Baggrundsstof fra omkring 1800 (1)

Baggrundsstof til ”Fra hede til hovedstad” Danmark omrking år 1800 var et udpræget landsbrugsland. Af de godt 900.000 indbyggere boede ca. 100.000 i København, 80.000 i provinsbyer og resten, omkring 730.000 på landet.

Provinsbyerne var små. Kun 8 havde et indbyggertal på over 2.000. I Odense, Ålborg og Helsingør boede 5–6.000 mennesker. Derefter kom Randers og Århus med godt 4.000, og endelig Fredericia, Horsens og Viborg. Sidstnævnte havde 2.300 indbyggere.

På landet bestod godsejerstanden af ca. 4.500 personer. 260.000 var gårdmænd, mens resten var af husmænd, tjenestefolk og fattige.

I slutningen af 1700-tallet steg befolkningen i Europa, først og fremmest pga. nedgang i dødeligheden. Det medførte en større landbrugsproduktion og en fordobling af kornpriserne. Husmænd og landarbejdere nød imidlertid ikke godt af den økonomiske opgang. Landbrugsreformerne i slutningen af 1700-tallet havde efterladt dem med klart ringere levevilkår. Nogle forsøgte at opdyrke de magre hedestrækninger, men andre søgte til byerne, specielt København, der i de sidste tre årtier af 1700-tallet modtog 20.000 indvandrere fra provinsen.

Heden Heden bredte sig over store dele af Midt- og Vestjylland. I Ringkøbing amt var det ikke usædvanligt, at kun 5–10% var under plov. De spredte landsbyer lå i nærheden af åer, hvor man kunne nyde godt af engarealerne.

Det første forsøg på opdyrkning af heden fandt sted med ”kartoffeltyskerne” i 1759. Forsøget mislykkedes stort set, men førte dog med sig, at kartoflen introduceredes i egnen omkring Viborg.

Omkring år 1800 vovede den næste gruppe af kolonister sig ud på heden. Kun en mindre del af de hundredevis af tønder land, der hørte til mange hedegårde, blev dyrket. Størstedelen henlå som hede, der var livsgrundlaget for de store fårehold, tørvegravningen og fremstillingen af trækul.

Haderup, der med sine mere end 32.000 tønder land var landets største sogn, rummede også ”de største og vildeste Heder i Jylland”. I de egne kunne man gå 20 eller 30 km uden at møde et menneske eller se et hus.

Med oprettelsen af Det danske Hedeselskab i 1866 trådte opdyrkningen af heden ind i en afgørende fase. Dybdepløjning og mergling gjorde de magre jorder mere rentable at dyrke end tidligere for de nøjsomme hedebønder, og plantager og læhegn blev plantet i det før så skovløse land. I dag er der kun spredte, fredede områder med hede tilbage.

De fattige I 1803 udstedtes en ny fattigforordning. I hvert pastorat, der normalt bestod af to til tre sogne, oprettedes en fattigkommission med præsten som formand. Hvert sogn skulle sørge for sine fattige, som skulle forsynes med mad, klæder og husly.

Børn blev forsørget af fattigkommissionen, der handlede sig frem til deres anbringelse i en familie.

Sognefattigkassens indtægter var hovedsagelig årlige frivillige bidrag samt de indkomne beløb fra de fattiges kollekt ved de store højtider. Det gav en ustabil

indtægt, der gjorde det svært at give de fattige, hvad de havde behov for. Dertil kom, at de lokale fattigkommissioner ofte led af en overdreven spareiver på de fattiges bekostning, og gjorde hvad de kunne for at skræmme potentielle ansøgere om fattighjælp væk.

Betleri skulle straffes, men viste sig umuligt at komme til livs. Der var stadig i århundredets begyndelse en positiv indstilling til at give sognets fattige en hjælpende hånd. Ligeledes fortsatte den omgangsforsørgelse, som reglementet søgte at erstatte med uddeling af mad.

