Opdatering 2013

opdatering Årbog for Museet for Varde By og Omegn & Ringkøbing-Skjern Museum 2013

opdatering Årbog for Museet for Varde By og Omegn & Ringkøbing-Skjern Museum 2013 © Forfatterne, Museet for Varde By og Omegn & Ringkøbing-Skjern Museum 2014 Redaktion: Christian Ringskou og Tine Lorange Korrektur: Harriet Ludvigsen og Anne Sofie Vemmelund Christensen Grafisk tilrettelæggelse: Tine Lorange Fotos og illustrationer: med mindre andet er angivet under de enkelte fotos og illustrationer tilhører billedmaterialet i denne bog Museet for Varde By og Omegn eller Ringkøbing-Skjern Museum Alle kort, Danmarks Højdemodel og ortofotos: ©Geodatastyrelsen Skrift: Myriad Pro Papir: MultiArt Silk 130 g Omslag: Chromocard 250 g Tryk: Strandbygaard Grafisk A/S, Skjern ISBN 978-87-89834-85-6 ISSN 1903-9581

Kære Læser!

Velkommen til opdatering 2013. For fjerde gang udsender vi årbogen som et fælles skrift for Ringkøbing-Skjern Museum og Museet for Varde By og Omegn, og meget her ved er dermed blevet en tradition: Layout; Format; Den brede blanding af artikler om undersøgelser, udstillinger og historier, der bare er for gode til ikke at give videre.

Men meget er alligevel sket siden vi i 2010 indledte dette samarbejde, og når denne bog udkommer, har de to museer en fælles arkæologisk enhed, Arkæologi Vestjylland, der fremover skal varetage alle arkæologiske opgaver i de to kommuner. Opmærksomme læsere af denne årbog vil vide, at samarbejdet mellem arkæologer fra RingkøbingSkjern Museum og Varde Museum ikke er nyt. De seneste år, har de faktisk skrevet den store artikel om årets arkæologi i fællesskab, og der har længe været systematisk erfaringsudveksling mellem de to museer. Nu har vi så en ny enhed, med alt hvad det indebærer af økonomiske og juridiske forpligtelser. Men heldigvis en ny enhed, med gode, erfarne kræfter, der bedre end nogen kender de to kommuners undergrund, lodsejere og kommunale forvaltninger. Så vi har store forventninger til den nye enhed.

Som ved de foregående årbøger, består denne også af en bred vifte af artikler, der giver et indtryk af den store variation i museernes arbejde. Der er naturligvis nyt fra museumsforeningerne og et indblik i noget af det meget

forskellige arbejde, der foretages på de to museer: Fra samlingsgennemgang, kulturmiljøbeskrivelser og arkæologiske udgravninger over konservering af malerier til historien om en tysk officer fra Anden Verdenskrig og den om et sølvkrus med låg, der bare rummer en fantastisk historie og dermed er den fødte museumsgenstand. En arkæologisk rejseberetning fra Bahrain er der også blevet plads til.

Foruden den brede vifte af artikler har vi også i år valgt at sætte lidt mere fokus på et enkelt emne. Efter tidligere at have behandlet Jernalder og Vikingetid i Vestjylland (2011) og Anden Verdenskrig i Vestjylland (2012) er det denne gang turismen vi sætter fokus på. Både i en stor artikel om turismens historie i Vestjylland og en række andre om museernes bidrag til den nutidige kulturturisme: Her er både en artikel om udvikling af økomuseumsidéen; en artikel om den nye hjorteudstilling på Strandgården; Provstgaards Hus; Brugerundersøgelser i Bork Vikingehavn og på Nymindegab Museum og artikler om et kommende Flygtningemuseum i Oksbøl og et nyt museumscenter i Blåvand.

Tak til museumsforeningerne, hvis medlemskab og køb af årbogen gør det muligt at udgive den; Tak til de mange bidragydere og til redaktørerne, der igen i fællesskab har skabt en årbog, som vi alle kan være stolte af at sende ud i Verden.

God læselyst Kim Clausen og Claus Kjeld Jensen

Staby

Vedersø Klit

Nybro

Lokaliteter omtalt i de enkelteIlskov artikler

z

Sinding

Museer og udstillingssteder Sunds Vildbjerg Kulturmiljøer i Varde Kommune Arkæologiske udgravninger Skibbild Timring

z

113

Vest

Stadil

Tim

Ørnhøj

z

101Stadil Fjord

Gullestrup

Stadil Fjord Hindø

Houvig Fæstningen

Søndervig

Tulstrup

467

Hee

Herning

Kloster

Ikast

195

Barde

Videbæk

z

Ringkøbing Ringkøbing

Spjald

Ølstrup

No

Fjelstervang

Vorgod Højmark

z

Velling

Isenvad

Nørre Kollund

Studsgård

Kølkær

Høgild

Herborg

185

467

181

Kibæk

Lem Dejbjerg

NDS

Rækker Mølle

Hanning

z

Hvide Sande

Arnborg

Astrup

MSLA

Bølling

rn Å

74

Give

Hoven

z

Sønder Omme

Lyne

Ølgod

473

Filskov

z

Sdr. Vium

Grønbjerg Farre

z

z

z

Nørre Nebel

487

30

181

Kvong

Lunde

Grindsted 487

Outrup

Horne

55

Jegum Ferieland Øster Vrøgum

Oksbøl

Billum

Janderup

z

eÅ

Vard

431

132

Å

Stenderup

Hejnsvig

d

30

Holm

eÅ

Karlsgårde

Nordenskov Starup

Tofterup

475

z z

Vejers Strand

Sig

Tinghøj

Vandel

Ansager

ste

Hodde Hodde

465

48

Billund

Tistrup

Henne Stationsby

Filsø Filsø

ind

Henne Kirkeby

30

Skovlund

Gr

Henne Kirkeby

z

Henne Strand

411

Blåhøj

Hemmet

z

Lønne

Stakroge

Ådum

423

Nørre Bork Sdr. Bork

Nymindegab

Tarm Å

Værnenge

Uhre

me

Lønborg Vostrup

Brande

Sønder Felding

Om

55 Tipperne

z

Skje

Borris Vorgod Å

z

z

68

Skjern Enge

Skodbjerge

74

Skarrild

z

Skjern

Sønder Havrvig

Bork Havn

439

439

RINGKØBING FJORD

Fugletårn

Troldhede

z

HOL

Stauning

Bjerregård

Fasterholt 184

z

KLIT

185

471

Grønbjerg

Hovvig

Klegod

Simmelkær

Aulum

Sørvad

Vind

Vedersø

Vorbasse

Næsbjerg

Varde

469

Fåborg

Alslev

Agerbæk

417

Hovbjerg

463

Årre

63 Oksby

425

Lindknud

Glejbjerg

z

z

Blåvand

Vester Nebel Grimstrup Skads

T

n ge

in all

Sk

E AV

H DE VA

Tarp

Bække

Veerst

Gesten

Vejrup Endrup E20

Holsted

Esbjerg

191

Brørup Gørding

Vejen

Store Andst

Indhold 6 14 25 48 55 63

Museumsforeningernes årsberetninger Det store åbne museum

Af Kim Clausen

Kurbad eller badeby Af Mariann Ploug

Danmarks Flygtninge Museum

Af Anne Sofie Vemmelund Christensen

Herregårde og oplevelsesøkonomi i Vestjylland Af Mikael Frausing

Museumscenter Blåvand

Af Mette Bjerrum Jensen & Claus Kjeld Jensen

68

Provstgaards Hus i hjertet af Skjern Å

74

Brugerundersøgelser på turistkysten

85

Af Sabine Jensen

Af Mette Bjerrum Jensen & Signe Diana Strandvig

Danmark en god mand

Af John V. Jensen

95 101

Ringkøbing-Skjern Museum bag facaden

Af Christian Ringskou & Lasse Justesen

Hjorten og skoven

Af Christian Ringskou

109 Malerikonservering

Af Michael Højlund Rasmussen

113

Årets bedste genstand

119

Kulturmiljøer i Varde Kommune

Af Christian Ringskou

Af Mariann Ploug & John V. Jensen

132 Isbjerg

Af Mariann Ploug

140

Årets Arkæologi

Af Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

160 Bahrain

Af Lene B. Frandsen

167 Retteblad

Museumsforeningernes årsberetninger Museumsforeningen for Varde By og Omegn I Museumsforeningen for Varde By og Omegn har vi forsøgt at sammensætte et program, der berører mange forskellige emner. Programmet har bragt og bringer os vidt omkring og de foredragsholdere vi anvender, er alle kapaciteter på deres felt.

En af de aftenture med foredrag, vi her vil fremhæve, var turen til Vedersø Præstegård den 19. august. Vejret viste sig fra sin bedste side. Alle deltagerne mødtes i Kaj Munks præstegård, hvor flere nød deres medbragte mad i den smukke præstegårdshave med en fantastisk udsigt.

Museets leder, Lisbeth Lunde Lauridsen viste rundt og fortalte engageret i både haven og præstegården om Kaj Munk. I præstegården blev vi præsenteret for den nyopstillede ”Stærekasse”, hvor Kaj Munk skrev mange af sine kendte skuespil. Det var her han sad og arbejdede, da han blev afhentet og senere likvideret.

Samarbejdet med Museumsforeningen i Ølgod har budt på spændende foredrag, bl.a. om herregården Nørholm og Hitlers jyske Atlantvold.

Bestyrelsen består af: Peder Thygesen Nielsen, Blåvand, formand Knud F. Nielsen, Oksbøl, næstformand Asger Helth, Orten, sekretær Hans Ole Villadsen, Alslev, kasserer Else-Marie Bruun, Varde Sonja Pedersen, Ølgod Ebbe Hinz, Henne, suppleant Edna Jessen, Oksbøl, suppleant

6

M useumsforeningerne

Forfatteren Keld Hansen holdt, den 21. oktober 2013 på Henne Kro et foredrag med titlen ”Det tabte land – historien om Filsø”. Et spændende foredrag, men en god efterfølgende debat.

Julemarkedet var igen i år et tilløbsstykke.

Hodde skole bliver flittigt brugt af skoleklasser på 5. årgang, der skal prøve en dag i ”Den sorte Skole”. Til dagen hører et læseteater, som fortæller lidt om virkeligheden anno 1900. Vi synes ikke, vi vil snyde voksne for denne oplevelse, så den 21. maj kan man i autentiske omgivelser prøve en dag med dansk, regning, skrivning og bibelhistorie. Museumsdirektør Claus K. Jensen vil fortælle om det gamle danske skolesystem.

På Museet for Varde By og Omegn sker der mange spændende ting – vi tænker her på det kommende meget spændende museum Tirpitz i Blåvand og Flygtningemuseet i Oksbøl. Vi vil fra Museumsforeningen gerne være på forkant med disse spændende nye tiltag. Dette kan vi blandt andet være ved at lave nogle visioner for de kommende år, hvilket vi snarest vil tage fat på.

Vi er meget åbne for forslag til foredrag/ture, så hvis man sidder med en god idé, hører vi gerne om dette.

Bestyrelsen vil gerne udbrede kendskabet til de mange spændende aktiviteter til så mange som muligt. Hjælp os derfor med at være bestyrelsens forlængede arm og fortæl jeres omgangskreds om de oplevelser I har haft med Museumsforeningen og omtal det nye program, når det udkommer.

På foreningens vegne Else-Marie Bruun og Knud F. Nielsen

Nymindegab/Blåbjerg Museumsforening Savmøllen på Nymindegab Museum har fået vinger! Det var længe ventet, men ventetiden værd. Møllehat og vinger blev sat på over to forårsdage af møllebygger Jens Jørgensen fra Faxe Ladeplads, og den 20. juni kunne vi fejre den store begivenhed ved et arrangement med knap 200 deltagere. Møllevingerne har kørt sommeren over når vejrliget og tiden tillader det, takket været det nyoprettede møllelaug. Det er målet, at vingerne kommer til at køre mindst fem dage om ugen i sommerhalvåret, så der er plads til flere frivillige i lauget.

De frivillige fra gaflauget byggede i første halvår af 2013 som noget nyt på en skydepram. Denne pram blev solgt på auktion ved fejringen i juli af 100-års fødselsdagen af V6, den gamle fiskekutter i Nymindegab Vesterhavn, hvor også museumsforeningen var repræsenteret på havnen.

Foreningen glæder sig over de forandringer, der hen ad vejen sker på museet og på frilandsområdet. I udstillingen fik vi i 2013 to næsten levende formidlere i form af ”talende dukker”, der agerer henholdvis esepige og malerinden frøken Thymann. Det har været et løft til udstillingen med en ny formidlingsform, og projektet blev gennemført i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Museum. På friland har der også i år været aktivitet i haven og serveret kaffe i huset til glæde for museets gæster. De kunne i sommer også gå på ”sommermarked” på friland et par dage i juli.

Vi vil gøre opmærksom på, at foreningens medlemmer har adgang til at låne gafprammene i Vesterhavn og tage en rotur – vederlagsfrit. Betingelser kan udleveres ved henvendelse til bestyrelsen eller på museet. Det er én af mange gode grunde til at melde sig ind i foreningen og bakke op om museets lokale forankring og fortsatte aktiviteter på Nymindegab Museum.

På foreningens vegne Jolande Leinenbach

Savmøllen på Nymindegab Museum har fået vinger! Foto: Ingo Morgner.

M useumsforeningerne

7

Skjern-Egvad Museumsforening Museumsforeningen deltager i en styregruppe vedr. renovering af Skjern Vindmølle, og det er glædeligt at kunne fortælle, at det praktiske arbejde omkring møllen er påbegyndt i efteråret. Alle har været enige om, at der ikke skal lægges en masse penge og energi i en restaurering af møllen, hvis ikke der samtidigt bliver arbejdet for et større aktivitetsniveau i møllen. Derfor lægger museumsforeningen da også selv flest mulige arrangementer i møllen, bl.a. årets generalforsamling, som fortsatte direkte over i et foredrag af museumsdirektør Kim Clausen og museumsinspektør Torben Egeberg, som i ord og billeder berettede om den nye registrering af Ringkøbing-Skjerns kulturmiljøer.

På generalforsamlingen trådte formanden ud af bestyrelsen efter lang og tro tjeneste og en rigtig stor indsats. På det konstituerende møde besluttedes at inddrage begge suppleanter aktivt i bestyrelsesarbejdet, og det har virkelig givet den i forvejen store aktivitet et ekstra boost!

Den årlige medlemstur gik i år til Thy, hvor det første stop var ved Lunaria, Danas Have, som er skabt og ejet af forfatteren Gunnar Iversen og billedkunstneren Susanne Tvermoes.

Efterfølgende var der rundvisning såvel i Vestervig Kirke

8

M useumsforeningerne

som på den nærliggende gamle kirkegård omkring den tidligere sognekirke. Turen sluttede med en tre timer lang guidet bustur rundt i Nationalpark Thy. I efteråret havde foreningen inviteret til æggekagespisning og efterfølgende foredrag på Fahl Kro. Arrangementet måtte desværre aflyses i sidste øjeblik, da den smukke bygning desværre brændte få dage før arrangementet.

I september arrangerede foreningen en snapsetur i Bundsbæk Naturpark, hvor naturvejleder Sabine Jensen guidede deltagerne rundt i området og hjalp med at finde de planter, der var velegnede til en god kryddersnaps, og efterfølgende gav hun gode råd til fremstillingen af de liflige drikke.

I slutningen af oktober var der Spil Dansk-dage over hele landet, og Ringkøbing-Skjern Kommune havde en målsætning om at blive ”Årets Spil Dansk-kommune”.

Museumsforeningens bestyrelse mente, at en sådan perlerække af musikarrangementer også burde omfatte noget ”gammeldaws”, så derfor inviterede foreningen til en aften i Skjern Vindmølle med fællessang og folkemusik.

Museumsforeningen leverede sin del af varen, og kommunen fik den pris, man havde sat som mål.

I løbet af året besluttede bestyrelsen at yde et støttebeløb til Holger Danske Fonden, vel vidende at det ligger lige på kanten af foreningens formål; det er dog bestyrelsens håb, at Holger Danskes ankomst til og tilstedeværelse i Skjern kan styrke borgernes historiske interesse.

Endvidere har vi ydet støtte til Blicher-Selskabets udgivelse af Blichers ”Vestlig Profil af den Cimbriske Halvøe fra Hamborg til Skagen”. Støtten er ydet, ved at foreningen købte et antal eksemplarer af bogen, som kan videresælges.

Traditionen tro har foreningens bestyrelse hjulpet til ved afviklingen af museets julemarkedsdage i Bundsbæk.

I år forestod bestyrelsen museets bogsalg og fik i den

forbindelse mange gode samtaler om museet og museumsforeningen med de besøgende.

I foråret blev der i Bundsbæk afholdt en lokalhistorisk messe, hvor bl.a. alle sognearkiverne var inviteret til at lave en stand. Museumsforeningen deltog også med en stand, hvor vi kunne fortælle om foreningens virke.

Museumsforeningen og museet har deltaget i et årsmøde i et af de lokale arkiver, hvor der dels blev holdt et historisk oplæg, og dels blev givet foreningen mulighed for at fortælle om vores arbejde. Der vil blive arbejdet videre med denne idé med henblik på, at museet og museumsforeningen fremover kan give et tilsvarende tilbud til flere af lokalområderne.

Som så mange andre foreninger har vi tidligere haft alt for store portoudgifter til vores medlemsbreve. I dette år har vi forstærket arbejdet med at fremskaffe e-mailadresser på medlemmerne, så vi i højere grad – og langt oftere Museumsforeningen har i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Museum og Folkeuniversitetet i årets løb afholdt seks foredrag: Vestkystturismens historie v/ museumsdirektør Kim Clausen Årets udgravninger v/ arkæolog Poul Krogh Jørgensen Den store laksesag v/ lektor, dr.phil. Bo Fritzbøger Hvem var Holger Danske? v/ museumsdirektør Kim Clausen Kierkegaards univers v/ mag.art. Flemming Houe Øster Lem Hede – historien om fredningen af et vestjysk oldtidslandskab v/ museumsdirektør Kim Clausen og museumsinspektør Torben Egeberg

I 2013 har bestyrelsen bestået af: Børge Østergaard Hansen, formand Jørgen Bøgebjerg, næstformand Niels Aage Thomsen, kasserer Hans-Ole Jessen Bent Dyrvig Vivi Olesen Wulff Helle Husted Anne Vej Flemming Vad Knud Jeppesen

– kan udsende medlemsbreve, remindere mv. Pt. sender vi kun papirbreve til ca. 25 procent af vores medlemmer, og vi håber at komme endnu længere ned. I forlængelse heraf har vi taget initiativ til at lave et samarbejde med ”ligesindede” foreninger, så vi – når det er relevant – kan få udsendt foredragsinvitationer og lign. hos hinanden.

I slutningen af året har vi taget et nyt initiativ, som vi er meget spændte på modtagelsen af. Fra tid til anden skal der ryddes kraftigt op i folks bogreoler. Vi tilbyder at tage imod primært bøger af lokalhistorisk interesse. Vi har samtidig en fornemmelse af, at netop sådanne bøger vækker stor interesse hos mange af vores medlemmer. Vi vil således gerne forestå en formidling af denne litteratur, og det overskud, dette kan generere, kan så bruges til i endnu højere grad at støtte nye bogudgivelser. Den spæde start på dette projekt tyder på, at initiativet kan få god vind i sejlene.

Skjern-Egvad Museumsforening har således gang i mange ting, så 2014 skal nok blive endnu et aktivt og spændende år for såvel bestyrelse som medlemmer.

Skjern-Egvad Museumsforening Børge Østergaard Hansen M useumsforeningerne

9

Ringkøbing Museumsforening Ringkøbing Museumsforening, der blev stiftet i 1908 med henblik på at etablere og drive et museum i Ringkøbing, er i dag efter fusionen med Skjern-Egvad Museum en støtteforening til Ringkøbing-Skjern Museum med særlig fokus på Ringkøbing Museum.

Ringkøbing Museumsforening støtter Ringkøbing-Skjern Museum ved deltagelse i museets styrelse og forretningsudvalg, men frem for alt ved at arrangere foredrag og udflugter og yde støtte til anskaffelser samt ved frivilligt arbejde på museet. Dertil bidrager foreningen til udgivelsen af opdatering ved at købe ca. 300 eksemplarer.

Foreningen har i sæsonen 2013-14 arrangeret følgende foredrag på Dommerkontoret, Ringkøbing Museum Søren Aabye Kierkegaard – hvordan var han egentlig? v/ Frede Lauritsen En rejse i rum, tid og sprog – om Blichers ”Vestlig profil af den cimbriske halvø” v/ lektor Henrik Ljungberg Det Glücksborgske kongehus 150 år v/ lektor Jes Fabricius Møller Det vestjyske sprog – kan dialekten fastholdes? v/ lektor Michael Ejstrup Krisen kradser – statsbankerotten for 200 år siden v/ museumsinspektør Christian Ringschou Hvad skete der i Danmark under Første Verdenskrig v/ lektor Svend Aage Karup Dysser i Danmark v/ museumsinspektør Palle Eriksen Afståelsen af Norge for 200 år siden v/ lektor Rasmus Glenthøj

10

M useumsforeningerne

Der har med flere end 400 tilhørere været god tilslutning til vores foredrag. På Dommerkontoret er der fuldt hus med 50 tilhører, så undertiden kniber det med pladsen.

I sensommeren var der 40 deltagere med på en todagestur til Møn. Det var en vellykket tur med fhv. højskoleforstander Steen Espensen som guide. Klinten, kirker, landskaber og museer blev besøgt. En særlig stor oplevelse var det helt nye ”Samlermuseum” i Stege, som bygger på en privat samling og drives af frivillige.

Foreningen har ydet støtte til Blicherselskabets udgivelse af Blichers rejsebeskrivelse ”Vestlig Profil af Den Cimbriske Halvø” illustreret af kunstneren Jens Mathiesen, Hee. Foreningen har som noget nyt bidraget til at få sat gang i det Lokalhistoriske arkiv i Ringkøbing, der har ligget i dvale i en årrække og været utilgængeligt for publikum. Det vil der blive rådet bod på i fremtiden. En række

Udflugt til Møn, Liselund slot.

Bestyrelsens sammensætning var efter generalforsamlingen i 2013 uforandret: Jens Olufsen formand, næstformand i museets styrelse Børge Sørensen, næstformand, styrelsesmedlem Per Søvndal Kristiansen, kasserer Kurt Nygaard Pedersen, sekretær, styrelsesmedlem Margery McGregor, menig Ninna Kragh og Frede Lauritsen, suppleanter

frivillige har meldt sig og vil i regi af Museumsforeningen efter fornøden uddannelse tage sig af arkivet.

Foreningen har pt. 335 medlemmer. Der er fortsat medlemsfremgang. Medlemsfordelene er ikke til at komme uden om: Gratis adgang til museets afdelinger og til foredragsaftenerne. Dertil kommer boggaven – museets årbog opdatering, som udgives sammen med Museet for Varde By og Omegn. Det er således ganske meget medlemmerne får for et beskedent kontingent på 150 kr.

Foreningen er medlem af Sammenslutningen af Museumsforeninger i Danmark og deltager aktivt i sammenslutningens arrangementer, som giver inspiration og viden for museumsforeningernes virke.

På vegne af Ringkøbing Museumsforening Jens Olufsen

Udflugt til Møn, Fanefjor kirke.

M useumsforeningerne

11

Ølgod Museumsforening Året 2013 bød som tidligere år på gode og spændende oplevelser. Vi udgav igen et årsskrift sammen med ØlgodStrellev Lokalhistoriske Arkiv og Slægtsforskningsforening for Østre, Vestre og Nørre Horne Herreder.

Vi havde også mange spændende foredrag, hvoraf nogle, især med lokale foredragsholdere var tilløbsstykker.

I januar fortalte virksomhedsejer Torben Olsen om sit liv fra maskinarbejderlærling i Tappernøje til virksomhedsejer af Ølgod Elektro. I februar fortalte tidligere afdelingsdirektør i Bikuben, Aage Pedersen, og sin barndom i Gårde og livet i Ølgod gennem 85 år. Martsmødet startede med generalforsamling og blev afsluttet med, at tidligere formand i museumsforeningen, Lissi Møller Kristensen, fortalte om sit arbejde med slægtsforskning og de kartoffeltyskere, som det har vist sig, at hun er i slægt med.

Den nye sæson startede i september med at historiker og museumsdirektør Jens Andersen fra Museumscenter

Hanstholm, fortalte om Hitlers jyske Atlantvold. I oktober fortalte middelalderarkæolog Lars Chr. Bentsen, Museet for Varde By og Omegn, om middelalderkirkerne omkring Ølgod. November-foredraget drejede sig om herregården Nørholm. Her fortalte godsejerparret Martha og Karl

Malk en ko i den ny udstilling om Hjedding Mejeri. Foto: Lars Rust Jensen.

Lær om maskinerne på mejeriet.

12

M useumsforeningerne

Medlemskab af Ølgod Museumsforening giver følgende fordele: –– Gratis adgang til foredrag –– Gratis adgang til samtlige afdelinger af Muset for Varde By og Omegn –– 10 % rabat på køb i alle museumsbutikker –– Årbogen opdatering og museumsforeningens årbog gratis leveret.

Nielsen om godsets historie og deres overtagelse af det i 1979. Alle meget spændende og gode foredrag.

I 2013 valgte bestyrelsen at udstillingen i Lindbergsalen skulle åbne i forbindelse med Kulturdagene. Dette viste sig at være en god idé. Tidligere mejeribestyrer for Hjedding Mejeri, Knud Krogsgaard og tidligere mejerileder af Tistrup Mejeri, Erik Møller Madsen, præsenterede en flot udstilling om mejerierne gennem en menneskealder. Udstillingen har tiltrukket rigtigt mange besøgende til museet.

Foreningens medlemstal var ved udgangen af 2012 omkring 470.

Kontingent har i 2012 været: Enkeltpersoner 175 kr.

Par 250 kr.

Firmaer/institutioner 500 kr.

I februar åbnede museet også en fin udstilling/eksperimentarium om Hjedding Mejeri, hvor man bl.a. kan prøve at malke en ”ko” i udstillingen. Udstillingen er en historisk udstilling for børn og unge, som kan få lov til at røre og mærke, hvordan tingene fungerer. Forventningen om en touchskærm en såkaldt ”byskriver” blev desværre ikke opfyldt, men forventes opstillet og taget i brug i starten af 2014. Desuden har museet planer om fremover at åbne for besøg fra kl. 8.00 om morgenen til kl. 22.00 om aftenen.

Det betyder at besøgende for fremtiden selv kan lukke sig ind på museet. Kulturstyrelsen har givet en bevilling på 95.000 kr. og Ølgod Museums Fond har bevilget 56.000 kr. til at få dette ønske opfyldt. Ølgod Museum har i 2013 haft besøg af flere klasser fra Brorsonskolen i Varde udenfor normal åbningstid, desuden har Lions Club Ølgod besøgt museet.

Fra 1. januar 2014 har bestyrelsen indmeldt sig i ”SAMMUS” sammenslutningerne af museumsforeninger i Danmark.

Ølgod Museums Fond I Fonden har der ikke været de store aktiviteter eller træk på formuen. Der har faktisk kun været to udbetalinger på hver 10.000 kr. til henholdsvis udgivelse af Ølgod Museumsforenings årbog og til hjælp til udgivelsen af bogen om de to vestjyske kunstmalere Anders Marius Hansen Skov og Niels Holbak.

På vores årlige bestyrelsesmøde i 2013 blev vi enige om, at de 200.000 kr. som blev bevilget i 2010 kan udbetales i forbindelse med åbningen af udstillingen ”Rør & Føl” om Hjedding Mejeri. Desuden blev der bevilget godt 56.000 kr. til åben adgang til museet, samt 10.000 til udgivelse af Årsskrift 2004 og 10.000 kr. til hjælp til udgivelsen af bogen om ”Historiske personer i Ølgod”, som udgives af Ølgod-Strellev Lokalhistoriske Arkiv.

Når disse udbetalinger er på plads sammen med 50.000 kr. til touchskærmen, som tidligere er bevilget, vil der være ca. 400.000 kr. tilbage i Fonden.

På vegne af Ølgod Museumsforening Og Ølgod Museums Fond Sonja Pedersen

Bestyrelsen i 2013/2014 Formand Sonja Pedersen Næstformand Hans Valdemar Kasserer Kurt Theilgård Sekretær Poul Erik Knudsen Ad hoc Anne Marie Jensen Repr. for Lokalarkiverne Svend V. Svendsen Repr. for Museumsforeningen for Varde By og Omegn Peder Thygesen Nielsen

M useumsforeningerne

13

Det store åbne museum

– potentialet i kulturarvsturismen omkring Ringkøbing Fjord Af Kim Clausen

Kulturturisme og de tilknyttede oplevelseserhverv er en vækstskaber i den internationale turisme og udgør i dag et af de største og hurtigst voksende turismemarkeder på globalt plan. Kulturoplevelser favner bredt og kulturturisme skal derfor indtænkes bredt i udviklingen af dansk turisme. Der ligger et særligt potentiale i kulturturisme i byerne, men der er også et potentiale udenfor de store byer i Danmark.1 Økomuseet: Landskab, huse, historie Ringkøbing-Skjern Museum, lokaliseret omkring Ringkøbing Fjord, er Danmarks største økomuseum. Et økomuseum viser sammenhængen mellem landskab, kultur og mennesker.

Landskabet er fuldt af historier, som giver os en tilknytning til landskabet, når de bliver fortalt på en levende måde. Identitet, økologi og deltagelse er vigtige ord i økomuseumsidéen.

Med identitet menes et kulturelt tilhørsforhold, en lokal identitet. Det er vigtigt, at en befolkning i et område kan fastholde og styrke den kulturelle identitet og dermed den lokale sammenhængskraft.

Med økologi menes humanøkologi, menneskenes forhold til – og samspil med – de omgivelser de lever i, natursom menneskeskabte: vores kulturlandskab.

Med deltagelse menes, at lokalsamfundet inddrages mest muligt i økomuseets aktiviteter, bl.a. i form af frivillige. Det er økomuseets idé at ville bidrage til lokalsamfundets udvikling med udgangspunkt i egen kultur og tradition fx gennem kulturarvsturisme.

Landskabet omkring Ringkøbing Fjord er helt specielt.

Egentlig er Ringkøbing Fjord slet ikke en fjord, men en lagune formet af Nordsøens vandstrømme og materialvandringer.

14

Kim Clausen

Bag klitterne møder man lavvandede fjorde og strandenge. Tidligere dannede Vest Stadil Fjord, Stadil Fjord, Nørre Sø og Husby Sø en langstrakt forbindelse fra Ringkøbing Fjord til Nissum Fjord – med tilløb af åerne Skjern Å, Storåen og Tim Å – et landskab præget af store mængder vand.

Man kunne kalde det et amfibielandskab. Dette landskab, præget af store vådområder i overgangen mellem vand og land, er blevet ændret meget i løbet af de sidste 150 år. Først forsøgte man gennem landvindingsprojekter fra slutningen af 1800-tallet og helt frem til afvandingen af Skjern Å-deltaet i 1960’erne at afvande landskabet og på den måde skabe mere landbrugsjord. Senere har man gennem naturgenopretningsprojekterne i Vest Stadil Fjord og ikke mindst Skjern Å, genskabt nogle af de tidligere vådområder under mere kontrollerede former.

Det er i dette landskab præget af hav, fjord og å og bagvedliggende hedebakker, man finder Ringkøbing-Skjern Museums 14 afdelinger indrettet i fredede eller bevaringsværdige egnskarakteristiske bygninger. Økomuseet er en museumsform som rummer et stort potentiale for udvikling af kulturarvsturisme. Økomuseet er mere end et almindeligt museum bestående af en bygning med en udstilling og samlinger inden i. Økomuseet åbner sig ud mod omverdenen, fordi det, ud over at være et “inde-museum“, også forsøger at formidle kulturmiljøer, landskaber og kulturspor ude i det omkringliggende landskab. I samarbejde med lokalbefolkningen forsøger økomuseet at sætte den lokale kulturarv i spil på forskellige måder fx i form af levende historieformidling til glæde for såvel den fastboende befolkning

som besøgende turister. Økomuseet genanvender i vid udstrækning bevaringsværdige bygninger, der bruges som udgangspunkt for formidlingen af vigtige egnskarakteristiske historier eller temaer. Økomuseet tilstræber at formidle en så stor grad af autenticitet og kontinuitet som muligt. De historiske bygninger er således både en del af fortællingerne, men også en kulturarv i sig selv, som økomuseet forsøger at bevare, hvilket er en stor udfordring for denne museumsform. I tidens løb har det vist sig, at bygningsbevaring kræver personaleressourcer, ud over dem museet selv råder over, og dermed er afhængig af den indsats, som frivillige og folk i socialøkonomiske jobs kan bidrage med.

Flere af Ringkøbing-Skjerns bygninger er fredede bl.a. strandfogedgården, Abelines Gaard, vandmøllen, Bundsbæk Mølle, og den gamle hedegård, Gåsemandens Gård. Derudover ejer museet en af Vestjyllands få hollandske vindmøller, Skjern Vindmølle, en af Danmarks få bevarede og fungerende reberbaner, Skjern Reberbane, et arbejderhus fra 1850, Hattemagerhuset i Tarm, et Skjern Å Museum i nogle tidligere lokomotivførerboliger i Skjern by tæt ved

byens dåbsattest, det fredede banevandtårn fra 1874, Provstgaards Hus, et fangerhus i Skjern Å’s delta fra omkring 1914, en kro, Fahl Kro fra 1856, samt et bymuseum i Ringkøbing i en ombygget lægebolig og et tidligere Dommerkontor tegnet af arkitekten Ulrik Plesner. Dejbjerg Jernalder er et utraditionelt jernaldermuseum bestående af udstillingsbygninger opført som et økologisk bæredygtigt byggeri og en rekonstrueret jernalderlandsby baseret på fundmateriale fra Ringkøbing-Skjern-egnen. Bork Vikingehavn er et rekonstrueret vikingemiljø bygget op som en tidlig bydannelse i vikingetiden med gårde og en lille kirke. Igen er rekonstruktionen af bygningerne i vid udstrækning baseret på vestjyske fund. Derudover driver museet Lyngvig Fyr, digterpræsten Kaj Munks Præstegård i Vedersø og den fredede klitgård Strandgaarden.

Karakteristisk for alle disse bygninger er, at de findes på deres oprindelige placering i landskabet, ligesom den historie, de kan fortælle i relation til det omkringliggende landskab, i de fleste tilfælde er intakt. Flere af bygningerne er placeret i umiddelbar nærhed af store fredede naturområder som fx Lyngvig Klithede for Lyngvig Fyrs

Bundsbæk Mølle

Gåsemandens Gård

Det store åbne museum

15

Turismen har stor betydning i Ringkøbing-Skjern Kommune. I en rapport om turismens økonomiske betydning i Ringkøbing-Skjern Kommune fremgår det, at turisterne i 2012 i alt brugte 2,7 mia. kroner i kommunen. Inklusiv

afledte effekter skabte turismeforbruget således 1,4 mia. kroner i værditilvækst, 918 mio. kroner i skatteindtægter og 2.767 jobs i kommunen i 2011. Således står turismen bag 8,3 procent af al værditilvækst og 8,7 procent af alle jobs i Ringkøbing-Skjern Kommune.2 Der kan være god grund til, at man i Ringkøbing-Skjern Kommune overvejer, hvorledes man yderligere kan udvikle turismen i kommunen. Set fra museets synspunkt burde kulturarvsturisme være en oplagt ting at satse mere målrettet på.

På landsplan er turismen i Danmark inde i en tilbagegang med faldende overnatningstal og indtjening. I en ny national vækstplan for turismen skelnes der mellem kystog naturturisme og storbyturisme. I rapporten peges der på, at det er kyst- og naturturismen, der taber turister i disse år, mens det går fremad for storbyturismen.

Kystturismen udgør ca. 40 procent af turismen i Danmark.

I perioden 1992 til 2012 er der sket et fald på 27,5 procent, samtidig med, at storbyturismen har oplevet en vækst på 78 procent. En del af denne vækst tilskrives de mange kulturtilbud i København. Heldigvis for RingkøbingSkjern Kommune er tilbagegangen i turismen omkring

Strandgaarden

Reberbanen

vedkommende og Bjørnemosen og Dejbjerg Hede for Bundsbæk Mølles vedkommende, hvilket yderligere understreger disse steders store egnskarakteristiske og rekreative værdier.

Umiddelbart er der ingen anden sammenhæng mellem økomuseets forskellige bygninger rundt om fjorden end de veje og stier, som i øvrigt binder landskabet sammen. Vigtigt er det imidlertid i forbindelse med brandingen af økomuseet Ringkøbing-Skjern Museum at få tydeliggjort, at dets 14 besøgssteder ligger rundt om Ringkøbing Fjord, og således på det fortællemæssige plan alle kan forbindes med fjord- og å-landskabet. På den måde kan man kalde økomuseet for ét stort åbent museum bestående af levende kulturmiljøer og museer rundt om Ringkøbing Fjord.

Vestkystturismen

16

Kim Clausen

Ringkøbing Fjord knap så stor som andre steder i landet.

Hovedparten af de turister, der gæster kommunen er tyske turister, der holder ferie i lejede sommerhuse på Holmslands Klit og ved Ringkøbing Fjord. De tyske turister har ry for at være loyale og vende tilbage år efter år. Men også tyske turister bliver ældre, ligesom der er en tendens til, at den nye generation ikke i samme grad som tidligere vælger at holde ferie i et sommerhus på den jyske vestkyst år efter år.

Der er således god anledning til at overveje, hvorledes man kan fastholde de turister, man har i området, men naturligvis også, hvorledes man kan udvikle turismen yderligere i Ringkøbing-Skjern Kommune ved at få nye målgrupper til at holde ferie i kommunen.

En af de former for turisme, der på europæisk plan er i størst fremgang er kulturturisme. Når storbyturismen oplever den vækst, som den gør i forhold til kystturismen, er der god grund til at antage, at bl.a. kulturen fungerer som trækplaster.

Kulturarvsturisme eller egnskarakteristisk turisme er en del af kulturturismen. Denne form for turisme er imidlertid ikke kun knyttet til storbyerne, men i lige så høj grad til kulturlandskabet overalt i landet i form af kulturmiljøer

i by og på land, historiske steder, kirker, slotte, gamle bygninger og ikke mindst museer.

I den nye vækstplan for dansk turisme skelnes der mellem storbyturisme, hvor kulturoplevelserne spiller en vigtig rolle og kyst- og naturturismen, hvor naturen er i centrum.

Desværre kommer man ikke rigtig ind på i rapporten, hvad man egentlig mener med natur. Hvis man med natur i virkeligheden mener det danske landskab, så har man glemt, at netop det danske landskab er et kulturlandskab, hvor man overalt kan spore indflydelse fra menneskelig aktivitet, og så at sige ikke kan opleve egentlig vild natur. Der er god grund til at tro, at det som turisterne sætter pris på er et kulturlandskab, hvoraf kulturhistorien er en væsentlig del af oplevelsen.

Hvad kan man gøre for at udvikle kulturarvsturismen omkring Ringkøbing Fjord fx i tilknytning til sommerhusog cykelturisme? Destination Ringkøbing Fjord Turisme har i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Kommune udgivet et spændende idéhæfte om fremtidens sommerhus.3 Her opfordrer man sommerhusejerne til i at tænke i temaer. Turisterne er vilde med temaferiehuse, siges

Ringkøbing Museum

Bork Vikingehavn

Det store åbne museum

17

der i rapporten. Det er en spændende tanke som fortjener at blive udviklet yderligere. Kunne man fx tænke sig, at kulturarven omkring Ringkøbing Fjord kunne bringes ind i feriehusene på en mere aktiv, evt. digital måde, end vi gør i dag med vores turistinformation og markedsføring?

Udviklingspotentiale Ringkøbing-Skjern Museum har allerede i mange år arbejdet med at udvikle kulturarvsturismen omkring Ringkøbing Fjord. I midten af 1990’erne udviklede Skjern-Egvad Museum Danmarks første økomuseum “Vestjyllands Økomuseum” som et netværk bestående af museer, fredede eller bevaringsværdige historiske bygninger og kulturmiljøer, knyttet sammen af historiske temaer. En kulturhistorisk cykelrute “Drivvejen” fra Bundsbæk Mølle til Fahl Kro var rygraden i denne museumsstruktur.4 Med dannelsen af Ringkøbing-Skjern Museum i 2007 i den nye Ringkøbing-Skjern Kommune bestod museet

Afdeling Ringkøbing-Skjern Museum i alt Skjern Å Museet Hattemagerhuset Gåsemandens Gård Fahl Kro Strandgaarden Bork Vikingehavn Abelines Gaard Dejbjerg Jernalder Bundsbæk Mølle Ringkøbing Museum Dommerkontoret Kaj Munks Præstegård Lynvig Fyr Skjern Vindmølle

18

Kim Clausen

af 12 besøgssteder. Dette tal er nu vokset til 14, idet Kaj Munks Præstegård og Lyngvig Fyr er kommet med. I 2013 besøgte omkring 167.000 mennesker Ringkøbing-Skjern Museums forskellige afdelinger. Det skønnes, at der er et yderligere potentiale, således at man ved en mere målrettet og koordineret satsning på kulturarvsturisme i Ringkøbing-Skjern Kommune ville kunne øge tallet til over 200.000 besøgende, måske endnu mere.

En oversigt over udviklingen i museets besøgstal fra 2007 til 2013 viser, at der overordnet er sket en vækst fra 2007 til 2012 på ca. 50.000 besøgende. Imidlertid har fremgangen ikke været jævnt fordelt på alle besøgssteder.

Tværtimod er der en tydelig tendens til, at nogle af de besøgssteder, der havde mange besøgende før sammenlægningen i 2007, er gået tilbage. Eller sagt på en anden måde; det har krævet store ressourcer at gennemføre museumsfusionen i 2007. Det drejer sig især om Bundsbæk Mølle/ Dejbjerg Jernalder og Abelines Gaard, der har mistet mange besøgende i perioden, men også om besøgsstederne Bedste besøgstal

Besøgende 2007

Besøgende 2008

Besøgende 2009

Besøgende 2010

Besøgende 2011

Besøgende 2012

Besøgende 2013

117.045

110.104

105.246

120.486

165.333

182.568

167.769

208.792

3.173 569 2.801 16.241 2.213 50.323 10.294 6.173 19.622 5.636

3.763 549 2.498 14.115 1.678 46.051 11.087 4.585 18.004 6.567 1.207

3.591 322 2.597 9.464 2.075 47.143 11.278 4.758 16.925 5.578 1.515

3.835 407 3.001 16.330 3.320 47.552 10.695 4.801 15.328 5.628 2.273 7.316

1.375 317 2.913 19.493 3.785 40.512 10.627 5.352 14.463 6.928 2.482 8.772 46.742 1.572

1.257 266 2.699 16.333 4.536 41.637 9.738 5.746 15.444 24.162 2.391 12.898 43.869 1.592

1.245 438 2.532 14.543 5.510 43.347 8.417 2.982 13.431 15.685 454 13.892 43.583 1.710

3.835 569 3.001 19.493 5.510 50.323 11.278 6.173 19.622 24.162 2.482 13.892 46.742 1.710

i Skjern og Tarm: Skjern Vindmølle, Skjern Å Museet og Hattemagerhuset. Væksten i besøgstallet er således især sket i kraft af de to nye steder Lyngvig Fyr og Kaj Munks Præstegård samt Ringkøbing Museum og Strandgaarden.

Det kan være vanskeligt at afgøre, hvor stort økomuseets samlede potentiale rundt om Ringkøbing Fjord egentlig ville være, hvis museet havde ressourcer til at drive og vedligeholde alle afdelinger optimalt. Måske kan man få et fingerpeg om dette potentiale ved at se på de bedste tal for hvert besøgssted i perioden 2007-13. Herved kommer man frem til et tal på 208.700. Så mange besøgende ville museet allerede nu kunne nå op på, hvis alt udviklede sig optimalt i en sæson.

Men hvad skal der så til for at sætte dette potentiale yderligere i spil? Her må man gøre sig klart, at udvikling af kulturarvsturisme omkring Ringkøbing Fjord ikke kun handler om udvikling og fornyelse af de enkelte besøgssteder, men om et samspil mellem flere ting. Der kan peges på følgende:

Hattemagerhuset

–– Museerne – bygninger, udstillinger, omgivelser skal fremstå velholdte og bringes i spil og kædes sammen på nye måder.

–– Kulturarven ude i landskabet skal være synlig og tilgængelig. En udnyttelse af de mange kulturmiljøer forudsætter samarbejde mellem museet, Ringkøbing Fjord Turisme, Ringkøbing-Skjern Kommune, borgerforeninger, enkeltpersoner etc.

–– Den friluftsmæssige infrastruktur i form af skiltning, cykelstier, vandre- og ridespor, shelters, toiletter osv. skal være til stede i form af et sammenhængende system af høj kvalitet. Det skal i den forbindelse nævnes, at RingkøbingSkjern Kommune er i gang med at færdiggøre et spændende cykelstiprojekt rundt om Ringkøbing Fjord. Projektet vil uden tvivl komme til at betyde meget for udvikling af cykelturismen i kombination med formidling af kulturarven ude i landskabet.

Skjern Vindmølle

Det store åbne museum

19

Som sagt driver Ringkøbing-Skjern Museum 14 forskellige museer rundt om Ringkøbing Fjord. De fleste er fredede eller bevaringsværdige egnskarakteristiske vestjyske bygninger, som befinder sig på deres oprindelige plads ude i landskabet. Forestiller man sig, at alle disse bygninger i stedet blev revet ned og genopført samlet på et mindre område, ville de udgøre et stort vestjysk frilandsmuseum på størrelse med Hjerl Hede eller Den Fynske Landsby. Nu befinder de sig ude i landskabet, hvor de altid har ligget.

Ved at fastholde denne form for autenticitet frembringer de et stort potentiale i forbindelse med udvikling af kulturarvsturisme, som også kan kædes sammen med turismeudvikling i landsbyer og i det åbne land. Men den decentrale struktur giver også store udfordringer. Autenticiteten hænger nemlig sammen med vedligeholdelsen, da det er en forudsætning for, at turister vil betale entré for at besøge stederne, at de er vedligeholdte og attraktive.

Abelines Gaard)

20

Kim Clausen

Udfordringer Bygningsvedligeholdelsen er en stor udfordring for et museum af Ringkøbing-Skjern Museums type. Specielt i en tid med stigende udgifter og faldende tilskud. Særligt vanskelig bliver situationen, hvis museet ikke i tilstrækkelig grad er i stand til at øge sin egenindtjening og på den på måde kompensere for faldende offentlige tilskud. I øjeblikket har Ringkøbing-Skjern Museum en egenfinansiering på ca. 50 procent. Ønsket om udvikling af kulturarvsturismen kan således hurtig havne i en paradoksal situation.

På den ene side vil samfundet gerne have udviklet flere varige jobs i turistsektoren og meget gerne ude i yderområderne, hvor mange jobs forsvinder. Det er tydeligt ud fra Ringkøbing-Skjern Museums erfaringer, at der er jobs og uddannelsesmuligheder i forbindelse med kulturarvsturisme. Endvidere er der tale om jobs, som er knyttet til stedet og ikke kan flyttes andre steder hen. Vi ved fra flere

undersøgelser, at kulturarvsturisme netop i kraft af bl.a. bevaringen af gamle historiske bygninger er med til at give et område identitet og værdi for de mennesker, der bor i området. Kulturarvsturismen er dermed indirekte med til at fremme bosætning og lokal handel.5 Det kan derfor synes besynderligt, at det er så svært at finde ressourcer til vedligehold og bemanding af kulturarven, som er en forudsætning for, at kulturarvsturismen kan komme i spil for alvor.

Det er vigtigt, at man i den danske debat om kulturturisme får understreget dette forhold. I lande, som vi gerne sammenligner os med, bl.a. Sverige og England, virker det som om, at der er en større forståelse for, at kulturarven, når den kommer i spil i form at kulturarvsturisme, skal ses som en ressource, der skaber vækst i et område, men som det også koster penge at udvikle og holde ved lige.

