Årsberetning 2001, Statens Kunstfond

STATENS KUNSTFONDS BERETNING

1. JANUAR - 31. DECEMBER 2001

1

INDHOLDSFORTEGNELSE

SIDE

Fondens styrelse og administration

3

Beretning fra bestyrelsen

7

4 essays

David Favrholdt Ole Thyssen Christian Skeel og Morten Skriver Michael Møller og Niels Christian Nielsen

9 13 18 23

Beretning fra de billedkunstneriske udvalg Udsmykningsudvalget Uddelinger Indkøbs- og legatudvalget Uddelinger Indkøbte værker

29

31 36

Beretning fra litteraturudvalget Uddelinger

44 44

Beretning fra tonekunstudvalgene Fællesuddelinger Udvalget for den klassiske musik Uddelinger Udvalget for den rytmiske musik Uddelinger

47 47 48 49 53 54

Beretning fra kunsthåndværk- og designudvalget Uddelinger Indkøbte værker

58 61 63

Beretning fra arkitekturudvalget Uddelinger

65 66

Beretning fra film- og teaterudvalget Uddelinger

68 71

Indstillinger til livsvarige kunstnerydelser

73

Modtagere af livsvarige kunstnerydelser

73

Regnskab for finansåret 2001

75

Status pr. 31. december 2001

77

29

2

Fondens styrelse og administration Repræsentantskabet til 31. oktober 2001 Områdechef Linda Damskier, formand Udpeget af kulturministeren Cand.jur. Kirsten Grønborg Udpeget af Det Radikale Venstres folketingsgruppe Fhv. minister Torben Rechendorff Udpeget af Det Konservative Folkepartis folketingsgruppe Folketingsmedlem Hanne Andersen Udpeget af Socialdemokratiets folketingsgruppe Folketingsmedlem Ester Larsen Udpeget af Partiet Venstres folketingsgruppe Filminstruktør Chr. Braad Thomsen Udpeget af Socialistisk Folkepartis folketingsgruppe Fhv. skoledirektør H. Vilhelm Jensen Udpeget af Centrum-Demokraternes folketingsgruppe Overlærer Erik Dissing Udpeget af Fremskridtspartiets folketingsgruppe Kulturpolitisk sekretær Poul-Henrik Jensen Udpeget af Enhedslistens folketingsgruppe Jens Th. Keiding Udpeget af Kristelig Folkepartis folketingsgruppe Borgmester Hans Thustrup Hansen Udpeget af Københavns Kommune Amtsrådsmedlem Anna M. Ikast Udpeget af Amtsrådsforeningen i Danmark Borgmester Birthe Juel-Jensen Udpeget af Kommunernes Landsforening Lektor Annelise Ballegaard Petersen Udpeget af Odense Universitets humanistiske fakultet Lektorvikar Ann Lumbye Sørensen Udpeget af Københavns Universitets humanistiske fakultet Lektor Charlotte Rørdam Larsen Udpeget af Aarhus Universitets humanistiske fakultet Billedkunstner Ulla Diederichsen Udpeget af Billedkunstnernes Forbund 3

Billedkunstner Leif Kath Udpeget af Billedkunstnernes Forbund Billedkunstner Jo Blicher Møller Udpeget af Billedkunstnernes Forbund Billedvæver Nanna Hertoft Udpeget af De tilskudsberettigede kunstnersammenslutninger Arkitekt Karen Zahle Udpeget af Akademiraadet Billedhugger Hein Heinsen Udpeget af Akademiraadet Maler Sys Hindsbo Udpeget af Akademiraadet Forfatter Knud Sørensen Udpeget af Dansk Forfatterforening Forfatter Pernille Tønnesen Udpeget af Danske Skønlitterære Forfattere Dramatiker Ulla Ryum Udpeget af Danske Dramatikeres Forbund Forfatter Søren Ulrik Thomsen Udpeget af Det Danske Akademi Forfatter Solvej Balle Udpeget af Det Danske Akademi Komponist Birgitte Alsted Udpeget af Dansk Komponistforening Komponist John Frandsen Udpeget af Dansk Komponistforening Prorektor Per Erland Rasmussen Udpeget af Musikkonservatoriernes Fællesråd Komponist Svend Hvidtfelt Nielsen Udpeget af Statens Musikråd Komponist Pia Raug Udpeget af Danske Jazz-, Beat- og Folkemusikautorer Komponist Arne Würgler Udpeget af Danske Jazz-, Beat- og Folkemusikautorer Komponisten Hans Dal Udpeget af Danske Populærautorer 4

Væver Charlotte Schrøder Udpeget af Danske Kunsthåndværkeres Landssammenslutning Indretningsarkitekt Susanne Christophersen Udpeget af Foreningen Danske Designere Arkitekt Carsten Hoff Udpeget af Danske Arkitekters Landsforbund Overbibliotekar Pernille Munch Udpeget af Danmarks Biblioteksforening Professor Ib Bondebjerg Udpeget af Det Danske Filminstitut Skuespiller Ina-Miriam Rosenbaum Udpeget af Teaterrådet Dramatiker Gerz Feigenberg Udpeget af Teaterrådet Der var ved udgangen af 2001 endnu ikke udpeget nyt repræsentantskab.

Bestyrelsen Komponist Kenneth Knudsen, formand Arkitekt Peter Hiort-Lorenzen Arkitekt Torben Schønherr Forfatter Bent Vinn Nielsen Scene- og filminstruktør Kaspar Rostrup Arkitekt Lone Wiggers Udvalgene Det Billedkunstneriske Udsmykningsudvalg Arkitekt Torben Scønherr, formand Udpeget af repræsentantskabet Billedkunstner Frithioff Johansen Udpeget af repræsentantskabet Billedhugger Mogens Møller, indtil udgangen af august Billedkunstner Niels Winkel, fra udgangen af august Udpeget af kulturministeren Det Billedkunstneriske Indkøbs- og Legatudvalg Arkitekt Torben Schønherr, formand Udpeget af repræsentantskabet Billedkunstner Søren Elgaard Udpeget af repræsentantskabet Billedkunstner Karin Birgitte Lund Udpeget af repræsentantskabet 5

Litteraturudvalget Forfatter Bent Vinn Nielsen, formand Udpeget af repræsentantskabet Forfatter Bent Haller Udpeget af kulturministeren Forfatter Merete Torp Udpeget af repræsentantskabet Tonekunstudvalget for den klassiske musik Komponist Kenneth Knudsen, formand Udpeget af kulturministeren Komponist Mogens Christensen Udpeget af repræsentantskabet Komponist Ivar Frounberg Udpeget af repræsentantskabet Tonekunstudvalget for den rytmiske musik Komponist Kenneth Knudsen, formand Udpeget af kulturministeren Komponist Lars H.U.G. Udpeget af repræsentantskabet Komponist Mikkel Nordsø Udpeget af repræsentantskabet Kunsthåndværk- og Designudvalget Arkitekt Peter Hiort-Lorenzen, formand Udpeget af repræsentantskabet Væver Anet Brusgaard Udpeget af repræsentantskabet Keramiker Bente Hansen Udpeget af kulturministeren Arkitekturudvalget Arkitekt Lone Wiggers, formand Udpeget af kulturministeren Arkitekt Claus Bonderup Udpeget af repræsentantskabet Arkitekt Kjeld Vindum Udpeget af repræsentantskabet Film- og Teaterudvalget Scene- og filminstruktør Kaspar Rostrup, formand Udpeget af repræsentantskabet

6

Teaterinstruktør Madeleine Røn Juul Udpeget af repræsentantskabet Filminstruktør Søren Kragh-Jacobsen Udpeget af kulturministeren Sekretariatet Sekretariatschef Vibeke Jakobsen Fuldmægtig Susanne Weihe Dam, indtil udgangen af februar Fuldmægtig Mette Sloth Møller, fra marts til december Fuldmægtig Kenneth Penn Tugsen, fra december Kontorfuldmægtig Birgitte Jensen Overassistent Kirsten Krogh Overassistent Pia Sandstrøm, til udgangen af september Overassistent Pia Dedenroth Overassistent Trine Christiansen Registrator Claus Bohne Studerende Mads Flyvholm Fondens adresse: Knabrostræde 30 1210 København K Telefon 33 11 36 01 Telefax 33 11 35 06 E-post skf@statenskunstfond.dk Hjemmeside www.statenskunstfond.dk

BERETNING FRA BESTYRELSEN I foråret 2001 traf bestyrelsen beslutning om at lade midlerne til den eventuelle 3-årspræsentation gå tilbage til udvalgene - og dermed til kunstnerne.

Bestyrelsen håber at der fra nu af vil være friskere luft i overvejelserne om denne, begrænsede formidling af Statens Kunstfonds aktiviteter. Den afgående bestyrelse har indgående diskuteret dette emne (som man kan læse om i beretningerne fra ‘99 og ‘00), men vi fandt ikke nogen form som efter den samlede bestyrelses opfattelse var fyldestgørende. Og sikkert er det at en dækkende præsentation, hvis den overhovedet er mulig, er en dårlig udstilling, og tilsvarende vil en tilfredsstillende udstilling være en ikke-dækkende præsentation.

Endvidere er det vanskeligt at indpasse såvel film/teater som musik og litteratur i en udstilling af et, tilmed begrænset, udvalg af indkøbt eller støttet billedkunst - for ikke at tale om problemerne forbundet med evt. at afholde seancen i provinsen.

Alle fondens områder er lige vigtige for Statens Kunstfond, selvom ikke alle udvalgenes rådighedsbeløb er lige store. Der er således ikke noget enkelt kunstområde som med nogen ret kan opfatte sig som ‘Kunstfonden’.

Bestyrelsen fandt det relevant til denne sin sidste årsberetning at bestille 4 essays, idet vi bl. a. vil knytte an til den længe imødesete Billedkunstlov som blev vedtaget tidligere på året.

Det skal heller ikke her skjules at der var elementer i lovforslaget som tilsammen gjorde det utilstrækkeligt, set her fra huset.

Et par mindre forbedringer blev det dog til i det endelige lovforslag, f. eks. lykkedes det begrebet ‘kunstnerisk kvalitet’ at snige sig ind - og nu har Danmark en billedkunstlov, klar til iværksættelse.

Bestyrelsen har bestilt essays fra: Filosofiprofessor David Favrholdt, hvis bog ‘Æstetik og Filosofi’ bl.a. opstiller kriterier for hvad der kan karakteriseres som kunst - og ikke-kunst, den såkaldte parameterteori, 7

økonomiprofessorerne Michael Møller og Niels Christian Nielsen som i deres bog ‘Kunst økonomisk set’ behandler spørgsmål om hvorvidt billedkunstnerne handler i egen interesse - og om samme billedkunstnere har analyseret billedkunstens økonomiske situation korrekt, filosofiprofessor Ole Thyssen som i sin bog ‘En mærkelig Lyst’ afslutter sin trilogi om det gode, det sande - og nu det skønne, med dette bind om iagttagelsen af kunst, og endelig billedkunstnerne Christian Skeel og Morten Skriver som i de sidste år foruden et erklæret radikalt forhold til begrebet ophavsret/copyright, især har gjort sig bemærket med 3 installationer som originalt og overbevisende inddrager nye sansemåder og menneskelige evner, nemlig : Duftudstillingen ‘Babylon’, ‘Split Second’ (i samarbejde med Bang & Olufsen), og ‘Trapholteksperimentet’ i samarbejde med Pear Lab, forskningslaboratorium for parapsykologi ved Princeton University, USA. Alle fire essays behandler - ikke overraskende når man kender deres forfatterskaber og aktiviteter i øvrigt - hovedsagelig billedkunsten, men såvel Thyssen som Favrholdt tager billedkunsten som eksempel - deres analyser og konklusioner kunne lige så godt være udsprunget af mødet med et andet kunstområde.

De to økonomiprofessorer beskæftiger sig bl. a. med værkernes endestation - eller ? - museerne, og sætter tillige fingeren på nogle pudsige forhold vedrørende en undersøgelse af i hvor høj grad nogle bestemte kunstnere er repræsenteret på landets museer. Og de sætter spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i den del af den danske kunstpolitik, som stadig holder procentdelen af udenlandske værker på danske museer så lavt som 10. Og, vigtigt kunne det efter forfatternes mening være åbent at diskutere om den faldende internationalisering, hvad angår malerier på museerne, på længere sigt er i danskernes interesse. De paralleliserer med de danske biblioteker, hvor andelen af udenlandske forfattere ikke holdes nede i samme grad.

Og a propos litteratur gør David Favrholdt i sit essay opmærksom på at det alene er billedkunsten som har så store problemer med værkbegrebet - inden for litteratur er der en bred markedsføring og ‘ingen har vanskelighed med at skelne imellem litteraturens forskellige genrer.’ Og han går videre og henviser til musikken og arkitekturen, hvor vanskelighederne i at skelne er forsvindende, stadig i forhold til forholdene inden for billedkunsten - og han fremholder det krav at man må interessere sig for og tilmed have forudsætninger for at bedømme, i dette tilfælde billedkunst, som det i øvrigt gælder for al anden, vurderende beskæftigelse - f. eks. vinsmagning, fodbold og og musik. Han går videre og hævder at 'billedkunstens verden’ (Thyssen: ‘Kunstinstitutionen’, Kunstsystemet') .. er blevet til noget i retning af dilettanternes paradis...’ ‘Der henstår derfor den opgave at ‘..få ikkekunsten ud af de offentlige institutioner - og desuden få kunstakademierne renset for ‘undervisning’ i konceptkunst, kontekstkunst mm..’

Skeel og Skriver sukker ligeledes efter andre tider - en tilbagevenden en livslang og stilhedskrævende beskæftigen sig med det egentlige, nemlig ‘åndens spor i stoffet og stoffets spor i ånden’ idet ‘kunsten i dag leder efter form i en formløs kultur.’ De sætter deres lid til at kunsten (som ‘den sidste åbne våge i isen’), selvom den er nået til en slags afslutning på sin egen historie, ‘stadig er det sted hvorfra den kulturelle fornyelse kan tage sit udgangspunkt.’ Og sluttelig ønsker Skeel og Skriver at kunstnerne bliver betalt af fællesskabet ‘fordi deres arbejde holder den livsvigtige forbindelse ved lige mellem materien og den åndelige verden.’

Ole Thyssen er uden nåde i dette sidste spørgsmål, idet ’At give støtte til enhver, som det behager at kalde sig kunstner, vil ikke løse, men forstærke problemet ‘(med billedkunstnernes indtjening, Red.) fordi det vil betyde en stærk tilstrømning til domænet og til den forjættede titel af kunstner.’ Ikke langt fra et af synspunkterne i de to økonomiprofessorers bog - og til Skeel /Skriver: ‘Selv når det hævdes, at kunst åbner for adgang til det eminent menneskelige, er det i moderne samfund kun kunsten som sådan, der er interessant, ikke det enkelte substantielle budskab i det enkelte kunstværk.’

Den afgående bestyrelses 3 år har været en rolig periode i Statens Kunstfond. Fonden er så etableret og accepteret at de udefra kommende angreb er sjældne, tilfredsheden hos ‘kernekunderne’ høj og klagerne få. Til gengæld har det til tider været noget vanskeligt at skaffe sig ørenlyd og råderum i forhold til ministeriet, som vi ikke har oplevet bemandet med fortalere for os overfor ændringer og nedskæringer. Eksempelvis har vi måttet bruge betragtelige resurser på at afvise et ministerielt forslag som var i klar modstrid med god forvaltningsskik - hvad Økonomistyrelsen til sidst måtte give os ret i.

8

Vi efterlader os dog 4 sager som gerne skulle finde en god løsning inden for længe: Forhøjelsen af de livsvarige ydelser. Hertil har sekretariatet udarbejdet et udtømmende undersøgelse af konsekvenser af mulige positive ændringer af de nuværende ydelsers størrelse.

Forøgelse af antallet af livsvarige ydelser til tonekunstområdet. Så den rytmiske musiks skabere ligestilles med den klassiske musiks skabere i denne sammenhæng.

En nytænking af igangsætningsordningen. Hertil vil den evaluering som vi afleverede til ministeren i foråret 2001 være god at tage afsæt i - idet den påviser de uheldige virkninger af den nugældende struktur og anviser løsninger - som ikke mindst er i tråd med Statens Kunstfonds ydelsers virkemåde i øvrigt. Her tænkes især på den ligestilling af de forskellige kunstområder, som er helt afgørende i fonden, men også på det tillidsprincip som ydelserne tildeles efter: ingen kontrol, ingen betingelser kun en stadig evaluering af den kunstneriske kvalitet af ansøgernes arbejder. Til enhver tid.

Og endelig den beløbsmæssige ligestilling af rådighedssummerne i de to tonekunstudvalg. Det voksende antal støtteværdige ansøgninger, ikke mindst fra nye genrer og måder at skabe musik på, gør det tiltrængt og naturligt at udvalgets rådighedssum bringes på højde med det klassiske udvalgs.

Bestyrelsen takker varmt sekretariatet for støtte, tålmodighed og kyndig vejledning gennem de tre år vi har bestridt hvervet - og hvervene, og vi håber vore efterfølgere bliver lige så glade for tiden i huset her som vi har været.

Kenneth Knudsen formand for bestyrelsen December 2001

4 ESSAYS DAVID FAVRHOLDT: OM KRISEN INDEN FOR BILLEDKUNSTEN Lige siden Charles Batteux i 1746 mente at kunne fastslå, at al kunst havde et fællestræk, nemlig skønhed, har mange forsøgt sig med en sådan essens-definition af kunst, men uden held. De forskellige kunstarter har i deres udvikling løbet fra definitionerne og har stillet nye krav til kunstkritikere og filosoffer. Den sidste i række af essens-definitioner er Clive Bells afgrænsning af kunst som værende betydningsbærende form (significant form). Denne definition, der så dagens lys i 1915, var for uklar til at kunne bruges til noget.

Man har også forsøgt sig med såkaldte konjunktionsdefinitioner, f. eks. ved at hævde, at et værk på én gang skal udtrykke følelser, udvise en enhed i mangfoldigheden og skønhed i almindelighed, samt harmoni og ophøjethed for at kunne gælde som et kunstværk. Hvis blot et af disse træk manglede, kunne der ikke være tale om kunst. Som vi skal se, er sådanne definitioner også dømt til at lide skibbrud i historiens malstrøm. Og det samme gælder sproganalytiske definitioner à la Morris Weitz', der fastslår, at "kunst" er et Wittgenstein'sk familiebegreb, der har sin hele mening i den måde, det bruges på ("the meaning is the use").

Inden for billedkunsten har der siden 1890'erne været en rivende udvikling med retninger som symbolisme, ekspressionisme, kubisme, futurisme, abstrakt kunst, non-figurativ kunst for blot at nævne nogle. En særlig begivenhed som de fleste kunsthistorikere gang på gang vender tilbage til, er Marcel Duchamps udstilling af en urinal (tissekumme fra et herretoilet) på et galleri i New York i 1917. Hans erklærede formål var at provokere kunstverdenen ved at udstille, hvad han selv kaldte ikke-kunst, og foruden urinalen udstillede han en trappestige og en knagerække, men det er som regel kun urinalen, der huskes. Inden for billedkunstens verden blev det ret hurtigt til, at urinalen måtte være et kunstværk, eftersom Duchamp i kraft af sine tidligere værker måtte regnes for kunstner. Hermed banedes vejen for udstilling af præfabrikerede ting, såkaldte "ready mades" og sidenhen vandt flere nye former for kunst frem: Junk-art (sammenstilling, evt. sammensmeltning af tilfældigt fundne ting), happenings, installationskunst, video-kunst, lysshows, konceptkunst og kontekstkunst m.m.

9

I og med at mange kunstnere, galleriejere, museumsfolk og kunstkritikere ud fra misforstået tolerance og angst for at dumme sig anså alle disse manifestationer for kunst, var ethvert forsøg på definition af kunst i sædvanlig forstand dømt til at mislykkes. I stedet voksede en definition baseret på sociale omstændigheder frem, den såkaldte institutionsteori for kunst. Dens ophavsmand var George Dickie der i 1960'erne definerede et kunstværk som en ting, der af en kunstner er "udnævnt" til at være et kunstværk, og som derved sædvanligvis vil blive udstillet, beskuet af et publikum, anmeldt af kunstanmeldere og evt. solgt til kunstopkøbere. Dette indebar, at værket kunne blive til et kunstværk alene i kraft af ydre omstændigheder, af dets placering i kunstinstitutionen: Den særlige sociologiske dannelse som omfatter museer, gallerier, auktionshuse, museumsfolk, kuratorer, anmeldere og publikum. Selve "udnævnelsen" skulle forstås i analogi med en dåbshandling eller en vielse. Det blev slået fast, at det ikke kunne være noget træk eller nogen egenskab ved værket selv, der gjorde det til et kunstværk. Institutionsteorien gav netop plads for, at hvadsomhelst - f. eks. en ølflaske, en knagerække, en tagsten, havesakse, udstoppede hunde eller en rulle toiletpapir - kunne udnævnes til kunstværker. Hertil kom happenings og anden iscenesættelse, og det er i konsekvens heraf, at vi i Danmark i de senere år har været vidne til, at sammensyede svinekroppe (Esbjerg Museum, 1994), Manzonis dåser indeholdende hans egne ekskrementer (som findes på såvel Herning Museum som Randers Museum), happeningen med kvinden, der strippede og drak sin egen urin (Galleri Nicolai Wallner, 1997, optaget på video og vist på danske museer), og guldfisk i blendere (Trapholt Museum, 2000) er blevet regnet for kunst af uddannede kunsthistorikere og anmeldt seriøst og positivt i de førende danske dagblade.

Konceptkunsten passer ind i institutionsteorien i og med, at den forudsætter, at det ikke er træk ved værket selv, der gør det til et kunstværk, men alene intentionen bag værket. I al sin enkelhed går konceptkunsten ud på, at der bag ethvert kunstværk ligger en idé hos kunstneren, og at man så vidt muligt bør udstille ideen og undlade at skabe kunstværket. Joseph Kosuth introducerede denne nye retning ved i 1965 at udstille en stol, suppleret med et fotografi af en stol og en fotokopi af definitionen på "stol" fra et leksikon. Tanken var, at beskueren ved at se på disse ting skulle fatte begrebet stol og dermed erkende tankens verden bag de fysiske manifestationer. Den udstillede stol regnedes for en tilfældig eksemplificering af begrebet; fotografiet og teksten regnedes for en "kode" hvorigennem begrebet formidledes. I værket Kunsten efter filosofien fra 1968 går Kosuth ind for kunstværkets afskaffelse, idet kunstværket, der jo udtrykker et koncept, blot er en gentagelse af konceptet, hvis det er vellykket, og derfor sammen med konceptet udgør en tautologi.

Det er selvsagt vanskeligt at finde eksempler på ren konceptkunst. Nævnes kan de sammensyede svinekroppe, hvor selve svinekroppene - så vidt jeg har forstået det - ikke skal regnes for kunstværker, men som formidling af ideen om død og forrådnelse. Tilsvarende gælder for guldfiskene i blenderne. Ren konceptkunst er Tom Friedmans "Cursed space" (forbandet rum), der består af en almindelig udstillingssokkel og ikke andet; men rummet over soklen er forbandet af Friedman.

"Værket" var til salg på Christies auktioner i London den 27. juni, 2001 til vurderingsprisen 18.000 - 22.000 engelske pund.

Konceptkunsten har manifesteret sig i happenings og i fluxus-bevægelsen, hvor konceptet, ideen ikke skulle materialiseres i et værk, men udtrykkes i happenings eller performances; samt i body-art af forskellig slags, hvor folk udstiller deres nøgne kroppe, torterer sig selv, skærer sig i deres kønsdele, viser deres tatoverede anus frem etc. For få måneder siden var der en sådan performance i Kanonhallen på Christiania, seriøst anmeldt i de københavnske dagblade. Nogle anser Manzonis ekskrementer på dåse for konceptkunst.

Også kontekstkunsten regnes for kunst i kraft af institutionsteorien. Kunstværket, hævdes det, kan ikke forstås, opleves eller vurderes isoleret fra alt andet, men skal ses og forstås i den sociale sammenhæng, hvori det er blevet til og "spiller med", "fungerer" eller "virker". Et godt eksempel er Claus Carstensens forstørrede fotografi "Flex-pissing /Björk er en nar" fra 1997, som forefindes på Arken. I en stor udgivelse: Claus Carstensen: Crossover (Arken, Museum for Moderne Kunst, 1997,119 sider) forklares det, hvordan værket skal forstås. For at kunne værdsætte fotografiet skal man ifølge denne bog vide, at Carstensen har et identitetsproblem, fordi han er født i Sønderjylland, og at han derfor, ligesom hunde gør det, afpisser sit territorium, d.v.s. tisser på de billeder, han producerer. "Urinstrålen erstatter penslen, og sporet erstatter penselstrøget." skriver Arkens direktør, Christian Gether. Og videre "I 1960'erne gav Manzoni efter for sit publikums ønske om, at kunstneren skulle vise dem sit inderste ved at konservere sin lort på dåse. Sporene efter Claus 10

Carstensens pissen på lærrederne er de smukt glimtende urinkrystaller." Denne viden skal suppleres med en viden om, at Carstensen har en datter Zoe og en onkel Alfred. Endvidere skal man vide, at navnet på stedet, hvor billedet er optaget, Joshua Tree ørkenen i Californien, er blevet brugt af rockgruppen U2 som titel på en lp, at tre personer på billedet er elever af Carstensen samt en række andre ting, 10 ialt, som udgør de tematiske crossovers, der tilsammen "akkumulerer eksplosivt og truer med at sprænge mere end blot ideen om kunstens ophavsmand, men også om begrebet om billedet som et stabilt og selvberoende felt." (Dorthe Aagesen i samme publikation).

For nogen tid siden udgav jeg bogen Æstetik og Filosofi. Seks Essays (Høst & Søn, 2000), i hvilken jeg argumenterede for, at der i udviklingen fra Duchamp og fremefter med alle de nævnte tiltag var sket en forurening af billedkunsten, en forurening på linie med den forurening, der til tider kan forekomme af madvarer, drikkevarer etc. Jeg vil ikke nægte, at junk art, installationskunst og videokunst kan byde på gode kunstværker, men jeg bestrider, at ready mades, happenings, konceptkunst og kontekstkunst har noget med kunst at gøre. Min argumentation bygger på den opfattelse, som var gængs før Duchamp og den senere institutionsteori, og som stadig er det store flertals opfattelse, at det er træk ved selve kunstværket, der gør det til et kunstværk, og ikke de sociale omstændigheder, som værket befinder sig i eller refererer til. Af sådanne træk ved værket kan man opregne en hel del. Kunstværker kan udmærke sig ved en høj grad af integration, ved en mangfoldighed, en suveræn teknik, skønhed, personpræg, renhed i stil, intellektuel appeal, emotionel appeal, andre suggestive momenter og i særlige tilfælde et eller andet uudsigeligt "budskab", som man tydeligt fornemmer, men altså ikke kan sætte ord på. Men da disse træk kan forekomme i forskellige styrkegrader, er de ikke bare træk, men såkaldte parametre. Det betyder, at et værk godt kan "stå på nul" m.h.t. en eller flere parametre, men stadig regnes for et kunstværk, hvis blot de øvrige parametre forekommer med stor styrke. F.eks. er vi ofte nødt til at regne et værk for et kunstværk, selv om det ikke er smukt. Det kan tværtimod være uhyggeligt, frastødende, rystende eller hæsligt som f. eks. Goyas raderinger af krigens rædsler, Manets "Absinthdrikkeren", Kafkas "Processen" eller Koestlers "Mørke midt på dagen".

De nævnte parametre er på færde, hver gang man har deciderede kunstoplevelser, hvadenten det er inden for musik, ballet, litteratur, teater, film, arkitektur eller andre kunstarter. Og det er altså træk ved selve værkerne, der fremkalder de berigende oplevelser, som kunstkendere ofte har, og ikke de sociale parametre. Det er det grundlæggende synspunkt. Det væsentlige er her, at man ved at operere med parametre i forskellige styrkegrader og ikke med faste invariante træk, kan graduere, når man sammenligner kunstværker med hinanden og med værker, der ikke er kunst. Der kan på denne måde trækkes en grænse imellem, hvad der er kunst, og hvad der ikke er. Grænsen kan måske ikke trækkes skarpt op, men det betyder ikke, at man ikke kan skelne mellem, hvad der er hvad. Det svarer til, at selv om man ikke kan trække en skarp grænse imellem varme og kulde eller mellem grønne og blå farver, ved vi godt, hvad der tæller som varme og kulde eller som grønt eller blåt.

