nede i en familie, der er småborgerlig og bornert udi det ekstreme. Der har tydeligvis været en enorm appel i denne historie, også i forhold til læsere, der ikke nødvendig selv kender til problemer af den slags. Men alle kender jo til at leve i en familie. Det skal blive interessant at se, om toeren, ”Hvis vi ikke taler om det”, slår an på samme måde. For den er, i hvert fald på overfladen, en meget smallere og mere eksklusiv historie om, hvor svært det kan være at slå igennem som forfatter.

Leonora Christina Skov føler sig som en outsider i det litterære miljø. Først på litteraturvidenskab på Københavns Universitet, som hun fremstiller som en form for nedarvet kulturaristokrati, hvor en del medstuderende har berømte efternavne fra ”miljøet”, og hvor man helst skal interessere sig for ganske bestemte ting. Men hun dyrker den forkerte slags litteratur; hun skriver den forkerte slags romaner, da hun selv kommer i gang; hun bliver anmelder, endda hårdtslående anmelder af kolleger (!) og får mange fjender. Der er masser af morsom og pragtfuld satire over det litterære miljø i ”Hvis vi ikke taler om det”.

Hvad er det, Leonora Christina Skov kan som forfatter? Hendes kone, Annette, sætter et sted fingeren på det afgørende: Der er en vældig fremdrift i hendes sprog, man vil bare læse videre og videre, næsten ligegyldig hvad hun skriver om. Jeg havde forbundet ”Den, der lever stille”, som jeg aldrig fik læst, med den tunge, indelukkede og dystre stemning, der ligger i titlen, og den lød i referat også som en offer- og en tudehistorie, men jeg fornemmer nu, at når det i den grad er til at holde ud at læse, er det, fordi hun skriver med en rå humor og usentimental energi, som afspejler den fighter, hun er. Til tider kan forældrene virke som et komisk indslag med deres faste replikker til hinanden, hr. Skov og fru Skov, lidt som de to sure gamle mænd i ”The Muppet Show”.

Hun skriver om sin virkelighed, som om det er genrelitteratur, Leonora er både Askepot og Jane Eyre, hun er et forbyttet barn, en kæmpende heltinde, vi hepper på hende, vi håber, hun kommer med til hofballet, vi håber, hun ikke bliver taget af en trold på vejen.

Som litteraturkritiker er det svært at vide, hvad man skal stille op med ”virkelighedslitteratur”, som nordmændene kalder det. Det vil være mærkeligt at forholde sig til bogen, som om den var et rent æstetisk produkt. Den foregiver konstant at handle om virkelige begivenheder og virkelige personer. Især dem fra ”miljøet” nævner den ikke ved navn, men de vil være letgenkendelige for de indviede. Skal man så bare sluge råt, hvad Skov skriver om dem? Det er ikke et nemt spørgsmål.

Faktisk er Deres anmelder selv med i bogen. Jeg var nemlig formand for det litteraturudvalg under Statens Kunstfond, der i 2010 besluttede at tildele Leonora Christina Skov det treårige arbejdslegat, som er den største statslige støtte, en forfatter kan opnå i Danmark. Endelig kommer der da lidt medgang til vores kæmpende og betrængte heltinde, tænkte jeg og glædede mig til at læse om det. Jeg så måske næsten mig selv og mit udvalg som prinsen på den hvide hest, der kommer ridende ind og ændrer slagets gang. Leonora bliver da også lykkelig, da brevet om legatet kommer, men så får jeg ellers et fur. Til den store uddelingsfest skamroser jeg nemlig i min tale samtlige alle de andre treårige legatmodtagere, mens Leonora får at vide, at hun ærligt talt skal begynde at skrive nogle andre slags romaner. Sådan kan man gå fra prins til tudse og blive en af de mange, der kæmper for at holde Leonora nede.

