Kunst&Kultur 2 2024

Kunst&Kultur TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 12. OKTOBER 2024

Kom med indenfor i kunstens verden, læs om toneangivende kunstnere og deres kunst og hent inspiration til at besøge nogle af de bedste udstillinger i Danmark F OTO : A N D E R S S U N E B E R G

,

g

2 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024

Efteråret inviterer til ture ud i landet og til indendørs kulturoplevelser, og hvad er mere nærliggende end at gøre begge dele og tage ud at kigge på kunst? Som inspiration bringer vi her en række tidligere bragte artikler om kunst samt anmeldelser af de kunstudstillinger, Kristeligt Dagblads kritikere har givet rosende ord med på vejen. God fornøjelse og tak, fordi du læser med.

Marchen Jersild, souschef på kulturredaktionen, Kristeligt Dagblad

indhold 4 Nyhed Publikum strømmer til museerne, der sætter rekord.

26 Anmeldelse Billedtsunami af Claus Carstensen i Tønder.

6 Anmeldelse Roer er temaet i vidunderlig lollandsk udstilling.

30 Anmeldelse Davids Samling viser smuk arabisk kalligrafi.

8 Anmeldelse Skønne værker og et scoop på den jyske hede.

32 Nyhed Van Goghs to berømte solsikkemalerier mødes i London.

10 Anmeldelse Imponerende bogværk om dansk portrætmaleri.

34 Baggrund Kunsten er fuld af malerier med mad som tema.

12 Nyhed Lollandske lader skal være international kunstdestination.

37 Anmeldelse Fem stjerner til Flora Yukhnovich på Ordrupgaard.

14 Anmeldelse Mød billedhuggeren Kai Nielsens værk på Glyptoteket.

38 Anmeldelse Franz Gertschs kæmpeværker på Louisiana er mesterlige.

17 Nyhed Her er verdens mest skuffende værk – og et, der er godt.

18 Interview Menighedsråd landet over kæmper om kunstneren Simon Aaen.

22 Anmeldelse Ursula Reuter Christiansen viser bibelsk styrke på ARKEN. 24 Anmeldelse Kirsten Kleins fotografier er kunstværker i egen ret.

26 FOTO: MALMÖ KONSTMUSEUM.

30 FOTO: ROBERTO FORTUNA/NATIONALMUSEET

37

42 Anmeldelse Lisbeth Bonde sætter fokus på 53 uforglemmelige værker.

FOTO: JEFF MCLAINE

44 Sidste chance Kriger på Moesgaard Museum og Anish Kapoor på ARKEN. 46 Sidste chance To gæstekunstnere på Rudolph Tegners Museum og Sarah Sze på ARoS.

22 Udgivet af Kristeligt Dagblad Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Jeppe Duvå | Redaktør: Marchen Jersild | Layout: Grethe Nielsen | Tryk: Sjællandske Medier A/S

FOTO: NICOLAI LORENZEN

4 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024

Højeste besøgstal i 30 år på danske museer Danmarks Statistik har aldrig registreret så mange museumsbesøg som i 2023. Blandt forklaringerne er, at museer er blevet dygtigere til at ramme publikum Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk

1 Den store mammut blev betragtet, da Zoologisk Museum i København havde sidste åbningsdag søndag den 23. oktober 2022.

Lukningen er en del af forberedelserne til samlingen af Statens Naturhistoriske Museum som efter planen skal åbne i Botanisk Have, formentlig i i 2026.

Kunstmuseerne er blevet gode til at skabe store blockbuster-udstillinger med kendte kunstnere, som mange vil se. For eksempel udstillingen ”A Surreal Shock” med surrealister på ARoS i 2023 og franske Henri Matisse (1869-1954) på Statens Museum for Kunst i 2022-2023. Og de naturhistoriske museer er blevet gode til at skabe en fortælling og et historisk perspektiv i deres udstillinger, så for eksempel den aktuelle udstilling ”Kriger” på Moesgaard Museum ikke alene tager publikum tilbage til Romerriget, men også fører dem frem til nutidens krige.

Eksemplerne er nogle af museumsforskeren Ane Hejlskov Larsens forklaringer på, at de danske museer i Danmarks Statistiks nyeste opgørelse over besøgstallene for 2023 sætter rekord. Tallet er det højeste i de 30 år, besøgene er blevet registreret på denne måde. Helt præcist blev museerne i årets løb besøgt 17,4 millioner gange.

Til sammenligning var der omkring 16 millioner besøg i det hidtil bedste år,

2015, og kun godt 11 millioner besøg tilbage i 1993. ”Der er sket en professionalisering af museernes formidling. Gennem en årrække har der været arbejdet med at styrke museernes samfundsopgave ved at nå ud til flere brugere. Museerne har fået tilskud fra Slots- og Kulturstyrelsen og fra de store fonde til at udvikle sig, og det er det, som nu ser ud til at skabe resultater,” siger Ane Hejlskov Larsen, som er professor i museologi ved Aarhus Universitet.

Hun peger dog samtidig på, at det stadig i høj grad er middelklassen, som går på museum, mens lavere sociale klasser er mindre repræsenteret. Middelklassen er en stor og købedygtig gruppe, som museerne er blevet dygtige til at nå ud til.

Ane Hejlskov Larsen lægger vægt på, at selvom noget så klassisk som en Matisse-udstilling på Statens Museum for Kunst er en blockbuster, så er museerne blevet meget bevidste om, at udstillin-

”

Gennem en årrække har der været arbejdet med at styrke museernes samfundsopgave ved at nå ud til flere brugere.

ANE HEJLSKOV LARSEN, PROFESSOR I MUSEOLOGI VED AARHUS UNIVERSITET

ger hele tiden skal være i udvikling og forandring. Hun peger på, at Moesgaard Museum ligefrem har et formidlingslaboratorium, og at en udstilling på et museum for en moderne gæst meget gerne må være ”Instagram-venlig”, altså rumme gode muligheder for at blive fotograferet og lagt op på sociale medier.

Claus Kjeld Jensen er direktør for Vardemuseerne og forperson for Organisationen Danske Museer. Han føjer til de ovennævnte forklaringer, at museerne efter hans opfattelse nyder godt af, at der i den danske befolkning er en ekstra stor længsel efter at bevæge sig ud og opsøge kulturtilbud. ”Jeg tror, at coronatidens nedlukning gjorde det tydeligt for mange, hvad det var, man savnede. Nedlukningen fik vakt en længsel efter fælles kulturoplevelser. Og jeg tror ikke, der længere er nogen, der tænker så meget på coronatiden, så jeg har en stor optimisme i forhold til, at det vil vare ved,” siger Claus Kjeld Jensen.

Tidligere på året omtalte vi her i avisen, at Organisationen Danske Museers egen stikprøve for museumsbesøg tydede på en samlet fremgang, men samtidig en lokal tilbagegang i Region Midtjylland og Region Syddanmark. Danmarks Statistiks samlede oversigt viser imidlertid, at besøgstallene i samtlige regioner er de højeste i fem år, også højere end 2019, som var året før corona.

Den største besøgsfremgang har der været i Region Hovedstaden med over 8 millioner solgte billetter, hvilket er en fremgang på 14 procent eller omkring 1 J million billetter.

6 6 De 10 mest besøgte museer i 2023 Louisiana, Humlebæk 702.000

Statens Museum for Kunst, København 623.000 Christiansborg Slot, København 559.000 Den Gamle By, Aarhus 551.000 ARoS, Aarhus 536.000

Ny Carlsberg Glyptotek, København 486.000 Rosenborgsamlingen, København 471.000 Statens Naturhistoriske Museum, København 404.000 Nationalmuseet, Prinsens Palæ, København 388.000 Moesgaard Museum, Aarhus 356.000 Kilde: Danmarks Statistik

FOTO: PHILIP DAVALI/RITZAU SCANPIX

6 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024 1 Allan Ottes monumentale maleri ”Roehøst (Fra den ene ende til den anden)” fra 2023 måler 160 x 260 cm og er for nylig erhvervet til Fuglsang Kunstmuseum. På udstillingen præsenteres værket for offentligheden for første gang. FOTO: INGRID RIIS

Lollands hvide guld funkler i vidunderlig udstilling På Fuglsang Kunstmuseum vises en vidunderlig samling af kunst med roer som tema og omdrejningspunkt

man ser udstillingen ”Fuglsang x Allan Otte”.

Roeudstillingens værker spænder vidt og mangfoldigt fra skulpturer til maleri og tegning. Og kunstnerne får et par ord med på vægteksterne,

der er værd at bemærke. L.A. Ring og Richard Winther dækker spektret mellem det traditionelle og moderne, som også kendetegner Allan Ottes værk. Det er godt, gedigent håndværksmaleri, som ligner virke-

ligheden, men alligevel har et abstrakt tvist, når man går tættere på.

Otte har arbejdet sit maleri op i små felter som pixels på en skærm – han har også taget sit forlæg fra YouTube og holder sig ikke tilbage

anmeldelse Erik Steffensen kultur@k.dk

På Lolland har Fuglsang Kunstmuseum fået den gode idé at lade samtidskunstnere reflektere over museets samling, tillige med at kunstneren selv udstiller et værk. I første runde er det blevet maleren Allan Otte (f.

1978), som gør det med sit store maleri ”Roehøst (Fra den ene ende til den anden)”. Det forestiller en pløjemark og en højrød teknologisk vidunderlig landbrugsmaskine, som kører fra ende til anden og tager roer op: ”Hvem ellers skulle vise en roeudstilling, hvis ikke Fuglsang Kunstmuseum?”, som Allan Otte siger i pressemeddelelsen.

Sikke et scoop. Det kunne let være gået galt med roer på Lolland, der ligesom sand i Sahara måske er for oplagt et udstillingstema. Men samarbejdet mellem museet og kunstneren har resulteret i en perle af en udstilling, for det viser sig, at roerne og landarbejderne er skildret på forunderlig og mangefacetteret vis i den danske kunst. I hvert fald når

2 Allan Otte foran L.A. Rings "Roerne tages op" fra 1890.

FOTO: INGRID RIIS

med at fortælle om sin metode.

Hans kærlighed til det almindelige er også nærværende. Han kan lide fynbomaleren Peter Hansen og de kunstnere, der skildrer det hårdtarbejdende folk i markerne. Blandt de mange værker på den lille udstilling hører skulpturen ”Roepigerne” af Gottfred Eickhoff til noget af det smukkeste i dansk kunst.

Hos Richard Winther er roerne både erotiske og spiselige, og deres form som et menneskehjerte kalder på så righoldige variationer, at en hel væg er fyldt med Winthers underfundige tegninger og malerier.

Det er næsten som en udstilling i udstillingen og tjener både den unge kunstner og museet til ære.

Lægger man vejen forbi Fuglsang, behøver man ikke fortravle sig. Særudstillingen i sal 9 er åben frem til marts, og ved samme lejlighed kan man se første halvdel af Fuglsang Kunstlandskab udenfor i parken ved det moderne museum. Her har kurator Tone Bonnén valgt en lille håndfuld gode samtidskunstneres permanente skulpturprojekter, som virkelig sætter kunsten på dagsordenen på bedste måde.

Hep, hep til Lea Porsager, Ditte Gantriis, Ragnhild May og Lulu Refn. Der er altid noget at komme efter på Fuglsang Kunstmuseum.

J Kvaliteten er i top.

Fuglsang x Allan Otte. Til den 2. marts 2025. Fuglsang Kunstmuseum på Lolland.

8 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024

Skønne værker på den jyske hede Kunstfestivalen Socle du Monde Art Festival i Herning favner forbrugskulturen og hylder materialernes skønhed

”Everything is wrong” hedder udstillingen i udstillingen efter et værk af Henrik Plenge Jakobsen, og her på gulv og vægge gør en ambolt det ud for en skulptur, og høj og lav kulturel værdi blandes og vækker nysgerrigheden til nærmere undersøgelse af begreber som skønhed og genbrug.

anmeldelse

Tinguely er et scoop

Erik Steffensen kultur@k.dk

”DO IT” er titlen på årets kunstfestival Socle du Monde Art Festival i Herning, som erobrer hele det store kompleks af museer og udstillingssteder, der ligger omkring kunstmuseet HEART og Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum just uden for Herning by i området Birk.

Og Herning kan noget beundringsværdigt med kunst og ekspansion, for det lykkes at skabe et forum for den museale, men moderne kunst på stedet og derudover tilføre nyt liv med ved små og større interventioner i samlingerne at invitere samtidskunstnere og kuratorer til fra nær og fjern. I tilgift får man på det absolut seværdige Højhuset Kulturhotel i gåafstand fra HEART et nyt syn på, hvordan kunst kan indpasses i hotellets nyrenoverede rammer, der engang udgjorde Herning Højskole.

Her viser seks yngre kvinder deres bud på kunst til tiden, der også tager fat i både stedets ånd, menneskets relationer og fortidens spor i de landskaber, vi omgiver os med, som det blandt andet ses hos Olga Benedicte og Sonja Strange.

At finde rundt på en kunstfestival kan være lidt af en opgave, men det fine ved Socle du Monde Art Festival er, at den er overskuelig, kataloget udleveres gratis, og hvis man vil, er der mulighed for afstikkere til enkelte værker opsat i byrummet. Tekster og kunstmanifestationer opfordrer beskueren til at åbne sig over for verden – for eksempel står der ”Feel better” på en mur og ”Wait until you hear from me” langs en vejkant, hvor får græsser i baggrunden.

0 På HEART viser koreanske Sui Park, hvordan hun skaber skulpturelle landskaber og objekter af farverig skønhed kun med brug af strips.

FOTO: SUI PARK

Vi er på heden. Men også i kunstens epicenter. På Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum møder vi ud over en opsætning af prins Henriks dyreskulpturer både større præsentationer af afrikanske Pascale Martine Tayous værker og belgiske Shéhérazade Ihadj Mohand. Samt nogle skønne koblinger mellem værker af Olafur Eliasson og Else Alfelt, der beskæftiger sig med lys og bjerge, og Carl-Henning Pedersen og Sonja Ferlov Mancoba, der nok har masker som udgangspunkt, men også følelsen for universets uudgrundelighed.

Hvor Pedersen fabulerer ud i stjernetågerne, holder Ferlov sig til jorden og den grundlæggende følelse af tyngdekraftens virkning i det skulpturelle udtryk.

På HEART-museet er alle sejl sat til med store flotte fremvisninger af kuraterede udstillinger, der forholder sig til samlingens nøgleværker af danske og internationale kunstnere, men også føjer nyt til. Herning er sammen med omkringliggende byer som Ikast og Brande tekstilfabrikationens mekka, og det mærkes ved, at man altid har interesse-

ret sig for materialernes virkning og iboende kvaliteter i kunsten.

I en solopræsentation viser koreanske Sui Park, hvordan hun skaber skulpturelle landskaber og objekter af farverig skønhed kun med brug af strips, disse små plasticdimser, som man kan snøre sammen, så man kan få orden på ledningsbundter og andre umedgørlige sager i hjemmet og på arbejdspladsen.

Parks landskaber ligner overdimensionerede grydesvampe, de både funkler og er undersøiske i deres finurlighed.

Og med mere tyngde end den lette plasticstrip kan man så glæde sig over næste store sal, hvor et væld af kunst og objekter med præcision er installeret, så man er i tvivl om, hvad der egentlig er kunst, verdenskunst eller blot et objekt med stor visuel prægnans. Således kan man finde skulpturer og malerier blandt kjoler fra 1970’ernes Midtjylland eller afrikanske masker og plasticmannequiner, en kugleramme eller nivelleringsstok. Man kan gå på opdagelse i formernes verden og sprog og måske lære nyt om, hvordan man sanser sin verden.

Som et scoop vises hovedudstillingen ”Tinguely and the New Realists, updated” (på dansk: ”Tinguely og nyrealisterne, opdateret”) i museets hjerterum.

Her er samlet et væld af fantastiske værker fra tiden omkring 1950’erne og 1960’erne, hvor skrammel og kasserede objekter blev til moderne kunst i dialog og i takt med samfundets stigende ”behov” for at smide væk og købe nyt.

Kunstnerne så noget interessant i afrevne plakater i byrummet eller autoværkstedets bulede bilskærme og blik.

Her er skønne værker i stort format af så prominente kunstnere som Niki de Saint Phalle (hende, der har lavet springvandet bag kunstmuseet Centre Pompidou i Paris sammen med Jean Tinguely, der som sagt også bidrager til udstillingen), Raymond Hains, Yves Klein, César og Christo, der har pakket et gulv ind i presenning. Et tidligt værk langt fra den perfektion, der herskede, da han pakkede Forbundsdagen i Berlin og posthumt i 2021 Triumfbuen i Paris ind, men ikke desto mindre magisk.