Parameterteorien er selvsagt ikke noget man behøver at være bevidst om, når man har en kunstoplevelse. Den er tværtimod noget, som vi for det meste bruger post festum. Man ser en film, som fascinerer og medfører en vildt god oplevelse. Bagefter fortæller man om oplevelsen til andre, og når de så spørger, hvorfor det var en god film, vurderer man. Og her begynder man så at opregne træk, parametre, ved filmen: Den var spændende, handlingen var fængslende, skuespillet var suverænt, lyssætningen og billedføringen var yderst professionel, klipningen var perfekt, timingen ligeså, og alt dette bevirkede, at værket i hele sin mangfoldighed var integreret, teknisk i topklasse, havde personpræg, intellektuel appeal, emotionel appeal etc. Jeg har aldrig været ude for en vurdering, som ikke bestod i sådanne parameter-angivelser. Ved konkurrencer af enhver art Statsradiofoniens Malko-konkurrence, Carl Nielsen-konkurrencen for violinister i Odense, tildeling af Nordisk Råds litteratur-pris, af Sonning-prisen, af Nobelprisen i litteratur, ved bedømmelser af hvad der skal udstilles på Charlottenborg, på Den Frie o.s.v. - siger man jo ikke bare "duer", "duer ikke", "duer", "duer ikke". Man har en række vurderingskriterier, som vejes af mod hinanden, og som derfor udgør en parametervurdering.

Det burde være klart, at parameterteorien giver plads for en mængde "underparametre", som kommer i spil, alt efter hvilken kunstart og hvilken genre vi har at gøre med. I skønlitteratur er billedskabende stil, sproglig rytme, plot og persontegning sådanne parametre, i teater tæller repliksans med. For udøvende kunstnere som f. eks. skuespillere og musikere er fortolkning og 11

personpræg væsentlige parametre. Ser vi på alle former for kunst er der alt i alt et væld af parametre; men de ovenfor nævnte går igen i så godt som al kunst.

Konklusionen er, at vi ved nærmere eftertanke egentlig godt ved, hvad der er kunst, og hvad der ikke er. Det er kun den manglende formuleringsevne og manglen på stringent tænkning, der har medført, at mange inden for billedkunstens verden stillet overfor Duchamps urinal og ready mades, konceptkunst og kontekstkunst har sagt "øh" og "æh" i stedet for at fastslå, at disse ting ikke har noget med kunst at skaffe. Spørger man kunststuderende, magistre i kunsthistorie, museumsfolk og kunstkritikere om glarmesterbillederne med de små børn med tårer, der løber ned ad kinderne, eller sigøjnerpigen med de store bryster er kunst, får man et klart svar: Selvfølgelig er det ikke kunst, det er kitsch, ren spekulation, amatørarbejde. Her er der ikke nogen tvivl. Men spørger man dem om Manzonis dåser med lort eller Duchamps billeder af Leonardos Mona Lisa med påmalet overskæg er kunst, får man en gang bortforklaringer til svar: Manzoni var da en stor kunstner, og - æh Duchamps billeder koster jo mange tusinde dollars, og - ja, hvad er egentlig kunst, hvem ved, kan du måske definere det o.s.v. o.s.v. Uærligheden inden for billedkunstens verden er uhyggelig i al sin vælde.

Det er værd at bemærke, at de øvrige kunstarter ikke trækkes med problemerne om værkbegrebet, sådan som tilfældet er inden for billedkunsten. Da Duchamps urinal og andre ready mades kom på banen, kløede man sig i nakken: Var det nu kunst, skulle man nu udstille sådan noget på statsstøttede museer? - og det endte med, at det gjorde man så. Sådan har man ikke båret sig ad inden for andre kunstarter. Vi ved, at der findes mange former for dans: Ballet, sportsdans, jitterbug, folkedans, breakdance etc. Ingen har nogen sinde forlangt, at Det kongelige Teater skulle give plads for alle disse danseformer. Ved siden af den klassiske musik findes der jazz, soul, beat, rock, almindelig underholdningsmusik à la melodi grand prix etc. Ingen har forlangt, at Det kongelige Kapel eller Radiosymfoniorkestret skulle spille al den musik. De forskellige genrer har fundet egne spillesteder og væresteder og har udviklet sig helt uafhængigt af den institution, man kunne kalde "klassisk musik", og har endda i tilfældet jazz udviklet sig til et højt kunstnerisk niveau. Indenfor litteratur har vi en bred markedsføring: Foruden den "kanoniske" finkulturelle litteratur har vi krimier, pornolitteratur, ugebladsnoveller, lægeromaner, lejlighedsdigtning etc. Alle har med lethed kunnet skelne mellem disse genrer, og mig bekendt har ingen forlangt, at Nordisk Råds Litteraturpris skulle gives til en forfatter af ugebladshistorier. Ligervis kan de fleste af os se forskel på Sydney-operaen og Jens Hansens parcelhus i Brabrand. Vi ved så nogenlunde, hvad der er god arkitektur, og hvad der ikke er - værkbegrebet inden for arkitektur er ikke blevet udfordret af, at en mængde dårlige parcelhuse har set dagens lys - sådan som det er blevet det i billedkunsten på grund af urinaler og dåser med lort.

Parameterteorien har fået en blandet modtagelse. Jeg har fået at høre, at jeg går ind for en elitær kunstopfattelse og ser ned på folk, der ikke kan bedømme kunst. Det er ikke tilfældet. Man bør ikke tro, at det at beskæftige sig med og interessere sig for kunst er noget særlig fint. Det er ikke finere end at være optaget af sport, af sociale problemer, af naturvidenskab, kommunalpolitik eller andet.

Jeg har ikke noget ønske om at diktere folk, hvordan de skal forvalte deres liv og interesser. Men det er klart, at det jo ikke er alle, der uden videre har forstand på kunst, ligeså lidt som alle har forstand på fodbold, på sygdomme, på nationaløkonomi eller på frugtavl. Man får kun forstand på noget ved at være levende interesseret i det og beskæftige sig med det over meget lang tid. Hvis man i årevis beskæftiger sig med kunst, vil man - hvis man har de nødvendige forudsætninger efterhånden opleve ligheder og forskelle, helheder og nuancer, som andre ikke kan se. Det er ikke mere mærkeligt end at folk, der beskæftiger sig med skovbrug, kan se en masse ting, som vi andre ikke kan se. En ekspert på dette område kan uden videre skelne mellem alle træsorter og umiddelbart bedømme træers alder, sundhedstilstand o.s.v. - noget, vi andre dødelige slet ikke kan se; vi ser bare træer.

Der er noget, der hedder kunstkendere, lige så vel som der er fodboldeksperter og økonomiske vismænd. Eksperterne kan være uenige, men deres uenighed er sjældent om det faktuelle inden for deres emneområde. Kunstkendere vil som regel anerkende hinandens bedømmelser, men vil ofte have forskellige præferencer. Det samme er tilfældet inden for en række andre områder. Vineksperter kan smage op til 90 kvaliteter i rødvine og være enige i deres bedømmelser af vinenes kvalitet.

Men de er sjældent enige, når de skal sige, hvad deres yndlingsvin er. Dybt musikalske mennesker kan være uenige om, hvorvidt Wagner er bedre end Brahms, men det er en uenighed med hensyn til 12

smag på et højt niveau.

Men hvad så med uenigheden blandt de såkaldte eksperter med hensyn til værkbegrebet inden for billedkunst? Læg mærke til, at jeg ovenfor skrev: "Hvis man i årevis beskæftiger sig med kunst, vil man - hvis man har de nødvendige forudsætninger - efterhånden opleve ligheder og forskelle, helheder og nuancer, som andre ikke kan se." Ja, hvis man har de nødvendige forudsætninger!

Sagen er den, at billedkunstens verden er blevet til noget i retning af dilettanternes paradis. Der findes alt for mange kunsthistorikere og kunstanmeldere og såkaldte kunstnere, der ikke har forstand på kunst og som aldrig har haft en kunstnerisk oplevelse. Men de har netop kunnet slå sig op til at ligne noget på grund af værkbegrebets krise i billedkunsten. Det er symptomatisk, at man i de toneangivende kunstkredse i København kan høre den kunstneriske oplevelse beskrevet som "et kick", der er ligesom det "kick", man får ved en orgasme eller ved at ryge en joint. (Se bogen Ambassadører, En debatbog om samtidskunsten, Informations Forlag, København 2001). Folk, der mener dette, ved ikke, hvad en kunstnerisk oplevelse er.

Hensigten med mit arbejde med at afgrænse kunst i forhold til ikke-kunst er ikke at forsvare traditionel, gammeldags kunst overfor moderne kunst. Tværtimod! Der skabes i disse år særdeles god billedkunst i Danmark - såvel indenfor den figurative som den non-figurative afdeling. Som eksempler kunne man nævne værker af folk som Jan Jensen, Finn Have, Claus Rohland, Arne Haugen Sørensen og Per Kirkeby. Det, det gælder om, er at få ikke-kunsten ud af de offentlige institutioner og at få kunstakademierne renset for "undervisning" i konceptkunst, kontekstkunst m.m., så der bliver plads til den ægte billedkunst. Som det er nu, skræmmer man potentielt kunstinteresserede folk væk fra udstillinger og museer. P.t. kan man ind imellem lokke folk ind på museerne med provokationer som f. eks. fisk i blendere, provokationer, der skaber en debat i medierne. Men her får man fat i det forkerte publikum, et publikum, som et museum ikke kan bygge sin fremtid på. I det lange løb er det folk med interesse for kunst, man skal satse på. Og dem skal man ikke give stene for brød.

OLE THYSSEN: KUNSTENS FRIE TØJLER - dilemmaer omkring relevans og finans Da kunsten i Romantikken krængede statens og religionens formynderi af sig, blev det fejret som en befrielse. I stedet for Mozarts plagede servilitet som tjener hos ærkebiskoppen af Salzburg, på livslang og forgæves jagt efter fast arbejde, får vi den tilbagelænede selvsikkerhed hos Beethoven, som havde opgivet de personlige afhængighedsforhold og overgivet sig til markedets upersonlige forhold mellem udbud og efterspørgsel, som i hans tilfælde var lykkeligt: "Jeg fordrer, de betaler, en ganske behagelige situation".1 Relevans At kunstens autonomi ikke var ubetinget lykke blev tidligt bemærket. Hegel fremsatte den paradoksale påstand, at når kunsten bliver moderne, bliver den forældet. Argumentet er, at en kunst, der trækker sig tilbage til sig selv, ikke opfylder menneskets højeste behov.2 Den begrænser sig til et særligt domæne og hermed til et særligt hensyn til sig selv, så "tanken og refleksionen" overhaler den skønne kunst. Den bliver en stemme i et kor, den afviser at forstå i sin iver efter at realisere sig selv. Selv når kunsten forholder sig til natur, samfund og individ, sker det kun "som kunst" og mangler derfor alvor, uanset hvor seriøs den er.

Hegel bemærker spydigt, at dersom man er til jammer og klage, kan man betragte det som udtryk for de smålige interessers triumf: også de er befriet, nemlig fra kravet om at opfylde højere fordringer, så den dobbelte befrielse munder ud i den romantiske modsætning mellem kunstneren og filisteren. I stedet for at forherlige den ene side, har Hegel øje for ensidigheden hos dem begge.

Lige så blind en kunstner kan være over for de hensyn, som binder en erhvervsmand eller politiker, 1 2

Jf. Norbert Elias, Mozart, København, 1991, s. 44.

G.W.F. Hegel, Vorlesungen über die Ästhetik, Frankfurt am Main, 1986, bd. 1, s. 24.

13

lige så uopmærksomme kan erhvervsfolk og politikere være over for situationen i kunstsystemet, så de ender med at dyrke en romantisk eller heroisk kunst af i går. Hvert domæne har kun sans for sin egen dynamik, uanset at de mange slags dynamik har fælles træk og alle bidrager til samfundets dynamik.

Hegel har en stærk sans for, at når kunst befries til kun at være kunst, udfolder den sig ikke i samfundet som helhed, kun i "forestillingen". Den mister hermed sin "ægte sandhed og livskraft".3 Hegel har mindre sans for, at selv når kunsten trækker sig tilbage til sit eget skyggerige, er den stadig en del af samfundet. Den æstetiske "forestilling" får socialt fodfæste i et kunstsystem med egne kriterier for relevans og succes, egne regler, hukommelse og magtpositioner. Blot er forholdet mellem kunst og samfund blevet udvendigt: kunst skal ikke legitimere sig med social relevans, politisk solidaritet, eller humant engagement. Sådanne bånd overlades til den enkelte kunstners forgodtbefindende. I stedet kan de forskellige domæner - økonomi, politik, kunst, etc. - koldblodigt og strategisk overveje, hvordan de bedst kan udnytte de øvrige til egen fordel.

Hegels problem var kunstens tab af relevans. Kunstnere kan forny sig af hjertens lyst, de kan befri sig for alle bånd, undtagen kunstens egne, de kan lave revolutioner i kaskader, udfordre og provokere - intet af alt dette anfægter samfundet som helhed, fordi det foregår i en glasklokke, beskyttet af etiketten "kunst". Kunsten kan blive samfundets mest dynamiske domæne, fordi den ikke griber ind i samfundet.

Når kunsten renser sit domæne for fremmede elementer, bliver også de øvrige domæner fattigere økonomien retter blikket stift mod bundlinjen, politikken mod vælgertallene. Kunstens ret til at skabe sine egen mening fører til meningstab både for kunst og samfund. Det blev oplevet af de kunstnere, som før Østblokkens sammenbrud i 1989 var systemkritikere og genstand for intens politisk opmærksomhed. Efter Murens fald kunne de skrive som de ville. Politikerne var blevet blinde for deres kunst, som ikke længere var et alment anliggende, men kun angik et smalt publikum. Den voldsomt begærede frihed vendte vrangen ud og krævede sin pris: friheden var frihed til kunst, og intet andet. Det har ført til en uformel opdeling af kunstnere op i to gruppe: dem som nyder friheden inden for kunstens mure, og dem som beklager tabet af relevans og søger at genvinde den.

Finans En følge af kunstens frigørelse var, at kunstnere opgav det personlige forehold til deres købere og ikke følte sig forpligtede til at udsmykke overklassens verdensbillede. Kunstneren blev boheme, ofte dårligt tilpasset og regelmæssigt med økonomiske problemer. Kun de færreste kunne leve af deres kunst.

Selv om et kunstværk er et produkt blandt andre, vægrer kunstnere sig ved at føje sig efter det økonomiske markeds forhold mellem udbud og efterspørgsel. De betragter deres arbejde som hævet over det blotte lønarbejde. Straks følger dog en eftersætning: når de ofrer sig for deres kunst, sætter de samfundet i en gæld, som det bør indfri og tilbagebetale med en rimelig levestandard.

Men hvorfor skal "samfundet", hvilket konkret vil sige staten, åbne for pengepungen, blot fordi det passer et individ at kalde sig kunstner? Svaret præsenteres i et kompliceret argument, der finder kunstens nytte som et indbygget træk i dens mangel på nytte. Helt ude i kunstens ekstreme isolering sker et ejendommeligt skift: at kunstens relevans består i dens befrielse for normale hensyn, som giver den en tempofordel, når den skal skabe form til en stadig fornyelse, som både er en del af og afspejler samfundets fornyelse. Den skal hverken tilpasse sig moral, religion eller politisk korrekthed.

Hermed kan hver enkelt kunstner følge sin egen fornemmelse og frit udforske erfaringens grænseområder, herunder det nye, som er i færd med at vise sig. I et samfund, som er slået af en tvang til innovation, må der være sensible mennesker, som kan give form til nye erfaringer, så samfundets symbolske produktion kommer på højde med dets øvrige produktion.

Det skaber et lille problem: det nye, som findes spredt i samfundet og måske renest viser sig i dets periferi, men som endnu ikke har fundet en fælles symbolsk form, får ofte et overprægnant udtryk i kunsten. Det skyldes det hårde arbejde med at isolere det og give det ord, lyd eller billede, og måske også en polemisk lyst til konfrontation. Det opleves derfor som konflikt og disharmoni.

3

anf. værk, s. 25.

14

Uanset om kunsten satser på skandale eller ej, udfordrer den dyrekøbte erfaringer og kan ikke forvente, at publikum jubler. Ligesom erhvervsfolk og politikere skal kunstnere gerne være lidt på kant med, og helst lidt forud for status quo. Er de totalt imødekommende, bekræfter de blot fordomme.

Selv om det moderne kunstpublikum har mistet sin instinktive sikkerhed og er øvet i at hæmme sin umiddelbare reaktion på et nyt kunstværk - fra uforståelse til væmmelse - er det svært at forvente, at det skal reagere med begejstring, når dets erfaringer tages fra det. I stedet immuniserer publikum sig med en høflig opmærksomhed, så kunst bliver til kultiveret underholdning, der normalt ikke får lov at trænge ind i sjælens undergrund og skabe katastrofe.

Når kunsten følger sin indre tvang til fornyelse, opstår der konflikt. Og i hjertet af den konflikt opstår kunstens krav til samfundet: det er en nødvendig konflikt, og de personer, som påtager sig konflikten skal ikke straffes, hvad de uundgåeligt bliver, dersom de udleveres til markedets nåde og barmhjertighed. Kunstens pligt til provokation ledsages af en ret til støtte, fordi den i sine mest avancerede former ikke kan forvente opbakning fra publikum.

Selv hvis dette argument accepteres i almindelighed, løser det ikke problemet med at afgøre hvilken kunst, som konkret skal støttes. At være på kant med gængs erfaring betyder ikke automatisk at have fremtiden for sig. Det meste fornyelse er forringelse. At en person fremstiller et værk og kalder det for kunst, garanterer ham hverken ret til et publikum eller en indkomst. Alle kan kalde sig kunstner, og enhver kan hævde, at kun flade ånder ikke kan se udødelig dybde i en dåse lort.

Kriterierne på æstetisk kvalitet svæver i vinden og overlades til tidens tand, så kun værker, som kan bevare publikums interesse, bliver til klassikere. Varighed er et surrogatmål for kvalitet Ingen kunstner kan kontrollere sit værk eller dets reception. Intet samfund kan forudsige, hvilke symbolske former som har fremtiden for sig. Derfor må den æstetiske sæd spredes ødselt, så der er øget chance for at noget vil vise sig brugbart. Men det er igen en overordnet betragtning, som ikke løser det konkrete problem med her-og-nu at afgøre, hvad der er værdigt til støtte uden om den økonomiske markedsmekanisme. At give støtte til enhver, som det behager at kalde sig kunstner, vil ikke løse, men forstærke problemet, fordi det vil betyde en stærk tilstrømning til domænet og til den forjættede titel af "kunstner".

Spørgsmålet om kvalitet finder en art svar på det æstetiske marked. For selv om kunstsystemet ikke vil vide af det, udgør det et marked parallelt med de øvrige markeder i samfundet - det økonomiske, politiske og videnskabelige.4 Selv når kunststøtte uddeles efter det såkaldte "arms længde princip", hvor politikere udvælger kunstnere til at afgøre, hvilke kunstnere som skal støttes, foregår både udvælgelsen af dommere og dømte på baggrund af en anerkendelse, som udspringer af kunstsystemet og er udtryk for dets markedsmekanisme - dets fordeling af succes og fiasko, dets svar på spørgsmålet om hvad der er vellykket og mislykket. Kunststøtte svæver mellem fortid, altså gamle værker, og fremtid, altså løfte om nye værker. Den bygger på anerkendelse og er med til at fremme den. Men præcis hvad der er kvalitet gemmer sig dybt i den ordløse sensibilitet hos afsendere og modtagere, så der altid er mange bud på kvalitet og stor usikkerhed både om hvad der er kunst og hvad der er god kunst. Derfor er kunststøtte uundgåeligt politisk.

Mens naturvidenskab kan legitimere sig med sin økonomiske nytte, og humanvidenskab kan henvise til sin pædagogiske nytte, har kunstsystemet ikke noget entydigt svar på "hvorfor kunst".

Kunstnere svinger mellem at legitimere sig med indre kvalitet eller ydre nytte. Vi skal se på tre veje, som den moderne kunst er slået ind på i forsøget på at løse det dobbelte problem omkring relevans og finansiering. De tre veje er den rene vej, den dybe vej og den beskidte vej.

Den rene vej: æstetisk formalisme Æstetisk autonomi betyder, at der findes et kunstsystem, som selv må afgøre hvad der er god og dårlig kunst. Ingen kan spænde kunsten for en sag, og ingen sag kan garantere æstetisk kvalitet, uanset hvor god den er. Om en kunstner er religiøst eller politisk engageret er uden æstetisk betydning. Uanset ens afsky for nazismen er det svært at frakende Leni Riefenstahl kunstnerisk storhed.

Der er hermed ikke et officielt svar på, hvad der er god og dårlig kunst. Det afgøres af kunstsystemet, som er et hus med mange boliger, så kunsten afskyer politisk korrekthed eller, om man vil: det 4

Jf. Ole Thyssen. En mærkelig lyst. Om iagttagelse af kunst, København, 1998, kap. 8.

15

politisk korrekte er ikke at være politisk korrekt. Vidt forskellige værker fremstilles og stilles frem til offentlig iagttagelse. Hvad der slår igennem afhænger af markedet, altså af modtagerne, som både er et amatør-publikum og et professionelt publikum, bestående af andre kunstnere, kritikere, kendere foruden kunstsystemets utallige beslutningstagere fra forlag, gallerier, udstillinger, koncertsteder, museer, skoler og kunstpolitiske udvalg - foruden de allestedsnærværende massemedier. Alle har deres særlige blik for kunst, og glæden over kunst befinder sig ikke kun i spektret fra den intuitive sanseglæde til den refleksive og lærde glæde ved at afdække skjulte mønstre, men kan også være en glæde over at kunsten kan fremme deres indtjening, magt og andre former for anerkendelse.

I sine eksperimenter med nye formsprog, som tvangsmæssigt overskrider grænser, afviser moderne kunst det almindelige publikums ønske om genkendelighed og harmoni. Kun specialister kan fanges af værker, hvor sanseligheden går mod nul og teorien mod uendelig, og som til overflod opgiver kravet om teknisk dygtighed. Tilbage står koncepter, som kræver dåseåbner og knap nok har værkkarakter - selv om den æstetiske kommunikation trodser forsøget på at dekonstruere kunstner og kunstværk, fordi den kræver både en afsender og en adresse.

Men hvordan kan man finde fodfæste i den enorme produktion af fornyelse, som lykkeligvis har sit modstykke i en lige så hastig forældelse? Hvordan kan man kvalitetsbestemme kunst, som bryder med alle kriterier på kvalitet? Det klassiske forsøg på at sætte kvalitet lig med kraft til at provokere er selvopløsende og udraderer den del af den æstetiske erfaring, som handler om gentagelse.5 At tale om varighed er at sætte vognen foran hesten, eftersom varighed først viser sig senere, men kan afhænge af støtte her-og-nu. Tilbage står, at kvalitet forhandles endeløst mellem kunstsystemets mange instanser, hvor ingen er diktator, men hvor indflydelse heller ikke er jævnt og demokratisk fordelt.

Spillets navn er anerkendelse og er uden saglige kriterier. Det giver kunsten en politisk dimension, fordi de problemer, som ikke har en saglig løsning og alligevel skal have en løsning, uundgåeligt antager politisk karakter. Det gælder i nutiden. Om det også gælder i evigheden kan vi lade stå åbent.

Selv om kunsten udgør et særligt domæne, er interessen for kunst stor nok til, at der har udviklet sig både en kunstøkonomi og en kunstpolitik. Kunstværker sælges, ofte til enorme priser, og byer og lande konkurrerer om at tiltrække turister med kunst. Det åbner for et power play mellem kunstnere og beslutningstagere fra erhvervsliv og politik. Selv om privat salg og offentlige opgaver ikke beviser æstetisk kvalitet, så bruges økonomi og politik dog som støttesystemer for kunsten: de viser hvad der er anerkendt og hvad der er gang i. Det gør det fristende for en kunstner ikke blot at fremstille sin kunst, men også at markedsføre den, måske hjulpet af andre, så han kan få omtale, interviews, opgaver og priser. Han skal erobre en position, som er en æstetisk kapital, der desværre er ramt af inflation og derfor kræver spekulation og indsigt i de mekanismer, som styrer bundløse kredsløb af kunstnere og kræmmere, politikere og massemedier. Markedsføringen åbner for markskrigeriet og for de events, der iscenesættes omkring kunsten for at fange en belastet opmærksomhed. Ofte er den mest effektive markedsføring dog at lade som om man er højt hævet over den slags smagløsheder, som så kan overlades til andre.

Når kunsten fornemt trækker sig tilbage til kunstsystemet og dets renhed, opdager den, at kunstsystemet ikke yder beskyttelse mod markedets og dets mekanismer. Tværtimod - også kunstsystemet har markedskarakter. Hermed opsplittes kunstnerne mellem dem, som kaster sig ud i det æstetiske magtspil og dem som viger tilbage fra det og passer deres kunst, måske med plagede sideblikke til den politiske kamp om succes, hvor de længes efter rosen, men ikke orker at stikke sig på tornen.

Mange kunstnere, der taler blødt om den rene kunst, er også hårde strateger, fordi de har opdaget, at kunst også er big business og high politics.

Den dybe vej: forholdet til det evige Der er andre måder at legitimere kunsten på end den rent æstetiske. Kunstnere kan henvise til, at når de plejer og udvikler samfundets fælles ressourcer af sprog og form, kræver det forfinet indsigt i den måde, mennesker erfarer på. Kunstens tvang til variation tæmmes af dens forpligtelse over den 5

I sin iver efter fornyelse overser kunstsystemet regelmæssigt, at variation kun er den ene side af en forskel, hvis anden side hedder konstans.

16

menneskelige konstans, som kan fortolkes humant, som menneskets natur, eller metafysisk, som kosmisk eller religiøs natur.

Selv om alle gør deres erfaringer, er det ikke alle formgiver dem, så de forvandles fra private til offentlige. Det er heller ikke alle, som er gode til æstetisk at sublimere den private erfaring. Men selv en kunst, der legitimerer sig med menneskelig konstans, er ikke nødvendigvis tilgængelig for alle og enhver. Når symbolske former skal bringes ajour, må der betales en pris i form af afvigelse, så et kunstværk kan derfor beskyldes for at være outreret, disharmonisk og uforståeligt, selv om det blot gør opmærksom på, at fælles vilkår har ændret sig.

Når kunst legitimerer sig med evighed, er der forskel mellem at være vellykket og at få succes.

Selvfølgelig er det rart med begge dele. Men den søger fodfæste i et medium uden for sig selv, så den tester sig selv på, om den åbner for en stadig ajourført adgang til menneskets natur eller den metafysiske natur.

Der er ingen tvingende bevislogik. Et bud på erfaringens grundlag er kun et bud. Selv når det hævdes, at kunst åbner for adgang til det eminent menneskelige, er det i moderne samfund kun kunsten som sådan, der er interessant, ikke det substantielle budskab i det enkelte kunstværk.

Moderne samfund har ikke forpligtet sig på en officiel sandhed, hverken æstetisk, politisk eller religiøst. Deres problem er at finde omgangsform mellem mange sandheder, så er det op til hver enkelt kunstfremstiller og kunstbetragter at afgøre hvad der har appel. Selv stærke budskaber om natur fremføres af svage stemmer fra et enkelt menneske i et enkelt samfund, omgiver af andre mennesker og samfund.

I moderne samfund er økonomi, videnskab og politik rettet mod hver deres smalle idé om fornuft.

Det betyder, at de dæmoniserer det ufornuftige og vil det til livs. I en social arbejdsdeling får kunsten den særlige opgave at inddrage begge sider af forskellen mellem fornuft og ufornuft. Den skal ikke afvise, men pleje og udvikle samfundets ressourcer af ufornuft, både den ufornuft, som skyldes fortrængning og glemsel, og den ufornuft, som indgår i den diffuse totalitet af fornuft og ufornuft forud for deres udspaltning, og som efter behag kan kaldes for natur eller Gud. At kunst kan legitimere sig uden for kunstsystemet er selvfølgelig neutralt i forhold til, hvordan hver enkelt kunstner engagerer sig i kunstens magtspil. Alle kombinationer er mulige, fra total tilbagetrækning til macchiavellisk nærvær.