Det er rigtigt, at vi i vores motivering nævnte, at Leonora Christina Skov ikke for vores skyld behøvede at blive ved med at skrive gotisk genrelitteratur. En mere sympatisk vinkling kunne mene, at vi fremhævede et vældigt skrivetalent med et stort udviklingspotentiale for at gå i forskellige retninger. Nu bliver det ifølge Skov til, at alles ansigter drejede sig mod hende under talen og tænkte: Hvorfor er hun dog inviteret med til hofbal, sådan en Askepot?

Jeg kan på den baggrund ikke lade være med at tænke på, om Skov også i andre tilfælde twister situationer i sit eget (dis)favør for at stramme narrativet om Leonora mod resten af verden.

Skov kalder selv romanen for en komplementærhistorie til ”Den, der lever stille”, men er den bare et opkog (forældrene fylder stadig en del), eller kan den stå selv? Leonora Chrisina Skovs forældre holder hende nede på utallige måder, og hun må længes efter og drømme om den større virkelighed som det sted, hvor hun kan vinde anerkendelse og endelig føle sig hjemme. Det er imidlertid ikke så let, virkeligheden skylder ikke én noget, man må kæmpe sig til det, til tider kæmpe imod en overmagt og se på, at andre har komparative fordele som de udvalgte på litteraturvidenskabstudiet med familienavnene eller de fejrede forfattere som en Knud Romer, der pludselig er ”all over the place” med sin succesfulde debutroman. Der er bare nogle, der naturligt har deres plads i solen eller ved hofballet.

En mere moralsk tung problemstilling indfører romanen med en MeToo-overgrebshistorie, hvor en let identificérbar og nu pensioneret forlagschef udnytter sin autoritet over den purunge Leonora. Hun vil gerne udgive en feministisk antologi på hans forlag, og ud på eftermiddagen, når de andre medarbejdere er gået hjem, deler han ud af sine erfaringer og byder på rødvin og uønsket intimitet. Leonora magter ikke at sige fra og holder gentagne møder med forlagschefen, indtil hun er sikker på, at antologien kommer ud. Hun fortæller først venner om det lang tid efter, fordi skammen sidder i hende, og først med MeToo-bølgen i 2017 ser hun den i det helt store perspektiv. Historien med forlagschefen er imidlertid ikke blot en MeToohistorie. I bogens sammenhæng er det også historien om, at hvis man for enhver pris vil være forfatter, kan der være netop en pris at betale. I dette tilfælde er det uønsket intimitet. I et andet tilfælde gør Skov vold på sin skrivestil, fordi en kvindelig forlagschef pludselig ikke længere kan lide den måde, hun skriver på, og vil have hende til at skrive mere Helle Helle-agtigt, mellem linjerne. Samme forlagschef bliver også helt balstyrisk over forlagets guldfugl Knud Romer og vil indlemme Leonora i en ”support group”, hvor hun skal bruge sin avisposition til at føre Romer yderligere frem. Så hun er fanget i et dilemma mellem ambition og integritet. Og det er interessant at iagttage, hvor meget bedre hun bliver til at ”sige fra” med alderen og med den position, hun efterhånden får. Hvor en yngre Leonora ville have slået knuder på sig selv for at rette ind, bliver en lettere fjollet forlagschef og en emsig litteraturredaktør bare senere i karrieren viftet til side som irriterende insekter.

Til sidst står hun på toppen af den litterære verden. Hun modtager De Gyldne Laurbær på bogens sidste sider, nu er hun den nye Knud Romer, hun får skrevet sin egen historie, og hun får overvældende succes med det. Ambition og integritet tager hinanden smukt i hånden. Men vejen dertil har været kringlet og kompromisfyldt. Det er jo let nok at bevare sin integritet, hvis man aldrig vil indlade sig med verden. Men hvem har vel lyst til det?

Historien i ”Hvis vi ikke taler om det” er nok ikke så smal og eksklusiv, som den kan tage sig ud. Alle har en kamp, der skal kæmpes. J

Læs interview med Leonora Christina Skov om bogen på k.dk/kultur

2 Leonora Christina Skov er i ”Hvis vi ikke taler om det” både Askepot og Jane Eyre, hun er et forbyttet barn, en kæmpende heltinde, vi hepper på. – Foto: Leif Tuxen.