På landet fik ca. 4% fattighjælp, i købstæderne ca. 6%. I mange sogne blev der i årene efter 1803 opført fattighuse, hvor de fattige, der ikke havde anden mulighed, kunne bo. Fra 1860’erne gik man over til at forsørge fattiglemmerne i fattiggårde.

Mens tilværelsen for sognets fattige kunne være hård nok, var den dog endnu værre for det ukendte antal tiggere bestående af enlige mødre, kriminelle, invalider og andre udstødte, der vandrede om på landevejene og betlede. For at komme uvæsenet til livs foranstaltede man jagt på disse ulykkelige. I 1791 indfangede man på Sjælland ca. 250 personer, der blev sat i Tugt- rasp- og forbedringshuset.

Sygdom og kloge folk Antallet af læger og hospitaler var ringe. De tre hospitaler i Jylland (Kolding, Ribe og Skanderborg) kunne tilsammen rumme færre end 100 patienter. Lægerne var dårligt uddannede, og da effektiv bedøvelse var ukendt, kunne der ikke foretages større operationer.

Antallet af læger i Jylland var ca. 100, og landbefolkningen benyttede dem kun i yderste nødstilfælde. Man klarede sig med gamle husråd, affandt sig med dårligdomme eller håbede på, at de gik over af sig selv.

Overtro var udbredt. Onde mennesker kunne ved hjælp af trolddom gøre andre syge. Mod den slags kunne man beskytte sig med amuletter. ”Sympati” spillede en stor rolle. Man forestillede sig, at fx afklippet hår eller negle stadig var en del af personen, og hvad der skete med det afklippede, skete også med personen selv (H.F. Feilberg har i ”Dansk Bondeliv”, 1952 en lang og grundig gennemgang af bøndernes forestillingsverden ifm. sygdom).

Helligkilder blev også flittigt besøgt langt op i 1800-tallet. Særlig Valborg-aften og Sankthans-aften var de gode kræfter stærkest og kildernes helbredende virkning størst. Hjalp husrådene ikke, gik man til den ”kloge” mand eller kone. Med en blanding af overtro, religiøsitet, gamle husråd og en god portion menneskekundskab kunne de ofte helbrede mange skavanker. De lå ofte i åben krig med lægerne, der prøvede at forhindre kvaksalveri, men bønderne havde mere tiltro til de ”kloge” folk, og fra myndighederne fik lægerne tit kun en lunken støtte. Først omkring år 1900 aftog troen på de ”kloge” folk.

Natmænd Kæltringerne, taterne eller natmandsfolk, som de også kaldtes, holdt til i hedeegnene. I et par hundrede år var de på evig vandring over hederne, altid forfulgt og foragtet. Tidligere troede man, at de oprindelig var zigøjnere, der i det 16. årh. var kommet til Europa fra Asien. Helt så eksotiske var de dog ikke.

Natmandsfolket bestod af deserterede soldater og andre lovovertrædere. De levede af tiggeri og ”uærligt” arbejde. Manden havde gerne en ”glarkiste” på

ryggen, hvori han havde remedierne til sit glarmesterarbejde. De havde ryg for at stjæle og kunne true med at brænde gården af, hvis de blev afvist.

I 1835 holdt man klapjagt på dem i fire vestjyske amter. De ca. 200 arresterede blev indsat i Viborg Tugthus eller fik anvist et sogn, der skulle tage sig af dem og sørge for, at børnene blev sendt i skole.

Jeppe Aakjær har i ”Hedevandringer”, 1982 (opr. 1915) givet en levende skildring af nogle af de mest berømte repræsentanter: ”Lange Margrethe” og ”Bittefanden”. H.P. Hansen har mere udførligt behandlet natmændene i ”Natmændsfolk og kjæltringer”, I–II, 1959.

Rejseliv Rejser var besværlige. Tung transport foregik så vidt muligt ad søvejen.

Færgeruter forbandt landsdelene, men ved vindstille og i dårligt vejr måtte man regne med store forsinkelser. Om vinteren var sejladsen indskrænket til det mindst mulige.