Den beskidte vej: æstetiske alliancer Kunsten kan ikke ud af sig selv forsone hvad samfundet har adskilt. Selv når den forsøger at engagere sig socialt, kan den kun gøre det som kunst. Selv når den allierer sig med økonomi og politik må den acceptere, at for erhvervsfolk og politikere er kunsten ikke et mål, men et middel.

Tidligere tiders intime forhold mellem kunst, købmænd, kirke og stat er definitivt brudt. Men i sin dobbelte jagt på relevans og finans kan kunsten åbenlyst indgå i nye alliancer ud fra en påstand om, at den i sin egenart, som kunst, har den noget at tilbyde erhvervsliv og stat. Den kan forbinde sig med andre domæner og søge at berige alle parter.

Kunst har en lang tradition for at lade sig købe og for at udsmykke det rige og mægtige liv. Den antikke kunst var mest af alt en statskunst. Middelalderens europæiske kunst ville være utænkelig uden kirken. Men mens kirke og stat tidligere havde en målsætning, som en kunstner kunne engagere sig i, er kirken i dag forsvundet, mens erhvervsliv og stat udfolder deres smalle stræben uden hensyn til kunsten - medmindre der er penge eller stemmer i kunst. Der er ikke megen æstetisk inspiration i at støtte jagten på profit eller på teknokratisk magt. Da også kunsten må insistere på sin frihed, bliver dens forhold til stat og erhvervsliv til et fornuftsægteskab, hvor alle parter iagttager hvad de selv får ud af det og er parate til skilsmisse, dersom der ikke er pay off.

Der er for tiden mange alliancer, som har kunsten som den ene part. I en alliance mellem kunst og økonomi kan kunstnere både tilbyde at udsmykke og at være et eksempel på den kreativitet, der betragtes som samfundets fornemste ressource. I en alliance mellem kunst og politik kan kunstnere tilbyde nye måder at iagttage og skabe en anskuelig sammenhæng, som politikken har mistet i sin teknokratiske satsning på magtforvaltning, så kunst kan forvandle problemer til muligheder. Og i et amalgam, som både har økonomiske og politiske dimensioner kan kunsten bidrage til en "oplevelsesindustri", som i ophidsede beskrivelser hævdes at rumme et enormt vækstpotentiale, så kunsten bidrager til samfundets politiske status og økonomiske indtjening I disse alliancer er alle parter redskaber for hinandens egoisme. For kunsten betyder en alliance, at 17

den må acceptere at tjene mere end én herre. Hermed må den opgive sin ret til at betragte fiasko som forsinket succes og indstille sig på at være acceptabel her og nu. Det er mindre entydigt end det lyder, eftersom "accept" også kan være accept af kunstens rolle som leverandør af vanskeligt tilgængelige værker, så avancerede virksomheder eller statslige organer markerer sig med at omgive sig med avanceret kunst.

Hvilken kunst som kommer ud af disse kolde ægteskaber kan ikke siges på forhånd. For kunstens veje er allehånde, og en begrænsning kan også være en åbning. Uanset hvad man lægger i forskellen mellem vellykket og mislykket kunst, går denne forskel ikke i takt med forskellen mellem den rene, den dybe eller den beskidte kunst.

CHRISTIAN SKEEL OG MORTEN SKRIVER: KUNST, ÅND OG MATERIE. Den kunst vi taler om her, findes i alle kunstarterne, men den er tydeligst at se i billedkunsten, som på en gang er den enkleste, den første og den mest konkrete form for kunst. Billedkunstens udspring er den simple forening af ånden med materien, som er livets centrale mysterium. Åndens spor i stoffet og stoffets spor i ånden. Handlingens fysiske aftryk, som var nøjagtigt der, hvor det første menneske så sig sig selv som et agerende, skabende væsen i naturen.

Kunsten, som vi idag opfatter begrebet, blev imidlertid til som et barn af videnskaben og oplysningstiden. Efterhånden som den rationelle tænkning trængte religionen ud af det europæiske samfund, blev kunsten det organ i kulturen, der skulle producere irrationel betydning. Kunsten blev det sted, hvor det nye europæiske fremskridtsmenneske kunne berøre tilværelsens uforklarlige og uudsigelige mysterium.

Fra at have været en håndværker der leverede et produkt efter kundens ønske og specifikationer, forvandledes kunstneren nu til en skønånd, der skulle materialisere sine egne personlige syner. Som shamanen, der på en gang lever i samfundets udkant og i dets centrum, blev denne nye kunstner set på, som et menneske hvis opgave var at hengive sig til irrationaliteten på fællesskabets vegne. En figur der senere fandt sin arketype i Vincent van Gogh, den hellige galning som ofrede sit liv for kunsten.

Overalt i Europa skød der kostbare templer op for denne nye irrationelle kult. Men selvom kulten dyrkede det irrationelle, var den i sig selv gennemsyret af den videnskabelige, rationelle kulturs logik. I kunstmuseet blev kunsten organiseret efter den samme systematiske orden som sten, dyr og planter i de naturhistoriske museer og som naturalierne blev kunstens værker omgivet af stadigt voksende teoretiske konstruktioner. Gennem det tyvende århundrede blev arbejdet med kunsten i stigende grad set både som en slags forskning og en art teknologisk udviklingsarbejde. Kunsten skulle ikke bare afspejle et samfund i forandring, men i sig selv være en samfunds- og kulturforandrende kraft. Herved opstod den intense søgen efter nye virkemidler som blev drivkraften i den moderne kunst.

Mod slutningen af århundredet blev det imidlertid klart, at alle tænkelige udtryksmåder, konstruktioner og dekonstruktioner var afprøvet og kortlagt. Derfor kan man sige, at kunsthistorien i en vis forstand er nået til sin afslutning. Vi befinder os nu i et flydende felt, hvor alle positioner til stadighed afprøves, fra maleriets og skulpturens klassiske discipliner til kunst som sociale aktioner.

Kunsten idag leder efter en form i en formløs kultur.

Vi lever i et samfund, hvor den eneste kulturelle fællesnævner er, at vi alle som én kan betegnes som forbrugere. Grundlaget for denne tilstand er først og fremmest det supermaterialistiske livssyn, som naturvidenskaben igennem århundreder har indskrevet i den teknologiske civilisation. Vi lever på forestillingen om, at naturen er formet af bevidstløse mekaniske kræfter og at det eneste som derfor kan siges virkeligt at eksistere, er det som lader sig måle og veje, købes, ædes og smides væk.

Drivkraften bag og formålet med det samfund vi har skabt, synes at være den materielle vækst i sig selv. Drømmen om en evigt stigende produktion og omsætning af varer. Denne merkantile drift er med årene taget til i styrke. Det er en blind og rasende vilje, hvis dybeste ønske er at omskabe mennesket til en værgeløs forbrugsrobot. Kommercialismen dominerer idag fuldstændigt det 18

offentlige bevidsthedsrum. Der hvor symbolerne engang pegede mod evigheden og det åndelige fællesskab, er der nu kun tegn og udsagn, hvis funktion er at stimulere og dirigere vores forbrugslyst.

Også kunsten er underlagt den kommercielle kulturs dogmatik, der dikterer at økonomisk rentabilitet er det eneste succeskriterium, som virkelig tæller. Det ses med al ønskelig tydelighed i ud- og ombygningen af Statens Museum for Kunst. Engang var dette museum, helt i oplysningstidens ånd, et nøgternt og fokuseret tempel for kunsten, hvor den besøgende kunne hvile i betragtningen af hvert enkelt billede. Nu har man ryddet den centrale del af bygningen for kunst, for i stedet at skabe et begivenhedscenter hvis hovedingredienser er en fashionabel restauration, en mondæn festsal og et forvirret udsalg af bøger og souvenirs.

Museet er blevet eksponent for den samme shopping- og oplevelseskultur, som man kan finde i ethvert indkøbscenter. Bestræbelsen bliver begrundet med at den er nødvendig for at trække publikum til museet, men man overser, at det som skulle gøre det vigtigt, at komme på dette særlige sted, forsvinder i processen. Der er overhovedet ingen sammenhæng mellem antallet af besøgende på kunstmuseet og kunstens betydning.

Når kunsten bliver offentligt støttet overalt i denne verdens forbrugersamfund, er det fordi den ved sin blotte eksistens peger på, at mennesket er andet og mere end et biologisk fordøjelsesapparat, at vi er åndelige væsner og at samfundet har højere værdier end de rent kommercielle og målbare. De utallige kostbare museumsbyggerier der opføres overalt i den industrialiserede verden, er irrationelle symbolske modbilleder til den herskende ordens forgrovede materialisme. Den offentlige støtte til kunsten er en ofring til universets skabende ånd.

Kulturelt befinder vi os i en undtagelsestilstand, der er uden fortilfælde i historien. Vi har ingen samlende autoriteter der kan vise os vejen og ingen som kan fortælle os hvad meningen med livet er. Religionerne fylder ganske vist stadigt meget i den kollektive bevidsthed, men i virkeligheden havde de store verdensreligioner længe været tømt for kraft og bevægelsesevne, da videnskaben i det 19. århundrede blev den helt dominerende kulturelle faktor i europæisk kultur. Religionerne var opstået af andre tider og andre kulturelle omstændigheder. Efter videnskabens erobring af den kulturelle magt forstenede de definitivt som teologiske museer.

Efter to århundreders kolossal succes forekommer også videnskaben at have tabt pusten. Den videnskabelige standardbeskrivelse af naturens beskaffenhed fremstår i stigende grad som værende blot endnu en stivnet dogmatisk ortodoksi. Videnskaben synes ikke for alvor at have gjort os klogere på verden eller på livets vigtige og afgørende spørgsmål. Dens stadigt mere komplicerede og fragmenterede forklaringer ser snarere ud til at have skabt større uoverskuelighed og forvirring.

Dertil kommer, at videnskabens løfte om det endeløse fremskridt langt fra synes så overbevisende, som det en gang gjorde. Tværtimod virker det som om den teknologiske udvikling skaber mindst lige så mange problemer som den løser.

I dag står kunsten tilbage som det eneste offentligt tilgængelige sted, hvor mennesket fuldkommen frit og uden fordomme kan undersøge, udtrykke og i det hele taget nærme sig den fundamentale sammenhæng mellem ånd og materie. Selvom også kunsten er nået til en slags afslutning på sin udviklings historie, og selvom den i stigende grad er blevet selvrefererende og dermed lukket omkring sin egen verden, så er der ikke noget andet sted hvorfra den kulturelle fornyelse kan tage sit udgangspunkt. Det er igennem arbejdet med kunsten, at vi kan skabe de nødvendige åndelige forbindelser i det menneskelige fællesskab og imellem mennesket og naturen.

Vi er underlagt en række kræfter af økonomisk og teknologisk art, som på hver deres måde er med til at sønderlemme vores sociale og kulturelle rum. Intet enkeltelement har imidlertid en mere overvældende destruktiv indvirkning på de kulturelle fællesskaber og den kulturelle og æstetiske mangfoldighed end muligheden for at eje, kontrollere og spekulere økonomisk i ideernes verden.

Den lovbefæstede ejendomsret til kopier af immaterielle objekter af enhver art, som for eksempel sange, fortællinger, tegn og billeder, har gjort det muligt for stadigt færre verdensomspændende virksomheder i stadigt højere grad, at kontrollere og dominere det offentlige bevidsthedsrum og skabe en stadigt mere ensartet global monokultur. Denne udviklings mest alvorlige konsekvens er, at hovedparten af de meddelelser vi modtager først og fremmest er forsøg på at styre vores behov og begær på en måde, der er i afsenderens økonomiske interesse. Herved undergraves ikke bare det enkelte menneskes følsomhed overfor hvad han eller hun dybest set har brug for. Det indvirker også 19

ekstremt forstyrrende på hele det menneskelige fællesskab, og gør det umuligt for os at finde ud hvad vi egentligt er i stand til at føle sammen.

Idéer, hvad enten det er formen på en stol eller tonerne i en melodi, er gjort af ren ånd og derfor fuldkommen flygtige. Hvis de én gang er sluppet ud, tilhører de ethvert menneske, som kommer i berøring med dem. Det er i deres natur at spredes for alle vinde, og de ville gøre det hvis ikke politi, domstole og voksende hære af sagførere forfølger og straffer enhver, der overtræder forbudet mod den frie ret til kopiering. Ejendomsretten til immaterielle objekter er baseret på en lov, der strider mod naturen selv.

Alt hvad vi er, alt hvad vi ved og kan, har vi fået forærende af utallige forudgående generationer.

Den ufatteligt højtudviklede, komplekse og omfattende æstetiske produktion vi kender fra de fleste gamle kulturer, er blevet til gennem vedholdende gentagelse og kopiering i helt åbne kulturelle svingningsfelter.

Ideerne har bredt sig som ekko og resonans i ånden og i stoffet. På den måde har mennesket til alle tider gentaget de grundlæggende formdannende processer i naturen og samtidigt skabt nye mønstre inde i de eksisterende. Vi har sunget med og udviklet sangen i intuitiv forståelse af, at gentagelse, kopiering og reproduktion er livets bærende princip.

Lovgivningen mod den frie og almindelige kopiering er ikke meget mere end hundrede år gammel og tiden er kommet til at afskaffe den igen. Når intet varemærke, ingen tv-serie eller popmelodi længere er beskyttet mod kopiering, vil vi med et slag blive fri for den kommercielle fjernstyring af vores lyster og længsler, som foregår idag. I stedet vil vi blive nødt til at genskabe et autentisk levende kulturelt rum, simpelthen fordi afviklingen af medieindustriens verdensomspændende monopoler vil efterlade et vakuum, der kun kan skabe en voldsom ny efterspørgsel efter større lokal kulturproduktion. Vi vil pludseligt få muligheden for at genopdage verden som en stedsbestemt social realitet midt i det globale elektroniske medie og kommunikationsnetværk, og nærværet i samfundsorganismen vil vokse tusind gange.

Jo længere vi bevæger os tilbage i tiden, jo mere besjælet var den verden mennesket skabte omkring sig. Man kan se det i de gamle kulturers efterladenskaber overalt på kloden. I deres bygninger, redskaber og beklædningsgenstande findes der en udstråling og æstetiske kraft, som vi idag kun kan forvente at finde i de bedste kunstværker. Det er en virkning som enhver umiddelbart kan mærke. Den fylder os med varme og føles som kærlighed. Den får os til at længes og drømme og til at rejse til fjerne egne af verden, hvor vi stadigt kan se rester af disse vidunderlige kulturelle formationer.

Den voldsomme åndelige kraft der stråler fra almindelige dagligdags genstande fra selv de mest primitive samfund, skyldes at disse kulturer hver især har udgjort en stor sammenhængende form, der kunne løfte den enkelte ud over sig selv og forlene ham eller hende med den samlede kulturs erfaring og egenskaber. Alle kom på denne måde til at medvirke som ubesværede kunstnere i et altomfattende, levende og sammenhængende kunstværk, hvor det praktiske ikke var til at skelne fra det magiske, hellige og symbolske.

Ser vi på vores egen kulturkreds fra før industrialismen tog fart, finder vi den samme slags overførsel af åndeligt nærvær og udstråling til de menneskeskabte materielle genstande, simpelthen fordi håndværket forudsatte en konkret stillingtagen til den mest minutiøse handling. Håndværkerens respekt for og kærlighed til sit materiale fremgår af den måde kobbertækkeren indtil for nyligt fremsagde et vers for metallet, mens det fandt sin rette temperatur. For mureren var ornamentet i murværket ikke bare en tom dekoration, men en rituel indskrivning af ånd og følelse i det færdige arbejde. Det var først med de massefremstillede bygningsdekorationer, at ornamentet blev en forbrydelse.

I dag er den verden vi skaber omkring os afsjælet i ekstrem grad. Hovedårsagen er den eksplosive vækst i en fuldkommen automatiseret materiel produktion. De brutale transportkorridorer der skærer landskaberne i stykker, de gigantiske industrielle produktionszoner og de endeløse monotone forstæder der breder sig overalt på planeten, er stumme, kolde og fuldkommen følelsesforladte.

Alligevel lykkes det os at overleve og til en hvis grad overse grimheden i dette menneskefjendske ingenmandsland, fordi vi kan kompensere for manglen på åndelig næring gennem et konstant stigende forbrug af materielle genstande og underholdningstilbud.

Kunsten peger i den stik modsatte retning, mod åndens nærvær i materien. Den forbinder sig på tværs af tid og rum til hulemaleriet og shamanens magiske ritualer, til offerhandlingen og den 20

hellige besværgelse. Uanset hvilken form den tager, er den uforanderlig i sin grundlæggende substans. Kunsten er kulturens udspring og essens. Det er den sidste åbne våge. Det sidste åndehul i isen.

Den industrielle civilisation er præget af en rastløs desorientering, hvis ødelæggende virkning forstærkes af de kolossale økonomiske og teknologiske kræfter, som er til vores rådighed. Der skal hele tiden ske noget. Bare et eller andet. Derfor smadrer vi naturen med stadigt flere motorveje, indkøbscentre og svinefarme. Men det konstante behov for materiel vækst alene for vækstens egen skyld behersker ikke kun den merkantile sfære. Det er også blevet de kulturelle institutioners inderste drift.

Tænk for eksempel på Det Kongelige Bibliotek der for en formue er blevet ombygget til en glitrende science fiction kulisse, udstyret med rullende fortove, koncertsale og restauranter for at tiltrække et publikum på jagt efter nye oplevelser. Bibliotekets eneste årsag og mening har altid været dets samling af bøger. Omfanget og kvaliteten af denne samling er det, som giver institutionen dens særlige værdi, uanset hvor få eller mange der kommer i dens lokaler. Alligevel valgte ledelsen ikke at udvikle bibliotekets egenart og koncentrere ressourcerne om det væsentlige, men at opløse institutionen og fortynde dens betydning til fordel for titusind kubikmeter opvarmet luft.

På den måde breder tomheden sig overalt i det vi kalder kulturlivet. Stadigt mere prangende ydre former bliver konstrueret om et indhold, som stadigt færre tilsyneladende orker at interessere sig for. I skrivende stund forsøger Statens Museum for Kunst sig for eksempel med at trække mennesker til institutionen ved at lade tilfældige berømtheder fra medierne vise rundt i samlingerne som såkaldte “special guides”. Man kan ikke forestille sig et klarere udtryk for den ansvarlige ledelses mangel på kærlighed til og indsigt i det område, den er sat til at varetage.

Billedkunsten fungerer dårligt som underholdning, for den er af væsen tyst og stille. Selv det bedste billede lader sig i princippet opfatte på nogle få sekunder, men fordi billedet er uden begyndelse eller slutning, peger det samtidigt ud af tiden, fra et konkret sted i øjeblikket mod det evige og universelle. Deri ligger den enestående styrke i billedkunsten, som museet målrettet burde arbejde på at fremhæve. Hvis kunsten kan lære os noget, er det at vedholdenhed belønnes med med indsigt.

For at finde det evige i kunsten, må man finde det evige i sig selv. Det tager tid og kræver ro.

Kunstnerne ved ikke hvad de gør. De er overladt til deres intuition i et landskab som ingen tidligere har befundet sig i. De har hverken kort eller kompas og alt omkring dem er under kontinuerlig forvandling. Engang for snart mange hundrede år siden kunne religionens billeder stråle med uimodståelig åndelig kraft og betydning, men det var fordi religionen gennemsyrede alt i samfundet. Kulturen udgjorde en stor sammenhængende form, som kunsten ubesværet kunne folde sig ud i.

Nu er der hverken nogen stor eller lille form og ingen kan sige, hvordan kunsten skal eller vil kommer til at se ud. Alt hvad kunstnerne kan gøre, er at føle sig frem som deltagere i evolutionen af menneskets åndelige verden.

Der er ikke noget at sige til at kunsten som helhed betragtet fremstår en anelse forvirret og usammenhængende i disse forvirrede og usammenhængende tider. Kunstnerne opererer i et overvældende distraktionsfelt af visuel underholdning computerspil, reklamer, film og tv, men den mest distraherende påvirkning er utvivlsomt handlen med kunstgenstande. Ønsket om eller muligheden for at tjene penge fører meget let kunstneren væk fra sit oprindelige ærinde. Markedet for kunst har i sig selv intet med kunst at gøre. Markedet er der for at skabe økonomisk indtjening og derfor er de fleste genstande på kunstmarkedet lavet til dette formål.

Kunstmarkedet frembringer dekorationsobjekter, der ligner kunst og tømmer kunsten for dens åndelige betydning ved at reducere den til et fashionabelt vedhæng til livsstilsindustrien.

I den udstrækning markedet forudsætter, at kunstneren optræder som forretningsmand eller kvinde, tvinger det denne til at udvikle evnen til at handle strategisk kalkulerende og uden emotionel involvering. Arbejdet med kunsten kræver imidlertid de stik modsatte egenskaber, nemlig at kunstneren til stadighed er i stand til at udvikle og forfine sin følsomhed, sin intuition og forbindelsen til det ubevidste. For de fleste kunstnere er dette modsætningsforhold et kolossalt og invaliderende problem. Den ideelle finansiering af kunsten vil derfor være, at kunstnerne bliver betalt af fællesskabet, uanset om deres produktion er salgbar eller ej, men udelukkende fordi deres arbejde holder den livsvigtige forbindelse ved lige mellem materien og den åndelige verden.

21

Den dynamiske, lineære bevægelse som har karakteriseret kunsten i hele dens nyere historie, er nået til sit slutpunkt. Der er ingen synlig udvikling, kun hvirvler og krusninger på overfladen. Kunstnerne gør deres bedste og deres værste, drevet som de altid har været af voldsom angst og begær, jalousi og storhedsvanvid, lyst, længsel og overfølsomhed, men ingen kan med sikkerhed sige, hvad vej vi skal gå. Derfor er de store mestres tid forbi og derfor hersker middelmådigheden, hvor vi end vender øjet. Vi leder efter form i formløsheden og de svar vi giver, er yderst midlertidige.

Alligevel behandler vi samtidskunstens objekter som var det uerstattelige historiske artefakter.

Udvalgte eksemplarer bliver anbragt i museer og beskyttet mod den naturlige forgængelighed af konservatorer og fugtighedsmålere, tyverialarmer og kustoder. Kunsten flyder ikke frit i samfundslegemet. Den hober sig op i magasiner og i det offentlige rum uden at indgå i egentlige levende kulturelle sammenhænge.

Kunsten er gemt bag den akademiske ærefrygt for værket og markedets spekulative værdisætning af udvalgte kunstneres produktion. Vi skjuler at kunstens værdi alene eksisterer i den fortsatte undersøgelse af forbindelsen mellem ånd og stof. Kun der udvikler vi, som individer og kollektivt, den forfinede sansning der gør det muligt for os, at finde ud af hvad vi kan føle sammen og hvad der føles rigtigt.

Vi må forsøge at flytte vores ærefrygt fra kunstgenstandene til det de repræsenterer. Kunstgenstandene har ingen betydning ud over deres evne til forbinde det individuelle menneskes ånd til et større åndeligt fællesskab. I den udstrækning et kunstværk bevæger os, er det alene et udtryk for at vi deler følelser med værkets ophavsmand eller kvinde og at der således i virkeligheden ingen afstand er imellem os, at vi dybest set er ét individ.

Hvis kunstens historie er slut, hvis der ikke længere er flere uprøvede formelle udviklings muligheder, må det betyde at vi omsider er nået frem, at denne etape af rejsen er overstået og at vi nu ikke længere skal et andet sted hen end der hvor vi er. Det er unægtelig en ny og uprøvet situation for en kultur, der igennem århundreder har vænnet sig til at leve i en tilstand af kontinuerlig accelererende forandring. Men det er også en befrielse og en gave, for jo hurtigere vi har bevæget os, jo tyndere er kulturens film blevet strukket ud og jo mere overfladisk er menneskets åndelige landskab blevet.

Nu har vi muligheden for at bevæge os tilbage fra overfladen mod dybden.

På vejen til dette sted er vores kultur blevet skilt ad i tre separate rum. Et for kunsten, et for videnskaben og et for religionen. Tre lukkede universer med hver deres sprog og hver deres sandhed. Den næste store opgave er at forene de adskilte rum til en samlet bygning. Kun derved kan vi håbe på at hele den splittelse i vores kollektive sjæl og psyke, som alt for længe har drænet vores samfund for åndelig næring og energi. Ingen kan endnu sige, hvordan denne bygning skal fungere, eller hvordan den skal se ud. Men vi ved, at verden ikke længere kan siges at være på en bestemt måde og det må være udgangspunktet. Det er denne ubestemthed vi skal give en sammenhængende form.

På den ene side er der de forskellige, forstenede religiøse strukturer som hver især kæmper om retten til at frelse vores sjæle. På den anden side er der naturvidenskaben, som, stadigt mere forblændet af sin teknologiske magt arbejder på at forvandle mennesket til en afsjælet biologisk robot. Men i kulturens midte eksisterer kunsten stadig som et åbent flydende felt. Den forbinder sig på en gang til menneskets irrationelle længsel efter sammensmeltning med verdensaltet og til behovet for rationelt at analysere naturens bestanddele. Kunsten er ingenting i sig selv. Men den formår at samle verden i et billede og i en handling. Den forbinder ånden med stoffet og er derved i stand til at rumme og udtrykke verdens paradoksale natur.

Kunsten er kulturens inderste kerne og det er med den som centrum at museet, templet og observatoriet skal forbindes med hinanden til en helt ny slags bygning, et nyt kulturelt svingningsfelt, et nyt åndeligt mønster. I dette nye mønster vil religionen være præget af lige dele kunst og videnskab og videnskaben af lige dele religion og kunst og kunsten af lige dele videnskab og religion. Denne nye treenighed vil komme til verden, fordi mennesket mere end noget andet længes efter at synliggøre og nærme sig den skabende bevidsthed som gennemstrømmer universet, og som vi alle er en uadskillelig del af. De nødvendige elementer er allerede til stede. Vi mangler blot at sætte dem sammen til et billede der med lidt større skarphed kan vise os hvem, og hvor vi er.

22

MICHAEL MØLLER OG NIELS CHRISTIAN NIELSEN: KUNST OG ØKONOMI •

I visse kredse betragtes kunst som et investeringsobjekt. Ikke bare i den finansielle sektor, men også i den kunstformidlende sektor og i kunstkredse. Er det på nogen måde meningsfuldt at sammenligne investering i kunst med investering i aktier, obligationer eller fast ejendom?

• Patenter har en løbetid på 20 år, undertiden op til 25 år for medicinske patenter. I billedkunstens verden gælder den såkaldte følgeret, der har en løbetid på ca. 100 år (70 år efter kunstnerens død). Er en sådan regel hensigtsmæssig?

• I den administrerende del af de såkaldte kulturelle kredse gøres der meget for at eksportere dansk kunst til udlandet. Er det meningsfuldt, eller burde vægten lægges på at importere kunst til Danmark?

• Museer sælger aldrig fra samlingerne, selv om de herved kan få råd til at købe noget, der er bedre eller bedre passer til museets samling. Er det meningsfuldt at afskære sig fra elementære økonomiske transaktioner uanset udviklingen?

• Danmark nedlægger eksportforbud for visse kunstværker og skader herved andre lande, der forhindres i at købe disse værker. Modsat gør andre lande det samme og vil herved kunne skade Danmark og danske museer. Er det mere hensigtsmæssigt med et system med mere fri handel for kunst?

Disse er er nogle af de mange spørgsmål, man kan stille sig, når man kigger på kunstsektoren med økonomiske briller.

Ved hjælp af økonomisk teori kan der naturligvis ikke konkluderes om, hvorvidt det offentlige bruger for lidt eller for meget på kunstområdet. Det er først og fremmest en politisk vurdering på samme måde som spørgsmålet om, hvor meget der skal bruges på uddannelse, plejehjem og forsvar.