En anden stor udfordring er at synliggøre museets decentrale struktur overfor de besøgende. Hvordan får man

tydeliggjort den røde tråd for de besøgende, så de ikke blot besøger én af museets afdelinger, men bliver inspirerede til at besøge flere? Et af museets indlysende potentialer ligger i at blive bedre til at sende de besøgende videre til øvrige besøgssteder og således “genbruge” gæsterne. Over halvdelen af de ca. 90.000 besøgende kommer på museets to største besøgssteder Bork Vikingehavn og Lyngvig Fyr. Det har længe været påpeget, at økomuseet omkring Ringkøbing Fjord savner en fælles indfaldsport til alle museerne rundt om fjorden – en bygning, der i sig selv skal rumme mulighed for en markant oplevelse. En sådan bygning er Lyngvig Fyr, som Ringkøbing-Skjern Museum har drevet siden 2011 i partnerskab med Ringkøbing-Skjern Kommune og Naturstyrelsen.

Det er en oplagt idé, at udvikle Lyngvig Fyr til en slags besøgscenter for hele økomuseet rundt om Ringkøbing Fjord. Fra toppen af Danmarks højeste fyr 53 meter over

Lyngvig Fyr

Det store åbne museum

21

Lyngvig Fyr – turister i baglandet. Grafik: Arkitektfirmaet Bo Christensen ApS.

havets overflade kan man se hele vejen rundt om fjorden samtidig med, at man har et fantastisk udsyn ud over havet og klitterne. I en spændende udstilling om den store fortælling om amfibielandet rundt om Ringkøbing Fjord kunne man introducere de forskellige museer og vise, hvordan de hver især bidrager til historien og gør den levende og inddragende.

Andre måder at tilskynde turisterne til at bevæge sig rundt om fjorden er gennem temapakketure for cykel- og busturister. Cykelturisme har i de senere år fået en stor opblomstring og passer godt sammen med museets 22

Kim Clausen

decentrale struktur omkring Ringkøbing Fjord. En cykeltur rundt om fjorden, hvor man kan opleve områdets natur og kulturhistorie, har alle muligheder for at blive et spændende turisttilbud. I dag arbejder Ringkøbing-Skjern Kommune målrettet på at udvikle cykelturisme rundt om Ringkøbing Fjord. ”Cykelturisme i Verdensklasse” kalder man ambitiøst projektet. Ringkøbing-Skjern Museum deltager i dette projekt, og vi ser store muligheder for, at museets forskellige besøgssteder på en helt ny måde kan indgå som baser i forbindelse med en sådan cykelturisme.

Busturisme er anden målgruppe, som vi også tror, kan få en ny opblomstring, hvis den målrettes nogle spændende historiske temaer. Kaj Munks Præstegård i Vedersø, der årligt har ca. 12.000 besøgende, er det af museets besøgssteder, der i øjeblikket tiltrækker flest busselskaber.

Erfaringen viser, at det er kombinationen af en god historie og et velholdt og interessant sted med et engageret personale, der kan levendegøre stedet, der er forudsætningen for vækst i busturismen.

Men også andre former for friluftsturisme som fx vandre-, ride- og hestevognsturisme kunne, i samarbejde med private operatører, kombineres med museets decentrale struktur. Måske kunne man også forestille sig en turisme baseret på, at man sejler rundt i fjorden og besøger de forskellige fjordhavne og kulturmiljøer knyttet hertil. Ligesom det er tilfældet med cykelturismen, er det de infrastrukturelle forudsætninger, som skal være i orden i form af stier og adgangsforhold, for at man kan udvikle disse forskellige turistformer mere kommercielt.

En tredje udfordring er de historier, vi fortæller til de besøgende. Eller sagt på en anden måde: Fortæller vi de rigtige historier på de rigtige måder? RingkøbingSkjern Museums historie går mere end 100 år tilbage.

Ringkøbing Museum blev stiftet i 1908, og museets samlinger og bygninger rummer en kæmpemæssig kulturel kapital, som gemmer på en mængde spændende historier, der kan bringes i spil. Spørgsmålet er, om vi altid er gode nok til at få øje på de gode historier og få sat dem

i spil på en spændende måde sammen med de mange genstande museet råder over. På mange måder ligner en museumsudstilling en teaterforestilling. Man kan aldrig helt forudsige, hvorledes publikum vil modtage udstillingen/forestillingen.

De kommende år Et godt eksempel er den største udstillingssucces, det nye Ringkøbing-Skjern Museum har haft siden oprettelsen i 2007. I forbindelse med en forårsstorm i 2008 blev en tysk bunker fra Anden Verdenskrig frilagt på stranden i Hovvig.

Det viste sig, at denne bunker ved en tilfældighed var blevet overset, da man i 1945 ryddede op efter tyskerne. Bunkeren var sandet til og kommet frem igen, uden der i den mellemliggende tid havde været nogen inde i den. En yderligere tilfældighed var det, at man kunne finde frem til en af de tyske soldater, der som ung mand havde siddet i bunkeren i den sidste krigsvinter 1944-45. Interessen omkring fundet og den tyske soldat Saalfelds historie var stor. Historien havde så stor gennemslagskraft, at det blev et tilløbsstykke og

fortsat trækker mange mennesker til Ringkøbing Museum, som ellers i mange år havde haft et beskedent besøgstal.

En anden interessant erfaring fra udstillingen “Hvad bunkeren gemte “er den store interesse udstillingen har skabt for at besøge de tyske fæstninger Ringelnatter og Kryle ved Hovvig, som den frilagte bunker var en del af.

At Anden Verdenskrig interesserer såvel danske som tyske museumsbesøgende, kunne give anledning til at overveje et nyt emne fra krigen i Vestjylland, når bunkersudstillingen lukker ned. Måske kunne en udstilling om de mange allierede flyvere som faldt eller blev skudt ned over Ringkøbing Fjord være et emne i 70-året for Danmarks befrielse. Temaet kunne trækkes ud i landskabet til de konkrete spor, der stadig findes efter nedskudte fly, grave for omkomne piloter og historier om våbennedkastninger på afsides hedeområder, og om beskydningen af flygtningetoget i Vognbjerg, hvor mange tyske flygtninge omkom på selve befrielsesaftenen den 4. maj 1945.

Realiseringen af museets brand Levende Historie rummer også udfordringer. En fortsat udvikling af levendegørelse i form af det såkaldte ”reenactment” rummer helt

En rekonstrueret Lancaster i ”cigarkassen” på Ringkøbing Museum kunne skabe opmærksomhed om en udstilling om de allierede flyvere .

Det store åbne museum

23

klart et kæmpemæssig potentiale. Dette er allerede med tydelighed blevet vist på Bork Vikingehavn. Det er imidlertid en stor udfordring fortsat at skulle leve op til stigende forventninger og samtidig levere de samme oplevelser i konstant kvalitet gennem en hel sæson. Ét er at kunne arrangere levendegørelse i forbindelse med et vikingemarked over et par dage, noget andet er på et professionelt niveau at kunne levendegøre dag efter dag en hel sæson igennem.

På Ringkøbing-Skjern Museum vil vi gerne have, at alle vore besøgssteder praktiserer en form for levendegørelse på et vist niveau. Det stiller store krav til personalet.

Ud over at tage imod entré, betjene museumsbutik eller kaffestue og sælge is er der et stigende behov for, at det personale, der møder publikum også kan formidle stedets historie. Dette indebærer, at frontpersonalet skal have yderligere indsigt i de steder, hvor de arbejder. Det stiller også krav til, at dette personale kan arbejde sammen med frivillige og andre aktører.

I forbindelse med en gentænkning af økomuseet version 2.0 rundt om Ringkøbing Fjord kunne man basere økomuseet på fire elementer: –– Lyngvig Fyr som indfaldsport, informationssted og symbol for økomuseet rundt om Ringkøbing Fjord.

–– Temaer. I samarbejdet med Museet for Varde By og Omegn har vi allerede formuleret fire såkaldte vestjyske supertemaer: • Jernalder og vikingetid i Vestjylland • Anden Verdenskrig i Vestjylland • Vestkystturismens historie • Identitet og det vestjyske landskab Der er behov for at udvikle disse temaer yderligere, ligesom det er vigtigt, at museets øvrige temaer bliver gennemgået og evt. reformuleret.

–– Stier og information, der binder museerne, karakteristiske naturområder og kulturmiljøer sammen.

24

Kim Clausen

–– Museumsklynger. I stedet for 14 museer bør det overvejes, om man i stedet skal forsøge at etablere fem klynger bestående af flere museer, som hver fortæller forskellige historier knyttet til samme lokalitet. Sådanne fem klynger kunne være • Klitten – havet, strandinger, fjorden, jagt (Lyngvig Fyr, Abelines Gaard, Strandgaarden og Kaj Munks Præstegård).

• Ringkøbing – Vestjyllands lille hovedstad, handel og håndværk, Anden Verdenskrig (Ringkøbing Museum og Dommerkontoret).

• Bundsbæk Historieland – De lange linjer i det vestjyske landskab, jernalderbønder, hedeopdyrkning, vandmøller og rakkerne (Bundsbæk Mølle, Dejbjerg Jernalder og Bundsbæk Naturpark).

• Skjern Å – Åens historie, overgangssted og bydannelser (Skjern Å Museet, Skjern Vindmølle, Skjern Reberbane, Provstgaards hus og Hattemagerhuset).

• Bork – Vikingetiden i Vestjylland, Værnet og Tippernes historie og fiskeri (Bork Vikingehavn, Fahl Kro, Gåsemandens Gård og fiskerjollen Laurids Fahl).

Kim Clausen kan kontaktes på kc@levendehistorie.dk Noter

1. Erhvervs- og Vækstministeriet: Danmark i arbejde. Vækstplan for dansk turisme. København 2014. Elektronisk publikationen, der kan hentes på www.evm.dk.

2. Martin Fonnesbech-Sandberg: Turismens økonomiske betydning i Ringkøbing-Skjern Kommune. København 2013.

3. Destination Ringkøbing Fjord: Fremtidens Feriehus. Hvide Sande 2013.

4. Kim Clausen m.fl.: Vestjyllands Økomuseum – landskab, kultur og turisme. Skjern 1990.

5. Kulturstyrelsen og Fonden Realdania: Kulturarv en værdifuld ressource for kommunernes udvikling. En analyse af danskernes holdninger til kulturarv. København 2005.

Kurbad eller badeby Af Mariann Ploug

Blåvand, Vejers, Henne og Nymindegab er velkendte feriesteder ved den jyske vestkyst, hvor familier gennem generationer har søgt til netop det sted, de følte, var deres. I dag kommer feriegæsterne for at nyde den storslåede natur, den gode badestrand og måske livet i badebyen; men i mange af de ”gamle” familier kan i hvert fald bedsteforældre-generationen huske, dengang det rituelle, daglige bad sammen med den friske luft og solen var det centrale i opholdet ved kysten.

Netop badet har rødder langt tilbage i tiden til kildebade og kurbade i udlandet; men hvordan passer de fire badesteder, der nu ligger i Varde Kommune, ind i det billede?

Kurbad

Bath, Brighton, Bad Doberan, Karlsbad, Baden-Baden, Vichy, navne på eksotiske steder, som mange forbinder med slutningen af 1800-tallet og med mondæne feriesteder for det bedre borgerskab eller den velhavende del af aristokratiet. Navnene genkendes fra litteraturen og blandt danskere måske bedst fra Gustav Wieds roman, Knagsted, hvor hovedpersonen besøger Karlsbad sammen med vennen, overlærer Clausen.

Alle feriestederne er kurbadesteder, men de deler sig i to grupper, der enten ligger ved indenlandske kilder, som regel mineralholdige og ofte varme, eller ved kysten, hvor

Sommerdag på Vejers Strand, ca. 1980.

Foto: Blåvandshuk lokalhistoriske Arkiv.

K urbad eller badeby Kurbad eller badeby

25 25

det salte havvand og den friske luft er i fokus. Begge kurtyper blev anset for at være helbredende for sygdomme som nervøse og reumatiske lidelser, gigt, blegsot, blodmangel og søvnløshed, ligesom kurene kunne virke beroligende på lidenskaber.

Kildernes helbredende virkning var kendt og omtalt allerede i middelalderens Europa, og i 1600-tallet var lægerne blevet opmærksomme på, at bestemte mineraler virkede mod visse sygdomme: De svovlholdige, varme kilder ved Avon-floden menes at være det første sted, hvor denne viden blev udnyttet, og de dannede grundlaget for Bath, Englands mest mondæne kurbadeby i 1600- og 1700-tallet. Hurtigt fulgte tilsvarende kurbadesteder i det meste af Europa, hvor mulighederne var til stede. Også i Danmark havde man siden middelalderen været kendt med, at visse hellige kilder kunne helbrede sygdomme, og i 1600-tallet var man i højere grad begyndt at opfatte dem som sundhedskilder; blandt andet bad Christian 4. Ole Worm og seks andre læger undersøge vandet fra Helene Kilde i Tibirke, og Ole Worms vurdering fra 1645 lød: ”Doch siunis mig, at effterdi wores Nation icke er want til Vand at dricke, best at were at mand toer sig derudi, och icke drikker det.”1 Bath og de andre kursteder, der var knyttet til kilder, lå inde i landet, men i 1627 begyndte man at benytte en mineralkilde på et klippefremspring ved Scarborough på

The Cross Bath, Bath 1829.

Foto: www.bathintime.co.uk

26

M ariann P loug

Nordenglands østkyst som kurbadested, og fra 1667 var der også kurgæster, der badede i havet sammesteds som kur mod gigtsyge.

Havvandet både til indvortes og udvortes brug fik sin egentlige anerkendelse som behandlingsform i midten af 1700-tallet, da den engelske læge Richard Russell introducerede sine metoder i en bog,2 hvor han beskrev sine 25 års erfaringer måske kombineret med de resultater, som kvækerlægen Letsomme havde opnået ved et kysthospital, han havde anlagt ved Margate på Englands sydkyst for fattige, kirtelsvage børn. Russell anbefalede havvand som kur mod forstørrede lymfekirtler og opfordrede patienterne til at drikke det salte havvand, til at bade i det og at spise ethvert produkt fra havet, hvor dets kraft var koncentreret.

Russell var taget til Brighton eller Brighthelmton, som fiskerlejet hed i 1747, for at undersøge vandkvaliteten ved den engelske sydkyst og for at prøve teorierne om havvandets helbredende virkning. Undersøgelserne faldt ud til hans tilfredshed, og i 1753 byggede han det hus, som skulle blive begyndelsen til kurbadestedet Brighton.

Badestedet var indrettet med biblioteker, teatre og møderum til gæsternes underholdning, som man kendte fra ældre, indenlandske kursteder. I 1783 besøgte prinsen af Wales stedet, og hans støtte de følgende 40 år kastede glans over kurbadet, der en lang periode var Englands mest fashionable.

Russells House, Brighton 1786.

Foto: www.mybrightonandhove.org.uk.

Chain Pier, Brighton, ca. 1875.

Foto: www.mybrightonandhove.org.uk.

For at lette færgetrafikken over Den Engelske Kanal blev den lange mole, Brighton Chain Pier, anlagt med indvielse i september 1823, og dermed kom den hurtigste forbindelse mellem London og Paris til at gå over Brighton, der havde dampskibsforbindelse til Dieppe flere gange dagligt. Med jernbaneforbindelsen London-Brighton i 1840 blev rejsen både hurtigere og mere behagelig, men med jernbanen åbnedes også for endagsturismen, hvilket gav andre befolkningsgrupper mulighed for at besøge Brighton, der nok blev mindre mondænt, men ikke mindre populært. At promenere på den lange mole i Brighton og indånde den friske havluft blev et must for en stor del af Londons befolkning.

Dieppe var som Brighton både færgeby og et kurbadested, der siden slutningen af 1700-tallet sammen med Trouville havde været velbesøgt af de kurbadegæster, der kom ved den franske kanalkyst. I begyndelsen af 1800-tallet var franskmændene uenige om, hvorvidt Dieppe, Bourgogne og Le Havre i nord var sundere end det mondæne Biarritz i syd, og alle badestederne havde hver

deres fortalere. I Tyskland var man også opmærksom på havbadets helbredende virkning, så man kan ikke undre sig over, at professor Johann Christoph Lichtenberg, der havde besøgt Margate i 1788, rejste spørgsmålet: ”Hvorfor har Tyskland endnu intet offentligt havbad?” i en artikel i Göttingischen Taschenkalender fra 1793.

Spørgsmålet resulterede i, at fyrsten af Mecklenburg senere samme år anlagde det første tyske havbad, Bad Doberan ,ved Østersøen, og flere fulgte efter ved Travemünde (ca. 1800), på Rügen (1805) og i Åbenrå, hvor man fik en ”badeindretning” i 1818, mens Kiel fik en lignende i 1822.

I Sverige medførte opdagelsen af en ”hälsokälla” i Varberg på vestkysten, at der i 1811 blev indrettet en ”bad- och brunnsinrätning”, men i 1820’erne var det Marstrand, der var Vestsveriges førende badested.

Ved Nordsøen blev der i 1797 anlagt et badested på den vestfrisiske ø, Norderney med læge Friedrich Wilhelm von Halem som initiativtager, og efter Napoleonskrigen kom der nye badesteder i Cuxhafen (1816), Tønning ved Ejderen (1818) og Wyk på Føhr (1819).3

Heiligendamm ved Bad Doberan, salon og badehus, ca. 1840.

Foto: wikimedia commons.

Stranden på Norderney. Franz Schreyer, 1880.

Foto: wikimedia commons.

K urbad eller badeby

27

Føhr Danske konger og tysk overklasse Ved Wyk, der på den tid hed Wieck, var der i 1806 blevet anlagt et nyt havnebassin, hvilket gav mulighed for en fast færgeforbindelse til fastlandet, og hermed var grundlaget for det første havbad i Schlesvig skabt. Ved åbningen i 1819 kunne kurgæsterne ud over det ordinerede havbad, der foregik fra hestetrukne badevogne, benytte sig af de mere behagelige bade i det nyopførte ”Varmbadehus”. Til gæsternes ophold var der indrettet 40 lejligheder, og middagsmaden kunne de indtage hos apotekeren, hvilket formentlig blev opfattet som en vis garanti for kuropholdets gode virkning.

Badestedet på Føhr havde ikke de fornøjelser og adspredelser, man sædvanligvis tilbød badegæster. I stedet blev vadehavsøens fremmedartede natur, der kunne virke både skræmmende, storslået og beroligende, fremhævet som den store seværdighed eller oplevelse for badegæsterne.

Måske var det derfor, den danske konge, Frederik 6., under et besøg i 1824 blev så begejstret for stedet, at han tillod kurbadet at tage navn efter hans datter, ”Wilhelminen-Seebad”.

En tanke bag dette kunne også være, at badet derved blev ”det fædrelandske søbad”, altså et badested for danskere, men det forhindrede dog ikke, at det mest var velhavende borgere og aristokratiet fra Tyskland, der tog ophold i Wyk. Interessen for Føhr blev yderligere styrket, da Christian 8. i perioden 1842-1847 tilbragte somrene på øen. Havde man ikke eget fartøj som kongen, var rejsen til Føhr lang og besværlig, hvilket H.C. Andersen noterede sig, da han i 1844 besøgte øen efter at være blevet inviteret af dronningen: ”Fra Hamburg over Land må den Rejsende regne med fire Rejsedage; med Skib over Helgoland varer det kun to Dage, men her er der Fare for at blive Søsyg.”

I 1850 blev der ansat en særlig badelæge i Wyk, og i 1861 skrev badelægen, Immanuel Schiødte, den første bog på dansk om Føhr: ”Føhr og dets Søbad, en kortfattet medicinsk-topografisk Beskrivelse til Brug for Badegæster.”

Wyk blev ramt af større brande i 1857 og 1869. Måske var den første brand årsag til, at man i en periode overvejede mulighederne for at drive badestedet på Føhr sammen med det nyåbnede badested på Sild, for på den måde at undgå indbyrdes konkurrence. Da den anden brand

Wyk på Føhr, 1861-62.

Foto efter Den jyske Historiker 65, 1993, s. 43.

28

M ariann P loug

brød ud, havde Danmark tabt krigen i 1864 til Tyskland, og vadehavsøerne, Føhr og Sild, var blevet tyske. De følgende år frem til 1873 var det den tyske kronprins Friedrich, der sammen med sin familie holdt ferie på Føhr.4 Sild Velstående tysk borgerskab De første badegæster kom til Sild i 1855, og blandt dem var læge Gurtav Ross, Altona, der tog initiativ til dannelse af et havbade-selskab på Sild. Selskabet arbejdede hurtigt, og i 1857 blev kurbadestedet anlagt ved Westerland direkte ud til Nordsøen, hvor der kun lå nogle spredte huse.

Her byggedes kursal, hotel, pensionater og små gæstehuse blandt andet i schweizerstil. Kurgæsterne, der hovedsageligt tilhørte den bedrestillede middelklasse fra Hamborg, foretog rejsen til Sild med tog og derefter med dampskib fra Højer Sluse, indtil man i 1927 byggede ”Hindenburgdæmningen” til jernbanetrafik mellem Klanxbüll og Sild.

Formålet med opholdet var at nyde godt af den friske havluft og havbadenes helbredende virkning, mens øens

storslåede natur, der havde været en af drivkræfterne for dr. Ross, ikke havde nogen større interesse for størstedelen af badegæsterne.

For en anden gruppe, de primært tyske malere, der søgte til Sild i 1860’ og 1870’erne forholdt det sig modsat.

De ønskede at male landskaberne eller havet, der skiftede udseende med vejret og lyset. Her adskilte de sig fra malerne, der de foregående årtier havde foretrukket Føhr, og hvis motiver hovedsageligt havde et folkloristisk præg med scener fra hverdagslivet, gerne hvor kvinderne var klædt i ”frisisk dragt”. Senere skiftede malerne mellem øerne, der sammen med Amrum kom til at danne en kunstnerkoloni af ligesindede kunstnere, som det også kendes fra Danmark på den samme tid.

Den lokale lærer, Chr. Peter Hansen, havde øje for hverdagslivet på Sild, som de tidlige malere havde på Føhr, men for ham forekom sceneriet ikke fremmedartet eller eksotisk. Han skrev i 1865, at ”det kan frygtes, at de nationale sæder og skikke i Westerland vil lide under indflydelse af det hastigt blomstrende søbad”, men da var Sild blevet til Sylt, og øen indgik i det tyske rige.5

Badestranden på Sild med badehus og traktørsted i telt. Carl Ludwig Jensen, 1874.

Foto efter Arv og Eje 1985, s. 25.

K urbad eller badeby

29

Nordsøbad – Vesterhavsbad

Det første havbad på Fanø lå ikke ved den brede sandstrand på vestkysten, men nord for havnen i Nordby på østkysten. Her anlagde Peter Duysen i 1851 et bade- og svømmehus med fire kamre, som han reklamerede for i Ribe Stiftstidende, og efter kort tid kunne han også byde badegæsterne på et styrtebad i sit hjem. Senere byggede han et mindre badehotel, ”Søbadeanstalten”, og nogle af hans gæster gik også ud for at bade i Vesterhavet.

Det lille badehotel fortsatte efter Duysens død i 1868, men allerede i 1865 efter tabet af Føhr og Sild beskrev

distriktslægen på Fanø, dr. Jørgen Heinrich Lorck, der også havde vist interesse for Søbadeanstalten tidligere, mulighederne for at udvide badestedet på Fanø. Det blev der dog først grundlag for i 1873, efter at jernbaneforbindelsen til Esbjerg og den nye statshavn var blevet anlagt i 1870.

Et egentligt vesterhavsbad blev en realitet i 1879.

Det beskedne bad bestod af en pavillon med hvilestue og restaurant samt fire badevogne, der kunne trækkes ud i havet. Samtidigt blev der anlagt en vej tværs over øen, så gæsterne fortsat kunne bo på hotellet ved det gamle badested.

I 1881 forelå et stort projekt for et badehotel med et system af pavilloner, men det lod sig ikke finansiere, og i 1889 kom et nyt forsøg, da den nydannede, ”Danmarks Turistforening” fandt det hensigtsmæssigt at etablere et mondænt dansk badested for et internationalt publikum. Deres valg faldt på Fanø, og der blev udsendt en ”Indbydelse til Aktietegning i Badeetablissementet ’Fanø Nordsøbad’.” Også denne gang var det vanskeligt at skaffe den fornødne kapital, og den blev først tilvejebragt, da

Fra indvielsen af Fanø Nordsøbad.

Foto: Illustreret Tidende 1892. Efter www.mitfanoe.dk.

Hotel Kongen af Danmark på Fanø indviet i 1893.

Foto efter Den jyske Historiker nr. 65, 1993, s. 84.

Som det er fremgået, lå Danmarks første havbadesteder ved Nordsøen i hertugdømmerne, hvor muligheden for at tiltrække velhavende kurgæster fra de store tyske byer var størst. Da man efter nederlaget i 1864 ville anlægge kurbadested på Fanø, blev det igen de velstillede tyskere, initiativtagerne søgte at tiltrække.

Fanø Velstående borgerskab og tysk kapital

30

M ariann P loug

den lokale ildsjæl kaptajn H. Rødgaard fandt sammen med den tysk-østrigske bankier Sigmund Weisz. ”A/S Fanø Nordsøbad” blev stiftet i 1890, og den 22. juni 1892 kunne ”Kurhotellet” indvies med smukke kurlokaler, læseværelse og kursal, der havde plads til 400 mennesker, samt 30 værelser med udsigt over havet.

Aktieselskabet havde en forhåbning om, at andre ville bygge tilsvarende hoteller, ligesom man ønskede at sælge grunde til private sommervillaer eller villaer til udlejning, og det lykkedes til en vis grad. ”Strandhotellet”, der også stod færdigt i 1892, blev bygget af et aktieselskab, som var dannet på Fanø med skibsreder M.N. Mathiasen i spidsen, mens ”Hotel Kongen af Danmark”6 fra 1893 var ejet af en gruppe omkring konsul C. Breinholt i Esbjerg; og hertil kom en række mindre hoteller og pensionater.

Bebyggelsesplanen for Fanø Nordsøbad blev aldrig realiseret fuldt ud, men i løbet af 1893, 1894 og 1895 blev badet udbygget. Grundene blev primært købt af velhavende tyskere, og fra aktieselskabet i Hamburg annoncerede man i Dresden, Wien og Sct. Petersborg, men ikke i Berlin, formentlig fordi man dér havde blikket vendt mod Østersøen.

Fra 1893 var der også et mindre badested med restaurant og badevogne syd på øen ved Hønen.

Skønt det ikke tog mere end 8½ time at komme fra København til Fanø-damperens anløbsbro og knap seks timer fra Hamborg, var interessen for at besøge kurbadet på Fanø ikke stor nok til at forhindre, at Fanø Nordhavsbad de første mange år kørte med underskud. Stedet blev aldrig det internationale kurbad, turistforeningen oprindeligt havde drømt om, og efter at have skiftet tyske ejere flere gange endte kurbadet på danske hænder i 1904 med det nye navn ”Fanø Vesterhavsbad”. Derefter kom der færre tyskere til Fanø, og de tyske grundejere solgte efterhånden deres sommervillaer. ”Vesterhavsbadet” havde sin storhedstid i årene op til Første Verdenskrig, hvor der kunne være op til 15 nationer repræsenteret i højsæsonen. I mellemkrigstiden var badet stadig blandt de mest mondæne feriesteder i Danmark.

Fra midten af 1930’erne faldt antallet af tyske gæster, og efter Anden Verdenskrig havde Vesterhavsbadet også mistet sit danske publikum.7 Rømø Middelklasse og tysk kapital De ældste sommerhuse på Rømø blev bygget i 1895, og forudsætningerne for det første kurbadested blev etableret i 1898, efter at den tysksindede præst i Skærbæk, Chr. J. Jacobsen, i 1897 havde taget initiativet til at oprette en færgeforbindelse fra Skærbæk til Kongsmark midt på øens østkyst. Han var også foregangsmanden i selskabet ”Nordseebad Lakolk auf Röm”, der året efter opførte en træhytte, ”Römerhof”, i nordisk stil med plads til 20 gæster ved færgestedet i Kongsmark og anlagde ”Nordseebad Lakolk”8 på vestkysten, hvor der blev bygget en tilsvarende hytte til 12 personer samt et antal mindre hytter til en eller to familier. Hytterne var beregnet til familier med børn, og det var selskabets erklærede formål at være ”et jævnt, billigt kursted for den tyske middelstand”.

Valhal, tofamilieshus i Laklok på Rømø, c. 1900.

Foto efter Arv og Eje 1985, s. 33.

K urbad eller badeby

31

For pastor Jacobsen var oprettelsen af badestedet et led i den nationalpolitiske kamp omkring 1900. Det slesvig-holstenske overpræsidium og det prøjsiske landsråd i Haderslev billigede hans ideer og gav finansiel støtte til både færgeforbindelsen og kurbadet. I Lakolk kunne man i 1899 som erstatning for den store bjælkehytte åbne ”Kaiserhalle”9 med en stor restaurant, der havde plads til knap 400 gæster, en læsestue og billardværelse samt flere opholds- og hvilerum. Hertil kom seks nye blokhuse, en musikpavillon, ”Swanhildsruh”, samt ”Strandhalle”, et forfriskningssted, som man kom til ad træbelagte stier. Huset var bygget på pæle, som hævede stedet et par meter over stranden, hvor der også var anlagt en sportsplads med de mest moderne gymnastikredskaber.

Sammenlagt blev der opført 37 blokhuse,10 som hverken havde køkken, toilet eller bad. Gæsterne spiste på restauranten i Kaiserhalle og badede i havet eller i et af varmbadehusene. ”Drachenburg”11 fra 1901 var et hotel på to etager. Det blev den sidste større bygning opført i Lakolk, hvor der også var kommet varmbadshuse, som ud over de medicinske bade

Nordseebad Lakolk på Rømø, 1907.

Tegning: http://vimu.info.

32

M ariann P loug

kunne tilbyde dampbade samt nogle butikker og en station for troljebanen, den hestetrukken sporvogn, der var anlagt som badets forbindelse til færgelejet. Her var Römerhof i 1900 blevet udvidet til et stort, trefløjet hotel med 58 værelser samt posthus og telegraf i den ene fløj.

Trods det erklærede mål om, at Nordseebad Lakolk skulle være middelklassens badested, havde man også en ambition om at være et kurbadested med badelæge og en lærer til at lede gymnastikken i sæsonen. Badestedet blev en hurtig succes, men toppede allerede i 1901 med 2072 gæster. Derefter gik det ned ad bakke på grund af pastor Jørgensens politiske og økonomiske vanskeligheder, og efter sæsonen i 1903 måtte selskabet acceptere en konkurs. Nogle af parthaverne dannede et nyt selskab uden de tysknationale undertoner og kunne fortsætte driften, men noget mondænt badested blev det senest oprettede kursted på de vestslesvigske øer ikke. Under Første Verdenskrig forfaldt bygningerne, og først efter åbningen af Rømø-dæmningen i 1948 vendte sommergæsterne tilbage til øen.12

Fra Blåvand til Nymindegab Hellige kilder, kurbadesteder, kilde- eller havvandets og havluftens helbredende virkning er alle faktorer, der danner baggrunden for sommerturismens fremkomst ved de brede sandstrande, der ligger som en forlængelse af vadehavsøerne langs den jyske vesterhavskyst mellem Blåvandshuk og Nymindegab, men her gjaldt andre omstændigheder – hverken tyske penge eller velhavende investorer.

Det er i øvrigt ikke umuligt, at særlig Blaavand med Tiden vil faa betydning som Badested, hvortil det egner sig ganske fortrinligt. Antallet af Badegæster i Blaavand Kro har Aar for Aar været i tiltagende, ligesom ogsaa flere Turister søger dertil, ogsaa for at bese det dertil nylig opførte Fyrtaarn.13 Sådanne overvejelser gjorde Fr. Ashlund sig i 1888. Ashlund har givetvis kendt til nogle af de danske kurbadeanstalter som Silkeborg Vandkuranstalt og Jernkilde (1883), Sæby Brøndkur- og Søbadeanstalt (1887) eller måske den ældre ”Klampenborg Vandkuranstalt” fra 1844, og han kunne have besøgt et af badehotellerne i Søndervig eller Blokhus, som begge var blevet opført i 1884.

J. Olsen supplerede i 1911 Ashlunds iagttagelse med følgende kommentar: Som Gæsternes og Forlystelsernes Antal øgedes paa Fanø, begyndte Folk at søge andre Steder hen, de lejede sig ind i Bøndergaarde, Husmandslejligheder, Kroer og lignende, i Blaavand skal have været 300 Badegæster, og nu er de begyndt ogsaa at drage til Vejers og Henne, flere kendte Mænd baade fra Øerne og Jylland har købt Byggegrunde mellem Klitterne herude, hvor enkelte har opført og flere agter at opføre Sommerhuse.14

Blåvand Fyr fra 1900 med fyret fra 1887 til højre.

K urbad eller badeby

33

Blåvand Velstående københavnere samt lokalt initiativ og kapital Den rejsende, der kommer til Blåvand, kan ikke komme længere. Man er bogstaveligt ved vejs ende, hvis ikke man er på fodtur og agter at gå nordpå langs den brede sandstrand mod Nymindegab eller Skagen. Det er en tur, der stadig appellerer til et pænt antal mennesker hvert år.

Da sommergæsterne begyndte at søge til Blåvand efter midten af 1800-tallet, kom de til et kystsamfund, hvor befolkningen boede tæt ved havet i ly af de høje klitter. De levede af et magert landbrug, som de kombinerede med et givtigt, men vigende fiskeri, der blev drevet fra hjemmet forår og efterår.15 For en del blev fiskeriet efterhånden erstattet af arbejdet med rejsning af klitplantager og dæmpning af sandflugt.

Sommergæsterne tilhørte hovedsageligt det bedre borgerskab fra København, for hvem det var blevet almindeligt eller ønskværdigt at ”ligge på landet” i sommermånederne enten i egne sommervillaer med aristokratiets store landsteder og herregårdene som forbillede, eller mere beskedent ved at indlogere sig hos lokale fiskere op langs Øresundskysten.

For nogle blev feriestederne i nærheden af København efterhånden overrendte, mens andre fandt, at kurbadestederne, der havde været det foretrukne mål for mange, snarere var blevet til forlystelsessteder, og man begyndte at søge mere ensomt beliggende lokaliteter, blandt andet ved den jyske vestkyst, hvor man, som J. Olesen skrev, indlogerede sig hos bønder og fiskere.

Antallet af sommergæster, der ønskede at tage ophold i Blåvand, blev formentligt forøget væsentligt efter 1875, hvor Den kongelige Post begyndte at køre i fast rutefart fra Blåvand kl. 8 og retur fra Varde kl. 15. Jernbaneforbindelsen fra Varde til Esbjerg og dermed til hele landet var etableret året før. Sammen med det voksende antal sommergæster var den faste forbindelse givetvis årsag til, at den lokale Hans Chr. Hansen i 1878 opførte Blåvand Kro.16 Kroen kunne huse 40 gæster, og her kunne kromanden og hans 34

M ariann P loug

kone, Mette, betjene yderligere 30 gæster ved at disponere over et antal værelser hos gårdejerne i nabolaget. Det fortælles om Mette, der stod for madlavningen, at hun i det daglige anvendte almindelige klæder, men når hun kom ind om aftenen, klædte hun sig i vestbodragt. Det kunne gæsterne godt lide.

Kroparret Mette og Hans Chr. Hansen, 1880’erne.

Foto: Blåvandshuk lokalhistoriske Arkiv.

H.C. Hansen gjorde, hvad han kunne for at gøre gæsternes ophold behageligt. I 1911 betalte han for at få forbedret de sidste 1.000 alen af vejen ud til kroen, og en periode lejede han et stykke af Blåvand Sønderstrand, hvor han opstillede badehuse til gæsternes afbenyttelse. Badehusene var kun beregnet til omklædning og stod fast på stranden

hele sæsonen. De badende gik selv ud i vandet i modsætning til badende på vadehavsøerne og andre steder, hvor der blev anvendt badevogne, som kørte badegæsterne ud i vandet.

Clemmensens Pensionat kom til omkring 1900 og Kallesens Pensionat i 1924, begge på lokalt initiativ. Senere

Postvognen på gårdspladsen ved Blåvand Kro, ca. 1905.

Foto: Blåvandshuk lokalhistoriske Arkiv.

Blåvand Kro efter vestfløjens opførelse, 1910-1915.

Foto: Blåvandshuk lokalhistoriske Arkiv.

Cyklister foran Blåvand Kro, ca. 1915. Foto: Blåvandshuk lokalhistoriske Arkiv.

Sommergæster på vej mod Clemmensens Pensionat, ca. 1930.

K urbad eller badeby

35

blev de fulgt af andre overnatnings- og spisesteder, som også stort set alle blev etableret af lokale beboere.

Blåvand havde i årene før 1914 en trofast skare af københavner-familier, der kom år efter år. De første fire ”badevillaer”, som de større sommerhuse blev kaldt, blev bygget i årene fra 1907 til 1910 blandt andre Stæhrs villa fra 1909.

I 1918 købte direktør Stæhr en gård, som lå tæt på hans villa i Blåvand, og i Ho-Oksby Sogns Hartkornsprotokol, der dækker årene 1917-1926, er han også noteret for købet af en række strandparceller i 1918 og 1919.

Et smukt salgsmateriale, der omhandlede det areal, direktør Stæhr ejede, blev udfærdiget i 1919 af landinspektør H.B. Pedersen. Her beskrives ”De skønne Egne ved Blaavandshuk”, som omfattede ”en Strandbred, der syntes uendelig ved sin Bredde”, og indlandsklitter, hvorfra der var et storslået udsyn ”over Karlsmærsk Hedes uendelige Flade”. ”Selv under Krigen [Første Verdenskrig] har man kunnet tage til Blaavand fra København Lørdag Aften og været tilbage Mandag Morgen og dog have tilbragt adskillige Timer ved Havet.” Hæftet indeholder også en ”Udstykningsskitse

for Grunde ved Blaavands Huk”. I forhold til de store tyske kurbadeprojekter på vadehavsøerne var Stæhrs sene initiativ et beskedent fremstød, men selv ikke det lod sig gennemføre i Blåvand.

Efter Første Verdenskrig var de lokale beboere for alvor blevet klar over, at Blåvand havde en fremtid som ferieområde, og Ho-Oksby Sogneråd var ikke tilbageholdende med at give tilladelse til, at de ringeste landbrugs- og hedearealer blev udstykket til sommerhusgrunde. Fra 1919 til 1937 fik sognerådet 40 ansøgninger fra landmænd, der ønskede at udstykke deres gårde helt eller delvist, og der blev kun givet to afslag; men antallet af sommerhuse, der blev bygget mellem 1911 og 1940 var beskedent. På Vestermarken ud mod fyret i Blåvand blev der opført 31 sommerhuse, mens der længere mod øst i Oksby blev bygget fire huse og i Hvidbjerg tre. I samme periode blev 10 gårde og helårshuse erhvervet af ”udenbys” familier som sommerboliger.

Den massive udbygning af Blåvand som sommerhusområde kom først efter Anden Verdenskrig, da hovedparten af befolkningen havde fået egne biler.17 Vejers Strand Jyske sommerhusejere, færre københavnere samt lokalt initiativ og kapital

Direktør Stæhrs sommervilla ses som nr. to fra venstre mens Strandgården, som han købte, ligger helt til højre, ca. 1920.

Foto: Blåvandshuk lokalhistoriske Arkiv.

36

M ariann P loug

Vejers var en landsby,18 der lå syv kilometer inde i landet, mens Vejers Strand ved havet var et fiskerleje, der siden middelalderen havde været kendt som Vesterside. I generationer var en stor del af landsbyens befolkning flyttet ud i fiskeboderne ved stranden forår og efterår for at deltage i fiskeriet, men i slutningen af 1800-tallet var fiskeriet med havbåde fra stranden blevet urentabelt, og det var derefter reduceret til lidt lejlighedsfiskeri, der for det meste gik til beboernes egen husholdning.

Det betød, at kystområdet stort set lå øde hen, da J. Olsen i 1911 omtalte, at sommergæsterne var begyndt at søge til Vejers; men allerede omkring 1905 havde Jens R.

Hedegaard og hans kone holdt ferie ved Vejers Strand for første gang.

Det var herlige Dage, som vi for største Delen tilbragte ude ved Havet og i Klitterne: den storslaaede Natur, Havet i Solskin og Blæst, Ensomhedens store Stilhed mellem Klit og Hav. Vi kunde fristes til at udbryde: ”Verden og vi”, for vi kunde færdes derude Dage i Træk uden at se andre menneskelige Væsner end os selv. Ægteparret var kommet til Vejers på foranledning af Kristian Haahr, der selv stammede ”ude fra Vesteregnen”. Det fremgår

ikke direkte af teksten, hvor de boede under opholdet, men de må have haft logi på en af gårdene i Vejers, med mindre det har været muligt at bebo en af de forladte fiskeboder ved stranden.

En anden, der var søgt til Vejers Strand, var stationsforstander L.P. Andersen fra Varde. I 1910 fik han opført det første sommerhus i den yderste klitrække, og ved at sammenligne ældre kort kan man se, at huset blev bygget næsten, hvor fiskerboderne tidligere havde ligget. Grunden havde kostet 15 øre pr. kvadratalen eller knap 40 øre pr. kvadratmeter, og den var overgroet med små klitroser, marehalm

Fiskerboderne ved Vejers Strand, 1876.

K urbad eller badeby

37

og revling. Huset, der lå i læ og ikke på klittoppen, var et hvidt træhus med sort, tjæret tag. Det var indrettet med en stor stue, tre små værelser og køkken med komfur samt et stort uopdelt loft. Sommerhuset kunne ikke forsikres, fordi ”det blæste nok væk ved den første efterårsstorm”. Det gjorde det dog ikke, men det blev revet ned af tyskerne under besættelsen i 1940’erne.

L.P. Andersen var den første stationsforstander ved VardeNr. Nebel Jernbanen, som blev indviet i 1903. Jernbanen havde station i Oksbøl, og herfra cyklede familien de 13 km til Vejers, indtil faderen købte bil i 1913-1914, hvilket må have været nogenlunde samtidigt med, at der kom kørende post til Vejers, men ikke til stranden.

Jens Hedegaard vendte tilbage til Vejers omkring 1917.

Da var Vejers Strand blevet et badested med en Del Sommerhuse og mange Badegæster, som med deres glade Liv brød den store Stilhed, mens de indaandede Sundhed og Glæde i den rene Havluft og boltrede sig i de salte Bølger. Den ideelle Badestrand ved Vejers, en af de bedste langs Vestkysten, var opdaget.

Vejers Strand med biler og badehuse, slutningen af 1920'erne.

Foto: Blåvandshuk lokalhistoriske Arkiv.

38

M ariann P loug

Sommerhusejernes navne, beskæftigelse og bopæl findes i Ho-Oksby Sogns Hartkornsprotokol 1917-1926, hvor der er opregnet 45 ejendomshandler vedrørende mindre klitarealer langs kysten, givetvis de første handler af denne type ved Vejers Strand. Det drejede sig hovedsageligt om grundene nærmest kysten både nord og syd for Ålestrømmen. 15 af de 45 grundejere kom fra Varde, fem var forholdsvis lokale (Vrøgum, Ølgod, Esbjerg) og fem boede i det sydlige Jylland (Tønder, Askov, Kolding). Kun ti havde bopæl i Københavnsområdet, og for de sidste ti var adressen ikke oplyst. Det viser, at hovedparten havde deres faste bopæl og arbejdsliv i forholdsvis kort afstand fra sommerhuset, hvilket gjorde det muligt for familier med bil at bo ved stranden hele sommeren på samme måde, som landliggerne praktiserede det omkring København. Den mulighed havde sommerhusejerne fra Københavns-området ikke, men da de alle tilsyneladende tilhørte den højere middelklasse, var det formentlig ikke noget større problem. De mere lokale sommerhusejere kom fra den velstillede middelklasse, der havde overskud til at købe grund og bygge et ekstra hus ved stranden.

Strandhotellet ved Vejers Strand, 1929.

Foto: Blåvandshuk lokalhistoriske Arkiv.

Ved Vejers Strand var sommerhusene eneherskende i mange år, og først i 1926 blev Strandhotellet, der ligger i første klitrække, bygget af ”Andelsselskabet Vejers Forsamlingshus”. Landsbybeboerne, som havde stået bag opførelsen af forsamlingshuset i 1920, mente, at der kunne være penge at tjene ved stranden. Alligevel enedes man om at sælge hotellet allerede i november 1926, men derefter drev køberen hotellet frem til besættelsen, så de lokale beboeres forventning til indtjeningen var ikke forkert.19 I 1935 var der ud over strandhotellet mindst fire pensionater og et mindre hotel til at betjene sommergæsterne.

Det første pensionat var Pension Klithjem fra 1925. Det blev ejet af Marie Nielsen, som om sommeren drev pensionatet frem til slutningen af 1950’erne. I vinterhalvåret var hun vinterlærerinde i Sundsig ved Horne. Pensionatet var bygget af en slægtning, den lokale bygmester, Harborg Nielsen, og det var formentlig også ham, der kort forinden havde bygget stedets første butik, Kiosken, for Signe Nielsen, der var Maries søster. I de følgende år frem mod Anden Verdenskrig steg antallet af butikker med dagligvarer og specialbutikker, så vejen gennem Vejers Strand fik et bymæssigt præg.20

Pension Klithjem, 1930’erne. Foto: Privateje.

Henne Velstående jægere, jyske sommerhusejere, færre københavnere samt lokalt initiativ og kapital Beboerne i Henne Sogn levede på mange måder under samme betingelser, som fandtes i Vejers, men da Henneby kun ligger tre km fra kysten, foregik fiskeriet herfra formentligt fra hjemmet som i Blåvand, hvorimod fiskerne fra sognets andre småbyer sandsynligvis har haft fiskerboder ved Henne Strand. Her blev sæsonfiskeriet dog aldrig så omfattende som andre steder på kysten, da beboerne også havde en anden mulighed for at supplere indtægterne fra det magre landbrug. Filsø, der dengang var Danmarks næststørste sø, ligger delvis i Henne sogn, så det lå lige for at udnytte mulighederne for fuglejagt og ferskvandsfiskeri, som nok var mindre risikabelt end fiskeriet på havet.

Da tørlægningen af Filsø begyndte i 1852, fik også andre interesse for jagten og fiskeriet i søen, og de lokale beboere mistede til sidst deres hævdvundne ret.

Fra 1904 til 1948 blev jagtretten og fiskeriet i Filsø lejet ud til forskellige jagtselskaber. Disse jægere kom fra andre dele af landet, og de havde brug for lokale folk, dels til

Efter svanejagten, 1920’erne. Foto: Privateje.

K urbad eller badeby

39

tønder land af Hennegårds yderste klit- og hedearealer i 1915 for 18 kr. pr. tdl. under forudsætning af, at de faste beboere i sognet fik strandret. Et år eller to senere fik konsortiet den gamle Hennegård Strandvej reguleret, og de gav også et større bidrag, da Strandvejens hjulspor i 1928 blev forvandlet til en kørevenlig grusvej.

Det første hus ved stranden blev bygget i 1917, så vidt vides af kaffegrosserer Siesbye fra København. Hennehus,

at føre opsyn med det store jagtrevir, dels for at udnytte deres lokalkendskab under jagterne.

Hans Beck Thomsen blev opsynsmand i 1928, og i 1930 overtog han og hans kone, Katrine, Henne Kirkeby Kro efter hendes forældre, Hans og Martine Gammelgaard.

Kroen, der havde eksisteret siden 1850’erne, havde været jægernes tilholdssted siden 1912. De boede i en tilbygning, Jægerhytten, under jagterne, der fandt sted to til tre gange om året. Blandt jægerne var den fynske maler Johannes Larsen, der deltog i jagterne næsten hvert år fra 1910 til slutningen af 1930’erne, men han udnyttede også mulighederne for at skabe en lang række stemningsfulde malerier fra området.

Selv om kroen samtidig fungerede som et lokalt samlingssted, var jægernes tilstedeværelse af stor betydning, så da Filsø ikke længere ønskede at udlejede jagten, købte Beck Thomsen sammen med landinspektør Dahl Kristensen fra Varde i 1949 store hede- og klitarealer ved Henne Strand for derved at sikre, at der var gode jagtmuligheder for kroens gæster.