Helt morsomt og absolut læseværdige er teksterne til skiltningen, der er lavet på baggrund af AI og ChatGPT. ”Hvorfor pakkede Christo et gulv ind?”. Og maskinen svarer bedre end godt. At udrangerede materialer kan have en fremtid som kunst, har vi vidst længe, men at det også kan være underholdende at færdes blandt historiske værker på denne måde, er nyt. Der er virkelig noget at undres og glædes over på Socle du MonJ de Art Festival i Herning.

Socle du Monde Art Festival 2024 i Birk ved Herning er åben til den 24. november.

0 Jean Tinguelys ”Dernière Collaboration avec Yves Klein”, 1988.

FOTO: CHRISTIAN BAUR/MUSEUM TINGUELY, BASEL

10 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024

0 Gennem århundrederne portrætterede kunstnere hinanden.

Her er et af de mest kendte og vellykkede resultater. C.W. Eckersbergs af Bertel Thorvaldsen fra 1814. Det tilhører Akademiet for de Skønne Kunster. ILLUSTRATIONER FRA BOGEN

0 Smag, ismer og tider skifter også i dansk kunst. Med modernismen kom en ny opfattelse af, hvordan et portræt kan udføres. Blandt dem, der fremhæves i denne bog, er Olaf Rudes portræt fra 1952 af dronning Ingrid, der tilhører dronning Margrethe.

Et stærkt forsvar for portrætmaleriet Imponerende bogværk fortæller indgående om dansk portrætmaleri, der ofte er blevet nedvurderet

anmeldelse Torben Weirup kultur@k.dk

Det er på indtil flere måder en stor og imponerende bog, kunsthistorikeren Thyge Christian Fønss-Lundberg har skrevet om dansk portrætmaleri.

Portræt- og historiemaleriet er et emne, Fønss-Lundberg har beskæftiget sig grundigt med i sit omfattende forfatterskab, der blandt andet rummer bøger om malere som Jens Juel (1745-1802) og Laurits Tuxen (1853-1927) og ikke at forglemme Thomas Kluge (født 1969), der ved sin stædige insisteren på at male figurativt og at male portrætter hensatte store dele af den danske kunstscene i en kronisk tilstand af raseri, da han begyndte at gøre sig gældende i begyndelsen af 1990’erne: Bedst som det var lykkedes at kanonisere den konceptuelt orienterede billedkunst som den eneste autoriserede definition af, hvad ”kunstnerisk praksis” bør være, dukker reaktionens grimme ansigt op i form af Thomas Kluges hoved med kunstnerbaret og det hele.

Kluge blev hurtigt kongelig hofleverandør og fik – måske også, men absolut ikke udelukkende af den grund, en meget stor og velhavende kundekreds, der

gerne ville portrætteres af ham. Og derved er vi selvfølgelig ved en af de tilbagevendende udfordringer, portrætmalere har haft gennem århundrederne.

De arbejder for penge, og dermed anfægter de indirekte idealforestillingen om den frie kunstner. Hvilket selvfølgelig er en selvbedragerisk illusion. Måske til nogles overraskelse skal kunstnere også betale husleje, el og gas, børnehave og børnetøj. Og trods deres ”kunstneriske praksis” er det ikke gratis for dem at hente varer i supermarkedet eller hos den økologiske grønthandler.

Udvikling gennem århundreder

Mere om kunst og kapital om lidt. Thyge Christian Fønss-Lundberg har disponeret sit 3,5 kilo tunge murstensværk, så det indeholder en række hovedelementer: dels nedslag i portrætmaleriets historie fra hofmaleriet til i dag, dels en række kapitler, hvor forfatteren søger at indkredse nogle af de greb, portrætmalere anvender.

Historien strækker sig over 500 år.

Men det er vel i blot omkring halvdelen af det tidsspand, vi egentlig kan tale om, at dansk portrætmaleri udvikler sig? Forud har udenlandske malere portrætteret danske ansigter.

Oprettelsen i 1754 af Det Kongelige Danske Kunstakademi skete ud fra en ambition om at fremdyrke en egenproduktion af dansk arkitektur, billedkunst med videre i stedet for at hidkalde udenlandske professionelle.

Med tanke på de forandringer, der sker i Danmarks udstrækning og militære, økonomiske og politiske betydning i 1800-tallet, bliver portrætmaleriet mere

0 Indtil et dansk kunstakademi blev oprettet i midten af 1700tallet, forevigede udenlandske malere danske monarker som for eksempel Christian IV. Billedet, der tilhører kong Charles III, er malet af Karl van Mander i 1640.

dansk, som Fønss-Lindberg også er inde på.

Kunsthistorikeren N.L. Høyens opfordring til at forevige danske landskaber fik en voldsom betydning for maleriet i generationer, og kunstnere udefra blev betragtet som fremmede fugle. Udanske fugle. Og som forfatteren bemærker, så havde Høyen et sekterisk kunstsyn og ”dyrkede sine fjendskaber med imponerende iver”.

Bogen indledes med et par tilløb til selve fremstillingen, hvor Fønss-Lundberg på den ene side synes ihærdigt at ville forsvare portrætmaleriet – hvilket egentlig burde være unødvendigt, genrens vitterlige, i hvert fald hyppigt forekommende, kvaliteter taget i betragtning.

På den anden side er det også nyttigt at få forklaret, hvorfor portrætmaleriet fra tid til anden har været så udskældt og nedvurderet af så mange kunstnere med andre motivmæssige præferencer, som tilfældet har været.

Det er allerede nævnt, at kunstnere malede portrætter for penge og ofte på bestilling, og det gør det – i hvert fald i nogle perioder af historien og i nogle segmenter af befolkningen – ikke bedre, at det som hovedregel er de velstående, der er i stand til at bestille et portræt af sig selv eller måske af hele familien som symbol på succes og godt borgerligt omdømme. Hvad enten forklaringen nu er jantelov eller oprigtig social indignation.

Her øser forfatteren af den anekdotiske side af sin omfattende kunsthistoriske viden. Bogen rummer også en underholdende skattekiste af spydige bemærkninger, nogen har sagt om nogen.

| 11

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024

0 Kvindelige portrætmalere er stærkt underrepræsenterede i kunsthistorien. Kvinden på billedet er Thomasine Heiberg. Det er malet af Jens Juel og hænger på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød.

Men for nu blot at fremhæve en af historierne kunne man vælge et af tidens mest omtalte gruppeportrætter: P.S. Krøyers børsbillede, der under stor dramatik og mediebevågenhed blev reddet ud af Børsen under branden den 16. april i år og for tiden udstilles i Skagens Museum. Ved afsløringen i 1895 skrev lyrikeren Erik Waage (1869-99) et hyldestdigt til de portrætterede såvel som den portrætterende, som begge parter måske nok kunne have været foruden: ”I guldet finder kræmmersjæle frelse/ Det funkler ud af disse tætte rader/ pungstøtte pengemænd og levespader/ en ulveflok klædt i spadserepelse/ Malt af en førstekunstner! Hvem forsoner/ sig ikke med de nøjsomste motiver/ når de for ham en indtægtskilde bliver/ af blanke femogtredvetusinde kroner.”

Tilfældigt til salg

Det er portrætmalerens skæbne, at der er en mere åbenlys transaktion mellem kunde og kunstnere, end for eksempel mellem kunstfonde og kunstnere eller for den sags skyld kunstnere og gallerister, hvor det undertiden fremstilles, som om der blot er tale om en – nærmest idealistisk – udstilling af kunst.

Den er så tilfældigvis til salg. Hvilket er heldigt for alle involverede.

Dertil kommer, at portrætmaleriet ofte æstetisk og stemningsmæssigt peger tilbage i tiden. Det siges, at der findes en Matador-reference til stort set alt i Danmark. Som nu den situation i tv-serien, hvor de to brødre Jørgen og Hans Christian Varnæs samles i sidstnævntes kontor til en fyraftensforfriskning, og talen falder på et stateligt portrætmaleri på væg-

gen. Citeret efter hukommelsen siger yngste bror, at hvis et sådant billede skulle males i dag, ville Picasso placere et øje i panden.

Forfatteren har et tilsvarende eksempel. Christian IX erindres således for bemærkningen om, at ”når én viser et billede med næsen dér og øjnene her og siger: ’Det er god kunst’ – ja, så må det være mig, der er idiot”. Og hvem vil være det og havde den slags hængende? Ud over virkeligt avantgardistiske kunstkendere. Portrætter skal helst ligne – og også de genrekonstituerende træk ved portrættet, metode, teknik og så videre forholder Fønss-Lundberg sig til.

Arbejdsmetode og -forhold behandles i bogens sidste tredjedel. Det er den første – den historiske fremstilling – der er den bedste og mest inspirerende, passioneret fortalt i et veloplagt, mundtligt sprog, som var manuskriptet en transskribering af en foredragsrække, hvor forfatteren formår at engagere sit publikum.

Her er det overvældende, hvor ikke blot stor viden, men også en stærk kærlighed, forfatteren besidder i forhold til J sit emne.

Thyge Christian Fønss-Lundberg: Dansk portrætkunst – Form, Funktion, Formation.

650 sider.

500 kroner.

Gyldendal.

12 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024

Lolland-Falster skal være en international kunstdestination Hvis det står til Guldborgsund Kommune, skal Lolland-Falster være en international kunstdestination, og nu er projektet også kommet med i forslaget til finansloven for 2025 Erik Steffensen og Marchen Jersild kultur@k.dk, jersild@k.dk

En af verdens betydeligste samtidskunstsamlere Francois Pinault, hvis samling har til huse i den pragtfulde børsbygning Bourse de Commerce ved hallerne i Paris, viste sidste år den dansk-vietnamesiske kunstner Dahn Vo i Pinault Collections rotunde. Da det æstetisk smukke installationsværk skulle retur, bad kunstneren om at få sendt det omfattende værk ”Tropeaolum” til Stubbekøbing.

For her bor kunstneren, og her kunne han ikke blot opmagasinere værket, men udstille det i en stor silo ved havnen, som

er godt undervejs til at blive et reelt udstillingssted. I hvert fald har der været åbning og fremvisning, mens næste trin med en mere permanent løsning for kunsten på havnen venter. Falster er kommet på kunstkortet. Det internationalt anerkendte vel at mærke. Og ikke nok med det – landsdelen har mere i vente.

Guldborgsund Kommune har lagt økonomi bag ordene om at gøre LollandFalster til en international kunstdestination. I år er det blevet til en rund million, mens der de kommende fire år er afsat yderligere 19 millioner kroner til at realisere en række ”art barns” – kunstinstallationer i store smukke lader og andre bygninger, der er egnet til formålet spredt ud over det Lolland-Falsterske landskab. Ideen er at få øernes unikke kulturhistoriske bygningsarv matchet med en permanent samling af kunstværker i helt store formater.

I forslaget til finansloven for 2025, der skal forhandles i dette efterår, er der afsat 1,5 millioner kroner til projektet i tre år fra næste år.

Christoffer Hauglund Faurschou, direktør for Art Barns Lolland, er glad for den statslige anerkendelse: ”Det sker ikke så ofte, at vi får en ny museumsinstitution i Danmark, så det er en stor anerkendelse og en vigtig milepæl, at der også fra statslig side er opbakning til

udviklingen af Art Barns og visionen om at gøre Lolland-Falster til en international kunstdestination på niveau med de bedste i verden,” siger han. ”At både stat og kommune er med, giver fonde og andre støttegivere tryghed ved, at institutionen er velforankret og har sin eksistensberettigelse. Nu peger pilen på fondene, der bliver afgørende

for, at vi i fællesskab kan realisere den store vision.”

Så snart restfinansieringen er på plads, vil der blive igangsat arkitektkonkurrencer, så byggeriet kan stå færdigt ved udgangen af 2026, og dørene til de første tre Art Barns kan åbnes i begyndelsen af 2027, forventer han.

Og forhenværende direktør for Statens Museum for Kunst Mikkel Bogh, der er blandt rådgiverne på projektet, ser Art Barns Lolland som et vigtigt bidrag til udviklingen af den danske kunstscene. ”Det er en højaktuel, international kunstinstitution, der med sin ambition om at forene højt kunstnerisk niveau med bred publikumsappel og geografisk spredning udvider forståelsen af, hvad et kunstmuseum kan være i dag,” sagde han i en pressemeddelelse tidligere i år.

Der vil være tale om internationale

0 Visualisering af de fremtidige forhold for Bønnelyches Pakhus i Nysted, som er en af flere planlagte Art Barns, der skal åbne på tværs af Lolland-Falster. For at forbedre fremtidig brug af bygningen til udstilling og ophold vil Art Barns Lolland genetablere pakhusets historiske facadeport og tagkviste.

FOTO: RENDERING AF BERTELSEN & SCHEVING ARKITEKTER/ART BARNS LOLLAND

hovedværker, som vil blive udstillet permanent i den kulturhistoriske bygningsarv på tværs af øerne. Og en håndfuld kunstnere har givet tilsagn om at medvirke til de første projekter på Fuglsang Herregaard, Vennerslund Gods og Bønnelyches Pakhus i Nysted. De konkrete kunstværker og kunstnere bliver dog først offentliggjort, når finansieringen er på plads, og værkerne er erhvervet. Art Barns bliver en museumsinstitution (og ikke en kunsthal), med en permanent samling af kunstværker, der skal bevares, udstilles, aktiveres og formidles. J

0 Bønnelyches Pakhus i Nysted.

FOTO: DITTE AUGUSTE MØRKHOLT/ ART BARNS LOLLAND

14 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024

En følsom sjæl i hårde sten Udstillingen om Kai Nielsen på Glyptoteket giver et omfattende billede af en af den klassiske modernismes højt elskede kunstnere

anmeldelse Erik Steffensen kultur@k.dk

Hun stod helt stille i Enghaveparken og holdt sit lille barn op som en gave skænket af Gud. Under pandemien fik hun mundbind på af forbipasserende. Med den intervention fik man rigtigt øje på Kai Nielsens formfuldendte bronzeskulptur ”Venus med æblet”. Og sådan kan man se billedhuggeren Kai Nielsens (1882-1924) ”levende” skulpturer rundt om i landet.

De er selvfølgelige i bybilledet, hvad enten de omkranser Blågårds Plads på Nørrebro i København, står i Svendborg og Aarhus under navnet ”Svendborgpigen” og ”Århuspigen” eller indtager torvet som ”Ymerbrønden” i Faaborg.

Skulpturen ”Vandmoderen” er blevet et centralt samlingspunkt for besøgende i Vinterhaven på Glyptoteket, og derfor er det naturligt, at stedet parallelt med Faaborg Kunstmuseum, som også har en række markante værker af kunstneren, nu viser to store samtidige udstillinger af Kai Nielsen. ”Født af hverdagen” hedder udstillingerne, og på Glyptoteket forstår man, at Gud og hvermand var på fornavn med Kai, der både kunne bokse, var kaproer, bryder og altså kunne forme skulpturer i alle slags materialer, skabe portrætbuster og figurgrupper og med sin kunnen satte præg på samtid og eftertid i offentligheden. Han døde som 41-årig af mavesår.

Denne smukke og gennemarbejdede udstilling har det hele: æstetisk skønhed i salene og et katalog, der går ind i kunstnerens praksis og belyser materialevalg, kunsthistoriens opfattelse af værket, aktualitet blandt nyere kunstnere og det folkelige aspekt.

fortsætter side 16

0 Billedhuggeren Kai Nielsen (1882-1924) havde en nærmest manisk arbejdsevne og tid til at dyrke svømning, boksning, ridning, fægtning, brydning og vandring i de norske fjelde.

FOTO: GLYPTOTEKETS ARKIV/ IDA OG GUSTAV KROG

1 ”Bokseren Dick Nelson”, 1918.

Kalksten. FOTO: ANDERS SUNE BERG

2 Kai Nielsen, ”Aarhuspigen”, 1921.

Bronze.

FOTO: ANDERS SUNE BERG

16 |

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024

Han kunne forme, den gode Kai, og han var fuld af selvtillid om sin kunnen og sit virke, hvilket også viser sig gennem udstillingen.

0 Kai Nielsens bronzestatue ”Venus med æblet”, 1918-1919, står i Enghaveparken på Vesterbro i København. FOTO: ANDERS SUNE BERG

... En følsom sjæl i hårde sten fortsat fra side 14 Det er et fornemt stykke arbejde, og man kunne ønske sig, at det kom flere af den klassiske modernismes kunstnere til del at få en så flot præsentation af deres arbejde. For Kai Nielsen er jo ikke i dag et oplagt valg blandt kuratorer, men populær i det stille hverdagsliv, hvor han var storleverandør af mindre statuetter og porcelænsfigurer, der er nået vidt omkring ud i stuerne i danske hjem.