Men økonomisk teori kan bruges til at afvise en lang række af de argumenter, der fremføres i den offentlige debat vedrørende spørgsmålet om, hvor meget eller hvor lidt det offentlige skal bruge på kunstområdet. Debattører på kunstområdet har ofte betydelig viden om kunst og beskeden viden om, hvordan de økonomiske sammenhænge fungerer, samtidig med at de er mere interesserede i konklusionerne end i kvaliteten af argumenterne og analyserne. Dette kan illustreres ved et par eksempler: Eksempel 1: Kunst kan ikke betragtes som investeringsobjekt på linie med f.eks. værdipapirer. Det fremføres indimellem, at det også for folk uden kunstglæde er en god idé at investere i god kunst, fordi den giver et stort afkast i form af værdistigning. Meget kunst vil derfor havne i ”bankbokse”, ubeset af menneskeøjne. Det kan ikke udelukkes, at der er enkelte naive sjæle, der køber kunst som en ren investering. Men simpel økonomisk teori tilsiger, at hvis man ikke har betydelig glæde af at eje og betragte kunstværker, så er kunst som hovedregel en elendig investering. Man får et ringere afkast af investeringen end alle dem, der har glæde af at se på kunstværket. Kunstelskerne får nemlig samme økonomiske gevinst som ”kunstspekulanterne”, samtidig med at de derudover har glæde af at se på kunstværket hver dag. Så problemet med ”bankboksinvestorerne” er nok overdrevent. Hvis en investor for ca. 500 år siden havde købt ”Mona Lisa” af Leonardo da Vinci så billigt som for 1.000 kr., skulle det i dag være 2.6 mia. kr. værd for at få en realrente på 3% og 330 mia. kr. værd for at få en realrente på 4%. Og det er jo svært at forestille sig en bedre langsigtet investering i kunst, hvis Mona Lisa kunne være erhvervet til denne pris.

Eksempel 2: Det har mangfoldige gange været fremført som et argument for at øge statens støtte til kunsten på forskellige måder, at det vil mindske det sociale problem, at mange kunstnere har meget lave indkomster at leve af.

Det er et svagt argument, fordi det implicit går ud fra, at mængden af aktive kunstnere er fuldstændig uafhængig af indkomstmulighederne for kunstnere. Det er indlysende, at med et givet antal kunstnere, så vil en bred forøgelse af kunstefterspørgslen skabe højere indkomster for alle grupper af kunstnere, også for kunstnerne med lavest indkomster. Men der er ingen grund til at tro, at antallet af kunstnere på sigt er uafhængigt af indkomstmulighederne. Der er i dag folk med kunstnerisk evne, der har valgt et andet erhverv, fordi de ikke kunne tjene til blot et eksistensminimum som kunstnere. Personer med kunstneriske tilbøjeligheder adskiller sig imidlertid næppe 23

væsentligt fra andre mennesker i deres adfærd. Bedre indkomstmuligheder vil få flere af disse til at blive heltidskunstnere, således at der med stor sandsynlighed vil bliver flere og ikke færre fattige kunstnere som følge af en øget kunstefterspørgsel.

Dette er naturligvis ikke et argument for at mindske på de offentlige bevillinger til kunst. Pointen er udelukkende, at et givet argument ikke er holdbart som argument for øget kunststøtte. Personer med en vis egeninteresse i konklusionen vil imidlertid let være tilbøjelige til at foretage en ufuldstændig analyse.

Eksempel 3: Følgeafgift. Følgeafgift er i virkeligheden en afgift, der betales af kunstnerne selv, nemlig af de nulevende (og producerende) kunstnere til deres arvinger generationer frem i tiden.

Den opnåede pris for deres kunst bliver tilsvarende mindre. De nuværende kunstnere får altså et fattigere liv, og deres børnebørn og oldebørn får et økonomisk rigere liv. Desuden tilfalder en meget stor del af den del af følgeafgiften, der ikke spises op af de meget betydelige administrationsomkostninger, de efterladte efter ganske få meget omsatte kunstnere. Følgeafgiften hæmmer desuden uhensigtsmæssigt omsætningen af kunst. Det er samlet set vanskeligt at se, at følgeafgiften er i kunstnernes egen interesse, og endnu vanskeligere at se, at den skulle være i samfundets interesse. Det mest sikre udkomme er til dem, der lever af at administrere den. Økonomi Hvad beskæftiger økonomi sig med? Hvis det skal siges meget kort, så er det ”optimal udnyttelse af knappe ressourcer”. Hvordan indretter man samfundet, således at ressourcerne bliver brugt bedst, dvs. således at vi får de bedst mulige resultater? ”Ressourcer” er mange ting: det kan være et stykke jord, det kan være en persons tid, eller det kan være et kunstværk. Et naturskønt stykke jord kan ligge hen som naturområde. Det kan også bruges til at bygge et museum på. En person kan holde fri, eller han kan arbejde – og han kan arbejde enten som kontorchef, forfatter eller kunstner.

En Michael Ancher kan hænge på Skagen Museum, Glyptoteket, i Statens Musens for Kunsts magasiner eller et helt fjerde sted. Hvordan sikrer vi os, at jorden, tiden og billedet bliver brugt bedst muligt?

Der tages ikke stilling til disse ting enkeltvis. Det afgørende er, hvordan samfundets ”spilleregler” indrettes bedst muligt. I denne artikel ses på to udvalgte problemstillinger, nemlig: danske museers mulighed for og anvendelse af salg af billeder fra samlingerne • dansk kunstpolitik og internationalisering • For så vidt angår den første problemstilling fremkommer en klar konklusion. For så vidt angår den anden problemstilling er der ikke noget klart svar. Derimod rejses der et klart spørgsmål, nemlig hvorfor problemstillingen ikke diskuteres i højere grad end tilfældet er, ligesom der påpeges nogle interessekonflikter, det er nødvendigt at være opmærksomme på, og som negligeres i dansk kunstdebat.

Samfundsudvikling og fleksibilitet: salg fra samlinger Samfundet ændrer sig, og det gør, at det er nødvendigt for institutioner at tilpasse sig de ændrede forhold. Man skal derfor være meget forsigtig med at opstille meget rigide strukturer, der fastlægger den fremtidige udvikling hundreder af år ud i fremtiden.

Både for nationer, virksomheder og museer gælder, at de har et behov for at kunne tilpasse sig ændrede forhold. Grundloven er som bekendt en ”konservativ garanti”. Men ikke alene er det forholdsvis simpelt at ændre grundloven ved en folkeafstemning, den ændres også løbende gennem en ganske kraftig ”fortolkning”.

Grundlæggeren af Carlsberg-fonden havde en betydelig tro på sin evne til at fastlægge ud i al fremtid, hvordan tingene skulle være. Han fastlagde derfor, at Carlsberg-fonden i al fremtid skulle eje Carlsberg-bryggeriet 100%. Men det var måske ikke optimalt i en verden, der ændrer sig, og hvor bryggerier skal være stadig større for at klare sig optimalt. Bestyrelsen i Carlsberg-fonden har derfor godkendt først fusion med Tuborg og senere med Orkla, på trods af grundlæggerens præferencer. Det er en beslutning, disse personer fortjener ros for, på trods af, at de går mod grundlæggerens klart udtalte ønsker. Fleksibilitet er vigtig.

Museer er tiltænkt evigt liv. Men det er klart, at evigheden er lang og at forholdene ændrer sig.

Hvem kan være sikker på, at der om 200 år stadig er behov for Carl-Henning Pedersens og Else Alfelts Museum?

24

Fremvæksten af nye museer, for slet ikke at tale om forbedrede rejsemuligheder, kan ændre, hvad der er den optimale museumsstruktur.

Museumslovgivningen lægger formelt skrappe begrænsninger på museers ret til at sælge af samlingerne. Det kræver i hvert enkelt tilfælde ministerens tilladelse. Men begrænsningen er dog nok mere formel end reel. Hvis museerne søgte salgstilladelser i betydeligt omfang, ville der nok udvikle sig en et fleksibel praksis på området. Når museerne os bekendt ikke har solgt af samlingerne på denne side af 2. Verdenskrig er årsagen, at de ikke har ønsket det.

Vi har tidligere stillet forslag om, at museer skal have udvidet adgang til at sælge af deres samlinger, og at de skal gøre brug af en sådan adgang. Dette forslag hviler – hvad der måske ikke fremgår klart nok – på respekt for museernes ledelser. Museer kan i dag i praksis kun ændre deres samlinger gennem køb og modtagelse af gaver. Men bevillingerne giver ikke mulighed for de helt store køb, dvs. muligheden for at tilpasse samlingerne er begrænsede.

Der findes i denne verden en stor mængde malerier (i det følgende behandles for enkeltheds skyld kun malerier, men argumenterne gælder selvfølgelig også for andre kunstværker). De hænger på forskellige museer eller i deres magasiner, de hænger i privatsamlinger, de findes fordelt på forskellige lande. Hvilken mekanisme sikrer, at vi får fordelt disse billeder bedst muligt?

For de private ejede malerier er der ikke tvivl. Her regerer markedsmekanismen. Hvis en person har et billede, så kan vedkommende overveje hvad, han kan sælge billedet for, og om han hellere vil have billedet end pengene. Det er selvfølgelig ikke pengene i sig selv, der er målet, men de ting (herunder andre malerier), der kan købes for penge.

Museerne er helt klart med i denne markedsmekanisme på den ene side, nemlig som købere.

Museer får bevillinger fra det offentlige og de får i visse tilfælde donationer fra fonde eller private.

Staten, fondene og de private donorer vælger hvilke museer, der skal have mulighed for at erhverve flere malerier. Så når Glyptoteket bliver overbudt, når det vil købe en Gauguin, så er det fordi den danske stat og de danske donorer ikke er villige til at yde så stor støtte, at Glyptoteket kan få billedet. Det kan blive overbudt af private rigmænd eller af andre museer.

Når vi ser på de billeder, som eksisterende museer allerede har, så er situationen meget varierende.

Ikke alle museer opfører sig som de danske. Amerikanske museer har betydelige muligheder for at sælge ud af deres samlinger for at forfine samlingerne, og adskillige benytter sig af disse muligheder. Det kan være gennem opgradering (sælge flere middelmådige malerier for at erhverve ét førsteklasses billede), eller det kan være som led i en specialisering.

Danske museer har en principiel modvilje mod at sælge af samlingen. Der fremføres i debatten mange argumenter, hvoraf specielt tre har en tendens til at gå igen: Der er en fare for, at muligheden for salg vil medføre, at museerne får mindre bevillinger, • hvis man ved, at de selv kan skaffe penge ved at sælge af samlingen.

Der er en fare for at lave fejl og sælge værker, som senere bliver vurderet højere end i dag.

• Der er en frygt for, at donorer ikke vil give, hvis de kan risikere, at deres donationer senere • bliver solgt.

De to første argumenter er forståelige, men næppe overbevisende. Det første argument hviler først og fremmest på en skepsis mht. det demokratiske systems virkemåde. Det andet argument er udtryk for, at museernes ledelser varetager egne interesse i stedet for samfundets; de vil beskytte sig selv mod, at de bliver afsløret i at tage fejl. Heri ligger en betydelig ”konservativ garanti”.

Faren for, at museumsledelser sætter store dele af samlingen på auktion, er beskeden, selv om de i højere grad end i dag opmuntredes til at tilpasse deres samling løbende.

Hvor stor er desuden ulykken, hvis et museum skulle foretage nogle i bagklogskabens klare lys uheldige handler? Billederne bliver jo ikke ødelagt, fordi de bliver solgt. Og der er næppe grund til at tro, at museer kollektivt betragtet vil være så dårlige beslutningstagere, at de konsekvent sælger de oversete genier og køber blålysene. For sektoren som helhed må man tro, at heldige og uheldige handler opvejer hinanden. Bl.a. også af den grund, at de formentlig handler fortrinsvis med hinanden.

Formålet med salg er ikke at tjene på ”spekulation”. Hussælgere sælger heller ikke for at spekulere i huspriserne, men først og fremmest for at kunne købe et andet hus, der bedre passer til deres behov.

Der er i al fald al mulig grund til at advare museumsledelser mod at tro, at de kan forudse, hvilke billeder der vil falde og hvilke billeder, der vil stige i pris. Formålet med salg er at sikre en bedre anvendelse af billederne og mere afrundede samlinger. Uanset eventuelle fejlsalg vil der være en 25

nettogevinst blot ved, at billeder kommer til at hænge, hvor de gør mest gavn. Det er samfundsmæssigt spild, hvis et kunstværk, der kunne give folk glæde, blot opbevares i et museums magasiner, fordi det ikke er udstillingsværdigt for det pågældende museum.

Det tredje argument – donorargumentet - er sandsynligvis først og fremmest en dårlig undskyldning i den forstand, at det ikke er museernes egentlige begrundelse. Argumentet har formelt en vis, men forholdsvis begrænset bærekraft. Argumentet kan kun anvendes på donerede billeder, og kun på de billeder, hvor donorerne har stillet som betingelse, at billederne ikke sælges. For de dele af samlingerne, som museerne selv har købt, eller hvor donor ikke stiller sådanne krav, gælder argumentet selvfølgelig ikke. Og når man ser museernes modvilje mod at bruge salgsmuligheden for så vidt angår de sidstnævnte billeder, føler man lidt, at donorargumentet bruges som en undskyldning. I den forbindelse skal nævnes, at danske museer ifølge Knud W. Jensen indimellem har brudt løfter til donorer, f.eks. mht. at samlinger altid skal udstilles og altid udgøre et sammenhængende hele. Så i et vist omfang har museer en pragmatisk holdning til, i hvilket omfang løfter skal holdes. De amerikanske erfaringer tilsiger i øvrigt, at langt fra alle donorer har et sådant ønske om, at billeder aldrig må sælges, ellers ville museerne næppe sælge. Herhjemme har en af de største donorer – Lousianas grundlægger Knud W. Jensen – eksplicit gjort sig til talsmand for, at museer skal kunne sælge ud af deres samlinger.

Museer løser i dag delvis tilpasningsproblemet gennem ”langvarige udlån” til hinanden. Men det er en meget primitiv løsning - en form for tuskhandel. Det kræver enten, at museerne har billeder, der ”matcher hinanden” i værdi, eller også at museerne er velvilligt indstillede over for hinanden. Og den løsning bruges derfor kun i meget beskedent omfang over grænserne.

Problemerne med manglende tilpasningsmuligheder er størst for museer for samtidskunst. Det er ikke let at være museum for samtidskunst, hvis man ikke kan skille sig af med værker. På ét eller andet tidspunkt ophører et billede jo med at være samtidskunst. Det er ikke helt klart, hvordan eksempelvis Lousiana vil klare dette problem, som vokser hvert år. Louisana er et museum for samtidskunst. Hvor stor en del af Louisianas samling om 200 år skal den nuværende samling udgøre – og hvor stor en del af den skal udstilles? Enten må Louisiana vokse og vokse eller også må en stadig stigende del af samlingerne opholde sig på lagrene, ubeset af menneskeligt øje – bortset fra restauratorer, naturligvis. For den logiske mulighed, nemlig at sælge billeder, der ikke længere naturligt hører hjemme i samlingen, er tilsyneladende ikke et realistisk alternativ.

Internationalisering, kultureksport og kulturimport I organisationer, det være sig selskaber, velgørende foreninger eller offentlige institutioner, kan der være et problem med, at de ansatte ikke er loyale over for deres opdragsgiver. Et selskabs ledelse er ansat til at varetager aktionærernes interesser. Men han kan i stedet vælge at forfølge sine egne mål.

En landbrugsminister fra landbrugets egen kreds kan vælge at forfølge landbrugets interesser i stedet for samfundets interesser osv. Denne type problemstillinger, er også relevante i kunstverdenen.

For et par år siden kørte Ekstrabladet en langvarig aviskampagne mod landets museer. Hovedbudskabet i denne kampagne var, at der fandtes en ”kunstmafia”, der specielt købte ganske få kunstnere, der var groft overrepræsenteret på landets museer. Avisdebatten blev fulgt op i Folketinget, der vedtog en dagsorden, hvis hovedpunkter var: Regeringen opfordres til – I videst muligt omfang at tilsikre, at den statslige støtte til dansk kultur og danske kunstnere • tilgodeser et mangfoldigt kunstnerisk udtryk inden for det kvalitetsbegreb, der er en forudsætning for statsstøtte At anmode Statens museumsnævn om at udarbejde en redegørelse for de statsstøttede • museers kunstindkøb med henblik på at sikre kvalitet og fornyelse.

Til stadighed sikre, at de relevante regler er udformet således, at der er en tilstrækkelig • uafhængighed og fornyelse ved udpegningen af de personer, der vælges til at indkøbe kunst for statslige midler Kulturministeren anmodede derefter Statens Museumsnævn om at udarbejde en redegørelse for de statsstøttede museers kunstindkøb de sidste 10 år med henblik på at sikre kvalitet og fornyelse.

Resultatet af denne undersøgelse blev en ret forunderlig rapport med et tekstafsnit på 20 sider og omkring 140 sider bilag. I rapporten blev for samtlige repræsenterede kunstnere optalt med hvor 26

mange værker de var repræsenteret på landets museer, hvilke kunstnere der var repræsenteret på 15 museer, hvilke der var præsenteret på 14 museer osv.

Der var flere ting i undersøgelsen, der virkede overraskende. De vedrørte ikke så meget resultaterne, men snarere den måde hvorpå undersøgelsen blev anlagt. De forhold, som blev undersøgt, forekom ikke at være de mest naturlige at undersøge. Undersøgelsen var ekstremt personfikseret.

Det var kunstnerne, der blev målt og talt. Der var intet forsøg på en generel analyse af, om der var ”systemfejl”. Eksempelvis blev spørgsmålet om national kunst ctr. international kunst ikke nævnt med ét ord.

I rapporten redegøres for de danske kunstmuseers vedtægtsmæssige opgaver. En af forudsætningerne for at blive godkendt som tilskudsberettiget museum er, at museet skal påtage sig ansvaret for en nærmere beskrevet del af Danmarks kulturarv, jf. i øvrigt Bekendtgørelse af 30. maj 1991 om Museer (Bekendtgørelse Nr. 332). Men som der beroligende skrives i rapporten (p 9): ”Det udelukker ikke, at museerne kan erhverve værker af internationale kunstnere i det omfang, museerne finder det relevant at belyse internationale strømninger, der relaterer til dansk kunst, eller internationale strømninger, der bedømmes at have haft eller ville få betydning for kunsten globalt i det omfang, det skønnes at relatere sig til ansvarsområdet.”

Det er nok på dette område, forholdet mellem det nationale og det internationale, at vi er mest overrasket over den manglende debat. Hvis man er bange for indspisthed mellem museer og kunstnere, så er det interessante ikke så meget om bestemte danske kunstnere bliver forfordelte.

Det er nok så interessant, om danske museer generelt køber mere dansk kunst end hvad der kunstpolitisk er ønskeligt. Den yngre brygger Jacobsen var i parentes bemærket meget opmærksom på faren for, at hans midler blev brugt til at begunstige middelmådig dansk kunst frem for at skaffe verdenskunst til Danmark.

På dette område er der behov for en principiel stillingtagen ”oppefra”, hvis man vil mindske risikoen for misbrug. Det forekommer at være et væsentligt spørgsmål, i hvilket omfang museerne skal vise dansk kunst og i hvilket omfang, de skal vise international kunst. Vore biblio-teker begrænser sig jo ikke til danske bøger eller til bøger, der relaterer sig til dansk litteratur.

Spørgsmålet om dansk kunst contra udenlandsk kunst på danske museer er et ganske centralt problem. Det er også et område, hvor der er en oplagt risiko for en ”bred indspisthed”. Pressen har været optaget af den laveste og tarveligste form for indspisthed, nemlig spørgsmålet om at være ”vennernes ven”. Vores gæt ville være, at frygten for denne indspisthed er overdreven, dels på grund af folks hæderlighed, dels på grund af hensynet til eget navn og rygte; det spredes hurtigt i et snævert miljø, hvis man varetager vennernes interesser. Men det er klart, at det kan være et problem, at de gældende statutter kan være uhensigtsmæssige og i for høj grad begunstige national kunst.

Tilsvarende er det klart, at det også kan være et problem, at beslutningstagerne, selv om statutterne ikke tvinger dem til det, kan have for ”nationale briller på”. Her er ikke nødvendigvis tale om, at man varetager vennernes interesser, men mere undskyldeligt, at man af gode grunde har mest blik for de danske kunstnere.

En tilsvarende situation opstår i forbindelse med danske bevillinger til kunstformidling. I dansk kunstpolitik har det være kutyme, at kunstnerkredse på flere områder har haft en vis indflydelse.

Men det kan være meget problematisk, hvis danske kunstnere skal have væsentlig indflydelse på, i hvilket omfang danske skattekroner skal bruges til at bringe udenlandske udstillinger til Danmark eller til at vise danske kunstneres værker i udlandet. Der kan være en interessekonflikt mellem kunstnerne og den danske befolkning.

Indtil for få år siden blev hovedvægten i dansk kulturpolitik lagt på arbejde med dansk kultureksport, altså støtte til at danske kunstnere skulle gøres kendte i udlandet. I 1987 udgav Kulturministeriet eksempelvis Betænkning Nr. 1106, ”Betænkning om kultureksport”. Der findes ikke nogen tilsvarende betænkning om kulturimport. Interessen for at skaffe udenlandsk kunst til Danmark var beskeden, selv om det for den danske befolkning vel var nok så væsentligt som at få danske kunstnere gjort kendte i udlandet. Her er nemlig et område, hvor markedsmekanismen måske virker mindre optimalt.

Markedet tilbyder af gode grunde først og fremmest national kunst til det danske publikum. Det er nationale kunstnere, der udstiller på gallerier, restauranter osv. Det er i høj grad nationale (og i ikke 27

ubetydeligt omfang regionale kunstnere), det offentlige bruger, når der skal købes udsmykninger af offentlige bygninger og pladser.

Den danske kunstdebat har ikke været præget af stor interesse for spørgsmålet om nationalisering ctr. internationalisering, selv om der de senere år er sket (beskedne) fremskridt.

I 1993 udgav Kulturministeriet ”Rapport fra Arbejdsgruppen vedrørende etablering af et sekretariat for billedkunst”. Her havde arbejdsgruppen nemlig et kommissorium, der omfattede kunstformidling begge veje: ”Det er arbejdsgruppens opgave at udarbejde forslag til Kulturministeren vedrørende oprettelse af et sekretariat for billedkunst med henblik på en styrkelse af formidlingen af især nutidig dansk og udenlandsk billedkunst.”

De gode tanker til trods viste det sig, at vægten blev lagt på forhold, der gavnede danske kunstnere.

Der blev ikke brugt store midler til at skaffe udenlandsk kunst til Danmark.

Kulturministeriets hjemmeside giver udtryk for, at der er sket en fortsat ændring i retning af nye prioriteringer. Der står bl.a.: ”Vi har ændret fokus og prioriteringer. Vi er i gang med en gradvis omstilling til ny prioriteringer.

Fra eksport til udveksling.

Tidligere var behovet for at optræde internationalt styret af et ønske om at markere Danmark og dansk kultur. Vi talte dengang om ”kultureksport”. Vi har med stor omhu ændret dette ord til ”kulturudveksling”. Vores kulturudveksling skal fortsat have rod i det danske; med kulturudveksling er en overbygning på de nationale udgaver, som allerede udføres. Vi ser derfor primært kulturudveksling som en positiv udvikling af dansk kulturliv.”

Kulturministeriets hjemmeside, 1998.

På den baggrund kan det undre, at når der bliver foretaget en undersøgelse af danske museers indkøb de sidste 10 år, hvilket har krævet en ikke ubetydelig dataindsamling og arbejdsindsats, så bruges dette datamateriale udelukkende til en forholdsvis ligegyldig diskussion af, hvilke danske kunstnere der er repræsenteret på hvilke museer. Der bruges ikke én linie på at diskutere, om indkøbspolitikken har været mere eller mindre national, end man kunne ønske sig ud fra en kulturudvekslingssynsvinkel. Der bruges heller ikke én linie på mere principielle overvejelser mht. hvordan indkøbspolitik mest hensigtsmæssigt fastlægges.

En stikprøveoptælling omfattende over 80% af alle værker viser, at hvad enten man ser på grafik, tegninger eller fotos, så er den udenlandske andel omkring 12%.

Det falder godt i tråd med hvad, der gælder for malerier. Kunst Indeks Danmark giver gode muligheder for at lave statistik for malerier. For så vidt angår oliemalerier kan vi for samtlige billeder på danske museer for forskellige perioder beregne, hvor stor en andel af billederne på danske museer, der er malet af udlændinge. For så vidt billeder malet før 1700 er situationen, at 90% er malet af udlændinge. Det afspejler selvfølgelig, at vi på dette tidspunkt ikke havde en national malerskole. For så vidt angår perioden 1800-1850 lå procentsatsen af udenlandske malere på 20%. Efter 1850 har andelen af udenlandske billeder stabiliseret sig på godt 10%. Sagt med andre ord; vi ser en stadig faldende internationalisering for så vidt angår malerierne på danske museer.

Der er naturligvis ikke noget objektivt svar på, hvordan der skal prioriteres, men det kan undre, at spørgsmålet overhovedet ikke stilles, og at der ikke tilvejebringes et datamateriale som grundlag for en sådan diskussion.

Afslutning Hvorvidt der bruges for lidt eller for meget på kulturen kan der ikke konkluderes meget om ud fra økonomisk analyse. Derimod eksisterer der en masse viden om, hvordan markeder og organisationer fungerer og om, hvordan man mest hensigtsmæssigt kan indrette sådanne institutioner for at sikre, at enkeltpersoner eller grupper ikke varetager andre interesser end dem, de er sat til at varetage. Der kan også konkluderes ganske meget om, hvordan man bedst kan sikre optimal udnyttelse af knappe ressourcer. Og kunstens verden er i høj grad karakteriseret ved knappe ressourcer.

28

Der synes al mulig grund til at have en sådan tiltro til danske museumsbestyrelser og dansk museumsdirektører, at man kan overlade dem mere magt end de har nu, hvor deres handlingsfrihed de facto er ekstremt begrænset. De ”arver” en given samling og har bevillinger til nyanskaffelser, der – målt i værdier – formodentlig ikke muliggør en forøgelse af den eksisterende samling på 1% om året, dvs. at de praktisk talt ikke kan ændre museets profil i takt med nye tider, bygningen af nye og konkurrerende museer, ændrede kunsthistoriske vurderinger osv.

Der er en utilstrækkelig diskussion af spørgsmålet om internationaliseringsgraden på danske museer og i dansk kunstpolitik overhovedet, selvom der faktisk er et talmateriale til belysning heraf.

Disse konklusioner og spørgsmål burde ikke være særligt kontroversielle. Men debatten om disse konklusioner og andre tilsvarende konklusioner, som økonomiske overvejelser leder frem til, synes at vise noget andet, jf. debatten i dele af pressen i tilknytning til publiceringen af bogen Kunst – økonomisk set.

Litteratur: Jensen, Knud W.: De glade givere. Gyldendal, Kbh. 1996.

Møller, Michael og Niels Chr. Nielsen: Kunst – økonomisk set. Gyldendal 1999.

DE BILLEDKUNSTNERISKE UDVALG Beretningen fra det tredje år i et udvalgs arbejde vil meget naturligt også være et overblik over tre års virke i Statens Kunstfond. Nåede vi vore mål, fik vi gjort det godt nok, kan stafetten afleveres som den blev modtaget.

Svaret kunne være – så nogenlunde – ikke alt lykkedes, som vi gerne ville det – men næsten. Om resultaterne kan andre dømme.

Indkøbs og legatudvalget har det sidste år fulgt forrige års linie. Hvilket vil sige at se så mange udstillinger det har været os muligt, dækkende et så stort geografisk område som muligt. Udvalget har efter bedste evne søgt at støtte bredt og varieret, både hvad angår indkøb, præmieringer, legater og stipendier. Som i de forrige år har udvalget følt store frustrationer over at skulle administrere den håbløse ordning for igangsætningsstipendierne. Statens Kunstfonds enkle kriterier om krav om kunstnerisk kvalitet har i denne som i alle andre sammenhænge været rettesnor for udvalgets arbejde.