Som en parallel til jagtselskabet på Filsø købte et københavnsk jagtkonsortium, A/S Vesterhavsstrande, ca. 770

Kroejer Hans Gammelgaard med en søn foran Henne Kirkeby Kro, hvor Jægerhytten ses til venstre, ca. 1925. Foto: Blaabjerg lokalhistoriske Arkiv.

Hans Beck Thomsen var kroejer og jagtbetjent, 1930’erne. Foto: Privateje.

Hennehus med serveringstelt i baggrunden, 1928-1929. Foto: Privateje.

40

M ariann P loug

som det hed, var et murstenshus i engelsk stil, og det blev brugt som opholdssted under jagter, men ikke som sommerhus. Huset, der fra 1935 tilhørte kandidat Lønneth, står endnu. Det lå i mange år som det eneste hus ved stranden, men efterhånden kom der flere til.

Under rubrikken ”Feriedage i Navne og Noter” havde en journalist følgende kommentar i 1935:

er kun 4 Aar siden, at det første Hus blev bygget. Beliggenheden er ganske henrivende indenfor høje Klitter med Udsigt over en Hedeslette, der begrænses af den bakkede Blaabjerg Plantage.

Feriestedet Henne Strand var kommet i fokus. Fra 1930 og frem opstod et lille ”butikscenter”, hvor vejen til stranden endte i en stor parkeringsplads.21

Henne er sikkert Danmarks yngste Badested. For blot 3-4 Aar siden laa her højst 2-3 Bosteder, spredt bag Klitterne, nu tæller Badebyen ca. 150 Sommerhuse.

Sommerhusejerne var i vid udstrækning fra Jylland, og mange var relativt lokale, ofte embedsmænd, forretningsindehavere eller håndværksmestre fra Nr. Nebel, Skjern, Ølgod eller Varde.

Med Strandvejens forbedring var vejen til Henne Strand blevet åbnet både for nye sommerhusejere og for endagsturister. Fra 1928 lejede kroejeren i Henne Kirkeby Hennehus i sommermånederne og opsatte et stort telt, hvorfra han drev sommerbeværtning, til han i 1932 åbnede Hotel Henne Strand. Året efter åbnede hans kollega, kroværten i Henne Stationsby, Hotel Strandgården lidt længere mod sydøst, og i løbet af få år var flere pensionater samt vandrehjemmet Solfang kommet til. Vandrehjemmet og et par af pensionaterne var som ved Vejers Strand ejet og drevet af vinterlærerinder, mens et enkelt pensionat tilhørte en kvinde fra København. Sommergæsterne, der indlogerede sig på hoteller og i pensionater i flere uger, kom som regel langvejs fra og omfattede forholdsvis mange københavnere, men også en del tyskere.

I de Samvirkende jyske Turistforeningers årbog fra 1934 kunne turisten få følgende oplysning: Her ligger det lille Badested Hennestrand, der er saa nyt, at det ikke engang staar paa Geodætisk Instituts Kort. Her er Restauration og Strandpavillon.

Desuden følgende Pensionater: ”Strandpensionatet”, ”Baggers Pensionat”, ”Klithjem” og ”Klitgården”. Denne lille Bys Historie er let at beskrive, thi det

Hotel Henne Strand efter udbygningen i 1935. Foto: Privateje.

Købmand, Kiosk og Mads Madsens (Rav-Mads) hus var de første butikker ved Henne Strand, 1931. Foto: Privateje.

K urbad eller badeby

41

Nymindegab Malere, velstående københavnere, jægere samt lokalt initiativ og kapital Omkring 1800 betegnede Nymindegab indsejlingen til Ringkøbing Fjord, og der boede ingen mennesker på brinken, som rejste sig øst for løbet. Fiskeriet, der i løbet

af 1800-tallet blev et af de bedste på vestkysten, begyndte med en enkelt mand i 1820’erne, men han boede længere inde i landet på Sdr. Bork Mærsk. Ved folketællingen i 1834 var konstitueret toldbetjent Chr. Frederik Hoffgaard og hans familie de eneste beboere. De boede i ”Strandtoldbetjent Boligen”, der er indtegnet på et kort

Prospect af Nyemindegab taget Sydligt for Gabet i Slutningen af Aaret 1827. Kortet tilhører Det kgl. Bibliotek.

42

M ariann P loug

af Nymindegab fra 1827, hvor huset ses blandt fiskerhytter og stejlepladser, som blev anvendt ved sæsonfiskeriet.

Et enkelt andet hus, der ligger på en klittop i det fjerne, er ”Lodshuset”, hvor lodsen22 boede om sommeren. I 1840 var der to husstande, strandtoldbetjentens og værtshusholder Hans Christian Larsens.

Værtshusholderen drev kroen for Jens Jacobsen, der i 1837 havde fået privilegium på krodrift i Nymindegab, men hverken han eller hans bror, Christen, som overtog kroen i 1841, kunne få privilegium på færgesejladsen til Holmsland Klit, fordi sogneforstanderskabet i HenneLønne Sogn mente, det var fiskerne, der skulle tjene på færgefarten over udløbet.

Forudsætningen for, at den ensomt beliggende kro kunne eksistere, var fiskehandelen, som det stærkt voksende fiskeri gav anledning til fra Påske til Sct. Hans, men Nymindegabs funktion som lade- og losseplads for Ringkøbing gav også kunder ligesom færgefarten, som Christen Jacobsen fik privilegium på i 1849. Samme år fik han handelsbevilling og opgav kroholdet, der efter sogneforstanderskabets forhandlingsprotokol blev overtaget af S. Andersen.

Fra slutningen af 1840’erne til omkring 1875 var Christen Jacobsen sammen med en håndfuld andre mænd med til at gøre Nymindegab til en handelsplads, blandt andet ved at etablere flere fiskesalterier. I løbet af få år mistede handelsstedet imidlertid sin betydning, efter at den vestjyske længdebane nåede til Ringkøbing i 1875 og udkonkurrerede sejladsen. Fra 1876 saltede de fleste fiskere selv deres fangst, så de selv fik fortjenesten.

Der blev aldrig mange fastboende i Nymindegab. Fiskerne kom fra omliggende landsbyer, hvor de boede og drev deres landbrug det meste af året. Holger Drachmann besøgte stedet i 1875 uden for sæsonen, og han var ikke imponeret. Kroen, toldbetjentens bolig og et par huse mere var alt, hvad han fandt, bort set fra ”En Fiskerby, men forladt.

Omtrent nogle og tredive Hytter ligger her oppe mellem Bakkerne.”

Da Laurits Tuxen ankom i slutningen af fiskesæsonen fire år senere, var hans indtryk et helt andet: ”Stedet har overtruffet mine Forventninger, og Mage til Liv, som her var i de første Dage, har jeg aldrig set.” Tuxen, der tidligere havde malet i Bretagne, var tydeligvis begejstret for det danske alternativ, og han malede en række billeder med

Opankring ved Nymindegab med indsejling gennem Nordmandskrog, ca. 1900.

Foto: Privateje.

Nymindegab by med kroen yderst til højre, ca. 1925.

Foto: Privateje.

K urbad eller badeby

43

fiskerpigerne ved deres arbejde. Han udvirkede, at nogle af hans elever og venner som Gad Frederik Clement og Mogens Ballin også rejste til Nymindegab for at male og glæde sig over stedet de følgende to årtier, hvor man blandt andet kan se nogle af deres navne i kroens gæstebog. Det var samtidigt med, at de mest berømte danske maler- og kunstnerkolonier opstod ved Skagen i 1870’erne, på Fyn omkring 1890 og på Bornholm omkring 1910.

Omkring 1900 var en ny gruppe kunstnere begyndt at tage til Nymindegab for at male. Nogle af dem som Vilhelm Th. Fischer, Erik Henningsen og Maria Thymann boede altid på kroen til hen i 1920’erne, mens Oscar Matthiesen købte et hus på Redningsvej i 1910 efter et forsøg i 1909 på at købe Lodshuset som ”Malerstue”.

I 1918 skrev Erich Erichsen nøgleromanen ”Strandby Badehotel”, hvor badehotellet var Nymindegab Kro. Her mødtes kunstnere med det bedre borgerskab svarende til dem, man kan finde i kroens gæstebog fra perioden

Esepige. Laurits Tuxen u.år.

44

M ariann P loug

1890-1899. Det var samme type mennesker, fortrinsvis københavnere, hvoraf flere havde tilknytning til egnen, der i perioden 1910-1920 investerede i de første sommervillaer på brinken langs Nymindestrømmen, mens andre af dem på samme tid købte de huse, som var blevet ledige, da sejlads og fiskeri ved Nymindegab mistede sin betydning.

Kroens gæstebog indeholder registreringen af 380 gæster, der, hvor beskæftigelsen er oplyst, hovedsageligt tilhørte det bedre borgerskab. 121 af gæsterne angav ikke deres bopæl, mens de øvrige fordelte sig over hele landet.

Langt de fleste kom fra Københavns-området (105), mens Århus (33), Vejle (11) og Odense (8) fulgte forholdsvis godt med. Hovedparten af de 78, der kom fra Vestjylland med Nr. Nebel (30) og Varde (24), kunne godt have været endagsgæster, der blot kom på kroen for at spise.

I august blev sommergæsterne på kroen afløst af jægere, der fra 1930’erne dannede Spurvelauget, som hvert år mødtes

Nymindegab gamle Kro, ca. 1925. Foto: Blaabjerg lokalhistoriske Arkiv.

Redningsvejen set over Nymindestrømmen, 1970’erne.

med deres familier på kroen. Jagten var blevet begrænset allerede i 1890, da staten opkøbte store hede- og klitarealer langs med Nymindestrømmen og anlagde Nymindegab Plantage, men mængden af fuglevildt ved Ringkøbing Fjord fortsatte med at være betydeligt. Nymindegab Kro havde sine jagtselskaber, mens andre jægere brugte et af sommerhusene som opholdssted under jagtopholdet.

På grund af plantagen og statens opkøb samt naturfredningen af klitvæsenets areal mellem Nymindegab og Gammelgab i 1947 blev antallet af sommerhuse ved Nymindegab aldrig stort. Først i 1960, da man foretog en udstykning inde i landet, fik Nymindegab et større sommerhusområde.23

ved Nymindegab, og de tog ophold på Nymindegab Kro, der også blev besøgt af velstående københavnere. Det var den samme type mennesker, som både i Blåvand og Nymindegab byggede de første sommervillaer omkring 1910. Også i Vejers er det første sommerhus fra 1910, men her var det hovedsageligt velstående folk fra de større byer i lokalområdet eller fra den jyske østkyst, der købte grunde og byggede huse, mens antallet af københavnere var mindre. Tendensen med flere lokale og færre københavnere blev forstærket ved Henne Strand, da sommerhusbyggeriet tog til omkring 1930. Indtil da havde Henne-området været forbeholdt ganske få velstående jægere, ofte fra andre dele af landet.

De fire vestjyske badesteder adskiller sig fra badestederne på øerne i Vadehavet og andre steder ved, at der tilsyneladende aldrig har været planer om at etablere et kurbadested anlagt af fremmede med udefrakommende kapital mellem Blåvandshuk og Nymindegab. Her var det lokale investorer, der så muligheden for en indtjening.

Blåvand Kro blev opført med henblik på indkvartering af sommergæster, men kroen var samtidigt en gård, hvorfra der blev drevet landbrug. Det samme gjaldt Nymindegab Kro, der er ældre og var opstået på grund af fiskeriet og

Kurophold – sommerferie Badebyerne Blåvand, Vejers Strand, Henne Strand og Nymindegab minder på mange punkter om hinanden, selv om de har hver deres tilblivelseshistorie og karaktertræk.

Det ældste badested er Blåvand, hvor hovedparten af sommergæsterne i slutningen af 1800-tallet var velstående københavnere, der indlogerede sig på Blåvand Kro. På samme tid fik en række kunstnere øje på motivverdenen

Blåvand Kro, ca. 1900. Foto: Blåvandshuk lokalhistoriske Arkiv.

K urbad eller badeby

45

handelen på stedet. Strandhotellet i Vejers Strand blev ligesom Hotel Henne Strand og Strandgården i Henne Strand bygget som badehoteller af bønderne i Vejers og kroejerne i Henne for at tilbyde sommergæster ophold ved stranden i sommermånederne. De mange endagsgæster, der søgte til havet, da vejene blev fremkommelige, og nogle fik bil, havde vist områdets potentiale.

Kurbadet med de lægeordinerede kure og skemalagte bade slog ikke igennem i Vestjylland. Her var hverken bibliotek, teater eller koncertpavilloner, men i sæsonen kunne

badehoteller og kroer byde på musik og dans en eller flere gange om ugen. Tiden var blevet en anden. Lægevidenskaben havde fået andre virkemidler mod de mange sygdomme, der tidligere blev behandlet ved kurstederne. For feriegæsten var den storslåede, uspolerede natur og den friske havluft blevet en væsentlig del af opholdet ved kysten. Selv om det daglige bad stadig er uden for diskussion i mange familier, når de er på ferie i sommerhuset, åbnede denne holdningsændring for en spirende helårsturisme, der siden er slået igennem langs kysten i Varde Kommune.

Mariann Ploug kan kontaktes på mp@vardemseum.dk

Noter

1. ”Dog synes det mig, at fordi vor nation ikke er vant til at drikke vand, vil det være bedst, at man vasker sig deri, og ikke drikker det.” NielsKnud Liebgott: Middelalderens Kildedyrkelse. Arv og Eje 1975, s. 28; Rikke Agnete Olsen: Forord til Vand er bedst. Arv og Eje 1975, s. 5.

Hotel Henne Strand og Kiosken, 1932. Foto: Privateje.

2. ”De tabe gladurali sive de use aquae marinae in morbis glandularum”. En pirat-oversættelse af Russells bog: W. Owen, London, 1852: “Glandular Diseases or Dissertation on the Use of Sea Water in the Affections of the Glands” udkom i seks oplag.

3. Charlotte Bøgh: Ferie – hvad er det? Arv og Eje 1985, s. 43; Niels Kayser Nielsen: Fare, frihed og sundhed – om vandforestillinger i moderne tid.

Kyst, vand og borgerstand. Den jyske Historiker Nr. 65, 1993, s. 13-17; Jørgen Slettebo: Vesterhavsøernes badesteder. Arv og Eje 1985, s. 1516; Steen Bo Frandsen: Vestkystens opdagelse som landskab og badested – Føhr i første halvdel af 1800-tallet. Kyst, vand og borgerstand.

Den jyske Historiker Nr. 65, 1993, s. 28.

4. Slettebo, s. 17-20 og 28; Frandsen, s. 25, 26, 29, 30, 32, 41 og 44.

5. Slettebo, s. 24-29.

6. Tvind overtog Kongen af Danmark i 1980. Hotellet blev som det sidste af de gamle badehoteller revet ned i 1989.

7. Slettebo, s. 30-31; Kayser Nielsen, note 32; John T. Lauridsen: Et internationalt badested – ”Fanø Nordsøbad” mellem dansk og tysk 18901904. Kyst, vand og borgerstand. Den jyske Historiker Nr. 65, 1993, s. 79, 81-83 og 93.

Strandhotellet i Vejers efter udvidelsen mod øst i 1933.

Foto: Blåvandshuk lokalhistoriske Arkiv.

46

M ariann P loug

8. Lakolk er navnet på en bebyggelse, der forsvandt ved stormfloden i 1240.

9. Kaiserhalle blev nedrevet i 1989.

10. De 22 af blokhusene eksisterer stadig. Et par stykker er næsten uændrede, men hovedparten er totalt forandrede.

11. Hotel Drachenburg brændte i 1965 og blev i 1966 erstattet af et hotel tegnet af arkitekterne Friis & Moltke.

12. Slettebo, s. 31-35.

13. Det første fyrtårn på Blåvandshuk blev opført 1886-1887 og erstattet med det nuværende fyr i 1900.

14. G. Theisen, 1974. Ændringer i markudnyttelsen ved Blåvand. Geografisk Tidsskrift, bind 73, s. 9; Bøgh, s. 43-44; Rikke Agnete Olsen: Vandkur og kurgæster i Silkeborg omkring århundredskiftet. Arv og Eje 1975, s. 75; Henrik Fode: Fra kurvand til sodavand. Arv og Eje 1975, s. 62.

15. I slutningen af 1800-tallet havde stort set alle fiskere flyttet deres fiskeri til Esbjerg.

16. Blåvand Kro blev revet ned i 1997, og en ny kro blev opført i ”gammel stil” tættere på den trafikerede Fyrvej.

17. Palle Uhd Jepsen & Mariann Ploug: Blåvand. Varde 2009, s. 140, 206209 og 222-227; Søren Byskov: Blåvands kyst under forvandling – fiskerleje, landbrugsland og ferieområde. Sjæk’len 1999, s. 73ff., s. 82.

18. Vejers blev eksproprieret af den danske stat i 1968.

19. Siden 1957 har to generationer af familien Frandsen ejet hotellet, der stadig har sine trofaste feriegæster.

20. Palle Uhd Jepsen & Mariann Ploug: Vejers. Varde 2006, s. 48-56, 76, 102-105, 114-120 og 127-129; Jens R. Hedegaard: Vejers før og nu.

Frederiksborg Højskoles Årsskrift 1934, s. 49-51.

21. Mariann Ploug, Palle Uhd Jepsen & Lene B. Frandsen: Henne. Varde 2012, s. 90, 129-132, 176-178, 209-211 og 221-231.

22. Lodsvæsenet ved Nymindegab blev etableret i 1805 og nedlagt i 1877.

23. Alan Hjorth Rasmussen: En udmærket bekvem fiskeplads… Varde 2006, s. 154, 162-164, 197-198, 206-208, 217; Lars Holst: Lønne Sogn 1787-1931. Upubliceret specialeopgave, 1973, s. 48 og 98; Forhandlingsprotokol for Sogneforstanderskabet for Henne og Lønne Sogne 1842-1875, 1.8.1849; Forhandlingsprotokol for Henne-Lønne Sognekommune 1901-1938; Laura Tolnov Clausen: Sommergæster i Nymindegab. Mark og Montre 1998, s. 37-60; John V. Jensen: En Malermesters Pensel fuldkommen værdig…

Kunstnerkolonien i Nymindegab. 2. reviderede udgave 2013, s. 13-25; Fremmedbog for Nymindegab Kro 1890-1899.

Helårsturisme i Blåvand, oktober 2009.

Foto: Palle Uhd Jepsen.

K urbad eller badeby

47

Danmarks Flygtninge Museum – et nyt museum på vej

Af Anne Sofie Vemmelund Christensen

De fleste kender historien om de tyske flygtninge, der strømmede til Danmark i den sidste del af Anden Verdenskrig.

Det er dog de færreste, der er klar over, hvor voldsom flugten var, eller hvilke forhold flygtningene ankom til og levede under i Danmark. Det skal et nyt museum i Oksbøl ændre på.

Denne artikel er blevet til på baggrund af det ansøgningsmateriale vedr. flygtningemuseet, der i skrivende stund er under udarbejdelse og som skal bruges til at ansøge om penge til etableringen af museet. Formålet er, at give et indtryk af det kommende flygtningemuseum samt tankerne bag, inden museet i bedste fald slår dørene op i 2016.

Tanker om et flygtningemuseum Tanken om etableringen af et flygtningemuseum har floreret i nogen tid på Museet for Varde By og Omegn, men igennem det sidste halve år, har den for alvor fået næring.

Idéen er, at museet skal være stedet at besøge, når det drejer sig om belysning af historien om de tyske flygtninge, der kom til Danmark i 1945.

Museet skal i den anledning fokusere på den voldsomme krig på Østfronten, der sendte de mange bølger af tyske flygtninge op imod det besatte Danmark, herunder de omkring 36.000 flygtninge, der kom til lejren ved Oksbøl.

Museet skal fortælle den ofte ukendte historie om den hårde flugt igennem et iskoldt og krigshærget tysk landskab og over den isnende Østersø, hvor tusinder af tyske flygtninge og sårede soldater omkom under russernes angreb på de forsvarsløse og overfyldte skibe.

Museet skal desuden fortælle om livet og hverdagen på godt og ondt i flygtningelejrene i Danmark med særligt fokus på Oksbøl, der opnåede samme størrelse som Esbjerg, og kom til at fungere som en større provinsby med skoler, teatre og kirker. Særudstillinger skal desuden trække tråde op til nutidens flygtningeproblematikker.

Flygtningelejen i Oksbøl var Danmarks største.

48

Anne Sofie Vemmelund Christensen

Hovedtanken er således at fortælle en ofte glemt og for nogle ukendt historie, som dog på ingen måde har mistet sin relevans eller aktualitet, da flygtningehistorien er og forbliver relevant og universel så længe, der er krige i verden.

Tidslommen Da vandrerhjemmet i skoven ved Oksbøl lukkede i sensommeren 2013, opstod en unik mulighed for udstillingsrum for flygtningemuseet. Vandrerhjemmets to længer blev egentligt bygget af værnemagten under besættelsen i forbindelse med etableringen af en tysk militærlejr, men fra 1945 til 1949 fungerede de som hospital i Danmarks største lejr for tyske flygtninge.

Selv om resten af flygtningelejren i dag er så godt som forsvundet, har terrænet en lige så stor betydning for placeringen af museet, som bygningerne har. Området udgør nemlig en fascinerende tidslomme med veje, labyrintagtige stisystemer, ruiner samt en kirkegård med mange hundreder grave fra lejrens tid. Hertil kommer de to originale murstenslænger, der rummede lazarettet.

Aladdins hule Da en gruppe fra museet gennemgik længerne en tidlig efterårsdag, var det med en vis spænding. Ingen af deltagerne havde før været inde i den vestlige længe, der de sidste mange år havde rummet værelser til brug for vandrehjemmets gæster. Ingen havde før set på vandrerhjemmets indretning med henblik på at etablere et flygtningemuseum.

Forventningen var, at længerne ville være præget af årene som vandrerhjem, og at mange mure derfor skulle rives ned, inden indretningen af museet kunne gå i gang.

Den nordlige længe, der bl.a. har rummet vandrerhjemmets reception, køkken og spisesal, var da også mærket af brugen. Der var kun ganske få spor tilbage fra flygtningelejrens tid som fx nogle få skæve klinker på et toilet og dørene til en mellemgang. Den vestlige længe var til gengæld lige som Aladdins hule. Bare for historikere.

En lang og hospitalsagtig gang strakte sig igennem hele bygningens længde med flere originale rumforløb til siderne. Under gangens slidte gulvtæppe tittede glemte brune klinker frem, ligesom gamle fyldningsdøre talte deres helt eget sprog sammen med de slidte grå jernhåndtag

Lazarettet i flygtningelejren. Billedet til højre er fra 1946.

Danmarks Flygtninge Museum

49

i dørene. På nogle af værelserne stod der Golf stråleradiatorer, der var i produktion i tiden omkring besættelsen på H. Hollesens fabrikker i København.1 Andre steder skærmede døre af for mellemgange med oprindelige fliser, og med deres firkantede ruder forstærkede de fornemmelsen af hospital lige som de hvide klinker langs væggene i de to sidste rum gav associationer til datidens operationsstuer.

Disse opdagelser gav projektet en ny vinkel. Hvor bygningerne i starten var blevet anset for en skal, der skulle fyldes op med historier og udstillinger, kom der nu fine og originale detaljer ind i billedet, som kunne bidrage til en øget autentisk og stærk oplevelse af lejren i forening med det omkringliggende område.

Vandrerhjemmet i skoven kort tid efter lukningen. Desuden nogle af de originale detaljer fra den vestlige længe.

50

Anne Sofie Vemmelund Christensen

ten flug Flucht g o e en di Krig g und ie r K Der

l sbø i Ok sbøl n e k jr O gele r in tnin slage g y l g F lin cht Flü

er Foy

S

ling en g stil rud tellun æ S s aus r e ond

iby Min rstadt u t a i Min

é Caf

r nte sce nter n e d Vi ensce s Wis

Tegnestuens endelige forslag til Danmarks Flygtninge Museum med sti til flygtningekirkegården og Oksbøllejren i miniformat i baghaven.

Danmarks Flygtninge Museum

51

Et museum tager form Jørgen Overbys tegnestue i Gram, der har specialiseret sig i restaurering af historiske bygninger, Cat Media og Combine, der begge arbejder med formidlingsløsninger, har biddraget til museets indre så vel som ydre udseende. Med deres tegninger, forslag og idéer er Danmarks Flygtninge Museum for alvor begyndt at tage form, og bygningernes autentiske detaljer er kommet i spil.

Tegnestuens første forslag til en foyer var en meget stor glasbygning båret af stolper, der skulle minde om dem, der i lejrens tid indhegnede området med pigtråd. Foyeren nærmest svøbte sig om verandaen mellem de to originale længer og gav indtryk af at kravle op over taget på dem.

Selvom foyeren var spektakulær og ville komme til at fungere som et flot og markant udråbstegn, var der enighed om, at den var for stor og voldsom. Den dækkede for bygningernes historiske kvaliteter.

Tegnestuen fremlagde derfor et nyt forslag, hvor foyeren blev trukket væk fra den historiske bygning. Foyeren er stadig så stor, at der vil være plads til en busfuld forventningsfulde turister, men den vil ikke længere være i konflikt med de historiske længer. Den nye foyer er stemningsskabende og afdæmpet. Samtidig er den blevet tegnet med stor respekt for de originale længer, de indvendige detaljer og ikke mindst den voldsomme historie, som museet skal fortælle.

På vej til Danmarks Flygtninge Museum med foyeren til højre.

52

Anne Sofie Vemmelund Christensen

Den nye foyer har klare referencer til flygtningelejrens arkitektur i form af sortmalede trævægge og en stor glasfacade præget af pigtrådsbærende stolper. Foyeren vil blive forbundet med de to historiske længer via en glasgang, der fortsætter hen langs verandaen, der således vil komme bag glas. På den måde vil længerne komme til at fremstå som en enestående museumsgenstand i en stor montre, lige som bygningernes autenticitet vil blive fremhævet og indrammet.

Den store forskel på en almindelig museumsgenstand og denne er dog, at de besøgende får mulighed for at træde ind i den, bevæge sig rundt i den, sanse og røre ved den og frem for alt fornemme stemningen bag glasset frem for kun at beskue genstanden udefra.

Foyeren indefra med kig over til glasgangen og de historiske længer.

Målgrupper, formidling og oplevelser Flygtningemuseets målgrupper er såvel danske som tyske voksne og familier med børn. Denne brede målgruppe kan virke som en stor mundfuld i formidlingsmæssigt øjemed, men et voksen- og et børnespor vil tage hånd om dette.

Denne uformelle opdeling skal sikre, at begge målgrupper får adgang til samme historier, men på forskellig og målrettet vis. For det første er der forskel på, hvordan børn og voksne lærer, for det andet er nogle af flygtningehistorierne så voldsomme, at det ikke er lige meget, hvordan de bliver formidlet for børn. Tanken er desuden, at de to formidlingsspor skal opfordre børn og voksne til at tale sammen om, hvad de oplever og ser i udstillingerne, hvilket vil bidrage til at gøre besøget til en social oplevelse, lige som det betyder øget læring og forståelse for mange besøgende.

Opdelingen betyder desuden, at de besøgende vil finde flere muligheder for at tilegne sig viden afhængig af kultur, alder, læringsstil og behov. Formidlingselementerne omfatter også interiører, selv om de i begyndelsen ikke havde højeste prioritet. Med opdagelsen af de oprindelige rumforløb fik tanken dog forrang. Det er blandt andet i dette tilfælde, at opdagelsen af de autentiske detaljer i den vestlige fløj har haft betydning – for hvor er det mere oplagt at udstille interiører end i de oprindelige rum?

Udstillingen skal også rumme digitale løsninger som borde med spil, touch-skærme og ghost-skærme. Lysende tårne med tekster, billeder, skærme og genstande skal repræsenterer et anderledes bud på en ellers klassisk udstillingsplanche.

Formidlingstiltagene skal være med til at gøre historien og udstillingsrummene levende, nærværende og ikke

Bordene med interaktive spil skal være en del af børnesporet i udstillingen.

Lysende tårne.

Danmarks Flygtninge Museum

53

mindst mindeværdige, hvilket skal bidrage til at opfylde målet, at de besøgende skal have sat tankerne i gang og gå fra museet med en stærk oplevelse af en stærk historie.

Udstillingerne skal udfordre og overraske ligesom de skal lægge op til refleksion, eftertanke og eftertænksomhed. ”Reason to go” Med et budget på omkring 30 millioner kroner samt målsætningen, at museet skal være stedet at besøge, skal Danmarks Flygtninge Museum være et ”reason to go” for turister, der ikke er på egnen i forvejen. Museet skal dog også være et trækplaster for de mange danske og i særdeleshed tyske turister, der hvert år gæster Varde Kommune.2 Der er således et massivt marked for museumsbesøgende

i kommunen, idet Varde kun overgås af København hvad angår antal turistovernatninger om året. Det nye museum vil derfor være af stor betydning for turismen i området lige som turismen i området, vil være af betydning for museet.

Anne Sofie Vemmelund Christensen kan kontaktes på asvc@vardemuseum.dk

Noter

1. Haandbog for Bygnings-Industrien HFB. København 1936; Haandbog for Bygnings-Industrien HFB 12. København 1948.

2. László Puczkó: Visitor experiences in cultural spaces. In: Melania Smith & Greg Richards (eds.), The Routledge Handbook of Cultural Tourism.

New York 2013, p. 389ff.

Ghostskærme med levende motiver og interiører er med til at gøre historien virkelig.

54

Anne Sofie Vemmelund Christensen

Herregårde og oplevelsesøkonomi i Vestjylland Af Mikael Frausing

Herregårdene ligger spredt i Vestjylland. Sammenlignet med de godsrige egne af landet som Sjælland, LollandFalster, Fyn og Østjylland findes her kun få, som regel små, herregårde.

Sådan har det dog ikke altid været. Går man tilbage til 1700-tallet, var landbruget i Vestjylland, som i resten af landet, domineret af herregårde. I 1770 var der i de nuværende Varde og Ringkøbing-Skjern kommuner 28 herregårde, og de var alle af gennemsnitlig størrelse. Herregårdene forsvandt imidlertid fra Vestjylland i årene omkring år 1800, da man i vid udstrækning begyndte at frasælge fæstegårdene som selvstændige landbrug. De tidligere fæstebønder

blev herved selvejende gårdmænd. I mange tilfælde lod man også herregårdens egne marker udstykke som bondegårde, mens de tidligere herregårds-anlæg efterhånden forfaldt og blev nedrevet.

Hundrede år senere, i år 1900, var kun tretten herregårde tilbage – samme antal som alene på Langeland. De vestjyske herregårde var også for hovedpartens vedkommende under 100 hektar agerjord, hvilket for sin tid ganske vist var store og anseelige landbrug, men dog klart i den mindste kategori blandt herregårde. Kun ganske få af de tidligere herregårde overlevede som virkeligt store landbrugsbedrifter, eksempelvis Nørholm og Lønborggaard.

Lønborggaard sydvest for Skjern. Foto: Lønborggaard ApS

Nørholm ved Varde. Foto: Tonni Storm Nikolajsen.

Herregårde og oplevelsesøkonomi i Vestjylland

55

Herregårde – en institution i samfundet Herregårdene lå som centre i større godser med tilhørende bondegårde. Herremanden ejede bondegårdene, og bønderne måtte leje (fæste) deres gård og den tilhørende jord.

Fæstebønder måtte betale en pengeafgift til herregården og desuden yde en arbejdsafgift, hoveri, på de marker, som hørte under selve herregården. Herregården havde tilknyttet en række privilegier, bl.a. skattefrihed, men også en række forpligtelser til at udføre myndighedsopgaver i lokalområdet. Herregårdene var ikke blot store gårde med meget jord men samfundsinstitutioner, som dominerede deres lokalområde økonomisk, politisk, socialt og kulturelt.

Herregårdenes ejere demonstrerede gerne deres position ved at opføre store, imponerende hovedbygninger, som tydeligt adskilte sig fra de omkringliggende bondegårde. Herregårdene havde parker og haver, der kunne bruges til herskabets adspredelse og fornøjelse. Herregårdenes avlsbygninger – stalde og lader – var ligeledes større end bondegårdenes og som regel udført efter en sammenhængende plan, der sammen med hovedbygningen skabte et arkitektonisk helhedsudtryk. Herregårdene havde tjenestefolk og mange ansatte, som boede på herregården i særligt indrettede sidefløje. Ofte blev herregården drevet af en forvalter eller en forpagter, der havde sin egen – ofte ganske anseelige – forvalterbolig.

I Vestjylland og dele af Nordjylland afvikledes denne århundredegamle samfundsorden ret pludseligt omkring år 1800. Herregårdene bevarede deres position i resten af landet og afvikledes kun langsomt hen mod slutningen af 1800-tallet, hvor hovedparten af alle landets bondegårde efterhånden overgik til selveje. Endnu et stykke op i 1900-tallet var de store herregårde i Østdanmark økonomiske og sociale centre i deres lokalområde.

Herregårdene i dag – og oplevelsesøkonomien Alt dette er historie. Når vi i dag taler om herregårde, taler vi oftest om de store imponerende hovedbygninger, 56

Mikael Frausing

smukke parker og mægtige avlsbygninger. Bygninger og anlæg er det, som står tilbage som materielle overleveringer fra fortiden. Mange er fredede, og tilsammen udgør de en del af vores nationale kulturarv.

Men samtidigt er herregårdene i sammenligning med det omkringliggende samfund blevet små virksomheder, ofte ikke med mere end nogle få ansatte. De store bygninger og parker udgør en meget stor vedligeholdelsesbyrde, der kun i begrænset omfang bliver kompenseret for af samfundet. Mange herregårdsejere forsøger derfor at finde alternative indtægtsmuligheder. En af disse muligheder er oplevelsesøkonomien, som udnytter herregårdenes smukke bygninger og store parker til at tilbyde kunder og besøgende en oplevelse. Disse fremragende bygningsværker, som oprindeligt blev bygget for at imponere og behage tilrejsende gæster af herremandens egen stand, skaber unikke rammer, der i nutidens samfund kan udnyttes kommercielt. Det gælder Hindsgavl på Fyn, hvor herregårdens klassicistiske hovedbygning og enestående park tilbyder hotellets gæster en helt særlig atmosfære.

Det gælder Ledreborg på Sjælland, hvor Danmarks Radio afholder ’Slotskoncert’, som ikke bare handler om musik, men også om at nyde udsigten i en af landets smukkeste barokhaver. Det gælder de store turistattraktioner Egeskov Slot på Fyn og Knuthenborg Safari Park på Lolland. Men der er også mange, mange små bed & breakfasts, julemarkeder, historiske festivaler og nicheproducenter, som bruger herregårdenes historie og omgivelser til at skabe den rette stemning.

Herregårdene ligger spredt i Vestjylland, og det kan derfor ikke undre, at der kun få steder er etableret turisme eller andre oplevelsestilbud. To herregårde i Varde og RingkøbingSkjern Kommuner har fundet nye anvendelser for herregårdens bygninger: Nørholm ved Varde og Lønborggaard vest for Skjern. Ikke helt tilfældigt, idet disse herregårde var blandt de få vestjyske herregårde, som gennem 1800-tallet fortsatte som store landbrug og derfor endnu har store, imponerende herregårdsanlæg at fremvise til besøgende.

Lønborggaard Lønborggaard1 er en af landets ældste herregårde, og allerede i 1200-tallet lå her en kongsgård. Senere kom herregården under Ribe Bispestol, hvor den var en af bispedømmets største gårde. Efter reformationen i 1536, hvor Lønborggaard var blevet plyndret og nedbrændt, blev alle bispedømmernes jorder inddraget af kongen. Lønborggaard blev på denne måde et kongeligt len de følgende hundrede år. Gården var ejet af kongemagten, men blev drevet af lensmænd, som ofte boede på gården.

Lønborggaard var stadig en stor herregård, da den i 1600-tallet for første gang i sin historie kom på private hænder. I 1757 samlede Christen Hansen sine besiddelser i et stamhus, der fik navnet Lønborggaard. Der var således tale om et betydeligt gods med centrum på herregården Lønborggaard, men i modsætning til andre herregårde i Vestjylland, medførte landboreformerne i slutningen af 1700-tallet ikke godsets opløsning. Lønborggaard fortsatte som herregård op i 1800-tallet, og først omkring 1840’erne overgik herregårdens fæstebønder til selveje.

De følgende hundrede år sad slægten Tranberg på Lønborggaard gennem tre generationer. Den store kontinuitet blandt ejere bevarede godset og herregården nogenlunde intakt, men mod slutningen af 1900-tallet var store dele af godsets jorder frasolgt, og herregården i dårlig forfatning.

I 1994 blev Lønborggaard solgt til Skov- og Naturstyrelsen. De resterende arealer af godsets jorder skulle anvendes til naturgenopretningsprojektet Skjern Enge, der blev færdiggjort i 2003. Dermed var det slut med mere end 700 års landbrugsdrift på Lønborggaard. Tilbage stod et af de bedst bevarede herregårdsanlæg i Vestjylland. Planen var at indrette et naturcenter i de tomme bygninger, hvor herregården både kunne bevares og bidrage til at formidle natur- og kulturarv. Planen kunne dog ikke realiseres, og i 2003 blev Lønborggaard sat til salg.

Der kom nye ejere til, og fra 2007 ombyggedes den gamle herregård, og et feriecenter blev indrettet i de tidligere avlsbygninger. Den nordlige længe er indrettet med moderne værelser og opholdsrum, mens den store lade

Lønborggaard

Da Ernst Tranberg overtog Lønborggaard i 1904 var herregården fortsat blandt Vestjyllands største. I hans ejertid bestod herregårdens ansatte af 1 forvalter, 1 fodermester, 1 forkarl, 14 karle, 5 piger, samt elever og daglejere.

På billedet ses folkeholdet samlet foran hovedbygningen.2

–– Vestjylland, Ringkøbing-Skjern Kommune, Skjern –– Hovedbygning fra 1839 –– Lønborggaard Aps. –– Lønborggaard Feriecenter –– Søren Rasmussen, Jens Rasmussen og Jacob Grønlund –– Nævnt i Kong Valdemars Jordebog 1231 –– Ribe Bispestol (1340-1536) –– Kongeligt len (1536-1660) –– Stamhuset Lønborggaard (1757-1813) –– Slægten Tranberg (1841-1939) Kilde: Dansk Center for Herregårdsforskning

Herregårde og oplevelsesøkonomi i Vestjylland

57

Lønborggaard ligger skønt ved naturområdet Skjern Enge. Herregården var igennem århundreder et af Vestjyllands største godser.

Lønborggaard var blandt de få herregårde, som overlevede ’godsslagtningsperioden’ omkring år 1800, hvor hovedparten af de vestjyske herregårde enten blev afviklet eller stærkt reducerede.

58

Mikael Frausing

indeholder svømmehal og et stort festlokale. Den sydlige længe udlejes særskilt til Restaurant Vestjyden, der anvender Lønborggaard til større selskaber, fx bryllupper, sølvbryllupper eller runde fødselsdage, hvor man i tillæg kan bruge feriecenteret til overnatning.

Feriecenteret udlejes kun som et samlet lejemål til grupper af 30-40 personer. Gæsterne er som regel flere familier, der lejer stedet i fællesskab i sommerperioden eller virksomheder, der benytter feriecenteret som weekend-ophold for deres medarbejdere. Attraktionen ved Lønborggaard er på den ene side moderne og bekvemmelige faciliteter og på den anden side – og måske vigtigere endnu – den historiske atmosfære, som herregårdsanlægget udstråler. Samtidigt ligger Lønborggaard meget naturskønt med en pragtfuld udsigt til Skjern Enge.

Det samme er gældende for familie- og vennetræf.

Som feriecenter må Lønborggaard tilbyde den komfort og standard, som forventes af et moderne feriecenter. Men herregården har noget ekstra – en historisk oplevelsesværdi, som knytter sig til herregårdens århundredelange historie. Det er ikke historiefaglige foredrag, som efterspørges,

men den atmosfære, som skabes af dramatiske historier om herremænd og -damer, spøgelser og sagn. En særlig attraktion ved Lønborggaard er naturen, som gerne benyttes af friluftsmennesker, lystfiskere og ornitologer.

Lønborggaard illustrerer med tydelighed, hvordan herregårde – og kulturarv i videre forstand – kan aktiveres som en kommerciel ressource. Det er den historiske stemning, sammen med moderne komfort og en smuk beliggenhed, der skaber det ekstra, der er afgørende for kundens oplevelse. For herregården bliver de funktionstømte og overflødige bygninger anvendt på en ny måde, der bidrager til at sikre den fremtidige bevaring.

På Lønborggaard benyttes hovedbygningen ikke til besøgende. Den lave trefløjede hovedbygning fra 1839 dominerer herregårdsanlægget og avlsbygningerne, og er på denne måde med til at minde gæsterne om, at dette er en ægte herregård. Hovedbygningen fungerer som bolig for feriecentrets værtinde, der modtager gæsterne og ordner det praktiske. Hun bebor hovedparten af hovedbygningen sammen med sin mand. Derudover er sidefløjene indrettet i yderligere fire boliger.

De imponerende avlsbygninger har i dag fundet ny anvendelse.

Restaurant og feriecenter.

Herregårde og oplevelsesøkonomi i Vestjylland

59

Nørholm Nørholm3 er ligeledes en gammel herregård, som i 1300tallet tilhørte adelsslægten Lange. I flere omgange lå gårdens ejere i strid med kongemagten om retten til herregården. Det lykkedes dog slægtens efterkommere, som senere blev gift ind i slægten Strangesen, at beholde Nørholm helt indtil 1631.

De følgende ejere udvidede godsets størrelse, således at Nørholm i slutningen af 1600-tallet var blevet en ganske betydelig herregård med store besiddelser. Omkring år 1700 fik herregården generhvervet birkeret, hvilket betød, at godset var en selvstændig retskreds, hvor herremanden havde visse pligter og rettigheder.

I 1742 blev Nørholm overtaget af Christian Hans Teilmann, da han giftede sig med enken efter den forrige ejer. Det blev dog sønnen, Andreas Charles Teilmann, der kom til at sætte de største aftryk på Nørholm. Sidste halvdel af 1700-tallet blev Nørholms storhedstid. Andreas Teilman blev adlet i 1751 og senere tilføjede hans efterkommere ’de’ til slægtsnavnet. Mellem 1759 og 1766 opførte han nye store avlsbygninger på gården, og ti år senere påbegyndte han

Nørholm –– Vestjylland, Varde Kommune, Varde –– Hovedbygning fra 1776-1780 –– Nørholm Gods, 820 ha.

–– Karl Kristian og Martha Braüner Nielsen –– Nævnt første gang i 1300-tallet –– Slægten Lange og Strangesen (1400-1631) –– Slægten Teilman (RosenørnTeilmann) (1742-1929) –– Stamhuset Nørholm (1790-1922) –– Slægten Rosenørn-Lehn (1929-1979) Kilde: Dansk Center for Herregårdsforskning

60

Mikael Frausing

Mindesten for Andreas Charles Teilmann i herregårdsparken. Andreas Charles Teilmann skabte det nuværende Nørholm. Han overtog herregården efter sin far i 1749 og blev adlet i 1751. Han udvidede Nørholms besiddelser til et virkeligt stort gods og lod opføre nye avlsbygninger i 1760’erne. Ti år senere påbegyndte han opførelsen af den imponerende hovedbygning, som står endnu. Ved hans død i 1790 blev Nørholm oprettet som stamhus, for at sikre herregården i slægtens besiddelse. Stamhuset Nørholm bestod i mere end 130 år, indtil det blev ophævet ved lov i 1922. Foto: Tonni Storm Nikolajsen.

opførelsen af en ny hovedbygning. Som Lønborggaard blev også Nørholm oprettet som et stamhus. Det skete i 1790.

Nørholm forblev i slægtens eje indtil 1979. Fordi stamhuset var båndlagt, og hverken kunne sælges eller deles, forblev herregården intakt gennem begyndelsen af 1800tallet, hvor de fleste vestjyske herregårde ellers forsvandt.

Først fra midten af 1800-tallet begyndte man at sælge godsets fæstegårde til selveje. Kapitalen fra fæstesalget blev placeret i et såkaldt fideikommis, en slags fond, som herefter fungerede som stamhusets formuekapital. Nørholm fortsatte på denne måde som et betydeligt gods.

Alle stamhuse, baronier og grevskaber blev ophævet ved lov i 1919, og stamhuset Nørholm blev nedlagt i 1922.

Nørholm gik kort efter til en anden gren af familien, som havde gården indtil 1979, hvor den blev overtaget af de nuværende ejere, Karl Kristian og Martha Braüner Nielsen. I modsætning til Lønborggaard drives der fortsat landbrug på Nørholm. Det betyder dog ikke, at det ikke også på Nørholm har været nødvendigt at opdyrke nye forretningsområder og finde nye anvendelser for herregårdens tomme bygninger.

I mange år havde Nørholm rundvisninger i hovedbygninger og julemarkeder på herregården. Aktiviteterne var en måde at tiltrække besøgende, som kom for at opleve herregården og den unikke historiske atmosfære. Fx julemarkederne var en oplagt måde at bruge den historiske stemning til at skabe særlige oplevelser for besøgende. I

Nørholm er en af Vestjyllands store herregårde.

Den fredede hovedbygning er opført i 1776-1780 og hører til blandt Vestjyllands fineste bygningsværker. Foto: Tonni Storm Nikolajsen.

Herregårde og oplevelsesøkonomi i Vestjylland

61

længden var aktiviteterne dog ikke rentable og blev opgivet i 1990’erne.

I 2008 fik Nørholm mulighed for at indrette ferielejligheder i en del af herregården. Man ønskede som på Lønborggaard at bruge herregårdens tomme østfløj til at skabe attraktive lejligheder med historisk oplevelsesværdi.

Gennem projektmidler fra Realdania blev der i 2011 indrettet ferieboliger. Disse viste sig dog efter kort tid, at være vanskelige at udleje, hvorfor østfløjen omdannedes til kontorlokaler, der i dag udlejes til mindre virksomheder.

Men også kontorlokaler er en form for nyindretning, der udnytter oplevelsesværdien i de historiske bygninger.

Hvorfor ønsker man at flytte sin virksomhed 10 km uden for Varde, når man i stedet kan få kontorlokaler i moderne byggeri? Fordi herregården er noget særligt, og det smitter af på virksomheden. Man kan modtage sine forretningsforbindelser i omgivelser, der er usædvanlige og måske endda har en snert af eksklusivitet. For medarbejderne skaber den herskabelige hovedbygning, parken og de historiske omgivelser en arbejdsplads, som er anderledes. Folk der bor eller arbejder i historiske bygninger beskriver, at man føler sig godt tilpas – at stedet er fantastisk.4 Følelsen er ubestemmelig – stemning eller atmosfære – men netop båret af en velvære, som sætter sig i kroppen. Dermed er den måske så meget desto stærkere.

Også udlejning af kontorlokaler kan kaldes oplevelsesøkonomi. Men vigtigere endnu er det måske, at herregårdenes tomme bygninger, som indtil for 50 år siden myldrede af liv, igen bliver beboede og tilføres nye anvendelser – og en fremtid.

Afslutning Vestjylland står for de fleste som en særegen egn af Danmark med en særegen natur, en særegen kultur og en særegen historie. Herregårdene har deres plads i den historie. På en anderledes måde, men ikke mindre væsentlig, end i Østdanmark.

62

Mikael Frausing

Men herregårdene behøver ikke kun at studeres og formidles som historiske overleveringer, der kan beundres for fremragende arkitektur eller for de mange spor, de har afsat i landskabet. De må også gerne bruges og opleves.

Ved at indrette funktionstømte bygninger til nye formål kan herregårdene blive aktive medspillere for borgere og besøgende i lokalområdet. Når det bliver muligt at komme inden for i de historiske bygninger – som turister eller ansatte på kontorer – bliver herregårdene vedkommende som mere end blot historie og arkitektur.

Herregårdene bibringer historisk atmosfære, når folk udefra får mulighed for at anvende og være i bygningerne på en anden måde end den klassiske historiske formidling kan viderebringe. Det er en kulturarv, som er levende, og som fornyr sig i tidens ånd. Når herregårdenes åbnes – og åbner sig mod omverdenen – kan de bidrage til at skabe lokal identitet og binde fortid, nutid og fremtid sammen.

Mikael Frausing er ph.d. i historie fra Aarhus Universitet og har arbejdet med kommercielle anvendelser af herregårdenes kulturarv. Han er ansat ved Dansk Center for Herregårdsforskning med ansvar for projektet www.danskeherregaarde.dk.