Han kunne forme, den gode Kai, og han var fuld af selvtillid til sin kunnen og sit virke, hvilket også viser sig gennem udstillingen: Ingen opgave syntes for stor eller lille. En portrætmodel kunne tage sig ud som romersk kejser eller bokser, der var ingen smalle steder, når det gjaldt at udtrykke sig med vægt og tyngde.

I værket kan man undre sig over kønnenes fremtræden. Børn og kvinder er oftest nøgne. Moderlighed og kvindelighed er et ideal hos kunstneren, mens mændene står som hugget i granit, stærke, muskuløse og vitale med deres kraft lukket inde i stenen. Hverdagen ligner datidens kønsrollemønster eller klassesamfund. Kai Nielsen bekræfter med sit værk, at kvinder er født ind i en slags skønhedsideal – også som mytologiske væsener er de fødende og ærbart erotiske, de stiller sig til skue, mens mændene slås, brydes og hviler som dyr eller står som joviale alfaderlige patriarker, som Nielsens buster og statuer vidner om. Mænd er seje, kan vi se.

Et sted lukker Kai Nielsen dog luften ud af den vitalistiske strøm. En række fine små fajancefigurer giver os en parade af dyrefigurer i farvestrålende klæder. I potpourriet over ”I skoven skulle være gilde” mærker man munterheden og lysten til at udtrykke sig med storke og ravne, spurve og ørne som motiv.

At Kai Nielsen døde ung, sætter hans omfangsrige værk i relief. Med en manisk arbejdskraft og tid til at dyrke svømning, boksning, ridning, fægtning og brydning samt vandring i de norske fjelde har han måske endda tvangsmæssigt pålagt sig en udadvendthed, der har haft en fysisk slagside. Han elskede i tilgift kvinder og rødvin og havde et omfattende socialt liv. Det er en god idé, museet har fået, med at vise os, hvad Kai Nielsen havde gang i rent kunstnerisk, og det lykkes Glyptoteket at komme helt rundt om kunstnerens mange indsatser.

Vi bliver mindet om vigtigheden i at holde af at se kunsten i hverdagen. Kai Nielsens skulpturer formåede at blive næsten hvermandseje. Og i nogle af værkerne ser vi måske ind i kunstnerens egen følsomme sjæl trods stenenes J barske ydre.

5 stjerner

Kai Nielsen – født af hverdagen. Ny Carlsberg Glyptotek til den 5. januar 2025.

Faaborg Museum viser en parallel Kai NIelsen-udstilling udviklet i samarbejde med Glyptoteket fra den 9. juni 2024 til den 5. januar 2025.

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024

0 Når man besøger Louvre og ”Mona Lisa”, er det ofte de andre turister, der fylder i billedet. FOTO: CHUCK MYERS/SHUTTERSTOCK/RITZAU SCANPIX

Her er verdens mest skuffende mesterværk ”Mona Lisa” er et af verdens mest berømte og skuffende kunstværker Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk

Leonardo da Vinci malede for lidt over 500 år siden et kvindeportræt, der var lidt mørkt i farverne, på et lærred af moderat størrelse.

Maleriet endte hos paven i Rom, men kom til Paris med andet fransk krigsbytte i 1797 og har siden været udstillet på Louvre i Paris, der sidste år havde 8,9 millioner besøgende.

Værket nød en vis anerkendelse for sin kunstneriske værdi blandt kunstkendere, men ikke mere end det, før det i 1911 blev stjålet. Efter tyveriet og maleriets mirakuløse genkomst til museet har det været verdens i særklasse mest berømte maleri. Medieomtale var også guld værd dengang, Men ”Mona Lisa” – for det er selvfølgelig hende, det her handler om – er ikke kun det mest berømte maleri i verden. Maleriet af kvinden med det uudgrundelige smil blev tidligere på året kåret til ”verdens mest skuffende mesterværk” i den britiske avis The Guardian.

En analyse har samlet mere end 18.000 anmeldelser og vurderinger af oplevelsen med at møve sig frem i det konstante menneskehav, som køen til

”Mona Lisa” på Louvre er, og bese det lille lærred bag det sikre glas, som i januar blev angrebet med tomatsuppe af aktivister. Og ifølge præcis 37,1 procent af vurderingerne var mødet med ”Mona Lisa” en decideret dårlig oplevelse.

Mange kunsteksperter har i årenes løb blandet sig i debatten om, hvorvidt Leonardo da Vincis maleri egentlig er så stor kunst, som man tror. Det mener specialister i renæssancen sådan set godt, man kan argumentere for, at det er. Leonardo var en uhyre kompetent maler. Men hvorfor så skuffelsen?

Tja, ét er, at alle de andre turister, afstanden til maleriet, den korte tid, man kan se det, før man bliver gennet videre, og lignende fysiske forhold spiller ind.

Men en anden årsag til skuffelsen kunne være, at synet af originalen ganske enkelt ikke tilføjer særlig meget til den oplevelse, alle i forvejen har haft med alle de gengivelser, parodier, memes på internettet og andre referencer til ”Mona Lisa”, som hele vores kultur er fyldt til bristepunktet med.

Ifølge avisen sker der det, at mødet med virkeligheden ikke overvælder, men undervælder publikum. Derfor anbefaler avisen, at gæster på Louvre i stedet sætter kursen mod Théodore Géricaults romantiske maleri ”Medusas flåde” fra 1819. Ikke fordi det nødvendigvis er museets største mesterværk, men fordi lærredet er større og dermed mere egJ net til at indgå i en selfie.

0 Avisen The Guardian anbefaler maleriet ”Medusas flåde” på Louvre.

Det er så stort, at det er nemt at fotografere.

FOTO: MARTIN BUREAU/AFP/RITZAU SCANPIX

| 17

r n

18 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024

s

e.

M

g Men en fi et den i

søNigehan siomin-

Han var en outsider på kunstakademiet.

I dag flokkes menighedsrådene om hans kunst Billedkunstner Simon Aaen var med egne ord ”totalt yt” på kunstakademiet, fordi han brændte for at fortolke naturen og kristendommen. Men menighedsråd landet over kæmper i dag om hans tid

ar 8.

gelmn gt

mle r an meran for-

interview

året nuns. ien . n er ng mr ensig -

Thomas Conradsen conradsen@k.dk

”Ved allerførste øjekast ligner det noget værre rod,” siger billedkunstner Simon Aaen og peger ud i sit atelier.

Der er tusinder af små pletter og striber af maling i et væld af farver på gulvet, væggene, i loftet.

På højtalerne, på skamlen, på Bibelen, der skævt står i reolen.

Man får fornemmelsen af, at Simon Aaens malerier af natur og landskaber, der hænger på væggene, og hans nye, personlige version af den sidste nadver,

3 Alterbillede af Simon Aaen i Haverslev Kirke i Himmerland.

FOTO: HENNING BAGGER/BAG/RITZAU SCANPIX

der står på staffeliet i midten af rummet og knap er tør, breder og spreder sig ud over alt. Sågar på kunstneren selv. Den engang grå T-shirt og de sorte bukser vrimler med pletter og prikker i alle farver. ”Når jeg kaster snefnuggene på et vintermaleri, rammer de ikke alle sammen lærredet,” siger billedkunstneren og laver et par hurtige bevægelse med hånden – oppefra og ned – for at demonstrere, hvordan han slynger sin pensel mod lærredet. ”Hvis jeg i stedet sad og duttede snefnuggene på, ville de blive fortænkte, og så ville de aldrig få det liv, som de får, når de kastes tilfældigt mod overfladen.”

Den 46-årige kunstner, der bor og arbejder i landsbyen Rønde på Djursland, er en af de få malere, der de senere år er trængt gennem det snævre nøglehul som anerkendt og ofte benyttet kunstner i de danske kirker. Ifølge en opgørelse foretaget af Modernekirkekunst.dk er Simon Aaen blandt de 10 nulevende danske kunstnere, der har leveret flest værker til de danske kirker. Flere end 20 kunstværker fordelt over 10 sogne, er det indtil videre blevet til, og han har i skrivende stund fem nye kirkeprojekter i gang.

Allerede da Aaen blev uddannet på Aarhus Kunstakademi i 2000’erne, stod det klart, at han skilte sig ud fra mængden. De fleste andre beskæftigede sig med digitale computerbilleder eller konceptuel politisk kunst, fortæller han.

Men han brændte for den kunsthistoriske tradition med kirkekunsten og dens omfattende symbolverden og for at male landskaber. ”Det var totalt yt, men det var det, jeg var optaget af,” siger Simon Aaen.

Det er netop blandingen af landskaberne og de kristne symboler, menighedsrådene landet over er faldet for.

Kunsthistorikere her i Kristeligt Dagblad har tidligere diskuteret, om kirkekunsten er ved at blive for subtil og indirekte i sit udtryk, og netop det er også en daglig balancegang for Simon Aaen: ”Når jeg maler religiøse motiver, skal jeg tage beskueren i hånden og vise, hvor vi er på vej hen. Men jeg må heller

ikke fortælle for direkte, hvad ’sandheden’ er. For jeg har ikke set Jesus, og du har ikke set Jesus, og det er netop kernen i tro: et håb om, at vores tro er baseret på noget, der er rigtigt, men samtidig noget, der ikke er funderet i logik. Det er dér, håbet kommer ind i billedet,” siger Simon Aaen.

Ud over håbet er naturen altså en konstant i Simon Aaens billeder, for det er den, der åbner porten til troen for ham og for beskueren, siger han. Og det er aldrig tæmmet natur, han portrætterer, men den voksende og den vilde.

Ifølge kunstneren har det moderne menneske i stigende grad svært ved at befinde sig i de ukontrollerbare rum, som hans farverige, plettede atelier og hans malerier er eksempler på. ”Der er en tendens til, at vi gerne vil besidde verden. Indtage den. Men jo mere vi prøver at erobre alt omkring os, desto mindre resonans afgiver verden.

Kunst&Kultur | 19

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024

”

Jeg bed mærke i, hvordan den natur, jeg kendte indgående, blev genfortryllet.

SIMON AAEN, BILLEDKUNSTNER

Jo mere ejerskab vi stræber efter, desto mindre fortryllet bliver alt omkring os,” siger han.

Hans tanker stammer blandt andet fra den tyske sociolog Hartmut Rosa, der disse år diskuteres flittigt i teologiske kredse, nævner han. Rosa taler blandt andet om, at vi skal turde stoppe op og være i det, vi ikke kan kontrollere. ”Vi skal dræbe forestillingen om, at vi kan planlægge os ud af alt, forudsige hvad som helst, sætte ur på selve livet,” siger Aaen.

Når maleren går fra parcelhuset på bakken i Rønde og de 15-20 skridt til sit atelier i garagen, tager han alle sine relationer og kalenderaftaler med. Hverdagen farer rundt i hovedet på ham som en gift for kreativiteten. ”Hvis jeg kan nå til et sted, hvor jeg kan få smidt alle de andre ud af værkstedet – og jeg endda når det punkt, hvor jeg kan flytte mig selv ud – så kan

der opstå noget, der er større, end det jeg troede, jeg skulle foretage mig,” siger Simon Aaen, der er gift og har to børn, hvoraf det ene stadig bor hjemme.

Hvordan føler du dig, når det lykkes? ”Taknemmelig.”

De oplevelser, vi alle deler

”Der er ingenting i verden så stille som sne, når den sagte gennem luften daler, dæmper dine skridt, tysser, tysser blidt på de stemmer som for højlydt taler.”

Sådan skrev digter Helge Rode (18701937) i 1896 i et digt, der siden blev en sang i Højskolesangbogen.

Ifølge Simon Aaen er linjerne et klart eksempel på, hvordan naturoplevelser kan deles mellem mennesker på tværs af tiden. For den sanseoplevelse, Helge Rode havde for næsten 130 år siden, svarer til den, Simon Aaen nød, da han bevægede sig gennem en skov nær

sit hjem ved Kaløvig sidste november.

Sneen lå som en dyne over det ellers så velkendte landskab og skabte en stilhed, der kun blev afbrudt af hans knirkende fodtrin. Millioner af snefnug dalede gennem luften og landede på grene og på jorden og på hans strikkede hue. ”Jeg bed mærke i, hvordan den natur, jeg kendte indgående, blev genfortryllet. Men det viser også, hvordan poesi, billedkunst og musik kan placere os i samme rum på tværs af generationer.

At vi via vores sanser og vores kunst kan formidle noget almenmenneskeligt: at det var for vores forfædre, som det er for os. Det er noget af det, jeg er optaget af som kunstner,” siger Simon Aaen og fremviser sit malede vinterlandskab, som han netop har navngivet ”Der er ingenting i verden så stille som sne”.

fortsætter side 20

0 Udsigten over Kaløvig fra haven var hovedårsagen til, at Simon Aaen og hans hustru valgte huset i Rønde.

F OTO : M A R T I N DA M K R I ST E N S E N

20 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024

... Han var en outsider ... fortsat fra side 19

0 Simon Aaen i aktion i sit værksted i Rønde.

FOTO: MARTIN DAM KRISTENSEN

Det er samtidig i disse møder med naturen, at man kan opleve det, der er større.

Det, der er større end ens forstand, mener han. ”Vi bliver mindet om, at naturen var der før os, og at den vil være der, når vi er væk. Det er noget, vi til alle tider har været optagede af. I naturen opstår et fordybelsesrum, et forglemmelsesrum, et fortabelsesrum. Og pludselig bliver der plads til troen.”

Men ifølge Simon Aaen bliver mennesket dårligere til at træde ud af den højteknologiske, overfyldte hverdag og ind i kunsten og naturen. Kroppen bliver nedvurderet og benyttes ikke længere til at opleve og sanse – i stedet motionerer og træner det moderne menneske. Der er en ustandselig higen efter at være mere fit. ”Der er er al for megen fejlfinding og al for tung fokus på, at vi skal kunne yde. Det der med at nyde og være og opleve fortrænger vi,” siger han. ”Men vores sanser er der stadig, og vi skal finde ind til kanalen, hvor vi kan genåbne dem. Som billedkunstner er det min opgave at virke som oversætter af oplevelser. Jeg åbner mine sanser for naturoplevelser, som jeg gennem mit håndværk oversætter fra en personlig erfaring til en universel oplevelse. Det er heller ikke tilfældigt, at stort set alle de salmer, folkedybet holder af, indeholder beskrivelser af natur,” siger han. ”Når mine malerier har en naturskildring i sig, er selve målet ikke at gengive naturen, som den ser ud. Det er at gengive stemningen og selve kernen.

Og så kan du som beskuer – via dine

erindringsoplevelser – genkende det, og så opstår værdien. Kunsten åbner noget i os.”

Hvad mener du, vi skal finde ind til? ”Samhørighed. Vores samhørighed med altet. En oplevelse af, at man som individ ikke er alene. Der er noget, der er større end os, og vi er dybt afhængige af det fællesskab.”

At tage tid til at værdsætte naturoplevelsen eller kunsten eller andre ting giver mulighed for daglige pauser. Og det er netop pauserne, førnævnte Hartmut Rosa argumenterer for nødvendigheden af.

Simon Aaen mærker ofte på egen krop, at han kan have svært ved at være i nuet. I lange perioder kan han befinde sig i planlægningen af fremtiden eller evalueringen af fortiden. ”Når jeg kører bil, sætter jeg en podcast på, og så får jeg hældt viden og meninger i hovedet. Men i virkeligheden burde jeg se køreturen som en pause,

6 6 Simon Aaen Født 1978 i Nigeria.

Billedkunstner og skulptør.

Uddannet på Aarhus Kunstakademi i 2007.

Har udstillet på blandt andet Dronninglund Kunstcenter, Vestjyllands Kunstpavillon og Sophienholm.

Bor i Rønde på Djursland med sin hustru. De har to børn.

hvor jeg kan slappe af i hovedet og indtage omgivelserne. Det er, som om vi ønsker at accelerere tiden i stedet for bare at være til stede.”

Kunsten at bremse tiden

I et forsøg på at bremse tiden genbesøger Simon Aaen sin barndom. Ikke Nigeria, hvor han blev født og boede, til han var syv år, da hans forældre var missionærer. Der har han blot sporadiske minder fra.

Den tid, der prægede ham mest, var årene, der fulgte – fra han gik i 2. til 8. klasse. Her var hans far præst i tresognspastoratet Ullits-Fovlum-Svingelbjerg, der ligger i det sydvestlige Himmerland. Når Simon Aaen skaber sin kunst i dag, trækker han ustandseligt på sine oplevelser i de år.

Tydeligst af alt husker han det gamle fiskerhus i Louns ved Limfjorden, der tjente som familiens sommerhus. Han mindes lange dage ved kysten, og timerne han fiskede i den lokale å. Han kan stadig føle roen, der opstod, når han forsvandt ud i naturen.