Udsmykningsudvalget har i det sidste år søgt at skabe mulighed for, at store udsmykningsopgaver i arkitektoniske rum af høj kvalitet, kunne komme til udførelse. Med få undtagelser er disse bestræbelser lykkedes og er resulteret i, at gode opgaver er under udførelse på en musikskole i Viborg, et seminarium i Esbjerg, en teknisk skole i Århus, to opgaver på Københavns universitet Amager, et gymnasium på Frederiksberg, og som kontrast sandelig også en bogbus, der tøffer rundt i det flade vestjyske landskab.

En stilfærdig glæde over at kunne agere og skabe muligheder har præget udvalgenes arbejde.

I Indkøbs- og legatudvalget glæden over at se så megen god kunst og at kunne støtte den.

I udsmykningsudvalget har glæden over, at det gennem en konkurrence om udsmykningen på Store Torv i Århus, lykkedes at bryde et trist mistillidsforhold mellem Århus og Statens Kunstfond, været mere end stilfærdig. Arbejdet er nu i gang og en udsmykning står færdig om 2 år.

Vi afleverer med glæde og en smule vemod stafetten til de næste udvalg.

For de billedkunstneriske udvalg Torben Schønherr UDDELINGER UDSMYKNINGSUDVALGET Det billedkunstneriske udsmykningsudvalg har i 2001 modtaget 54 ansøgninger, hvoraf 5 er imødekommet.

Skitseforslag til udsmykningsopgaver 29

Esbjerg, CVU Vest, Seminariet i Esbjerg Billedkunstner Erik Hagens Hasle, Danske Gymnastik & Idræts Foreninger Billedkunstner Peter Bonnén Landskabsarkitekt Steen Høyer København, Assistens Kirkegård Billedkunstner Morten Stræde Landskabsarkitekt Stig Lennart Andersson Københavns Universitet Amager Billedkunstner Merete Barker Billedkunstner Jes Fomsgaard Nærum Gymnasium Billedkunstner Henning Damgaard-Sørensen Varde, Biblioteket for Blåbjerg, Blåvandshuk og Varde kommuner Billedkunstner Seppo Mattinen Viborg Musiksal Billedkunstner Hjördis Haack Aalborg, Told og Skat Billedkunstner Olafur Eliasson Århus Tekniske Skole, Midtbyskolen Billedkunstner Doris Bloom Udsmykningsopgaver igangsat i 2001 Esbjerg, CVU Vest, Seminariet i Esbjerg Billedkunstner Erik Hagens Hasle, Danske Gymnastik & Idræts Foreninger Billedkunstner Peter Bonnén Landskabsarkitekt Steen Høyer

600.000 2.135.000

København, Assistens Kirkegård Billedhugger Morten Stræde Landskabsarkitekt Stig Lennart Andersson

1.060.000

København, Handelshøjskolen Billedkunstner Steffen Jørgensen

646.250

København, Ørestad Billedhugger Hein Heinsen Billedhugger Per Kirkeby Billedhugger Bjørn Nørgaard

9.500.000

Nærum Gymnasium Billedkunstner Henning Damgaard-Sørensen

750.000

Varde, Biblioteket for Blåbjerg, Blåvandshuk og 30

Varde kommuner Billedkunstner Seppo Mattinen

359.000

Aabybro Kommune Billedkunstner Kurt Tegtmeier

750.000

Århus, Store Torv Billedkunstner Elisabeth Toubro

3.020.000

Udsmykningsopgaver afsluttet i 2001 Esbjerg, Landskabsskulptur i Østre Kjersing Billedkunstner Eva Koch Landskabsarkitekt Steen Høyer Glostrup Rådhushaven Billedkunstneren Søren Jensen Grenå, Dronningens Ferieby Billedkunstner Per Arnoldi Grindsted Gymnasium og HF-Kursus Billedkunstneren Michael Kvium Hobro Havn Billedhugger Bent Sørensen Landskabsarkitekt Uffe Wainø København, Den Sociale Ankestyrelse Billedkunstner Kehnet Nielsen København, Det Kongelige Bibliotek Billedkunstner Kirsten Lockenwitz Roskilde Universitetscenter Billedkunstneren Erik A. Frandsen Tårnby Retsbygning Billedkunstner Carl Magnus Århus, Arkitektskolen i Århus Billedhugger Hein Heinsen Århus, Danmarks Journalisthøjskole Billedkunstner Henning Christiansen Internetprojekt stedet3.dk Støtte til projekter Roskilde Kommune, Trekroner bydel Billedkunstneren Kerstin Bergendahl Landskabsarkitekten Jeppe Aagard Andersen

300.000

UDDELINGER INDKØBS- OG LEGATUDVALGET 31

Det billedkunstneriske indkøbs- og legatudvalg har i 2001 modtaget 861 ansøgninger, hvoraf 128 er imødekommet. Endvidere er der uddelt 26 præmieringer, 17 legater til ældre fortjente kunstnere og 26 legater til efterladte efter billedkunstnere.

3-årigt stipendium á 240.000 kr. pr. år Søren Ankarfeldt Jesper Fabricius Fie Johansen Sophia Kalkau Joachim Koester Finn Manford Cai Ulrich von Platen Bjørn Poulsen Ian Schjals Carsten von Würden Arbejdslegat Margrethe Agger Poul Agger Malene Bach Martin Bigum Maj-Britt Boa Bodil Brems Lars Buchardt Eva Steen Christensen Kirsten Christensen Ursula Reuter Christiansen Henning Damgaard-Sørensen Torben Ebbesen Rasmus Eckhardt Alba S. Enstrøm Helle-Vibeke Erichsen Egon Fischer Henrik Flagstad Johanne Foss Mette Gitz-Johansen Vibeke Glarbo Marianne Grøndahl Signe Guttormsen Charlotte Hanmann Jørgen Teik Hansen Peer Strande Hansen Kjeld Heltoft Peter Holst Henckel Nanna Gro Henningsen Anne-Birthe Hove Signe Jais Claus H. Jensen Ole Tersløse Jensen Anne Mette Jobim S. Jochimsen Birgit Johnsen Oda Knudsen Flemming Koefoed Jan Krogsgård Tove Kurtzweil

100.000 60.000 60.000 60.000 100.000 100.000 100.000 100.000 25.000 100.000 100.000 55.000 60.000 60.000 100.000 100.000 60.000 200.000 60.000 60.000 100.000 60.000 50.000 100.000 60.000 100.000 200.000 60.000 200.000 60.000 100.000 100.000 100.000 60.000 100.000 60.000 100.000 200.000 32

Smike Käszner Malene Landgreen Lotte Tauber Lassen Poul Lee Karen Gabel Madsen Rolf Martens Finn Mickelborg Anders Moseholm Ulrik Møller Hanne Nielsen Ina Olsen Linda Orloff Max Parylewicz Anne-Marie Pedersen Lars Pedersen Anne Marie Ploug Inger Lise Rasmussen Kurt Rasmussen Steen Møller Rasmussen Nikolaj S. von der Recke Robert Risager Tal Rosenzweig Hans Christian Rylander Henrik Saxgren Jes Schrøder Karen Serena Rikard Silwärn Morten Skovmand Vicky Vera Steptoe Tommy Støckel Bjarke Regn Svendsen Bent Hedeby Sørensen Bjarne Werner Sørensen Steffen Tast Kurt Tegtmeier Mikael Thejll Lisbeth Thingholm Erik Thommesen Anne Thorseth Erik Varming Agneta Werner Karin Westerlund Karin Nathorst Westfelt Lone Wyke Legat til efterladte efter bildende kunstnere Asta Backhausen Grete Balle Ruth Bischoff Thea Borregaard Dagny Johanne Christensen Ellen Tangai Christoffersen Elisabeth Clausen Kirsten Laub Eberlein Birte Find

100.000 200.000 100.000 60.000 60.000 100.000 60.000 60.000 100.000 60.000 50.000 60.000 100.000 60.000 50.000 100.000 60.000 100.000 100.000 100.000 100.000 100.000 100.000 100.000 100.000 60.000 200.000 30.000 60.000 60.000 100.000 60.000 100.000 60.000 100.000 50.000 100.000 100.000 60.000 100.000 10.000 50.000 100.000 100.000 16.000 16.000 16.000 16.000 16.000 16.000 16.000 16.000 16.000 33

Else-Marie Funch Grethe Grathwol Marit Lie Gregersen Hanne Gervig Hansen Minna Gyrithe Holmskov Inger Kingo Jensen Merete Agergaard Jensen Birthe Jørgensen Ebba Koch Aase Tut Køpcke Nelly Lohmann Ellen Mathiesen Lone Mertz Ursula Nielsen Evelyn Oldenburg Else Schwalbe Bodil Leon Aalykke Legat til ældre fortjente kunstnere Grete Balle Albert Bertelsen Erik Enevold Knud Erik Færgemann Hjørdis Hammeleff Arne L. Hansen Maria Lüders Hansen Arne Heuser Kirsten Høm Aksel Rugberg Jensen Poul Lillesøe Gerda Bertelsen Lobedanz Hans Jørgen Nicolaisen Morten Nielsen Erik Ortvad Jytte Thompson Ejgil Vedel

16.000 16.000 16.000 16.000 16.000 16.000 16.000 16.000 16.000 16.000 16.000 16.000 16.000 16.000 16.000 16.000 16.000 7.000 7.000 7.000 7.000 7.000 7.000 7.000 7.000 7.000 7.000 7.000 7.000 7.000 7.000 7.000 7.000 7.000

2-årigt igangsætningsstipendium á 77.740 kr. pr. år Jes Wind Andersen Vibe Bredahl Jesper Dalgaard Rasmus Danø Christina Bredahl Duelund Steen Kirkegaard Erichsen Morten Buch Jørgensen Lærke Lauta Ulla Lehrskov Lasse Sejr Nielsen Karl Stampes Petersen Thomas Poulsen/FOS Stine Barr Prebensen Lars Christian Rank Tanja Rau Kirstine Roepstorff Katya Sander 34

Julie Sass Morten Medegaard Schelde Rene Schmidt Søren Taaning Præmiering Henrik Bjørn Andersen for værk Uden Titel / Den Frie Udstilling Martin Erik Andersen for udstillingen Aus de Externsteine. The Gospel Truth”, Galleri Susanne Ottesen, København Eli Benveniste for udstillingen Glas, Koloristerne Stig Brøgger for "The Wall" / Grønningen Viera Collaro for ophængning / Grønningen Jesper Dalgaard for udstillingen "56 år senere", galleri Hallo, København Ingar Dragset for installation i samarbejde med Michael Elmgreen, Galleri Nicolai Wallner, København Michael Elmgreen for installation i samarbejde med Ingar Dragset, Galleri Nicolai Wallner, København Kim Grønborg for ophængning på Den Gyldne, Charlottenborgs Udstillingsbygning Niels Guttormsen for "Rammer om ukendt sted" / Den Frie Udstilling Per Henriksen for ophængning i Galleri Asbæk, København Bertil Skov Jørgensen for ophængning på Zebra, Den Frie Udstillings Bygning Malene Landgreen for udstilling på udstillingsstedet Overgaden Carin Larsen for udstillingen "Jeg gik mig over sø og land..", Danske Grafikeres Hus, København Freddie A. Lerche for ophængning / Den Frie Udstilling Christina Malbek for "Mirakler II", Efterårsudstillingen, Charlottenborgs Udstillingsbygning Anders Gammelgaard Nielsen for Experiment VI, Experiment VIII, Experiment X, Forårsudstillingen, Charlottenborg Frode Gundorf Nielsen for ophængning på Den Gyldne, Charlottenborgs Udstillingsbygning Lone Bank Nielsen for "Mirakler 2", 2001, Efterårsudstillingen, Charlottenborg Cai Ulrich von Platen for udstilling i udstillingsbygningen Kastelsvej 18, København Jesper Rasmussen for Skulpturinstallation, Udstillingen 1:1, Udstillingsstedet Overgaden

60.000 60.000 60.000 60.000 60.000 50.000 30.000 30.000 60.000 60.000 60.000 50.000 60.000 50.000 60.000 40.000 60.000 60.000 40.000 60.000 50.000

35

Tanja Rau for "Mirakler II", Efterårsudstillingen, Charlottenborg Peter Nansen Scherfig for ophængning Galleri Specta Teddy Sørensen for ophængning på Decembristerne Klavs Weiss for udstillingen Fra min Samling og andre Udtryk/ Danske Grefikeres Hus, København Niels Winkel for Modeltegninger, Den Gyldne, Charlottenborgs Udstillingsbygning

40.000

Jette Debois Mogens Gissel Peter Holck Per Bak Jensen John Krogh Kristina Kudsk Bodil Nielsen Vibeke Mencke Nielsen Lis Nogel Tal R. Bjarne Werner Sørensen Evren Tekinoktay Hanne Lise Thomsen Frede Troelsen Ewa Werber

13.321 10.000 10.000 55.000 12.261 31.500 25.000 30.000 14.000 20.000 58.000 20.000 10.000 10.000 10.000

60.000 60.000 50.000 60.000

Rejselegat

INDKØBTE VÆRKER MALERI Niels Andersen "Marklandskab efter græsbrand" 2001, olie på lærred "Landskab med mange figurer" 2001, olie på lærred "Høstlandskab" 2001, olie på lærred Den Frie Udstillings Bygning, København Bodil Andersen "E 192 - E 319" , olie på lærred Den Frie Udstillings Bygning, København Søren Ankarfeldt "Kiming" 2000, olie på lærred "Blå time" 2000, olie på lærred Den Frie Udstillings Bygning, København Poul Anker Bech "Sene tider" 2000, olie på lærred Charlottenborg Udstillingsbygning, København Doris Bloom "Blue eyed Blue-tooth Blue-printed chip" , olie på lærred Den Frie Udstillings Bygning, København Bodil Brems 36

"Papaver variabilus 27" 2001, acryl på lærred "Papaver variabilus 28" 2001, acryl på lærred Galerie Dahl, København Jesper Christiansen "Vase maleri" 2001, akryl på lærred Galerie Mikael Andersen, København Bodil Damgård "Søpindsvin" 2001, kul og pastel på papir "En tegning af en tegning" 2001, kul og blyant Den Frie Udstillings Bygning, København Inger Lut Debois "Monte Gordo søgning" 1998, akvarel "Monte Gordo fund" 1999, akvarel Galerie Dahl, København Andrew Dupont "Hermaphrodite" 2001, olie og emalje på papir "Target" 2001, olie og emalje på papir "Carving a New Skull" 2001, olie og emalje på papir "Frame" 2001, olie og emalje på papir "Trace" 2001, olie og emalje på papir Forårsudstillingen, Charlottenborgs Udstillingsbygning Claus Egemose "Colourteam" , maling på metalplade ”Den Gyldne” Charlottenborgs Udstillingsbygning Mogens Gissel Uden titel 2000, olie på plade Charlottenborg Udstillingsbygning, København Mette Gitz-Johansen "City light" 2001, olie på lærred ”Den Gyldne” Charlottenborgs Udstillingsbygning Lars Folke Grenaae "Big bull" 2001, silketryk på lærred med acryl Uden titel 2001, 3 stk. silketryk på lærred med acryl Galleri Carsten Frøkjær, København Jens Peter Groth-Jensen "Foran Troya" 2000, olie på lærred Den Frie Udstillings Bygning, København Erik Hagens "Moderne natur" 1998, olie på lærred Charlottenborg Udstillingsbygning, København Henrik Have "Brønden i No" 2000, akryl på masonit Den Frie Udstillings Bygning, København 37

Kresten Havgaard "(Flag over)" 2001, olie på lærred Galleri Weinberger, København Ingvald Holmefjord "Vinmarker" 2000, olie på lærred Den Frie Udstillings Bygning, København Ingvald Holmefjord "Corbieres" 2000, olie på lærred Galleri Profilen, Århus Bent Karl Jacobsen "Maleri" 2000, acryl på lærred Charlottenborg Udstillingsbygning, København Signe Jais "Transportcomstar/satelitesystem I" 2001, olie på lærred "Transportcomstar/satelitesystem II" 2001, olie på lærred Galerie Møller Witt, Århus Regnar Jensen "Ude og inde" 2000, olie "En maler" 2000, olie Charlottenborg Udstillingsbygning, København Jacob Brostrup Jensen "Dé paysé grønt spisebord" , olie på lærred "Dé paysé gul entre" , olie på lærred Den Frie Udstillings Bygning, København Hasse Juul "Forårsmorgen" , olie på plade "Hønsehuset" , olie på plade Vrå Udstillingen Erling Jørgensen "Amsterdam cirkler og rødt" 2000, olie på lærred "Indisk gul" 2000, olie på lærred "Videt Amsterdam" 2000, olie på lærred Den Frie Udstillings Bygning, København Erling Jørgensen "Stor Hollandsk Gul" , olie på lærred (værket i to dele a 200 x 150) J. M. Mørksgade 13, Århus Morten Buch Jørgensen "Female with apples and pears" , olie på lærred Galleri Susanne Ottesen, København Leif Kath "Snowmanswalk" 1997, olie på lærred Uden titel 1998, 4 stk. acryl på lærred Uden titel 2000, acryl på lærred Kulturministeriets Udstillingshus Overgaden, København 38

Per Kirkeby Uden titel 2000, 2 stk. guache Galleri Bo Bjerregaard, København Thomas Kluge "Selvportræt 1" 2001, akryl på lærred Holstebro Kunstmuseum Oda Knudsen "Kastanietræet" 2001, olie på lærred Clausens Kunsthandel, København Eske Knudstrup "Solopgang" 2000, 2 stk. blyant og pastel på papir Clausens Kunsthandel, København Flemming Koefoed "Vandret blå over sort" 1991, acryl, olie på lærred "Rødt V på sort" 1993, acryl, olie på lærred "9 felter ved kanten" 1998, acryl, olie på lærred Den Frie Udstillings Bygning, København Helle Kaaris "Fænomener i tågelandskab" , olie på lærred Den Frie Udstillings Bygning, København Malene Landgreen "www.hole" 2000, 2 stk. akryl på lærred Charlottenborg Udstillingsbygning, København Uno Löfqvist Uden titel, 3 stk. litografi og kridt Kunstcentret Silkeborg Bad Seppo Mattinen "Rulletrappen" 2000, olie på lærred Charlottenborg Udstillingsbygning, København Anders Moseholm "Black reflection" 2001, olie på lærred Galleri Franz Pedersen, Horsens Ulrik Møller Uden titel 2000, olie på lærred Charlottenborg Udstillingsbygning, København Dick Nyhuus "Spor" , akryl på lærred Charlottenborg Udstillingsbygning, København Lars Nørgård "Salat skaber ikke venner" 2001, akryl og oile på lærred Galerie Asbæk, København Ole Olesen 39

uden titel 2000, 3 stk. tempera og blyant Kunstcentret Silkeborg Bad Annette Olesen "Napoli" 2001, olie på lærred "Vinternat" 2001, olie på lærred "Farvekomposition III" 2001, olie på lærred Galleri Trap, København Ina Olsen Uden titel , 2 stk. olie på masonit Århus Kunstbygning Kurt Rasmussen "Frø - naturhistorie" 2000, acryl på lærred "Fra Østre Anlæg I" 1999, acryl på lærred Galerie Dahl, København Inge Reusch "Landskab med bjergkæde II" 2000, olie på lærred "Landskab med grønne pletter" 2000, olie på lærred "Afrikanske kratformer" 2000, 2 stk. guache, kul og kridt Galleri Carsten Frøkjær, København Robert Risager "1C" 2000, olie på lærred "0H" 2000, olie på lærred "0E" 2000, olie på lærred "1i" 2001, olie på lærred "1g" 2001, olie på lærred Uden titel 1998, olie på lærred Den Frie Udstillings Bygning, København Christian Schmidt-Rasmussen "She is a whip" 2001, akryl på lærred "Bliss" 2001, akryl på lærred Galleri Nicolai Wallner, København Morten Skovmand "Indgang til skoven" 2000, olie på lærred Charlottenborg Udstillingsbygning, København Bjarke Regn Svendsen "Abu Simbel" , 2 stk. olie på lærred Politikens Galleri, København Bent Stubbe Teglbjærg "Athen 18/2 2000" 2000, akvarel "Athen 18/2 2000" 2000, akvarel "Athen 20/2 2000" 2000, akvarel "Athen 20/2 2000" 2000, akvarel "Athen 22/2 2000" 2000, akvarel "Athen 29/9 98" 2000, akvarel Den Frie Udstillings Bygning, København 40

Kurt Tegtmeier "Port VI" 1998, guache J. M. Mørksgade 13, Århus Inge Lise Westman "Vinter III" 2000, olie på lærred Den Frie Udstillings Bygning, København SKULPTUR Erik Heide "Figur - stående" 2001, jern og sten Charlottenborg Udstillingsbygning, København Erik Heide "På vej" 2001, støbejern Vrå Udstillingen Hein Heinsen "Skulptur III" 1994, bronze Den Frie Udstillings Bygning, København Kirsten Lockenwitz "Mandala II" 2001, diabas og nero Africa granit Veksølund, Veksø Erland Knudssøn Madsen "Ungt Sind" , træ, bemalet lyserød J. M. Mørksgade 13, Århus Øivind Nygård "Søvsjø" 2001, nysølv med træsokkel Galerie Mikael Andersen, København Bjørn Nørgaard "Eva" 2001, bronze, 1 af 6 Galleri Susanne Ottesen, København Bjørn Poulsen "Gargoyle 1" 2001, træ, beton og stål "Gargoyle 2" 2001, træ, akryl og stål Charlottenborg Udstillingsbygning, København Morten Stræde "Mudflow" 2000, bronce Galerie Mikael Andersen, København Jørgen Haugen Sørensen "En erfaring mindre" 1992, portugisisk granit Veksølund, Veksø Jette Vohlert "Diana med hunde" 2000, bronce Den Frie Udstillings Bygning, København TEGNING Tage Stentoft 41

"Tegning" , blyant på papir "Tegning" , farvekridt på papir Den Frie Udstillings Bygning, København Lisbeth Thingholm Uden titel 2001, 2 stk. kuglepen på papir ”Forårsudstillingen”, Charlottenborgs Udstillingsbygning GRAFIK Johanne Foss "Palaiochora II, Ægina" 2001, ætsning / akvatinte / farveradering "Umbrien I" 2000, ætsning / akvatinte / farveradering "Umbrien, Højslette I" 2000, ætsning / akvatinte / farveradering "Umbrien, Højslette II" 2000, ætsning / akvatinte / farveradering "Palaiochora I, Ægina" 2001, ætsning / akvatinte / farveradering Galerie Dahl, København Helle Frøsig Uden titel 2001, 3 stk. linoleumssnit Clausens Kunsthandel, København Lars Holbroe "Restskat" , 4 stk. gravure / linoleumssnit ”Den Nordiske” Den Frie Udstillings Bygning Fie Johansen "Rotunden" 2000, 2 stk. fotogravure "Samson" 2001, piezography "Søndre Strømfjord" 2001, piezography Kunstneren Anders Kirkegaard "Variationer over et tema fra forrige århundrede, Phønix og Ikarus" 2001, 4 stk. modificeret litografisk prøvetryk Den Frie Udstillings Bygning, København Bettina Kofmann "Love & flames" 2001, grafik "Air" 2001, grafik "Juice in my religion" 2001, grafik Den Frie Udstillings Bygning, København Kehnet Nielsen Uden titel 2000, 10 stk. træsnit Galleri Susanne Ottesen, København Elsa Nielsen "Pernille" 2000, 2 stk. radering Charlottenborg Udstillingsbygning, København Vibeke Mencke Nielsen "August serie" 1999, 16 stk. koldnålsradering Clausens Kunsthandel, København Lis Nogel 42

"Scene fra Folegandros" 2000, fotoprint på lærred "Turister" 2000, fotoprint på lærred Den Frie Udstillings Bygning, København Linda Orloff "stooper" 1999, fotogravure I/III "to cirkler" 1999, fotogravure I/III Galleri Bie & Vadstrup, København Finn Naur Petersen "Kissing the Island" , 3 stk. fotogravure Århus Kunstbygning Ole Sporring Uden titel 2001, 15 stk. dybtryk sort Clausens Kunsthandel, København Søren Hillerup Vaag Uden titel 2001, 4 stk. koldnål unika Kunstcentret Silkeborg Bad Mette Winckelmann "Transport af fyld" 2001, 5 stk. grafisk tryk på japanpapir Efterårsudstillingen, Charlottenborgs Udstillingsbygning FOTO Jørgen Borg Uden titel , 10 stk. fotografi Århus Kunstbygning Mads Gamdrup "Morgen" 1997, separeret farvenegativ Niels Stærk, København Janne Klerk "Seigenji V" 2000, fotopolymer gravure "Fujimi Inari" 2000, fotopolymer gravure "Ine-Cho I" 2000, fotopolymer gravure Øksnehallen, København Smike Käszner "20th century over and out" 1997, 3 stk. fotopolymer Kunstneren Henrik Saxgren "Skilteskov" 2001, foto "Basketkurv" 2001, foto "Rosenhave" 2001, foto Fotografisk Center Erik Steffensen "Arizona" 2001, 4 stk. farvefotografi C-print 2/6 Galleri Susanne Ottesen, København ANDET Annette Holdensen 43

"Plankeværk" , bemalet træ ”Den Gyldne” Charlottenborgs Udstillingsbygning

BERETNING FRA LITTERATURUDVALGET Det litterære udvalg har afsluttet sin periode i god ro og orden, synes vi da selv. Vi har uddelt treårige stipendier, arbejds- og rejselegater efter samme principper som i de to forudgående år.

Dertil har vi præmieret udgivelser som efter vores opfattelse dels udgør højdepunkter i de pågældende forfatteres produktion, dels har været højdepunkter i bogsæsonerne, hhv. forår og efterår.

Vi har, i vores sidste år, kunnet anbefale en alment kulturel og to skønlitterære forfattere til livsvarig ydelse, men har dog ikke denne gang fået fuld opbakning af Repræsentantskabet, der valgte at forkaste den ene af vore skønlitterære forfattere til fordel for et forslag fra et medlem af Repræsentantskabet. Udvalget er noget forbavset over Repræsentantskabets afgørelse, men kan naturligvis kun tage den til efterretning.

Vi har i år indstillet syv forfattere til igangsætningsstipendier og fået mulighed for, efter bestyrelsens fordeling af midlerne, at uddele fem. Vi er fortsat af den opfattelse, at de særlige igangsætningsstipendier burde uddeles på samme måde, og på samme vilkår, som fondens almindelige arbejdslegater.

Ministeriet ønskede ikke at benytte sig af vores tilbud om også at læse efterårets (2001) bøger, med henblik på præmiering. Vi fremsatte i sin tid tilbuddet for at gøre det lettere for vores efterfølgere at komme i gang med arbejdet, der altså nu starter med at de skal tage stilling til ca. fem flyttekasser med bøger, udgivet fra og med juli 2001. Med den forsinkelse, der er opstået med hensyn til at udnævne et nyt udvalg, på grund af regeringsskifte mv., vil det nye udvalgs overgang fra aktive forfattere til opmærksomme læsere af andres værker endda blive endnu mere brat. Det beklager vi.

Det har været tre spændende år i litteraturens tjeneste. Dog føler vi alle tre samtidig lettelse over at vende tilbage til de ”civile” forfatteres rækker. Tre år er hverken for lidt eller for meget, men netop passende. Vi bukker, takker og går ud, som en af vores store digtere skriver, og ønsker vores efterfølgere al mulig held og lykke.

Bent Vinn Nielsen (formand), Merete Torp og Bent Haller UDDELINGER LITTERATURUDVALGET Litteraturudvalget har i 2001 modtaget 360 ansøgninger, hvoraf 101 er imødekommet. Endvidere er der uddelt 5 præmieringer og 8 legater til efterladte efter forfattere.

