28
TIL TRO · #5 · 2012 · Bibelen · artikel
REFLEKSIONER
Model-liv Af Mikael Kongensholm, stud.teol, mikaelkongensholm@gmail.com
En af mine venner (som man siger) tog engang shorts på til en bryllupsfest. Han var lidt fattig, troede hans ben var lækre og orkede ikke helt det med pænt tøj. Så han tog til festen i shorts og skjorte og havde en fin fest. Undervejs påpegede nogle af de andre gæster hans tøjvalg. De undrede sig. Han havde ikke den rette bryllupsklædning på. Alligevel gav brudeparret ham lov til det, eller også var de bare optagede af andre sager; han blev i hvert fald ikke smidt ud fra festen.
Tøj ”Suit up!”, ”Kom i kjole og hvidt!”, ”Tag de højhælede sko på!”, ”Klæd dig ud som superhelt!” Med dresscode skabes der en bestemt ramme, der kastes en model ned over udklædningen. Jo, man kan variere inden for rammen, man kan vælge hvilken slags kjole, man vil tage på eller hvilken slags superhelt, man vil være. Men kun de kompetente mestrer denne variation. De forstår modellens betingelser, taler dens sprog, tager den til sig og forstår at udnytte rammerne mest optimalt. De mindre kompetente efterlades tilbage. De må skaffe sig hjælp for at passe ind og ankommer måske i det, som de kompetente vil kalde laveste fællesnævner: det anonyme halvkedelige look. Eller de opgiver helt og kommer i shorts og T-shirt.
Tro Nåh, pyt med tøjstil. Det er i sidste ende ikke så vigtigt. Det er værre, når denne modelisering overtager vores kristenliv. De fleste af os kender til behovet og nødvendigheden af at kategorisere ting og putte mennesker i kasser. Overdrives det, er det selvfølgelig et problem, men det er som sådan en helt nødvendig del af at kunne overskue livet. Og det er heller ikke nødvendigvis et problem at gøre det med troens liv. Koncepter som fx ”Livsmønstre” med trekanter, firkanter og cirkler kan være fine anledninger til at sætte ord på, hvordan vi lever vores kristenliv. Det kan sætte ord på forskellige faser i vores trosliv og gøre os mere opmærksomme på Guds indgriben i vores liv. Fint. Men det er et problem, hvis det udvikler sig til nærmest at blive det eneste sprog, vi har om Gud og vores kristenliv. Vi bliver så hele tiden optaget af at identificere, hvor vi nu lige er henne i den konkrete model og i vores vandring med Gud. Men man kan ikke bare putte kristenlivet i kasser. Vi går nogle gange ubevidst ud fra, at fordi vi tror på den samme Gud, er vores tro og grunde til at tro ens. Men tit er de ret forskellige, og vores vandringer med Gud er som sådan unikke. Fordi vi er forskellige, taler han forskelligt til os. Fordi vi er forskellige, ser vores tro forskellig ud.
Også selvom vi tror på den samme uforanderlige Gud.
Mysteriet Det kristne model-liv kan få os til at glemme mysteriet. Glemme, at Gud i sidste ende er så meget større end vores idéer om ham. Glemme, at der er ting om ham og om vores trosvandring, som vi aldrig kommer til at forstå. Ting, som er så komplekse og følsomme, at de ikke bare kan sættes på formel og puttes i model. Modellerne bruges ofte som et middel til forandring. Ja, vores mål er at komme til at ligne Gud ved en stadig forandring. Men den forandring kan ikke sættes på enkel formel. ”Gør det, så sker det.” Vi kan ikke sætte åndelige årsag-virknings-sammenhænge på model. Forandringen sker, når vi er klar til det, og når Gud vil det. Uden modellernes tryghed står vi måske blottede og efterladte tilbage. Men netop der kan Helligånden virke i vores liv, gøre os mere afhængige af Gud og mindre afhængige af egen forståelse og handling. Salige er de fattige i ånden, som ikke mestrer modellerne.