Tidligere på året tog han halvanden uge til Louns. Han lod familien blive hjemme. ”Der er ingen tvivl om, at der sker en afvikling af de små samfund. Men når kulturen og mennesker flytter sig fra et landsbysamfund, overtager naturen.

Du skal ikke lade en grund stå ret længe, før den atter bliver vild. Et hus forvandles hurtigt til en ruin, og materialerne formulder. Så går det op for en, at alt i virkeligheden er en cyklus. En dagscyklus, men også en livscyklus,” siger Simon Aaen. ”Når man som voksen genbesøger sin

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024

0 Simon Aaens seneste værk er en nytænkning af Leonardo da Vincis ”Den sidste nadver”, der samtidig forestiller en solopgang, der symboliserer påskemorgen, hvor håbet lever på ny. FOTO: MARTIN DAM KRISTENSEN

”

Alt for længe har vi sat mennesket i centrum, og vi har en opfattelse af, at hele verden er til for vores skyld. Og det er ikke nødvendigvis sandt. I stedet er vi en del af det hele.

SIMON AAEN, BILLEDKUNSTNER

Kunst&Kultur | 21 barndom helt alene, kan man finde ind til den ukomplicerede tilstand, hvor man bare er til stede, og hvor man igen kan sidde og dagdrømme. Jeg tror på, at i den tid, vi befinder os i, kunne mange have brug for det.”

Desværre kan ture i naturen også virke som en brat opvågning for maleren. I vinter kørte han ud på Mols, hvor enorme regnskyl havde oversvømmet markerne i en grad, han ikke tidligere havde set. ”For mig var det en oplevelse af, at jorden græd. Og andre gange har jeg set de samme områder været så tørre, at intet kunne leve der. Vi lever i ekstremernes tid,” siger han.

Ifølge Aaen har vi længe fokuseret intenst på de materielle goder, og det betyder, at vi har værnet for lidt om naturen. ”Men med den klimakrise, vi står i, er de fleste blevet opmærksomme på, at vi er afhængige af en nogenlunde velfungerende klode og af biodiversitet. Det er så præsent, som det overhovedet kan være – der er ingen vej udenom.”

Han mener, det er på tide, at vi udvider kærlighedsbuddet fra Bibelen. Det burde hedde: Du skal elske din næste og det næste som dig selv, forklarer han. ”Vi skal respektere alle levende væsner, og vi skal elske og værne om naturen. Alt for længe har vi sat mennesket i centrum, og vi har en opfattelse af, at hele verden er til for vores skyld. Og det er ikke nødvendigvis sandt. I stedet er vi en del af det hele. Det eneste, der adskiller os fra alt det andet, er, at vi har en særlig evne til at reflektere over og forsøge at forstå, hvorfor vi er her.”

Så du efterlyser en større ydmyghed? ”Præcis. Vi skal forstå, at ikke alt, hvad vi foretager os, skal være direkte til nytte for mennesket. Når vi værner om naturen, er det for at beskytte hele J skaberværket.”

22 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024

Elementerne raser med bibelsk styrke ARKEN udfolder på fornemste vis billedkunstneren Ursula Reuter Christiansens værk med udstillingen ”Jeg er ild og vand”

anmeldelse Erik Steffensen kultur@k.dk

Det er en umådelig flot, vedkommende og insisterende udstilling, som kunstmuseet ARKEN i Ishøj sydvest for København præsenterer med den 81-årige Ursula Reuter Christiansens værker samlet i syv store installationer under titlen ”Jeg er ild og vand”.

Titlen er klar tale som maleriet og de skulpturelle udsagn, for Ursula Reuter Christiansen er en historiefortæller.

Hendes værker er ofte og næsten altid dialoger med materiale eller figurer, der er hentet i litteraturen, i det politiske, ja, i en høj klassisk udgave af kulturen, der favner det meste.

Hun er europæisk, tysk født, dansk bosiddende på Møn i en menneskealder og med en familie, der også giver basis og klangbund til det samlede oeuvre.

Modsat mange i sin generation er hun stadig aktuel og besat af verdensbegivenhederne uden at forfalde til pop og arrogance. Hendes værker handler for eksempel om, hvad individet skal stille op med den allestedsnærværende krig, måske med udgangspunkt i Ukraine, måske i lyset af hendes opvækst – hun er fra 1943 – måske set med fremtidsperspektivbrillen på i form af børn og børnebørn, der må kæmpe deres kamp for en fredeligere verden.

Æstetiske og filosofiske erfaringer Ursula Reuter Christiansen har malet to store hvide billeder med fem sorte menneskehøje ”bomber” på. Og så kastet et antal æg på lærredet, der sætter gullige spor på overfladen: ”Rotten Eggs Against Bombs” (på dansk: rådne æg mod bomber). Malerierne er mere end to meter høje og næsten fem meter lange.

Ursula Reuter Christiansen er en af kongerigets mest betydningsfulde kunstnere.

Et af billederne er forsynet med eksistentielle slagord som ”SORROW” (sorg), ”PAIN” (smerte), ”TABOO” (tabu), ”STIGMA” (stigma), ”OUTCAST” (udskud), ”SHAME” (skam). Som beskuer er man ikke i tvivl om fortvivlelsen og følelsernes ægthed i de skrevne ord. De vil sidde på lærredet i lyseblå håbefulde nuancer til al tid. Et kulturelt statement, som et maleri jo er, tvinger os til at se tingene i øjnene. I Ursula Reuter Christiansens verden konfronteres vi med hendes og vores fælles virkelighed. Og kunsten bliver stedet, hvor vi får en erfaring af både æstetisk og filosofisk karakter.

Kunstneren gør det ikke sværere, end det er: Hun maler og skriver, hvad hun mener og føler. Det er stærkt!

I salene hænger malerierne på væggene eller står monteret på gulvet, som var de deltagere i et virkelighedens teater.

Malerier er en slags figurer og vice versa.

Lyset dæmpes, og lyde kommer til os.

I midten af et rum står en kane med en figur klædt i pels, og en udstoppet ørn sidder på kanens bageste kant.

Det er den sidste rejse gennem en verden af billeder. På kanens sider står heltenes navne; fra Beethoven over Novalis til Fridtjof Nansen og Frida Kahlo. Højkulturen fornægter sig ikke. I hjørnerne af rummet står vagttårne med skulpturer – en danserinde, fire børn og så videre. Som en personlig rejse gennem ild og vand, gennem krigszonen, gennem kulturlandskabet, gennem de museale polaregne mod døden.

Turen går til mørkets hjerte

Malerierne står som skilte og vidner om kunstnerens lange liv med voldsomme maleriske udladninger undervejs. Farven sprænges på lærrederne som vejsidebomber, turen går til mørkets hjerte, der er blodrøde, gule, hvide og sorte nætter, der er gennemlevet, kan man tydeligt fornemme.

Det teatralske er ikke påtaget, det er kunstnerens dna. Ursula Reuter Christiansen vil favne det hele, hun vil, at kunsten skal være en historie fuld af gru og skønhed som barndommens læsning af brødrene Grimms eventyr. Der er skov og Rødhætte i kunstnerens bagage. Og de er virkelige fænomener. Figurer, der betyder noget. Eventyret forandrer og revolutionerer sindet, må man forstå.

Optagetheden af døden er en historie, der aldrig kan bruges op.

Ursula Reuter Christiansens værk har også sine skæve og humoristiske sider midt i alvoren. Et tema, hun har fornyet gennem årene, er ”No More Services” (på dansk: ikke flere tjenester). Når man er gammel nok, bestemmer man selv: ikke flere seksuelle ydelser, ikke flere hus-

0 Herover øverst: Ursula Reuter Christiansen: ”Vred brud”, 1971. Museum Jorn.

Herover: Ursula Reuter Christiansen: ”Mod”, 2023.

FOTO: ANDERS SUNE BERG

holdningspligter, ikke mere servicering af andre! Hun vasker gulv med blodrød maling, ser det ud til. Symbolerne er ikke til at tage fejl af.

Straks inden for skydedørene til udstillingen danner to sorte og røde koste et korsets tegn: hertil og ikke længere.

Eller velkommen indenfor. Alt andet er udenfor. ARKEN og Ursula Reuter Christiansen har med ”Jeg er ild og vand” skabt nye vilde og voldsomme billeder til vores tankerum. Det er eminent gjort at lade et helt livs mange billeder indgå i nye konstellationer. Der er tilført nye værker fra kunstnerens hånd, men alt er stemt af, så hovedindtrykket står tilba-

ge: Ursula Reuter Christiansen er en af kongerigets mest betydningsfulde kunstnere.

Hun mestrer fortællingen om menneskesjælens rejse gennem livet og bruger løs af allehånde kunstneriske former for at udtrykke sig. Der er ild i kunsten på ARKEN, men vandet er mørkt, stille og dybt. En udstilling af bibelsk styrke! J

6 stjerner Ursula Reuter Christiansen: Jeg er ild og vand. ARKEN Museum for Samtidskunst.

Til den 5. januar 2025.

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. august 2021

Scene&Kultur | 23

24 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024

0 Hundshøj ved Horsens (1982) er en såkaldt rundgrav fra bronzealderen. Den dramatiske himmel med de forrevne skyer, der rammes af det matte sollys, hvælver sig over den mørke gravhøj med den solitære, vindbøjede busk.

FOTOS: KIRSTEN KLEIN

0 Troldkirken St. Reestrup (2008). Dette foto er taget med camera obscura eller hulkamera, som er den simpleste – og også tidligste – form for kamera. Her er dybdeskarpheden næsten uendelig, så billedet kan skaleres op til det helt store format.

a ken,

Evige øjeblikke Landskabsfotografen Kirsten Klein indrammer evigheden i sine mageløse landskabsfotografier

anmeldelse Lisbeth Bonde kultur@k.dk

Kirsten Klein er en fremtrædende fotograf, som for mange årtier siden sprængte sig fri af det fotografiske medies snærende forpligtelse over for virkeligheden for i stedet at søge nye muligheder i den frie kunst. Selvom hun oprindelig er uddannet som portræt- og museumsfotograf (i 1966) hos arkitekturfotografen Ole Woldbye (1930-2003), har hun i løbet af

sin lange, aktive karriere – hun fylder 80 den 18. januar – hele vejen igennem skabt fotografier, der i lighed med eksempelvis malerkunst er fuldgyldige kunstværker i egen ret.

Hun har udgivet mange fotobøger, hvor man kan møde hendes kunst fra de forskellige årtier. Klein anvender kun sort-hvid-fotografi, som tillader hende at dyrke en rig gråtone-”palet”. Hun finder muligheder i denne selvpålagte begrænsning, hvor kontrasterne bliver grafisk mere spændende end ved brug af farvefotografiet. De fleste af motiverne finder hun i naturen, hvor hun ledes af en træfsikker sans for det poetiske moment og for både det mytologiske og visuelt frapperende motiv.

For mig er Klein en romantiker, som har fokus på den mennesketomme natur – hvor vi dog indirekte er til stede gennem de mange spor, som vores art har af-

sat i landskabet gennem mange tusinde år. Det kan være plovfurer, markskel, fældede træer eller kæmpehøje. Men fælles for motiverne er en bestræbelse på at trænge bag tilværelsesunderet og skabe disse metafysiske og stærkt ikoniske billeder. Man kunne sige, at Kirsten Klein ”tegner” med kameraet og giver sin undren over og taknemmelighed for at være indlejret i den store natur videre til os.

I Christian Lunds både instruktive og smukke portrætfilm på Louisiana Channel ”What I believe In” (på dansk: det, jeg tror på), som vises på udstillingen, møder vi Klein på feltarbejde på hendes mange vandreture på Mors, hvor hun har boet stort set hele sit liv. I næste fase arbejder hun med at fremkalde filmene i mørkekammeret, hvor magien opstår.

Mange af udstillingens billeder er taget for længe siden, men negativerne er først fremkaldt nu og udvalgt til denne

specifikke udstilling i Kunsthal Holmen, som markerer hendes runde fødselsdag, og som vandrer videre til Vendsyssel Kunstmuseum og slutter af i Mikkelberg i Nordtyskland. I filmen kommer vi også bag om hendes kunst- og natursyn. Hun siger blandt andet: ”Jeg tror på en respekt for Jorden. Og på en respekt for alt levende. Jeg synes, vi er kommet for langt væk fra livet og fra alt levende …

Jeg forstår ikke, at man ikke fatter, at vi er på vildspor. Jeg kan ikke finde på andre måder at udtrykke dette end mine billeder.”

Undgår stativ

Kirsten Klein medbringer altid sit kamera, men undgår det bøvlede stativ på sine mange strejfture i naturen. Her modtager hun undertiden i kraft af sin store tålmodighed og skarpe blik nogle gaver, som hun kalder dem. For eksempel når

Kunst&Kultur | 25

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024

Generelt bemærker man Kleins forkærlighed for naturens strukturer og mønstre: træernes bark, sandets organisk bølgende riller, rabarberknoppens ”plisserede” overflade.

0 Stære før nattesæde i Tøndermarsken (1998).

Stærene bevæger sig i tusindvis og danner en fælles flyvende krop, som besværliggør angreb fra rovfugle. De ”mellemlander” typisk i Tøndermarsken, inden de flyver mod de sydligere himmelstrøg.

hun oplever Bifrost en tidlig vintermorgen og fanger dette smukke regnbue-cirkelslag i et dirrende nu. I den nordiske mytologi forbinder Bifrost Asgård, hvor guderne bor, med Midgård, hvor menneskene bor. Sådan et foto forudsætter, at fotografen indfinder sig rettidigt på det rigtige sted. Hovedparten af sine motiver finder hun som nævnt på Limfjordsøen Mors, hvor hun voksede op, og hvor hun har boet hele sit voksne liv, men der er også afstikkere til Irland, England, Bornholm, Sameland med videre.

I det store udstillingsrum i Kunsthal Holmen hænger flere bjergtagende serier, som Kirsten Klein har taget med kamera – med én enkelt undtagelse: ”Troldkirken. St. Reestrup”, en langdysse på 50 meter ved Nibe. Dette foto er taget med camera obscura eller hulkamera, som er den simpleste – og også tidligste – form for kamera. Her er dybde-

skarpheden næsten uendelig, så billedet kan skaleres op til det helt store format. I et sortmalet rum til venstre for indgangen hænger der udelukkende mindre fotografier optaget med et sådant hulkamera. Her er motiverne foruden fra Mors også fra Langeland, Livø, skulpturparken Krakamarken ved Randers, Fanø ved ebbetid samt Østerlars Kirke på Bornholm, der med dette primitive kameras optik i form af et hul på størrelse med et knappenålshoved på siden af en kasse fremstår grotesk forvredent og ”unheimlich”.

Generelt bemærker man Kleins forkærlighed for naturens strukturer og mønstre: træernes bark, sandets organisk bølgende riller, rabarberknoppens ”plisserede” overflade.

Udstillingen omfatter også en serie med ”Stære før nattesæde i Tøndermarsken” med den berømte sort sol i en se-

rie fra 1998, hvor stærene bevæger sig i tusindvis og danner en fælles flyvende krop. Ved at flyve så tæt sammen undgår de sårbare stære angreb fra rovfugle. De ”mellemlander” typisk i Tøndermarsken, inden de flyver mod de sydligere himmelstrøg. Vi kan i flere billeder opleve smukt svungne lysarabesker i form af nordlys over Sameland fra 2004, og der er motiv af en dramatisk månekalender fra de Ydre Hebrider (2006). Men der indgår også en serie billeder med mennesker, nærmere bestemt pilgrimme, som bestiger bjerget Croagh Patrick i Irland den sidste søndag i juli, hvor de oppe på toppen deltager i en gudstjeneste for deres helgen Saint Patrick, Irlands skytshelgen, der kristnede irerne. Pilgrimmene viser deres dybe tro ved blandt andet at vandre med bare tæer og få blodige sår, når de skærer sig på de skarpe klipper på bjergskråningen.

Ribe Stifts biskop, Elof Westergaard, skriver i det ledsagende katalog, at Kirsten Kleins landskabsfotografier ”reaktiverer stedernes betydning, minder os om, hvordan historie og tradition, jord og land, himmel og hav former vores virkelighed”.

Lad mig tilføje, at Kleins kunstværker vidner om menneskenes dybe forbundethed med naturen i en historisk epoke, hvor det vesterlandske menneske geJ nerelt har mistet følingen med den.

Kirsten Klein: Mytesteder. Kunsthal Holmen, Løgumkloster. Til den 17. november.

Udstillingen flytter videre til Vend-syssel Kunstmuseum fra den 25. januar til den 30. marts 2025 og slutter i Mikkelberg i Nordtyskland, hvor den kan opleves mellem den 28. juli og den 28. september 2025.

