side

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. juni 2021 Den mystiske Zahrtmann

Med sin nye roman ”Adam i Paradis” puster forfatteren Rakel Haslund-Gjerrild nyt liv ind i kunstnermyten om Kristian Zahrtmann, der engang var Danmarks mest berømte maler. Selv genkender hun både hans ensomhedsfølelse og glæde ved at skabe

interview

AF DANIEL ØHRSTRØM

ohrstrom@k.dk Kristian Zahrtmanns ”Det mystiske bryllup i Pistoja” fra 1894 var forfatteren Rakel HaslundGjerrild første møde med den bornholmske maler. Mødet fandt sted, da Rakel HaslundGjerrild voksede op i et frikirkemiljø i Nexø og som stor pige besøgte Bornholms Kunstmuseum i Rø. ”Dengang kendte jeg ærligt talt ikke rigtig noget til Zahrtmann, men jeg kan huske, hvordan jeg blev suget ind i det enorme maleri, der, som jeg husker det, var ophængt i et rum for sig selv. Det var nok i virkeligheden min første oplevelse af, at et kunstværk kan transportere tankerne til et andet sted og en anden tid. For pludselig følte jeg, at jeg stod i Pistoja i slutningen af 1800-tallet,” siger Rakel Haslund-Gjerrild. Siden er kendskabet til maleren vokset, og nu er Zahrtmann hovedpersonen i Rakel Haslund-Gjerrilds nye roman ”Adam i Paradis”.

Et billedes salgspris siger ikke nødvendigvis noget om dets kvalitet, men det siger naturligvis noget om kunstnerens status. Og året efter Zahrtmanns død satte ”Det mystiske bryllup i Pistoja” dansk salgsrekord, da det i 1918 blev solgt på en auktion for 88.500 kroner – som det dengang dyreste danske maleri nogensinde, og i Rakel HaslundGjerrilds nye roman, som netop handler om de sidste år af Zahrtmanns liv, beskriver hun også, hvordan Zahrtmann nogle år før sin død blev særligt udvalgt, da en teknikbegejstret journalist ville indfange tidens største og mest berømte personligheder på grammofonplade og film til et stemmearkiv. ”Zahrtmann skulle repræsentere hele kunstmalerstanden ved den lejlighed, så det siger noget om hans berømmelse, og han skulle både arkiveres på grammofonplade og film, hvor han i øvrigt læste sin ven Johannes V. Jensens digt op om Leonora Christina, som han også selv havde malet,” siger Rakel Haslund-Gjerrild.

Selvom Zahrtmanns status siden dengang har svinget op og ned mange gange, er og bliver han en af dansk kunsthistories helt store mestre i mere end én forstand. For han var ikke bare selv en stor maler – flere generationer af danske malere blev også uddannet hos ham. Kristian Zahrtmann overtog tidligt Kunstnernes Studieskole, som han prægede så meget, at man efterhånden bare kaldte den ”Zahrtmanns skole”. Det var her, de fleste af de såkaldte fynbomalere op til århundredeskiftet og bornholmermalerne i begyndelsen af det 20. århundrede fandt deres form. Og i romanen, som er skrevet med Zahrtmann som ”en upålidelig jegfortæller”, beskriver den selvbevidste kunstner, hvordan alle hans elever former sig efter ham ”som en god handske former sig efter mine knyster”.

På den måde skabte Zahrtmann – som en anden Gud – tidens kunstnere i sit eget billede. Og det spiller Rakel HaslundGjerrild også på i sin roman. Titlen stammer fra et andet af Zahrtmanns ikoniske værker ”Adam i Paradis”, som han skabte i sit atelier i villaen på Frederiksberg, som han til formålet havde omdannet til en mindre jungle med træer, han havde lånt fra Botanisk Have, mens Zahrtmann ophævede sin mandlige model, som han i romanen har fundet i et tog fra Kalundborg, til Adam i hans paradisverden af kunst.

Der findes et foto af tilblivelsen af maleriet, hvor Zahrtmann excentrisk står i stor malerkåbe, mens han betragter sin unge Adam-model, som han har bedt om at ”posere som en divan”, så maleriet også endte med at emme af homoerotik. Og det var ikke mindst det foto, som Rakel Haslund-Gjerrild havde i hovedet, da idéen til romanen fødtes i hende. ”Jeg følte, at jeg trådte ind i en kunstnerisk skabelsesfortælling med mange metalag, da jeg forsøgte at skrive scenen frem fra fotografiet, der gengiver Zahrtmanns forsøg på at gengive paradisscenen, som Bibelen gengiver i den skabelsesmyte, som jeg selv er vokset op med og hele tiden vender tilbage til. Min første roman ’Alle himlens fugle’ handler om en kvinde, der mister sit sprog, som en Eva, der glemmer alle de navne, Adam har givet tingene. Og her skildrer Zahrtmann altså en paradisscene, hvor Eva ikke engang er blevet skabt, så Adam keder sig i paradiset længe før syndefaldet,” siger forfatteren.