Hjemmesiden udgives maj 2014 med en omfattende registrering og formidling af herregårdenes kulturarvsværdier: historie, arkitektur og kulturmiljø. Hjemmesiden bliver første samlede fremstilling af samtlige danske herregårde.

Noter 1. Afsnittet er baseret på følgende kilder: www.danskeherregaarde.dk, Dansk Center for Herregårdsforskning, (under udgivelse maj 2014); http://www.loenborggaard-feriecenter.dk/(kons.4.2.2014); interview Karin Bur, Lønborggaard 6.12.2013.

2. Oplysninger om Lønborggaard år 1900 fra www.danskeherregaarde.dk (under udgivelse maj 2014).

3. Afsnittet er baseret på følgende kilder: www.danskeherregaarde.dk, Dansk Center for Herregårdsforskning, (under udgivelse maj 2014); interview Karl Kristian og Martha Braüner Nielsen, Nørholm, 8.11.2013.

4. Mikael Frausing: Oplevelsernes herregård. Kommerciel kulturarv på danske herregårde. Upubl. ph.d.-afhandling, Aarhus Universitet 2011, s. 69ff (under udgivelse 2014).

Museumscenter Blåvand

Om planerne for et nyt turistmuseum ved Vestkystens største ferieby Af Mette Bjerrum Jensen & Claus Kjeld Jensen Udfordringen Hvornår opsøger turister museer på deres feriedestination? Det gør de, når de får en unik museumsoplevelse i helt særlige omgivelser. Det gør de, hvis de gerne vil kende historien bag det sted i verden, de besøger. Det gør de, hvis de historier og genstande, der vises, kun kan opleves hér.

Og det gør de især, hvis oplevelsen er en social begivenhed, der kan nydes og deles som ægtepar eller familie, og på tværs af generationer.

Danmarks næstestørste turistdestination, Blåvand, mangler et sådant museum. Derfor er Museet for Varde By og Omegn i samarbejde med arkitektgruppen BIG – Bjarke

Ingels Group, og takket være donationer fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og fra Varde Kommune, gået i gang med at skabe en attraktion, der skal formidle viden om Danmarks vestligste kystkultur til de mange danske og tyske turister, der besøger Blåvand-området. Det ny museum er planlagt til at åbne sommeren 2017.

Projektet I Blåvand er det naturligvis Vesterhavet, plantagerne og hederne, der trækker gæster. Her kan de få en social ferie som familie eller par. I disse år er der stor fokus på at udvide

Det kommende museum i Blåvand vil blive skjult mellem klitterne, gemt i en bunke jord, der fungerede som anlægsrampe til Tirpitzbunkeren i 1945.

Museumscenter Blåvand

63

David Zahle og Bjarke Ingels fra BIG på besigtigelse i Blåvand i 2012 – på toppen af den jordrampe, der i 2017 vil svare til taget på BIGs nye museumsbygning i Blåvand.

turistsæsonen i Blåvand, men der mangler attraktioner til at understøtte helårsturisme. Et af kommunens og turistbranchens ønsker er en historisk baseret information til gæsterne om det sted, de besøger. Og som museum vil vi gerne formidle de mange vigtige vestkyst-historier fra dengang, mennesker gik på Atlanterhavssletten mellem Danmark og England og tabte deres ravamuletter, over skibshandlen i Vadehavet og et af 1500-tallets største udskibningssteder, Sønderside, til forklaringen på, hvorfor området omkring Blåvand i dag er spækket med betonbunkers fra Anden Verdenskrig.

Museet for Varde By og Omegn ønsker derfor at bygge et nyt, stort museumscenter i Blåvand i tilknytning til et af museets mest besøgte udstillingssteder, Tirpitzbunkeren fra Anden Verdenskrig. Tirpitz-bunkeren ligger i et smukt, fredet klitlandskab på grænsen mellem Nationalpark Vadehavet og Naturpark Vesterhavet. Fra toppen af bunkeren er der udsigt til både Vadehav og Vesterhav.

Tilbygningen skal rumme et oplevelsescenter målrettet det potentielle publikum blandt det høje antal feriegæster ved Blåvand. Det primære formål med museumscentret er at skabe en helårsoplevelse, hvor børn og voksne gennem leg og eksperimenter, læring og fordybelse forstår samspillet mellem natur og menneske på Danmarks vestligste sted. Det skal være et sted med både smukt belyste montrer og et sted, hvor alle kan prøve sig frem til viden om historien. Et sted hvor børnemuseet er integreret i det almindelige museumsrum, og hvor der samtidig er plads til eftertanke om krig og kunst.

Fire udstillinger i ét museumscenter

Forprojektet på Museumscenter Blåvand blev lanceret i Rundetaarn i forbindelse med en udstilling af vestjyske kunstnere, arrangeret af Sydvestjysk Udviklingsforum, der også gav stor økonomisk støtte til forprojektet på Museumscenter Blåvand.

64

Mette Bjerrum Jensen & Claus Kjeld Jensen

Det er museets ønske at samle tre eksisterende udstillinger under ét tag og desuden tilføje en fjerde udstillingssal til store, skiftende udstillinger, så museumscentret kommer til at rumme fire særskilte udstillinger, der både skal kunne ses hver for sig og fungere som en helhed. De fire dele er:

Bunkermuseum Tirpitz Tirpitz-bunkeren er bygget som del af en af besættelsesmagtens største kanonstillinger i Danmark. Med udgangspunkt i bunkeren er det ønsket at fortælle historien om Atlantvolden. Ikke med fokus på beton og kanoner, men med fokus på de mennesker, der byggede og bemandede den. Og de lokale, der så byggeriet skride frem og interagerede med både besættelsesmagt og danske håndværkere.

Danmarks Ravmuseum Danmarks største ravmuseum ligger i dag i Oksbøl, 15 km fra Blåvand. Samlingen her, der er en af Verdens 10 bedste ravsamlinger, skal flyttes til det ny museumscenter, hvor ”nordens guld” kan udstilles i de smukkest tænkelige rammer ved den kyststrækning, hvor de største mængder rav findes.

Histolarium Blåvand Landskabet omkring Blåvand rummer en lang række historier om forholdet mellem menneske og natur. Fra århundreders sandflugt og voldsomme stormfloder, der fik hele byer til

Arkitekterne fra BIG, der tegnede forprojektet til Museumscenter Blåvand

at forsvinde, over dramatiske redningshistorier til vor tids tæmning af landskabet og konflikterne mellem landbrugets, sommergæsternes og militærets brug af det. Disse historier skal fortælles i histolariet, der vil være en krydsning mellem et kulturhistorisk museum og et eksperimentarium – men med fokus på arkitektonisk at sikre et behageligt miljø med lavt støjniveau.

Skiftende særudstillinger Med flere millioner gæster om året, hvoraf mange kommer igen år efter år, har Blåvand et enormt potentiale for at kunne trække et anseligt publikum til store, skiftende udstillinger af kunst eller kulturhistorie. Derfor er det ønsket at etablere faciliteter hertil.

Om de potentielle gæster Besøgsforventningerne Museet har i forbindelse med projekteringen af det ny museum foretaget en undersøgelse af potentielle brugere i samarbejde med analysebureauet Anex. Undersøgelsens formål var at afdække, hvilken type udstilling, feriegæsterne i Blåvand ville opsøge i henholdsvis skulder- og hovedsæson, og afklare, om det var en fordel eller ulempe at fortælle tre kernehistorier med én indgang. Resultatet af undersøgelsen var, at de potentielle gæster er kræsne.

De vil have historier, der engagerer dem, der berører dem personligt. Og de vil gerne kunne være aktive.

Målgruppen De tre udstillinger i det ny museum har forskellige kernemålgrupper. Tirpitz-stillingen besøges i dag af en overvægt af mænd og drenge, og især den tekniske del af Atlantvoldsbyggeriet har et mandligt publikum. Det er vores forventning, at flere personhistorier vil få det modsatte køn til også at bruge tid i udstillingen. Ravmuseets besøgende har en lille overvægt af kvinder, men vil i den ny udstilling få et større fokus på ”ravjagt”. Mange familier Museumscenter Blåvand

65

bruger timer af deres ferie på at gennemsøge opskyl på stranden for rav, og dette fokus vil sandsynligvis flytte målgruppen i retning af flere mænd og familier. Afsnittet med Vestkystens kulturhistorie, ”Histolarium”, vil rumme fortællinger, der traditionelt ses af et veluddannet publikum 50+, men iscenesat på en måde, så såvel børn, unge som legende voksne aktiveres i fortællingen, og museumsbesøget først og fremmest bliver en social oplevelse for hele familien eller gruppen.

Frem mod 2017 Det kan måske synes tidligt, i årbogen for 2013 at beskrive et museum, der først åbner i 2017. Og umiddelbart

kunne man godt mene, at det er et projekt, der først lige er i sin vorden. Men i virkeligheden er det snarere halvvejs.

De første kim til det nye museumscenter spirede tilbage i 2010-11, og i 2012 kunne vi præsentere BIGs projektforslag og samtidig lave ”brugerundersøgelse” i Blåvand blandt de forhåbentlig kommende brugere af museet.

Hele 2013 er gået med at kvalificere projektet, lave miljøvurdering og lokalplanmateriale og ikke mindst med at finde finansiering til byggeriet. Med uvurderlig hjælp fra Varde Kommune og med en særdeles generøs donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, faldt alle disse ting på plads kort før årsskiftet 2013-14. 2014 kommer til at gå med detailprojektering, ansøgning om dispensation i forhold til Lov om

Fra udstillingen om Atlantvolden vil der blive adgang til kanonbunkeren gennem en betontunnel. Grafik: BIG.

66

Mette Bjerrum Jensen & Claus Kjeld Jensen

Klitfredning og udarbejdelse af udbudsmateriale. Om alt går vel, kan opgaven med at bygge museet sendes i udbud sidst i 2014, og så vil hele 2015 forhåbentlig stå i byggeriets tegn. Sideløbende med detailprojektering og byggeri i 2014-15 bliver der arbejdet med de kommende udstillinger, så vi er klar til at bygge dem op, når vi får bygningen overdraget af håndværkerne sidst på foråret 2016. En stor del af arbejdskræfterne hos Museet for Varde By og Omegn vil i de kommende år blive brugt på at styre disse processer med det mål, at Blåvand får en ny attraktion til sæsonen 2017.

Det er måske ikke en helt enkel sag, at få turister til at opsøge et museum på deres ferie. Det er utvivlsomt blevet sværere, fordi tilbuddene til dem i sommerlandet er blevet flere og turisterne er blevet mere kræsne. Samtidig

er turister også blevet mere opmærksomme på, at der skal mere til end strandtur og shopping for at ferien bliver mindeværdig. Forhåbentlig kan vi med det nye museumscenter i Blåvand tilfredsstille selv de mest kræsne, men også de, der aldrig havde regnet med, at et museumsbesøg kunne være feriens gode oplevelse for familien. Rammerne derude bliver i hvert fald indbydende og overraskende. Samtidig bliver de så fleksible, at det bliver muligt at lave mange forskellige og skiftende udstillinger. Ikke mindst det sidste er vigtigt – for publikum vil blive ved med at stille nye krav.

Også efter 2017.

Artiklens forfattere kan kontaktes på ckj@vardemuseum.dk (vedrørende projektet og byggeriet) og mbj@vardemuseum.dk (vedrørende udstillingerne).

Den kommende museumsbygning i Blåvand kommer til at bestå af fire rektangulære rum, der skal indrettes i tre forskellige formidlingsstile. Grafik: BIG.

Museumscenter Blåvand

67

Provstgaards Hus i hjertet af Skjern Å

– et 100 år gammelt vidnesbyrd om livet ved Skjern Å’s munding Af Sabine Jensen

Danmarks sidste pelsjægere Masser af fugleskrig. Formentlig har der været et stort opgør med ternekolonien da Provstgaards Hus i 1914 blev bygget på Ternholm. Ternholm betyder holmen, hvor ternerne ynglede eller opholdt sig. Terner er kendt for at være meget aggressive fugle, der styrtdykker mod indtrængende fjender i kolonien.

Da huset blev opført, var Ternholm en holm midt i Skjern Å’s frodige delta, tæt ved den gamle vejføring gennem deltaet.

Her levede Niels Provstgaard og hans 10 år yngre bror Søren Kr. Jensen af jagt og fiskeri gennem en årrække, frem til 1932.

Brødrene Provstgaard var på mange måder foregangsmænd i udvikling af nye metoder og muligheder indenfor jagt og fiskeri. De benyttede sakse til af fange oddere. Den gang var Skjern Å-deltaet et af landets bedste odderområder, og jagten på odder kunne give et betydeligt bidrag til indtægten. De anskaffede som nogle af de første omkring Ringkøbing Fjord en motorbåd, der lettede fiskeriet. Til rygning af fangsten havde de indrettet en rygeovn i køkkenet inde i bygningen, der endnu fremstår helt original.

For at sikre en fordelagtig afsætning af skind og fisk, var de nogle af de første, der fik etableret telefonforbindelse i Posten på vej til Provstgaards Hus med trækfærge.

68

Provstgaards Hus i hjertet af Skjern Å

Skjern-området. Hermed kunne brødrene orientere sig om priserne, og der kunne hurtigt laves aftaler med aftagere i ind- og udland.

Brødrene var fugleinteresserede og dygtige konservatorer. I ledige stunder blev en stor og repræsentativ samling af udstoppede fugle opbygget. Den omfatter de fleste af de arter, der forekom i åens delta for omtrent 100 år siden.

Alle fugle er omhyggeligt registreret, og materialet udgør derfor et vigtigt videnskabeligt datasæt, der kan bruges til sammenligning med nutidens fuglebestand i området. En af de mere interessante arter som brødrene Provstgaard har udstoppet, er skestorken. I dag yngler skestorken et stykke ud for Skjernåens udmunding, på Høje Sande – en lille sandø. I år 2013 var der ikke mindre end 67 reder gemt på jorden mellem strandvegetationens rør og siv. Det er en ny ynglerekord, og hermed har vi nu Danmarks største ynglekoloni af de eksotiske ibisfugle i Skjern Å-deltaet.

Samlingen af udstoppede fugle.

Da Søren Kr. Jensen, den yngste af brødrene, blev gift i 1925, blev huset udvidet med nogle fag, for at give plads til den ekstra familie. Parret nåede at få fire børn i Provstgaards Hus og derfor blev der bygget et anneks til, som oprindeligt var sammenbygget med hovedhuset. Annekset, som også blev kaldt "den pæne stue", blev brugt til opbevaring af Niels Provstgaards omfattende fuglesamling, som i dag kan ses på Skjern Å Museet i Skjern i tre smukt forarbejdede udstillingsskabe, fremstillet af Niels Provstgaard selv.

Overtagelse af Provstgaards Hus I 1993 købte Ringkøbing-Skjern Museum Provstgaards Hus, som ligger tæt ved Pumpestation Nord i Skjern Å-dalen, ca. 2,5 km øst for Skjern Å’s udløb i Ringkøbing Fjord.

Huset ligger op til det store naturgenopretningsprojekt omkring Skjern Å og giver rige muligheder for at få et

"Den pæne stue" bygges til Provstgaards Hus.

Sabine Jensen

69

indblik i landskabet og historien, før åen blev udrettet og genslynget.

Provstgaards Hus består i dag af det gamle hovedhus og ”den pæne stue”. Husene ligger på en grund på ca. 3,5 ha jord, som museet råder over, ligesom museet har fiskeretten i en del af Skjern Å. Jorden har tidligere været afgræsset og udnyttet til høslet men er i dag udyrket og henligger i naturtilstand. Arealet bliver dog afgræsset.

I 1996 gennemgik husene en tiltrængt restaurering, hvor bl.a. tag og yderbeklædning blev skiftet. Udvendigt, er husene beklædt med pandeplader, og det oprindelige stråtag er erstattet med eternittag. Indvendigt er udseendet stort set bevaret intakt.

Provstgaards Hus har før været anvendt som udgangspunkt for formidling af natur- og kulturhistorie, ligesom det har indgået i museets skoletjeneste og er blevet brugt af skoler og daginstitutioner. Husene blev indrettet med

Ringkøbing-Skjern Museum køber Provstgaards Hus.

70

køjesenge, så de kunne bruges til overnatning. Desværre er husene i dag i så dårlig stand, at overnatning ikke er muligt – der er huller i gulvene, og skimmelsvamp på væggene.

Provstgaards Hus trænger til en gennemgribende restaurering for at kunne fremtidssikre en ydmyg, men meget autentisk bygning, hvis historie, beliggenhed og særprægede materialevalg gør den bevaringsværdig.

Skjern Å – en lang historie Skjern Å har altid været en livsnerve for de mennesker, der levede i området omkring den, ligesom den var for brødrene Provstgaard. Åen gav fersk vand og fisk, og engene omkring åen gav vildt og senere i historien basis for landbrug.

De rige naturressourcer i og omkring åen gav området en befolkningsmæssig og økonomisk vigtig position. Det ses blandt andet af, at både kongen og kirken i

Provstgaards Hus som det ser ud i dag.

Provstgaards Hus i hjertet af Skjern Å

middelalderen havde besiddelser i området samt interesser i fiskeri og landbrug. Lønborggård var således bispesæde i 1400-1500-tallet. Told fra rejsende, der passerede åen, var en vigtig indtægtskilde for kronen.1 I midten af 1800-tallet begyndte bønderne at lave små vandingskanaler langs åen for at overrisle engene og avle mere hø. Hedeselskabet blev involveret i projekterne og stod i 1870’erne for anlægget af Store Skjern Å Kanal der også kaldes Dalgaskanalen efter selskabets stifter. Kanalen begynder syd for Arnborg, hvor Rind Å løber ind Skjern Å.2 I 1960’erne blev Danmarks største landindvindingsprojekt gennemført omkring Skjern Å. Her blev 4.000 hektar enge og vådområder fra Borris til Ringkøbing Fjord omdannet til agerjord. De snoede åløb blev lagt i snorlige, inddæmmede kanaler, og der blev anlagt pumpestationer

Fakta om Skjern Å

Skjern Å udspringer i Tinnet Krat i Midtjylland og løber ud i Ringkøbing Fjord, hvor den danner Danmarks eneste floddelta. Skjern Å har karakter af flod på det nedre løb og er Danmarks vandrigeste vandløb. Skjern Å er også Danmarks tredielængste å og hele Skjern Å-systemet er godt 1.500 km langt. Åen og dens mange tilløb afvander, ca. 11 procent af Jyllands areal.

Foto: Wikimedia Commons.

og afvandingskanaler. De græssende kreaturer blev erstattet af korn.

Afvandingen af Skjern Åens enge var en katastrofe for naturen og miljøet. Store mængder okker og næringsstoffer fra landbrugsarealerne blev nu ledt direkte ud i fjorden.

I 1987 besluttede Folketinget, at åen skulle føres tilbage til sit oprindelige leje og ådalens natur genskabes. I løbet af 1990’erne opkøbte staten hovedparten af jorden omkring åen på strækningen fra Borris til Ringkøbing Fjord. I 1999 gik så Nordeuropas og Danmarkshistoriens, på daværende tidspunkt, største naturgenopretningsprojekt for alvor i gang med at genskabe en ådal med snoede åløb, søer, enge, moser og overdrev.3 Nationalpark Skjern Å – begyndelsen og enden Med Provstgaards Hus placeret i hjertet af Skjern Å og liggende inden for nationalparkgrænsen, har RingkøbingSkjern Museum i mange år været med i samarbejdet om at få Nationalpark Skjern Å på benene. Under afholdelsen af nationalparkdagen i maj 2010 dannede Provstgaards Hus ramme om en masse aktiviteter som bl.a. fortælling om gamle jagtredskaber, smagsprøver på nationalparkhonning og kryddersnaps, fiskere i gang med at lave fiskenet, udskæring af en stor laks i træ, snitning og bålbrødsbagning for de små, foruden guidede kanoture på Skjern Å og cykelture til udmundingen. Der kom mere end 4.000 besøgende til hele arrangementet.

I 2012 fik museet tilskud fra Friluftsrådet til en infotavle til Provstgaards Hus. Informationstavlen er nu færdiggjort og sat op. Den er konstrueret sådan, at den giver mulighed for regelmæssigt at hænge ny information op omkring ture, aktiviteter og muligheder i området. Derudover kan man læse historien om Provstgaard-brødrene og livet ved Skjern Å for 100 år siden. Plancheteksten er både på dansk, engelsk og tysk for at gøre området mere attraktivt for både lokale, skoleklasser og turister. Et andet igangsættende projekt var VER-DI, et treårigt projekt, som havde til Sabine Jensen

71

mål at skabe udvikling i og omkring en række naturområder i Danmark, Sverige og Norge. Resultaterne af dette projekt er mange og naturvejlederne ved RingkøbingSkjern Museum er bl.a. indvolveret i placeringen af forskellige LandArt værker heriblandt ”De fire øer” i Bundsbæk Naturpark, en Nationalpark-app om natur, kultur og friluftsliv, samt en aktivitetsfolder for børnefamilier i Skjern Å-området.

Nationalpark Skjern Å var længe undervejs, men i begyndelsen af januar 2011 kom en længe ventet bekendtgørelse, og miljøminister Karen Ellemann deltog i et offentligt møde om nationalparken. Efterfølgende blev to borgermøder afholdt, ét i Ringkøbing-Skjern kommune og ét i Herning Kommune. Forslaget til Nationalpark Skjern Å kom i høring frem til 9. maj 2011. Herefter blev indvielsesdagen for nationalparken valgt til d. 25. juni 2011 med Borrislejren som en centralt beliggende indvielseslokalitet. Desværre valgte et flertal af forligspartierne bag nationalparkloven ti dage før indvielsen at aflyse denne på baggrund af høringssvarene og uenighed om grænsedragningen. Herefter besluttede

Info-tavlen foran Provstgaards Hus.

72

Provstgaards Hus i hjertet af Skjern Å

forligskredsen at undersøge mulighederne for at inddrage den sydlige del af Ringkøbing Fjord inklusiv Tipperne og Værnengene i Nationalpark Skjern Å. Flertallet i RingkøbingSkjern Kommunes kommunalbestyrelse var imidlertid enige om at beholde den oprindelige afgrænsning og sendte sagen tilbage til forligskredsen i Folketinget. På et møde i marts 2012 tog forligskredsen bag Nationalparkloven, Nationalpark Skjern Å af bordet.

På mødet var alle partier med undtagelse af Dansk Folkeparti parate til at følge det lokale forslag til afgrænsningen af Nationalpark Skjern Å. Men Dansk Folkeparti kunne ikke støtte op om forslaget på grund af stor lodsejermodstand i Hoven-området. Nationalparkens endelige fald.4 Skjern Å – og hvad gør vi nu, lille du?

Det kan godt være, at Nationalpark Skjern Å ikke blev til noget i denne omgang, men det naturskønne område er her endnu, og der er flere spændende initiativer i gang.

Fx projektet ”Porten til Skjern Å”, der arbejder på at etablerer en naturpark i område mellem Skjern og Tarm, hvor Skjern Å snor sig igennem. Et andet projekt er ”Arbejdende Pumpestationer”, hvor man vil etablere forskellige formidlingspunkter langs Skjern Å, blandt andet ved at inddrage tre fungerende pumpestationer. Pumpestation Nord har en væsentlig rolle, da den ligger sammen med Provstgaards Hus i det mest besøgte område ved Skjern Å. Provstgaards Hus har stort potentiale som base for natur- og kulturhistorisk formidling, og der er et klart behov for at tilbyde en autentisk og vedkommende formidling af området til de mange besøgende.

Ringkøbing-Skjern Museum fik i 2011 en bevilling fra RealDania til en teknisk gennemgang af Provstgaards Hus, og arkitekt Steffen Søndergaard blev i oktober 2013 færdig med rapporten. Den 35 sider store rapport indeholder bygningsbeskrivelser, arbejdsoversigt for de forskellige håndværkere med overslagspriser, 25 fotoark med beskrivelser og slutteligt et budget. Derudover er der medtænkt

en moderne afdeling ved Provstgaards Hus for at fremtidssikre og øge mulighederne for flere målgrupper. Den moderne afdeling er en ny og diskret bygning med to nye toiletter, vand og el og mulighed for at opbevare 30 cykler og en kajaktrailer med otte kajakker. Næste skridt er at rejse økonomi til at kunne sætte restaureringsarbejdet i gang.

Visionen med Provstgaards Hus er at skabe nytænkende natur- og kulturhistorisk formidling og skabe nye muligheder for friliftsliv. Provstgaards Hus ved Skjern Å er ideel som base for friluftsliv og aktiviteter i kombination med naturvejledning som guidede kajakture, cykelture, vandreture og rideture. Der kunne afholdes ture fra Provstgaards Hus med forskellige temaer som fugleliv, oddere, bævere, fisk, flora, fiskeri, jagt og invasive arter, mm. Huset kunne bruges i forbindelse med kulturhistorisk formidling af livet ved Skjern Å for 100 år siden. Der er i huset allerede etableret sengepladser/køjesenge til 6-10 personer, og der kan skabes mulighed for at slå telt op på arealet omkring Provstgaards Hus. Tanken er at tilbyde overnatning for små

friluftsgrupper der kommer cyklende, sejlende, vandrende, osv. ”Den pæne stue" kunne benyttes som udstilling og naturskole med mulighed for at arbejde inde i årets koldeste tid. Der kunne opsættes en lille udstilling omkring gamle jagtredskaber, lokkefugle og fiskegrej, og køkkenet kunne laves om til garderobe. Naturskolen kan bruges til undersøgelser og videre bearbejdelse af emner inden for natur og kultur i området, og lokalet kunne også danne ramme om workshops og foredrag for forskellige målgrupper. Provstgaards Hus og dets beliggenhed giver i det hele taget en fantastisk mulighed for at formidle Skjern Åens natur- og kulturhistorie i autentiske omgivelser.

Sabine Jensen kan kontaktes på sj@levendehistorie.dk Noter 1. Laurids Fogtman: Kongelige Rescripter, Resolutioner og Collegialbreve for Danmark og Norge Del 4, Bind 1, 1730-1739. København 1788.

2. Dalgaskanalen: Danmarks Naturfredningsforenings website fredninger.dk – http://archive.is/tDBB. 3. Johannes Bach Rasmussen: Skjern Å – ådalens historie, de store projekter, det nye landskab og naturen, på tur i ådalen. Skov- og Naturstyrelsen, København 2005.

4. Læs mere på www.skjernaa.info

Provstgaards Hus dannede ramme om tre offentlige arrangementer med middag i Provstgaards Hus ved flagermuslygternes skær, hvilket blev en ren succes. Aftenens program var planlagt med en middag inspireret af husets historie og beliggenhed. Under middagen var der små indslag om bl.a. livet langs åen for 100 år siden, det store landindvindingsprojekt og naturgenopretningen, Skjern Å-laksen, lampretten, odderen og det fantastiske fugleliv.

Herefter en lille gåtur til åen for at afprøve trækfærgen og oplever Skjern Å by night.

Aftenen sluttede af med kaffe og kage.

Sabine Jensen

73

Brugerundersøgelser på turistkysten – Bork Vikingehavn og Nymindegab Museum Af Mette Bjerrum Jensen & Signe Diana Strandvig Hvorfor brugerundersøgelser?

De udstillingssteder, vi har på Vestkysten, tiltrækker et andet publikum end størsteparten af lokalmuseerne i Danmark.

De fleste lokalmuseer har et stort lokalt og regionalt publikum, der gerne kører efter en særudstilling i området. Dette publikum vil potentielt besøge udstillinger hele året, men måske især udenfor ferieperioderne og når, det er for koldt til at være i haven. På Vestkysten har vi den modsatte situation. De besøgende er i lige høj grad tysktalende som dansktalende, og de kommer især i sommerhalvåret i forbindelse med deres ferieophold. De kommer helst i godt vejr, men

ikke for godt, for så er de på stranden. Museumsbesøget skal helst være en fælles ferieoplevelse, og museerne konkurrerer om det potentielle publikums opmærksomhed med naturen, Legoland, sandskulpturfestival, minigolf og shoppingture i turistbyerne. Det tror vi i hvert fald. For at få en større viden om vores publikums præferencer, har Ringkøbing-Skjern Museum og Museet for Varde By og Omegn fået lavet en brugerundersøgelse på nabo-udstillingsstederne Nymindegab Museum og Bork Vikingehavn.

Undersøgelserne er lavet med tilskud fra Kulturstyrelsens formidlingspulje til brugerundersøgelser.

Det kunstinteresserede publikum på Nymindegab Museum oplever det som en meget positiv overraskelse at museet rummer malerier af høj kvalitet.

Gæsterne på Bork Vikingehavn søger brugerinddragende og autentiske vikingeoplevelser.

74

Mette Bjerrum Jensen & Signe Diana Strandvig

Deltagerne i undersøgelsen Undersøgelsen er gennemført som i alt 20 dybdeinterviews med besøgende par eller familiegrupper i Bork Vikingehavn og på Nymindegab Museum – halvdelen med danske besøgende, halvdelen tyske. Undersøgelsen er såkaldt ’kvalitativ’ frem for ’kvantitativ’. Det har med andre ord ikke været et mål at opnå svar fra mange deltagere men derimod et mål at nå at tale oplevelsen af museumsbesøget godt igennem med de deltagende familier. De par og familier, der deltog i undersøgelsen, blev rekrutteret på museerne umiddelbart før besøget. Undersøgelsen blev gennemført i perioderne 4.-15. august (hovedsæson) og 28.-29. september (skuldersæson) 2013.

De tyske deltagere var fortrolige med området: Syv ud af 10 havde ferieret ved Vestkysten før. De primære grunde til at vælge Vestkysten var for dem naturen, aktiviteter for børn, og at Vestkysten ikke er overrendt i sammenligning med tyske feriedestinationer. Én af familierne havde besøgt Bork Vikingehavn tidligere for år tilbage. Ingen af deltagerne havde besøgt Nymindegab Museum før.

De danske deltagere fremhævede kombinationen af natur, kultur og aktivitetsmuligheder på egnen, som årsagen til at holde ferie i området. Et par af deltagerne havde besøgt Bork Vikingehavn tidligere (flere år tilbage) og vendte nu tilbage med venner eller familie. Flere deltagere havde besøgt Nymindegab Museum tidligere og viste det nu frem for familien. Det drejer sig i disse tilfælde om deltagere, som bor eller har boet på egnen.

De besøgende familier fortalte, at deres feriedage skal balanceres, så der både er afslapning, hygge og aktiviteter – gerne ”meningsfulde”. Det meningsfulde kan være museer.

Man må gerne blive klogere i sin ferie også. Aktiviteterne skal være på børnenes præmisser, men udvælges, så alle får noget ud af det, og involverende aktiviteter vægtes højt.

Hvis familien får noget konkret ud af et museumsbesøg, gerne et produkt, tæller det højt i oplevelsen. De konkurrerende aktiviteter udgøres primært af Legoland, men også Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Kommer man som par

uden børn, er ferien ofte velplanlagt, og man har en ønskeseddel til aktiviteter, der skal nås i ferien. Deltagerne kombinerer typisk friluftsaktiviteter med kultur og lader sig ikke gå på af lidt gråvejr. Deltagerne er historieinteresserede og forventer at blive klogere af museumsbesøg.

Parrene deltager i mindre grad selv i aktiviteter.

Undersøgelsen i Bork Vikingehavn Bork Vikingehavn består af et miljø med rekonstruktioner af huse og skibe fra vikingetiden og er en del af RingkøbingSkjern Museums brand ”Levende historie”. Med levende historie er der fokus på at vise en fortid, som den kunne have været. Vi reenacter ikke specifikke historiske situationer, men kommer med kvalificerede bud på det levede liv i vikingetiden.

Hovedsæson på Bork Vikingehavn er juli, august samt ugerne 41-43. I disse perioder er der levendegørelse. Det vil sige, der er børneaktiviteter og vikinger i husene, som gæsterne kan iagttage og tale med. Digital formidling,

Gæster besøger handlende viking.

Brugerundersøgelser på turistkysten

75

Bork Vikingehavn danner rammen om en meningsfyldt ferieoplevelse for familien.

Foto: Ida C. Jensen

Feriedagene balanceres så der er plads til både afslapning og meningsfyldte oplevelser.

Ansigt-til-ansigt formidlingen løfter oplevelsen fra OK til WOW. Der bages fladbrød over åben ild.

Den unikke oplevelse skabes i mødet med vikingen. Gæster på besøg i langhuset.

76

Mette Bjerrum Jensen & Signe Diana Strandvig

apps og smarte spil er der ikke på Bork Vikingehavn, men der syder af liv, farver, dufte og lyde. Det er et sandt paradis af sanseoplevelser, og der er en særlig stemning her.

Det fortæller resultatet af brugerundersøgelsen os, og det sætter en stor fed streg under noget, vi i grunden er ret stolte af.

Det er nemlig ikke bygningerne, skibene eller gudefigurerne, om end de alle er dygtigt lavede, der gør det største indtryk på vores gæster. Det er de mennesker, vikingerne, der udfylder rummet mellem alle de smukke scenerier.

Det er, når vores gæster står ansigt til ansigt med formidleren, der med stor passion og dybfølt glæde fortæller om vikingernes verden, den unikke oplevelse skabes.

Brugerundersøgelsen fortæller os, at vores gæster er meget begejstrede for deres besøg på Bork Vikingehavn i højsæsonen. ”De har faktisk levet”, udtaler en tysk dreng til intervieweren om hans opfattelse af vikingerne i et sandt og umiddelbart udtryk for en subjektiv autentisk oplevelse af vikingetiden.

Vores gæster ser og bliver set. Undersøgelsen bekræfter, at samspillet mellem aktører og gæster og det at have muligheden for ”at være med” er det helt centrale for langt de fleste i oplevelsen ved et besøg på Bork Vikingehavn. Det er det, der gør Bork Vikingehavn til et mindeværdig og ikke mindst anbefalelsesværdigt besøgssted.

Der er ikke efterspørgsel blandt de adspurgte gæster i højsæsonen på yderligere oplysende materiale.

Der bliver givet udtryk for, at de få skilte på området, der fortæller kort om baggrunden for de rekonstruerede bygninger, giver nok information. Den

korte præsentation af bygningerne i tid og rum sammen med dialogen med formidlerne og det at sanse stedet tilfredsstiller generelt de besøgendes behov for viden. Kun offerpladsen kritiseres for at være lidt død. Her er den besøgende overladt til sig selv i samvær med et udvalg af nordiske guder, uden nærmere forklaring eller præsentation. Der var ingen af de adspurgte, der savnede digital formidling, hvilket er tankevækkende i en tid, hvor flere og flere formidlingsinstitutioner udvikler apps. Oplevelsen af den levende historie ser ud til at kunne bære, og måske endda vokse, ved fraværet af digital formidling.

Men hvad sker der i skuldersæsonen, når regionen affolkes, når åbningstiderne i områdets forretninger bliver indskrænket og efterårsregnen slår sidelæns ind på de lerklinede huse, når vikingerne er taget hjem, og Bork Vikingehavn ikke længere dufter af røg og emmer af aktivitet?

Husene og skibene er der, men det levende liv er væk.

Mødet mellem formidler og besøgende begrænses, og der er stadig ingen digital formidling, apps eller smarte spil, der kan fylde tomrummet ud.

Generelt er der en stemning af skuffelse hos de besøgende i skuldersæsonen. De efterspørger mødet med vikingerne.

Bygninger og skibe kan ikke stå

De autentiske rekonstruktioner giver de besøgende oplevelsen af at ”der har rigtigt levet vikinger engang”.

Brugerundersøgelser på turistkysten

77

alene, de besøgende forventer, at sanserne bliver udfordret.

De besøgende har set billeder i brochuren, hvor vikingekrigere slås, kvinder laver mad over bål, og børn bager fladbrød i den varme ovn. Det, der møder dem, er en noget anden virkelighed, for husene er tomme, der er ingen aktiviteter, man kan deltage i, våbnene er pakket væk, og ildstederne kolde.

At prisen er reduceret med 50 % gør ikke gæsterne gladere eller mere tilfredse, for glæden over god kvalitet huskes længere end glæden over en lav pris. Brugerundersøgelsen viser, at gæsternes oplevelse i skuldersæsonen ikke lever op til deres forventninger, og det er vi nød til at gøre noget ved.

Bork Vikingehavn – hvad gør vi nu?

Vestkystturisterne, der udgør størsteparten af Bork Vikingehavns gæster, kommer primært i sommerperioden, og det er svært, for ikke at sige umuligt, at opretholde børneaktiviteter udenfor skolernes ferieuger. Nok vil vi gerne arbejde for en sæsonudvidelse, men faktum er, at sommerhusene affolkes i vintermånederne, hvilket naturligvis afspejles i de aktiviteter og indkøbsmuligheder, der er til rådighed i området, herunder også et besøg på Bork Vikingehavn.

Levendegørelse af vikingetiden er en effektiv, men også meget omkostningstung, formidling og kan derfor ikke forsvares i ydersæsonen. Det kunne derfor være nærliggende

Publikum vil gerne have deres viden gennem ”ægte vikinger”.

Udenfor sæsonen skal der noget ekstra til at løfte oplevelsen.

78

Mette Bjerrum Jensen & Signe Diana Strandvig

at ty til digital formidling. Brugerundersøgelsen viser dog, at holdningen til digital formidling er, at det ikke passer ind i stilen, og desuden at flere skilte bare vil understrege fornemmelsen af en tom Vikingehavn. Derfor synes løsningen i første omgang ikke at være hverken digital formidling eller øget skiltning i skuldersæsonen, men, på baggrund af resultaterne fra brugerundersøgelsen, gennemføres der nu forsøgsmæssigt i den kommende forårssæson to daglige rundvisninger i stedet for én. Det giver flere gæster muligheden for at opleve den ’ansigt til ansigt’-formidling, der igen og igen har vist sig at være den mest virkningsfulde og mindeværdige, og det, der i brugerundersøgelsen løfter besøgsoplevelsen på Bork Vikingehavn fra et OK til et WOW!

om sommeren rejste til Nymindegab for at fange stemningen blandt den eksotiske lokalbefolkning, dels af kunstnere, der slog sig permanent ned på egnen. Malerierne fungerer som illustrationer til en kulturhistorisk udstilling, hvor mange af de genstande, der ses på malerierne, vises i samme rum. Udstillingen kan altså både opleves som en lokalhistorisk udstilling og som en maleriudstilling.

Undersøgelsen på Nymindegab Museum Når turisterne går gennem Nymindegab, opdager de af og til, hvad de formoder må være et lille, lokalhistorisk museum om Nymindegab. Det er i hvert fald hvad navnet, Nymindegab Museum, og de fra vejen ret anonyme bygninger signalerer. Der er dog et hvalskelet af en kaskelot udenfor museet, og af og til drejer vingerne på savmøllen rundt. Måske skulle man alligevel kigge ind?

Er turisterne først kommet ind, går der for dem forbavsende længe – lidt mere end en time, som regel, før de går ud igen. Gæstebogen viser, som brugerundersøgelsen, at folk er særdeles tilfredse med museumsbesøget og overraskede over hvor meget, der var at se og gøre. Museet betragtes faktisk som en lille perle, hvilket helst ikke skulle komme som en overraskelse for gæsten, men være en forudsætning for besøget. Hvordan vi kan undgå, at potentielle gæster overser museet eller vælger det fra på grund af utilstrækkelige signaler om, hvad man kan se, kan vi kigge nærmere på brugerundersøgelsen for at finde ud af.

En kerneproblemstilling ved markedsføringen af Nymindegab Museum er, hvilken ’identitet’ museet skal vælge. Nymindegab Museum viser omkring 200 malerier fra egnen malet dels af kunstnere fra Kunstakademiet, der

Nymindegab Museum syner ikke af meget fra vejen, men overrasker indenfor. Møllevingerne og hvalskelettet drager folk ind på museet.

Brugerundersøgelser på turistkysten

79

Brugerundersøgelsen på Nymindegab Museum Brugerne på Nymindegab Museum har en forventning om, at museet rummer en lille udstilling om meget lokalhistoriske emner. Hvalen signalerer, at udstillingen handler om naturen og havet, så udstillingens mangefacetterede indhold overrasker mange – heldigvis positivt.

Brugerundersøgelsen på Nymindegab Museum viste tilfredse gæster, der ønsker sig bedre markedsføring af stedet, så andre kan få samme gode ferieoplevelse. ”Jeg vidste ikke, at der var så meget at komme efter. Udefra ser det kedeligt ud.”

Dansk par ”Man får ikke lige øje på de oplevelser udefra, der venter derinde.”

Tysk familie

80

”Museet rummer en dejlig plads til børnene selv kan nørkle med ting, mens vi har været rundt at se udstillingen.”

Tysk familie ”Hvis vi havde vidst, hvad der ventede, var vi kommet før.”

Dansk familie

Mette Bjerrum Jensen & Signe Diana Strandvig

Temaerne i udstillingen rækker ud over den rent lokale fortælling, men bærer en generel historie om landskabets forandring, arkæologi, fiskeri, landbrug og turisme på vestkysten. Ydermere er der i tilknytning til museet et frilandsområde med et hvalskelet, en savmølle og tømrerens hus.

I markedsføringen har vi vaklet mellem at lægge vægt på familieaktiviteterne på frilandsområdet, kunstværkerne eller den kulturhistoriske vinkel.

Indholdsmæssigt er brugerne ifølge undersøgelsen meget tilfredse med Nymindegab Museum. Museet har et meget bredt udbud af udstillinger og aktiviteter og kan sagtens appellere til flere generationer på samme tid. Alsidigheden i udstillingerne er ikke nødvendigvis en svaghed i brugernes øjne. Undersøgelsen viser, at museet opfattes som et egnsmuseum, hvis præmis er, at det kan rumme fortællinger om såvel kultur og kunst som natur.

Kunsten på museet er et meget stort plus, men kan, hvis man lytter til deltagerne i brugerundersøgelsen, formodentlig ikke i sig selv bære en fortælling om museet.

Nymindegab Museum – hvad gør vi nu?

Et stort problem er, at museet markedsføringsmæssigt ikke når særligt mange brugere. Den primære ’markedsføringskanal’ er det fysiske museum selv og museets navn. Hverken navn eller bygninger giver en præcis fortælling om, hvad man kan opleve på museet. Nymindegab Museum signalerer, at udstillingerne handler om den lille by Nymindegab – og den er næppe central nok til, at det er en væsentlig udstilling, ræsonnerer turisterne. En navneændring ligger lige for som løsning. Det er dog lettere sagt end gjort – for er der tale om et ”Nymindegab Museumscenter”? Skal navnet nævne ”Nymindegabmalerne” eller en ”Malerisamling”? I så fald forsvinder den egnshistoriske bredde – så deltagerne i undersøgelsen foreslår nærmere noget med hav og fjord. Kunst, historie, hav og fjord er centrale temaer med et egnshistorisk fokus – men de ord giver ikke ligefrem et kort, klingende navn. Løsningen bliver formodentlig, at

Set fra vejen har Nymindegab Museum et anonymt udtryk, der gør det svært for gæsterne at afkode, at en stor oplevelse venter indenfor.

Brugerundersøgelser på turistkysten

81

Levendegørelsen af historiske skæbner gennem moderne teknik roses i brugerundersøgelsen på Nymindegab Museum.

Gæsterne på Nymindegab Museum sætter stor pris på, at der er aktiviteter for børnene på frilandsområdet og i savmøllen.

82

Mette Bjerrum Jensen & Signe Diana Strandvig

disse temaer bliver fremhævet, måske på bannere, langs vejen og i markedsføringen, og at navnet ”Nymindegab Museum” nedtones og først og fremmest bruges i forhold til det lokale arbejde.

Ikke kun navnet, men også bygningen ud til vejen opleves som værende i disharmoni med resten af museumsoplevelsen. Set udefra ser man ikke de to fløje i træ, der rummer museets samling. Fra gaden ligner huset ethvert andet, dog pænt istandsat, hus i Nymindegab – hvilket det også er, for huset var tidligere bolig for tømrer Rauhe og blev siden brugt som bank. Et museum ligner det ikke.

Vi vil prøve at ændre dette udtryk først og fremmest ved at sætte blikfang ud på fortovet. Det kunne være en af de pramme, der bygges i savmøllen, eller en kopi af et badehus, der også kan rumme en kort introduktion til museet, eller salgsvarer. Desuden hænger vi et par flag op ved indgangen, der bærer museumslogoet, Johanneskorset.

Under undersøgelsen bed intervieweren mærke i et problem, som også museets frontpersonale har påpeget.

Flere gæster vender om i døren! Forklaringen er sandsynligvis, at forhallen i sin tid er indrettet, så den også kunne bruges som forsamlingshus. Det var et krav fra tilskudsgiveren Lokale- og Anlægsfonden. Heller ikke indenfor er det altså umiddelbart synligt, at stedet rummer en seværdig udstilling. I skrivende stund er vi allerede ved at forandre ankomstarealet, så publikum med det samme kan komme i øjenkontakt med kustoden. Samtidig indretter vi museumsbutikken i samme stil som frilandsområdet med hvalhus og savmølle. Forhallen suppleres med en appetizer på udstillingen, med malerier og en kort introduktion til historien. At især butikken har godt af en opgradering stod klart gennem brugerundersøgelsen, hvor ingen af de adspurgte havde brugt museumsbutikken.

Vi forventer desuden gennem foldere til den kommende turistsæson at give museet en mere klar identitet, så flere potentielle gæster opdager museets eksistens inden de ved et tilfælde er i Nymindegab. Folderen skal præsentere museets egnshistoriske bredde og vise, at der er

aktiviteter for børnefamilien og formidling både gennem traditionelle og nye medier – plancher og digitale projektioner. At museets identitet ikke alene skal hvile på samlingen af Nymindegabmalerne eller aktiviteterne på frilandsområdet var en glædelig overraskelse ved brugerundersøgelsen. Museets samling, der både rummer kulturhistoriske genstande fra forhistorisk og nyere tid, malerier og de bevarede bygninger på frilandsområdet er simpelthen det, der gør stedet til en overraskende god oplevelse for publikum. Den vinkel holder vi naturligvis fast i!

Turistudvikling på museerne syd for Ringkøbing Fjord Som museer på den sydlige del af Vestkysten i Danmarks næststørste turistdestination efter København er det naturligt, at vi tilpasser udstillingsstederne til turisterne, såvel de danske som de udenlandske. Når størstedelen af vores gæster på Nymindegab Museum og i Bork Vikingehavn er tysktalende, er det ikke kun naturligt, men nødvendigt, at skilte og rundvise på tysk – selv i situationer, hvor man skal forestille at være viking.

Det, at Vestkysten er én af landets største turistmagneter, giver museerne i vestkystmiljøet mulighed for at tale til et meget stort publikum, og museerne er med, som en del af et stort hele, til at gøre området attraktivt for et publikum, der har hele verden som potentiel legeplads. Museerne skal være med til at fremhæve den unikke vestkystkultur, den fantastiske historiske scene og det eventyrlige landskab som noget, der kan konkurrere med brasiliansk regnskov og musicals i London. Museerne er ikke længere kun ansvarlige for at bevare og formidle, men også for at skabe oplevelser og synliggøre det unikke miljø, de er en del af. For at kunne gøre det på bedst mulig vis, må vi i dialog med vores gæster, så vi sikrer os, at vi ikke bare taler til dem, men med dem.

Museer er, ligesom butikker og øvrige serviceydere, afhængige af, at folk benytter dem. Derfor er det nødvendigt at tilpasse vores museumsydelser til det behov, der Brugerundersøgelser på turistkysten

83

er. Vi har gennem årene gjort mange bestræbelser på at tilpasse vores udstillinger og museernes åbningstider til de besøgendes ønsker, men da vi ikke på alle punkter kan sammenligne os med landets øvrige lokalmuseer, baserer vi det ofte på gæt. Hyppige og målrettede brugerundersøgelser kan gøre, at vi får bedre hold i vores antagelser, så vi bedst muligt kan tilpasse os den virkelighed, vi er en del af og yde den service, der forventes.