3-årigt stipendium á 240.000 kr. pr. år Sven Assels Daniel Dencik Hans Henning Harmer Grete Roulund Peer Sibast Arbejdslegat Peter Adolphsen Naja Marie Aidt Solvej Balle Nina Belling Kristen Bjørnkjær Jens Blendstrup Thomas Boberg Boris Boll-Johansen Lars Bonnevie Jørgen Gustava Brandt Camilla Christensen

150.000 100.000 200.000 100.000 50.000 150.000 150.000 50.000 50.000 30.000 150.000 44

Karen Marie Edelfeldt Jakob Ejersbo Jens-Martin Eriksen Birgit Filskov Simon Fruelund Thomas Ahrensbøll Hansen Thomas Harder Merete Pryds Helle Vibeke Henningsen Christina Hesselholdt Sulaima Lea Hind Henriette Houth T. S. Høeg Flemming Palle Jacobsen (F.P. Jac) Bo Green Jensen Henrik Juul Jensen John Bang Jensen Louis Jensen Ida Jessen Søren Jessen Anders Johansen Claes Johansen Mikael Josephsen Pia Juul Hans Otto Jørgensen Janina Katz Thomas Hvid Kromann Torben Lange Martin Larsen Ole Henrik Laub Jørgen Leth Pablo Henrik Lønskov Llambías Vagn Lundbye Peter Madsen Henning Mortensen Asger Stig Møller Dea Trier Mørch Peter Legård Nielsen Helle Nyberg Mads Nygaard Erik Trigger Olesen Inge Pedersen Sidsel Falsig Pedersen Niels-Oluf Petersen Peter Poulsen Juliane Preisler Gorm Frederik Rasmussen Peter Rønnov-Jessen Asger Schnack Rolf Sindø Lars Skinnebach Jan Sonnergaard Nicolaj Stochholm Camilla Stockmarr

150.000 50.000 100.000 50.000 50.000 50.000 100.000 100.000 100.000 50.000 50.000 50.000 100.000 50.000 100.000 50.000 150.000 100.000 100.000 100.000 200.000 50.000 50.000 100.000 100.000 50.000 50.000 100.000 100.000 50.000 50.000 100.000 100.000 60.000 100.000 100.000 50.000 50.000 150.000 50.000 50.000 50.000 200.000 50.000 150.000 100.000 200.000 50.000 100.000 50.000 100.000 150.000 100.000 150.000 45

Kristina Hagen Stoltz Jannick Storm Birgit Strandbygaard Jens Smærup Sørensen Janne Teller Søren Ulrik Thomsen Mikkel Thykier Vibeke Vasbo Morti Vizki Jess Ørnsbo Tore Ørnsbo Legat til efterladte efter forfattere Helle Kastberg Bjerregaard Inga Klitgaard Ruth Malinowski Lise Ring Else Schaldemose Chili Turéll Katrine Ussing Inger M. Woel

50.000 50.000 200.000 150.000 50.000 100.000 50.000 50.000 50.000 100.000 100.000 16.000 16.000 16.000 16.000 16.000 16.000 16.000 16.000

2-årigt igangsætningsstipendium á 77.740 kr. pr. år Jesper Brygger Carsten Patrick Kok-Hansen Jon Monrad Møller Leyla Tamer Thomas Bo Thomsen Projektstøtte Sammenslutningen Assununu til fem arrangementer

45.000

Præmiering à 65.000 kr.

Jens-Martin Eriksen for "Jonatan Svidts forbrydelse" Klaus Høeck for "IN NOMINE" Per Højholt for "Auricula" Ole Korneliussen for "Saltstøtten" Estrid Nielsen for "Syv år i ingenmandsland" Rejselegat Klavs Bondebjerg Peter Christensen Jette Drewsen Peter H. Fogtdal Rolf Gjedsted Gynther Hansen Mark Hebsgaard Lene Henningsen Henrik S. Holck

20.000 23.100 118.000 35.000 27.000 40.000 20.000 30.000 28.000 46

Lars Kjædegaard Arthur Krasilnikoff Peter Laugesen Toni Liversage Erik Stinus Pia Tafdrup

20.000 24.500 50.000 28.700 40.000 30.000

BERETNING FRA TONEKUNSTUDVALGENE Også i 2001 udskrev de to tonekunstudvalg en konkurrence, denne gang med overskriften ‘Yderligheder - hvis man ikke går til yderligheder er der ingen grund til at gå..’

Og der kom yderlige værker - hele 128 i alt - mod 76 sidste år. Det var i år hensigten at opfordre til afdækning af de ekstreme udtryk baseret på de - ligeledes ekstreme – følelseskvaliteter, idet de er helt nærværende i al god musik - eller hvad?

Vel vidende at temaet er banalt, ønskede udvalgene at søge at fastholde de skabendes bevidsthed på netop dette enkle forhold i frembringelsesfasen - foruden holdningen til CDmediet som selvstændigt kunstnerisk medie.

Dommerkomiteen bestod i år af Mette Greiffenberg , repræsenterende Danmarks Radio, Mogens Christensen fra det klassiske tonekunstudvalg samt Kenneth Knudsen, i denne sammenhæng repræsentant for det rytmiske udvalg.

Det indsendte materiale repræsenterede alle afskygninger af ’Yderligheder’ fra den rene støj til det kvalmende sødmefulde.

De afgående udvalg er meget tilfredse med at det lykkedes at gennemføre de tre års konkurrencer og at interessen har været så stor. Ideen videregives hermed.

Det klassiske udvalg afsatte midler til de ansøgninger som har befundet sig i ‘fællesfeltet’ mellem de to udvalg - hovedsagelig efter formandens skøn. Situationen er jo den, at det er en formandsopgave at sørge for at disse ansøgninger bliver behandlet i begge udvalg, eller hvor de i øvrigt hører hjemme - og gerne, evt. i ulige grad, imødekommet i begge. Det kan der gå nogen mødetid med, men resultatet er så også, at ansøgerne kan være sikre på at deres materiale ikke ’forsvinder’ i det forkerte udvalg.

I det klassiske udvalg har der været stor åbenhed overfor det materiale som har været behandlet under vores selvopfundne Kla/ryt-ordning og selvom den kompositoriske bevidsthed og metode her adskiller sig markant fra den klassiske, har behandlingen af materialet været fair og fordomsfri. Det vil dog være ønskeligt hvis der over tid bliver mulighed for at mere radikale udtryk end de, som egner sig til egnsspil og musical, optræder i de bestillingsopgaver de rytmiske komponister er potentielle modtagere af.

På udvalgenes vegne Kenneth Knudsen FÆLLESUDDELINGER TONEKUNSTUDVALGENE 3-årigt stipendium á 240.000 kr. pr. år Hasse Emil Poulsen Arbejdslegat Lotte Anker Ole Hansen Jakob Draminsky Højmark Ture Larsen Thomas Lester Fredrik Lundin Rasmus Bruuse Lunding Olga Magieres

40.000 20.000 40.000 40.000 40.000 50.000 40.000 40.000 47

Marilyn Mazur Peter Rønn-Poulsen Hans Sydow Line Tjørnhøj-Thomsen Bestillingshonorar (først er nævnt ansøger, dernæst komponist) Organist Karsten Blond Michael Bojesen Cantabile 2 Marco Spallanzani Solopercussionist Pedro Carneiro Michael Mantler Cumulus Teatret Fredrik Lundin De 3 Fløjter Pierre Dørge Ensemblet 5 x SLAATTO Anders Koppel Foreningen Up Stage Kim Sørensen Grindsted Gymnasium og HF-Kursus Hans Sydow Tubaist Mattias Johansson Anders Koppel

60.000 40.000 40.000 40.000

20.000 35.000 22.000 10.000 9.000 14.000 50.000 10.000 26.000

Konkurrence – Yderligheder Præmieringer á 30.000 kr.

Rex Casswell Mikkel Engel Gemzøe Gruppen Machinery Hans Hansen Lars L. Hansen Jacob Madsen UDVALGET FOR DEN KLASSISKE MUSIK At vove kontrapunktet - refleksioner ved en afsked.

Musikkens udtryk.

Det er det afgående tremandsudvalgs oplevelse at samtidsmusikkens æstetik ikke er så mangfoldig, som vi gerne vil bilde os ind. Som helhed har vi set/hørt et prisværdigt højt håndværk - men med smukt polerede overflader - overflader som ikke får et publikum til at vende sig bort! Alligevel er der publikumskrise. Overalt satses derfor på den sikre succes. Ensembler og arrangører søger pænhed - alt nyt er som bekendt forkert.

Hvis vi skal være ærlige overfor os selv, er det da ikke sandt at der i dag eksisterer en dogmatik som fastholder bestemte æstetiske standpunkter som succeskriterier, og som ikke umiddelbart åbner sig mod andre, evt. nye æstetikker? Den unge generations komponister, får de ikke kun lov til at slippe igennem institutionerne hvis de underkaster sig disse kriterier? Vi spørger derfor os selv om vi mangler komponister som er unge, eller yngre - og ikke bare født i det 20. århundrede.

Og nu til Statens Kunstfonds opgave: at kunne give økonomi til at bære de flops som er en sikker følge af at præsentere den nye musik. Statens Kunstfond må støtte den kompromisløshed som igennem sin personlige æstetik viser os et ultimativt smukt og smerteligt engagerende udsagn.

Musikkens rum.

Vi oplevede gennem de tre år vi sad en uforfærdet tro på muligheden af forlængelsen af den borgerlige musikkultur og koncertformen som vi også kendte den i går. En forbløffende manglende refleksion over at ritualet "at gå til koncert" kan dræbe evnen til at opleve indholdet som vedkommende. Energien bundet til ritualet forekommer større end den, der er bundet til det fremførte.

48

Indhold og ritual passer nemlig ikke altid sammen.

Hvor er den ny musiks rum? Skriver komponisterne for de nytilkomne rum der står til rådighed i stedet for at skrive for nogle rum, som ikke længere er tilgængelige for oplevelse? Hvor får det vildt sanselige lov at udfolde sig? Og tør vi stå ved, at de gamle ritualer, de gamle rum ikke længere kan energiseres? Tør vi se i øjnene at dansk musikliv vender ryggen til verden - i en selvforståelse som blev opbygget for knapt 40 år siden? - og at vi søger at beskytte os selv mod udefra kommende perspektiver?

Eller tager vi helt fejl? Ser vi et sprudlende "ny musik"-liv, fuldt af energi og trang og lyst til at eksperimentere, i dialog med omverdenen; et liv hvor den dundrende fiasko og kæmpesucces’en så at sige skærer sig op af samme jord?

På udvalgets vegne Kenneth Knudsen UDDELINGER UDVALGET FOR DEN KLASSISKE MUSIK Fonden har i 2001 inde for den klassiske musiks område modtaget 193 ansøgninger, hvoraf 131 er imødekommet. Ansøgninger om bestillingshonorarer indeholder ofte ansøgning om tilskud til flere komponister. Der er uddelt 1 legat til efterladte efter komponister.

3-årigt stipendium á 240.000 kr. pr. år Juliana Hodkinson Jens Voigt Lund Arbejdslegat Birgitte Alsted Bo Andersen Peter Bruun Anders Brødsgaard Ole Buck Karsten Fundal Edina Hadziselimovic Lars Hegaard Kim Helweg Jesper Hendze Jens Hørsving Klaus Ib Jørgensen Ejnar Kanding Lars Klit Jesper Koch Eva Noer Kondrup Anders Koppel Lasse Laursen Martin Lohse Dan Marmorstein Niels Marthinsen Jørgen Messerschmidt Svend Hvidtfelt Nielsen Erik Norby Anders Nordentoft Hans-Henrik Nordstrøm Thomas Agerfeldt Olesen Østen Mikal Ore Andy Pape Hans-Erik Philip Niels Chr. Rasmussen

40.000 40.000 150.000 150.000 60.000 150.000 40.000 60.000 40.000 40.000 40.000 60.000 40.000 40.000 150.000 150.000 40.000 40.000 40.000 40.000 60.000 40.000 150.000 60.000 100.000 40.000 150.000 40.000 60.000 10.000 40.000 49

Sunleif Rasmussen Niels Rosing-Schow Pauli í Sandagerøi Finn Savery Klaus Schønning Anker Fjeld Simonsen Bent Sørensen Svend Erik Tanggaard Hans Peter Stubbe Teglbjærg Hanne Ørvad Legat til efterladte efter komponister Helga Bjerre

60.000 60.000 40.000 80.000 20.000 80.000 100.000 40.000 80.000 40.000 16.000

Fremførelse Esbjerg Ensemble til workshop Århus Sinfonietta til gennemførelse af projektet "Stjernekoncert" Summatonar til festival 2001 DIEM til elektronisk musikfestival Numus Festival til festival 2001 Ny Musik i Odense til Musikhøst 2001 Ny Musik i Suså til festival 2001

10.000 10.000 30.000 45.000 60.000 60.000 60.000

2-årigt igangsætningsstipendium á 77.740 kr. pr. år Søren Nils Eichberg Peter Rønn-Poulsen Præmiering Pelle Gudmundsen-Holmgreen for et livsværk

100.000

Rejselegat Anders Nordentoft Hans-Henrik Nordstrøm Amir Mahjar Tafreshipour Bestillingshonorar (først er nævnt ansøger, dernæst komponist) Amadeusensemblet Svend E. Nielsen Hans-Henrik Nordstrøm Athelas Sinfonietta Copenhagen Jens Hørsving Basunist Jesper Juul Sørensen Flemming Friis Besirk Ejnar Kanding Organist Jens E. Christensen Karsten Fundal

9.006 20.000 20.000

18.000 10.000 12.000 10.000 8.000 16.000 50

Contemporánea I/S Svend Hvidtfelt Nielsen Wayne Siegel Copenhagen Choir Festival Bodil Heister Corona Guitar Kvartet Hans-Henrik Nordstrøm Akkordeonist James Crabb Lars Graugaard Svend Hvidtfelt Nielsen Hans-Henrik Nordstrøm Andy Pape Dansk Musik Informations Center Ib Nørholm Danske Harmonikaspilleres Landsforbund Bent Lorentzen Den Anden Opera Peter Bruun Den Fynske Opera Lars Graugaard Svend Hvidtfelt Nielsen Den Ny Blæserkvartet Michael Bønsdorf Den ny Opera Jørgen Mortensen Det Jyske Ensemble Fredrik Lundin Sunleif Rasmussen Det Jyske Musikkonservatorium Jens Hørsving DIEM Erik Mikael Karlsson Duo Danica Ole Schmidt Duo Paganini Østen Mikal Ore Duo Takemitsu Hans-Henrik Nordstrøm Duo Denum Karsten Fundal Duoen Musica Mirabilis Carsten Bo Eriksen Organist Birgitte Ebert Bo Gunge Ensemble 2000 Lars Hegaard Ensemble Bartok Lars Graugaard Esbjerg Ensemble Edina Hadziselimovic Wayne Siegel Euterpe Ensemble Edina Hadziselimovic Ib Nørholm Figura

13.000 13.000 20.000 15.000 8.000 8.000 8.000 8.000 25.000 6.000 35.000 35.000 40.000 10.000 15.000 10.000 10.000 10.000 18.000 12.000 10.000 10.000 15.000 10.000 8.000 15.000 15.000 14.000 14.000 20.000 20.000 51

Peter Bruun Fuzzy Jens Wilhelm Pedersen James Price Fløjtenist Lars Frederiksen Niels Marthinsen Holland House Kim Helweg Húsakórid Tróndur Bogason Kammerkoret Hymnia Hanne Ørvad Kgl. Kapelmusicus Gert Mortensen Bo Holten Organist Grethe Krogh Fuzzy Jens Wilhelm Pedersen Kulturforum - lys over Lolland Gunner Møller Pedersen Solofløjtenist Claus Ettrup Larsen Bo Andersen Guitarist Frederik Munk Larsen Simon Steen-Andersen Letmark Project Indra Rise Percussionist Allan Linder Svend Hvidtfelt Nielsen Lyngby-Taarbæk Harmoniorkester Erik Norby Marsyas Kammerorkester Lars Klit Percussionist Martin Grubinger Anders Koppel Måløv Kirke Niels Rosing-Schow Operasanger Lise-Lotte Nielsen Andy Pape Nordisk Postsangerforbund Bo Holten Nordjysk Ensemble Birgitte Alsted Guitarist Michael Norman Svend Hvidtfelt Nielsen Ny Musik i Birkerød Hanne Ørvad Odense Symfoniorkester Bo Holten Performance Festival Odense Lars Graugaard Ravnsbjergkirken Erik Haumann Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik Jens Hørsving Svend Hvidtfelt Nielsen Sunleif Rasmussen Hans Peter Stubbe Teglbjærg Sven Erik Werner

10.000 10.000 10.000 8.000 20.000 8.000 15.000 25.000 10.000 38.000 15.000 7.000 15.000 9.000 26.000 26.000 25.000 10.000 11.000 12.000 12.000 12.000 23.000 10.000 10.000 8.000 10.000 25.000 10.000 12.000 25.000 52

Percussionist Thomas Sandberg Karsten Fundal Jens Hørsving Andy Pape Wayne Siegel Musiker Rikke Simonsen Martin Stig Andersen Sjællands Symfoniorkester Nils Vinding Storstrøms Kammerensemble Gunner Møller Pedersen The Juilliard School Karl Aage Rasmussen Uno Duo Svend Hedegaard Hinge Denmark Svend Hvidtfelt Nielsen Aalborg Korfestival Flemming Christian Hansen Aarhus Sommeropera Erik Bach Aarhus Unge Tonekunstnere Jexper Holmen Lasse Laursen Niels Rønsholdt

10.000 15.000 20.000 10.000 10.000 5.000 22.000 25.000 10.000 12.000 8.000 25.000 8.000 8.000 8.000

UDVALGET FOR DEN RYTMISKE MUSIK Ansøgningsmængden i det rytmiske udvalg steg med 10 % fra 2000 til 2001. Og der var et stort antal ansøgninger fra yngre komponister/musikskabere – og fra nyere genrer. Vi kunne fristes til at tro at de udskrevne konkurrencer havde været medvirkende til denne ny bevågenhed. Det er nødvendigt at dirigere støtte til nye sider af kunstnerisk interessant musikalsk skaben - men det må nødvendigvis medføre at en del, i øvrigt støtteværdige ansøgninger fra personer som i forvejen er kendte i Statens Kunstfond, må nedprioriteres.

I år har udvalget præmieret to værker - begge fra en noget speciel og overset sammenhæng nemlig signaturmusikken, i dette tilfælde i Danmarks Radio. Begge værker høres dagligt på P1 og er fine eksempler på løsninger af en stillet opgave.

Det nu afgående udvalg har i alle 3 år været opmærksom på at støtte fra Statens Kunstfond tjener flere formål end det rent økonomiske - som kan give den eftertragtede arbejdsro. For mange, selv anerkendte komponister, har det stor personlig betydning at modtage selv mindre arbejdslegater.

Udvalget har derfor, i højere grad end det foregående, ikke sjældent tildelt forholdsvis mindre beløb.

Antallet af ansøgninger om bestillingsstøtte steg også i 2001, og forhåbentlig bliver det stadig mere kendt at Statens Kunstfond i et vist omfang kan yde denne støtte. Det er betydningsfuldt at rytmiske komponister påtager sig stillede kompositionsopgaver - selvom det må konstateres at de skabende kunstnere kan fristes til at slutte sig sammen i foreninger, hvis formål alene er at søge om støtte (arbejdslegater, skulle man vel nærmest sige) til foreningens medlemmer. Med andre ord: komponisterne (som ikke sjældent tillige er udøverne) søger til sig selv.

Dette udvalg har forsøgt at balancere mellem ønsket om at komponister skriver/skaber til lejligheder og begivenheder – og ønsket om at undgå den situation hvor en komponist, eller for den sags skyld, en gruppe, søger om midler – til sig selv. Og hvor den kompositoriske indsats tilmed kan ligge på et noget begrænset sted.

Det rytmiske udvalg indstillede med samtykke fra det klassiske bassisten/komponisten Peter Friis Nielsen til en livsvarig ydelse, en indstilling repræsentantskabet fulgte. Det var glædeligt at repræsentantskabet vægtede Nielsens kompromisløse, internationalt anerkendte arbejde gennem mange år højere end lokal kendthed.

53

Den ‘foruroligende splint’ har det ikke nemt. Og sikkert er det da også at ‘alt nyt er forkert’.

Danmarks Radio spiller gamle travere og nygamle sange - den nye musik, og ikke bare den ‘skæve’, har det - også derfor – ægte vanskeligt. For slet ikke at nævne den rene instrumentalmusik - hvor vi ikke engang behøver at tænke på den også i koncertsammenhæng ignorerede, såkaldt intuitive, eller avantgardistiske, niche. Det er vort indtryk at situationen desværre er dårligere her end i såvel Sverige som Norge - og i større lande er nicher af enhver slags naturligt nok også større.

Statens Kunstfond er særligt forpligtet overfor denne musik, ikke mindst fordi dens afsøgning af sammenhæng mellem klang, musikalsk udvikling, sted og tid er af stor betydning for udviklingen af former og holdninger i andre, tillige bredere musikalske genrer og sammenhænge.

Og så det sidste suk: vi håber at der i vore efterfølgeres tid i huset vil blive skabt den naturlige ligestilling af de to tonekunstudvalgs rådighedssummer.

På udvalgets vegne Kenneth Knudsen UDDELINGER UDVALGET FOR DEN RYTMISKE MUSIK Fonden har inden for den rytmiske musiks område modtaget 424 ansøgninger, hvoraf 119 er imødekommet. Ansøgninger om bestillingshonorarer indeholder ofte ansøgning om tilskud til flere komponister.

3-årigt stipendium á 240.000 kr. pr. år Aske Bentzon Stig Møller Arbejdslegat Gruppen Amstrong Al Agami Thomas Agergaard Maya Albana Jacob Andersen Henrik Balling Paul Banks Irene Becker Pernille Bévort Annette Bjergfeldt Sanne Brüel Alex Choub Thomas Hass Christensen Tim Christensen Carsten Dahl Jens Danielsen Jakob Bo Davidsen Gruppen Once Around The Park Sture Ericson Michael Ehlert Falch Michael Friis Henning Frimann Martin Gerup Lennart Ginman Tommy Gregersen Frank Ejvind Hasselstrøm Hilmer Hassig Claus Hempler Caroline Henderson Josephine Akvama Hoffmeyer

20.000 50.000 20.000 20.000 20.000 40.000 40.000 40.000 20.000 18.000 20.000 20.000 40.000 75.000 40.000 20.000 20.000 75.000 50.000 40.000 40.000 50.000 20.000 40.000 40.000 40.000 40.000 40.000 40.000 20.000 54

Peter Ingemann Anders Jacobsen Jimmy Jørgensen Gruppen Kashmir Gregers Kirkegaard Thomas Knak Billie Koppel Kim Kristensen Povl Kristian Erling Kroner Steen Kyed Butch Lacy Randi Laubek Eva Linnet Tom Lundén Tor Martin Mandrup-Møller Jesper Mattsson Vibe Mejlhede Kim Menzer Christina Nielsen Halfdan E. Nielsen Cæcilie Norby Bjørn Palmqvist Jesper Reginal Petersen Nikolaj Peyk Pia Raug Anders Remmer Jakob Riis Jesper Riis Vibe Robinson Martin Ilja Ryum Jan Rørdam Christian Sievert Niels Skousen Simon Spang-Hanssen Hugh Steinmetz Bo Stief Peter Svarre Robin Taylor Jens Unmack Nils Vinding Peter Vuust Trine-Lise Væring Tobias Wilner Jens Winther

20.000 12.000 40.000 75.000 50.000 50.000 20.000 50.000 20.000 40.000 20.000 40.000 75.000 20.000 20.000 6.000 40.000 20.000 40.000 40.000 20.000 50.000 20.000 20.000 20.000 40.000 40.000 40.000 40.000 20.000 40.000 20.000 75.000 20.000 40.000 30.000 40.000 20.000 30.000 40.000 20.000 20.000 40.000 20.000 75.000

2-årigt igangsætningsstipendium á 77.740 kr. pr. år Kim Bock Jakob Bro Rex Casswell Johan Schiødt Christensen Anders Jacobsen Laust Sonne Anders Trentemøller Mads Tunebjerg 55

Præmiering Per Nielsen for signal- og underlægningsmusik til programmet ”Orientering” Fuzzy Jens Wilhelm Pedersen for lyddesign til P1

40.000

Søren Høg Rasmus Bruuse Lunding Kirstine Stubbe Teglbjærg Jørgen Teller Signe Høirup Wille-Jørgensen

10.000 13.076 20.000 20.000 20.000

40.000

Rejselegat

Bestillingshonorar (først er nævnt ansøger, dernæst komponist) 21st GUITARS Per Buhl Acs Sebastian Büttrich Natalia Feinberg Peter Kyed Larsen Nikolaj Nørlund Jørgen Teller Beijbom Kroner Big Band Niels Gerhardt Erling Kroner Niels Jørgen Steen Lars Togeby Copenhagen Art Ensemble Lotte Anker Ture Larsen Copenhagen Jazzhouse Thomas Blachman Carsten Dahl Lennart Ginman Fredrik Lundin Marilyn Mazur Palle Mikkelborg Lars Møller Lars Vissing Pedersen Jesper Riis Jens Winther Den 3. Vej Lotte Anker Henrik Frisk Ole Hansen Ture Larsen Jakob Riis Mikael Tosti Ensemble New Benjamin Koppel Esbjerg Ensemble Maj-Britt Kramer Foreningen Karneval i København Bo Holten Pianist Katrine Gislinge

7.000 2.700 2.700 2.700 2.700 7.000 15.000 15.000 15.000 15.000 16.000 16.000 6.000 6.000 6.000 6.000 6.000 6.000 6.000 6.000 6.000 6.000 9.000 9.000 9.000 9.000 9.000 9.000 20.000 18.000 9.000 56

Thomas Blachman Grønnegårds Teatret Ian Brodersen G-strings Susi Hyldgaard Von Heiduk Peter Kyed Larsen Peter Peter Schneidermann Koreograf Malene Hertz Thomas Agergaard Klüvers Big Band Butch Lacy KoncertKaravanen Pierre Dørge Pelle Gudmundsen-Holmgreen Anders Nordentoft Henrik Sundh Koreograf Helle Pagter Kristensen Johan Segerberg Kulturgruppen 2001 Paul Banks Charlotte Halberg Jens Nielsen Letmark Project Mads Christian Strandgaard Next Zone Rex Casswell Forfatter Henrik Nordbrandt Olga Magieres Norden i Fokus Morten Carlsen Jonas Müller SKRÆP T. S. Høeg Pere Oliver Jørgens Martin Klapper Vagn E. Olsson Percussionist Raymond Strid Sture Ericson Forfatter Pia Tafdrup Olga Magieres Teaterforeningen Borderlines Povl Kristian Peter Peter Schneidermann Teaterforeningen The Public Eye Martin Vognsen Teatergruppen Retur Tobias Trier Teatret Comedievognen Jens Tolsgaard ToneArt Anders Thor Andersen Emil Hess Morten Kargaard Kim Kristensen

25.000 30.000 25.000 10.000 10.000 30.000 27.000 9.000 9.000 9.000 9.000 25.000 12.500 12.500 20.000 9.000 20.000 10.000 7.500 7.500 5.000 15.000 7.000 5.000 20.000 10.000 12.500 12.500 10.000 40.000 28.000 5.000 5.000 5.000 5.000 57

Erling Kroner Niels Præstholm Instruktør Kassandra Wellendorf Jens Danielsen Yggdrasil Dance Production Niels Lan Doky Åben Dans Productions Peter Bastian Århus Brass Band Benjamin Koppel

5.000 5.000 8.000 30.000 26.000 18.000

BERETNING FRA KUNSTHÅNDVÆRK- OG DESIGNUDVALGET De tre år i kunstfonden har været interessante og erfaringsrige. Det har været interessant fordi de kunsthåndværkere og designere, som søger arbejdsstipendier i fonden, repræsenterer et bredt udsnit af de kunstnere, som skaber en del af vores materielle kultur. Det er vigtigt at kunsthåndværkere og designere arbejder eksperimentelt skabende med den materielle kultur og forsøger at påvirke den i en ny kvalitativ retning. Det har relevans fordi alle mennesker, på en eller anden måde, har et forhold til ting de bruger dagligt eller nyder tilstedeværelsen af. Kvalitet er det velanvendelige redskab hvis tilstedeværelse og brug, har et element af selvfølgelighed, men samtidig stimulerer os med en særlig glæde.

Søgningen til udvalget for kunsthåndværk og design er den næststørste i fonden, og legatansøgerne er fra et stort område – fra de klassiske kunsthåndværk til grafisk illustration og produktdesign. De største enkeltgrupper er tekstil og keramik, men også glas, møbel, grafik, beklædning, produktdesign og smykker er relativt store grupper. De mindste grupper er boghåndværk og fotografi. I ansøgningsmaterialet ved stipendieuddelingerne har vi søgt efter kunstnerisk udvikling, kvalitet, originalitet og faglig dygtighed hos den enkelte ansøger. En væsentlig erfaring er, at billedmaterialet ofte har været af en ringe kvalitet og heller ikke altid har været ordnet i forhold til beskrivelserne.

