En rejse så lang

Mere end 30 år på rejse, og mange tusinde sømil er forsvundet i kølvandet. Eventyret begyndte i Sønderborg i 1974, og har fortsat – igennem 70 lande – helt frem til i dag. ”Og der er stadig meget af verden jeg mangler at se”, fortæller Jan Eske Bertelsen.

Sønderborg Havn, 25. september 1974: Den 19 år gamle Jan Eske Bertelsen kaster fortøjningerne. Ombord i den 30 fods, glasfiberbelagte træbåd "Frøj" ligger noget regntøj, et spejderkompas, og 400 kroner. Pengene har Jans mor fundet frem i fortvivlelse samme dag.

Nogle dage senere tilkalder havnemesteren i Thyborøn politiet, for at sikre sig at knægten er fyldt atten, og dermed ikke kan nægtes at sejle ud i Nordsøen i oktober måned. Dette er historien om en meget ung sømand, som aldrig rigtig kom hjem igen.

Ride center i Portugal ”Den mest stationære periode i mit liv, er nok de fem år, hvor jeg arbejdede med heste i Portugal”, siger Bertelsen over en øl på Bryggergården i Roskilde. Under bordet står der symptomatisk nok to store tasker – Jan er stadig undervejs. Den unge knægt fra billederne i bogen er nu blevet en midaldrende mand med grå stænk i håret og et ansigt mærket af vind og vejr. Bertelsen fremstår som en afdæmpet type, blottet for forfængelighed eller behov for at vifte med præstationer af nogen art. ”Huset i Portugal købte jeg i 1984,” siger han, ”– og selv om jeg ikke har boet sådan helt fast i det, har4

ange sejlere med drømmen i maven har slugt Jan Eske Bertelsens bog "18.000 sømil midt i verden" med hud og hår. Bogen udkom i 1982, og er siden støt og roligt blevet en klassiker – en saltvandsindsprøjtning i dansk rejselitteratur. Men hvad blev der egentlig af manden selv? Hvor er han i dag?

SejlerAvisens research opsporede Bertelsen i det sydlige Portugal, hvor han har en landejendom. Havet har dog stadig godt fat i manden; få dage efter at vi fangede ham på en mobiltelefon i et portugisisk bjergområde, sad han i en flyver på vej mod Canadas Stillehavskyst, hvor han var påmønstret som officer på et kabelskib.

Jan Eske Bertelsen definerer sig stadig som sømand – 32 år efter afrejsen fra Sønderborg har han aldrig rigtig været bofast. ”Det bliver jeg heller aldrig,” fortæller han, da vi møder ham på en café i Roskilde, under en mellemlanding klemt ind imellem Portugal og Canada.

M

*S WJOXJ Xp QFSL En sømand drog ud på…

23

tekst Øyvind Bordal foto Jan Eske Bertelsen, Øyvind Bordal

24

Søn født undervejs 3 år senere anløb "Frøj" Australiens østkyst. Jan Eske Bertelsen var ikke alene blevet en skægget, moden mand på 22 år – han havde også en kæreste ved navn Lisbeth, og en søn ved navn Ask, født midt i Stillehavet. Bogen om rejsen udkom på forlaget Hekla i 1982.

Ingen motor "Frøj" havde ingen motor, ingen radio, log eller sekstant, ingen ekstra sejl, ingen ferskvandstanke, og søkortene ombord rakte kun til Ålborg. Men Jan havde ungdommens udødelige tro på at det nok skulle gå, og en god ven som gast ombord. Først krydsede de to Nordsøen i oktober, derefter Biscaya-bugten i december måned. I England tjente de penge nok til en jolle, et anker, en sekstant, og de nødvendige søkort. I Portugal blev det varmt – og dermed lå hele verden åben.

18.000 sømil er distancen fra Sønderborg, Danmark til Cairns, Australien, via Panamakanalen. Det er mange, mange sømil med blåt hav, tusinder af øer og oplevelser, fremmede folkeslag og kulturer. Da Jan Eske Bertelsen skulle finde en titel til sin bog om sejladsen fra Sønderborg til Cairns, mindedes han, hvordan han hele tiden oplevede, at han befandt sig netop midt i verden. Med en sjælden fortællerglæde og oplevelseskraft beretter Bertelsen i bogen, om hvordan han i årene 1974-78 indtog verden med meget, meget små midler. I en alder af 16 år købte han en gammel, 10 meter lang sildedorry i træ, og efter tre år og en rundtur til Caribien med andre sejlskibe var han selv og fartøjet klar til langfart.