26 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024 2 Vincent van Gogh er indbegrebet af den lidende kunstner, som aldrig blev anerkendt i sin samtid. I maleriet, der er udstillingens signaturbillede malet af den tyske kunstner Herbert Volkmann (født 1954) efter et paparazzi-fotografi, ses Angela Merkel og Vladimir Putin i en bil med et afskåret øre påhæftet som en opfordring til, at politikerne bør tage de svage og oversete i forsvar.

F OTO : A N D E R S SUNE BERG

age sætJ

g

og, et

Udviskede grænser mellem kunsten og det offentlige Malerprofessoren og sønderjyden Claus Carstensen undersøger i 17 kapitler kunsten som et offentligt anliggende

anmeldelse Lisbeth Bonde kultur@k.dk

”Res Publica” er navnet på malerprofessor Claus Carstensens (født 1957) hidtil største udstilling, der nu kan opleves på Kunstmuseet i Tønder. Den omfatter 250 højst forskellige værker fra små papirarbejder til store oliemalerier, indlånt fra kunstmuseer eller private samlinger, ikke at forglemme Claus Carstensens egne malerier og indsamlede værker, herunder en del, der er defaced, det vil sige skæmmet eller modificeret.

Flere af Claus Carstensens indkøbte amatørportrætter har fået stukket øjnene ud, så hullerne kigger hult ud på os.

Det er et mere radikalt indgreb end Asger Jorns (1914-1973) modifikationer, hvor han malede ekspressive tilføjelser

på trommesalsmalerier, som han havde købt på loppemarkederne.

Det er et overvældende materiale, som Claus Carstensen lægger frem – et overdådigt og rigt stof, en veritabel tegn- og billedvrimmel, som viser billeders magt, og som kommunikerer stærke budskaber til os fra vægge og montrer.

Nogle gange hvisker værkerne, andre gange råber de deres budskaber. Udstillingen vil på ingen måde behage. Ej heller henvender den sig til folk, som søger et hurtigt fix. Man må afsætte god tid for at nå ned i stoffet, og det betaler sig at gøre det.

Udstillingens 17 kapitler hænger i sortmalede køjer i arkitekten Niels Frithiof Truelsens smukke museumsbygning. Den sorte farve er symbolsk, for motiverne er særdeles dystre og hårrejsende såsom korporlig afstraffelse, druk, sex og økonomisk udnyttelse, krig, folkedomstole, massens magt, racisme, det svenske Folkhems fortrængte bagsider, flygtningekrise, offentlig udskamning, stockholmsyndromet og meget, meget mere.

Claus Carstensen løfter subversivt og analytisk gulvtæppet op, så spøgelserne myldrer frem. Med værkerne tegner han et samplet billede af tingenes elendige tilstand. Han spidder dobbeltmoral,

Claus Carstensens billedtsunami er ikke for fastholdere, men den bliver siddende på nethinden. vold og strukturel undertrykkelse både ved hjælp af egne og andres billeder, og det myldrer frem med grimme ting. Ting, som vi alt for ofte fortrænger, fordi vi ikke kan bære at konfrontere os med dem.

Disse hovedsagelig tabubelagte emner, der fungerer som effektive modbilleder til de eksisterende, ofte selvforførende glansbilleder, disse frenetisk indsamlede, foruroligende billeder forplanter sig langsomt til betragteren. Vi smittes af Carstensens billedvirus. Vi går fra rum til rum, videre og videre og må tage os til hovedet. Billedstormen raser med fuld styrke!

Kulturelt dobbeltsyn

Carstensens røntgenblik på samfundet har uden tvivl hentet næring i hans opvækst i et tysk-orienteret hjem i Sønderborg – i øvrigt en af de byer, der ønskede at forblive tysk ved afstemningen i 1920.

Med en dobbelt national identitet med

alt, hvad dertil hørte af vanskeligheder under Besættelsen og selvransagelse efter krigen, sådan som det erindredes i familien, har han haft rig lejlighed til at studere og stille spørgsmål til de parametre, der konstituerer eller danner national identitet og grænsedragninger. I åbningstalen karakteriserede han sønderjyderne – på ægte sønderjysk – som speedsnakkere og hurtige beslutningstagere, ”for hernede ved vi aldrig, hvornår tyskerne kommer”.

Store dele af Claus Carstensens kunstneriske aktiviteter har netop været viet til undersøgelser af territorialiseringer, hvilket han også har skrevet en del om.

Ved siden af sit virke som billedkunstner er han nemlig også essayist, digter, kurator og kunstsamler. Hans hybride virke retter sig mod billeder i bred forstand. Blot at kalde ham maler ville være en indskrænkning af hans multitaskende virke.

Den nye udstilling ”Res Publica” – et offentligt anliggende – er den anden i en trilogi. Den første, anmelderroste ”Becoming Animal” (på dansk: at blive et dyr), blev vist i Den Frie Udstillingsbygning i København i 2018.

fortsætter side 28

28 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024

... Udviskede grænser ... fortsat fra side 26 Denne udstilling handlede om dødsbevidsthed og dyregørelse af mennesker, mens den nye udstilling handler om forholdet mellem kunst og offentlighed.

Her er den røde tråd, hvordan og hvornår billeder giver inversion, det vil sige brænder sig fast og smitter med feber.

Billedfeber. Og hvornår kunst tipper over og bliver offentlig.

Blandt de mange blændende malerier er et portræt af Adolf Hitler, som Franciska Clausen (1899-1986) malede i 1950’erne. Det var på ingen måde meningen, at det skulle udstilles. Hun malede det udelukkende for sin egen skyld.

Hun er først og fremmest kendt som en nonfigurativ, abstrakt maler, men hun ernærede sig fra 1920’erne og frem til sin død ved at male portrætter i en lidt kitschet stil.

Claus Carstensens kuratoriske greb går ud på at perforere virkeligheden med billeder, som skaber nye betydninger konfronteret med andre billeder.

Det ses overalt i udstillingen, for eksempel i mødet mellem den tyske grafiker og skulptør Kathe Kollwitz’ (18671945) solidariske hænder, som griber om et forarmet Rusland fremstillet som en udhungret mand, og en valgplakat fra 1948, hvor hænder griber beskyttende om Sydslesvig: ”Hjemegnens skæbne ligger i dine hænder”, står der. Med et begreb hentet i semiotikken handler det om metonymiske glidninger, det vil sige betydninger, som erstatter hinanden, fordi de ligger associativt meget tæt på hinanden.

En af Claus Carstensens pointer er, at offentligheden har ændret karakter, og

de skarpe grænser mellem det intime/ private og det offentlige bliver i en globaliseret tid udvisket, fordi algoritmerne på de sociale medier er altdominerende og gør det private til et offentligt anliggende.

I sin billedforskning forsøger Carstensen ”at omdanne ikke-viden til viden” ved at lade nysgerrigheden råde, som han siger i en ny portrætfilm på Louisiana Channel, der kan ses i udstillingen, som er den foreløbige kulmination på hans kuratoriske indsats.

I øvrigt har han fortløbende kurateret udstillinger i sit 400 kvadratmeter store kombinerede atelier, bibliotek og showroom i Valby i København. Ikke mindre end 88 udstillinger, primært fra hans egen samling under titlen ”Shibboleth”, er det blevet til. Ordet betyder et løsen, som giver adgang til et fællesskab, hvis man vel at mærke kan udtale det rigtigt.

De Unge Vildes chefideolog

Claus Carstensen har i årtier været en meget synlig skikkelse på den danske kunstscene. I 1980’erne var han De Unge Vilde maleres chefideolog, og hans idégrundlag hvilede på lige dele punkmusik og semiotik – sprogvidenskab. Som professor i malerkunst ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1993-2002 har han desuden præget flere generationer af billedkunstnere.

Hovedparten af udstillingens værker udgår fra hans egen enorme kunstsamling, som han har indsamlet med forkærlighed for de værker, der vipper på kanten mellem billede og tekst. Der er noget streetart over mange af værkerne, som også er hentet fra propagandaplakater, fotomontager af den berømte tyskbritiske antipropaganda-kunstner John

0Den danske maler Carla Colsmann Mohrs maleri fra 1919 viser kvinder sy Dannebrog til de dansksindede i Sønderjylland før afstemningen om Genforeningen i 1920.

FOTO: MUSEUM SØNDERJYLLAND

Heartfield (Helmut Herzfeld, 1891-1968), der talte nazismen midt imod.

Kropsvæsker er der også en del af: Der spyttes på indvandrere, performancekunstneren Elke Krystufek (født 1970) udfører på et maleri af Claus Carstensen sit stærkt grænseoverskridende ”Golden Show”, hvor hun først stripper og dernæst urinerer i et glas, som hun til slut drikker i en slurk, ikke at forglemme en hårrejsende – i ordets bogstavelige betydning – plakat fra nazitidens Tyskland, hvor der efterlyses kvindehår til produktion af drivremme.

Claus Carstensens billedtsunami er ikke for fastholdere, men den bliver siddende på nethinden. Det er værd at tage en tur til Tønder, og udstillingen fortJ sætter ind i næste år.

Anmeldelse af Claus Carstensen: Res Publica – en udstilling om kunst og offentlighed. Kunstmuseet i Tønder.

Til den 2. marts 2025. Rigt illustreret bog, der ledsager udstillingen. Udgivet på det internationale forlag Hatje Cantz.

30 | Kunst&Kultur

Fint formidlet udstilling i Davids Samling fortæller om et sprog og en skrifttradition, få af os forstår

Skønheden ved skriften

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024

anmeldelse Torben Weirup kultur@k.dk

Det kan være en ganske særegen oplevelse at kigge på en tekst, man som udgangspunkt er afskåret fra at læse. Og det er man, hvis man ikke er fortrolig med arabisk.

Så tilbage for den ikke-arabiskkyndige betragter er alene skønheden ved skriften. Den er til gengæld også udtalt, som det fremgår af udstillingen ”Mere end ord – kalligrafi fra den islamiske verden” i Davids Samling i København.

Davids Samling har kunst fra den islamiske verden som et af sine vigtigste fokusområder, men det er nu første gang, museet viser en udstilling om kalligrafi.

Det er ganske overvejende genstande fra Davids egen samling, men der er også interessante lån fra andre museet.

Blandt andet – som vi skal vende tilbage til – en messehagel fra Aarhus.

Udstillingen består af flere end 130 genstande: tekstsider fra koraner, udskårne paneler, rigt udsmykkede tekstiler, skåle og andre former for kunsthåndværk, skrin med forfinet ornamentik og dolke med betydningsfulde sentenser indgraveret på bladet.

Det er udstillinger som disse, der kan sætte spørgsmålstegn ved en udbredt forestilling om, at kunst er et universelt sprog, mennesker på tværs af kontinenter og kulturer umiddelbart kan forstå.

Det kan man ikke. Gennem opvækst, uddannelse, interesse og måske endda ligefrem passion kan man på vore breddegrader opnå et større eller mindre kendskab til europæisk kunst og eksempelvis forstå ikonografien i kristne altertavler. Men man er af den grund ikke nødvendigvis fortrolig med andre folkeslags myter, fortællinger, fælles erfaringer og tilværelsestolkninger. Tilbage bliver derfor det rent æstetiske, og selv det kan – ud over den umiddelbare glæde ved at se skriften på tavlerne, fadene og tekstilerne – være vanskeligt at forstå til fulde.

Derfor er det heldigt, at museer som Davids Samling ligger inde med en viden om genstandene, der på denne udstilling formidles ved introducerende tekster rum for rum samt kommentarer til de enkelte genstande.

Mindre heldigt er det, at genstandsteksterne kan være besværlige at læse. På grund af de udstillede artefakters skrøbelighed henligger rummene i halvmørke, og det gør det vanskeligere at tilegne sig teksterne for – må man formode – en del besøgende. Man kan med andre ord ikke umiddelbart aflæse budskabet i skrifterne, og ledsageteksterne vil for – ikke alle, men en del – være svært læsbare.

En overgang arbejdede flere museer herhjemme med et importeret formidlingsgreb bestående af små hæfter med tekster om en udstillings enkeltværker. Det kunne være en overvejelse at genoverveje dén strategi.

Flot bog

”Gud fortjener de bedste kunstnere,” har Bjørn Nørgaard engang sagt, og i den islamiske verden blev kalligrafen en højt anset kunstner på sit felt.

Til gengæld er udstillingen ledsaget af en ualmindelig stor og flot bog med introducerende tekster af forskellig art og fint detaljerede beskrivelser af de udstillede genstande skrevet i et imødekommende sprog. Bogen er udgivet af Strandberg Publishing.

Som det fremgår af udstillingens fortælling, fik det arabiske skriftsprog en særlig betydning, fordi Koranen blev nedskrevet på arabisk efter muslimernes profet Muhammeds død i år 632. Valget af sprog var – ifølge overleveringen – guds vilje, og da de arabiske herskere erobrede stadig større dele af Mellemøsten, blev skriftsproget ”et vigtigt symbol på den nye religiøse og politiske orden”.

Der kom en aura om sproget, og derfor blev det nedskrevet særligt omhyggeligt. ”Gud fortjener de bedste kunstnere,” har Bjørn Nørgaard engang sagt, og i den islamiske verden blev kalligrafen en højt anset kunstner på sit felt. Som i andre kulturer kunne kalligrafens arbejde blive samlerobjekter. Udstillingen redegør for kalligrafens position i samfundet – og hvordan arbejdet vinder udbredelse gennem alt fra navnlig de hellige tekster, der er forbundet med en særlig styrke, til mere verdslige dokumenter. I nogle tilfælde kunne man få fremstillet en tekst i blæk, der kan opløses i vand, hvorefter man drikker det og i bogstavelig forstand indtager teksten, der måske er en velsignelse.

I andre tilfælde indgår smukt kalligraferede sentenser i kunstgenstande til hjemmet med inskriptioner om glæde og velbefindende. Nogle tekster er oversat i bogen, der følger udstillingen: ”Enhver, der holder skålen i sine hænder,/ holder for evigt Jams kongerige./ Vandet, hvori Khird fandt livet, søg det i vinhuset,/ thi skålen har det./ Os og vinen, eller asketerne og deres dyder/ se hvilken den elskede vælger. O Gud måtte afslutningen blive god.”

Af bogen fremgår det, at ”Jam” både kan referere til en kop og til en urtidskonge, Jamshid, der var berømt for sin retfærdighed og sit gode lederskab.

En interessant sidebetragtning i udstillingen er, at nogle tekster mere er beregnet på at blive betragtet end egentlig læst.

Udtryk for magtrelationen

0 Denne messehagel kommer fra Vor Frue Kirke i Aarhus og tilhører nu Nationalmuseet. Ifølge bogen ”Mere end ord” er det blå kors syet på stoffet, der er silke påsyet med silkefløjl og besat med ægte perler, guld- og glasperler, koraller samt metalplader. Det stribede stof, der formentlig er fra Iran fra det 14. århundredes første halvdel, bærer en gentagelse af det arabiske ord thuluth, ”den lærde sultan”.

De islamiske tekstiler var ifølge bogen værdsatte i Vesten, og det var ikke et problem, at tekstilernes indskrifter kunne referere til Allah, formentlig fordi man dengang ikke kunne tyde indskrifterne.

FOTO: ROBERTO FORTUNA/NATIONALMUSEET

Som man besigtiger teksterne, kan man måske få en fornemmelse af, at der er en udtalt magtrelation mellem afsenderen og modtageren.

Det kan for eksempel være en tilkendegivelse af herskerens betydning eller Guds storhed. Udstillingen giver også anledning til at reflektere over forskellen på for eksempel islam og kristendom.

Også i Islam spiller ærkeenglen Gabriel en rolle som den, der åbenbarer Koranen for Muhammed. Men gennemgående synes forskellen på de to religiøse tilværelsestolkninger så forskellige. Kan de mødes?

På forunderlig vis, ja – men i form af et stykke kirketekstil i udstillingens sidste rum: Det er en messehagel, der på et tidspunkt har været anvendt i Vor Frue Kirke i Aarhus, men nu tilhører Nationalmuseet. Det er et stykke smukt vævet stof, der formodes at være blevet tilvirket i Mellemøsten i første del af det 14. århundrede. På et tidspunkt er der blevet påsyet et kors på klædet, så det kunne anvendes i kristne liturgiske sammenhænge. Der er ganske vist en inskription, ”den lærde sultan”, der undertiden er en titel, der henviser til Allah.

Men det er ikke blevet anset, konkluderes der i bogen, for et problem, ”ikke engang i en kirkelig kontekst – af den simple grund, at man ikke har kunnet tyde indskrifterne”.

Sådan vil det også være i dag for en betragter uden kendskab til arabisk, men derfor er udstillingen i Davids Samling nu alligevel så absolut et besøg værd på grund af de udstillede genstandes særegne og fremmedartede J skønhed.

Mere end ord – kalligrafi fra den islamiske verden. Davids Samling, København.

Til den 26. januar 2025.