Et godt råd til ansøgerne må derfor være, at ansøgningen støttes af tydeligt og klart billedmateriale, gerne A4 papirbilleder eller dias, som er ordnet i forhold til ansøgningens tekst. Når udvalget skal behandle i hundredvis af ansøgninger, er det også vigtigt at de væsentligste formål med stipendieansøgningen står kortfattet i begyndelsen af teksten, således at udvalget hurtigt kan orientere sig i kernen af indholdet.

Efter tre års arbejde i fonden vil vi gerne videregive en markant erfaring omkring udsmykninger til ministerium og det fremtidige udvalg.

I udvalgets sidste 15 årige periode er 6 udsmykningsopgaver realiseret, hvoraf 2 i 1990 og 1994 er finansieret i samarbejde med det billedkunstneriske udsmykningsudvalg.

I vores treårige periode har vi behandlet 6 udsmykningsopgaver, hvoraf 3 bliver realiseret. Et gulv og et vægtæppe til rådssalen på Køge Rådhus, udført af Torill Ruud Galsøe og Nina Hart. En keramisk udsmykning til vandrehallen på Hillerød Bibliotek som skal udføres af Morten Løbner Espersen, samt et indkøb til udsmykning af Århus Universitet udført af Hanne Foss Brink.

Vores erfaring er, at hver opgave er tidskrævende. Forbindelsen mellem opgavestiller og valg af den rette kunstner er vigtig og tidskrævende, og med det stigende antal ansøgninger udvalget har, er der ikke ressourcer til det arbejde. Det har været frustrerende, fordi der dels er mange flere opgaver og dels fordi det er arbejdsopgaver der er hårdt brug for blandt kunsthåndværkerne.

Vort forslag er derfor, at bevilge et større honorar til udvalget, således at der er mere tid til dette arbejde. Problematikken stod hurtigt klart for os i udvalget, og allerede det første år i 3-årsperioden, drøftede vi forholdene med ministeriet. Ministeriet afslog større honorar til udvalgsarbejdet, men lovede at se på forholdene i øvrigt. Ministeriet var dog ikke i stand til at fortsætte dialogen før efteråret 2001.

I oktober havde vi et meget konstruktivt møde med Lokale- og Anlægsfonden i Kulturministeriet.

Lokale- og Anlægsfonden, som udskriver konkurrencer og medfinansierer forskellige byggerier og anlæg, vil meget gerne integrere udsmykning i byggerierne. Desværre må vi konstatere at vi, som 58

udvalg, kom for sent i gang med dette arbejde, og det er derfor vores håb, at det næste udvalg dels vil fortsætte dialogen med ministeriet, og dels generere nye udsmykningsopgaver; bl.a. fra Lokaleog Anlægsfonden.

Indkøb og montrer til udlån: Montrerne til udlån af keramik, glas og smykker er færdige, og en del af de 18? montrer er allerede udlånt til institutionerne. Det har været vigtigt for os, at fonden kan udlåne indkøbt kunsthåndværk, som er nødvendigt at beskytte i montrerne, til institutionerne.

Picnic-konkurrencen: Ideen bag kunstfondens picnic-konkurrence 2001, var at udforme en konkurrence omkring helheden af det særlige måltid som en picnic er. I konkurrencen skulle deltagerne arbejde med alle aspekterne af måltidet, fra maden til redskaberne. Derfor inviterede vi kokke, designere og kunsthåndværkere til at deltage. 54 grupper deltog i konkurrencens første fase, herudaf blev 5 grupper valgt til at udarbejde projekter. Alle 5 picnic-projekter blev udstillet på Trapholt kunstmuseum i oktober, hvor vinderprojektet var realiseret, således at publikum fik serveret et picnic-måltid.

Peter Hiort-Lorenzen I de forløbne 3 år i Statens Kunstfond, er det i høj grad keramikken der har været dominerende.

Tankevækkende og glædeligt, at så mange stadig udfordres af dette ur-materiale og evner at give det nye personlige indtryk.

Skarpt forfulgt er keramikerne dog af glaskunstnerne. Her har vi set nye generationer godt på vej, de bliver stadig dygtigere, både hvad teknik og kunstnerisk udtryk angår.

Konkurrencen kan i høj grad mærkes fra de mange nye glaskunstnere.

Dette fører mig videre til det dybt foruroligende: I forhold til de mange udøvere, de meget talentfulde kunsthåndværkere og den særdeles gode kvalitet unika der bliver skabt, er der alt for lille opbakning blandt publikum, de potentielle købere. Dette er bekymrende, for ikke blot er det dyrt at producere både keramik og glas, men omsætning må og skal der til, ellers er der ikke noget ved det.

Her kommer Statens Kunstfond så ind, ikke at det er indkøbene der spiser den største del af vores budget, men et indkøb af fonden er en blåstempling af kvaliteten , og det burde have en positiv effekt overfor publikum. At det altid er en særlig opmuntring og glæde for den enkelte kunsthåndværker når Statens Kunstfond køber ind, vi jeg gerne bemærke her, for det er en anerkendelse fra en kollega, den hårdeste kritiker man kan møde, det er ikke en kunstforening der skal tænke på sine medlemmer, eller et museum der tænker på sin samling, men 3 kolleger der vurderer efter deres bedste overbevisning om hvad kvalitet er.

Imidlertid har denne indkøbspolitik bragt et andet problem med sig: I nogen tilfælde er de ting vi har købt ind, eller snarere haft lyst til at købe, været af en størrelsesorden, der gør dem ”uanbringelige” i et offentligt miljø på grund af værkernes ringe størrelse eller skrøbelighed. Og dette er jo formålet med indkøbene, de skal ud til publikum og ikke stå i en kælder.

Derfor har vi bedt en designer om at tegne et antal glasmontrer til det sartere kunsthåndværk.

Statens Kunsthåndværk har udformet en lille folder der oplyser om dette projekt. Vi ønsker at kunsthåndværk og design, med dette initiativ må blive til glæde for flere og mere forskelligartede institutioner.

Planen er at Statens Kunstfond kan levere ”færdigmøblerede” montrer i tre størrelser, aflåste, støvtætte og med færdigmonteret lys.

Arbejdslegaterne har som sædvanlig været den største post på vores budget. Også her er keramikerne den store modtagergruppe, umiddelbart fulgt af tekstilkunstnerne. Men behovet for etableringsstøtte og fred til at kunne fordybe sig og dermed udvikle sig, kort sagt få arbejdsro, har været enormt og er stadig voksende. Vi har med stor tilfredsstillelse set, hvor stor betydning et 3-årigt legat eller et stort arbejdslegat har haft for den kunstneriske udvikling for den enkelte kunsthåndværker.

Vi har flere gange måtte afslå ansøgninger om udstillingsprojekter, men Statens Kunstfond støtter nu engang ikke formidling, dvs. publikationer og udstillingsvirksomhed. Derimod støtter vi med glæde, fred til at kunne koncentrere sig om at udføre værkerne til udstillingerne. Viser udstillingen sig at være af fremragende kvalitet, har vi mulighed for præmiering. Dette har vi da også fundet det helt berettiget i flere tilfælde.

I de forløbne 3 år har det været en utrolig glæde at se hvor keramikken har blomstret, og at der er så 59

mange unge der markerer sig rigtig stærkt og flot i dette materiale.

Men at det er hårdt og svært at overleve som kunsthåndværker ved vi alle, og dette gælder ikke blot de unge men hele branchen, alt for ofte er det kun de unge der fokuseres på.

Jeg vil håbe, at man også i fremtiden vil se på området som en helhed. For det er min overbevisning at det er de stærke og originale kunsthåndværkere, der virker som løftestang. De bliver set op til som et parameter at måle sig med, de er med til at højne hele den kunstneriske standard. Derfor er det vigtigt også at støtte dem der tilsyneladende ”klarer” sig, deres betydning og indflydelse må ikke undervurderes eller stækkes.

Selv tilsyneladende succesfulde kunstnere kan få brug for mere tid til eftertanke i en periode. Derfor fik blandt mange andre, en etableret ”ældre” kunstner, Per Arnoldi, det 3-årige arbejdsstipendium som en anerkendelse af hans energiske virksomhed, og fordi han viser nye veje indenfor keramikken, hvor han, i sin ekvilibristiske given sig i kast med krukkens traditionelle dekorationsteknikker, har demonstreret en lethed og opfindsomhed, der kan være til megen inspiration.

Denne anerkendelse vakte mere røre i medierne om Statens Kunstfond, end vi har oplevet længe.

Dette fortalte en del om danskernes holdning til kunstnerne og statsstøtten, og meget lidt om kunstfondens arbejde og betydning for vores rige og blomstrende kunstliv.

Det har været tre lærerige år i Statens Kunstfond, interessant at se hvor forskelligt vi opfatter tingene, og dog når det drejer sig om den i værkets iboende kærne og kvalitet, har vi været enige.

Bente Hansen Set med tekstile øjne…

Det er vel ikke for meget sagt at tekstilkunsten i dagens Danmark befinder sig i en marginaliseret position, hvor den næsten er usynlig på den danske kunstscene.

Set i forhold til det store antal ansøgninger udvalget i de forløbne 3 år har modtaget, har udvalget haft mulighed for at danne sig et billede af den store bredde og udvikling tekstilkunsten i disse år befinder sig i.

Et potentiale der kommer stærkt til udtryk i ansøgninger og mindre gennem udstillinger, især inden for den industrielle tekstildesign såvel som den mere frie tekstilkunst.

Grænserne mellem den mere klassiske og traditionelle tekstilkunst og de industrielle frembringelser er i disse år flydende, og det er opmuntrende at se den nye generation af tekstilkunstnere og designere lade sig udfordre og inspirere af de nye natur- og kunstmaterialer samt nye teknologiske produktionsformer.

Det fremgår tydeligt, at den nye generation af tekstilkunstnere ikke finder deres inspiration i den klassiske billedvævning, men bryder med den traditionelle opfattelse af tekstilkunst, trykt som vævet, og lader sig udfordre af tidens nye teknologiske udvikling i en søgen efter nye udtryk der tilpasses tidens rum- og livsform.

Tekstilkunsten befinder sig i en brydningstid, derfor er arbejdslegater en uvurderlig støtte til det kunstneriske udviklingsarbejde der dels retter sig mod udvikling af produkter til tekstilindustrien og dels retter sig mod unikke tiltag.

Det er udvalgets opfattelse at udstillinger og andre offentlige præsentationer ikke i tilstrækkeligt omfang afspejler den store aktivitet som ansøgermængden har givet udtryk for.

Vi anser udstillingsvirksomhed som en væsentlig faktor til at synliggøre tekstilkunsten så den ikke sygner hen, men genvinder sin betydende stilling som et kunsthåndværk der bygger på en rig håndværksmæssig tradition, der let går tabt hvis den kunstneriske bearbejdning ikke holdes i hævd og gøres synlig.

For de fleste tekstilkunstnere, som udvalget har støttet, med enten et tre-årigt arbejdsstipendium eller et arbejdslegat, har det betydet at de har fået økonomisk arbejdsro til at fortsætte deres kunstneriske eksperimenter, og udvikle nye designs og tekstilformer. For nogle har dette endog betydet et samarbejde med tekstilindustrien og derved fået realiseret deres ideer i en produktion og andre har arbejdet med værker til større separatudstillinger.

I udvalgsperioden har vi ligeledes støttet og medvirket til at tre udsmykninger blev gennemført, hvoraf de to er tekstile udsmykninger. Den ene til Køge Kommunes byrådssal, bestående af et billedtæppe og et gulvtæppe. Den anden en rumudsmykning, bestående af 18 frithængende tæpper, til forhallen i et nyt IT-center ved Århus Universitet.

60

Anet Brusgaard UDDELINGER KUNSTHÅNDVÆRK- OG DESIGNUDVALGET Kunsthåndværk- og designudvalget har i 2001 modtaget 543 ansøgninger, hvoraf 118 er imødekommet.

Endvidere er der uddelt 1 præmiering og 4 legater til efterladte efter kunsthåndværkere og designere.

3-årigt stipendium á 240.000 kr. pr. år Per Arnoldi Jenny Hansen Aleksej Iskos Bente Skjøttgaard Grethe Wittrock Arbejdslegat Helle Hestehave og Rikke Baumgarten Peter Mogensen Ole Akhøj Beate Andersen Anne Bannick Hanne Bartholin Helle Baslund Carsten Nikolaj Becker Karen Bennicke Birgit Birkkjær Helle Bjerrum Claus Bohm Hanne Foss Brink Birgitte og Hans Börjeson Louise Campbell Karin Carlander Hans Amos Christensen Kirsten Clausager Anne Damgaard Lis Ehrenreich Morten Rahbek Ernst Berthe Forchhammer Lisbet Friis Kasia Gasparski Rikke Hagen Leif Hagerup Castello Christian Hansen Torben Hardenberg Jette Hartvig Bitten Hegelund Steen Higham Nina Hole Kim Holm Lisbeth Holst-Jensen Charlotte Houman Signe Højmark Steen Ipsen Else Kallesøe Dorte Karrebæk

75.000 50.000 100.000 125.000 75.000 75.000 50.000 75.000 100.000 75.000 75.000 15.000 75.000 50.000 75.000 75.000 75.000 100.000 125.000 50.000 75.000 50.000 75.000 100.000 75.000 75.000 25.000 100.000 30.000 125.000 75.000 75.000 75.000 50.000 75.000 125.000 100.000 34.000 75.000 61

Karen Kjældgård-Larsen og Tine Broksø Karen Kjærgaard Inge Krogsgaard-Nielsen Merete Larsen Jan Lohmann Better Lübbert Lone Skov Madsen Bodil Manz Henriette Melchiorsen Annette Meyer Peder Musse Malene Müllertz Anne Fabricius Møller Jette Nevers Lisbeth Nordskov Gudrun Pagter Anders Brix Pedersen Anne Pedersen Esther Elisabeth Pedersen Turi Heisselberg Pedersen Ernst Rasmussen Kasper Salto Louise Sass Charlotte Schrøder Bo Seedorff Torben Skov Per Suntum Peter Svarrer Thomas Harrit og Nicolaj Sørensen Mette Saabye Søren Thygesen Anne Tophøj Carolina Vallejo Jette Vogt Per Weiss Mette Marie Ørsted Legat til efterladte efter kunsthåndværkere og kunstneriske formgivere Grete Aagaard Andersen Karin Gammelgaard Vibeke Lassen Nielsen Inge Bent Petersen

100.000 20.000 30.000 25.000 75.000 75.000 75.000 50.000 75.000 100.000 75.000 100.000 75.000 125.000 75.000 50.000 100.000 75.000 75.000 125.000 75.000 100.000 125.000 75.000 75.000 50.000 75.000 75.000 64.000 100.000 75.000 100.000 25.000 75.000 75.000 75.000 16.000 16.000 16.000 16.000

2-årigt igangsætningsstipendium á 77.740 kr. pr. år Jane Holmberg Andersen Tusnelda Isabel Berglund Grethe Bruun Anette Dreyer Rikke Elgaard Irina Grodzinskaja Dögg Gudmundsdottir Ditte Hammerstrøm Camilla Handberg Iben Høj Cathrine Josephine W Kahrs 62

Lone Knudsen Mette Louise Kragh Andreas Lund Heidi Lund Kristine Tillge Lund Anne C. Manna Karin Blach Nielsen Henrik Vibskov Projektstøtte Lene Bødker til glasovn Hanne Kjærholm til billed- og videoshow Tidsskriftet Dansk Kunsthåndværk til udgivelse i 2001

25.000

Hanne Foss Brink for udstilling

30.000

Maria-Louise Grau Annette Graae Anne Birgitte Hansen Anne Mette Hjortshøj Steen Larsen Bjørli Lundin Finn Nygaard André Skriver Randi Studsgarth Grethe Sørensen

20.000 15.000 15.000 10.000 50.000 20.000 25.000 25.000 20.000 20.000

20.000 25.000

Præmiering

Rejselegat

Picnic Konkurrence Præmieringer Lene Vad Jensen Philip Bro Ludvigsen Søren Ulrik Petersen Thomas Harrit og Nicolaj Sørensen

575.000

Udsmykning Hillerød Viden og Kulturpark Keramiker Morten Løbner Espersen

300.000

INDKØBTE VÆRKER KUNSTHÅNDVÆRK- OG DESIGNUDVALGET Margrethe Agger "Myrenes sti" 2001, billedtæppe, spelsau uld Nordjyllands Kunstmuseum, Ålborg Helle Baslund "Blomstertæppe I" 2001, hamp, hør og silke "Blomstertæppe II" 2001, hamp, hør og silke Nordjyllands Kunstmuseum, Ålborg Karen Bennicke 63

"Form i form" 2001, stentøj Galleri Nørby, København Claus Bjerring "Kogle" 2000, sølv, indvendigt forgyldt Kunstneren Margaret Bridgwater "Light" 2000, silkechiffon, nylon, sølv og akryl Kunstneren Hanne Foss Brink "In -ex" 2001, tekstilbaner 20 stk. + 3 røde puder Rundetårn, København Kim Buck Ring 2001, guld Ring 2001, guld Ring 2001, guld Ring 2001, guld “Diamonds are forever” 2001, guld "Decembristerne" Den Frie udstilling, København Morten Løbner Espersen "Fad" 2001, keramik Galleri Nørby, København Hans E. Frederik Friederichsen "Hvid figur" 2000, glasskulptur på sokkel Borreby Galleri, Skælskør Rikke Hagen "Fossil sten" , glas Galleri Grønlund, København Jenny Hansen "Skovranke I" 2000, gobelin uld / bomuld "Skovranke II" 2000, gobelin uld / bomuld Vendsyssel Kunstmuseum, Hjørring Berit Hjelholt "Jeg så ham som barn" 2001, uld, hør og hestehaler Nordjyllands Kunstmuseum, Ålborg Micha Maria Karlslund "Glas fra månen og andre badedyr" 2001, glas sort "Glas fra månen og andre badedyr" 2001, glas hvidt "Glas fra månen og andre badedyr" 2001, glas sort Forårsudstillingen, Charlottenborgs Udstillingsbygning Lone Skov Madsen Fad 2001, keramik Galleri Nørby, København Peder Musse 64

Øresmykker , finguld og sølv Det Danske Kunstindustrimuseum, København Malene Müllertz "Oval olivengrøn skål" 1999, stentøj Borreby Galleri, Skælskør

BERETNING FRA ARKITEKTURUDVALGET Arkitekturudvalget 1999-2001 erstattes her ved årsskiftet af et nyt udvalg. Et udvalg, der endnu ikke kender sin endelige sammensætning, da det ministerielle formandsvalg lader vente på sig. Går det nye udvalg ind i en 3-årig periode med nedskæringer på kunstfondens bevillinger, bliver der brug for endnu hårdere prioritering end det afgående udvalg har måttet foretage.

Arkitektudvalget adskiller sig fra de øvrige udvalg ved at skulle foretage kunststøtte til en kunstart, der gestaltes i 3 dimensioner og dermed udgør symbiosen af rum, form, program og funktion. Der er tale om byggeri og mange millioner kroner.

Ansøgningerne deler sig i flere typiske grupper: rejselegater, arbejdslegater og projektstøtte. Det er som bekendt ikke tilladt at tildele midler til anlægsprojekter, det vil sige til byggeri eller til produktion af byggeri – ej heller til almindelig arkitektprojektering, men derimod kun de idémæssige dispositioner – altså skitseprojekter eller skitsemæssige undersøgelser, det skabende værk.

Idéerne bør dog omvendt dokumenteres for udvalget, for at vi kan føle os sikre på den kunstneriske kvalitet – og dermed er vi ved udvalgets kerneproblematik. Vi ser altid skitserne, som vi kan føle tillid til, men må ikke støtte murstenene – projekternes forløsning.

Sammenfattende er det altså en reduceret andel af arkitekternes virke, der kan bevilges penge til, da langt det meste af den arkitektoniske produktion i samfundet falder uden for udvalgets tildelingsområde, og ansøgerfeltet der rammer lige i plet, minoriseres til en meget lille gruppe. På denne måde lykkes det arkitekturudvalget at bevilge penge til de ugængse projekter, de afsøgende eksperimenter, der så at sige ligger ude i kanten af faget, og det er godt, da de stærkeste af disse overlever til byggede projekter.

For nogle år siden blev det gennem særlige forhandlinger med kulturministeriet gjort muligt for udvalget at give pengestøtte til andre formål.

Ud over at sende begavede arkitekter ud på studierejser og lade dem vende hjem og bringe andre og sig selv gennem en kunstneriske bearbejdning eller formidling af de erhvervede erfaringer – ud over de arbejdslegater, der gør ikke-formuende arkitekter i stand til at få arbejdsrum til at udvikle arkitektonisk praksis eller idémæssig teori – ud over at kunne præmiere særligt interessante bygværkers arkitekter, så blev det nu muligt at udskrive arkitektkonkurrencer.

Med konkurrencerne fik arkitekturudvalget mulighed for bredt i arkitektstanden at afsøge/undersøge særligt påtrængende problemstillinger, der i kraft af sin kunstneriske prestige kunne medvirke til at debattere faglige emner, rum, form, program og funktioner. Udvalget kunne således nå meget bredere ud end til den enkelte kunstners skaberværk og gennem konkurrencerne medvirke til at bane vejen for nye kunstneriske veje for den samlede arkitektstand. Konkurrencernes fornemste mål er naturligvis at afprøve de vindende projekter i bygget form – den ultimative test når det drejer sig om arkitektur. I bygget form kan værkerne være med til at afprøve nye veje for standen og sætte nye standarder.

Vi har i vores 3-årige periode – ud over at udpege legatmodtagere – forestået det faglige indhold af Danmarks bidrag til den 7. arkitekturbiennale i Venedig. Vi har udskrevet og gennemført en 2-trins arkitektkonkurrence om bedre billigere boliger og endelig har udvalget kommissioneret og udgivet en bog om arkitekturkritik.

I biennalens tilfælde var der tale om rent kunstnerisk udviklingsarbejde ligesom konkurrencen om billige bygbare boliger med udgangspunkt i et ønske om at finde udtryk, charter og idéer.

I 2000 tildelte udvalget kr. 500.000 til udgivelse af en stor samlet biografi om arkitekten Jørn Utzon. I repræsentantskabet mødte denne bevilling nogen kritik under henvisning til, at udvalget kun i beskedent omfang bør støtte formidling. Udvalget var imidlertid meget glade for at have fået 65

mulighed for at støtte den længe ønskede bog om Jørn Utzon, da vi følte os overbeviste om, at den vil medvirke til at udvikle arkitektstanden generelt. Med bogen om arkitekturkritik bevæger vi os igen ud på formidlingens område. Denne gang i form af en kritisk holdning til niveauer af den hjemlige arkitekturkritik. Udvalget har opstillet en række formler, hvorefter udvalgte arkitekturværker kritisk kan beskrives, og disse er endvidere ønsket fortolket fotografisk. 16 arkitekturskribenter og 4 arkitekturfotografer har kritisk omtalt og kunstnerisk fotograferet 16 udvalgte byggerier i sommeren og efteråret 2001, og med bogens udgivelse i foråret 2002 er det vores håb, at vi kan medvirke til en mere nuanceret og kunstnerisk fagligt langt bedre funderet kritik/debat af vores byggede virkelighed. Vi skal tale om arkitektur ud fra de kunstneriske faglige forudsætninger – noget Statens Kunstfond med stor ret kunne bidrage til at sætte en orden for.

Det har været et fantastisk spændende arbejde og et stort privilegeret ansvar at kunne udøve sit fag så rendyrket som i udvalgsarbejdet for Statens Kunstfond.

Mange penge er brugt til legater og stipendier og støtte, men vort udvalg har haft særlig gavn af penge, der har været anvendt til iværksættende projekter.

Vi har nogle ønsker for det kommende udvalg. Vi ønsker at ministeriet i god tid vil iværksætte samarbejdet om den forventede kommende 8. arkitekturbiennale. Der er erfaringsmæssigt brug for meget god tid for at have et værdigt bidrag klar til udstilling til at repræsenterer Danmark på verdens arkitekturkort.

Vi kunne ønske, at igangsætningsstipendieordningen i fremtiden vil blive omorganiseret i sin nuværende form, således at den bliver indkomstuafhængig og i øvrigt suppleret i selve beløbets størrelse.

Vi ønsker, at den samlede Kunstfond i form af udvalg og bestyrelse vil stå fagligt og kunstpolitisk godt rustet til den fremstormende internationalisering og den tværfaglige kunstneriske udvikling ved at sætte dagsordenen for bl.a. de danske arkitekters fremtid i verdenssamfundet.

Der skal udvikles ny selvforståelse og nye kompetencer for arkitekterne. Nye faglige nicher, men der skal frem for alt udvises mod og tillid til at støtte det helt særlige, aparte, det stærkt eksperimenterende, det overraskende sammenblandede på kanten af de nuværende faggrænser, og alt dette må følges op af en stærk loyalitet i ord og tale, for at hilse den næste arkitektoniske fremtid velkommen med åbenhed.

Vi hilser det nye udvalg velkommen og held og lykke – og god fornøjelse. Det er et stort arbejde, som man undervejs blive bedre og bedre til. Til sidst så god, at det er passende at gå – så det gør vi så.

Tak for os!

Lone Wiggers formand UDDELINGER ARKITEKTURUDVALG Arkitekturudvalget har 2001 modtaget 98 ansøgninger, hvoraf 53 er imødekommet. Herudover har udvalget initieret Bogprojekt Dansk Arkitektur omkring år 2000 og Low-Cost konkurrence Bedre, billigere boliger. Endvidere er der uddelt 6 legater til efterladte efter arkitekter.

3-årigt stipendium á 240.000 kr. pr. år Anders Philip Abraham Merete Ahnfeldt-Mollerup Gilbert Hansen Arbejdslegat Ellen Braae Torben Eskerod Sara Ettrup Leif Høgfeldt Hansen Mette Lyng Hansen Christoffer Harlang Carsten E. Holgaard

240.000 240.000 30.000 240.000 49.000 240.000 120.000 66

Nils Holscher Henrik Hansted Jensen Tanja Marie Jordan Erik Juul Leif G. Jørgensen Agnete Fabricius Kjær Holger Koch-Nielsen Peter Thule Kristensen Lene Dammand Lund Dafir Mann Helene Høyer Mikkelsen Henrik Ingemann Nielsen Claus Pedersen Steen Estvad Petersen Plot i/s / Julien Desmedt & Bjarke Ingels Mio A. F. Schrøder TRANSFORM

120.000 240.000 240.000 120.000 60.000 30.000 150.000 50.000 240.000 50.000 50.000 60.000 120.000 240.000 240.000 180.000 120.000

Legat til efterladte efter arkitekter Birgit Fabricius Lillemor Gunnløgsson Inge Hagen Grete Holst Karen von Spreckelsen Iben Tøgern

16.000 16.000 16.000 16.000 16.000 16.000

2-årigt igangsætningsstipendium á 77.740 kr. pr. år Mie Olise Kjærgaard Camilla Hedegaard Møller Nikolaj Frølund Thomsen Projektstøtte Thomas Birket-Smith til udstillingsprojekt Fabrik Ole Dreyer til byfornyelsesprojekt GYS arkitektur I/S til projekt Et Ildsted Majbrit Hirche til udvikling af prototype af gravsten og urne Arne Kvorning til ”Rum i den spredte by", Nordjyllands Kunstmuseum Morten Meldgaard til arkitekturfilmen Atlantik Mette Folkmann & Nana Ejlers til projekt "Plan/snit i rødt", Charlottenborgs Forårsudstilling Torben Nielsen til udstillingsprojekt, Charlottenborgs Efterårsudstilling Mette Tony til udstillingsprojekt, Charlottenborgs Forårsudstilling www.ArkitekturNet.dk til årsskrift internettidsskriftet www.ArkitekturNet.dk

80.000 45.000 11.974 50.000 50.000 90.000 11.500 50.000 48.895 75.000

Bogprojekt Dansk arkitektur omkring år 2000

500.000 67

Low-Cost konkurrence Bedre, billigere boliger

2.500.000

Rejselegat Jens Thomas Arnfred Rebecca L.G. Arthy Birgitte Bülow Lars Brorson Fich Hanne Birk & Lene Brix Peter Mandal Hansen Jeanette Hendeliowitz Jens Hvass Boris Brorman Jensen Anne Kappel Mogens Krustrup Knud Fladeland Nielsen Gustavo Ribeiro Søren Øllgaard

100.000 11.400 80.000 24.610 28.000 40.000 25.000 48.000 21.400 30.000 25.000 31.770 39.000 17.000

BERETNING FRA FILM- OG TEATERUDVALGET Dette er nødvendigt – her er arbejdet, ”Hoc opus, hic labor” således skriver Vergil i ”Æneiden”, 6, 129.