EN BÅD PÅ ÅBENT HAV ER OMGIVET AF EN UBRUDT CIRKEL PÅ 360 GRADER – HORISONTEN. OG HELE TIDEN, UANSET HVOR HURTIGT ELLER LANGSOMT MAN BEVÆGER SIG, BEFINDER MAN SIG MIDT I DEN. ”18.000 SØMIL MIDT I VERDEN” BLEV TITLEN PÅ EN AF DANMARKS MEST LÆSTE MARITIME REJSEBERETNINGER – SKREVET AF EN UNG MAND SOM FØLTE SIG HJEMME I HELE VERDEN.

18.000 SØMIL MIDT I VERDEN

New York havn, en gang midt i firserne.

Til havs igen Februar 1979 i København var som den plejer – grå, fugtig og kold. Efter tre år i et tropisk eventyr ankom den unge Bertelsen til Danmark, iført en tynd skjorte og lette sko, og i øvrigt uden andet end den beskedne sum penge, som salget af "Frøj" havde indbragt i Australien. ”–Det var et chok,” siger han, ”jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op med det. Tanken var at hilse på familie og venner, og derefter finde ud af hvor rejsen så skulle gå.” Australien var et

bytte med myndighederne. De får min, og jeg får deres. En offentlig besigtigelse af de to øer endte dog med et afslag, og Jan trak på skulderne og rejste derfra, på vej mod nye eventyr. Den ø han rent faktisk havde købt, ejer han altså stadig – men han har ikke sat sine ben på den i lang tid. ”–Der har jo været så meget andet,” mumler han ved cafébordet i Roskilde.

”VI BESLUTTEDE OS FOR, AT HVIS DET FØRSTE LAND VI SÅ DUKKEDE OP PÅ BAGBORDS SIDE VAR NOGENLUNDE PARALLELT TIL VORES KURS, VAR DET SIKKERT HOLLAND, OG SÅ MÅTTE VI HELLERE HOLDE EN ANELSE TIL STYRBORD.”

Hus på forkert ø Historien om øen ved Nova Scotia er et godt eksempel på Jans måde at leve på: Efter hjemkomsten fra Australien i 1979 arbejder han som crew og skipper på både rundt om i verden, og en dag kommer han til det øde og vildsomme Nova Scotia ved New Foundland, altså ved Canadas Atlanterhavs-kyst. Nogle mindre øer udenfor kysten virker spændende – Jan er ung og eventyrlysten, og dette at bygge sin egen bjælkehytte på en ø her ude virker som et naturligt ønske. Det viser sig at en af øerne kan erhverves for en sum svarende til ca. kr. 11.000, penge som Jan faktisk har til rådighed. Altså køber han øen, tager derud med en båd, og går i gang med at fælle tømmer og bygge. Da huset står færdig, viser det sig dog, at Jan ikke var gået i land på det helt rigtige sted. Den unge bygmester har simpelthen bygget sit hus på den forkerte ø! Nå, tænkte han – så kan jeg vel

det alligevel fungeret som et omdrejningspunkt, eller en slags base. I fem år drev jeg et ridecenter sammen med en kæreste, hvor primært danskere og amerikanere kom for at ride i det fantastiske bjerglandskab ud mod Atlanterhavskysten i nærheden af Zambujeira do Mar. Nu er forholdet forbi, hestene er solgt, og en ny fase af livet skal til at begynde. Mit projekt nu, er at finde ud af hvor i verden jeg skal bo de næste 20 år,” fortæller han. ”Jeg mener ikke at bo 12 måneder om året, for stationær bliver jeg aldrig, men jeg er ved at nå en alder hvor det er rart at have en fast base ind imellem slagene. Det kan i princippet blive hvor som helst mellem Danmark, Brasilien og Fjernøsten og det er slet ikke usandsynligt at mit hus i Portugal bliver valgt på ny. Lige nu har jeg både tid og mulighed for at træde et skridt tilbage og betragte mit liv lidt på afstand. Jeg må lidt rundt og kigge, og tænke mig godt om. Desuden har jeg en ø ved Nova Scotia,” fortæller han stilfærdigt, som om det var den største selvfølgelighed. ”Den har jeg dog sat til salg nu.”

”Frøj” mellem Tonga-øerne. Juni 1977.

de to startede derfor bilen op og fortsatte mod syd. Målet nu var Portugal – nærmere bestemt Miraflodens munding. Flodmundingen er et af de relativt få steder langs den hårde vestkyst, hvor man kan have et skib liggende, og netop dette var ret afgørende for Bertelsen. Hvis han skulle blive i længere tid, måtte der kunne ligge en båd! Området omkring Mirafloden, både kysten og bjergene, er et af de mest uberørte naturområder i Europa, og var på mange måder isoleret fra den moderne verden. Jan og Margot faldt pladask

”MORGEN EFTER MORGEN REJSTE SOLEN SIG AF VORT SKUMMENDE KØLVAND. AFTEN EFTER AFTEN GLED DEN ATTER NED I HAVET FORAN DEN SKÆRENDE STÆVN.”