Turistmuseer som Bork Vikingehavn og Nymindegab Museums største konkurrenter er andre ”virksomheder”, der sælger oplevelser, i køreafstand fra sommerhusene. For parrene er det især naturoplevelser, der trækker, mens det for familier er ferielandets udbud af minigolf, shopping, Legoland og også andre, større museer og attraktioner i Ribe, Esbjerg og Århus. Brugerundersøgelsen viser, at vi godt kan konkurrere med de mange andre tilbud om oplevelser, blandt andet fordi vi tilbyder aktiviteter og indhold, der rammer

bredt. Undersøgelsen viser dog også, at vi skal blive bedre til at sælge os selv og vores indhold på en attraktiv og ærlig måde. Vores force er, at vores tilbud betragtes som berigende. De er mere end underholdning. De er oplevelser med mening. Vi kan tilbyde det levende møde medet menneske, der formidler historie, måske endda i en troværdig rolle som viking. Det at blive klogere på verden gennem oplevelsen vægtes højt hos vores gæster, og det bliver de gennem besøget på Nymindegab Museum såvel som på Bork Vikingehavn. Når ungerne kommer hjem fra besøget med en selvgjort souvenir med relation til stedet, er det for turisten en oplevelse, der giver ”mening”. Brugerundersøgelsen har understreget, at vores primære udfordring ikke er at få tilfredse gæster, men at udbrede kendskabet til det, vi har at tilbyde, så flere besøger os.

I brugerundersøgelsen roses Nymindegab Museum for at tilbyde noget for både børn og voksne.

Vi skal sikre, at flest mulige gæster får en positiv oplevelse af museumsbesøget, så de giver den gode ferieerfaring videre til potentielle nye gæster.

84

Mette Bjerrum Jensen & Signe Diana Strandvig

Mette Bjerrum Jensen: mbj@vardemuseum.dk Signe Diana Strandvig: ss@levendehistorie.dk

Danmark en god mand

– eller soldaten fra Stalingrad, der sparede Danmark for millioner og hjalp tidligere nazi-videnskabmænd på flugt Af John V. Jensen

Beretning om et igangværende forsknings- og bogprojekt Hitlers mænd i Danmark hedder et forskningsprojekt, som John T. Lauridsen fra Det Kongelige Bibliotek har søsat.

Museet for Varde By og Omegn medvirker i dette projekt og bidrager med en artikel om oberstløjtnant Günter Toepke.

Baggrunden for at medvirke i projektet er, at netop Toepke spillede en aktiv rolle omkring hjemsendelsen af de tyske flygtninge. Det har ganske vist tidligere været behandlet, men aldrig tilbundsgående – det sker nu.

Projektet skal munde ud i en ny bog, der belyser velkendte skikkelser fra besættelsestiden som general von Hanneken, general Lindemann, Werner Best, von RentheFink på en anden måde end der har været tradition for.

Således vil man i de fleste publikationer om emnet snart opdage, at de fleste skildringer af disse folk ofte kun omhandler deres korte tid i Danmark. Bogen Hitlers mænd i Danmark vil tegne mellem 20 og 30 biografiske portrætter, hvor vi får hele historien fra opvækst over skolegang og uddannelse til og med krigen. Hvordan det gik efter krigen, hører vi derimod sjældent om. Tager man Werner Best som eksempel, blev han først dødsdømt og siden benådet til fængselsstraf, hvorefter han vendte tilbage til Vesttyskland, hvor han døde i 1989 og indtil sin pensionering ernærede sig som juridisk rådgiver.

Faktisk kom der ikke bare en artikel ud af arbejdet, men også en lille bog om Günter Toepkes liv, der adskillige

Günter Toepke.

Danmark en god mand

85

gange griber i ind historien. Bogen udkommer forhåbentligt i 2014. Det følgende er indledningen og et kapitel fra min artikel om Günter Toepke, der kom til Danmark som major i december 1943. Inden da havde han deltaget i slaget ved Stalingrad som kvartermester, men var undsluppet, fordi general Paulus havde sendt ham bag linjerne til feltmarskal von Manstein for at sikre forsyninger til den indesluttede armé. Det kom der ikke noget resultat ud af, og Toepke kom videre til Danmark. Her kom han til generalstaben i Silkeborg, hvor han som taktisk medarbejder opstillede nye hærenheder. Det var ham, der fik opgaven med at organisere den tyske udmarch efter 5. maj 1945,

og det var ham, der videresendte general Lindemanns arrestordre på Werner Best umiddelbart efter kapitulationen. Efter kapitulationen blev han udnævnt til chef for Dienstgruppe Dänemark, som var en lille gruppe tyske soldater, der blev i Danmark i forbindelse med oprydningsarbejdet efter besættelsen, dvs. minerydning, opsporing af soldatergrave mm.

Det var i den forbindelse, han kom i kontakt med oberstløjtnant Skjoldager og overofficiant Harry Sørensen. Under Skjoldagers ledelse arbejdede de to på at udsende tysk værnemagtspersonale fra Danmark. Mange af disse tyskere sad i flygtningelejre, hvorfra Skjoldager og Sørensen opsporede

Krigen førte i november 1943 Toepke til Danmark, hvor han gjorde tjeneste i generalstaben hos von Hanneken og Lindemann. Det var en soldat hærdet på østfronten, der ankom til det besatte, men fredelige Danmark – hvor alt tyder på, at han var en både pligtopfyldende og betroet soldat med et godt overblik og gode administrative egenskaber.

Toepkes ophold i Danmark spejler i øvrigt en række ellers velkendte begivenheder som de udfoldede sig i værnemagtens hovedkvarter.

86

John V. Jensen

På baggrund af sine oplevelser i Stalingrad skrev Günter Toepke i 1949 en af de første tyske beretninger om begivenhederne i det indesluttede Stalingrad.

dem og med hjælp fra Toepke lavede aftaler med de tyske myndigheder. På den måde fik man hjemsendt godt 50.000 officielt tilhørende den tyske værnemagt eller dennes følge.

Det høje tal dækker over, at mange af de tyske flygtninge reelt kom tilbage på denne måde – selvom deres tilknytning til værnemagten i mange tilfælde kunne være yderst provisorisk. Aktionen berømmede først og fremmest Toepkes overordnede, der blev fejret som helte for at have sparet statskassen for millionbeløb.

Det gik alt sammen godt lige indtil den 22. november 1947, hvor Toepke blev arresteret ved den dansktyske grænse, som direkte følge af arrestationen af en

Oberstløjtnant Johan Herluf Skjoldager (1894-1970) havde en fortid som chef for de ca. 1000 danske Finlandsfrivillige i Vinterkrigen 1939-40. Senere gik han ind i modstandsbevægelsen, men blev taget af tyskerne 30. marts 1944. Efter befrielsen udnævntes han til chef for Parkkommando III med hovedkvarter i Kolding, der bl.a. skulle tage sig af og destruere efterladt tysk materiel.

Dienstgruppe Dänemark, som var en efterladt tysk formation, der først havde hjemme under Parkkommandoen i Kolding, og siden flyttede hovedkvarteret til den tyske skole på Emdrupvej i København. Gruppen var blevet oprettet efter ordre fra englænderne og underlagt chefen for parkkommando III – oberstløjtnant Skjoldager 16. oktober 1945.

To Modstandsfolk sparede Danmark for 52 Millioner Kroner. Historien handlede om, at to tidligere modstandsfolk Oberstløjtnant J.H. Skjoldager og hans højre hånd overofficiant Harry Sørensen i al fredsommelighed havde hjemsendt knap 55.000 tyske flygtninge svarende til mellem 20-25 % af de mere end 200.000 tyske flygtninge, der var blevet i Danmark efter befrielsen. Jyske Tidende 18. december 1948.

Danmark en god mand

87

tysk videnskabsmand i Kastrup Lufthavn. Det var en skidt situation for Skjoldager, men ikke værre end, at man i Udenrigsministeriet godt var klar over Toepkes værdi – og at han havde været ”Danmark en god mand”, som Harry Sørensen noterede i sin dagbog. Videnskabsmanden blev udleveret til englænderne, og Toepke blev smidt i Vestre Fængsel. Her viste det sig snart, at bl.a. den senere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste oberst Hans Lunding var interesseret i hans viden om russiske og tyske forhold. I 1948 blev Toepke løsladt og vendte tilbage til Vesttyskland, hvor han angiveligt afslog tilbud fra den østtyske hær, der lokkede med, at hans tidligere øverstbefalende ved Stalin, den tidligere feltmarskal Friedrich Paulus, ønskede ham.

Ifølge Toepke var det hans kone, der forhindrede dette, og i stedet søgte han ind i Bundeswehr, hvor han sluttede som

oberst. Günter Toepke døde i 1987. I forbindelse med arbejdet har jeg været i kontakt med mange forskellige mennesker og blandt andet Toepkes datter, der bor ikke langt fra Hamburg, og som har indvilliget i, at stille sin viden, og hvad hun ellers har fra sin far til rådighed.

Når den tyske soldat Günter Toepke er relevant i årbogen for Varde og Ringkøbing-Skjern museer, beror det på, at han spillede en væsentlig rolle med at hjælpe de tyske flygtninge ud af bl.a. Oksbøl-lejren. Hans rolle i denne forbindelse har flere gange været genstand for omtale, men jeg har i forbindelse med min udforskning af emnet haft adgang til arkivmateriale, der aldrig tidligere har været benyttet. Det udvalgte kapitel er valgt, fordi det egnede sig til at stå alene. Samtidig fortæller det efter min mening en særdeles interessant historie om en yderst spændende periode, da Anden Verdenskrig blev til Den kolde krig, hvorefter verden de efterfølgende 40 år var domineret af de to supermagter USA og Sovjetunionen.

Vi sprænger Lillebæltsbroen i luften nu!

Af Harry Sørensens dagbogsnotater fra den 26. november 1947 altså umiddelbart efter afsløringen af Toepke, noterede han efter et møde med netop Kjærbøls embedsmænd, at ”Aarøe afslørede, at Statens civile Luftværn havde været meget nervøse for, at Pasaffæren havde ødelagt det Arbejde, så at den nu eneste eksisterende Kanal til udsendelse af Tyskere skulde blive lukket. Vi kunde dog berolige ham med, at der bliver gjort alt for en Fortsættelse af Arbejdet”.

88

John V. Jensen

I dagene på randen af Det Tredje Riges sammenbrud herskede en udbredt nervøsitet i Danmark. Hvilke hovedløse handlinger ville den slagne tyske besættelsesmagt begå, inden den forsvandt ud af landet? Frygten samlede sig bl.a. om værnemagtens hovedkvarter på Silkeborg Bad, hvor danskerne nervøst fulgte besættelsesmagtens reaktioner oven på kapitulationen. Tyskernes øverstbefalende general Lindemann er siden gået over i dansk historie, fordi han angiveligt ville levere krigens sidste ærlige slag i Danmark.1 Dette sidste slag fandt som bekendt aldrig sted, og overgangen til fredstid foregik mindre dramatisk, end nogen havde turdet håbe.

Midt i denne ængstelige og kaotiske tid forhindrede en af Lindemanns medarbejdere i generalstaben angiveligt en desperat handling, der ville have vakt genlyd i hele kongeriget. Den 4. maj om aftenen modtog man i det tyske hovedkvarter et telefonopkald fra en tilsyneladende

beruset oberst Berisch i Fredericia, der fortalte, at han havde givet ordre til at sprænge Lillebæltsbroen i luften. Over telefonen beordrede generalstabsofficeren imidlertid Berisch og hans pionerer til øjeblikkeligt at stoppe deres forehavende. Officeren havde under samtalen forsøgt at få Lindemann til telefonen personligt, men denne havde blot vinket ham væk og overladt sagen til sin underordnede, hvorefter denne under foregivende af, at ordren kom fra den øverstbefalende, lod oberst Berisch forstå, at Lillebæltsbroen under ingen omstændigheder skulle ødelægges.

Efter at have lagt røret på besluttede officeren sig for at sende en kommando til Fredericia for at stoppe de tyske pionerer, der allerede befandt sig på broen. Kommandoen nåede frem i tide og fik i sidste øjeblik den forestående sprængning afværget.

Lillebæltsbroen var reddet!

Den fornuftige tyske generalstabsofficer hed Günter Toepke, og beretningen om Lillebæltsbroen var en af de historier, som han holdt af at fortælle, når han fik besøg af journalister og historisk interesserede fra Danmark.2 Historien er ikke pure opspind.3 Til gengæld er Toepkes egen rolle uklar.

Et gennemgående træk, som kaster et tvetydighedens skær over hele hans fortælling. Sandheden tog han med sig i graven, og tilbage står billedet af den ”gode” tysker, der i Det Tredje Riges skæbnetime tilsyneladende satte fornuft over følelse – resignation over hævn.4 Historien om Günter Toepke er historien om en soldat, der efter nogle år ved verdenskrigens fronter kom til den tyske værnemagts generalstab på Silkeborg Bad og sidenhen udførte store tjenester for den danske stat i forbindelse med hjemtransporterne af de tyske flygtninge, inden han pludselig blev arresteret for sin indblanding i

Den fornuftige tyske generalstabsofficer hed Günter Toepke, og beretningen om Lillebæltsbroen var en af de historier, som han holdt af at fortælle, når han fik besøg af journalister og historisk interesserede fra Danmark. Historien er ikke pure opspind.

Til gengæld er Toepkes egen rolle uklar.

udsmuglingen af videnskabsmænd fra Hitler-Tysklands ruindynger til Juan Perons Argentina. Personen Günter Toepke bliver derved det prisme, der reflekterer ellers velkendte begivenheder især fra besættelsen 1943-45 samt de første efterkrigsår i et nyt skær.

Danmark en god mand

89

Danmark et smuthul for top-nazister Den 25. november 1947 fik dagbladet Politikens læsere serveret denne urovækkende overskrift: Nazistisk Liga hjælper Tyskere ud af Danmark, og et par dage senere i Jyske Tidende ”Dienstgruppe”s Chef Kontaktmand for

Sagen om udtransporterne og pasaffæren demonstrerer til fulde, at der slet ikke var så klar en adskillelse mellem ”helten” Skjoldager og ”skurken” Toepke, mellem dansk og tysk, som mange i sam- og eftertiden nok ville have foretrukket. Overordnede nationale interesser lå bag og syntes i dette tilfælde af have trumfet den almindelige moral. Det gælder både sejrherrernes kamp om dygtige tyske videnskabsmænd, og det gælder de danske myndigheder, når udtransporterne af tyske flygtninge blev truet.

90

John V. Jensen

verdensomspændende Nazi-Gruppe.5 Baggrunden for overskrifterne var fremmedpolitiets anholdelse af argentineren Don Ernesto Fourcade i Kastrup Lufthavn et par dage forinden – den 22. november 1947 – i forbindelse med dennes udrejse til Buenos Aires, Argentina.6 Ifølge politiets efterretningsafdelings rapport var den anholdtes pas udstedt blot få dage forinden og uden de nødvendige indrejsestempler. Den anholdte havde snart rodet sig ud i modstridende forklaringer, da politiet havde bedt ham redegøre for, hvordan han var kommet ind i Danmark. Først havde den anholdte nægtet overhovedet at kunne tale eller forstå tysk, men dette ændrede sig dog i løbet af forhøret. Under forhøret tilkaldte Fourcade assistance fra den argentinske konsul, der forklarede, at det var aftalt med det danske udenrigsministerium, at den ikke behøvede en dansk udrejsetilladelse.7 Den argentinske konsul Elzear Mouret bedyrede, at han havde søgt Udenrigsministeriet om indrejsetilladelse, og mindede om, at argentinerne tidligere havde været danskerne behjælpelige med at få en ingeniør ud af Tyskland og videre til Argentina, hvorfor dansk politi burde være imødekommende også denne gang. En påstand, der dog ikke kommenteredes nærmere i rapporten. Konsulen endte med at love, at han for fremtiden ville underrette det danske politi, når de skulle have ”nogen” til Argentina, som der står i politirapporten!8 Trods konsulens sikkert velmente løfter valgte politiet alligevel at tilbageholde Fourcade som sigtet for ulovlig indrejse i Danmark. Under forhøret stødte nok en argentiner til; nemlig generalkonsul og legationsråd Carlos Pineyro, der foregav udelukkede at tale fransk, som det hedder i politirapporten.9 Her noteredes det endvidere, at en gruppe under navnet ”Civil Arbejdsorganisation” var ansvarlig for den illegale transport, og at nogen fra organisationen efterfølgende havde afleveret Fourcade hos det argentinske gesandtskab (konsulat) i Danmark, hvor han ifølge politirapporten var blevet forsynet med dansk pas.10 Under afhøringen kom det snart frem, at Ernesto Fourcades virkelige navn var Karl Gustav Friedrich Thalau (1898-1984),

Under afhøringen kom det snart frem, at Ernesto Fourcades virkelige navn var Karl Gustav Friedrich Thalau (1898-1984), og at han var ingeniør og professor. Under krigen havde han arbejdet på det tyske flyvetekniske forskningsinstitut i Berlin. Efter krigen havde han, efter egne oplysninger, modtaget tilbud fra både USA, Storbritannien og Kina, men argentinerne havde været først med en konkret plan, og derfor slog han til.

og at han var ingeniør og professor. Under krigen havde han arbejdet på det tyske flyvetekniske forskningsinstitut i Berlin.11 Efter krigen havde han, efter egne oplysninger, modtaget tilbud fra både USA, Storbritannien og Kina, men argentinerne havde været først med en konkret plan, og derfor havde han slået til.12 I Rapporten står: Anholdte forklarer videre, at det først er for tre Uger siden, at han er kommet i Forbindelse med Argentinerne, uden at han dog i Øjeblikket er til at formaa til at give nogen Forklaring om, hvorledes dette er sket. Forud herfor har han haft Henvendelse fra saavel Amerikanere, Englændere og Kinesere, der alle har forespurgt, hvorvidt han ville være villig til at arbejde for dem, men da der ikke fra disse er fremkommet Realitetstilbud, slog han til, da han fik Tilbudet fra Argentinerne, navnlig da han derved undgik at komme til at arbejde for en Stat, som havde været i Krig mod Tyskland.13 Thalau var, efter eget udsagn, kommet til Danmark over Kruså-grænsen liggende i bunden af en bil den 14. november, og ifølge den argentinske konsul var han kommet fra den russiske zone, uden at han dog var i stand til at røbe mere end det.14 Thalau blev tilbageholdt og forhørt, og hermed rullede den såkaldte pasaffære, som pressen døbte sagen. Til politiet oplyste Thalau, at han var blevet transporteret fra Kassel til Hamburg. Dér skulle han spørge efter en person med navnet Toepke. Denne havde bedt

ham holde sig klar samme aften, hvorefter Thalau var kommet til Danmark og videre til København, hvor han i et par dage opholdt sig hos det argentinske gesandtskab. Disse oplysninger førte lørdag den 24. november til anholdelsen af Günter Toepke ved Kruså-grænsen. Toepke blev fængslet og sigtet for medvirken til illegal indrejse i Danmark.15 Få dage efter episoden i Kastrup bragte Politiken følgende: Tyskersmuglingen forgrener sig ud over Skandinavien. Med anholdelsen af Chefen for den tyske Minerydningstjeneste her i Landet, Oberleutnant Günther Toepfke,16 hans nærmeste Medarbejdere og to tyske Chauffører, som har deltaget i Transporterne over den dansk-tyske Grænse, er man efter Politiets Opfattelse kommet til Bunds i den danske Del af Affæren omkring den falske Tysk-Argentiner, Ingeniøren, der blev anholdt i Lufthavnen, da han skulle stige ind i Flyvemaskinen til Argentina.17 Hvad imidlertid ikke fremgår af artiklen var, at Toepke ved anholdelsen havde haft endnu en tysk videnskabsmand med i bilen, nemlig ingeniøren Paul Friedrich Richard Albert Otto Klages, som også var på vej ind i Danmark uden papirer.18 Derudover kunne Jyske Tidende meddele, at man foruden de to nævnte chauffører også havde taget læge dr. med. Horst Waldemar Peisker. Disse blev udvist til Tyskland. Dertil kom en Oberleutnant Gutschow, der, ifølge Jyske Tidende, blev udleveret til de britiske myndigheder.

Toepke blev fængslet – først i arresten i Aabenraa, hvorefter han hurtigt blev overflyttet til Vestre Fængsel i København. Sagen om de illegale transporter og den tidligere værnemagtsofficer, der i al hemmelighed havde bedrevet dobbeltspil med de danske myndigheder og nu var i gang med at redde nogle af stumperne fra det kollapsede Nazi-Tysklands ruiner, var oplagt forsidestof. En hårrejsende historie om misbrug af en betroet stilling og en historie, der nok fik det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste i samtiden, for hvor omfattende kunne dette dobbeltspil, som Toepke havde gjort sig skyldig i, være? Var han virkelig alene? Hvor længe havde det stået på? Var Danmark det smuthul, som top-nazister havde søgt efter, og hvorfra Danmark en god mand

91

nu den ene krigsforbryder efter den anden undslap retsforfølgelse og straf? Pågribelserne af Thalau og Toepke gav anledning til yderligere efterforskning af en formodet større illegal udsmugling af nazistiske videnskabsfolk med Danmark som transitland. Episoden synes samtidig at bekræfte udbredte forestillinger om det magtspil og ikke mindst kampen om teknisk know-how, der opstod i vakuummet efter Det Tredje Riges sammenbrud.19 Vi ved fra Toepke selv, at det kort for inden var lykkedes ham at smugle mindst én tysk videnskabsmand gennem Danmark og videre til Argentina, nemlig en flykonstruktør på Focke-Wulff fabrikkerne Prof. Dipl. Ing. Kurt Waldemar Tank (1898-1983).20 Toepke havde i øvrigt truffet Tank på sine ture til Hamburg, hvor han gik på et værksted og hjalp med at reparere lastbiler.21 Og da bølgerne gik allerhøjest, fremkom desuden rygter om, at den berygtede nazist og Hitlers højre hånd Martin Bormann (1900-45?) også var blevet smuglet ud af Danmark og måske endda

Kurt Tanks dramatiske historie og flugten fra Tyskland via Danmark og til Argentina er beskrevet i Heinz Conradis’ bog ”Design for Flight” fra 1960.

Toepke optræder ikke med navn, men beskrivelsen af flugten over den dansk-tyske grænse stemmer overens med Toepkes.

92

John V. Jensen

med Toepkes medvirken.22 Bormann var Hitlers faste støtte til det allersidste, men efter Førerens død 30. april 1945 forsvandt han, og ved Nürnberg-processerne i 1946 dømtes han til døden in absentia. Bormanns forsvinden gav grobund for masser af spekulationer og rygtedannelser omkring denne frygtede nazists opholdsted. Ét rygte gik ud på, at han skulle være flygtet til Sydamerika – og midt i virakken omkring anholdelserne af Thalau og Toepke var det nærliggende at antage, at samme person havde hjulpet topnazisten til Sydamerika gennem den danske korridor.

Der er imidlertid intet, der tyder på, at Bormann nogensinde nåede ud af Tyskland, og endnu mindre, der tyder på, at Toepke skulle have været involveret.23 Toepke tilstod sin rolle i indsmuglingen af tyske videnskabsmænd til Danmark og sin medvirken til deres videre rejse og påstod samtidig over for politiet, at han stod alene med ansvaret. Dog vidste man, at Toepke havde personlig forbindelse til den føromtalte argentinske legationsråd Pineyro fra det argentinske gesandtskab i Danmark, men efter hans eget udsagn var det Toepke, der på eget initiativ havde rettet henvendelse til det argentinske konsulat.24 Med tilståelsen lykkedes det hurtigt at få lagt låg på sagen.

Syndebukken var fundet! Det samtidige efterforskningsmateriale tyder på, at myndighederne accepterede hans forklaring, at han havde været alene om det. I rapporten fra politiets efterretningsafdeling står der, at gruppen (Dienstgruppe Dänemark) besørgede illegale transporter fra Tyskland til Danmark, men det har ikke kunnet bevises.25 Trods den hurtige opklaring af sagen, var det en særdeles pinlig affære for de danske myndigheder, der havde sat ræven til at vogte gæs. I samtidens optik var det blot endnu et eksempel på, at tyskerne kunne man ikke stole på, og netop derfor var sagen så meget pinligere. Men nogen fuldstændig afklaring på spørgsmålet om, hvor mange af sine landsmænd Toepke hjalp til Danmark og videre – eller om nogen stod bag ham, forbliver ubesvaret. Til gengæld kan den populære opfattelse, at Toepke var SSofficer, som man af og til støder på klart afvises.26

Sikkert er det imidlertid også, at Toepke havde misbrugt sin betroede stilling, og det var naturligvis en skandale, at en sådan mand havde haft så frie tøjler i Danmark.

Men hvem havde givet Toepke de beføjelser, han endte med at misbruge? Hvem stod med ansvaret?

Det kan afsløres, at det var den respekterede Finlandsfrivillige oberstløjtnant Johan H. Skjoldager, der havde haft for stor tillid til Toepke. De efterfølgende dage blev derfor hektiske for Skjoldager og Harry Sørensen. I Sørensens dagbog noterede han bl.a., at man både i Justitsministeriet og i Udenrigsministeriet var indforstået med, at sagen skulle behandles så varsomt som muligt, fordi Toepke havde været ”Danmark en god mand” og ikke uvæsentligt havde sparet landet for millionbeløb, som der står!27 Kort sagt: nogen havde lagt et godt ord ind for Toepke. Det er klart, at denne sag var et problem for de danske myndigheder, men den gav også anledning til dybe panderynker hos de allierede. Der er ikke langt til forestillingen om, at der kan have været en forbindelse til en større konspiration i lighed med fx det berygtede SS-netværk ODESSA. Måske var der skumle bagmænd, der stod bag Toepkes aktion?

Det kan man læse mere om, når artikel og bog udkommer i 2014.

John V. Jensen kan kontaktes på jvj@vardemuseum.dk Noter

1. I de senere år er der imidlertid sået tvivl omkring dette udsagns autenticitet, fordi det stammer fra senere beretninger og synes heller ikke at stemme med Lindemanns indberetninger om hans enheders kampkraft. Thomas Pedersen: Den tyske værnemagts rømning af Danmark 4. maj til 6. juni 1945. Odense Universitet 1993 (upub. speciale). Ikke desto mindre skriver general Lindemann i Krigsdagbogen 24. april 1945 om fastholdelse af en eisernen Disziplin og videre: Mein Entschluss eindeutig durch mein Befehl: ”Dänemark wird bis zur letzten Patrone und bis zum letzten Atemzug verteidigt.” Det antyder en vis hårdhed hos Lindemann.

2. Arne Gammelgaard: Mennesker i malstrøm – tyske flygtninge i Danmark 1945-1949. Herning 1981; Harly Foged & Henrik Krüger: Flugtrute Nord – nazisternes hemmelige flugtnet gennem Danmark.

ODESSA var også et netværk af gamle nazister, der angiveligt blev etableret ved Anden Verdenskrigs slutning af en gruppe SS-officerer, og som fungerede som flugtorganisation for tidl. SS-medlemmer. Odessa-netværket er stadig omgærdet af en lang række myter, som bl.a. den britiske forfatter Frederick Forsyths berømte romanthriller Odessa-kartoteket fra 1972 pustede liv i. I virkeligheden er det dog uvist om ODESSA nogensinde har eksisteret eller om organisationen måske endda eksisterer den dag i dag.

Lynge 1985. Historien kan desuden høres med Toepkes egne ord i DRjournalisten Poul Brinks radioudsendelse om Günter Toepke fra 1986.

3. At Lillebæltsbroen skulle have været sprængt i luften nåede også frem til avisspalterne, således Ringkøbing Amtstidende den 7. maj 1945, s.

5. ”Kommandanten oplyste, at der havde været truffet Forberedelser til at sprænge Broen i Luften, men Sprængladningerne var blevet demonteret Fredag aften [4. maj 1945].” Politiken bragte også historien den 10. juli 1945, her omtales en Hauptmann Franske, men ikke oberst Berisch. Artiklen beretter endvidere, at sprængning blev forhindret via et samarbejde med modstandsbevægelsen i Fredericia og en besindig tysk officersgruppe.

4. Sprængning af Lillebæltsbroen var i overensstemmelse med tyskernes tilintetgørelsesplaner i kampinstruksen, hvor havneanlæg

Danmark en god mand

93

og broer ikke måtte falde i fjendens hænder intakte. RW 38/177 Kampfanweisungen des Wehrmachtsbefehlhabers 14. Mai 1944. På den anden side undlod besættelsesmagten efter kapitulationen at bruge den brændte jords taktik, og efter den 4. maj ville sprængningen have været i strid med betingelserne for kapitulationen. Toepke var dog selv opmærksom på det forhold, at hans egen rolle i sagen ville kunne betvivles.

5. Jyske Tidende 28. november 1947.

6. Rapport fra politiets efterretningsafdeling 22. november 1947.

7. Rapport fra politiets efterretningsafdeling 22. november 1947, s. 1.

8. Rapport fra politiets efterretningsafdeling 22. november 1947. Den argentinske konsuls udtalelser i politirapporten synes at bekræfte formodningerne om, at der i årene efter krigen foregik en betydelig transport af tyskere fra Det Tredje Rige lige fra stilfærdige videnskabsfolk til top-naziforbrydere – og altså også gennem Danmark.

9. Rapport fra politiets efterretningsafdeling 22. november 1947, s. 2.

10. Rapport fra politiets efterretningsafdeling 22. november 1947.

11. Rapport fra politiets efterretningsafdeling 22. november 1947, s. 4.

Thalau optræder desuden i ”Braunbuch” over fremtrædende nazister i Det Tredje Rige og siden i den vesttyske forbundsrepublik, hvor det anføres, at han før 1945 havde været virksomhedsleder i den tyske rustningsindustri. Efter 1945 var han blevet direktør hos Ernst Heinkel Flugzeugbau GmbH samt Junckers Flugzeug- und Motorenwerke i München, s. 53.

12. Politiets afhøring af Don Ernesto Fourcade alias Karl Thalau 22. november 1947.

13. Politiets afhøring af Don Ernesto Fourcade alias Karl Thalau 22. november 1947, s. 4.

14. Rapport fra politiets efterretningsafdeling 22. november 1947, s. 2.

Den argentinske konsuls påstand, at Thalau skulle være hentet i den russiske zone forekommer tvivlsom og modsiges af Thalaus egne udtalelser, der anfører, at han kom fra Kassel til Hamburg. Andre

94

John V. Jensen

kilder hævder, at Thalau havde været interneret af amerikanerne og nu efter at være kommet på fri fod var på vej til Argentina.

15. Politirapport 13. december 1947, ”Toepke”.

16. I aviserne er Toepkes navn stavet på flere forskellige måder. Desuden kan man heller ikke altid finde ud af hans militære rang. Her beskrives han som Oberleutnant (premierløjtnant) og ikke det korrekte oberstløjtant.

17. Politiken 28. november 1947.

18. Politirapport 13. december 1947, ”Klages”.

19. Rapport fra politiets efterretningsafdeling 22. november 1947, s. 4.

20. Franz Kurowski: Alliierte Jagd auf deutsche Wissenschaftler. München 1982.

I Henrik Havreheds interviews med Toepke fra 1983 nævner Toepke selv sagen med Kurt Tank. Interviewet findes på bånd i Rigsarkivet.

21. Havreheds interview.

22. Jydske Tidende 28. 11. 1947 og Politiken 25. 11. 1947. Artiklen bringer en udokumenteret notits.

23. Rygtet ville vide, at Martin Bormann var flygtet til Sydamerika, og historien optræder ligeledes hos Foged og Krügers bog Flugtrute Nord s. 92, hvor de videregiver et citat fra Göteborgs Handels og Sjöfartstidning, men de modsiger ikke oplysningen. Med fundet af Bormanns skelet i Berlin erklærede de vesttyske myndigheder ham i 1973 død.

24. Rapport fra politiets efterretningsafdeling 22. november 1947, s. 4. I Henrik Havreheds interview med Toepke fra 1983 bekræftede Toepke denne personlige forbindelse mellem ham og den argentinske legationsråd. Desuden fortalte Toepke historien om, hvordan han smuglede flykonstruktøren Kurt Tank ud af Tyskland.

25. Rapport fra politiets efterretningsafdeling 22. november 1947, s. 4.

26. Det ses fx i Uki Gonis bog The Real Odessa, London 2003 og kapitlet The Nordic Route, s. 128-135. På nettet florerer ligeledes forestillingen om SS-officeren Toepke.

Fx: http://users.cybercity.dk/~dko12530/hunt_for_danish_kz.htm 27. Dagbogen Harry Sørensen, s. 137 (Rigsarkivet).

Ringkøbing-Skjern Museum bag facaden

– magasinflytning, samlingsgennemgang og kassationssag Af Christian Ringskou & Lasse Justesen

Prinsen tog hende da til kone, for nu vidste han, at han havde en rigtig prinsesse, og ærten kom på kunstkammeret, hvor den endnu er at se, dersom ingen har taget den. Se, det var en rigtig historie!

H.C. Andersens ”Prinsessen på ærten” slutter med, at beviset for den unge prinsesses blå blod kommer på museum.

Men den gamle eventyrdigter var åbenbart museumskender. Han lister en lille bemærkning ind, der antyder, at selvom ærten med en placering i kunstkammerets samlinger burde være sikret for eftertiden, er den hellige grav måske alligevel ikke velforvaret. Kunstkammeret blev senere i 1800-tallet splittet op. Noget kom til Nationalmuseet, noget kom til Rosenborg, og andet kom til de naturhistoriske museer. Se det er en helt anden historie (som eventyrdigteren ville have skrevet). Her skal blot nævnes, at projektforsker ved Nationalmuseet, Bente Gundestrup, for ikke så længe siden i et seminarindlæg om Kunstkammerets gamle samlinger meddelte, at ærten tilsyneladende aldrig blev ført til protokols. Og værre: Den er væk!1 Desværre behøver man ikke blande fiktion og fakta sammen for at finde eksempler, hvor den museale kerneydelse slår fejl. I princippet er det ellers såre simpelt. De statslige og statsanerkendte museer skal ifølge museumsloven indsamle, registrere, bevare, forske og formidle.2 Men der er mange forventninger til et museum udover dem, loven fastsætter. Som det gælder på de fleste museer, er det også tilfældet på Ringkøbing-Skjern Museum, at det tidskrævende og usynlige arbejde med indsamling, registrering og bevaring ikke altid har fået de ressourcer, der

Lasse Justesen ser lidt beklemt ud med udsigt til ansvaret for SKJ786 på vej til det nye magasin. Torben Egeberg er meget mere afslappet. Det er ham, der har samlet de mange skår til det store forrådskar fra ældre førromersk jernalder udgravet i Agerhøj i Tarm, så han ved, det holder.

Ringkøbing-Skjern Museum bag facaden

95

har været brug for. Denne artikel er lidt af et stykke bekendelseslitteratur. Over de følgende sider giver vi læseren et indblik i de gamle og nyere dårlige samvittigheder i samlingsafdelingen. Samtidig vil det imidlertid også fremgå, at vi faktisk gør noget ved det.3 Nyt magasin Ringkøbing-Skjern Museum rømmer i 2013-14 tre magasiner af meget forskellig kvalitet og flere mindre lejemål.

Op imod to tredjedele af museets samling (og vores lager

af boder, plakater, butiksinventar og meget mere) får ny plads i bygninger på Industrivej i Skjern, hvor vi indretter magasiner med gode adgangsforhold, klimastyring og alarmer. Museets registreringsværksted flytter med.

Når man er vant til at arbejde i stemningsfulde Bork Vikingehavn, på smukke klitgårde med Vesterhavets susen i baggrunden eller med Bundsbæk Mølles fredelige vandplaskeri som lydkulisse, kan det godt være lidt trist at tage en tørn i et almindeligt halbyggeri i et industrikvarter. Men vi klør på med godt humør, for vi lægger grunden til ny og endnu bedre museumsformidling i fremtiden. RingkøbingSkjern Museums rige samlinger – fra potteskår til en herskabskaret (vi har ca. 55.000 genstande) – bliver lettere tilgængelige, og vi får bremset den nedbrydningsproces, der truede de ting, vi havde stående på de dårligste magasiner. Samtidig er det en stor tilfredsstillelse at genfinde forsvundne genstande efter et større detektivarbejde. Her bliver de små grå ofte sat på arbejde.

Samlingsgennemgang

Svend Aage Madsens frisørstole SKJ76X24 og 25 er blandt de mange genstande vi igen fik styr på. Torben Janerka holder baggrunden op, så Lasse Justesen kan tage genstandsfoto.

96

Christian Ringskou & Lasse Justesen

Her er det måske på tide at understrege, at registreringsstandarden på Ringkøbing-Skjern Museum slet ikke er så dårlig. De to museer, der blev til ét i 2007 er smeltet sammen. Vi håndterer samlingen og alle de tusindvis af oplysninger, der knytter sig til genstandene i en samlet database. Størstedelen af genstandene er fotograferet, og billederne er knyttet til genstandsposterne i databasen.4 Og selvom pladsforholdene ikke har været optimale, har langt størstedelen af samlingerne været opbevaret under forsvarlige forhold også før det nye magasin.

Men der var en sten i skoen. Gennem årene er store mængder kulturarv sluppet inden for museets døre, uden at det er blevet registreret. Det stod i alle hjørner, især på de mindre gode magasiner, som vi nu har tømt, og værre endnu: Her havde det med tiden blandet sig med noget af det, der for længst har fået et nummer i databasen, men som vi derfor ikke kunne finde. Det var uholdbart, så når vi

nu skulle have ved det alligevel, rettede vi søgelyset mod Kulturstyrelsens Bevaringspulje. Kulturstyrelsen imødekom en ansøgning om seks måneders løn til gennemgang af samlingens krinkelkroge, til identifikation af forsvundne, men for længst registrerede museumsgenstande, til registrering af de bedre ting og til gennemgang og kassation af resten. Museet lagde yderligere lønmidler i projektet, og gode folk i forskellige midlertidige, eksternt finansierede ansættelser blev også knyttet til. Så det blev til en hel projektgruppe, der gravede sig igennem bunkerne fra sommeren 2013 til vinteren 2014.

Mens alle de velordnede og pænt nummererede genstande, der trods alt er langt i overtal, blev flyttet på plads i det nye magasin af et andet hold flittige museumsfolk,

gik vi i gang med rodet og hængepartierne: Hver en roesåmaskine, hver en kaffekande, de store tærskeværker og de små askebægre blev alle sammen først undersøgt grundigt: Stod der et utydeligt gammelt museumsnummer på, eller matchede de en beskrivelse på en manglende genstand i databasen? I så fald blev tingen fotograferet og overflyttet til opbevaring i det nye magasin. På den måde identificerede vi 3-400 savnede genstande. Hvor genstanden ikke havde et nummer, overvejede vi grundigt, om den skulle have et og indlemmes i museets samlinger til evig arv og eje. Her var vores første udfordring ofte at identificere, hvad tingen i det hele taget skulle bruges til, for hvad er en wøwt? Hvordan ser slæden til et høstativ ud?

Og var der ikke noget med en spøjs klausul på kareten fra

Engang imellem, når det trods alt blev for tungt, ringede vi efter Kim Andersen. Så kom han med museets Weidemann, og så kunne vi rigtig flytte genstande. Her er den lille jolle SKJ1015X6 på vej på plads i det nye magasin.

Ringkøbing-Skjern Museum bag facaden

97

Og nu til det svære. Bevaringspuljens midler uddeles i høj grad med kassation for øje. Set fra København er de danske museers samlinger for store, og genstande, der genfindes i rigt mål på alle museer, lægger beslag på midler,

der kunne have været brugt på mere udadvendte og fremadrettede tiltag, lyder argumentet. Når RingkøbingSkjern Museum har gennemført en stor kassationssag i forbindelse med samlingsgennemgangen, er det imidlertid ikke efter pres fra Kulturstyrelsen, men simpelthen fordi, det var nødvendigt og en logisk konsekvens. På vores vej gennem mange rummeter ting og sager stødte vi på meget, som aldrig har været tiltænkt et nummer i samlingerne, men som er endt i museets varetægt i forventning om, at det en dag kunne benyttes som rekvisitter, i skoletjeneste eller i fremtidige byggeprojekter. Andet havde borebiller og sølvfisk haft under så grundig behandling, at registrering og følgende udgifter til konservering ikke stod mål med materialets værdi. Andre ting igen – og det var de sværeste at kassere – kunne vi ikke udrede. For 10 eller 50 eller måske 100 år siden var der måske nogen på Ringkøbing Museum eller Skjern-Egvad Museum, der vidste, hvad det var, men ikke længere. Vi måtte gøre kort proces, og skille os af med det.

Ringkøbing Museums samling af gamle hvalknogler var lidt af en rodebunke. Nu er de registreret som RIM5404. Christian Ringskou går i knæ under de tunge knogler, men Torben Janerka ser ud til at have fuld kontrol.

Talerstolen fra Stauning Missionshus har stået uregistreret i museets varetægt siden 2007. Nu er den kommet til at hedde RSM10.464X1. Christian Ringskou modtager oplysninger over telefonen og skriver straks ind i databasen.

Lønborggaard?5 Andre gange afhang vores beslutning af, om der fandtes viden om hvem og hvor; det vi i museumssproget kalder proveniensoplysninger. Med en gennemsnitsalder på kun lidt over 30 år havde samlingsgennemgangens medarbejdere stor glæde af museets meget mere erfarne medarbejdere. Undervejs har vi ulejliget både nuværende og forhenværende kolleger med utallige spørgsmål, og på den konto har vi reddet og struktureret meget viden, som vi måske ellers aldrig havde fået rigtig hold på.

Dette led i samlingsgennemgangen resulterede i andre 3-400 nye registreringer. Genstandene blev beskrevet, fotograferet og overgik til opbevaring i det nye magasin.

Kassation

98

Christian Ringskou & Lasse Justesen

Kulturstyrelsens retningslinjer sikrer, at der fra beslutningen om kassation af et sæt gamle dørgerichter eller et farvetryk med Ribe Domkirke er et stykke vej til forbrændingsanlægget:6 Genstanden beskrives, der redegøres for bevaringstilstand og proveniens (hvor en sådan foreligger), og materialet fotograferes. Oplysningerne samles i et skema, der skal forelægges nabomuseer og relevante specialmuseer til orientering og med tilbud om at overtage materialet.

Herefter ansøges Kulturstyrelsen om tilladelse til kassation, og først når en sådan er indhentet, overgår materialet til destruktion, idet processen dokumenteres i museets arkiv.

Ringkøbing-Skjern Museums kassationssag er i skrivende stund ikke afsluttet, men vi har rundet 550 numre.

Den grundige fremgangsmåde kan virke bureaukratisk, og den er da også udviklet til dybere og mere fundamentale oprydninger end Ringkøbing-Skjern Museums kassation-light. I vores samlingsgennemgang var det et princip, at vi ikke vil skille os af med genstande, der én gang er tildelt et nummer i databasen. På den konto bruger vi gerne magasinplads på den ormstukne kornrenser fra Sdr. Vium og meget andet godt og mindre godt for til gengæld aldrig i fremtiden at stå i en situation, hvor vi for sent forstår vores forgængeres indsamlingslogik. Her er Kulturstyrelsens princip et andet. Hvis et materiale foreligger i museets varetægt med eller uden nummer, og hvis det er kommet indenfor murene med den ansvarlige inspektørs vidende, er det at betragte som en museumsgenstand, og kassation kan kun foregå efter de omtalte retningslinjer. Ringkøbing-Skjern Museum følger selvfølgelig retningslinjerne, og det endda med velvilje. Kassation af genstande, der er givet til museet af kommunens borgere i forventning om evig arv og eje – eller i det mindste om at museet vil bruge tingene fornuftigt – kan hurtigt nok blive en følsom sag, og så er det vigtigt i det mindste at have kassationens papirarbejde på plads.

Her rejser spørgsmålet sig: Hvorfor dog smide ud?

Vestjylland vrimler med hobbysnedkere, smede og samlere, der gerne ville gå på opdagelse i Ringkøbing-Skjern

Det er ikke så let at stille faner op til genstandsfotografering, men Atillio Dona går som sædvanligt til opgaven med godt humør (RSM10369X1: Skjern Håndværkerforenings fane).

Ringkøbing-Skjern Museum bag facaden

99

Museums vraggods. Og hvad med museumsbutikken?

Noget af det kunne sikkert gøres i penge. Debatten er berettiget, men den skal tages på et andet niveau end det lokale.

Som statsanerkendt kulturhistorisk museum må samlingsgennemgangens medarbejdere følge de retningslinjer for kassation, der er rammen om Kulturstyrelsens bevilling af lønmidler, og her kan man læse, at ”Museumsgenstande må ikke optræde hverken i privathjem eller i antikvitetshandelen.”7 Vi skyder gråspurve med kanoner, kan man måske indvende. Retningslinjerne er skrevet med henblik på kassation af genstande forankrede i museernes registreringer og med blik for de særlige hensyn, der gør sig gældende i forhold til kunstmuseernes samlinger. På den anden side: De (og vi ved jo desværre ikke længere, hvem de er), som har givet museet den afskallede køkkenbænk eller lysekronen fra 1930’erne, har foretaget et valg.

De har givet museet tingene i stedet for at sælge dem på loppemarked. De har ved at give dem til museet ophævet den pekuniære værdi og skabt en kulturel. Når museet nu ved kassation ser sig nødsaget til at ophæve den kulturelle værdi, bliver den økonomiske ikke dermed museets.

Kassation må aldrig blive et økonomisk spørgsmål. Det kunne i yderste konsekvens friste til salg af værdifuld kulturarv med budgetterne og ikke historien for øje.

Status Hvor ville det være dejligt, hvis vi kunne afslutte denne artikel med at skrive, at Ringkøbing-Skjern Museum ved flytningen til det nye magasin og ved udgangen af samlingsgennemgangens projektperiode havde etableret et endeligt overblik over alle samlinger og registreringer.

Men desværre: Selvom vi har taget et mægtigt spring fremad og især fået styr på det rod, der lagde beslag på mest plads, er der stadig både genstande, bilagsmateriale og fotosamlinger, der trænger til oprydning. Så mens sæsonforberedelserne trænger sig på, og mens kravene til

100

Christian Ringskou & Lasse Justesen

egenindtjening og forskning – for bare at nævne to af de mest presserende – vokser, arbejder vi videre også med samlingerne. Vi kan ikke love, vi når helt i bund foreløbig, men vi kan love, at hver gang det bliver fredag, står det lidt bedre til, end det gjorde om mandagen. RingkøbingSkjern Museum rummer fantastiske dybder af viden om Vestjyllands fortid, og mulighederne for at søge oplysningerne frem bliver stadig bedre.

Lasse Justesen: lkj@levendehistorie.dk Christian Ringskou: cr@levendehistorie.dk

Noter

1. Øresundsregionens museers MUSUND-seminar 2.-3. oktober 2012.

2. Museumsloven kan læses her: www.retsinformation.dk/Forms/r0710. aspx?id=12017 (december 2013).

3. Ringkøbing-Skjern Museum er langt fra det eneste, der rydder op og smider væk i disse år. Se fx Rikke Bengtha Ruhe: Frilandsmuseet rydder op – om udskillelse fra Nationalmuseets samlinger. Nationalmuseets Arbejdsmark 2011.

4. Se Christian Ringskou: Gamle nyheder – kyskhedsbælte, dyrskue, jernaldergrav, natlys og meget mere. opdatering – Årbog for Museet for Varde By og Omegn & Ringkøbing Skjern Museum 2010, s. 74-75.

5. – Wøwt er jysk for mejered, altså den anordning, man spændte på leen, så den lagde kornstråene ensartet, klar til at blive bundet i neg.

– Hø slæden er en stor træramme med tre fødder, der kunne bære og siden vippe et høstativ af. Den brugtes til at fragte nyslået hø fra et vådt engdrag op til tørre på højere land.

– Herskabskareten fra Lønborggård har stået uregistreret i museet siden 1960. Når den ikke fik nummer ved indleveringen, skyldes det en lidt usædvanlig klausul, hvor godsejer M.C. Vad forbeholdt sig ret til at disponere over kareten ved familiefester eller i ”påkommende tilfælde.” Med det sidste mente han sikkert en eventuel ny krig med følgende benzinrationering osv. Nu har kareten fået nummer i samlingen, SKJ1047.

6. Kulturstyrelsens hjemmeside: www.kulturstyrelsen.dk/institutioner/ driftstoette/museumsdrift/vejledninger/indsamling-udskillelse-ogkassation/retningslinjer-for-udskillelse-og-kassation/ (november 2013).