Dette, år 2001-beretningen, bliver beretningen om stor lykke, om store oplevelser og om deraf udsprunget sjældent venskab, som jo er en styrke og kraft i alle livets aspekter.

Og det har vi haft brug for, styrke og kraft, i denne svære, ansvarsfulde opgave, der er blevet os stillet.

Kraft til at være hudløst ærlige og kritiske, ikke mindst mod os selv. Styrke til at forkaste gamle, indgroede meninger og modtage muserne i overraskende klæder - men også styrke til at få øje på Kejserens nye.

Vi har set ind i en verden af grøde, idérigdom og inspiration, vi har anet nye vækstlag på vej op, og vi har våndet os over ikke at have været i stand til at give støtte til alle de, der burde have haft. ”Aldrig arbejdsløs, men ofte indtægtsløs”, siger man om det skabende individ.

Vi har, efter bedste evne, holdt os til loven og administreret ”… de fondsmidler, der er til rådighed til ydelse til skabende kunstnere inden for filmen og teatret og til foranstaltninger, der tager sigte på at opretholde og fremme kunstnernes produktion”. Bortset fra ordene ”film og teater” er ovennævnte den samme lovbundne tekst for alle kunstfondens udvalg, og lad os i den forbindelse nævne, at vi mere og mere har mærket tendenser til, at grænserne mellem udvalgenes områder bliver udviskede, og at man får sværere ved, skråsikkert, at sige, det er det, og det er det; altså en tendens til det hybride, alles uundværlighed i forhold til hinanden, som det engang var grundtanken bag totalteatret.

Det er også interessant at iagttage, at en stor del af Ny Dans ikke selvklart hører ind under begrebet ”Teater”, idet det at kunne viderebringe en historie, et drama, ikke er det essentielle, og at Dans i mange lande henføres under ”Musik”.

Dette er et vigtigt element til forståelse af Ny Dans, hvor megen fornyelse buldrer løs, og hvor det ser ud til at dansebegrebet mere og mere kommer til at ligge i et spændingsfelt mellem musik, billedkunst, optræden og filosofi. Ny Dans er et brud med århundreders teatertradition, også i Danmark, og dog er Danmark vel et af de lande, hvor Dansen er mindst anset.

Det er til gengæld filmen. Og med rette, da dogmebegrebet har skabt store dønninger verden over i sit forsøg på at vriste sig løs for utåleligt tyngende økonomiske sammenhænge og derved frigive vældige ressourcer til kunstnerisk kvalitet.

Teatret er bundet af seklers tradition, dyder og laster. Viden om baggrunde skal støttes og afpudses, 68

for uden fortid, ingen udvikling. Med mellemrum tager teatret så nogle vældige spjæt og river sig i tøjret, men ofte og hurtigt falder teaterarbejdet tilbage til, hvor det var, - og bliver ”straffet” med manglende publikumstilgang, som ikke bliver mindre af de enorme konkurrenter omkring sig.

At formidle den oldgamle fortælling om os selv til cirkel efter cirkel af stammens medlemmer er teatrets opgave, stående øje til øje. Er der andre måder at fortælle på? Er der snærende bånd, som skal fravristes?

Også i Teatrets verden er den økonomiske spændetrøje hård og ubarmhjertig, så nytænkning kan kvæles i starten. Men vi fornemmer, at voldsomme kræfter og tanker er i gære. Her skal støttes og opmuntres, så det forslår!

Vi har bestræbt os på at bedømme, ikke dømme eller fordømme. Vi har igen og igen forsøgt at skærpe vores evne til at forstå, hvad den kunst, vi skulle bedømme, egentlig var – eller ikke var - til at forstå hvilke kriterier, vi skulle bedømme ud fra: Meddelelsen! Et sprog, der udtales, modtages og sanses! Følelser, der skabes, og som ringe i vandet når til den anden bred og sætter noget i gang i modtagerens instrument.

Ethvert menneske er i besiddelse af en sådan følelsesharpe med et utal af strenge. Men mange får igennem deres liv kun spillet på to-tre stykker. Kunstneren er kunster, fordi hun/han er i stand til at sanse og have adgang til flere og derved skabe ny erkendelse. Og erkendelsen er kunstens dyrebareste frugt.

En afsender! Og en modtager, der i første omgang uden hjernens forsinkelse, skal forstå og genkende sig selv. At udtrykke, ikke undertrykke, svingninger, intuition, fantasi eller ”opfindingshøjde”. At kunne sine redskaber, i hvert fald til den grad, at man er i stand til at få sine meddelelser overleveret og sine svingninger sendt videre og have bevidsthed herom.

Vi har haft et vågent øje til ”spirerne”, til de steder, hvor vi kunne ane begyndende toner, til de ”ufattelig kantede”, som alligevel giver et usynligt skub fremad, en opvågnen fra ”det normale”, de skæve ting, de fremadbringende.

I det vi i årets uddeling er gået ud fra mottoet: ”Færre, men større”, har vi således ud af et rådighedsbeløb på godt 7.600.000 kr. uddelt: 49 arbejdslegater 2 uopfordrede arbejdslegater 3 bestillingshonorarer 14 rejselegater 2 tre-årige arbejdsstipendier 2 præmieringer Som andre udvalg er vi af den mening, at fondens penge, afsat til uddeling, alle skal gå til kunstnere, der har brug for dem, idet fondens virke ikke er hverken præsenterende eller formidlende. Derfor har også vi, om end med vemod, frasagt os en afsluttende tre-årspræsentation.

I et tilbageblik på årene, der er gået, må vi sande, at vi står tilbage med to uløste problemer, som vi overlader til vores efterfølgere: Fondens fælles problembarn, de to-årige igangsætningsstipendier!

Igangsætningsstipendierne, var et forsøg, der skulle evalueres i 2001, hvilket også er gjort af bestyrelsen i samarbejde med udvalgene. Også vi, udvalget for film og teater, er enige i, at ordningen ikke fungerer optimalt efter hensigten, og at konstruktionen er forkert.

Stipendierne er imidlertid vigtige og rigtigt tænkte, og vi håber at ministeriet lytter til bestyrelsens bud på, hvordan disse specielle ”startskud” kan få de bedst mulige betingelser til at støtte kunstnere i begyndelsen af deres løbebane.

Det andet problem, der står tilbage, er for så vidt hverken løst eller uløst, da det slet ikke regnes for noget problem. Men vi stiller stadig, som vores forgængere, spørgsmålet: Hvornår kan man med sikkerhed sige, at en kunstner er en ikke-skabende kunstner? Og er f.eks. en skuespiller slet ikke skabende overhovedet? Vi, som står i arbejdet hver dag, vil ud fra utallige erfaringer mene, at hvis kunstnere, der deltager i et fælles værk, som alt på en scene, et lærred, eller skærm er, så skulle man se kvaliteten forringes til nul. De kunstarter, som vores udvalg dækker over, har jo det særpræg, at fællesskabet og samarbejdet er den største kunst. Det er altså det gamle spørgsmål om ”skabende eller blot udøvende”, der stadig spøger!

Det er en hård, ja, måske endda umulig nød at knække. Vi har derfor haft et godt samarbejde med vores to kolleger fra repræsentantskabet, hvor dette forslag er blevet fremført: Fremover at udvide 69

repræsentantskabet med et medlem fra Dansk Skuespilforbund (som også repræsenterer koreograferne) og et medlem fra Sammenslutningen af Scenografer.

Få ydelser er fordelt mellem så mange faggrupper, som vi er, og det er vigtigt at grupperne er repræsenteret med så stor faglig indsigt, som muligt. Ydermere må man, som anført, tage ad notam, at faggrupperne i stigende grad udvikler sig til en symbiose, ikke alene sig imellem, men også sammen med andre kunstarter.

Denne vigtige udvikling, altså hen imod mere flydende grænser og flere nye kunstgenrer, må repræsentantskabet være klædt på til - som vi skrev i vores fælles forslag: ”Statens Kunstfonds repræsentantskab skal meget gerne repræsentere kunsten, som den er og ikke som den var”.

Men – at få flyttet skillelinien mellem skabende og udøvende vil kræve en lovændring. Imidlertid er der en anden mulighed til i første omgang at imødekomme denne problematik (et forslag vi har overtaget fra det første udvalg), nemlig at Statens Kunstfonds udvalg for film og teater kunne få mandat til at præmiere skuespilpræstationer, som måtte betragtes som skabende ud over det sædvanlige.

Vores områder, film og teater (skuespil, dans, scenografi, lysdesign og opera) er i stærk kreativ vækst. En ny tid er opstået, hvor enhver vanetænkning står for fald. Dette afspejler sig, som altid, i kunsten næsten før det er blevet begribeligt.

Vi har været stærkt optagede af – og har fokuseret voldsomt på – denne tilstand, som på én gang er bekendt og nær, for det er sket før i historien, men på samme tid uhyggelig fremmed og uvirkelig.

Vi har følt at tiden var en malstrøm, og at vi var i dens midte. Alle afspejlingerne har vi mærket og gjort os umage for at tage stilling dertil.

Her ligger den største udfordring for udvalgsmedlemmerne: Ikke alene at gribe dagen, men også intuitivt at fornemme fremtiden. Den hybride tendens, den flerkulturelle, netværkssamfundet, globaliseringen, medialiseringen, videokunst, levende installation, kontekstkunst osv., strømme, der finder deres vej i sandet.

Vi har dagligt måttet stille os det spørgsmål: Hvad nytte er det til? Er kunsten dog nødvendig?

Og dagligt har vi svaret: Ja! Man kunne tænke: Om ikke nødvendig så uomgængelig. Vi har at gøre med en kraft, en strøm, så stærk, at vi ikke kan gå uden om den, selvom vi ikke kan se den, - driften som skaber kunstværker! En livsdrift, der indbefatter det uudsigelige, som driver os til at tænke irrationelt, skabe former, der ikke eksisterer, som flytter os fra det materielle og får ånd til at gøre materien bevægelig og vægtløs.

Der er strømme af flydende lava, og der er strømme af rent kildevand, men vi må ikke stoppe for disses udspring, for denne dynamiske kraft, med propper af fornuft eller nytte, for det er disse strømme, der adskiller os fra dyrene.

Det er derfor, kunstfonden er til, for at styrke bevægeligheden, ikke stagnationen, for at kæmpe for udvidelse, modsat indskrænkning. For at vove, ikke sove!

Og det er rigtigt, at det er nationens ansvar, Statens Kunstfond!

For et land sover i timen, hvis det ikke vover at holde kilderne åbne. De uforudsigelige, de overraskende, de chokerende og frydefulde, der fører til nytænkning, bjergflytning og mønsterbrydning.

Men drejer det sig da ikke om det mest materielle af alt: Penge?

Nej, det drejer sig om frihed! Frihed til ”at modvirke kommercialismens negative virkning”, som det så rigtigt er beskrevet i svenskernes målsætning vedr. Statens Kulturråd i Stockholm. Frihed til koncentration og fordybelse, til netop at turde vove, at sige fra og stå ved uden at bukke under og blive skabende tilintetgjort.

Trangen til at skabe er almenmenneskelig, men evnerne er vidt forskellige. En lige så almenmenneskelig trang, som fungerer sideløbende, og som oftest er den dominerende, er trangen til at beskytte sig, at vende sig mod alt nyt og anderledes. Dette at bygge en mur op omkring sig af forsvarsredskaber.

Det er her, kunsten har evnen til, ubemærket, at strømme ind gennem denne falanks og, bag dette væld af lanser og skolde, at spille på de mange ubenyttede, måske aldrig brugte, strenge, og udvikle vore evner, så vi ikke kun er i stand til at spille ”Prinsesse to-ben ”med et par fingre”.

Dette er nødvendigt!

Nødvendig kommer af ”Notwendig”. I fald man nu ser nærmere på bestanddelene i dette, fremmanes ordene ”Not” og ”wenden”, altså nød og vende i en anden retning.

70

Hvis vi regner kunst for lykke, i kraft af de mange positive begreber, der er omkring dette ord, så er modsætningen lig med ikke-kunst, forstået som ulykke eller nød, som igen er lig med åndeligt armod.

Dette skulle man næppe kaste et land ud i, selv om det er set før. Tværtimod bør vi være stolte af en stat, der har indsigt til at ”… gøre foranstaltninger, der tager sigte på at opretholde og fremme kunstnernes produktion”.

Vi takker nu af som Statens Kunstfonds andet udvalg og takker således for tre dejlige, begivenhedsrige år, hvor vi er blevet så meget klogere.

En kærlig tanke og tak til det første udvalg, som havde lagt så god en grund for os, til vores kolleger i repræsentantskabet, som har støttet og hjulpet, til vores fælles bestyrelsesformand, for et imponerende stort og uegennyttigt arbejde, og ikke mindst en tak til hele sekretariatet med chefen i toppen, der som en klippe af viden og ekspertise har stået som en stor styrke, og… … aller – aller – ikke mindst (og dette vil af os blive husket mange år fremover) et stort, taknemmeligt knus til vores to vidunderlige udvalgssekretærer for samarbejde, venskab, humor, flid, - og tålmodighed med os.

Kaspar Rostrup, Madeleine Røn Juul og Søren Kragh Jacobsen UDDELINGER FILM- OG TEATERUDVALGET Film- og teaterudvalget har i 2001 modtaget 346 ansøgninger, hvoraf 76 er imødekommet.

3-årigt stipendium á 240.000 kr. pr. år Anne Marie Helger Emil Korf-Hansen Arbejdslegat Natasha Arthy Ole Askman Peter Asmussen Finn Erik Bendixen Jens Bjerregaard Jens Blendstrup Kamilla Wargo Brekling Nikolaj Cederholm Thomas Eisenhardt Peter Engberg Nullo Facchini Christian Friedländer Palle Granhøj Marianne Hesselbjerg Laila Hodell Eva Holten Peter Hugge Kitt Johnson Gitte Kath Mette L. Knudsen Pelle Koppel Lars Kaaber Marie Lalander Farrokh Majidi Ib Makwarth Nina Malinovski Flemming Quist Møller Liller Møller Peter de Neergaard

100.000 50.000 100.000 100.000 200.000 100.000 100.000 200.000 200.000 200.000 200.000 50.000 200.000 40.000 50.000 40.000 50.000 200.000 50.000 100.000 100.000 15.000 20.000 50.000 50.000 40.000 100.000 200.000 150.000 71

Marianne Nilsson Katrin Ottarsdóttir Dorte Persson Nikolaj Peyk Cathrine Poher Erik Pold Maja Ravn Martin Reipuurt Jokum Rohde Ole Roos Anders Rønnow-Klarlund Jacob F. Schokking Warren Spears Rolf Søborg Hansen Karin Søndergård Anders Sørensen Alexa Ther John von Daler Katrine Wiedemann Vibeke Winding Kim Witzel Anne Regitze Wivel

150.000 50.000 50.000 50.000 50.000 50.000 150.000 50.000 200.000 100.000 100.000 150.000 50.000 50.000 50.000 200.000 150.000 50.000 150.000 50.000 150.000 100.000

2-årigt igangsætningsstipendium á 77.740 kr. pr. år Bo Dalum Kasper H. Hoff Sisse Jørgensen Stine Krage Thor Bjørn Krebs Julie Thor Fryd Nielsen Anette Rolnæs Anders Schlanbusch Parminder Singh Anders A. Worm Præmiering Ole Christian Madsen for "En Kærlighedshistorie" Alexa Ther for "Fruentimmerskolen"

50.000 50.000

Rejselegat Christoffer Berdal Lene Boel Charlotte Boye-Christensen Jonas Elmer Åsa Frankenberg Thomas Hejlesen Dorte Holbek Erling Jepsen Fanny Knight Kristiane Korf Emil Korf-Hansen Svend-E Kristensen Günther Rossen

100.000 50.000 10.000 30.000 15.000 42.000 15.000 20.000 50.000 15.000 15.000 20.000 20.000 72

Mia Stensgaard Bestillingshonorarar Everland Productions Aslak Moe Nyt Dansk Danseteater Signe Krogh Project D2 Rolf Heim

15.000

25.000 80.000 20.000

INDSTILLINGER TIL LIVSVARIGE YDELSER Nedenstående kunstnere er i 2001 af repræsentantskabet indstillet til Kulturministeriet til en livsvarig kunstnerydelse, efter forslag fra udvalgene eller repræsentantskabet: SKØNLITTERÆRE FORFATTERE Thomas Boberg Asger Schnack FORFATTERE MED ALMENT KULTURELT FORFATTERSKAB Erik Skyum-Nielsen KOMPONISTER Peter Friis Nielsen Erik Norby SKABENDE KUNSTNERE INDEN FOR FILM OG TEATER Erik Balling MODTAGERE AF LIVSVARIGE KUNSTNERYDELSER, februar 2002 HÆDERSGAVER Thorkild Bjørnvig, Halfdan Rasmussen LIVSVARIGE YDELSER Bildende kunstnere Eric Andersen, Mogens Andersen, Jane Balsgaard, Thomas Bang, Merete Barker, Poul Anker Bech, Ejler Bille, Jens Birkemose, Agnete Bjerre, Jørgen Boberg, Peter Bonnén, Ib Braase, Stig Brøgger, Hugo Arne Buch, Johannes Carstensen, Kirsten Christensen, Ursula Reuter Christiansen, Krass Clement, Ingvar Cronhammar, Torben Ebbesen, Svend Engelund, Egon Fischer, Ib Geertsen, Mogens Gissel, Niels Guttormsen, Erik Hagens, Ingrid Hansen, Lone Høyer Hansen, Henrik Have, Ole Heerup, Erik Heide, Hein Heinsen, Sys Hindsbo, Holger Jacobsen, Per Bak Jensen, Kirsten Justesen, Erling Jørgensen, Steffen Jørgensen, Per Kirkeby, Anders Kirkegaard, Søren Kjærsgaard, Kirsten Klein, Oda Knudsen, Michael Kvium, Leif Lage, Jørn Larsen, Thorbjørn Lausten, Freddie A. Lerche, Jan Leth, Kirsten Lockenwitz, Sigrid Lütken, Erland Knudssøn Madsen, Seppo Mattinen, Jane Muus, Mogens Møller, Per Neble, Rasmus Nellemann, Elsa Nielsen, Kehnet Nielsen, Vibeke Mencke Nielsen, Lis Nogel, Øivind Nygaard, Bjørn Nørgaard, John Olsen, Kirsten Ortwed, Carl-Henning Pedersen, Poul Pedersen, Tonning Rasmussen, Finn Reinbothe, Jytte Rex, Ingalvur av Reyni, Viggo Rivad, Hans Christian Rylander, Jørgen Rømer, Ole Sporring, Tage Stentoft, Niels Strøbek, Arne Haugen Sørensen, Bent Sørensen, Eva Sørensen, Jørgen Haugen Sørensen, Margrethe Sørensen, Poul Skov Sørensen, Anna Thommesen, Erik Thommesen, Hanne Varming, Inge Lise Westman, Poul Winther, Richard Winther, Troels Wörsel.

Forfattere med skønlitterær produktion Benny Andersen, Vita Andersen, Anders Bodelsen, Jytte Borberg, Jørgen Gustava Brandt, Suzanne Brøgger, Cecil Bødtker, Inger Christensen, Regin Dahl, Jette Drewsen, Anne Marie Ejrnæs, Inge Eriksen, Jens-Martin Eriksen, Maria Giacobbe, Vibeke Grønfeldt, Gynther Hansen, Uffe Harder, Sven Holm, Knud Holten, Peer Hultberg, Klaus Høeck, Per Højholt, F.P. Jac, Pia Juul, Erik 73

Knudsen, Arthur Krasilnikoff, Sten Kaalø, Marianne Larsen, Peter Laugesen, Kelvin Lindemann, Vagn Lundbye, Anne Marie Løn, Svend Åge Madsen, Finn Methling, Ib Michael, Henning Mortensen, Jørgen Nash, Bent Vinn Nielsen, Peter Nielsen, Henrik Nordbrandt, Ernst Bruun Olsen, Knud Erik Pedersen, Peter Poulsen, Bent William Rasmussen, Ebbe Kløvedal Reich, Bjarne Reuter, Klaus Rifbjerg, Ulla Ryum, Astrid Saalbach, Asger Schnack, Niels Simonsen, Tage Skou-Hansen, Christian Skov, Jørgen Sonne, Erik Stinus, Hanne Marie Svendsen, Jens Smærup Sørensen, Knud Sørensen, Preben Major Sørensen, Pia Tafdrup, Grethe Risbjerg Thomsen, Søren Ulrik Thomsen, Kirsten Thorup, Poul Vad, Dorrit Willumsen, Ole Wivel, Jess Ørnsbo.

Forfattere med alment kulturelt forfatterskab Elias Bredsdorff, Torben Brostrøm, Viggo Clausen, Aage Henriksen, Johan Fjord Jensen, Jørgen Knudsen, Jens Rosing, Erik Skyum-Nielsen, Lise Sørensen, Christian Braad Thomsen, Ole Thyssen.

Oversættere Anne Marie Bjerg, Niels Brunse, Karsten Sand Iversen, Ole Husted Jensen.

Klassiske og rytmiske komponister Hans Abrahamsen, Axel Borup-Jørgensen, Ole Buck, Bernhard Christensen, Knud Christensen (Sebastian), Henning Christiansen, Povl Dissing, Pierre Dørge, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, C.V. Jørgensen, Jørgen Jersild, Erik Jørgensen, Jan Kaspersen, Kenneth Knudsen, Anders Koppel, Thomas Koppel, Bernhard Lewkovitch, Anne Linnet, Bent Lorentzen, Rasmus Lyberth, Marilyn Mazur, Palle Mikkelborg, Peter Friis Nielsen, Svend Nielsen, Tage Nielsen, Erik Norby, Per Nørgaard, Ib Nørholm, Gunner Møller Pedersen, Jens Wilhelm Pedersen (Fuzzy), Karl Aage Rasmussen, Poul Ruders, Finn Savery, John Tchicai, Sven Erik Werner.

Kunsthåndværkere og kunstneriske formgivere Grete Balle, Mogens Bjørn-Andersen, Nanna Ditzel, Gutte Eriksen, Bent Exner, Austin Grandjean, Karl Gustav Hansen, Niels Jørgen Haugesen, Berit Hjelholt, Grete Jalk, Annette Juel, Vibeke Klint, Finn Lynggaard, Ruth Malinowski, Bodil Manz, Grethe Meyer, Ursula Munch-Petersen, Kim Naver, Peder Rasmussen, Rud Thygesen, Jan Trägårdh, Gertrud Vasegaard, Myre Vasegaard, Kristian Solmer Vedel, Hans Wegner, Gunhild Aaberg.

Arkitekter Sven-Ingvar Andersson, Tyge Arnfred, Theo Bjerg, Gehrdt Bornebusch, Johannes Exner, Hanne Kjærholm, Erik Korshagen, Henning Larsen, Viggo Møller-Jensen, Jan Søndergaard, Erik Christian Sørensen, Jørn Utzon, Otto Weiteling, Vilhelm Wohlert.

Film- og teaterskabere Jytte Abildstrøm, Erik Balling, Henning Carlsen, Kirsten Dehlholm, Klaus Hoffmeyer, Eske Holm, Jesper Jensen, Eyun Johannessen, Lars Juhl, Palle Kjærulff-Schmidt, Jørgen Leth, Niels Malmros, Kaspar Rostrup.

74

REGNSKAB FOR FINANSÅRET 2001

Udgifter

Finanslovsbevilling Finanslovsbevilling - Igangsætningsstipendier Tillægsbevilling - overført til driftsbevilling Renteindtægter Udvalgenes restrådighed fra 2000 Udsmykningsopgaver: Bevilling til udsmykningsopgaver Skilte, fotografering m.m. (henlæggelse) Tilbageførte bevillinger

Indtægter 85.400.000,00 10.572.640,00 - 300.000,00 325.239,55 82.963,94

12.066.124,50 50.000,00 - 2.542.675,30

Bildende kunstnere: 3-årige stipendier Igangsætningsstipendier Engangsydelser Ældre fortjente kunstnere Efterladte efter kunstnere Indkøb af værker Præmieringer Deponering (henlæggelse) Konservering (henlæggelse) Fotografering (henlæggelse) Skilte, rammer m.m. (henlæggelse) Andre foranstaltninger Tilbageførte bevillinger

7.200.000,00 3.265.080,00 7.479.082,00 119.000,00 416.000,00 4.012.700,00 1.390.000,00 100.000,00 162.000,00 50.000,00 50.000,00 5.917,50 - 291.333,33

Forfattere: 3-årige stipendier Igangsætningsstipendier Engangsydelser Efterladte efter kunstnere Præmieringer Tilbageførte bevillinger

3.600.000,00 777.400,00 7.556.300,00 128.000,00 325.000,00 - 160.666,67

Klassiske komponister: 3-årige stipendier Igangsætningsstipendier Engangsydelser Efterladte efter kunstnere Bestillingshonorarer Fremførelse af kompositioner Præmieringer Konkurrence Orkesterordning Tilbageførte bestillingshonorarer

1.840.000,00 310.960,00 1.759.006,00 16.000,00 1.833.000,00 275.000,00 100.000,00 230.880,63 1.050.000,00 - 287.497,59

Rytmiske komponister: 3-årige stipendier Igangsætningsstipendier Engangsydelser Bestillingshonorarer Præmieringer Tilbageførte bestillingshonorarer

1.760.000,00 1.243.840,00 2.679.076,00 937.800,00 80.000,00 - 183.048,81

75

Kunsthåndværk og design: 3-årige stipendier Igangsætningsstipendier Engangsydelser Efterladte efter kunstnere Indkøb af værker Præmieringer Fotografering Konkurrencer Tilbageførte bevillinger

3.600.000,00 2.954.120,00 6.628.000,00 64.000,00 737.000,00 30.000,00 10.000,00 875.000,00 - 422.832,88

Arkitektur: 3-årige stipendier Igangsætningsstipendier Engangsydelser Efterladte efter kunstnere Andre foranstaltninger Konkurrencer Tilbageført bevilling

2.160.000,00 466.440,00 5.102.549,00 96.000,00 810,00 2.500.000,00 - 801.853,24

Film- og teater: 3-årige stipendier Igangsætningsstipendier Engangsydelser Præmieringer Bestillingshonorarer Tilbageførte bevillinger

1.440.000,00 1.554.800,00 5.622.000,00 100.000,00 125.000,00 - 122.000,00

Diverse Udgifter

70.156,00

Deponering Henlæggelse til deponering Udgifter vedr. deponering Rest overført til status

- 100.000,00 18.428,75 81.571,25

Konservering Henlæggelse til konservering Udgifter vedr. konservering

- 162.000,00 162.000,00

Overskud på regnskabet

3.888.709,68 ______________________________ 96.080.843,49 96.080.843,49 ===========================

76

STATUS PR. 31.DECEMBER 2001

Aktiver

Beholdning i mellemregning med Kulturministeriet Danske Bank

Passiver

85.874.818,64 5.124.543,91

Tilgodehavender vedr. udsmykningsopgaver

625.000,00

Bev. ikke udbetalt til udsmykningsopgaver

35.317.556,16

Bev. ikke udbetalt til kunstnere m.fl.

50.441.267,38

Henlæggelser til diverse formål

620.041,13

Til rådighed til nye bevillinger: Saldo pr. 1/1-01 1.356.788,19 Overskud på regnskab 3.888.709,69

5.245.497,88 91.624.362,55

91.624.362,55

=============================

Kenneth Knudsen / Vibeke Jakobsen

77