32 | Kunst&Kultur

Lørdag 12. oktober 2024

Van Goghs solsikker mødes efter 135 år Van Goghs solsikker er forenet for første gang siden 1889 på en stor udstilling på National Gallery i London

”Efter min mening er tiden i Arles og Saint-Rémy uden tvivl den mest berømmede periode i van Goghs liv, hvor han producerede nogle af de mest genkendelige billeder, som vi alle kender og elsker. Han indså meget hurtigt, at han skulle skabe sin egen identitet som kunstner for at spille en rolle på scenen for moderne kunst,” Bjarne Nørum skriver siger den amerikanske medkurator, Cornefra Storbritannien lia Homburg. norum@k.dk Nok var Vincent van Gogh præstesøn og Måske var der en god grund havde tilmed været lægprædikant. Men i til, at Vincent van Gogh endte på det psyki- modsætning til andre samtidige moderne atriske hospital i franske Saint-Rémy. malere som Paul Gauguin var der ikke ”Han holdt aldrig op med at arbejde, og samme direkte kristne element i værkerne vi har her kun toppen af isbjerget,” forklafra hans tid i Arles. rer Neil Westreich, der er ledende kurator ”Da vi for fem år siden havde en stor udpå en ny stor udstilling med undertitlen stilling af Paul Gauguins portrætter, var ”Poets & Lovers” (på dansk: ”Poeter og Elder et stærkt kristent element, ikke mindst skere”) med 61 værker af Vincent van Gogh i selvportrættet ’Kristus i olivenhaven’, på National Gallery. hvor Gauguin indsatte sig selv i rollen som På udstillingen præsenterer museet en Kristus. Det ser vi overhovedet ikke noget perlerække af nogle af de mest kendte af hos van Gogh,” forklarer Cornelia Homværker af den hollandske mester. Det mest burg. bemærkelsesværdige er, at farveeksplosioNetop de gentagne motiver fylder meget nen blev skabt i de to år fra det tidlige hos den hyperaktive Vincent van Gogh.

1888, hvor han residerede i Arles i ProvenHaver, parker, bjergsider, olivenlunde og ce – med en afstikker til det nærliggende selv portrætter blev malet igen og igen fra psykiatriske hospital, hvilket på ingen må- forskellige vinkler, i forskelligt lys – direkde reducerede produktiviteten. Det var ogte ude i det åbne landskab– eller efter huså i hans sidste leveår. kommelsen i atelieret.

Selv da han første gang blev indlagt den Herunder også et andet berømmet mo23. december i 1888, hvor han, som de fletiv: soveværelset i det gule hus. ste ved, skar sit venstre øre af under et be”Han malede tre udgaver af det. Det førsøg af kollegaen Paul Gauguin, fortsatte ste i efteråret 1888. Her hang de to mandehan med at male. portrætter ’Elskeren’ og ’Poeten’, som har givet navn til denne udstilling, på væggen Genforenede solsikker over sengen. I det næste er det sit eget Geografisk bevægede han sig ikke meget, selvportræt, han har gengivet over sengen, men det gjorde motiverne, fra portrætter, side om side med et portræt af en blond interiører, landskaber, nattehimlen og kvinde. Det maleri er aldrig siden funikke mindst blomster. det. Dermed fortæller han en romanBlomsterbilleder er der tisk historie, for i den tredje udgamange af, men helt centralt ve af billedet, som han gav til på udstillingen er solsikkersin mor, er der kun ham selv, ne – og ikke kun i én, men men ingen blond kvinde,” sito udgaver. ger Cornelia Homburg.

Det er første gang, at de På udstillingen i London er berømmede solsikkebilleder billedet af soveværelset ved sises sammen siden 1889, den af selvportrættet af den tynhvor de hang i hans atelier i de og blege Vincent van det ligeledes berømmede Gogh, et halvt år efter han gule hus i Arles i Frankrig, skar sit venstre øre af. hvor han boede. Som denCornelia Homburg fremhæUDSNIT: BRIDGEMAN ART gang flankerer de portrættet LIBRARY/RITZAU SCANPIX ver, hvordan Vincent van af den lokale kvinde AugustiGogh med sin moderne tilgang ne Roulin i værket, der fik titlen ”La Berikke skabte portrætter i gængs forstand, ceuse”, som betyder noget i retning af vug- men at det var hans måde at ophøje de algevisen. mindelige mennesker, som han omgikkes i Det første solsikkebillede fra 1888 hænArles, til arketypiske figurer. ger til daglig på netop National Gallery, og Et af de mest fascinerende eksempler på det er en medvirkende årsag til den store det er portrættet af en landarbejder, en udstilling. For i år er det 200 år siden, at mand ved navn Patience Escalier. Det det store nationale kunstmuseum på hænger normalt i Pasadena i Californien, Trafalgar Square blev indviet – ydermere og det har kun fået lov til at blive udlånt, er det 100 år siden, at museet erhvervede fordi National Gallery til gengæld udlånte sig solsikkerne. et af deres berømmede Picasso-malerier. J ”Det er uden tvivl det mest populære bilVan Gogh: Poets & Lovers. National Gallery, lede i vores samling, og det er et eksempel på, hvordan museet bevægede sig i retning London. Til den 19. januar 2025. af at købe den moderne kunst, som var mest dramatisk og mest kraftfuld,” pointerer Neil Westreich.

Det andet solsikkebillede med samme vase adskiller sig primært ved at have en blålig baggrund, da van Gogh gentog motivet året efter. Siden 1935 har det været i USA. Først hos en privat samler, og siden Levede fra 1853 til 1890.

1963 på Philadelphia Museum of Art. I de Flyttede i februar 1888 til Arles i det sydlige snart 90 år har billedet ikke forladt USA. Frankrig.

I det hele taget er der til udstillingen lånt malerier fra store dele af verden, herunder I to måneder sidst på året boede Paul Ny Carlsberg Glyptotek. Når det er muligt, Gauguin hos ham. Dagen hvor Gauguin skyldes det i høj grad, at National Gallery rejste, skar van Gogh sit venstre øre af. selv er villige til at udlåne andre værker fra deres imponerede samling. Noget for noget. Fra maj 1889 opholdt van Gogh sig primært For Vincent van Gogh var det gule hus i på det psykiatriske hospital i Saint-Rémy.

Arles et totalt kulturelt projekt, hvor vægDen 27. juli 1890 skød han sig selv i brystet gene også skulle være fyldt med den og døede to dage senere. kunst, som omgivelserne inspirerede til.

6 Vincent Willem van Gogh

: e

34 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024

Når man spiser sammen, hører man sammen Mad giver mennesket liv, men symboliserer ofte død og forgængelighed i malerier. Her ser vi på, hvordan måltidet gennem tiden er skildret i billedkunsten

Lise Bek, kunsthistoriker og professor emeritus ved Aarhus Universitet, udgav i 2018 bogen ”Måltidet som stilleben: Fra offergave til fastfoodobjekt”. Hun beskrev i sin indledning, hvorfor det ikke var nok at lade maden fylde i menneskets maver. I stedet blev den ophøjet til at danne et af de mest populære motiver i kunsthistorien. ”I begyndelsen var måltidet: forudsætningen for livets opretholdelse, en gave. En naturens, en gudernes eller Guds gave til mennesket, og den blev betragtet som en sådan.”

baggrund Thomas Conradsen conradsen@k.dk

Maden og de stærke følelser

0 Når man betragter Laila Westergaards stenrelief er det som om, man selv sidder med til bords. Der er nemlig en tallerken til beskueren. FOTO: LEIF TUXEN FOTO: SØREN STAAL

Tænk et øjeblik på nogle af de mindeværdige måltider, du har haft. Hvilke husker du tydeligst? Dem, der bestod af nogle ingredienser, du hurtigt miksede sammen til en ret, du indtog foran tv-skærmen eller avisen. Eller dem, du og dine havde brugt timer på at forberede og nød i ro og mag?

Aftenmåltidet – eller nadveren, om man vil – kan tage mange former. Men ifølge salmedigter, præst og kunsthistoriker Lisbeth Smedegaard Andersen kan man med én simpel sætning sammenfatte, hvad det betyder for os, når vi sidder side om side ved bordet: ”Når man spiser sammen, så hører man sammen.”

Hun siger det, da hun taler om et relief i sten af den danske kunstner Laila Westergaard. Det hænger i al sin vælde – 3,24 meter i højden, 1,80 meter i bredden – i Glostrup Sognegård og er inspireret af den sidste nadver.

I Laila Westergaards relief ser man et dækket bord fra oven. I midten af bordet står fade med mad – blandt andet fisk, lam, oliven, granatæbler, kartofler. Længere fra midten af bordet er tallerkner og glas. Yderst er hænder, der rækker ind.

Ansigter er der ingen af, men hænderne tilhører alle aldre, alle typer. Fra børn til ældre. De fine hænder, de grove hænder, de gigtplagede hænder. Og så for bordenden, Jesu hænder. ”Det er en markering af, at vi alle hører sammen på trods af, hvor forskellige vi er. Det gælder, når vi sætter os ned om et bord og spiser, og det gælder, når vi går til alters,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen.

Der er dækket op til 14 ved bordet. De 12 disciple. Jesus. Og så beskueren. Et stort hjerte er serveret på et af fadene nær midten af bordet. Hvad det kan symbolisere, vender vi tilbage til.

Ifølge Lisbeth Smedegaard Andersen har mad og selve måltidet i tusindvis af år været et yndet motiv i billedkunsten.

Har man været i Rom og taget de 50 irregulære trin ned ad stentrappen, der fører ind i de støvede Calixtus-katakomber, har man formentlig set adskillige kunstværker med maden i centrum.

De underjordiske gravkamre blev opført i begyndelsen af det tredje århundrede og navngivet efter pave Callistus I, der var pave af Rom omkring 217-222.

Her finder man noget af den tidligste kunst med kristne motiver, og blandt vægmalerier er et billede med syv yngre mennesker, som sidder om et bord og spiser med hinanden. Omkring dem står kurve spækket med fisk.

Og hvis vi bevæger os endnu længere tilbage i tiden – længe inden kristendommen opstod – så forestiller nogle af de ældste figurative hulemalerier, arkæologer har fundet, dyr, der blev jaget og spist. Blandt andet grise på Borneo for 40.000-45.000 år siden.

At maden havde en ophøjet placering for fortidens folkeslag, står klart, men alene synet af mad vækker stadig stærke følelser hos det moderne menneske. For vi kan ikke leve uden. Men mad handler ikke blot om egen overlevelse. Der er også glæden ved at servere den for andre, understreger Lisbeth Smedegaard Andersen. ”Nu er jeg selv husmor og har mærket den kærlighed, man lægger i at skaffe mad og at lave mad. Sågar det at se maden blive spist, efter man har tilberedt den, indeholder en tilfredsstillelse. Jeg tror, at alle, der har prøvet at fodre deres lille barn med en ske, kender de stærke følelser, det kan give,” siger hun.

Ifølge Anne-Mette Gravgaard, kunsthistoriker og præst, bliver vi draget af mad, fordi den er så gennemgående fysisk. Så duftende og endda lydelig. Hvis du tænker på en fersken, siger hun, så vil dine tænder løbe i vand. Hvis du tænker på en agurk – eller endnu bedre – et æble, så ved du allerede, hvordan det knaser, når du tager en bid. Hele den erfaringsoplevelse, de utallige gange man har spist hvad som helst, er med os, når vi forholder os til kunst, hvor mad er afbildet, siger hun.

Et af de berømte danske eksempler, der byder på ”lidt af det hele”, er Thomas Kluges tredelte alterbillede i Store Magleby Kirke ved Dragør på Amager.

Der er lammet, der ligger blødende, slagtet med hovedet mod venstre. De saftige vindruer i midten og brødet og fisken ude til højre. ”Hans billede passer godt ind i en post-post-modernisme, hvor alt er tilladt. Jeg kan godt blive træt af alle de gentagelser, der er i kirkekunstneres billeder, så det her er spændende, selv om det er en kæmpe pastiche. Hvis man kigger tæt på det, så ser man, at kalken, der står i midten, er kirkens egen kalk, og at de sølvpenge, der ligger på bordet, er euro,” siger Anne-Mette Gravgaard.

Der er også en kulinarisk detalje i Thomas Kluges billede, der mest er for feinschmeckere. Nemlig saltet. ”Det væltede salt er et symbol for Judas og et vink til Leonardo da Vincis ’Den sidste nadver’. Der har den uheldige Judas nemlig også væltet saltet ud over bordet,” siger Anne-Mette Gravgaard.

Anerkendt kannibalisme

0 Thomas Kluges altertavle i Store Magleby Kirke indeholder flere symboler såsom det væltede salt, der leder tankerne hen på Judas, og sølvmønterne.

Hvis man rejser fra Amager og cirka 300 kilometer mod vest, ankommer man til Herning Valgmenighed, hvor menuen er en helt anden. Her er alterbilledet malet af Arne Haugen Sørensen, og i midten af bordet ligger et afpillet skrog, der ifølge Anne-Mette Gravgaard tilhører et væsen, vi kender overordentligt godt.

fortsætter side 36

36 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024

FOTO: KJELD OLESEN/BIOFOTO/RITZAU SCANPIX

2 ”Den sidste nadver” af Leonardo da Vinci.

”

Det er fantastisk godt malet. Blandt andet på grund af perspektivet i det: Når du sidder i spisesalen, kan du fornemme uendeligheden lige bag Jesu hoved.

LISBETH SMEDEGAARD ANDERSEN, SALMEDIGTER, PRÆST OG KUNSTHISTORIKER OM ”DEN SIDSTE NADVER” AF LEONARDO DA VINCI

... Når man spiser sammen ... fortsat fra side 34 ”Dér sidder alle disciplene og spiser, og så ligger der et skelet og stritter med ribben og det hele. Der er ingen tvivl om, at det er et menneske, de fortærer. Det er faktisk noget af det mest afskyelige, jeg har set. Men det passer jo fint ind i tanken om, at de kristne er kannibaler, når de går til alters og spiser Jesus’ legeme og blod – præcis hvad de også blev beskyldt for af deres modstandere under kristenforfølgelserne i de første århundreder,” siger Anne-Mette Gravgaard.

Ifølge præsten, der har en fortid som forsker og lektor i byzantinsk kunst og kultur ved Københavns og Aarhus Universitet, er det netop meningen, at mennesket skal spise guden for at få en del af hans kraft. ”Kannibalisme er her slet ikke så forunderlig en ting. Vi spiser noget af den døde for at få del i ham. Og Jesus siger det jo selv udtrykkeligt i Johannesevangeliets kapitel 6. Det er også derfor, jeg foretrækker god, fyldig portvin under nadveren. Jeg kan ikke klare tynd vindruesaft og den slags. Der skal være

krop i foretagendet,” siger Anne-Mette Gravgaard.

Og selvom mad giver os liv, så symboliserer den også død, forklarer AnneMette Gravgaard. Når eksempelvis frugt og grønt er afbildet, så er det også et udtryk for den døde, afskårne natur. Noget, der ikke længere har grokraft og styrke. Noget, der ikke længere kan sætte frø i jorden og vokse sig større og skabe liv. ”På sin vis er mad og afskårne blomster i billeder som at se et menneske i lænker,” siger præsten.

Et af de mest prominente eksempler på, at mad symboliserer forgængelighed, er frugtmotiverne af italienske Giuseppe Arcimboldo (1527-1593). Han stammer fra Milano i Italien, og blandt mange andre embeder tjente han som hofmaler. I billedet ”Sommeren” (1573) har kunstneren benyttet årstidens frugter til at skabe et menneskes hoved.

Selvom det er farvestrålende og kunstfærdigt sammensat, så er der ingen handling , ingen dynamik. Med andre ord er det et udtryk for den døde natur.

Anne-Mette Gravgaard siger om ”Sommeren”: ”På billedet ser vi sensommerens frugter, der er høstet, men ikke genanvendt til føde eller sæd. Endnu er de smukke og saftige, men om nogle timer rynker fersknerne, blommerne rådner, og druer og hindbær tørrer ind. Det er alt levendes skæbne. Som dødelige er vi en slags kompost – vi blev skabt af jord og forgængeligt materiale.Men vores J ånd, vores sjæl, er udødelig.”

Kunst&Kultur | 37

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024

Det gælder om at forføre blikket.

Og holde hovedet koldt Flora Yukhnovich spejler på mesterlig vis sin kunst, især rokokoen, på sin soloudstilling på Ordrupgaard

udstilling Erik Steffensen kultur@k.dk

Det er første gang, den unge britiske kunstner Flora Yukhnovich (født 1990) udstiller på et museum uden for sit hjemlands grænser, men hun er allerede et varmt navn i den internationale kunst drevet frem af gode gallerinetværk og en sans for at male stilsikre kompositioner. På den baggrund er det godt, at Ordrupgaard i Charlottenlund nord for København med sine fine samlinger af fransk kunst folder den ny kunst ud, for kunstneren spejler sig i fortidens mange billeder, især rokokoen, på denne nye soloudstilling, der bærer titlen ”Into the Woods”.