7. Som note 6.

Hjorten og skoven

– ny udstilling på Strandgaarden Af Christian Ringskou

Kære læser, sæt dig til rette med ryggen mod nord, når du går i gang med denne artikel. Så kommer den flotte kronhjort og hans hinder på billedet til at vende med snuden og blikket mod vest, og det er en vigtig pointe.

Hjorten og skoven

101

Årets store udstilling I sensommeren 2012 blev Ringkøbing-Skjern Museum kontaktet af forhenværende klitplantør, forfatter mm., Robert Vestergaard Olsen, der foreslog, at vi i fællesskab skulle skrive en ansøgning til 15. Juni Fonden om støtte til en stor udstilling om hjortevildtets historie. Forslaget ramte lige ned i et stort ønske. Siden 2010 har RingkøbingSkjern Museum arbejdet på at omskabe Strandgaarden på Husby Klit, der har været museum siden midt i 1970’erne, til Vestjyllands Jagtmuseum. I stuehuset var vi allerede langt, men den store lade med gamle landbrugsmaskiner og fiskegrej havde vi endnu ikke taget livtag med. Så vi gav det en chance. Få måneder senere stod vi med en bevilling på 400.000 kr. fra fonden. Vi fik kradset nogle flere penge sammen og museet lagde lønmidler oveni, så vi kan roligt kalde udstillingen ”Hjorten og skoven” årets store formidlingstiltag.

For pengene har Ringkøbing-Skjern Museum sammen med Robert Vestergaard Olsen bygget en udstilling, der løfter Strandgaarden fra en lidt støvet og gammeldags affære til

vores rigest udstyrede udstillingssted med en historie hentet ud af Ringkøbing-Skjern Museums kernefokus: Samspillet mellem mennesker og natur i det vestjyske landskab.

Skoven Til langt ind i 1800-tallet var træer en sjældenhed (og mangelvare) i Ringkøbing Amt, mens heden til gengæld dækkede næsten 50 % af arealet.1 Det ændrede sig i århundredets sidste halvdel, da udviklingen tog fart, og det moderne Vestjylland blev skabt. Processen ligner historien om Danmark i det hele taget, men den var mere dramatisk her, hvor udgangspunktet var et tyndtbefolket land med svagt udviklet infrastruktur og lav En lille håndspade, en såkaldt spjalte, fra den store Hoverdal Plantage. Der var mange, mange timers manuelt arbejde i skovrejsningen.

Fra genplantning af Dejbjerg Plantage efter skovbrand 1937.

102

Christian Ringskou

produktivitet. Resultatet var andelstidens effektive semiindustrialiserede landbrugssamfund. Landeveje blev anlagt. Jernbanerne fulgte efter. Stationsbyerne voksede op.

Heden blev opdyrket. Og – vigtigst i denne sammenhæng – på de magreste sandjorder blev der anlagt plantager, så amtet i 1920’erne var gået fra landets skovfattigste til det skovrigeste.2 De mange store og små plantager er for længst vokset op til dybe mørke granskove, og i den sidste menneskealder er udviklingen fortsat i mindre skala. Der er plantet træer på spidse eller våde hjørner af mange marker, og dyrkningen af juletræer tilføjer også en slags skov. Landskabet er med Robert Vestergaard Olsens ord blevet mere og mere ”uldent”.

Og hjorten Hjortevildtets udbredelse gennem historien afspejler skovenes. Oldtidens Vestjylland var rigt på skov, og det var lige så rigt på hjorte. Men da skoven gennem jernalder og

vikingetid forsvandt, forsvandt de store dyr også. Ikke fordi de behøver skoven; hjorte trives udmærket i åbent landskab, men fordi en hjort uden skoven som skjulested er et let bytte for jægeren.

Kronhjortens danske historie er en historie om 500 års stram regulering og kontrol. Kronhjorten var, som navnet antyder, et kongeligt privilegium. Allerede i Knud den Stores jagtlov for England blev det i 1031 bestemt, at kun kongen måtte nedlægge kronvildt i de kongelige skove.

I Danmark fulgte lignende bestemmelser i 1500-tallet. På dette tidspunkt var kronhjortene formodentlig allerede fåtallige især i det skovløse Vestjylland. Men på kongens udstrakte jordbesiddelser, blandt andet i Østjylland, blev det nu under dødsstraf forbudt menigmand, at nedlægge kronvildt. Og det blev ikke uden virkning. Allerede i 1577 måtte kongen eftergive bønderne i Laven og Haarup øst for Silkeborg deres landgilde, fordi kronhjortene havde gjort skade i marken, og under en enkelt legendarisk kongelig jagt i Skanderborg i 1593 nedlagdes ikke mindre end 1.600 stykker kronvildt.3 Lennart Mortensens foto af den gamle kronhjort i klitterne med snuden mod havet har en prominent plads i udstillingen. Den symboliserer, at hjortenes genindvandring er fuldendt. Den kan ikke komme meget længere mod vest (men ude under bølgerne ligger der hjortetakker fra dens fjerne forgængere).

Hjorten og skoven

103

Med den enevældige konges forøgede magt blev den privilegerede jagt på kronhjorte udstrakt til også at gælde mange steder udenfor krongodset. Gennem 16-1700-tallet var det en stadig kilde til bekymring, at hjortevildtbestandene var små,4 men i årene før 1800 vendte holdningen til de store dyr. Landboreformerne skyllede over Danmark med udskiftning, selveje og snart efter jordforbedringer, bedre sædskifte, mergling osv. I et nyt og langt mere produktivt landbrug og skovbrug overskyggede hjortenes rolle som skadevoldere deres gamle rolle som kongeligt jagtbytte.5 Med henblik på udryddelse blev jagten på kronvildt i 1799 helt fri, og 80 år senere var Danmarks største dyr næsten forsvundet.

Men så tog plantningssagen fart, og ikke så snart var heden plantet til, før hjortene genindvandrede fra små vildtbaner på østjyske herregårde, hvor godsejerne havde nægtet at efterkomme det kongelige påbud om total bortskydning. Udstillingens tre vægstore jyllandskort med hjortebestande og skovområder tegnet ind viser udviklingen. I de seneste årtier er bestanden vokset markant. Prøv

selv at gå en tur i en plantage en aften i hjortenes brunsttid. Så skal du bare høre!

Gæsten får øjenkontakt med den første hjort så snart, han træder indenfor på Strandgaarden.

En majsmark i slutningen af august. Majsen burde skjule bilen, men vi er tæt på en plantage, og kronhjortene har været her.

104

Christian Ringskou

På Strandgaarden Udstillingen starter i en skov. Vi har rejst stammer fra gulv til loft og sat en udstoppet hjort og en jæger ind. Det slår stemningen an. Flere udstillingselementer leder gæsterne fra stuehuset ad trange veje gennem stalden til laden. Vel fremme åbner det store rum med de smukke og overraskende velbevarede tømmerkonstruktioner fra 1875 sig.

Natur og kultur Gæsten træder ind i et afsnit, der fortæller udstillingens centrale historie om samspillet mellem mennesker og dyr, mellem kultur og natur. Er de hastigt voksende hjortebestande en rigdom eller en plage? For jægerne er kronhjorten favorit-trofæet, og jagten kan være mange penge værd. I oplevelsesøkonomiens tidsalder må man også

Midt i den store lade har vi bygget tre små rum og en biograf. De små rum er en leg med kontraster. Den store højloftede lyse lade er en smuk ramme, men den er også et rum, der gør krav på en del af museumsgæstens opmærksomhed. De små rum er mørke og lavloftede. De er som den sorte biograf: I sig selv helt anonyme, klar til at fylde indhold i.

I det første rum har vi indrettet en oldtidsudstilling om stenalderjægerens hjortejagt og om hans redskaber af hjortetak. Ringkøbing-Skjern Museums samling af hjortetaksøkser tæller både de klassiske typer fra jægerstenalderen og en type fra bronzealderen, der viser, at hjorten også i oldtidens senere afsnit spillede en rolle for menneskene. De bedste genstande er en lille samling hjortetaksøkser fundet på stranden.

Havet og brændingen har slebet dem helt blanke. Alligevel ser man tydeligt, at de er menneskers redskaber.

I det næste rum kan man komme med den moderne jæger på jagt. Vi fortæller om bestandspleje, om skydetræning, og en film viser jagtens realiteter. Et dyr bliver skudt, fundet og brækket.

Det tredje rum var et af udstillingsholdets kæreste legepladser. Ringkøbing-Skjern Museum gennemførte en indsamlingskampagne, hvor vi gennem aviser, radio og TV bad folk om at låne eller forære os genstande med hjorte.

Vores håb blev ikke skuffet: Det lille rum er bogstaveligt talt pakket til randen med brølende kronhjorte ved skovsøer og øloplukkere med skaft af hjortetak. Vi bliver ikke

Hjortetak er et holdbart materiale – tænk sig: Der er 6-8.000 år og en havstigning mellem øksernes ejere og os!

Med den moderne jæger på jagt. Kapitalhjorten (præmiehjorten) er mange jægeres drøm.

pege på naturoplevelser og kød fra fritlevende hjorte som værdier. Men for landbruget og skovbruget er de mange store drøvtyggere skadevoldere. Om vinteren klarer de sig igennem ved at æde bark. De skræller stammerne, som det hedder. Træerne får skader, råd og svamp trænger ind, og stammer, der skulle have været tømmer, kan kun bruges til flis. Om sommeren går det ikke bedre. Flokke af hjorte lister ud af skovenes skjul og æder sig mætte i majs, korn og ærter. Selv i forhold til det moderne landbrugs store skala kan et par hundrede hjorte nat efter nat gøre stor skade.

Fire små rum i det store

Hjorten og skoven

105

kede af det, hvis rummet får gæsterne til at trække på smilebåndet, men på den anden side: Hjorte er moderne igen.

De dukker op på smarte tasker og dyrt designertøj.

Det fjerde rum i rækken er anderledes. Det er indrettet som biograf med et stort lærred og plads til 15 tilskuere.

Her viser vi en ny og professionel film, hvor naturfotografen

Kæmpehjorten fra Han Herred er et af udstillingens omdrejningspunkter.

106

Christian Ringskou

Bo Skelmose fortæller kronhjortens historie i speak, interviews og først og fremmest i fantastiske levende billeder.

Skelmose er også mester for de fleste af udstillingens øvrige film på skærme og lærreder.

De fire rum har også ydervægge – altså inde i laden – og dem bruger vi også flittigt. Her, midt i udstillingen kan

man se en udstoppet kronhjort sat sammen af det sidste sæt kastestænger fra en rekordhjort, der blev skudt i Han Herred i 1987 og skindet fra en anden stor hjort skudt i Thy i 2012. Her udstiller vi også trofæer fra en række af de mest interessante hjorte skudt i Jylland. Blandt dem har vi både de imponerende rekorder og dem, som er spændende, fordi de er fra den tid, hvor de første hjortebestande (gen) etablerede sig i Vestjylland.

Mere om hjorte I ladens bageste strøg bruger vi pladsen på blandet biologiundervisning om hjorte. Tre skærme med billedserier viser kronhjortenes, dådyrenes og rådyrenes års- og livscyklus, mens et stort lærred med kronhjorte i parringstid leverer et af udstillingens dominerende billed- og ikke mindst lydindtryk. I Jægersborg Dyrehave nord for København har vi lånt et livsforløb af kastestænger fra den store hjort Cæsar. Vi vejede stængerne, da vi satte dem op i en stor vifte. Resultat: Et hjorteliv = 90 kg gevir – eller med andre ord 90 kg ren protein produceret af en planteæder bare for at slås om og gøre indtryk på hunnerne. Imponerende!6

”Hjorten og skoven” under kritik Da udstillingen ”Hjorten og skoven” åbnede i sommeren 2013, blev Ringkøbing-Skjern Museum mindet om, at der er følelser involveret, når museer vokser frem, udvikles og forandres. Strandgaardens nabo og gennem mange år nære ven og samarbejdspartner, Viggo Bertelsen, fattede pennen og rettede i flere læserbreve i Dagbladet Ringkøbing-Skjern skarp kritik mod den nye udstilling og dens tema. Bertelsens kritik falder i to: For det første var både han og andre indignerede over, at vi havde placeret en hochstand – hjortejægerens platform – med en jægersilhuet foran Strandgaarden.

Indrømmet: Platformen var ingen skønhed. Den var et forsøg på at hamle op med den kommercielle turismes skilteskov, for når alt kommer til alt, er Ringkøbing-Skjern Museum også nødt til at tænke på markedsføring og synlighed. Da vi fra flere sider kraftigt blev opfordret til at fjerne platformen, og da både Strandgaarden og området omkring den er fredet, gjorde vi det.

For det andet beklager Viggo Bertelsen, at Strandgaarden – med den enestående beliggenhed midt i naturområdet ved Vest Stadil Fjord – er jagtmuseum og ikke

Hjorten og skoven

107

egnsmuseum med fokus på stedspecifik historie og natur.

Her står Ringkøbing-Skjern Museum imidlertid som udgangspunkt med en vanskelig udfordring. Efter sammenlægningen af Skjern-Egvad Museum, Ringkøbing Museum og Abelines Gård i 2006-07 har vi ikke mindre end to klitgårde blandt vores besøgssteder. Både Abelines Gård og Strandgaarden er fredede, begge er smukke og værdifulde vidnesbyrd om de gamle strandfogedgårdes rigdom og om den smukke byggeskik. Men de fortalte næsten den samme historie, og risikoen for, at Ringkøbing-Skjern Museum konkurrerede med sig selv, var nærliggende. En sammenligning af de to gårde som klitgårde betragtet må falde ud til Abelines Gårds fordel. Strandgaardens beliggenhed i det åbne landskab er nok den mest autentiske, men hvad angår bygningernes alder, stuehusets indretning, de tilhørende samlinger af indbo og redskaber og de til bygningerne knyttede personlige historier, vinder Abelines Gård. Strandgaardens udstillinger havde mange år på bagen, og besøgstallet var faldende. Hvis Strandgaarden skal have en fremtid som besøgssted – og det skal den – er det derfor Ringkøbing-Skjern Museums opfattelse, at der var brug for et andet fokus. Her begynder historien om Vestjyllands Jagtmuseum.

Med sin kritik peger Bertelsen på en vanskelig balance, som fusionsmuseer over hele landet skal forholde sig til i disse år, for han har jo ret. Beslutningen om at skifte fra et fokus, der kan betragtes som snævert lokalt til et regionalt, er truffet på kontorer langt væk fra Strandgaardens og dens naboer.

Risikoen for at smide barnet ud med badevandet foreligger.

Imidlertid må Viggo Bertelsens læserbreve vejes op imod en anden type tilkendegivelse, som vi oftest modtager

108

Christian Ringskou

mundtligt. Den 23. juli 2013 modtog Ringkøbing-Skjern Museum imidlertid en mail: Vi, min kone og jeg, bosiddende i Tyskland, har med stor glæde og interesse oplevet jeres udstilling ”Hjorten og skoven”. Udstillingen bar præg af stor viden, kompetence, engagement, flid og professionalitet. (…) Både som jæger og naturelsker var det en oplevelse i særklasse, som vi kun kan anbefale videre.

Det dansk-tyske ægtepars gode oplevelse er måske ikke i første omgang knyttet til Vest Stadil Fjord og Husby Klit.

Men Ringkøbing-Skjern Museums nye udstilling ”Hjorten og skoven” bidrog til, at deres ferie blev en god oplevelse, og til, at de måske vil komme igen eller anbefale Vestjylland som feriemål til venner og bekendte.

Christian Ringskou kan kontaktes på cr@levendehistorie.dk Noter 1. J.C. Hald: Ringkjøbing Amt – Ottende Stykke af de Danske Provindsers Beskrivelse i oekonomisk Henseende. Beskrevet efter Opfordring fra det Kongelige Landhuusholdningsselskab. Kjøbenhavn 1833. Reprografisk genudgivelse ved Historisk Forening for Ringkøbing Amt. Holstebro 1985, s. 4.

2. Trap Danmark Fjerde udgave. VIII. Bind. Ringkøbing Amt. København 1928, s. 2-3.

3. C. Weismann: Vildtets og Jagtens Historie i Danmark. 2. udgave.

Skippershoved 1985 (1931), s. 33-92.

4. Weismann s. 177-241.

5. Weismann s. 300.

6. For den interesserede læser: Se Torben Christiansen og Peter Lassen: Dyrehaven. København 2005, s. 58-121.

Malerikonservering – værd at vente på

Af Michael Højlund Rasmussen

På Konserveringscenter Vest, museernes fælles center for bevaring, får vi af og til en genstand ind til konservering, hvor man fra museets side gerne lige vil have rettet op på en tilsyneladende lille, men meget tydelig skade. Der kan være flere grunde til det: Genstanden skal udstilles eller fotograferes til en publikation – eller man er blot utryg ved, at genstanden lever videre med den pågældende skade, uden at der bliver gjort noget ved det.

Sådan en genstand fik vi ind for et lille års tid siden i form af et fint maleri af Henriette Marie Antoinette Luplau

(1848-1925). Maleriet har titlen ”Fugtigt Vejr” og er et landskabeligt motiv fra Tåsinge. Det er malet i 1906, og tilhører Museet for Varde By og Omegn, der i sin tid erhvervede det, fordi Marie Luplau havde levet en del af sine ungdomsår i Varde og derfor burde være repræsenteret i museets samling.

Hensigten med at fortælle lidt om dette maleri er at give et indtryk af, hvor uforudsigeligt arbejdet med konservering af vores kulturarv kan være, og hvor svært det kan være at forudse omfanget af de problemer, man sætter sig for at løse.

Museumsinspektøren mente i dette tilfælde, at den flænge, der ved et uheld var kommet øverst i maleriets lærred, lige skulle lappes – og så skulle der nok ikke gøres mere end det. Opgaven var således forholdsvis enkel.

Nødvendige undersøgelser før konservering

Marie Luplau, ”Fugtigt Vejr”, 1906. Totaloptagelse, dagslys. Forside før konservering – bemærk flængen øverst midtfor som var årsagen til at billedet skulle konserveres.

Men helt så enkelt skulle det ikke vise sig at være. Når et maleri kommer ind på konserveringscentret bliver det underkastet en grundig visuel undersøgelse med henblik på at vurdere, hvilke materialer det er bygget op af, og hvordan de materialer har modstået tidens tand. Det er ikke alt, konservatoren kan se, og hun må derfor benytte nogle mere eller mindre avancerede hjælpemidler som fx arbejdsmikroskop (en avanceret lup), ultraviolet lys, sidelys og forskellige kemiske analyser. Disse undersøgelser kan sige noget om de bindemidler og farvepigmenter, der indgår i billedet, om tidligere overmalinger og gamle Malerikonservering

109

retoucheringer eller andre forandringer, som billedet har undergået gennem tiden.

I nogle tilfælde er det også nødvendigt at fjerne maleriets lærred fra blændrammen, hvis denne er skæv og forårsager skader på maleriet, eller der er behov for at støtte lærredet med et nyt lærred bagfra – en såkaldt dublering.

Lærredet skal være stærkt nok til at kunne være udspændt på den indvendige blændramme, og farvelaget skal have en god vedhæftning til lærredet uden krakeleringer og opskalninger.

Tidligere restaureringer mm.

Da Marie Luplaus billede blev undersøgt, viste det sig, at det tidligere havde gennemgået en restaurering – og her havde man sat et løst støttelærred ind bag ved det originale lærred som en slags beskyttelse. Da det blev fjernet, var det muligt at undersøge det originale lærred fra bagsiden – det originale lærred viste sig at være tyndt og skrøbeligt og fremstillet af hør. Det var formentligt industrielt forbehandlet med en grundering af en kridtholdig farve,

Detalje af flængen. Forside før konservering.

110

Michael Højlund Rasmussen

hvilket var meget almindeligt fra slutningen af 1800-tallet og fremefter.

Støttelærredet viste sig endvidere at skjule tre tidligere revner i lærredet, som man havde søgt at lappe med en stor lap af bomuldslærred, der var limet hen over. Det var pænt udført og ikke til at se fra forsiden. Tidligere var det en almindelig måde at restaurere flænger på, men i dag bryder konservatorerne sig ikke om sådanne lapper, da de ofte trækker i originallærredet og skaber deformationer, som sædvanligvis kan anes fra forsiden.

Alle fire flænger i lærredet skyldes sandsynligvis forkert håndtering af maleriet, men det har ikke hjulpet, at lærredet fra begyndelsen har været svagt og dermed mere udsat for overlast.

Restaureringsarbejdet Den store lap fyldte 20 x 20 cm og skulle fjernes, så reparationen kunne fornys efter mere tidssvarende principper.

Det gjorde selvsagt arbejdet mere kompliceret og tidskrævende. Selve aftagningen af de gamle lapper kunne

Under konservering: Lap på bagsiden.

først foretages, efter at konservatoren havde sikret sig, at farvelaget på forsiden ikke ville skalle af. Derfor blev der limet tyndt japansk papir på de steder, hvor flængerne var – dels for at holde på farvelaget og dels for, at limen kunne trænge ned i revnerne og lime farvelaget fast. Først herefter kunne lapperne fjernes fra bagsiden med lidt fugt. Limresterne blev opløst med vand og skrabet af med en kniv.

Da de gamle flænger var blottede, blev de restaureret på samme måde som den nyligt opståede revne. En stump lærred blev trevlet op og fibrene skilt ad. De blev herefter limet ned på tværs af revnerne på begge sider af lærredet med en akryl emulsionslim, således at reparationen var helt jævn med lærredet. Det var tidskrævende arbejde og langt mere kompliceret end først antaget.

Efter restaurering af bagsiden kom turen til forsiden – her havde undersøgelserne af billedet i sidelys og UV lys afsløret en del overmalinger, som ikke var originale – bl.a. var hele himmelpartiet én stor overmaling. Tidligere var dette en accepteret metode til at udjævne de mange fine krakkeleringer i farvelaget.

I dag restaurerer vi ikke billedet ved at male nyt oven på et originalt motiv. Normalt vil vi gerne fjerne overmalinger, da de ofte er dårligt lavede og dækker over noget originalt. Vi accepterer i højere grad ældre revnedannelser som en del af billedets historie. På steder, hvor der mangler farve, og hvor motivet forekommer ufuldstændigt, udfører vi dog retouchering, hvor man med små prikker eller streger tilføjer det, der mangler, uden at overmale det originale.

Det er mere hensynsfuldt.

Nogle af overmalingerne på Luplaus billede var vanskelige at fjerne og egentlig ikke særligt skæmmende – så de fik lov at sidde. Dels dokumenterer de nogle forandringer i billedet, og dels ville det have taget uforholdsmæssig lang tid at fjerne dem.

De restaurerede flænger blev kittet ud med en blanding af kridt og syntetisk lim og derefter retoucheret. Der var desuden en del opskalninger, som blev limet på plads – man taler om at konsolidere farvelaget – før hele billedet

Under konservering: Efter fjernelse af lappen dukkede tre gamle flænger op (de hvide streger).

Totaloptagelse i Ultraviolet (UV) lys. Herved ses en del overmalinger af hele himlen, noget af kornet lige tv for træet samt yderst th. for det lyse korn.

Overmalingerne har alle en lidt mørkere farve end fx kornet og konturen af den oprindelige farve omkring træerne.

Malerikonservering

111

til slut blev ferniseret let med en syntetisk fernis, som er meget modstandsdygtig overfor lysets påvirkning.

Under alt dette arbejde havde billedet været taget af blændrammen og holdt på plads i en midlertidig såkaldt arbejdsramme. Efter restaurering blev det besluttet at lime et nyt lærred bag på det originale for at styrke det. Sådan en behandling kaldes en dublering og udføres efterhånden ikke så tit, da vi helst vil bevare billedernes originale bagsider, som de er. I dette tilfælde valgte vi en syntetisk sejldug som ikke vil reagere under klimaændringer. Den blev limet på med en varmefølsom syntetisk lim, så den let kan fjernes igen, hvis det skulle blive nødvendigt. De originale kanter var lidt for små og slidte i sømhullerne, så også her hjalp det nye lærred, da det var lettere at fastgøre det til blændrammen igen. Blændrammen blev forstærket med en tværstok og lærredet sømmet på igen – denne gang forsynet med en skumpapplade på bagsiden til ekstra beskyttelse af lærredet. Til slut monteredes billedet i sin oprindelige prydramme.

Billedet efter endt konservering.

112

Michael Højlund Rasmussen

Konklusion Som man kan se, blev konserveringen af Marie Luplaus maleri noget mere omfattende end først antaget – men netop fordi billedet er en væsentlig del af Museet for Varde By og Omegns malerisamling, var det nødvendigt at bruge tid på det. Hver eneste procedure har været underlagt en kritisk vurdering, hvor hver beslutning har været en nødvendig konsekvens af de uforudsete opdagelser, vi gjorde undervejs. Beslutningen om at genkonservere de ældre flænger og dublere maleriet blev fx taget på den baggrund.

Arbejdet med museernes malerier kan være krævende og langvarigt, men ofte er det værd at vente på, idet vi dels opnår mere viden gennem vores undersøgelser, og dels får lejlighed til at bringe malerierne tilbage til en mere stabil tilstand og derved sikre dem for eftertiden.

Konserveringsbehandlingen blev gennemført af malerikonservatorerne Johanne Velling og Teodora Boyadzhieva.

Michael Højlund Rasmussen er ledende konservator på Konserveringscenter Vest. Han kan kontaktes på mhr@konsvest.dk

Årets bedste genstand

– Landboreformer, renæssance, guldsmedehåndværk og krigen 1864 mødes i et porcelænskrus med sølvlåg Af Christian Ringskou Det er et spændende og afvekslende arbejde at have med museumssamlinger at gøre. Bedst som man tror, man skal rydde op i gamle træsko med halm i eller sortere kvitteringer og kassebilag fra en landsbykøbmand, tikker en mail ind og vender det hele på hovedet. Sådan gik det på Ringkøbing-Skjern Museum en dag i februar 2013, da Jens Kamp Bjerg og Poul Erik Kamp Bjerg henvendte sig om et porcelænskrus med sølvlåg. Det så spændende ud fra starten, og historien blev bare bedre og bedre, efterhånden som vi fik den foldet ud.1 Når fortidens ting er bedst, er de som en motorvej for fantasien og erkendelsen. De bliver en konkret forbindelse mellem nutid og fortid. Det må være museernes fornemmeste opgave at skabe rum for den slags oplevelser, og vi får aldrig et bedre råmateriale end Kamp Bjergs gamle krus.

Fæstebonde i et engsogn Tro endelig ikke, at livet som fæstebonde var det rene træhest, stavnsbånd og hoveri. Ved de vestjyske fjorde og langs åerne skabte de store enge grundlag for rige kvæggårde med velhavende bønder. Stadil Sogn er et af Vestjyllands frugtbare engsogne, og fæstegården Bjerg nord for herregården Søndervang var rig. Her overtog Gravers Thomassen fæstet i 1767, da han 32 år gammel giftede sig med enken på gården. Gravers Thomassen skulle egentlig ikke have haft Bjerg, men dødeligheden var høj i Årets bedste genstand

113

det gamle landbosamfund, og Thomassens historie er en af utallige bogstavelige eksempler på, at den enes død var den andens brød. En fætter, Jens Nielsen Bjerg (man kan se af navnet, at fæstet var tiltænkt ham), døde under en plettyfusepidemi (tidligere bedre kendt som forrådnelsesfeber eller sprinkelfeber), der hærgede i sognet, og som også kostede hans moder livet.2 I 1700-tallet var rigdom ingen garanti mod en simpel sygdom, som kun optræder under meget dårlige hygiejniske forhold. Plettyfus smitter kun, hvor lus med rickettsier-bakterien i tarmsystemet springer fra menneske til menneske.

er efter tidens luksusmode. Øverst knejser en løve med plads til en ædelsten i en lille krone. I selve låget, der er forsynet med en lille nåleprikket tekst: ”Maren NielsDatt 1777 Gravers Thomassen”, har Joachim Weller indlagt en skuepenge, dvs. en antikvarisk sølvmønt.4 Herefter gik kruset – ligesom gården i de første 130 år – i arv til ældste søn i familien Bjerg. Men ikke længere.

Jens Kamp Bjerg har haft det siden 1967, men nu er han 97 år gammel. Hans søn Poul Erik Bjerg har ingen børn. Så nu mente de begge, det var på tide at forære den fornemme antikvitet til offentlig arv og eje i museet.

Et lågkrus i mercedes-klassen

Første parket til de store landboreformer

I 1777 var Gravers Thomassen hos den kendte guldsmed Joachim Weller i Holstebro. Her investerede han en betydelig kapital i et fornemt sølvlåg til et næsten ligeså fornemt porcelænskrus. Kruset havde sikkert været hans afdøde fætters. Det er hvidt med blomsterdekoration i flere farver og guldbånd samt initialerne JB (Jens Bjerg) i guld. Sølvlåget

Gravers Thomassen var ikke hvem som helst. Han var med i første række, da fundamentet blev lagt til 1800-tallets nye bondestand, den, der grundlagde andelsmejerierne, og den, der greb regeringsmagten ved systemskiftet i 1901. Årtierne omkring 1800 så en dramatisk udvikling, hvor den ældgamle struktur med herregårde og fæstebønder

3

Gården Bjerg, som den ser ud i dag.

Bemærk: Fire skorstene.

114

Christian Ringskou

En rigtig renæssancefyrste Helt efter tidens stil og mode lagde guldsmeden en skuepenge i krusets låg. Han kunne såmænd have brugt så mange halvkedelige gamle mønter, men det gjorde han ikke. Han valgte en med Moritz af Sachsens kontrafej. Moritz ser drabelig ud i fuldt krigsudstyr med sværd og fuldskæg, og mønten sender os lige ind i hjertet af 1500-tallets dramatiske religionskrige.

Moritz af Sachsen (det sydlige strøg af det gamle Østtyskland) blev født i 1521. Han blev fyrste som 20årig og allierede sig – trods protestant – med den katolske kejser Karl 5. For sin indsats blev han i 1547 udnævnt til kurfyrste, dvs. medlem af det elektorat, der udpeger den tysk-romerske kejser. Efter 1550 vendte han sig

mod kejseren og deltog i nye krige. Han blev dødeligt såret i slaget ved Sievershausen i 1553. I sit korte liv nåede han at sætte et stærkt præg på tysk historie, men han har, som opslaget i Gyldendals åbne encyklopædi (www.denstoredanske.dk) lakonisk slutter: ”efterladt sig indtrykket af en realpolitiker.” Eller med Hagerups Konversationsleksikons ord: ”Han forstod at benytte sig af den bevægede Tids mange Muligheder, men var ganske hensynsløs i Valg af Midler og Standpunkter.”

Hvordan renæssancemønten, der allerede i 1777 var over 200 år gammel er rejst fra Sachsen til Vestjylland, får vi aldrig svar på.

Årets bedste genstand

115

smuldrede. Ingen steder i Danmark var udviklingen mere gennemgribende end i Vestjylland, og ingen steder i Vestjylland fandt overgangen fra fæste til selveje en mere ren form end på herregården Søndervang i Stadil.5 I affekt over en hård skatteligning proklamerede den halte godsejer, ritmester Christian Ehrenreich Brochdorff i marts 1791, at hvis bønderne ville købe herregården med fæstegårde, kirke og det hele for 40.000 rigsdaler, var den deres. Mod forventning slog bønderne til, og Brochdorff fik kolde fødder. Der var kun skrevet en interimistisk kontrakt på ustemplet papir, så to bønder, Gravers Thomassen og sognets rigeste bonde, Christen Christensen Toft, rejste til København. Med ordene ”Rejs kun hjem med fred, i to, I

skulle nok få jer ret” lod selve kronprins Frederik, den senere Frederik 6., dokumentet stemple. Hvad enten historien nu er sand i alle detaljer eller ikke, så måtte Brochdorff slippe Søndervang. Bønderne rejste den fornødne kapital.

På Søndervangs 90 fæstegårde var 39 af bønderne i stand til at købe deres gårde kontant. 46 måtte låne for at blive selvejere, men kun fem af fæsterne måtte opgive deres gårde. Hovedgården drev bønderne i fællesskab indtil de i 1800 fik tilladelse til udstykning. Derefter købte førnævnte Christen Christensen Toft resterne af herregården.6 Også Gravers Thomassen var en velhavende mand i 1791. Ved siden af 630 rdl. for Bjerg mønstrede han fire gange 50 rdl. til fire aktier i herregården.7

Et udsnit af Stadil sogns ældste matrikelkort fra 1817 bringer os tættere på begivenhederne. På den sydlige del af kortet dominerer matrikel nr. 1 Søndervang, der ejes af Gravers Thomassens rejsefælle Christen Christensen Toft. Lidt mod nord kan man se, at matrikel 3 i 1817 var ejet af Jens Graversen Bjerg – altså Gravers Thomassens søn. Navnet er senere streget over. Nord for vejen og lidt utydeligt under en gammel fugtskade læser man navnet ”Bjerget” ved en af de firelængede gårde. Den sydlige længe har været stuehus, så vi kan med nålespids-præcision udpege, hvor lågkruset har haft sin plads.

Bemærk i øvrigt, at samlingen af gårde og huse med svag skrift er betegnet ”Stadil Bye”. Det kan nok forvirre lidt, for vi er ikke i den moderne landsby med købmand og mejeri, den ligger et stykke mod nordøst. Vi er i Stadil Mølleby lige vest for kirken.

116

Christian Ringskou

Fjenden i landet – rubinen stjålet Gamle Gravers Thomassen Bjerg døde mæt af dage i 1818, 83 år gammel,8 men historien om kruset fortsætter. I 2014 er det 150 år siden, den danske helstat endeligt opløstes i den krig, der sikkert endnu efter halvandet århundrede står som det største nationale traume. I skrivende stund – ved indgangen til jubilæumsåret – har vi ikke etableret noget samlet overblik over krigens vestjyske facetter. Måske kommer det i opdatering 2014. Det kunne der i hvert fald være god grund til, for det er vist ikke almindelig kendt, at de dramatiske begivenheder i 1864 kom ganske tæt på den almindelige befolkning. I tusindvis af unge mænd måtte i kongens klæder. Nogle vendte ikke hjem, andre blev mærkede for livet. De vestjyske købstæders kommunalbestyrelsesmedlemmer blev taget som gidsler, og østrigske tropper besatte landsdelen.9 Ifølge en familieoverlevering var fjenden også i Bjerg, hvor han stjal den rubin, der prydede løvens krone øverst på kruset. Her har man muligvis logikken på sin side, hvis man spørger som følger: Hvis prøjserne (eller måske var det østrigerne) var klar til at stjæle, hvorfor nøjedes de så med rubinen, når enhver kan se, at hele kruset og i hvert

At rubinen fra lågkruset ikke var sognets eneste eller største tab i 1864, vidner denne mindeplade fra Stadil Kirke om.

fald låget er mange penge værd? Hvorfor stjal de ikke det hele? Om overleveringen om rubinen er en historie om begivenhederne i 1864 eller snarere en historie om eftertidens interesse for og brug af 1864, må læseren selv afgøre…

På kirkegården Alle med lidt sans for historie ved, at en kirkegård ikke kun er et sted, hvor man mindes sine døde. Gamle gravsten giver antydninger af sognets liv og historie. På Stadil kirkegård kan man finde en stor og flot sten over Jens Nielsen Bjerg (1837-1925) og hustru. Lige ved siden af står en noget mindre sten over Jens Kjærgaard Bjerg (1876-1915).

Siden 1600-tallet havde Niels Jensen Bjerg’er skiftede med Jens Nielsen Bjerg’er,10 men her slutter det. Jens Nielsen Bjerg havde ganske vist adskillige børn, men nogle rejste til Amerika, og andre var for unge til at tage over, da han solgte gården omkring år 1900. Jens Kjærgaard Bjerg – ham med den mindre sten – vendte tilbage fra Amerika, men dødsmærket af tuberkulose. Årets bedste genstand

117

Kom og se kruset på Ringkøbing Museum

Noter

Sådan er det med de bedste museumsgenstande – ja principielt med dem alle sammen. De er fulde af store og små historier, verdenshistorie, danmarkshistorie og personlige historier vævet ind i hinanden. Jo længere man graver sig ned, des mere finder man. For en museumsinspektør kan det godt være en bittersød oplevelse, for når man sidder med alle perspektiverne foldet ud, er man så langt som man kan komme fra museernes ufortjente skudsmål som kedelige og støvede. Tit må man imidlertid folde det hele sammen igen og kun håbe på, man selv eller en anden får lejlighed til at vise det frem. Men med de bedste genstande er det anderledes. Gravers Thomassens lågkrus kom både i avisen og i radioen,11 og, kære læser, hvis du er med endnu i disse afsluttende linjer, må forfatteren måske vove det håb, at det er fordi, du har følt dig i godt selskab med årets bedste museumsgenstand. Nu mangler du bare at komme forbi og se den ved selvsyn på Ringkøbing Museum.

1. Museumssag RSM10430.

Christian Ringskou kan kontaktes på cr@levendehistorie.dk

2. P. Storgaard Pedersen: Lidt slægtshistorie – udarbejdet som manuskript for familien. Ringkøbing 1893, s. 11.

3. Eller måske 1771 eller 1772, det sidste tal i det nåleprikkede årstal på låget er lidt vanskeligt at tyde.

4. Se Sven Fritz, Torben Skov m.fl.: Joachim Weller: guldsmed i Holstebro 1754-92. Holstebro Museum 1976. Kruslåget er ikke med i kataloget, men svarer til nr. 25, se endvidere nr. 26 og 27.

5. Christian Ringskou: Krisen kradser – 1.000 år med kriser og opsving. opdatering – Årbog for Museet for Varde By og Omegn & Ringkøbing-Skjern Museum 2012, s. 183-87. For flere gode artikler om Vestjylland i landboreformernes periode se FRAM – Fra Ringkøbing Amts Museer 1987.

6. P. Storgaard Pedersen: Bidrag til Hing Herreds Historie og Topografi.

Ringkøbing 1896, s. 69-71; Peder Jensen: Da Bønderne i Stadil blev Selvejere – et 150 Aars Minde. Hardsyssels Aarbog 1941, s. 57-61; Flemming Jerk: Ringkøbing Amts herregårde gennem godsslagtningens tidehverv. Hardsyssels Aarbog 1958, s. 119-20.

7. Storgaard Pedersen 1893, s. 12.

8. Storgaard Pedersen 1893, s. 12.

9. Se fx Carl Lindberg Nielsen: Ringkjøbing Købstads Historie. Ringkjøbing Byraad u.å. (udgivet i samlebind 1943ff ), s. 202-04; E. Falbe Hansen: Erindringer fra Vestjylland for hen ved 50 Aar siden. Hardsyssels Aarbog 1910, s. 184-95; Knud Pirchert: Krig og ufred. Hardsyssels Aarbog 1980, s. 51-52.

10. Storgaard Pedersen 1893, s. 11-13.

11. Dagbladet Ringkøbing-Skjern 5. april 2013; DR P4 Midt & Vest 5. april 2013.

118

Christian Ringskou

Kulturmiljøer i Varde Kommune Af Mariann Ploug & John V. Jensen

I Varde Kommune er der mange steder af stor kulturhistorisk værdi og jævnligt også med et stort turistmæssigt potentiale. Det er bare ikke altid, at vi alle er klar over, hvor lige præcis det umistelige befinder sig. Derfor handler det også om at skabe kendskab til de mange steder i Varde Kommune, hvor vi har noget, der er værd at bevare. Noget, der er værd at fortælle andre om. En sådan viden kan være med til, at vi føler et ejerskab og en tilknytning til vores nærmeste omgivelser – og lærer at sætte pris på dem.

Udpegningerne af kulturmiljøerne er derfor et forsøg på at sikre, at vi ikke pga. fx manglende viden ødelægger noget umisteligt.

Museet for Varde By og Omegn har igen i år foretaget kulturmiljøregistreringer efter aftale med Varde Kommune.

Et kulturmiljø er et geografisk afgrænset område, der på forskellig vis afspejler væsentlige træk i egnens samfundsmæssige udvikling. Udpegningen skal være med til at sikre, ”at områderne friholdes for byggeri, anlæg eller andre ændringer, der er uforenelige med de kulturhistoriske interesser”.

Det handler simpelthen om, at museet og kommunen i fællesskab får skabt et overblik over bygninger, anlæg og områder af kulturhistorisk interesse og ikke mindst får indsamlet en viden om deres sårbarhed fx i forbindelse med anlægsarbejder, udstykninger o.l. Det gælder på den ene side om at skabe plads til nyt, men ikke kun på bekostning af det gamle. ”Det gamle” er jo eksempelvis de nedlagte vandmøller, fabrikker, de vigtige borgerhuse og de militære anlæg, der alle gennem tiderne har været med til at sætte deres præg på egnen og som stadig er med til at give vores egn identitet. De gamle bygninger og områder

er, hvis de vedligeholdes og påskønnes dels charmerende i sig selv, og dels fortæller de meget om den by eller det område, man befinder sig i, hvad enten det er som lokal indbygger eller som turist. Værner vi om vores kulturmiljøer kan dette bidrage til at tegne en positiv profil af området og kommunen både udadtil og indadtil.

I år er kulturmiljøbeskrivelserne fra Nymindegablejren, herregården Søviggård, Øse og området omkring Henne Mølleå og badehotellet. Tidligere udpegninger kan man finde i opdatering 2008, 2010, 2011 og 2012.

Mariann Ploug: mp@vardemuseum.dk John V. Jensen: jvj@vardemuseum.dk

Nymindegablejren er et af dette års kulturmiljøer.

Kulturmiljøer i Varde Kommune

119

Søviggård

Kristoffer Hvas til Hennegård anlagde Søviggård i 1639.

Hovedgården blev dannet af to sammenlagte gårde, hvoraf den ene, der lå syd for Heltoft Å i Janderup Sogn, hed Vige eller Vig, mens den anden, som lå nord for åen i Outrup Sogn hed Søgård.1 I 1664 blev gården omtalt som Siøvigge Hgd.2 Da gårdanlægget blev bygget, hvor Vig havde ligget, hørte hovedgården hjemme i Janderup Sogn, men med 1688-matriklen blev det fastslået, at Søvig, som gården hed i mange år, blev regnet som hørende til Outrup Sogn, hvor hovedparten af gårdens jorde lå.3 Søvig lå smukt ved Filsøs Vig, hvor der fiskedes ”Gedder, Aborrer, Brasen og Skuller udi temmelig Overflødighed”, hedder det i en ældre beskrivelse. Gårdanlægget var delt i en borggård og en ladegård. En vindebro førte over voldgraven, der oprindelig omsluttede begge gårde og formentlig

var gravet i 1654.4 Amtsforvalter Rasmus Bundesen (ejer 1723-1761) skulle efter Pontoppidans Danske Atlas have ”i Stand sat og til deels nye opbygt” den da trefløjede bindingsværksborggård, mens hans svigersøn Thøger Reenberg Sterm (ejer 1763-1785) byggede en helt ny, trefløjet ladegård ”temmelig stor i begreb” med plads til 70 stude. I 1766 opførte Sterm en ny hovedbygning til borggården. Bygningen stod oprindeligt i blank rødstensmur.

Den var stråtækt med gennemgående, afvalmet frontispice i to etager og halvt afvalmede gavle. Facaden prydedes af svære, hvidkalkede pilastre, hvor de midterste, der bar en trekantfronton, dannede en portal.5 Thøger Sterm solgte bøndergodset fra på auktion.

Han begyndte i 1770, men hovedparten blev solgt på én gang i 1783, hvor han den 21. august annoncerede: ”De af godsets Beboere, som forinden vil akkordere med mig om deres i Fæste havende Steder, møder siden efter selv ved Auktionen for der offentligt at afgive Buddet, hvorpaa intet Overbud skal blive antaget.” Alle hovbønder og de fleste fribønder købte deres egne gårde til de i forvejen aftalte priser.6

Søviggård var opført på et næs ved Søvig Sund og skulle tidligere have været afskåret af en voldgrav. Original 1 Søviggård 1819-1887, udsnit.

Hovedbygningen med tegltag, afvalmede gavle og to, måske tre døre i facaden.

Formentligt omkring 1900, da brødrene Jensen Lyhne havde overtaget gården.

Kulturmiljø, Varde nr. 25

120

Mariann Ploug & John V. Jensen

Hovedbygning fra 1766 i tilbageført skikkelse flankeret af to korte sidefløje. En større bygning, der ligger tilbagetrukket mod syd, afslutter anlægget, juni 2013.

Derefter var Søviggård ikke længere en herregård.

Borggårdens sidefløje blev revet ned, og den ene blev erstattet af en stald.7 Voldgraven, der på kortet: Original 1, Søviggård, 1819-1857 kun omkranser borggården, skulle have fået denne udformning i Rasmus Bundesens tid.8 Man regner med, at graven blev tilkastet omkring 1800, hvorefter der kun var en mindre branddam lidt sydvest for gården.9 Da Søviggård blev beskrevet i 1865, var gården sammenbygget i fire længer, og det blev understreget, at kun det teglhængte stuehus gav ”en vis anseelse”. En brand i 1869

I 1940 blev hovedbygningen pudset og fik opmurede gavle samt tegltag. Søviggård, oktober 1992.

Kulturmiljøer i Varde Kommune

121

skånede kun stuehuset, og med opførelsen af to nye bygninger året efter blev gården reduceret til et trelænget anlæg.10 Efter en årrække med flere ejere og økonomiske vanskeligheder købte brødrene Jens og Hans Christian Jensen Lyhne Søviggård i 1900. I 1907 delte brødrene gården, så Jens Lyhne beholdt den gamle gård, mens Christian Lyhne opførte Søvig Nygård på Nørremarken. I 1928 var Søviggård igen firlænget, og kort efter fik gården på ny stråtag, der dog blev udskiftet med tegltag omkring 1940.

Samtidigt blev gavlene ført op og gårdfacadens frontispice nedtaget til portalen, mens murerne overcementeredes.11 I slutningen af 1900-tallet var Søviggård nedslidt, og ved ejerskiftet i 1994 var landbrugsdriften ophørt. Der blev plantet skov på den tilbageværende jord, og ejendommens jordtilliggende blev tinglyst som fredskov. De nye ejere valgte at føre den gamle hovedbygning fra 1766 tilbage til den oprindelige skikkelse og at erstatte de resterende landbrugsbygninger med nybyggeri, så anlægget i dag består af hovedbygningen mod nord flankeret af to

korte sidefløje og en større bygning, der ligger tilbagetrukket mod syd.

Søvig Mølle Da Henne Mølle i forbindelse med Filsøs delvise udtørring blev nedlagt, fik Chr. Jensen Alsing på Søviggård (ejer 1855-1865) mulighed for i 1855 at anlægge en vandmølle med mølledæmningen over Søvig Å ca. 500 meter vest for Søviggård. Møllebevillingen blev tinglæst i 1860, og i begyndelsen havde møllen både stampeværk og boghvedekværn.12 Møllen og den opstemmede dam i det tidligere Søvig Sund kan ses på Generalstabens topografiske kort fra 1870. Møllen blev drevet af det opstemmede vand, men omkring 1880 fik ejeren, ritmester Otto Paludan Bentzen (ejer 1878-1880) gravet en kanal langs lavningens nordside frem til møllestedet. Herefter var det vandstrømmen og faldet, der drev værket, og samtidigt indvandt Bentzen mølledammen til eng. Faldet var ca. 2,50 meter, og møllen

Søvig Mølle med mølledam i det tidligere Søvig Sund, der omkring 1870 blev omdannet til eng, da vandet til møllen blev ført frem gennem en kanal. Denne detalje er altså ikke korrekt på Generalstabens topografiske kort, der blev trykt i 1876.

122

Mariann Ploug & John V. Jensen

havde rigeligt med vand, men vedligeholdelse af dæmningen voldte problemer. Da møllen heller ikke havde den store søgning, formentligt på grund af den øde beliggenhed, var den ikke rentabel, og man regner med, at møllen blev nedlagt kort efter 1879, hvor den blev omtalt.13 I 1944 kunne ruinerne af møllen, hjulsted og baghul ses tydeligt ved dæmningens afslutning, ca. 800 m ØSØ for broen over åen på Dyreby-Jegum-vejen.14 Dæmningen er i dag en del af stisystemet i Jegum Ferieland, men resterne efter møllen kan ikke ses længere.

Noter 1. Oluf Nielsen: Vester Horne Herred, 1865-1867. Genudgivet af Historisk Samfund for Ribe Amt 1984, s. 142.