Miraflodens munding Det er tydeligt, at bjergområderne i Portugal er et sted som betyder noget for den omflakkende sømand. Og også bag huset i Portugal – det tætteste på et hjem Jan har haft som voksen – skjuler der sig en historie. Efter mange års flakken omkring uden et fast sted at bo, planlagde Jan og hans daværende kæreste Margot en rejse på europæiske landeveje for at finde et stykke jord de kunne købe. De indrettede en gammel Hanomag kassebil, og kørte sydpå. Målet var Galicien på den spanske Atlanterhavskyst, hvor Jan havde haft mange gode oplevelser under rejsen med "Frøj". Galicien viste sig dog at være en skuffelse – stedet var slet ikke det samme mere, og

sted, Lisbeth og Jan havde talt en del om at udforske nærmere. Men forholdet til Lisbeth knagede, og København var kold og trist; de to blev enige om at gå hver til sit – lille Ask skulle primært bo hos Lisbeth, og ellers måtte de deles om opdragelsen og ansvaret for barnet. Jan vendte sig hurtigt mod det eneste han rigtig kendte: Sejlbåde. Året efter stod han igen til rors i troperne, denne gang forhyret som styrmand på en stor, privat yacht.

”GENNEMBLØDT AF TILFREDSHED SAD JEG DER OG LOD DAGEN SIVE IND I MIG. ENDNU EN FREDELIG NAT VAR GÅET, OG MIT TROFASTE LILLE SKIB HAVDE EGENHÆNDIG PLØJET SIG YDERLIGERE ET HALVT HUNDREDE MIL NÆRMERE MÅLET, HEN OVER ATLANTENS BREDE RYG.”

Alentejo-provinsen i det sydlige Portugal har været en slags base igennem tyve år.

Krydse kontinent til hest En skipperuddannelse satte Jan i stand til at håndtere også større skibe: Blandt andet er det blevet til en stribe sæsoner som skipper på det klassiske passagerskib Sagafjord i Roskilde fjord. Ellers har der været socialpædagogiske skibsprojekter, diverse udmønstringer på fragtskibe, og sejladser på kryds og tværs af havene – 8 gange har Jan krydset et verdenshav for sejl. Så hvad bliver det næste? Svaret er en smule overraskende: ”Jeg har en tanke om at krydse et konti-4

for regionen, og mødte hurtigt folk – portugisere, englændere og tyskere som havde slået sig ned i bjergene. Folk blev til venner, og ejendomspriserne var rimelige – kort efter havde Jan erhvervet sig en rigtig, portugisisk landejendom i Alentejo-provinsen. Og her er han kommet igennem alle årene. Selv sønnen Ask, som nu er 29 år gammel, har et hjemligt forhold til huset i Portugal.

25

26

Ask, 1976 – fü müneder gammel, og lykkelig uvidende om sine noget usÌdvanlige levevilkür; ombord pü en 30 fods glasfiberbetrukket trÌbüd i det vestlige Stillehav.

liv, om hvad der skal til for at fü et godt udbytte af det. �Jeg vil sige, det er to ting,� siger Jan. �Man skal have nysgerrigheden, og sü skal man have evnen til at dele. Jeg har altid vÌret god til at komme i kontakt med folk, det falder mig helt naturligt, og det er ret afgørende nür man kommer ud i verden. Men for mig har dette at rejse egentlig ikke sü meget vÌret et valg – jeg evner simpelthen ikke at

�DET AT NYDE SEJLERLIVET OG DET DEJLIGE KLIMA I CARIBIEN, VAR FOR MILLIONÆREN EN LUKSUS, HAN KUN KUNNE TILLADE SIG NOGLE FÅ UGER OM ÅRET‌ FOR OS ANDRE VAR DET EN LIVSFORM PÅ UBESTEMT TID. I GRUNDEN FORETOG VI OS NETOP DET, MILLIONÆREN HÅBEDE AT FÅ TID TIL EN GANG.�

Evnen til at dele Vores snak nÌrmer sig enden, Jan har et fly at nü. Men det er oplagt at spørge en mand der har gjort det at rejse til hovedindholdet i sit

nent pü hesteryg,� fortÌller Bertelsen. �For mig er en hest i et godt landskab lidt det samme som et skib som Frøj pü det übne hav. Man kommer lidt pü afstand af biler, jetfly, fjernsyn og computere, og lidt tÌttere pü grundsubstansen af den planet vi lever pü. Og nu har jeg jo krydset oceaner sü mange gange‌det bliver nok Afrika eller SydAmerika. Og gør jeg det, er det muligt jeg skriver en bog igen.�

folk er i stand til at opleve – nogle mennesker kan gü en tur ned af en gügade, og opleve mere, end andre gør pü en hel jordomrejse,� siger Jan Eske Bertelsen og smiler forsigtigt. Med sin voldsomme oplevelseskraft har han vÌret i omkring 70 lande – indtil videre.