Flora Yukhnovich maler rokokoens silkebløde og venlige motiver igennem igen og igen i et lettere abstrakt formsprog, så man fornemmer natur, bladhang og figurer boltre sig på lærredet.

Hendes metode er enkel: Med et let greb om virkemidlerne og god farvesans søger hun at få tvetydige motiver til at træde frem fra de forlæg, hun benytter. Hun er således i dialog med rokokoens billedverden, men også med andre mere samtidige fænomener hentet i reklameog modeverdenen.

Som en betydningsbærende idé tager hun oftest mandefigurer ud af de oprindelige versioner af forlæggene og erstatter dem med kvinder og giver motivet en ekstra tand af sødmefuld farve eller erotisk præg. Det er saftigt og lækkert, det, vi ser, men også lødigt og eksekveret uden tvivl. Maleriet fremstår som en perfekthedens apoteose, malerierne vækker ikke anstød, men lever på overfladen.

Det er spændende at følge en ung kunstners vej til den store scene, og Ordrupgaard forstår at levere varen. Alle de klassiske sejl er sat med disse værker, og det fungerer godt i rummene. Flora Yukhnovich er værd at stifte bekendtskab med, selvom hendes smagfulde og stilistiske kompositioner har et anstrøg af kitsch eller luksuriøse tekstiler.

Og professionalismen er ikke til at tage fejl af, når titlerne henviser til Shakespeares ”A Midsummer Night’s Dream” eller farven på en Chanel-læbestift i maleriet ”Rouge Allure”. Vi er i opdateret

2 ”Thicker Than Peanut Butter” (2020) af Flora Yukhnovich.

FOTO: JEFF MCLANE

land, der er tænkt over tingene, meget lidt forekommer tilfældigt eller sløset.

Og det er nok en smagssag, om man kan leve med det perfekte, der med katalogets og udstillingens ord siges at gemme på noget lidt farligere under overfladen.

Den enkelte må afgøre, om der er mere,

end hvad øjet ser. Det handler om at forføre blikket. Og holde hovedet koldt. J

Flora Yukhnovich: Into the Woods.

Ordrupgaard. Til den 19. januar 2025.

38 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024 2 Franz Gertsch (1930-2022) betragtes som en af pionererne inden for den fotorealistiske malerkunst i Europa.

DRY

FOTOS: LOUISIANA

Mesterlig kæmpekunst på Louisiana

eum 024. e n d

r ve

Pragtudstilling på Louisiana af schweiziske Franz Gertsch, detaljens og de store formaters mesterfortæller

anmeldelse Lisbeth Bonde kultur@k.dk

Franz Gertschs monstrøst store malerier og fint ciselerede træsnit – også i overstørrelse – er overvældende. Det er mesterlig kunst, udført af en figurativ maler og grafiker, der behersker sine virkemidler til den yderste perfektion. Der er lagt timer, dage, uger og år i disse minutiøst fremstillede billedverdener.

Imidlertid var Gertsch kun et perifert bekendtskab for denne signatur, så det var med stor nysgerrighed, at jeg drog til Louisiana for at opleve hans oeuvre i fuldt udtræk. Dog havde jeg set et af værkerne før: det ærefrygtindgydende gruppeportræt ”Medici”, som måler fire gange seks meter. Det var med på Louisianas udstilling ”Ekstrem Realisme” i 1973, som jeg oplevede som en ganske ung kunstelskende pige. Nu hænger det her igen 51 år senere, endda på den selvsamme væg, og skriver museumshistorie.

Franz Gertsch (1930-2022) bliver betragtet som en af pionererne inden for den fotorealistiske malerkunst i Europa, en kunstretning, som i første omgang udgik fra den amerikanske kunstscene med afsæt i popkunsten.

Grundprincipperne for denne genre er, at kunstneren bruger fotografiet som skitseblok. Han/hun overfører motivet til lærredet i et mørklagt rum og skalerer det op til en passende størrelse ved hjælp af en projektor. Det kræver håndværksmæssig snilde at male motivet, så det fremstår så fotografisk korrekt som

muligt. For at blive betragtet som en af de initierende fotorealister skal man have udstillet fra 1972 og frem.

Disse kriterier indfrier den Louisianaaktuelle kunstner, der blev verdensberømt på documenta 5 i netop 1972 med sit omtalte gigastore maleri ”Medici” (1971-72), hvis titel ikke henviser til den berømte familie af mæcener i renæssancens Firenze, men derimod til et internationalt byggefirma. Navnet står på en afspærringsplanke, som fem af Franz Gertschs 20 år yngre mandlige kunstnerkolleger hviler sig op ad. Scenen udspiller sig foran indgangen til Kunstmuseet i Luzern, der var under ombygning, og hvor Franz Gertsch i 1970 havde haft sin første museumsudstilling.

Gruppen inkorporerer tidsånden: De er børn af ungdomsoprøret – langhårede unge mænd, der er afslappet klædt og fremstår, som ville de møde livets tilskikkelser med et smil på læben. De har fået øje på et eller andet uden for billedrammen.

Flere af disse unge mænd portrætteres enkelt- eller parvis i andre malerier, herunder den schweiziske musiker og maler Luciano Castelli (født 1951). I nogle af scenerne eksperimenterer de unge kunstnere med kønsidentiteten i en tid, hvor den gamle verdens dogmer og regler stod for fald, og nye værdier og livsformer blev afprøvet. Det gør værkerne hyperaktuelle i dag, hvor de køns- og

Han var ved at opgive maleriet, indtil alt faldt på plads for ham under en bjergvandring. Her stod det ham lysende klart, at hans kunst fremover skulle handle om alt det derude.

identitetspolitiske diskussioner florerer som aldrig før.

Gertschs vej til kunsten

1 De monstrøst store portrætter er teknisk fænomenalt malet med en myldrende detaljerigdom, og på grund af formaterne kan man let fortabe sig i dem.

Franz Gertsch var enebarn og fik forældrenes velsignelse til at vælge kunstnervejen. På det tidspunkt havde Schweiz endnu intet kunstakademi, så han gik på kunstskole i sin hjemby, Bern, hvor lærerne hang fast i den tidlige modernisme. Han havde svært ved at finde sin personlige ”stemme”, og undervejs kiggede han endnu længere tilbage i kunsthistorien for at finde en kunstnerisk kilde at øse af.

Han var ved at opgive maleriet, indtil alt faldt på plads for ham under en bjergvandring. Her stod det ham lysende klart, at hans kunst fremover skulle handle om alt det derude. Det var som en meddelelse fra Sankt Lukas, kunstnernes skytshelgen, som han siger i den nye, seværdige film ”At give tiden tid” af den schweizisk-tjekkiske filminstruktør

Dana Maeder. Med Gertschs egne ord stod det ham klart: ”Det handler slet ikke om mig: Jeg er kun det værktøj, som maler disse billeder.”

Fra da af bliver kameraet hans primære hjælpemiddel, og han begynder at skabe disse virtuose, megastore malerier. Filmen viser på rørende vis, hvordan han som olding stadig arbejder i atelieret flankeret af sin trofaste ledsager, kritiker, sekretær, kok, serveringsdame, mor til hans fire (ud af fem) børn – med andre ord det kærlige faktotum, hustruen Anna, uden hvem Franz Gertsch ikke havde kunnet drive sin kunst så vidt.

Udstillingstitlen ”Blow Up” (på dansk: forstør) er identisk med den italienske avantgardeinstruktør Michelangelo Antonionis kultfilm fra 1966, som også havde givet Gertsch et skub i retning af fotorealismen.

fortsætter side 40

40 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024 FOTO: FRANZ GERTSCH AG/DOMINIQUE ULDRY

... Mesterlig kæmpekunst på Louisiana fortsat fra side 38 Filmens pointe er blandt andet, at hvis man forstørrer motivet tilstrækkeligt, vil der komme grimme ting til syne. Hos Gertsch er det lige omvendt: Her tillader overstørrelsen, at fænomenverdenens skønhed kommer til syne ned til mindste detalje.

1970’erne bruger han på at male monstrøst store portrætter. De er teknisk fænomenalt malet. Det gælder også akvarellerne i mindre størrelse. Malerierne formidler en malerisk stoflighed, som sprænger kameraets endimensionale linse og føjer en helt anden vibrerende og levende timbre – klang – til motivet.

Der er en myldrende detaljerigdom, og på grund af formaterne kan man let fortabe sig i dem. De tager sig højst forskellige ud, om man går tæt på, hvor det myldrer med små prikker, eller træder tilbage. Så ligner de fotografier, der er skaleret vildt op.

I malerierne fra 1970’erne gestalter Gertsch sit hverdagsliv, de umiddelbare omgivelser, hustruen og parrets børn, fremmede italienske børn, der sopper i havet, fyldte tallerkener og askebægre, men også queer-miljøet hos hans unge kolleger. Med få afstikkere for eksempel til rockstjernen og forfatteren Patti Smith, der kigger surmulende ud under en koncert, hvor hun føler sig intimideret af Franz Gertsch, som går tæt på hende med sit kamera med blitz. Senere, da hun ser malerierne, tilgiver hun ham alt.

I 1980’erne, hvor Gertsch er ved at nå skelsår og alder, holder han en 10 år lang pause fra maleriet og hengiver sig til et af de mest tidskrævende medier i kunsten: træsnit i megastørrelse. Her er forbilledet af ældre art: Albrecht Dürers (1471-1528) monumentale træsnit ”Æresporten” til kejser Maximilian I fra 1515.

For at skabe så store trætryk kræves papir i abnormt store formater. Gertsch finder leverandøren hos en mestertrykker i Japan. Det er overjordisk smukke tryk, hvor naturen får mæle og skildres tæt på, så motiverne vipper på kanten af abstraktion. De fleste af disse serier er monokrome, herunder en blå serie, hvor den ultramarine trykfarve hidrører fra halvædelstenen lapis lazuli.

En prik svarer til et sekund

I serien indgår også det uhyre delikate ”Blå tordenskræppe” (”Blaue Pestwurz”, 2021). Men uforglemmeligt er især det mørke triptykon ”Sortvand” (”Schwarzwasser”) fra 1991-92, som Gertsch var halvandet år om at skære ud, fremgår det af filmen, hvor han også fortæller, at hver en prik svarer til et sekund i hans liv. Hans 92 år lange liv.

Hvor må han have været stolt og glad, tænker man, over at kunne give naturen mæle på denne langsommelige måde.

Han har trukket vejret igennem sin kunst. Men filmen afslører også hans dybe kriser og store tvivl fra afslutningen af det ene billede til påbegyndelsen af det næste. Her kommer englen Anna ham hver gang til undsætning.

0 ”SaintesMaries-de-laMer III” (1972), der er 260 gange 370 centimeter, er udlånt permanent fra en privat samling til Kunstmuseum Linz.

Hvis jeg skulle ytre noget kritisk om værkerne, så kan de her og der forekomme næsten sterile i kraft af den perfektion, hvormed den nørdede Franz Gertsch har skabt dem. Der er ingen sprækker i skønheden. Især serien med græs mangler i min optik intensitet og kammer over og bliver til dekoration.

Men gak til Louisiana, kære læser. Det er en højst seværdig udstilling og for de fleste et ganske nyt og spændende kunstnerbekendtskab. For øvrigt har Gertsch sit helt eget museum i Burgdorf, 20 kilometer nordøst for Bern med en arkitektur, der er designet specielt til hans J store formater. Nok et rejsemål!

fem stjerner Franz Gertsch: Blow Up. Louisiana Museum for Moderne Kunst. Til 10. november 2024.

Udstillingen er arrangeret i samarbejde med Deichtorhallen i Hamborg, hvor den vises efterfølgende. Smukt katalog med tekster af Tobia Bezzola, Dora Imhof, Kathleen Bühler m.fl. En ny, 52 minutter lang, portrætfilm om kunstneren ”At give tiden tid” fra 2024 kan ses i Louisianas biograf.

42 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024

Ud og se på dansk kunst Lisbeth Bonde skriver med stort engagement og med en endnu større viden om 53 værker af danske kunstnere

anmeldelse Holger Dahl kultur@k.dk

Der er massevis af både kunst og kunstnere i Danmark, og heldigvis for alle kunstelskere er virkelig meget af kunsten offentligt tilgængelig. Rundt omkring på gader og stræder eller i kirker, på hospitaler, rådhuse, skoler og offentlige kontorer af enhver slags kan man få sig en gedigen kunstoplevelse, hvis det er det, man er på jagt efter. Og så har vi naturligvis den særlige, folkelige genre ”rundkørselskunsten”, som oftest er af en noget tvivlsom kvalitet, så den springer vi over i denne omgang.

Det er nemlig til enhver tid vigtigt at opsøge den bedst mulige kunst, og hvis man ikke lige ved, hvor man skal kigge hen for at finde den, er der nu udkommet en bog, der gør det meget nemmere at finde frem til de bedste værker. Bogen, der lover sin læser ”53 værker, du aldrig vil glemme”, hedder ”Kunsten imellem os”, og den er skrevet af Kristeligt Dagblads egen kunstanmelder Lisbeth Bonde, som i de seneste 30 år må have set det meste af den kunst, der har været at se i Danmark i perioden – og har tilmed taget noter.

samlinger, kunst til institutionernes rum og kunstværker, der er tilgængelige andre steder – som er lidt en snydekategori, men det er også lige meget. Det er egentlig bare med at gå i gang, for der er meget at se, og lige hvilken kasse, de enkelte værker ligger i, betyder ikke så meget.

Det stramme koncept gør, at der kun er et enkelt foto af hvert af de udvalgte værker. Det opleves frustrerende nogle gange, når Lisbeth Bondes ledsagende tekst beskriver andre af den udvalgte kunstners værker. Man ville ønske, man kunne se, hvad hun skriver om, men må altså nøjes med beskrivelsen – eller gå til Google, hvad man jo så ofte gør alligevel.

Kunstværkerne er velvalgte, både fra et kvalitetsmæssigt og et geografisk synspunkt. Man kommer stort set landet rundt og må endda tage afstikkere til Svinoy på Færøerne, til Paris, Stockholm,

Hvert af bogens 53 værker præsente-

res med et billede og en beskrivende tekst, der både indrammer værkets fortælling og historien om kunstneren bag det, og i tilgift får læseren et lille leksikalsk opslag med som afslutning på hvert kapitel.

De udvalgte værker er skabt af prominente billedkunstnere som Hein Heinsen, Christian Lemmerz, Sophia Kalkau, Kirstine Roepstorff, Claus Carstensen og altså 48 andre. Stort set hele A-listen inden for den danske kunstverden er repræsenteret, og der er ingen gengangere.

Hver kunstner har kun et enkelt værk med i bogen, hvilket er godt for både variationen og diversiteten.

Værkerne ligger spredt ud over kongeriget, og bogen er derfor udstyret med et praktisk danmarkskort, hvor kunstværkernes position er markeret, så hvis ikke det var noget værre klimasvineri, var det lige sådan en bog, man skulle have liggende i bilens handskerum, sådan at man altid kunne tage en lille afstikker til et kunstværk, når man alligevel var ude at køre (idé til andetoplaget: Lav også gps-koordinater til værkerne, eller læg dem ind i Google Maps).

Kunstværkerne præsenteres i seks overordnede kapitler: kunst til kirkerne, kunst til hospitalerne, kunst til det offentlige rum, værker i kunstmuseernes

0 ”Opstandelse”, Anette Harboe Flensburgs altertavle til Balle Valgmenighedskirke ved Vejle fra 2016, er et af mange kirkekunstneriske værker i bogen. Motivet er måske lidt langt væk fra kristendommens gebet, men Lisbeth Bonde får på fin vis vredet mening ind i det.

FOTO: ANDERS SUNE BERG

Værkerne ligger spredt ud over kongeriget, og bogen er derfor udstyret med et praktisk danmarkskort, hvor kunstværkernes position er markeret

London, New York og Rom, hvis man vil have alle værkerne med – og det vil man.

Teksterne er skrevet med stort engagement og med en endnu større viden som grundlag. Man føler sig overbevist om, at Lisbeth Bonde har set nærmest alt af de kunstnere, hun skriver om.

Bondes akademiske baggrund fornægter sig ikke. Hun er cand.mag. i både dansk og kunsthistorie, og måske derfor opleves hendes skrift nogle gange lidt tør og kancelliagtig. Billederne ”forlenes” med både det ene og det andet eller ”fremstår” som dit eller dat, og en sætning som bagsidetekstens ”den danske samtidskunst udmærker sig ved at være af meget høj kvalitet” har hun måske ikke selv stået for, men elegant er den under alle omstændigheder ikke.