2. Trap Danmark, femte udgave, bind IX. København 1965, s. 793.

3. H.K. Kristensen: Ovtrup Sogn. Varde 1933-35, s. 202.

4. Kristensen, s. 204; Trap Danmark 1965, s. 795.

5. Trap Danmark 1965, s. 795; Kristensen, s. 336, 220.

6. Kristensen, s. 223, 227, 337.

7. Trap Danmark 1965, s. 795; Kristensen, s. 231.

8. Nielsen, s. 142.

9. Kristensen, s. 231.

10. Nielsen, s. 142; Kristensen, s. 234.

11. Kristensen, s. 231, 235; Trap Danmark, fjerde udgave, bind VIII. København 1928, s. 469; Trap Danmark 1965, s. 795.

12. Steen B. Bøcher: Vandmøller i Ribe Amt. København 1944, s. 151; Karl Krummes: Henne Sogn, bd. 1 (håndskrevet), s. 187.

13. Kristensen, s. 234; Bøcher, s. 151.

14. Bøcher, s. 151.

Vejen over Søvig Mølles dæmning, der blev anlagt i 1855, er i dag en del af stisystemet ved Jegum Ferieland, oktober 2013.

Kulturmiljøer i Varde Kommune

123

Øse

Kulturmiljø, Varde nr. 27 Landsbyen Øse ligger på Esbjerg Bakkeø i et let kuperet terræn som en trekant mellem Nørbæk og Holme Å mod vest samt et unavngivet tilløb til Holme Å lidt nordøst for byen. Øse sogn nævntes første gang i 1347, og Øse Kirke, der består af romansk kor og skib samt senere våbenhus og tårn, blev i den næsten samtidige Ribe Oldemor sat til en afgift på fem skilling sølv i kirkelisten. Øse by ligger i et landbrugsområde med de dyrkede marker omkring byen og gårdene, mens engarealerne følger lavninger og vandløb. Øst i byen lå der tidligere en fælles grusgrav (Sandgrav), mens der tæt på byen mod vest og nord har været flere fælles mergelgrave (Liimgrav).1 Kommer man kørende gennem Øse fra vest, passerer man kirken på højre hånd. Mellem kirken og vejen ligger en åben plads, der i dag er udlagt som parkeringsplads forbeholdt besøgende i kirken. Den trekantede plads er sammen med vejen grænset af den nedlagte, nu ombyggede Øse Kro, et moderne parcelhus og et ældre, nyligt istandsat, vinkelbygget hus, der frem til 1917 var degnebolig,

Mod øst i byen lå der tidligere en fælles grusgrav (Sandgrav), mens der mod vest og nord har været flere fælles mergelgrave (Liimgrav).

Udsnit af sognekort, Øse sogn, Skads Herred, 1842.

124

Den gule farve viser den fællesejede gadejord, hvor den nye skole ligger på pladsen nord for kirken, mens degneboligen med have ses langs kirkegårdsdiget mod nordvest. Udsnit af Original 1, Øse By, 1819-1865.

Mariann Ploug & John V. Jensen

samt af kirkegården og et byhus med lagerbygning, der tidligere rummede en købmandsforretning.

Arealet var sammen med vejen tidligere en del af byens gadejord, som tilhørte gårdmændene i fællesskab og vedblev at være fælles ejendom også efter udskiftningen, der i Øse fandt sted mellem 1771 og 1788. Kun gårde og bymark blev udskiftet, mens udnyttelsen af eng, hede og overdrev fortsatte uændret.2 På matrikelkortet, Original 1, 1819-1965 er gadejorden sammen med vejene afmærket med gult, mens de samme områder på Original 2, 18651894 er markeret med lyserødt.

I 1914 købte kirken den udyrkede fællesjord, der lå omkring kirkegården, af gårdmænd i Øse by, så kirken også for fremtiden kunne ligge for sig selv uden at blive klemt inde mellem huse.3 Skødet blev dog først tinglyst i 1917. På Orginal 2, 1894-1975 er kirkens areal afgrænset, og det omfatter blandt andet pladsen foran kirken, der har fået matr.nr. 26.

Samtidigt blev resten af gadejorden udstykket. Kroen, der tidligere havde ligget lige øst for kirken, hvor den kan ses på Generalstabens kort, de høje målebordsblade 18421899, var flyttet nord for kirken til den nuværende beliggenhed, Sønderskovvej 140 (matr.nr. 17 b), som det fremgår af de lave målebordsblade 1928-1940, og herfra drev kromanden også købmandsforretning først i 1900-tallet.

Byens smedje er placeret på nordøstsiden af den nuværende Øselundvej, mens kroen er afsat vest for kirken. Høje målebordsblade, Øse By, 1842-1899.

Smedjen er flyttet øst for kirken, mens kroen ligger på Sønderskovvej 140. Lave målebordsblade, Øse By, 1928-1940.

På samme kortsæt ses, at byens smedje, der ikke længere eksisterer, var flyttet fra Øselundvej (matr.nr. 12 c) til en placering øst for kirken (matr.nr. 24).

I Skoleforordningen for Øse Sogn fra 1742 nævnes degnens hus og have, og sognets første skole blev i 1750 opført som en tilbygning til det bestående degnehus, inden et selvstændigt skolehus blev bygget på den fælles gadejord, nogenlunde midt på trekanten nord for kirken i 1787.4 På et kort tegnet i 17895 ses både degneboligen, der er orienteret øst-vest, med have og den nye skole på pladsen nord for kirken, og de samme bygninger kan findes på matrikelkortene, Original 1, 1819-1865 samt Original 2, 1865-1894 og 1894-1975, hvor skolehuset dog er markeret som slettet på sidstnævnte. På generalstabens kort fra 1842-1899 er skolen også afsat, men den findes ikke på kortet fra 1928-1940, da den allerede i 1847 blev flyttet ud på præstens mark i Bredmose, nu Bredmosevej 16.6 Degneboligen derimod har på begge generalstabskort fået en vinkelbygning svarende til det nord-sydvendte hus, der i dag ligger ud til kirkens parkeringsplads.

Efter at huset ophørte med at være degnebolig, har det blandt andet tilhørt en af kirkens gravere en periode,

Øse Kirke med romansk kor og skib samt senere våbenhus og tårn.

men i 2012 blev det overtaget af Øse Kirke. ”Kirkehuset”, som bygningen kaldes i daglig tale, er sat i stand og indrettet med kirkekontor og faciliteter for kirkens medarbejdere, menigheden og menighedsrådet.

Selv om kirken, den tidligere degnebolig, den tidligere købmand og den nedlagte kro stadig ligger som afgrænsningen af den åbne plads, er bygningerne ikke en del af det bevaringsværdige kulturmiljø, da dette udgøres af det ubebyggede område mellem kirken og bygningerne, men om-, til- og nybyggeri i området omkring kulturmiljøet bør holde sig inden for rammerne af de eksisterende huse.

Noter

1. Sognekort, Øse sogn, Skads Herred, 1842.

2. Vald. Andersen: Udskiftning i Riberhus amt. Fra Ribe Amt 1973, bd.

XVIII-II, side 259.

3. J.R. Lorentsen: Bidrag til Øse Sogns Historie. Eget forlag 1932, side 236.

4. Lorentsen, side 175-180 og 201-203.

5. Danmarks Kirker. Ribe Amt nr. 18, side 1602.

6. Grethe og Johannes Madsen: Øse Sogn 2. Træk af Øse sogns udvikling. Øse 1995, side 27 og 208.

Den nedlagte, nu ombyggede Øse Kro.

Vejen og det ubebyggede areal mellem kroen, kirkehuset (degneboligen) og kirkegårdsdiget var tidligere en del af byens gadejord, der tilhørte gårdmændene i fællesskab, juli 2013.

Kulturmiljøer i Varde Kommune

125

Henne Mølleå Badehotel Kulturmiljø, Varde nr. 16.3

Ved Henne Mølleås udløb i Vesterhavet ligger det smukke Henne Mølleå Badehotel. Smukt blandt andet fordi, det falder naturligt ind i omgivelserne med sine arkitektoniske former og de afdæmpede og afstemte farver. Det ligger samtidig i et område, der tidligt blev beskyttet mod udstykning af sommerhusgrunde, og når man besøger stedet, giver badehotellet og de få ældre sommerhuse et indtryk af den tidlige sommerturisme ved vestkysten – og det er faktisk et sjældent syn i dag.

Allerede fra 1921 og indtil 1932 lå et sommerhus helt alene ved åen på den nordlige side. Huset var ejet af en viceskoleinspektør Müller Geiel fra København, som benyttede det i de lange skoleferier gennem mange år. I begyndelsen af 1930’erne blev områdets sparsomme bebyggelse så suppleret af Pensionat Henne Mølleå eller Pensionatet, som det oftest blev kaldt. Det var realiseringen af to københavnske søstres Thekla og Othilia Thorups drøm. Othilia havde i 1934 besøgt Henne Strand og var blevet fascineret af området og fik nu den idé at opføre et badehotel bag den yderste klit, hvor Mølleåen løber ud i havet i det dengang ganske ensomme og barske område.1 Et landskab, der gennem mange år var lagt øde af kraftig sandflugt, der har skabt de bjergformede klitter, der strækker sig ind i landet og på Blåbjerg, når en højde af 64 meter.2 Grunden bag den yderste klit købte de af ejerne af det nærliggende Filsø gods, der dengang både ejede Filsø og Mølleåen.

Det var i disse omgivelser, at de to søstre så en mulighed for at drive et badehotel i lighed med dem i Nordsjælland og Skagen. Søsteren Thekla kendte arkitekten og multikunstneren Poul Henningsen (1894-1967) fra teatret i København, og sammen med ham tegnede og byggede søstrene et badehotel ved Henne Mølleås udløb tæt ved den yderste klitrække.3 Pension Henne Mølleå stod klar til indvielse den 18. juli 1936.

126

Mariann Ploug & John V. Jensen

Badehotellet er et funktionalistisk bygningsværk. Det udmærker sig ved sin stringens og den enkle linjeføring og er i det hele taget godt afstemt til omgivelserne. Bygningen er sandfarvet (pudset) og vinduerne er blåmalede. Farvevalget skyldes, at bygningen skulle falde i med klitlandskabet og bygningens lidt specielle form kan ligne en klit – ikke mindst i den forhøjede østlige ende, hvor restauranten ligger. Hotellet er ydermere særpræget ved, at alle værelser har egen udgang dvs. der er ikke nogen lang gang, som det ellers er almindeligt på hoteller. Henne Mølleå Badehotel, som navnet lyder i dag, er unikt ikke bare for egnen, men i det hele taget.4 Badehotellet og de ældste sommerhuse i området var et udslag af de nye ferielovgivninger. I 1919 holdt ca.

20 procent af de organiserede arbejdere i Danmark ferie. I 1934 var tallet steget til 47 procent, selvom egentlig ferie med løn først blev indført med Ferieloven i 1938. Loven indebar i 1939 ni dages ferie med løn og i 1940 tolv dage.

Først efter ca. 1960 blev sommerhuse noget, som middelklassen fik råd til.5 I en lokal sammenhæng er området omkring Henne Mølleåvej og Gejlbjergvej interessant, fordi området i dag repræsenterer mellemkrigstidens sommer- og sommerhus-turisme, som et levn fra dengang, hvor sommerferie ved havet mest var for de velhavende.

Ejerne af de omkringliggende sommerhuse ved udløbet af Henne Mølleå var og er fortrinsvis folk fra Østdanmark og især hovedstaden.

I besættelsesårene boede søstrene på pensionatet og drev det videre, selvom det i 1943-45 var beboet af tyske officerer. En foranstaltning motiveret af ønsket om at skåne bygningen mest muligt. Sådan lød eftertidens argument, og det forekommer ikke urimeligt. Efter befrielsen genoptog søstrene den normale drift af pensionatet frem til Theklas død i 1948, hvorefter Othilia drev det videre indtil 1954.

Herefter købte nevøen Svend Aage Thorup Nielsen pensionatet, og han forærede det i 1956 til sin kone Edith Thorup Nielsen, der drev stedet indtil 1986.6 Pensionatet holdt åbent i sommersæsonen fra pinse og frem til efteråret og har gennem årene udgjort rammen for mange sommerbesøg på

Postkortet giver en god fornemmelse af, hvordan arkitekt Poul Henningsen havde tænkt bygningen ind i det omkringliggende landskab. Lok. Hist. Blåbjerg.

Henne Mølleå Badehotel, som det så ud i 2009.

vestkysten. Edith Thorup Nielsen solgte i 1987 pensionatet til Sammenslutningen af Frie Firmafunktionærer, der istandsatte hovedbygningen med respekt for Poul Henningsens oprindelige idéer og tegninger. Henne Mølleå Badehotel ejes fortsat af Frie Firmafunktionærer.

Arkitekten, visedigteren og samfundsrevseren Poul Henningsen (PH) er uløseligt forbundet med storbyen og kendt for sit frisind, sine viser og lamper. Han er kendt for sin kritiske holdning over for den danske småborgerlighed, og han har sikkert fundet det helt på sin plads, at to kvinder ville opføre og drive et badehotel langt fra alfarvej. Det er imidlertid usikkert, om PH nogensinde selv opholdt sig i de smukke omgivelser ved badehotellet i Henne.

Henne Mølleå skærer sig gennem klitterne fra Filsø til Vesterhavet. Netop ved Mølleåens udløb finder man et unikt sommerhusmiljø, som der bør værnes godt om.

Noter

1. Arne Frederiksen & H.C. Kiilerich-Hansen: Henne Mølleå Badehotel.

Odense 1997.

2. Henry Henningsen: Sommergæster i ferielandet. Henne Vejviseren 1961.

3. Frederiksen.

4. Dorthe Elmquist & Birgitta Wolfgang Drejer: Sommerstemninger fra klassiske danske badehoteller. København 2003.

5. Den danske encyklopædi. København 1994-2006.

6. Mariann Ploug & Palle Uhd Jepsen: Henne. Varde 2012.

Kulturmiljøer i Varde Kommune

127

Nymindegablejren Kulturmiljø, Varde nr. 35

Flakartillerie-Schiessplatz Nymindegab Ved Ringkøbing Fjords gamle udløb i Vesterhavet lå det beskedne fiskerleje Nymindegab. Indtil 1913 skilte fjorden endnu Holmslands klit i nord fra det sydvestlige Jylland.

Kun modstræbende nåede moderniseringen til dette randområde, men det ændrede sig med ét slag, da den tyske besættelsesmagts Luftgaukommando XI i sommeren 1941 besluttede at anlægge en ny og større Flakschiessplatz ved Nymindegab. Byggeriet af den nye lejr begyndte i april 1942, og i det tidlige efterår kunne "FlakartillerieSchiessplatz Nymindegab" delvist tages i brug.1 Lejren var fra begyndelsen tænkt som et underbringnings- og uddannelsessted primært for tyske luftværnsartillerister og ikke som et forsvarsværk. Fra 1944 og indtil befrielsen indgik Nymindegab-lejren desuden som fagligt støtteområde og til underbringelse af personel i forbindelse med opførelsen

Ældre luftfoto af Nymindegablejren. Man fornemmer tydeligt lejrens opbygning med de gårdlignende længebygninger.

128

Mariann Ploug & John V. Jensen

af det rigtige forsvarsværk, den såkaldte ”Atlantvold”, der skulle forsvare vesteuropa imod en vestallieret landgang.2 Flygtningelejren i Nymindegab Efter befrielsen i maj 1945 overtog modstandsbevægelsen bevogtningen af Nymindegablejren, der i tiden umiddelbart efter krigen blev indrettet til indkvartering af tyske minerydderhold og som flygtningelejr for ikke-tyske eller allierede flygtninge under Dansk Røde Kors.3 Indtil september 1946 opholdt der sig omkring 1.000 allierede flygtninge primært litauere og i mindre grad bessarabere, der havde det til fælles, at krigen havde gjort dem statsløse, hvorfor hovedparten af dem efter krigen udvandrede til fortrinsvis Canada og Australien.4 Hæren rykker ind Efter at Røde Kors havde rømmet lejren, blev den overtaget af hæren. Kunstmaler Johannes V. Kristensens gamle villa Bjålumhus, som tyskerne havde taget under krigen, blev lejrens kommandantbolig, indtil den nedbrændte pinsedag 1967.5 Nymindegablejren blev herefter overtaget af

Et sjældent kig ind kommandantboligen ”Bjålumhus”. Huset blev opført i 1926 af kunstmaleren Johannes V. Kristensen og nedbrændte i 1968.

Forsvaret, og dens vigtigste funktion blev underbringning af soldater under uddannelse, men også i forbindelse med de store NATO-øvelser i øvelsesterrænet ved Oksbøl under Den Kolde Krig, hvor adskillige tusind mand deltog. Under Den Kolde Krig benyttede ikke mindst det danske luftværnsartilleri Nymindegablejren til uddannelsesskydninger mod luftmål over havet. I 1956 rykkede Jysk Parkområdes kampvognsværksted ind i Nymindegablejren. Værkstedet stod for vedligeholdelse og modificeringer af samtlige af hærens kampvogne indtil 2005, og lukkede endeligt i 2011.6 Nymindegablejren var gennem mange år Blåbjerg Kommunes største arbejdsplads og er stadig et aktivt uddannelsessted for hær- og hjemmeværnsfolk.

Hjemmeværnsskolen og Ånden fra Nymindegab Den 1. april 1949 blev det statslige danske hjemmeværn oprettet. Denne ny organisation manglede et uddannelsessted for befalingsmænd, og valget faldt på Nymindegablejren.

Den 1. juni 1949 blev Hjemmeværnsskolen oprettet, og den blev herefter indpasset Nymindegablejren, hvor den fik til huse i barakkerne i lejrens sydøstlige hjørne. I disse faciliteter uddannede man gennem årene titusindvis af befalingsmænd og officerer med et gennemsnit på mellem 2.500 og 3.000 om året.7 Det statslige hjemmeværn bestod dengang som nu af frivillige, der i udgangspunktet var samlet under mottoet ”Aldrig mere en 9. april”, men allerede fra begyndelsen i 1949 og indtil murens fald i 1989 var

Bygningernes arkitektur vækker mindelser om slesvigsk-frisisk byggeskik. Dette har givet næring til en sejlivet historie om, at tegningerne skulle have været brugt til et anlæg i Holland, men at Luftwaffes folk forbyttede dem. Historien kan dog ikke dokumenteres.

Kulturmiljøer i Varde Kommune

129

fjenden Warszawapagt-landene anført af Sovjetunionen.

I dette tidsrum fungerede hjemmeværnet som støtte til det danske forsvar. Opgaverne bestod i overvågning af dansk territorium, bevogtning af vigtige militære og andre anlæg af betydning fx havne, flyvepladser, telefoni etc.8 Uddannelse til varetagelse af disse opgaver fik de frivillige hjemmeværnsfolk fra hele landet i Nymindegablejren. Her var entusiasmen og engagementet så stort, at det affødte

”Beton-Verner”, som hjemmeværnsstatuen og skolens vartegn ofte kaldes.

130

Mariann Ploug & John V. Jensen

begrebet ”Ånden fra Nymindegab”, der vil være de fleste hjemmeværnsfolk bekendt.

Nymindegablejrens bygninger Nymindegablejren var en af de ganske få kaserner, som den tyske besættelsesmagt opførte i Danmark bortset fra en række mere primitive barakbyer. Nymindegablejren var projekteret til 11.000. Så mange kom der aldrig, men der

Nymindegablejrens bygninger blev bygget af Luftwaffe, og som det fremgår af mange af bygningerne, var det noget af det mest gedigne byggeri, som den tyske besættelsesmagten efterlod sig i Danmark.

var til stadighed 3.000 mand i lejren, i følge modstandsmanden C.P. Jensen.9 Nymindegablejren er samtidig måske det mest gedigne og vel også smukkeste bygningskompleks, som den tyske værnemagt efterlod sig her i landet. Bygningernes arkitektur vækker mindelser om slesvigsk-frisisk byggeskik. Dette har givet næring til en sejlivet historie om, at tegningerne skulle have været brugt til et anlæg i Holland, men at Luftwaffes folk forbyttede dem.

Historien kan dog ikke dokumenteres.

Nymindegablejrens arkitektoniske hovedindtryk udgøres af de tre hovedbygninger opført i røde teglsten.

De er i to etager og forsynet med karakteristiske kvistvinduer, halvvalmede gavle og vinduer med grønne skodder.

Lejren rummer desuden en række indkvarterings- og uddannelsesbygninger, der er opført i gullige og rødlige teglsten, der udvirker et smukt farvespil. Disse minder om trelængede gårde – måske som sløring for de engelske bombefly. I lejrens sydøstlige hjørne findes endnu et par ældre træbarakker, der ikke længere er i brug. Desuden er der i 1970’erne opført enkelte stenbygninger med fladt tag. På lejrens område ligger også en række tyske bunkere gravet ned i klitten. Hele bygningsmassen, men først og fremmest den ældste del, medvirker til at give Nymindegablejren et fremmedartet arkitektonisk præg.

Nymindegablejrens arkitektur gav næring til en sejlivet historie om, at tegningerne skulle have været brugt til et anlæg i Holland, men at Luftwaffes folk forbyttede dem. Historien kan dog ikke dokumenteres.

Til området hører desuden en skydebane samt ruinbyen Nørre Malling, der afløste den ældre Sønder Malling, som også blev brugt i forbindelse med træning i bykamp.

Lejren dækker i dag et område på ca. 296 hektar.10 Nymindegablejrens beliggenhed ved den allersydligste del af Ringkøbing Fjord kan kun have virket befordrende på ”Ånden fra Nymindegab”, og samtidig understreger den anlæggets spændende karakter arkitektonisk som historisk.

Noter

1. Jens Andersen: Tysk invasionsforsvar i Danmark 1940-45. KøbenhavnHanstholm 2007.

2. Nymindegablejren 1940-45. Hæfte (HVS), udateret ca. 1985.

3. Blåbjerg lokalhistoriske arkiv: ”Nymindegab II”; Leif Ipsen: Flygtningelejre i Ribe Amt II. Nymindegablejren. Fra Ribe Amt bind 23, nr. 2, 1985.

4. Flygtningeadministrationens arkiv. Ikke-tyske flygtninge. Rigsarkivet.

5. Poul Qvesel: De syv sogne. Nr. Nebel 1996.

6. Nymindegablejren – dengang og nu. Hæfte (HVS), maj 2011.

7. Ole Baggesgaard m.fl.: Hjemmeværnsskolen 1949-2009. Karup 2009.

8. Baggesgaard.

9. C.P. Jensen: Modstandskamp i Vestjylland – før og efter 5. maj 1945.

Nr. Nebel 1985.

10. Nymindegablejren: Drifts- og plejeplan 2003-2018. Miljøministeriet.

Skov- og Naturstyrelsen og Nymindegablejren 2003. www.forsvaret.dk.

Vagten ved indgangen til Nymindegablejren.

Kulturmiljøer i Varde Kommune

131

Isbjerg

Af Mariann Ploug Mellem 1875 og 1925 blev der landet over anlagt mange samlingspladser, hvor befolkningen mødtes for at fejre særlige højtider, høre foredrag eller feste. De fleste pladser var anlagt af foreninger med rod i den grundtvigske eller den indre missionske bevægelse, og Isbjerg er én af disse.

Isbjerg ligger som en iøjnefaldende, høj bakke i det relativt flade landområde nord for Varde lidt vest for vejen til Orten. På Orginal 1 kortet over ”Varde Kjøbstads Nordre Marks Vestre Del” opmålt af landinspektør A.S. Hastrup i juni 1819 omtales Isbjerg som ”Iis Bjerg”. Bakkedraget, der er angivet med højdesignatur i to ringe, ligger mellem ”Meil Siig” i nord og ”Iisbjerg Siig” i syd. Selv nu, hvor beplantning slører landskabets former, fanger Isbjerg med sine 30 meter opmærksomheden på lang afstand. Højden er dog ikke så overvældende, at man forledes til at tro, at der er is på toppen af bjerget, selv om navnet kunne tolkes på denne måde.

Navnet ”Isbjerg” kendes tilbage fra 1433, hvor det blev brugt i en omtale af Isbjerg Mølle, der lå ved Mariebæk lidt nordvest for Isbjerg frem til ca. 1860, og i 1487 blev navnet brugt i et dokument som betegnelse for selve bakken.1 Forstavelsen ”Is-” findes også i andre stednavne som Ishøj, og ældre navneforskere mente, at ”is” skulle tolkes som træbetegnelsen ”eg” – en høj eller bakke med egetræer. I dag mener forskerne, at forstavelsen snarere hører hjemme i samme kategori som ”Sol-” i for eksempel Solbjerg, så den skal forbindes med stedbetegnelser for varme og kulde.2 På toppen af Isbjerg findes afmærkningen af en trigonometrisk station – en universalkalot af jern i jordniveau.

Punktet indgår i det overordnede danske referencenet, 132

M ariann P loug

Isbjerg ligger som en relativt høj bakke mellem ”Meil Siig” og ”Iisbjerg Siig”.

Original 1. Varde Markjorder 1819-1881.

som dækker hele landet med ca. to kilometers mellemrum. Den første koordinering i Danmark blev gennemført af Videnskabernes Selskab, der som grundlag for kortlægningen fra begyndelsen af 1800-tallet udførte en landstriangulation. Arbejdet blev fra 1816 overtaget af den nyoprettede statsinstitution, Den Danske Gradmåling, og har siden været en statsopgave.3 Isbjerg blev i 1959 beskrevet af pastor Edvard Eller, der havde været præst ved Jacobi Kirke i Varde til 1952, som lokaliteten tog sig ud, da han som ung kapellan kom til byen i 1922 fra Aal sogn: ”På toppen af banken var der en stor grusgrav omgivet af fyrreplantage og uden for den,

bar mark […] og ud over lyngklædt hede var der en herlig udsigt til Varde og til engene om åen.”4 Isbjerg var først i 1900-tallet ejet af gårdejer Niels Jensen, og det var formentlig ham, der havde gravet grus på toppen af bakken. Derimod er det mere sandsynligt, at fyrretræerne var plantet af dr. Larsen for at skabe læ om den sommerhytte, han havde på Isbjerg omkring 1900. Larsen var sygehuslæge i Varde 1887-1905, og hytten har tilsyneladende været revet ned i begyndelsen af 1920’erne.

Pastor Eller var en af initiativtagerne, da Grundtvigsk Ungdoms-Kreds i Varde blev stiftet i 1924, og det blev hurtigt en tradition, at alle pastor Ellers konfirmander fik et

Målepunktet på Isbjerg ligger i 96 fods (30 meters) højde. Høje Målebordsblade 1870.

I sbjerg

133

”Arbejdsholdet” fra en af de ugentlige arbejdsaftener på Isbjerg, formentlig slutningen af 1930’erne (efter Bruhn).

Fyrrestuen, huset på Isbjerg , 1940 (efter Nørskov).5

medlemskort til foreningen efter konfirmationen. Møderne blev holdt hver onsdag aften på Højskolehjemmet, hvor der blev arrangeret foredragsaftener og fælleslæsning samt afholdt en julefest, der var et af årets højdepunkter.

Om sommeren mødtes medlemmerne på Isbjerg, hvis ikke der var arrangeret cykelture eller udflugter for de unge.

Fra det første år havde ungdomskredsen fået Niels Jensens tilladelse til at tænde bål og holde fest på Isbjerg Sct. Hans aften. Bevoksningen var ikke ret høj, så bålet kunne ses vidt omkring. Aftenkaffen blev drukket i Theodor Nielsens lade, der lå ved bakkens fod, og der kom 500 mennesker mod de forventede 100, så man måtte deles om kaffekopperne, som man var venner til. Den Sct. Hans aften var det dejligt vejr, men som regel blæste det på toppen af Isbjerg, så ungdomskredsen fik også ejerens tilladelse til at omdanne grusgraven til en lun festplads, hvor de kunne mødes sommeren igennem.

Ikke længe efter Isbjergs indvielse blev det første amatørspil opført, formentligt ”Ambrosius Stub”. Sommerspillene var rigtige udstyrsstykker, og et par år senere, hvor man opførte folkeviser, kom gangerpilten ridende på en hvid hest, da han

opsøgte prinsessen, som sad i højenloft. Historiske optrin og Hostrups sangspil var også på repertoiret, og et år forfattede pastor Eller stykket ”Molboland” med sange på melodierne fra sangspillet ”Ridder Rap, Ridder Ro”. Vestjyderne kunne også, inden Syvkanten kom til.6 For at sikre mødestedet i tilfælde af ejerskifte blev Isbjerg sat på aktier, igen på pastor Ellers initiativ. I 1926 dannedes interessentskabet ”Isbjerg Festplads”, og med interessentskabsbreve på 10 og 20 kr. blev det muligt at købe de ca.

5 tdr. land øverst på Isbjerg af Niels Jensen, som fik 1500 kr. for arealet.7 Nogle år efter fik foreningen mulighed for at erhverve halvdelen af den store, stråtægte restaurationsbygning, der var opført i 1931 for at betjene gæsterne, som besøgte ”Vestjydsk Udstilling”, der det år blev afholdt i Varde.8 Foreningens medlemmer stod selv for genopførelsen af bygningen, og alle gav en hånd med. To af medlemmerne var murere, og de byggede skillevæggen med en kamin, mens tømrer- og tækkearbejde blev udført af lejede fagfolk. Huset rummede en sal med kaminen, hvor der kunne dækkes bord til over 100 mennesker, samt køkken

134

M ariann P loug

Isbjerg omkring 1950 (efter Andreasen).

Isbjerg med haveanlæg og festplads (Basic Cover 1954).

og et lille dameværelse. ”Udenoms-bekvemmelighederne” blev opført udenfor, og der blev også anlagt en have. På huset stod der ”Grundtvigsk Ungdoms-Kreds 1931”, og ”Fyrrestuen”, som det kom til at hedde efter en konkurrence, blev indviet i maj 1932 ved en stor folkefest, hvor forfatteren Salomon Frifelt talte.9 Vedligeholdelse af ejendom, haveanlæg og festplads blev løbende foretaget af medlemmerne, og huset blev lånt ud til husmoder-, husmands- og andre foreninger som DUI og FDF. Efter nogle år var Isbjerg til kredsens store glæde blevet et mål for mange søndagsudflugter.

Arbejdsaftenerne på Isbjerg er af mange blevet husket som noget særligt; da kom kammeratskabet helt til udfoldelse. Der var nok at tage fat på, både udvendigt og indvendigt. Pigerne tog sig mest af det indvendige. Når sæsonen begyndte om foråret, blev alt fejet, vasket eller måske malet indendørs, mens der udendørs blev ryddet op og renset for ukrudt, så Isbjerg var parat til Pinse.10 Gennem mange år var Pinsemorgen årets højdepunkt.

Ingen bagere havde åbent om søndagen før i tiden, men bagermester Carl Meyer var medlem af foreningen, og fru

Meyer ristede krydderboller i ovnen, så man kunne få friskt brød. Kaffebordet stod dækket og pyntet, bollerne var smurte, og alt var i orden, inden flaget blev hejst kl. 8 til tonerne af ”Der er ingenting, der maner, som et flag, der går til tops”. Derefter bænkede man sig på den lille mødeplads, der var dannet i den tidligere grusgrav, og sang ”I al sin glans nu stråler solen”, inden pastor Eller holdt en kort andagt. Til slut flokkedes man om kaffebordet i Fyrrestuen, og efter opvasken blev mange af de unge på Isbjerg, hvis vejret var godt.

Under besættelsen havde ungdommen et fristed ude på Isbjerg. Ganske vist kunne de ikke tænde Sct. Hansbål, men de kunne holde fest alligevel og spille komedie, ligesom hus og anlæg skulle holdes, som medlemmerne var vant til. Efter krigen faldt interessen for ungdomskredsen i takt med, at antallet af tilbud for unge mennesker blev forøget. Den sidste pinsefest blev holdt i 1957, mens Sct. Hans aften på Isbjerg var en tradition, som holdt sig til foreningen gik ind. Der var altid noget, der skulle brændes af, så bålet var stort og flot. For det meste var der også en drabelig heks. Båltalen blev de fleste år holdt af pastor Eller, I sbjerg

135

Isbjerg set fra nord, oktober 2012.

Isbjerg set fra Grydvad Mølle, november 2012.

136

M ariann P loug

men det kunne også være en gæstetaler, og aftenen sluttede gerne med en svingom.

Den 8. april 1959 blev ungdomsforeningen nedlagt, mens Isbjerg fortsat tilhørte en gruppe af de tidligere medlemmer, der i sagens natur ikke længere hørte til blandt de unge. Isbjerg havde mistet sin betydning som samlingssted, men blev dog stadig brugt som udflugtsmål, særligt for unge mennesker, og som en spændende legeplads for større børn fra det omkringliggende område.11 Efterfølgende overgav interessentskabet jorden til Varde Kommune, der fik skøde på Isbjerg den 15. november 1991. På det tidspunkt var kun soklen af Fyrrestuen tilbage.

Med overdragelsen fulgte en klausul om, at området skulle kunne anvendes frit og med adgang for alle.

Umiddelbart efter udarbejdede kommunen et beskæftigelsesprojekt med henblik på at sætte området i stand.

Der blev foretaget en generel udtynding af beplantningen, dog sådan at eg og bøg blev prioriteret højt som blivende træer. Lavningen, der tidligere blev brugt til friluftsteater, blev ryddet, så den igen kunne anvendes, og der blev etableret et afspærret parkeringsområde.

Allerede i 1992 viste børnehaven Kærhøgevej interesse for at anvende området til dagture og udelejr med mulighed for at tænde bål og lave mad til børnene, og i maj 1993 kunne Teknisk Udvalg invitere til indvielse af det renoverede Isbjerg. For at gøre stedet mere anvendeligt etablerede kommunen et multtoilet i 1994-1995.12 Varde kommune har i de senere år udlagt nogle attraktive arealer til parcelhusbyggeri, blandt andet ”Bjerget” og ”Slugten” nord for byen mellem Isbjerg Møllevej og Ortenvej i 2006. Området ligger relativt tæt på Isbjerg, og blandt beboerne opstod idéen om at få en stiforbindelse

Flagstangen på festpladsen, november 2012.

Kristen Johs. Christensen og Anton Torngaard rejser flaget ved genindvielsen af Isbjerg, den 28. maj 1993 (privateje).

I sbjerg

137

Den nye sti, der forbinder Varde med Isbjerg, ved broen over Isbjerg Sig, 2010. Foto. Finn Christensen, Varde.

til Isbjerg med en bro over moseområdet, Isbjerg Sig. Samtidigt så man muligheden for at oprette et primitivt overnatningssted med shelters og bænke i tilknytning til stien.

Gennem grundejerforeningen for Bjerget søgte man et beløb fra Tips- og Lottomidler til Friluftslivet og fik i 2010 gennem Grønne partnerskaber de nødvendige midler, der sammen med et stort frivilligt arbejde gjorde det muligt at realisere idéerne. Med den nye natursti, der har forbindelse med stisystemet, som går nord ud af byen fra Mølle-kvarteret, har befolkningen fået en lettere adgang til Isbjerg, der har været udflugtsmål og udsigtspunkt for flere generationer i Varde.13 Isbjerg er ikke længere samlingsplads for folk med en bestemt livsanskuelse. Stedet bliver i dag benyttet af mange, både børn og voksne, der sætter pris på stedets ro og det frie udsyn, som stadig findes trods den lægivende beplantning.

Mariann Ploug kan kontaktes på mp@vardemseum.dk

Soklen til Fyrrestuen med resterne af den murede kaminvæg, november 2012.

138

M ariann P loug

Noter

1. Steen B. Bøcher: Vandmøller og andre vandkraftsudnyttelser i Ribe Amt. København 1944, s. 72-73.

2. Oplyst af Birgit Eggert, ph.d., Afdeling for Navneforskning, Københavns Universitet.

3. Peter Korsgaard: Kort som kilde. København 2006.

4. Edvard Eller: Grundtvigsk ungdomsarbejde i Varde. Fra Ribe Amt 14. bd., 1956-1959, s. 578ff.

5. Gengivet efter Ole Nørskov: Christen Nielsens erindringer – Fra Bondedreng til Ridder af Dannebrog. Lokaliseret den 14. december 2012 på: http://www.vardehistorie.dk/CN_Erindring.html 6. Alice Andreasen: Grundtvigsk ungdomsarbejde i Varde. Vestjyder fortæller XXV, 1989, s. 53 og 57.

7. Eller, s. 590.

8. Frits Pedersen: En vågen dansk og kristen ungdom. Vestjyder fortæller IV, 1968, s. 32.

9. Verner Bruhn: Plint og talerstol. Esbjerg 1979, s. 55.

10. Andreasen, s. 56.

Den nye sti går forbi udsigtspunkterne, hvorfra man kan se ind over Varde, november 2012.

Udsigten fra Isbjerg ind mod Varde med Jacobi Kirkes spir i det fjerne, november 2012.

11. Oplyst af Torben Vinge Christensen, Varde, marts 2010.

12. Oplyst af Ejendomsadministrationen, Varde Kommune, april 2010 og Natur og Park, Varde Kommune, september 2012.

13. Oplyst af Finn Christensen, Varde, oktober 2012.

I sbjerg

139

Årets Arkæologi

Af Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen Hovedparten af arkæologerne tilbragte begyndelsen af 2013 i skrivebordslampens skær. Frosten umuliggjorde de fleste udgravninger helt frem til april måned, hvilket betød, at der bl.a. blev skrevet beretninger, ryddet op og forsket.

Så snart frosten var af jorden, tog gravearbejdet for alvor fart. I Varde var den helt store udfordring den militære testbane i Oksbøllejren. Her havde vi planlagt at begynde udgravningen af det tre hektar store område i januar og havde en forventning om at kunne afslutte omkring maj.

Men da vi kom sent i gang, blev det en meget tidspresset udgravning, hvor anlægsarbejdet måtte startes op sideløbende med de arkæologiske udgravninger – med de gener, dette medførte for begge parter. Projektet lykkedes takket være et godt samarbejde med Hærens Kampskole i Oksbøllejren, og resultatet af de arkæologiske udgravninger i Skødstrup kan vi godt være stolte af.

På Ringkøbing-Skjern Museum startede årets feltarbejde med overvågning af gravearbejdet og egentlige forundersøgelser i forbindelse med de nye vindmøller i Hjortmose og det tilhørende kabeltracé. Senere gennemførte vi museets hidtil største forundersøgelse af 27 hektar ved den kommende nye bydel øst for Ringkøbing – Ringkøbing K. Der fremkom mange spændende og meget velbevarede hustomter fra bronzealder og jernalder. Af særlige fund for Ringkøbing-Skjern Museum skal her fremhæves to helt nye hulbælter, så vi nu er oppe på 11, hvilket er det absolut største antal inden for noget arkæologisk ansvarsområde i Danmark. Derudover fremkom nye, meget velbevarede bronzealderhustomter ved det kommende Ringkøbing K, hvor vi også fandt et for Vestjylland helt unikt kultanlæg, et såkaldt ”woodhenge”, der var en næsten samtidig parallel 140

Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

til det berømte Stonehenge, men, som navnet siger, blot udformet i træ. Takket være en bevilling fra Kulturstyrelsen var det også muligt for Ringkøbing-Skjern Museum at undersøge det sidste hjørne af den helt specielle rækkelandsby ved den nuværende Ringkøbing-Skole. Af andre væsentlige undersøgelser skal nævnes udgravningen af Billum BMX, hvor der fandtes meget flotte hustomter fra vikingetiden og udgravningen af en tuegravplads ved Billumvad, der føjer flere spændende detaljer til vor viden om denne særlige begravelsesform fra ældre jernalder med urnegrave omgivet af ringgrøfter.

Arkæologi Vestjylland De sidste års øgede samarbejde mellem arkæologerne fra Museet for Varde By og Omegn og Ringkøbing-Skjern Museum udmønter sig fra årsskiftet 2014 i en sammenlægning og en ny arkæologisk afdeling, Arkæologi Vestjylland eller ARKVEST. I april 2013 meldte Kulturstyrelsen det nye Danmarkskort over de arkæologiske ansvarsområder 2014 ud. Arealmæssigt varetager vi nu et af landets største ansvarsområder.

Sammenlægningen af de arkæologiske ansvarsområder skyldes dels et ønske fra Kulturstyrelsen om færre arkæologiske enheder i Danmark, samt ændrede regler for forskningen inden for arkæologien. En forskning, som de to museer meget gerne vil løfte i fællesskab. I praksis betyder sammenlægningen, at de ansatte vil bibeholde deres arbejdssteder, men de enkelte udgravninger vil blive fordelt efter arkæologernes kompetencer indenfor hovedperioderne: Stenalder, bronzealder, ældre jernalder yngre

jernalder, vikingetid samt middelalderen. Overgangen til én samlet enhed opfattes som noget meget positivt på de to museer og skulle gerne betyde, at det bliver muligt at yde en endnu højere service overfor kommuner og bygherrer.

Administration Myndigheds- og bygherrebetjeningen er en meget væsentlig del at den arkæologiske hverdag og tager en stor del af arkæologernes tid, men den er også forudsætningen for en professionel og god kontakt med de af museumsloven berørte parter. En god sagsbehandling betyder, at arkæologerne har truffet de fornødne aftaler med alle parter, således at det arkæologiske arbejde allerede fra starten indgår i projektets tidsplan. I forbindelse med sagsbehandlingen får vi et godt indtryk af, hvad der rør sig i samfundet. I år har der været etableret rigtig mange jordvarme-, sollcelle- og solfangeranlæg. Desuden har der været en del tracégravninger, bl.a. i form af cykelstier. Dertil kommer udstykninger af byggegrunde.

Bevaring Ringkøbing-Skjern museum har i år samlet magasinerne på Industrivej i Skjern. I det tidlige forår flyttede vi størstedelen af det gamle Ringkøbing Museums arkæologiske samlinger fra et midlertidigt magasin, hvor de har været opbevaret siden 2010, og i det sene efterår fik de selskab af det forhenværende Skjern-Egvad Museums samlinger. Ca. tre fjerdedele af Ringkøbing-Skjern Museums arkæologiske materiale er dermed under samme tag. I Varde er der også blevet flyttet oldsager i den helt store stil. De arkæologiske genstande, der tidligere har været opbevaret på Stålværksgrunden og på Lundvej, er nu bragt sammen på det nye magasin på Industrivej i Oksbøl. Her har vi samtidig gode faciliteter til fundvask og registrering.

Formidling De vigtigste målgrupper for begge museers arkæologer er den lokale befolkning og ikke mindst skolebørnene.

Skolebørn udgør da også den største gruppe af besøgende

Sagsbehandling i 2013 Museet for Varde By og Omegn har i årets løb –– behandlet 578 byggesager –– behandlet 285 tilladelser efter natur- og planloven –– gennemgået 19 lokalplaner –– afgivet 68 høringssvar

Det rødbrune område med hvide striber er Arkæologi Vestjyllands ansvarsområde fra 2014.

Ringkøbing-Skjern Museum har i årets løb –– behandlet 1201 byggesager mm.

–– behandlet 404 tilladelser efter natur- og planloven –– gennemgået 27 lokalplaner –– afgivet 27 høringssvar

Årets arkæologi

141

Stina Troldtoft Andresen fortæller om stenalderpladsen ved Gammeltoft Odde/ Filsø on location.

Åben udgravning ved det kommende INNOVEST, Skjern.

142

Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

på museernes udgravninger. Det er vigtigt, at de får muligheden for at besøge udgravningerne. Derfor informerer arkæologerne ofte skolerne i de byer, hvor der foretages udgravninger. Endvidere sker det også, at museernes skoletjenester bliver kontaktet af lærere for at spørge efter igangværende udgravninger. Det er museerne meget glade for. Et nyt tiltag, som Ringkøbing-Skjern Museum i år har indført, er, at rundvisningerne på udgravningerne også tilbydes på engelsk, så børnene både har historie og sprogundervisning. Dette tilbud har mange skoler taget i mod.

Især har der været mange skolebørn på udgravningen ved Ringkøbings nye skole, hvor museet i efteråret udgravede dele af en boplads fra jernalderen. Den korte afstand til skolen og elevernes store interesse for udgravningen betød, at der på en enkelt dag var mere end 250 skolebørn forbi. Udgravningen til det kommende Innovationscenter i Skjern var også et stort tilløbsstykke, da museet holdt åben udgravning.

Arkæologernes formidling i Varde i 2013 har spændt over skiltning og vandreture til omvisninger på udgravningerne og selvfølgelig en lang række foredrag. Vandreturene er et nyt tiltag og var annonceret i Ta-på-tur folderen, hvor museet har været med i årevis, men primært med tilbud fra nyere tid. Turen som startede ved Henne Kirke hed Stenalder og vikingetid på kanten af Filsø. Her blev der bl.a. fortalt om de spændende vikingetidsfund, som er gjort ved Henne Kirkeby. Herfra gik turen de ca. 2 km ud til Gammeltoft Odde, hvor vi fortalte om den kultiske stenalderplads, som blev påvist i forbindelse med genopretningen af Filsø sidste år.

Søndag d. 25. august holdt arkæologerne åbent hus på udgravningen Billum BMX i forbindelse med Åens dag.

Det var en fornøjelse at vise omkring 100 interesserede besøgende rundt på udgravningen. Denne udgravning ligger meget tæt ved Billum skole, hvilket flere lærer benyttede sig af, og mange klasser blev vist rundt i skoletiden.

Tuegravpladsen i Årre, som Museet for Varde By og Omegn bl.a. har undersøgt i forbindelse med jordkablet

fra Horns Rev 2, og som er en af museets højt prioriterede forskningsområder, anses som en meget væsentlig lokalitet også på nationalt plan. Lokaliteten er udvalgt af Kulturstyrelsen som et af de 100 mest unikke fortidsminder i Danmark i forbindelse med projektet ”Danmarks oldtid i landskabet”, hvor fortidsminderne og deres fundhistorie bliver formidlet på fundstedet. Tine Lorange har udarbejdet tekst og billeder til plancher, mens Kulturstyrelsen har betalt for parkeringslomme og skiltene. Til afsløringen, der foregik d. 15. oktober, kom der rigtig mange mennesker fra lokalområdet. Både Marianne Rasmussen fra Kulturstyrelsen, museets formand Niels Christiansen og Tine Lorange holdt taler, og bagefter var der varm suppe, som passede godt, da vejret var lidt råkoldt.

blev et par udbytterige dage med spændende indlæg, som bliver publiceret i 2014.

I 2013 er der udkommet en række artikler fra arkæologernes hænder, her skal nævnes Arkæologi i Slesvig, hvor Jens Lauridsen har skrevet om bearbejdet oldtidsrav og Lars Chr. Bentsen om yngre bronzealder i Oksbøl området.1 Til et samleskrift fra Saxo-instituttet har Torben Egeberg og Lene B. Frandsen begge leveret artikler.2

Ny teknologi

I marts måned deltog arkæologerne fra begge museer i et to dages seminar om gravskik i ældre jernalder i Sydjylland.

Colloquiet var et samarbejde mellem Museum Sønderjylland, Sydvestjyske museer og Museet for Varde By og Omegn. Det

Der blev også tid til ”shopping” i den helt store målestok, mens arkæologerne var frosset inde. Arkæologerne i Varde fik opfyldt et stort ønske om en totalstation. Med den kan vi foretage meget præcise opmålinger uden at være afhængig af en konstant satellitforbindelse, som ellers er nødvendig for vores GPS. Den har sparet rigtig meget tid på flere af årets gravninger, og selvom man på billedet kan spore en hvis skepsis i ansigtet på nogle af deltagerne ved demonstrationen af den, har alle selv undertegnede (LBF) overgivet sig – den er rigtig smart.

Stina Troldtoft Andresen fortæller om vikingetiden på udgravningen Billum BMX for elever fra Billum Skole.

Tine Lorange og museets formand Niels Christiansen afslører informationstavlerne på Trehøjevej i Årre.

Forskning og publicering

Årets arkæologi

143

Det lille fjernstyrede fly medbringer et digitalkamera.

Droner til oversigtsfotografering af arkæologiske udgravninger blev introduceret ved de to museer i 2013. Brugen af droner har de sidste år vundet indpas indenfor alle brancher, der beskæftiger sig med opmåling og planlægning.