Vejene var de fleste steder kun hjulspor, der var dårligt vedligeholdt. I vinterperioden og ved kraftig regn var kørsel næsten umulig. Dagsrejserne var korte, og i øde egne var det en god ide at være bevæbnet.

I 1770’erne påbegyndes et nyt vejsystem med brede chausseer (vej brolagt med kalksten). Først på Sjælland. Det betød, at rejsehastigheden på disse veje kunne fordobles til 10–12 km/t. I 1836 var der bygget mere end 550 km chausseer.

Heraf dog kun ca. 40 km i Jylland.

Almindelige mennesker rejste til fods. Det var dyrt at bruge hest eller vogn. Det besværliggjorde også rejselivet, at myndighederne forlangte, at de rejsende skulle vise pas ved færgeruterne. Formålet hermed var at forhindre tiggere i at bevæge sig mellem landsdelene. Pas-tvangen ophørte først i 1860’erne.

Forbrydelse og straf Myndighedernes kontrol med befolkningen var på mange måder begrænset.

Røverbander huserede særlig i Jylland, og i flere tilfælde følte lokalbefolkningen sig tvunget til selv at øve justits mod lovovertræderne.

Tyveri var den mest udbredte forbrydelse. Det straffedes første gang med tugthusarbejde fra 2 mdr. til 2 år. I gentagelsestilfælde blev forbryderen indsat i Tugt- rasp- og forbedringshuset på Christianshavn eller i tilsvarende tugthuse i Viborg og Odense.

Børn over 10 år blev straffet for førstegangstyveri med ris. Stjal de igen, var straffen tugthusarbejde fra 2 mdr. til 2 år. ”Slaveri” kunne idømmes op til livstid. Slaverne sad i Stokhuset eller Kastellet i København. De udførte forskellige former for offentligt arbejde såsom fæstningsbyggeri, men kunne også udlejes til private. Slavestraffen bortfaldt først i 1851.

De forfærdelige forhold, fangerne levede under, førte flere gange til oprør. Mest berømt er oprøret i Tugt- rasp- og forbedringshuset i 1817 (bl.a. beskrevet i Jens Engberg: ”Dansk guldalder eller oprøret i Tugt- rasp- og forbedringshuset”, 1973).

Men fængselskapaciteten var lille, og de fleste forbrydelser blev straffet med legemsstraffe. Afhugning af hænder, ører, brændemærkning og halshugning, der blev udført offentligt, skulle virke afskrækkende over for potentielle forbrydere (en gennemgang af strafsystemet kan fx læses i Johnny Thiedecke: ”Er vi alle forbrydere?”, 1996) København København var omkring 1800 en by i fremgang. Handelskompagnier handlede på fx Vestindien, Grønland og Island, og købmænd og skibsredere tjente formuer.

Kunstnere og videnskabsmænd samledes i hovedstaden. Fabrikker skød op i omegnen, og københavnerne følte sig højt hævet over de grå bønder.

Modsætningsforholdet mellem land og by grundlagdes i denne periode.

De fleste af byens indbyggere levede dog i større eller mindre elendighed. Det gjaldt de 14.000 tjenestefolk, ca. 6.000 fattiglemmer, ca. 3.000 prostituerede, ca. 1.000 straffefanger og de tusinder af soldater og søfolk samt deres familier.

Voldene afstak grænserne for byens udbredelse. Jo flere der flyttede til hovedstaden, jo tættere blev bebyggelsen. Lejlighederne i fattigkvartererne var ubeskriveligt dårlige, små, uden lys og luft, ofte i form af kælderlejligheder, hvilket gav anledning til sygdomme.

Slaget på Rheden i 1801 og Københavns bombardement i 1807 betød afslutningen på de gyldne tider, ikke bare for købmændene, men for hele landet.

Tabet af Norge og statsbankerot i 1813 gjorde landet til en tredjerangsnation. I København gik udviklingen i stå. Antallet af fallitter steg, og hovedstaden sank hen i tornerosesøvn for først at blive vækket omkring århundredets midte.