Det svarer til rigtig mange gĂĽgader. Og der er mange, som venter der ude.

â€?HALVDELEN AF DE VOKSNE JEG KENDTE OPFĂ˜RTE SIG SOM OM LIVET VAR NOGET DER SKULLE OVERLEVES I STEDET FOR AT LEVES. DE VAR GODT UTILFREDSE MED DERES HVERDAG, OG SAMTIDIG GJORDE DE PARADOKSALT NOK ALT HVAD DER STOD I DERES MAGT FOR OGSĂ… AT FĂ… MIG MED PĂ… DEN VOGN. MEN DET SKULLE BLIVE LĂ˜GN.â€?

vÌre stationÌr. Og jeg har holdt fast i ikke at fravÌlge mulighederne for at leve frit, rejse, vÌre sømand. Jeg kommer aldrig til at bo fast i et hus i Danmark, og se det samme ür efter ür. Til gengÌld har jeg nu et kontaktnet over hele verden, mennesker jeg har delt kloden med i et halvt ürhundrede, og som jeg er glad for at kende. En god rejse bygges i høj grad af den, der foretager den. Nogle laver rent geografiske rejser og andre rent mentale. Den bedste rejse, efter min mening, er en blanding af begge dele. Den krÌver at man er i stand til at vÌre tilstede, der hvor man er, og at man forsøger at rumme sine omgivelser. Man skal ikke have travlt med at dømme, og man skal acceptere, at tilvÌrelsen leves pü mange forskellige prÌmisser rundt omkring pü kloden. Og sü er det jo meget forskelligt hvad

Ask pĂĽ tur med far.

Jeg et hus mig bygge vil. Bertelsen køber i 1984 en ø ved Nova Scotia, men bygger ved en fejl et hus pü nabo-øen.

â€?DER HVOR JEG FOR FEM MINUTTER SIDEN KUN HAVDE SET ET FORBLÆST HAV UNDER GRĂ… SKYER, STANDSEDE MIT BLIK NU PLUDSELIG VED EN KOLOSSAL SORT MASSE, SOM TYDELIGVIS VAR LAND. REGNBYGERS VANDRING NED LANGS LANDETS SIDE VAR SOM KÆMPEMÆSSIGE SLĂ˜R, DER MED EN MAJESTÆTISK BEVÆGELSE BLEV TRUKKET TIL SIDE‌â€?

XXX QBOUBFOJVT DPN

‹TUFSCSP p 4LJWF 5FM p 'BY

)BNCVSH p 1MZNPVUI p .POBDP p 4LJWF p 7JFOOB p 1BMNB EF .BMMPSDB p ;BHSFC p /FX :PSL

7J IBS NFE TJLLFSIFE PHTÇ EFU SJHUJHF UJMCVE UJM EJH ,POUBLU PT

4FKMTQPSU FS FO MJEFOTLBC 'PS PT CFUZEFS EFU QFSTPOMJH VEGPSESJOH GBTDJOBUJPO PH FWFOUZS ,MBTTJTL T‘NBOETLBC FSGBSJOH PH FO HPE VESVTUOJOH HBSBOUFSFS NBOETLBCFUT PH CÇEFOT TJLLFSIFE 7PSF NFEBSCFKEFSF G‘MFS TJH IKFNNF QÇ WBOEFU PH WFE IWPSEBO NBO LPOTUSVFSFS FO HPE CÇEGPSTJLSJOH NFE TLSŽEEFSTZFEF GPSTJLSJOHTCFUJOHFMTFS 4LVMMF VIFMEFU BMMJHFWFM SBNNF T‘SHFS WJ GSB 1BOUBFOJVT GPS FO PQUJNBM GPSTJLSJOHTCFTLZUUFMTF NFE IVSUJH PH QÇMJEFMJH TLBEFTBGWJLMJOH PH QFSTPOMJH TFSWJDF

%FM MJEFOTLBC NFE TJLLFSIFE

#FTUJM BMMFSFEF OV EJU QFSTPOMJHF UJMCVE QÇ UFMFGPO

XXX IRII EF