Derfor var det kun et spørgsmål om tid, før brugen også nåede arkæologien. Droneflyvning er underlagt en del restriktioner, hvorfor vi stadig er underlagt en dispensation for at måtte bruge dronerne til luftfotografering, da udgravningerne tit befinder sig inden for byzonerne. Her er det ikke lovligt at flyve uden en sådan. Fordelen ved

Udgravningen i Billumvad. Esben Schlosser Mauritsen laver en perfekt landing på graven nøjagtig midt i ringgrøften. De sorte og hvide firkanter måles ind med totalstation, så billederne taget fra dronen bliver målfaste.

Demonstration af totalstation foran Varde Museum.

Dronefoto over prøvegravning ved Broeng med Ho Bugt i baggrunden.

144

Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

droner er, at de er forholdsvis billige at anskaffe, og de gør, at man kan tage flotte og højopløste billeder af udgravningerne, hvor man tidligere skulle leje en lift. Ved at markere punkter i udgravningen er det også muligt ud fra billederne og et 3D-program at lave georefererede og målfaste billeder af udgravningsfelterne. Disse 3D-illustrationer kan på den måde gengive stenlægninger og andre genstande, der normalt ikke lader sig illustrere på en almindelig udgravningsplan. Det ser ud til, at droneteknologien bliver et ligeså stort fremskridt inden for arkæologien, som GPSopmålingen i sin tid var.

Årets udgravninger Formålet med det følgende er at give en kort oversigt over samtlige udgravninger, som er blevet gennemført i 2013. Arkæologer tænker meget i kasser og opdelinger af forhistorien. Den første, som alle kender fra skoletiden, er opdelingen i tre hovedgrupper: stenalder, bronzealder og jernalder, der blev introduceret i det 18. århundrede af C.J. Thomsen. Hans efterfølger J.J.A. Worsae underopdelte igen disse perioder, og denne fininddeling af forhistorien bruger vi den dag i dag. Arkæologerne arbejder typisk med en meget finere inddeling i underperioder af de enkelte hovedperioder, men i den følgende gennemgang af årets arkæologiske udgravninger vil vi benytte en hovedopdeling i Stenalder (12.500-1700 f.Kr.), bronzealder (1700-500 f.Kr.), jernalder (500 f.Kr.-750 e.Kr), vikingetid (750-1050) og middelalder og nyere tid (tiden efter 1050).3

med sådanne stenalderbopladser, enten som flintredskaber i pløjelaget, eller bedre, med intakte bopladslag under mulden. Derfor blev forundersøgelsen af møllepladserne i de lave områder af Hjortmose-området lavet på en anden måde end normalt. Vi valgte en metode, der går ud på at pløje arealerne med en helt almindelig landbrugsplov for at gøre det lettere bagefter at finde flintredskaberne i den mørke muld, uden forvirrende stubbe af korn eller majs. Herefter blev der rekognosceret gentagne gange, alt flintmateriale markeret og indsamlet for at få et billede af eventuelle koncentrationer. Undersøgelsen gav en pæn mængde flint, men så spredt, at arkæologerne ikke kunne udpege egentlige boplads-områder, hvor der skulle rejses møller. Oppe på det højere land ved Hjortmose blev der gravet helt traditionelt med søgegrøfter. Her fremkom ardspor, der sandsynligvis kan knyttes til et meget stort område med stadig synlige, men næsten udjævnede skelvolde.

Udgravningsleder: Torben Egeberg.

Stenalder Hjortmose RSM 10.424 En udgravning i 1960’erne (RIM5026) har gjort Hjortmose kendt som et af de yderst få steder, hvor der er undersøgt en boplads fra Maglemosekulturen i Vestjylland. Den nye forundersøgelse blev tilrettelagt for at opspore områder

Flintredskaberne, fundet på en pløjet mølleplads i Hjortmose bliver målt op.

Årets arkæologi

145

Troldbanke, tomt af storstensgrav RSM 10.449 Under en opmåling af oldtidsmarkerne på Troldbanken i Dejbjerg Plantage opdagede museumsinspektør Torben Egeberg og Kulturstyrelsens landmåler Niels Chr. Clemmesen en hidtil uregistreret tomt efter en storstensgrav, som markerne har relateret sig til. Storstensgraven afslørede sig som store huller efter opgravning af dyssens eller jættestuens bæresten og med fund af karakteristiske lerkarskår fra perioden i den opgravede fyld i en rævegang i højfylden.

De store sten er formentlig brugt i stenbyggerier i området, og som Torben Egeberg skrev i sin rapport for opdagelsen: “...fæle og griske kirkebyggere, herregårdsbyggere, møllebyggere eller brobyggere fik øje på stenene og plyndrede dem og kørte dem bort ad hulvejene på Troldbanke og videre ad de nærliggende vejspor mellem Dejbjerg og Hanning.” Udgravningsleder: Torben Egeberg.

Sig, Askærgårdvej VAM 1716 Lidt nordøst for Sig prøvegravede Museet for Varde By og Omegn et ca. 2 hektar stort område i forbindelse med

Keramik fra Askærgårdvej – ca. 4800 år gammelt.

146

Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

etablering af et solfangeranlæg. Der blev kun fundet meget lidt på det store område, men spændende var et fint ornamenterede lerkar fra yngre stenalder, der sandsynligvis er fra en ødelagt grav. Derudover blev der kun registreret enkelte stolpehuller, samt en del moderne grøfter og forstyrrelser. Arealet blev efter endt undersøgelse straks frigivet til anlægsarbejde. Udgravningsleder: Lene B. Frandsen.

Bronzealder Ragekniv RSM 10.519 På en af de sidste dage i 2013 og som følge af orkanen Bodil var en detektorfører heldig. Han fandt en ragekniv fra yngre bronzealder, frisk og tilsyneladende skredet fra klitfoden lidt syd for Klegod på Holmslands Klit. Ragekniven stammer med stor sandsynlighed fra en urnegrav, som kan have stået en i nu forsvundet gravhøj eller måske ved højfoden af denne. En eventuel gravhøj har nok ligget mod nordvest i forhold til fundstedet, og er i så fald fjernet under storme gennem de senere år.

Ved samme lejlighed blev overfladen af et klitdækket gammelt muldlag forsøgsvis afrenset. Her kunne fine spor af kreaturer, der havde græsset her engang, tydeligt ses.

Sporene var bevaret fordi de hurtigt var blevet dækket af flyvesand. Ansvarlig: Torben Egeberg.

Ragekniv af bronze. Foto: Kurt Gejl Christensen.

Ringkøbing K RSM 10.422 I 2013 foretog Ringkøbing-Skjern Museum sin hidtil største forundersøgelse på hele 27 hektar. Det skete, da vi ville have undersøgt den sidste del af projektområdet for den kommende nye bydel Ringkøbing K, øst for Ringkøbing.

Fra stenalderen eller bronzealderen blev der øverst på et bakkedrag ud mod Ringkøbing Fjord fundet en cirkel af stolpehuller med en diameter på ca. 28 m. Et sådant cirkelformet anlæg bliver i England kaldt et ”woodhenge” og skal ses som en træbygget udgave af det berømte Stonehenge-monument i Wiltshire. Denne type monumenter er forholdsvis sjældne i Danmark, og det fundne

anlæg ved Ringkøbing K er det første af sin art i Vestjylland.

Det lykkedes arkæologerne at finde hustomter helt fra stenalderen og frem til starten af jernalderen. Husene fra ældre bronzealder er de karakteristiske bulvægshuse. Det er endnu ret sjældent, at museet har fundet disse huse, men efterhånden dukker de op mange steder. En af de nye tomter har endda spor efter to halve stolper i væggenes stolpehuller. Vi formoder, at vandretliggende stolper har været styret af disse lodrette stolper, en detalje som man kun har set én gang tidligere, også i Ringkøbingområdet.4 Husene fra den sene del af bronzealderen er særdeles velbevarede og flere steder er det muligt at se konstruktionsdetaljer inden for huset.

Udgravningsområdet ved Ringkøbing K, set fra en drone.

Årets arkæologi

147

Mens husene fra yngre stenalder og bronzealder befandt sig på de højeste områder, blev hustomterne fra jernalderen fundet lidt lavere på områdets østvendte bakkedrag. Måske har man fravalgt at bosætte sig eksponeret ud mod fjorden og i stedet gemt sig lidt på bakkerne.

Husene er netop fra samme tid som de efterhånden velkendte hulbælter. Af disse kender museet nu fire ganske tæt på området ved Ringkøbing. Jernalderbefolkningen har muligvis følt et behov for at holde fjender og ubudne gæster ude, og måske har man af samme grund søgt at bosætte sig et mindre synligt sted.

I 2014 vil arkæologerne efter forespørgsel af Ringkøbing K ApS foretage de første videre undersøgelser i området, og vi opfordrer interesserede i at følge museernes hjemmesider for oplysninger om kommende åbne udgravninger.

Udgravningsleder: Poul K. Jørgensen.

Jernalder Lem Kær – Hjortmose tracé (Hvidehus) RSM 10.423 I forbindelse med den nye vindmøllepark i Hjortmose foretog museet en forundersøgelse af kabeltracéet mellem transformatorstationen ved Lem Kær og til Hjortmose. Der var tale om et kortere, smalt tracé, men museet valgte alligevel at forundersøge størstedelen af strækningen, da der gennem de sidste fem år i nærområdet er fundet tre hulbælter, disse vejspærringer fra jernalderen. Som forventet, fristes man efterhånden til at sige, dukkede endnu et hulbælte op på det aktuelle tracé, således at der nu kendes fire anlæg.

De synes alle at ligge på tværs af en formodet færdselskorridor i Røgind-Ringkøbing-området. Udgravningsleder: Poul K. Jørgensen.

Snit gennem huller ved Hvidehus.

Bemærk de mange aflejringer fra langsom opfyldning i de åbentstående huller.

148

Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

INNOVEST, Skjern RSM 10.446 Forud for byggeriet af det nye innovationscenter i Skjern foretog museet i løbet af sommeren en forundersøgelse og senere en større undersøgelse af en særdeles god bebyggelse fra den tidlige del af jernalderen. Hustomterne var velbevarede, og da flere af dem var nedbrændte, kunne tømmerdimensioner også iagttages flere steder. Mange spor af reparationer gav indtryk af, hvordan en del huse var blevet repareret flere gange.

Det vigtigste resultat af udgravningen i Skjern er, at der nu er påvist en bebyggelse med overraskende grundplaner af mange, lange huse fra den tidlige jernalder. Det stemmer ikke godt med den traditionelle Danmarkshistoriske fremstilling af ældre jernalder. Her er det den gamle udgravning ved Grøntoft af de åbenbart atypiske, små hustomter, der altid bliver fremhævet. Nu viser det sig her ved Skjern, at husene kunne være mere end 20 m lange, med op til 24 båserum. Lange huse i tidlig jernalder ser måske endda ud til at være mere almindelige i Vestjylland taget i betragtning, at Ringkøbing-Skjern Museum indenfor de senere

år har udgravet flere sådanne. Typisk forbinder man store huse med landsbyens høvding, men et stort eller i hvert fald større antal lange huse i forhold til korte med små stalde har givet arkæologerne den tanke, at vi måske snarere har at gøre med en økonomi i højere grad bundet op på udpræget kvægavl, sådan som den romerske etnograf Tacitus (ca. år 70 e.Kr.) skriver om stammerne mod nord.

Udgravningsleder: Poul K. Jørgensen.

Tracé Løvstrup-Lambæk RSM 10.420 Det meste af året fulgte Ringkøbing-Skjern Museum nedgravningen af en ny vandledning mellem Løvstrup og Lambæk. Forundersøgelsen var sammen med RingkøbingSkjern Forsyning planlagt sådan, at små forekomster af fortidsminder skulle undersøges, når de kom frem, for ikke at forsinke gravearbejdet mere end nødvendigt. Langs hele tracéet fremkom mange fortidsminder, blandt andet et nyt hulbælte ved Højmark, sådan at der nu kendes to af disse spærringer i nærområdet. Desuden fremkom bosættelsesspor fra bronzealder, jernalder og middelalder. Der

Museet holder rundvisning for skoleklasserne, der her undersøger en af de fine tomter af jernalderhusene ved Skjern.

Årets arkæologi

149

fremkom også rester af et dyssekammer ved Kartoffelvej i Lambæk. Dyssetomten kan være ødelagt i forbindelse med 1800-tallets vejbyggeri eller måske før. Utallige skærver i tomten viser en anden strategi end den vidt udbredte brug af hvidbrændt flint som en del af højkonstruktionen.

Nogle af stenene var små, tilhuggede fliser, måske fra kammergulvets belægning. En del af de fundne skærver stammer selvfølgelig også fra kløvningen af kammerstenene.

Udgravningsleder: Esben S. Mauritsen.

ved ildstedet, ganske som i alle de øvrige hovedhuse. En stor brønd, ombygget flere gange, er blevet undersøgt på skellet mellem to gårde, hvorfor den overordnede struktur må være nedlagt i dette område. Rindum Skole-pladsen forventes at blive en nøglelokalitet for studiet af bebyggelsesformer i den sene del af jernalderen. Med sin stramme organisation rummer den et stort potentiale for udredning af forandringer i landbebyggelserne i denne periode.

Udgravningsleder: Torben Egeberg.

Rindum skole RSM 10.013 Ved årets udgravning, betalt af Kulturstyrelsens pulje for dyrkningstruede anlæg, er den sidste tilgængelige del af Rindum Skole-bebyggelsen med 13 gårde på række blevet dokumenteret, omfattende de sidste fire gårde mod sydøst. Hovedbygningerne viser også her spor af flere genopførelser på samme byggegrunde. Tilsvarende iagttagelser er påvist i hegnshusene, hvor der er spor af talrige ombygninger og fornyelser, med overholdelse af den overordnede struktur. I alle hovedhusene er der en særlig askegrube

Billum Gårde vest VAM 1782 I forbindelse med, at man ønsker at byggemodne et areal sydvest for Billum, har museet foretaget en forundersøgelse af et ca. 2,5 ha stort område. Vi havde store forventninger, da området ikke ligger langt fra fundstedet for ”De rige Kvinder i Billum”, hvor der i 1995 blev fundet to meget rigt udstyrede kvindegrave fra jernalderen. 6 Endvidere har der været foretaget store bopladsundersøgelser i perioden 1995-2000. Siden har vi observeret afgrødespor i kornet, som kunne være grubehuse. Resultatet

Rindum Skole. Lars Chr. Bentsen sidder nær bunden af den store brønd og har placeret skovlen i den position, hvor vi netop har taget resterne af en stige op.

Billum Gårde vest. Udgravningsassistent Astrid (Stinas mellemste) står ved siden af et grubehus og holder styr på fotobogen. Udgravningen foregik under lærerlock-outen, så mors undervisning stod på udgravningsteknik.

150

Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

af forundersøgelsen var da også positivt, idet der fremkom væsentlige bebyggelsesspor fra vikingetid og jernalder.

Disse skal undersøges nærmere, hvis byggeplanerne iværksættes. Udgravningsleder: Stina Troldtoft Andresen.

Søndervig Landevej 46, Holmsland RSM 10.477 I forbindelse med etableringen af et nyt jordvarmeanlæg kom Ringkøbing-Skjern Museum forbi og foretog en opmåling af spredte spor efter et formodet hus fra yngre jernalder. Museet frigav området samme dag, da der ikke var grundlag for yderligere undersøgelser. Udgravningsleder: Poul K. Jørgensen.

Skødstrup VAM 1762 I forbindelse med etableringen af en testbane til militære køretøjer har Museet for Varde By og Omegn undersøgt et ca. 3 ha stort område i udkanten af Oksbøl-lejren.

Der blev afdækket adskillige huse og hegn fra bronze- og jernalder, heraf nogle ekstremt velbevarede. Udgravningen kom på grund af frost i gang med stor forsinkelse og blev foretaget under stort tidspres. For at projektet skulle lykkes, blev der ansat et par arkæologistuderende og periodisk var der otte arkæologer i gang samtidig. Der blev fundet over 40 hustomter, diverse hegn, udhuse, dyrefolde og andre konstruktioner. De ældste huse er fra ældre bronzealder, men hovedvægten af husene er fra jernalderens første del.

Udgravningsledere: Jens G. Lauridsen og Lars Chr. Bentsen.

Møllemarksgård VAM 1677 Grusgravene omkring Møllemarksgård syd for Oksbøl er ved at være tømte for egnet materiale, og kun et enkelt hjørne står nu tilbage. Dette areal har Museet for Varde By og Omegn forundersøgt i efteråret 2013 og fundet meget velbevarede hustomter fra jernalder og vikingetid. Dette er en fortsættelse af de bebyggelser, som blev udgravet ved de første etaper af grusgravsindvindingen.8 Den sidste del af den arkæologiske udgravning er sat i gang i løbet af december og forventes afsluttet først i 2014. Udgravningsleder. Lars Chr. Bentsen.

Skødstrup. Oversigtsfoto over en gård fra ældre jernalder med dyrefold og stor indhegning.

Skødstrup. Lars Chr. Bentsen fortæller om udgravningens resultater bl.a. til arkæologerne fra Ringkøbing-Skjern Museum.

Årets arkæologi

151

Ringgrøfterne, som har omkranset de lave gravhøje, ses tydeligt i undergrunden, når mulden rømmes af.

I midten af ringgrøfterne findes urnegrave.

Her en velbevaret urne og et lille bikar.

152

Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

Billumvad VAM 1787 Museet for Varde By og Omegns udgravning i Billumvad, lidt øst for Oksbøl var foranlediget af et storstilet haveprojekt på ca. 5000 m2, en såkaldt sansehave. Området skulle dybdepløjes, hvilket ville ødelægge fortidsminderne i en dybde af 60-80 cm. Vi vidste godt i forvejen, at der sandsynligvis lå en gravplads på stedet, da denne allerede var blevet fundet på Google Earth af museumsinspektør Esben Schlosser Mauritsen i 2007. Siden er lokaliteten overfløjet og fotograferet adskillige gange. Fra luften har vi iagttaget afgrødespor i form af mørkegrønne cirkler, der tolkedes som ringgrøfter i tuegrave, hvilket viste sig at holde stik.

Luftfoto af Billumvad lidt øst for Oksbøl, bemærk de cirkelformede aftegninger i kornet som stammer fra 2.000 år gamle tuegrave. Foto: Holstebro Museum, Fortiden set fra himlen.

Det blev også klart, at hele området skulle undersøges forud for dybdepløjningen. Udgravningen blev iværksat i september og resulterede i fundet af 60 ringgrøfter, hvoraf flere rakte uden for det areal, vi skulle undersøge. Det er sikkert, at gravpladsen dækker et meget større areal. Kun mod nord synes der at være en afgrænsning. Der er tale om ringgrøfter af meget forskellig størrelse fra ca. 2 m til 14,5 m i diameter. Ringgrøfterne har formodentlig alle indeholdt en urnebegravelse, selvom flere af dem fremstod som tomme. Nogle af urnerne har sikkert ikke været nedgravet i undergrunden og er derfor pløjet bort. Af de fleste urner er kun bunden bevaret – enkelte er dog komplette.

Disse er endnu ikke tømt, og vi forventer at få dem CTscannet, som vi tidligere har prøvet med tilsvarende urner fra Årre.7 Gravfeltet med tuegravene, som formodentlig er anlagt omkring 500 f.Kr., var ikke de første begravelser på pladsen, da ringgrøfterne tydeligvis respekterede et par gravhøje fra stenalderen, der lå på markens højeste punkt.

Udgravningsleder af forundersøgelse: Jens G. Lauridsen.

Undersøgelse: Lene B. Frandsen.

Broeng VAM 1743 Området syd for Oksbøl er udpeget som råstofindvindingsområde, hvilket hele tiden resulterer i en del aktivitet i forbindelse med etablering af nye grusgrave. Ved Broeng, på kanten af Ho Bugt, skal der i 2014 etableres fem hektar grusgrav, og Museet for Varde By og Omegn har forundersøgt området. Der er fundet oldtidsspor på lidt under halvdelen af arealet, så på trods af den meget udsatte og lidt forblæste placering helt ned til Ho Bugt, har man alligevel, i både bronzealder og jernalder, bosat sig netop, hvor marken udviser et markant knæk ned mod bugten.

På den lille ”højderyg” ligger spredt bebyggelse, og på den østligste del af marken en mere massiv bebyggelse.

Forundersøgelsen medfører en større, arkæologisk udgravning i foråret 2014 inden grusgravningen kan iværksættes.

Udgravningsledere: Jens Lauridsen, Sara Gerlevsen.

Hesselmed VAM 1652 Udgravning i forbindelse med udvidelse af solfangeranlæg ved Oksbøl. I det område, hvor man i dag ser flere hundrede solfangere syd for Oksbøl, når man passerer byen på omfartsvejen, er der fundet bebyggelsesspor lige fra yngre stenalder til jernalder. 5 Området er undersøgt i gennem flere forskellige udgravningskampagner siden 1991. Interessant er især en meget velbevaret jernalderboplads fra tiden omkring Kr. f. Med de seneste undersøgelser er dette bopladsområde blevet afgrænset både mod vest og øst. Der blev bl.a. fundet et hus med bevaret ildsted og gulvlag. Udgravningsledere: Jens G. Lauridsen og Karen Fisker.

Mejlby 10 RSM 10.291 Ringkøbing-Skjern Museum påbegyndte i maj udgravningen af den første af i alt 16 byggegrunde i Mejlby-området nord for Ringkøbing. I forvejen havde søgegrøfter vist, at der var bebyggelse fra jernalderen i området. Mod syd og øst er der foretaget udgravninger af utallige hustomter fra jernalder og vikingetid, ligesom der er fundet gravpladser spredt i området. På det nye udgravningsområde fortsatte de intense mængder af stolpehuller, og det tog en del tid at få udredt, hvad der er foregået på byggegrunden. Vores resultat blev, at der har stået gårde her i både yngre romersk jernalder og ældre germanske jernalder. I ældre vikingetid stod der et stort hovedhus her, mens der i yngre vikingetid lå produktionsbygninger her, så som stalde og lader, uden at det tilhørende hovedhus er fundet endnu.

Det mest spektakulære fund var en grav, hvor der allerede i overfladen lå hestetænder. Vi forventede også at finde sporene af en begravet person i graven, men fandt kun en hest. Vi er rimeligt overbeviste om, at gravlæggelsen er foregået i vikingetid eller middelalder, men sender nu tænderne til C14-datering for at blive sikre. Udgravningsleder: Torben Egeberg. Årets arkæologi

153

Vej

Trelleborghus

Langhus

GĂĽrdsenhed med hegn

0

10 m

Oversigtsplan over vikingetidsudgravningen Billum BMX.

154

Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

Vikingetid Billum BMX VAM 1502 I forbindelse med etableringen af en ny stor, udendørs BMX-bane, som uden tvivl ville forstyrre de arkæologisk levn i området, blev et areal på 6000 m2 udgravet i Billum.

Museet for Varde By og Omegn var på forhånd sikre på, at der ville dukke noget interessant op. I 2007 udgravede museet det tilstødende areal og fandt her resterne af fem langhuse fra vikingetiden. Forundersøgelsen af marken, hvor BMX-banen skulle ligge, blev foretaget i 2012

og viste tydeligt, at bebyggelsen fortsatte her. Vi blev da heller ikke skuffede, bevaringsforholdene var rigtig gode.

Særligt interessant er et over 30 meter langt vikingetidshus af Trelleborgtype, der konstruktionsmæssigt er magen til husene fra vikingetidsborgene ved Trelleborg, Fyrkat og Aggersborg. Dette imponerende langhus blev dog ikke udgravningens længste, for ikke langt derfra fremkom et endnu mægtigere hus, 42 meter langt og 7 meter bredt. Det sidste er typologisk ældre en Trelleborghuset, og de to huse har sandsynligvis ikke stået samtidig. Udgravningsleder: Stina Troldtoft Andresen. Åbent hus på udgravningen Billum BMX i forbindelse med Åens dag. Stina sammen med en gruppe besøgende i det store Trelleborghus.

Årets arkæologi

155

Middelalder og nyere tid Hesselmd Hovedgård VAM 1544 Mindre undersøgelse på herregården i forbindelse med opførelse af ny fløj. Der blev fundet kulturlag fra 1600-1700 tallet.

Men kun få rester af egentlige bygninger. Udgravningsleder: Lars Chr. Bentsen.

Tarm bybæk RSM 10.458 Fund af gammelt vejforløb, bestående af utallige hjulspor og dyrespor i et hidtil ukendt vadested gennem Tarm

bybæk. Fundene er kommet frem ved anlægsarbejde, mere end én meter under den nuværende terrænoverflade.

Formodet alder: 1600-tallet og tiden forud, endnu uvist hvor langt tilbage. Sandsynligvis udgør det overraskende fund et ældre, vestligt vejforløb over Tarm Kær, forskelligt fra 1700-tallets kendte og noget østligere Kongevej.

Bemærkelsesværdigt er det, at omtrent hvor det nye fund er gjort, angiver Johannes Mejer på sine fine kort fra ca. 1650 forløbet af hans Via Regia, Kongevejen, gennem Tarm og videre mod Skjern. Meget tyder således på, at den vestjyske hovedvej helt op i 1600-tallet stadig havde et vestligt forløb.

Udgravningsleder: Torben Egeberg.

Sammenhængende bånd af hjulspor under Tarm by. Bækkens bredder i baggrunden har med tiden skåret sig ind i hjulsporene. I dag er bækkens leje flyttet, og det gamle fyldt op. Men kreaturer har gået i sandlagene her.

156

Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

Vejers strand VAM 1847 Mellem jul og nytår meddelte en af Varde Kommunes medarbejdere, at man havde iagttaget et vrag i sandet i vandkanten i det militære område på Vejers strand. En besigtigelse den 28. december viste, at der var tale om kraftige spanter fra et skib, foreløbig af ukendt type og alder. En nærmere undersøgelse forventes i 2014. Udgravningsleder: Lene B. Frandsen.

Skovrejsningsrunden 2013 Museet i Varde har for første gang i mange år ikke modtaget en eneste museumshøring i forbindelse med ansøgning til privat skovrejsning. Det er imidlertid ikke noget vi beklager, idet denne type sager ofte er kilde til stor frustration hos arkæologerne. Midlerne til forundersøgelse af de ofte meget store arealer er minimale og langt mindre end

dem, der bevilges i forbindelse med byggesager. Dermed bliver prøvegravningerne punktvise, og der er stor risiko for, at vi ikke får fundet alle de væsentlige fortidsminder.

Og dukker der endelig noget rigtig spændende op, levnes der ikke mulighed for at undersøge fundet nærmere – kun at forhindre at det reolpløjes.

Skovrejsning RSM 10.454 Ringkøbing-Skjern-området er altid et af de mest aktive med hensyn til nye skovrejsninger, og i år var et rekordår med ikke mindre end 240 hektar i areal. Ringkøbing-Skjern Museum har således i 2013 over halvdelen af hele landets skovrejsning. Et så stort areal kræver selvsagt en del planlægning for at passe det ind med skovrejsere, ligesom museet skal have gennemført alle undersøgelserne inden starten af januar hvert år. Derfor lægger skovrejsningen typisk beslag på hovedparten af museets arkæologer i november og december.

Syd for Lønborg Hede i et af områderne til skovrejsning var der tidligere gjort et bronzealderfund i et vådbundsområde, men det lykkedes ikke museet at finde flere genstande og man må formode at hovedparten, hvis ikke hele fundet blev indsamlet i sin tid. Ved Bork fandt museet en hustomt fra overgangen mellem bronze- og jernalderen.

Det var en fin hustomt som det lykkedes at undersøge færdig samme dag så området ikke skulle friholdes for skov.

Udgravningsleder: Esben S. Mauritsen.

Lene B. Frandsen: lbf@arkvest.dk Poul K. Jørgensen: pkj@arkvest.dk

Noter 1. Jens G. Lauridsen: Bearbejdet oldtidsrav fra kysten omkring Blåvandshuk. Arkæologi i Slesvig/Archäologie in Schleswig 14. 2013, s. 9-18; Lars Chr. Bentsen: Yngre bronzealder i Oksbøl området.

Arkæologi i Slesvig/Archäologie in Schleswig 14. 2013, s. 85-102.

Vrag på Vejers Strand, skibet blev straks indmålt med GPS.

2. Torben Egeberg: Vandmøller i vikingetiden. I: Henriette Lyngstrøm og Lone G. Thomsen (red.) Vikingetid i Danmark, tekster til Jørgen

Årets arkæologi

157

Poulsen i anledning af den eksperimentelle og formidlende arkæologi, som Vikingelandsbyen i Albertslund har praktiseret og udviklet fra 1992 til 2012. København 2013, s. 97-100; Lene B. Frandsen: Hvad var vikingerne i Henne bange for? I: Henriette Lyngstrøm og Lone G. Thomsen (red.) Vikingetid i Danmark, tekster til Jørgen Poulsen i anledning af den eksperimentelle og formidlende arkæologi, som Vikingelandsbyen i Albertslund har praktiseret og udviklet fra 1992 til 2012. København 2013, s. 165-168.

3. Hvert år foretages der forundersøgelser og overvågninger, uden at der bliver fundet spor af kulturhistorisk interesse. Disse områder frigives straks til de anlægsarbejder, der har forårsaget arkæologernes tilstedeværelse. Selvom der ikke bliver fundet noget, har der ofte været omfattende sagsbehandling og arkivalsk kontrol forud for undersøgelsen. Disse undersøgelser vil ikke blive nærmere omtalt.

VAM 1764 Henne cykelsti forlængelse Udgravningsleder: Lene B. Frandsen VAM 1790 Hennebysvej 19 Udgravningsleder: Lene B. Frandsen VAM 1788 Årre, Cykelsti Udgravningsleder: Lene B. Frandsen VAM 1809 Hesselmedvej 3 Udgravningsleder: Lars Chr. Bentsen VAM 1789 Gellerupholmsvej, Varde Udgravningsleder: Lars Chr. Bentsen RSM 10.398 Vindmøller ved Ejstrup Udgravningsleder: Poul K. Jørgensen RSM 10.421 Brosbøl Sandgrav Udgravningsleder: Poul K. Jørgensen RSM 10.429 Rindum Solvarmeanlæg Udgravningsleder: Torben Egeberg RSM 10.431 Cykelsti Faster-Astrup Udgravningsleder: Poul K. Jørgensen RSM 10.434 Finderup Grusgrav Udgravningsleder: Torben Egeberg RSM 10.442 Vestjyllands Højskole Udgravningsleder: Poul K. Jørgensen RSM 10.444 Hjoptarpvej 2, Borris Udgravningsleder: Torben Egeberg RSM 10.447 Tracéer, Lønborg Udgravningsleder: Torben Egeberg

158

Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

RSM 10.456 Spjald Sundhedshus Udgravningsleder: Poul K. Jørgensen RSM 10.458 Regnvandsbassiner, Tarm Udgravningsleder: Torben Egeberg RSM 10.466 Røgindvej 25 Udgravningsleder: Poul K. Jørgensen RSM 10.467 Stadilvej 7 Udgravningsleder: Esben S. Mauritsen RSM 10.472 Holmgårdsvej, Grønbjerg Udgravningsleder: Poul K. Jørgensen RSM 10.476 Holmelunden II, Ringkøbing Udgravningsleder: Poul K. Jørgensen RSM 10.479 Mejlby 12 Udgravningsleder: Torben Egeberg RSM 10.480 Tim-Ejstrup Vandledningstracé Udgravningsleder: Poul K. Jørgensen RSM 10.485 Tracé Ådumvej-ESØ Udgravningsleder: Torben Egeberg RSM 10.497 Dejbjerglund Efterskole Udgravningsleder: Poul K. Jørgensen RSM 10.503 Minervavej II, Hvide Sande Udgravningsleder: Torben Egeberg 4. Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen: Årets arkæologi. opdatering 2011, s. 30.

5. Lene B. Frandsen: Stenlægning på stenlægning.

Hesselmedudgravningerne. I: Niels Algreen Møller, Sarah Skytte Qvistgaard & Steen Frydenlund Jensen (red.) Nyt fra Vestfronten.

Nord- og vestjyske bebyggelser fra ældre jernalder. Arkæologiske skrifter 10. København 2011, s. 21-26; Lars Chr. Bentsen: Hesselmed vest – Hesselmeds forgænger? I: Niels Algreen Møller, Sarah Skytte Qvistgaard & Steen Frydenlund Jensen (red.) Nyt fra Vestfronten. Nordog vestjyske bebyggelser fra ældre jernalder. Arkæologiske skrifter 10.

København 2011, s. 27-34.

6. Lene B. Frandsen: De stenrige grave i Billum – jordfæstegrave fra ældre romersk jernalder. Mark og Montre Årg. 37, 2001, s. 19-32.

7. Tine Lorange: Full-body CT-scan af nogle gamle vestjyder. opdatering 2010 s. 139-145; Tine Lorange: Gensyn med tuegravpladsen ved Årre. opdatering 2011, s. 97-105.

8. Bente Grundvad & Lars Chr. Bentsen: Stenhuggeren, bronzestøberen og vikingebonden. opdatering 2011, s. 188-198.

Staby

Vedersø Klit

Simmelkær

Aulum

Sørvad

Vind

Vedersø

Nybro

Ilskov

Sinding Stadil Vest Stadil Fjord

Tim

Ørnhøj

RSM 10.480 RSM 10.467

471

Grønbjerg

Hindø

Houvig Fæstningen

467

Hee

Kloster

Spjald RSM 10.456

Ølstrup

No

KLIT

Kibæk

Rækker Mølle

Hanning

RSM 10.398

Astrup

RSM 10.449

Dejbjerg

NDS

185

467

Lem

MSLA HOL

Troldhede

Skarrild

Borris

Skjern

Sønder Havrvig Skje

Skjern Enge

Skodbjerge

RSM 10.446

Uhre

RSM 10.458 Tarm Om

RSM 10.485

Ådum

Blåhøj

Hemmet

Give

Hoven

Værnenge

Nørre Bork Sdr. Bork

411

Å

Bork Havn

Stakroge

me

Vostrup 423

Fugletårn

Brande

Sønder Felding

Vorgod Å

rn Å

RSM 10.447 Lønborg

Tipperne

RSM 10.421

RSM 10.454 Sdr. Vium

Sønder Omme

473

Filskov

Ølgod

Lyne

487

30

181

Kvong

Lunde

Horne

Jegum Ferieland

VAM 1762 VAM 1677 VAM 1809 431

VAM 1847

Oksbøl

Billum

Å

Hejnsvig

d ste

30

Holm

eÅ

Karlsgårde

VAM 1787

Stenderup

ind

Sig

VAM 1716

Tinghøj

Øster Vrøgum

Vandel

Ansager

Gr

Hodde Hodde

465

VAM 1652 VAM 1544

Billund

Tistrup

Henne Stationsby

Filsø Filsø

30

Skovlund

Outrup

Henne Kirkeby

Vejers Strand

Grindsted

487

VAM 1764

Grønbjerg Farre

Nørre Nebel

VAM 1790 Henne Kirkeby

439

439

RINGKØBING FJORD

Henne Strand

Fasterholt

RSM 10.444

Stauning

Lønne

Arnborg 184

RSM 10.431 Bølling

Nymindegab

Kølkær

Høgild

Herborg

RSM 10.434

RSM 10.497

Hvide Sande

Fjelstervang

Vorgod

RSM 10.466

RSM 10.503

Isenvad

Nørre Kollund

Studsgård

Højmark Velling RSM 10.420

181

Barde

Videbæk

RSM 10.013 RSM 10.429 RSM 10.424 RSM 10.478 Ringkøbing Ringkøbing RSM 10.423 RSM 10.422 RSM 10.442

Bjerregård

Ikast

195

RSM 10.291.1 RSM 10.479 RSM 10.476

RSM 10.519 Klegod

Tulstrup

Herning

RSM 10.477

Søndervig

Forundersøgelser uden fund Skibbild Gullestrup Arkæologiske udgravninger

Timring

Stadil Fjord Hovvig

185

Sunds

Vildbjerg

RSM 10.472

Nordenskov Starup

Tofterup

475

Janderup

VAM 1502 VAM 1782 e Å Vard VAM 1743

Varde

VAM 1789

Vorbasse

Næsbjerg

469

Fåborg

Alslev

Agerbæk

417

Hovbjerg

463

Årre VAM 1788 Blåvand

425

Oksby Vester Nebel Grimstrup

n

ge in

all Sk

ET AV

EH

D VA

Tarp

Skads

Esbjerg

Bække

Lindknud

Glejbjerg

Gesten

Vejrup Endrup E20

Veer

Å rets arkæologi Holsted

159

191

Brørup

Vejen

Store And

Bahrain

– I de arkæologiske kæmpers fodspor Af Lene B. Frandsen

Da jeg læste forhistorisk arkæologi ved Aarhus Universitet på Moesgård, hørte vi ofte lektorerne og de ældre studerendes beretninger om dengang, de gravede i landene omkring den arabiske golf. Historierne handlede mest om ørkner, primitive forhold og Carlsberg (som sponsorerede udgravningerne, både økonomisk og med flydende varer), men også om spændende fortidsminder, kæmpestore templer og gravhøje. Desværre var de store ekspeditioners tid forbi i 1980’erne, og i øvrigt var det også sjældent, at piger blev budt med. Dog deltog Karen Frifelt og den kendte vikingetidsarkæolog Else Roesdahl.

På et møde i LAND (LuftArkæologisk Netværk Danmark) hørte jeg, at Moesgård igen var begyndt at grave i Bahrain.

Tilstede var også Claus Feveile, der i dag er arkæolog ved Østfyns Museer, og som jeg har gravet en del sammen med i studietiden. Vi sagde som med én mund, at nu måtte det være vores tur til at komme afsted, og sandelig om det ikke lykkedes. Vi brugte lidt ferie på projektet, og med goodwill fra vores museer kunne vi drage afsted til Bahrain i november 2013 for i tre uger at slutte os til udgravningsholdet fra Moesgård, ledet af Steffen Terp Laursen. Holdet bestod af fem andre arkæologer, som skulle opholde sig to måneder i Bahrain.

Bahrain er efter al sandsynlighed det glemte land Dilmun.

Dilmun og dets konge er nævnt på adskillige kileskrifttavler fundet i Mesopotamien og beskrives som et paradis på jord, et sted hvor ravnen tier, løven ikke dræber, og ingen bliver syg og gammel. På disse lertavler omtales også handelsaftaler og tempeltributter i forbindelse med Dilmun-handlen.

Alt dette vidste man ikke i 1950’erne, og det var lidt tilfældigt, at det blev arkæologer fra Danmark, som kom til at gøre de helt store arkæologiske fund på Bahrain – og meget væsentligt – kom til at beskrive stedets oldtidskultur og kronologi og sætte det hele ind i en global sammenhæng.

Bibby og Glob på Bahrain i 1959.

Foto og kort: www.bahrain.dk

Mesopotamien

Dilmun

Gamle dage – Dilmun og Glob Bahrain er en lille ø i den arabisk golf, faktisk ikke større en Falster, men for 4.000 år siden var øen handelsknudepunkt for det arabiske fastland, Mesopotamien, og Indusdalen.

160

Lene B. Frandsen

(Bahrain)

Indus

Det hele begyndte med to mænd i Århus, professor P.V. Glob, leder af den forhistoriske afdeling på Moesgård Museum og T.G. Bibby, som havde en grad fra Cambridge i kileskrift og arabisk. Bibby kom til Danmark efter krigen og blev gift med en pige fra Århus. Herefter arbejdede han en tid for et olieselskab i Bahrain, og da han vendte hjem igen, fik han arbejde på museet i Århus. Her fortalte han Glob om Bahrains tusindvis af gravhøje, og hvordan man overalt kunne finde potteskår på gamle bopladser. Det fortælles, at Glob under en middag hos Bibby knaldede næven i bordet og udtalte: ”Vi laver sgu en ekspedition til Bahrain” – og som sagt så gjort. Dette blev startskuddet til Moesgårds engagement i Golfen, ikke bare på Bahrain men også i Saudi Arabien, Kuwait og Qatar.

De nye udgravninger Det var bl.a. rygtet om de fantastisk mange gravhøje, der bragte Glob til Bahrain. Og der var også mange; man regner med, at der oprindeligt har været omkring 75.000, hvoraf de fleste stadig var velbevarede i 1950’erne. Den hastigt voksende olieindustri samt en enorm befolkningstilvækst har betydet, at højene er forsvundet i takt med, at boligområder og veje er blevet anlagt, så der i dag er færre end 20.000 tilbage. Målet for vores udgravning var de kongelige grave i Aali. Da Glob undersøgte nogle af dem i midten af 1950’erne, lå de i ørkenen, og fotos fra 1990’erne viser højene omgivet af palmehaver og enkelte huse.1 I dag ligger de midt i byen, og presses fra flere sider.

To af kongehøjene i Aali fotograferet fra toppen af en tredje.

Bahrain

161

Formålet med udgravningen i 2013 var bl.a. at genudgrave nogle af de gamle profiler for at opnå en større forståelse af gravkamrenes konstruktion samt udtage C14prøver for at få nogle sikre dateringer. At deltage i udgravningerne i Bahrain var en helt fantastisk oplevelse; dels var det spændende at grave i disse kæmpemæssige monumenter med gravkamre muret op i flere etager. Dels var

det udfordrende at grave under så fuldstændig anderledes forhold. Al jord blev flyttet med håndkraft, primært af arbejdere fra Bangladesh, men også af os selv.

Lagene i gravhøjene er temmelig komplicerede at udrede på grund af de mange forskellige udgravninger og plyndringer de har været udsat for lige siden oldtiden. Før Bibby og Glob har der været andre arkæologer,

Arkæolog Michael Vinter til højre – mig til venstre. Bag os arbejderne, som skal have æren for at tømme indgangen til det mægtige gravkammer.

Udgravningssituation. Moesgård-arkæologerne Hjalte Raun og Steffen Terp Laursen beskriver og jeg tegner. Foto: Claus Feveile.

162

Lene B. Frandsen

Den moderne gravplads i Aali mangler plads og nærmer sig langsomt men sikkert ruinen i baggrunden, som er det udgravede gravkammer i en af de kongelige høje.

Det moderne Bahrain i baggrunden med dets imponerende skyskrabere og i forgrunden Qalat, hvor Globs udgravninger begyndte. I dag en meget velbesøgt turistseværdighed.

Der er gravet hårdt til gravhøjens fod, men man må sige til befolkningens ros, at de i dette tilfælde pænt smider affaldet uden for afspærringen.

Velhavende arabere studerer den nyeste Porsche. Bemærk de ægte tæpper bilerne står på og lysekronerne i teltets tag.

Bahrain

163

bl.a. F.B. Prideaux i 1906-8 og Ernest J.H. Mackay i 1925.

Gravene har været røvet i oldtiden, og i nyere tid er mange sten blevet fjernet og brugt til byggearbejder i byen. Der har til og med været brugt dynamit for at komme ind i højene. Tilladelsen til at grave i højene, som trods alt er fredede og nyder en vis beskyttelse af Bahrains Nationalmuseum, lød på, at vi så vidt muligt skulle genudgrave/tømme tidligere undersøgelsesskakter. Det var nogle gange lidt ulækkert at grave sig igennem de mere moderne affaldslag, bestående af gamle plastikposer, mumificerede fiskeskeletter og kattekranier, men belønningen kom, når vi nåede til afrensningen af de gamle murværker, der flere steder var dækket af mørtel, hvori man kunne se 4.000 år gamle fingeraftryk.

De tre uger fløj afsted. Hovedparten af tiden gik med feltarbejde, der startede kl. 6 om morgenen og fortsatte til hen på eftermiddagen. Aftenerne gik ofte med at se på planer, skrive notater og snakke arkæologi. Når vi havde fri

Fingeraftryk i mørtlen på murværket ved indgangen til gravkammeret. Det er fra denne mørtel, det er muligt at udtage C14-prøver, idet der er små stykker trækul indlejret i den.

164

Lene B. Frandsen

om fredagen var der tid til at se de øvrige fortidsminder på Bahrain. Mest seværdigt var det portugisiske fort, der var hovedkvarter for Globs ekspeditioner, og de omkringliggende oldtidsudgravninger i Qalat ikke langt fra hovedstaden Manama. Her er det slående, hvor det nye og det gamle Bahrain støder sammen. Kontrasterne er enorme. I hovedstaden findes de dyreste og mest fancy forretningskvarterer og i Aarli, hvor vi havde vores daglige gang, blev lerkar drejet og brændt på sammen måde som for 4.000 år siden.

Det er en udfordring at tage ud og være arkæolog under fremmede forhold, men det er ikke fremmed for de vestjyske arkæologer – før mig har både Jens Aarup og Palle Eriksen fra Ringkøbing Museum deltaget i ekspeditionerne til golfen.

Lene B. Frandsen kan kontaktes på lbf@arkvest.dk Noter

1. Flemming Højlund: The Burial Mounds of Bahrain. Højbjerg 2007, s. 25-27.

Dilmun-keramikken vaskes efter dagens udgravning. Skårene adskiller sig ikke meget fra den keramik, der stadig fremstilles på Bahrain, selvom der er en tidsforskel på 4000 år.

Pottemager i Aarli.

Uden for en af pottemagerne i Aarli så vi et enormt bjerg af fejlbrændinger og ituslåede potter, her ovenpå var der en udstilling af nylavede potter. Skårene af de ituslåede adskilte sig ikke meget fra den 4.000 år gamle Dilmun-keramik, vi fandt i gravhøjene. Det er forhold, der kan gøre det svært at være arkæolog.

Nylavede lerkar udenfor pottemagerværkstedet i Aarli.

Bahrain

165

2000

Historisk tid 1000

Subatlantisk Jernalder

Kr.f.

Middelalder Vikingetid Germansk jernalder Romersk jernalder Førromersk jernalder Yngre bronzealder

1000

2000

Nyere tid

Bronzealder

Yngre stenalder (Bondestenalder)

3000

1050 700 375 0 500 1000

Ældre bronzealder Dolktid

Subboreal

1536

Enkeltgravskultur

1800 2400 2800

Tragtbægerkultur 3900

4000

Ertebøllekultur 5000 5400

Atlantisk Kongemosekultur

6000

6400 7000

Boreal

Maglemosekultur

8000

Præboreal 9000

10.000

Yngre Dryas

Ældre stenalder (Jægerstenalder)

8900

Ahrensburgkultur 10.500

Brommekultur

11.000

Allerød 12.000

13.000

Ældre Dryas

Federmesserkultur

Bølling

Hamburgkultur

Postglacial

Palæolitikum

11.500 12.000 12.500

Retteblad til opdatering 2012 s. 40

Klip eventuelt dette blad ud og sæt det ind i sidste års årbog I artiklen ”Flyvere i natten – glimt fra luftkrigen over Vestjylland” i opdatering 2012 kan man læse om et nedstyrtet britisk Short Stirling-bombefly i Houm Enge ved Hemmet 1. december 1943. Teksten meddeler, at den navnkundige fisker og jæger Jens Jørgensen (Store Jens) satte et kors med teksten ”GOD BLESS YOU” ved nedstyrtningsstedet.

Beklageligvis er oplysningerne i artiklen mangelfulde. Niels Andreas Jensen, der i 50-året for flystyrtet udgav et hæfte med øjenvidneskildringer og oplysninger, har gjort RingkøbingSkjern Museum opmærksom på, at Store Jens ganske rigtigt var med som vejviser i den mørke eng juleaften 1943, men at korset blev lavet og rejst af Damgaard Hansen, Hemmet.

Damgaard Hansen var kommunist, derfor den lille sovjetstjerne øverst på korset. Hans hustru Dagmar var derimod religiøs, og han lovede hende at bede et fadervor ved nedstyrtningsstedet. Det blev nu slet ikke nogen nem sag, for han ville ikke have, at Store Jens skulle høre bønnen. Ifølge beretningerne i Niels Andreas Jensens hæfte lykkedes det dog Damgaard Hansen at nå hele vejen til ”Amen”, mens Store Jens stampede jorden fast om korset. Det hjalp, at Jens var lidt tunghør.1 Det er beklageligt, at forfatteren ikke opsporede Niels Andreas Jensens informative hæfte under researcharbejdet til artiklen. Jeg undskylder fejlen, men håber og tror på læserens fortsatte velvilje.

Christian Ringskou Noter Det oprindelige trækors findes ikke mere, men en kopi er rejst ved nedstyrtningsstedet.

1. Damgaard Hansens egen og Kaj Blocks beretninger i Niels Andreas Jensen: Beretning om flystyrtet i Houm Enge den 1. december 1943, samlet fra aviser, bøger og samtaler med øjenvidner i oktober 1993. Hemmet Sogneforening.