Bonde hører generationsmæssigt sammen med De Unge Vilde malere og deler deres hang til filosofiske undertekster. Man mærker tydeligt, at hun er gladest for at skrive om de meget ”litterære” kunstnere, hvis værker også har en sproglig dimension, der kan ”oversættes”.

Man savner derfor i nogle af teksterne den personlige læsning af værkerne.

Selve kunstoplevelsen bliver nogle gange maskeret af det akademiske og filosofiske skoleridt, men det er dog kun en lille indvending. ”Kunsten imellem os” er fornøjelig og inspirerende læsning fra start til slut og er en veleksekveret realisering af en virkelig god idé. Det er kort sagt bare med at komme af sted ud på landevejen og se på kunst. J

0 Et af bogens nyeste værker er kunstnerduoen Randi & Katrines geniale rygerpavillon til Kofoeds Skole i København fra 2021, ”Kofoeds Cigar”.

FOTO: TORBEN PETERSEN

Gæsteanmelder Holger Dahl er kunst- og arkitekturredaktør på Berlingske.

FOTO: THOMAS DAHL.

Lisbeth Bonde: Kunsten imellem os. 402 sider. 349,95 kroner.

Kristeligt Dagblads Forlag.

44 |Kunst&Kultur

te e ds nc Si ha c

Sublim tomhed og uendelig dybde i Ishøj

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024

Kunstmuseet ARKEN viser sublime værker af den verdensberømte indisk-britiske billedkunstner Anish Kapoor

2 Blandt Anish Kapoors værker til ARKENs udstilling er denne omfangsrige bunke farvepigment.

Det er et materiale, den indiskbritiske billedkunstner har arbejdet med i mange år.

Skulpturen er åben for fortolkninger.

Under en udstilling i Argentina blev ”Destierro” – på dansk ”Eksil” – udstillet til minde om ofre for militærdiktaturet 1976-1983.

anmeldelse Torben Weirup kultur@k.dk

Anish Kapoors værk har en sådan karakter, at det kan appellere til mange museumsgæster og til de endnu flere, der rundtom i verden har kunnet møde hans installationer i det offentlige rum.

Tager man det sidste først, er der en del af hans værker, som umiddelbart appellerer til, at man standser op i for eksempel en park i London og kigger på hans spejlblanke skulpturer, der i sagens natur afspejler – og her og der forvrænger – omgivelserne og dermed en selv. De har en umiddelbar appel. Ligesom i en forlystelse i Tivoli.

Andre vil kunne undre sig over de overlegne og meget forskellige tekniske greb. Hvordan gør han det?

Hvordan finder han på det? Og hvorfor?

Og det kan igen lede til flere af kvaliteterne i Anish Kapoors værk: de mange referencer til mytologi og kunsthistorie samt – måske mest afgørende, når det gælder værkernes tyngde – de eksistentielle overvejelser, mange af skulpturerne kan lægge op til. Uden at trænge sig på.

De har en tvetydig fremtoning. De er som tilbud om at se ind i en erkendelse på den anden side af en nok så kvalificeret hverdag.

De kan have en slags transcenderende karakter.

Kapoors værk kredser blandt andet om at se, at se efter og at få øje på

PRESSEFOTO

det ikke umiddelbart synlige. Det unseen, der har givet udstillingen sin titel.

Anish Kapoor er født i 1954 i

Mumbai og uddannet på kunstakademier i London.

På et tidligt tidspunkt bliver han inspireret af amerikansk minimalisme som for eksempel Donald Judd (1928-1994), og Anish Kapoors internationale anerkendelse har ikke uventet medført, at han deltager i biennaler og andre store udstillinger af samtidskunst, og på vigtige museer i eksempelvis London og Venedig har der været udstillinger af en langt

mere voldsom og overvældende karakter.

I sammenligning med flere andre udstillinger i udlandet er ARKENs en mere afdæmpet affære og et mere meditativt tilbud, og det er ikke nogen dårlig disposition.

I visse områder og fra visse vinkler lykkes det Kapoor at erobre museets såkaldte kunstakse; et meget højloftet, 150 meter langt, buet rum med spidse hjørner i hver ende. Rummets dimensioner gør det muligt at få plads til en enorm, hængende hatteformet skulptur, ”På kanten af verden II”, hvor man ved at kigge op får en fornemmelse af den sublime tom-

hed, Kapoor arbejder så intenst med.

Og der er plads og rum om andre skulpturer, som kræver det.

Det gælder ”Erindring”, der tager imod – og som det ofte gælder med netop minder og fortid, må man søge videre i udstillingssalene for at finde ud af, hvad der så gemmer sig i ”Erindring”. Og det gælder om noget ”Nedstigning”, der kræver rum omkring sig: I et cirkelrundt bassin ses en heftig hvirvelstrøm, der på sin vis er dragende, skønt man uvilkårligt spekulerer på, hvilket frygteligt sted den nedstigning kunne føre til. Helvede, kan man måske tænke med en titel lånt fra Doris Lessing? I hvert fald et

sted, hvor alting hvirvles rundt. Fortid, nutid, fremtid, faste forestillinger og tillærte erfaringer, men i den transformation ligger et potentiale for en ny og dybere erkendelse.

Sådan er det med adskillige af Anish Kapoors skulpturer. Man stirrer ind i en sublim tomhed, og så alligevel – hos Kapoor – kan man få en forestilling om, at noget alligevel er der.

J

Anish Kapoor: Unseen.

Arken Museum for Samtidskunst, Ishøj.

Til den 20. oktober.

Utrolig fin, aktuel og vedkommende udstilling på Moesgaard om fire krigere fra forskellige tider

anmeldelse Erik Steffensen kultur@k.dk

Moesgaard Museum (MOMU) syd for Aarhus danner en perfekt ramme for vores forhistoriske og nuværende kultur. Med til kulturen hører udstillingerne, der med basis navnlig i Nationalmuseets samlinger skaber en mulighed for, at vi kan forstå lidt mere om os selv, hvor vi kom fra, og hvor vi muligvis skal hen.

Sådan er det i hvert fald med den ret fine udstilling ”Kriger”, der trods sin konfrontatoriske titel giver indblik i, hvad det vil sige at stille sig i fællesskabets tjeneste for at beskytte

de fire forskellige figurers vilkår.

At være legionær betød fast indkomst, en samurai fødes ind i sin krigsherres klasse og trænes fra barnsben, en sepik-kriger træner åndeligt og fysisk for at (gifte)modnes mere end for at komme i kamp, mens den danske soldat ofte er eventyrlysten og ser en karrieremulighed i et moderne internationalt samfund. Der er en grad af frivillighed i at melde sig til militærtjeneste, og en fjerdedel af dem, der aftjener i Danmark, er kvinder i 2024.

og forsvare det samfund, man nu engang er rundet af.

Og det er god formidling, når man endda kan trække paralleller mellem så forskellige tider og samfund, som det sker på ”Kriger”-udstillingen, hvor fire eksempler på krigere giver os et indblik i, hvad det egentlig vil sige at deltage og stille sit eget liv til rådighed i kamp mod en fjende og blive fulgt helt hjem, hvis man ikke har betalt den højeste pris, som hører til hvervet, døden. De fire er en samurai fra 1500-tallets Japan, en romersk legionær fra vor tidsregnings begyndelse, en rituel kriger fra sepikkulturen i Ny Guinea fra 1900-tallets begyndelse og endelig en dansk soldat fra det 21. århundrede.

Vi bliver informeret om kulturerne, ser ”redskaberne”, som de enkelte krigere har gjort brug af, og hører historier på skærme undervejs om for eksempel relevante og aktuelle spørgsmål om værnepligt og kvinder. Det er oplysende og overraskende information – der er ikke gjort

0 En japansk samurai fra år 1600. FOTO: POUL MADSEN forsøg på at romantisere forestillingen om krigeren, men tværtimod ser vi, hvad der adskiller og samler

Udstillingen gennemgår flere aspekter af et soldaterliv: før kamp, i kamp og efter kamp. Og redskaber kan være alt fra træsværd, flitsbuer til maskingeværer, ja, endda musikinstrumenter, ligesom uniformer og rustninger gennem mere end 2000 år naturligvis har ændret sig en del.

Det er et lærerigt og tankevækkende forsøg at sammenstille vilkår og sind for de enkelte krigere, men det lykkes at ramme det sted, hvor alvoren er til stede, selvom man jo

te e d s nc Si ha c

Soldaterlivet skildres tankevækkende på Moesgaard

genkender de fleste krigssymboler og kampudstyr fra film, tv og tegneserier.

Krigens brutalitet skjules ikke, men der er ingen blodsudgydelse, blot efterbyrden af kampen, som kan være psykiske sygdomme, PTSD, benproteser efter at have været i kamp og dermed billedet på et nyt efterliv for den enkelte soldat.

Udstillingen handler således om det ansvar, der følger med at være kriger. Det er en overskuelig udstilling, med et flot miks af arkæologi, antropologi og vedkommende historiefortælling, der giver billedet af, hvad det betyder at være en del af noget større. Og at kæmpe for andet end sit eget liv.

J

Kriger. Moesgaard Museum (MOMU) Aarhus, særudstilling frem til den 19. oktober. Vises på Krigsmuseet (tidligere Tøjhusmuseet) i København fra februar 2026.

46 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 12. oktober 2024

To særudstillinger af kunstnerne Kevin Francis Gray og Morten Schelde spiller sammen på Rudolph Tegners Museum

anmeldelse Erik Steffensen kultur@k.dk

Rudolph Tegners Museum ved Dronningmølle er et af landets mest særprægede museer, og med dets skulpturpark i landskabet kaldet Rusland er det samtidig en attraktion i verdensklasse. Rudolph Tegners trang til det monumentale har fundet nogle sjælfulde omgivelser, og den store betonbygning, der er rammen om kunstnerens skulpturer fremstillet gennem et langt liv og permanent tilstedeværende, er ikke umiddelbart let at gå i dialog med for inviterede kunstnere. Alligevel er det lykkedes gennem flere år at lave særudstillinger af en god kvalitet på stedet.

I år er der plads til to udstillere, der fylder salene op på en både Tegner-relevant og kunstnerisk meningsfuld måde.

Irske Kevin Francis Gray (født 1972) indtager overbevisende den ottekantede hovedsal med sit udstillingsværk ”Momentan Monumentalitet”, der er skabt som en gigantisk menneskegruppe stående på et bjergmassiv. Hele skulpturværket er 11 meter højt og opført i gips og flamingo på stedet lige over Rudolph Tegners grav. Skulpturen hvælver sig op – man kan som i en katedral bevæge sig ind under al det hvide og se mod lyset.

te e ds nc Si ha c

Meningsfulde og monumentale værker Det er på én gang blødt og menneskeligt og samtidig fascinerende volumenmæssigt. I indgangspartiet til museet står en gruppe af kunstnerens mindre værker med et kubistisk formsprog og en klassisk-modernistisk tilgang til billedhuggerhvervet, der med lidt god vilje kan ses i forlængelse af Tegners symbolistiske og kantede univers.

I sidefløjen udstiller billedkunst-

neren Morten Schelde (født 1972) store tegninger udført med farveblyanter på indfarvet papir samt mindre værker. Rummet er nøgent og råt, og ophængningen af de indrammede tegninger er foretaget på næsten selvlysende grøn-gule skillevægge.

På en måde indfanger farverne hos Schelde en hysterisk side, der også kan genfindes i Tegners yderligtgående skulpturværker, hvor emotioner slippes løs i overhalingsbanen.

Der er intet, der kan blive stort nok, grotesk nok og pompøst nok. Samtidig er det grelle også med som en forsonende del af kunsten. Det grove findes – ikke alle mennesker har forfinede manerer.

Morten Scheldes 10 tegninger står i kontrast til den hårde signalfarve på væggene. Indholdssiden er skabt i fin dialog med Rudolph Tegners hele og mere nuancerede livsverden. I tegningerne er både en nærværende kvinde i værket ”Jeanne”, som sidder i positur som Tegners skulptur af Elna, en ugle, skonnerten Dagmar, ”Mors gravmæle” og mange andre referencer fra museets samlinger og Rudolph Tegners livshistorie.

J

Kevin Francis Gray: Momentary Monumentality og Morten Schelde: The Eternal. Rudolph Tegners Museum.

Til den 20. oktober.

0 Morten Scheldes tegning af Jeanne, som sidder i samme positur som Tegners skulptur af Elna.

FOTO: TEGNERS MUSEUM

Den amerikanske billedkunstner Sarah Sze har skabt en omfattende videoinstallation i ARoS, hvor tusind billeder flimrer gennem rummet. Men hvad fortæller de?

anmeldelse Torben Weirup kultur@k.dk

En af de store sale i kunstmuseet ARoS i Aarhus henligger i mørke. Men fra en konstruktion lidt tilbagetrukket i rummet udsendes flimrende lys, billeder, videosekvenser, budskaber af en slags, der også udstrækkes til nogle af væggene. I de fjernere hjørner synes signalet at blive svagere og blegere.

De utallige små og store billeder er ledsaget af et stemningsskabende lydspor, men også – som et hjerteslag – takten fra en metronom, der tæller ned eller frem eller tilbage, eller blot er en rytme, der understøtter den dramatiske iscenesættelse af dette billede på verden, hvor tiden går på en ubønhørlig måde for hver og en og os alle.

Det er metronomen, der har givet titel til det værk, ”Metronome”, der gennem sommeren og efteråret udstilles i ARoS. Kunstneren bag ”Metronome” er Sarah Sze (født 1969), som er noget af en stjerne på den internationale kunstscene. I 2013 repræsenterede hun USA under biennalen i Venedig, hvor hun fyldte den amerikanske pavillon med uoverskuelige installationer i alle bygningens fem rum (foruden at installationen syntes at klatre ud af bygningen og begynde at indtage forpladsen og himmelrummet).

Indenfor var enorme ophobninger af genstande af vidt forskellig karakter placeret i såvel kaotiske opstillin-

ger som lige rækker, som var der et system af en slags. Enkelte elementer som store metalstrukturer kan genkendes i værket til ARoS. Man kommer ind i den halvmørke sal og møder den runde stålstruktur, der sammen med en slags bagvedliggende arbejdsbordlignende skulpturer – også et af kunstnerens tilbagevendende greb, fyldt med allehånde genstande og bevokset med en slags stiliserede blomsterskulpturer – fremtræder som værkets hjerte.

Med sin runde form mimer strukturen jordkloden. Men den forekommer bekymrende skrøbelig. Den er åben. Måske er dele af den eroderet?

I kuglens indre flimrer et væld af levende billeder på større og mindre stykker papir. De synes at være noget, der har flagret hid og did, men nu er fastholdt i hvert fald for en stund som fragmenter af ophobet viden eller glimt af erindring.

Sarah Sze lægger sig med sit værk blandt andet i forlængelse af en af pionererne inden for videokunst, Nam June Paik (1932-2006), og andre

der arbejder i en tradition, hvor levende billeder indgår i skulpturelle konstruktioner.

Man kan måske også komme til at

tænke på en film af Nicolas Roeg fra 1976, der hedder ”The Man Who Fell To Earth” (dansk titel: ”Manden som kom ned på jorden”). Handlingen kan i denne sammenhæng være underordnet, men det er en science fiction-fortælling om et besøgende rumvæsen, der som udefrakommende sætter visse aspekter af tilværelsen på Jorden i et nyt lys.

Mest bemærkelsesværdigt er, at hovedrollen, der er spillet af David Bowie (1947-2016), i en bestemt scene kigger på en væg af flimrende tvskærme og siger – og replikken er citeret efter hukommelsen – at det mærkværdige ved tv er, at det viser alting, men det fortæller ingenting.

Hvilket måske er en fornemmelse, man i stigende grad kan få i en stadigt accelererende digital verden af flimrende informationer på alle skærme og alle medier og herunder

te e ds nc Si ha c

Uret tikker, og tusind billeder flimrer på ARoS

måske ikke mindst de såkaldt sociale.

Måske er det den virkelighed, et værk som ”Metronome” undersøger og forholder sig til?

Kunst kan netop tilbyde rum for overvejelse. Det er måske det, Sarah Sze gør med sine på mange måder smukke og bevægende billeder hentet fra virkeligheden, men her sat sammen til en foruroligende analyse af den moderne medievirkelighed.

Den mur af billeder dag ud og dag ind, der viser så meget, men fortæller så lidt.

Et værk som ”Metronome” udgør en mulighed for at overveje den digitale tidsalders overfladiske natur og gennem billedkunst – og andre kunstarter, naturligvis – sammenstille sine egne fortællinger, bevidsthedsstrømme og tilværelsestolkninger.

J

Sarah Sze: Metronome. ARoS i Aarhus.

Vises til den 20. oktober.