”I dag vil vi nok betragte Zahrtmann som en homoseksuel kunstner, men selv ytrede han aldrig noget om sin seksualitet, nok også fordi tidens store sædelighedsfejde gjorde det farligt, og den spænding har jeg forsøgt at bibeholde i romanen ved at skrive den med Zahrtmanns stemme i en jegfortæller, der måske hverken kan eller vil fortælle alting,” siger Rakel Haslund Gjerrild, der, mens hun skrev, oplevede nærmest at være i direkte dialog med Zahrtmann. ”På et tidspunkt tilbød denne stemme mig så en pagt: ’Hvis du skal skrive mig, så vil jeg tvinge dig til at bevæge dig ud på kanten af din yderste formåen. Du vil blive så træt, når du er færdig med mig – og der vil gå år. Tro ikke, at du er færdig med mig til sommer. Vi vil smelte sammen. Det er prisen. Jeg er jo død. Jeg skal have næring af et andet liv, hvis jeg skal leve. Det skal blive dit. Til gengæld vil jeg dele mit liv med dig. Jeg advarer. Alderdom gør ikke nødvendigvis klogere. Jeg har lært noget, men det er i kraft af min krops erfaringer. Og de erfaringer har lagt sig i mit blod, mine knogler, mit ansigt. Det kan man ikke videregive. Heller ikke hen over døden’.”

Således begyndte hun måned efter måned at smelte mere sammen med sin romanfigur. ”Hvor jeg startede i en livsposition langt væk fra Zahrtmann, så har jeg ved dagligt at befinde mig i hans selskab, gjort mig selv ’til flere’, jeg har fået en indre Zahrtmann. Jeg kan for eksempel huske en dag, hvor jeg var til yoga sammen med en masse andre, unge, smækre københavnere – vi lå alle på vores måtter i savasana – og pludselig blev jeg bare intenst overvældet af sorg over at være gammel og begære en ung krop. Jeg mærkede brændende det ydmygende ved at være latterlig i sit begær, at man overvældes af trangen til at give gaver, men kun at kunne tilbyde penge som gave, og at denne gestus igen understreger det skæve i forholdet, at gaven korrumperer, men at ikke kunne lade være,” siger den unge kvindelige forfatter, som på den måde lykkedes med at leve sig ind i en moden mands tanker, og som også godt kan identificere sig med Zahrtmann på nogle områder. ”Mit eget liv ligger selvsagt langt fra Zahrtmanns. Men jeg voksede også op på Bornholm og genkender jo både skabertrangen og den ensomhed, som jeg fornemmer i hans liv. Og så er jeg jo vokset op i et miljø, hvor homoseksualitet var en synd – hvilket ikke var uden følelsesmæssige udfordringer, da jeg fik min første kæreste, som var en kvinde,” siger hun og tier igen. ”Troen fyldte alting i min barndom, så min identitet var meget bundet op på at komme i det lille kirkesamfund, som også forsøgte at være noget for de mange udsatte i byen, men da jeg blev 22-23 år, mistede jeg troen på Gud. Det efterlod mig i en stor ensomhedsfølelse og et stort meningstab, hvor jeg pludselig ikke vidste, hvem jeg var. Men det at skrive har givet mig et sted at gå hen med al min tvivl. I min bog fra sidste år (’Alle himlens fugle’, red.), undersøgte jeg nok i høj grad min egen dødsangst såvel som meningstab, mens jeg i ’Adam i Paradis’ tegner et portræt af ’den store kunstner’ – nok fordi det har været et brændende ønske for mig at blive forfatter, siden jeg var teenager,” siger Rakel Haslund-Gjerrild, som blandt andet har gået et semester på den svenske forfatterskole i Göteborg, Literär Gestaltning. Og som forfatter kunne hun endelig få alle de fortællinger, hun var vokset op med, til at smelte sammen med dem, hun selv kunne skabe. Og nu er troen også ved at vågne i hende på en ny måde. De sidste år har hun befundet sig på et vadested, hvor hun er begyndt at gå til gudstjenester i folkekirken, hvor der er mere plads til tvivl. ”Jeg ønsker at tro, jeg ved bare ikke, om jeg kan. Nogle gange kan jeg.” J

2 Forfatteren Rakel HaslundGjerrild har brugt fem år på at skrive romanen ”Adam i Paradis”, der har hentet sin titel fra et af Kristian Zahrtmanns paradisbilleder, hvorpå kundskabens træ er et citrontræ. – Foto: Sofie Amalie Klougart/ BAM/Ritzau Scanpix.

Rakel HaslundGjerrild

3 Født i 1988. Uddannet i litteraturvidenskab og Kinastudier fra Københavns Universitet.

3 ”Adam i Paradis” er udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof.