projektets afsæt
Et stenkast fra min kære farmors barndomshjem ligger de forunderlige Syvårssøer. Søer der i hendes verden ikke eksisterede. For hende var der kun heden, alt imens søerne befandt sig kun få meter under sandet. Yngre generationer af lokale vil nok fortælle, at de har kendt til dem siden 80’erne, 90’erne, hvor de pludseligt ville støde på dem på en gåtur. De fleste mennesker vil dog sige, at de aldrig eller først for nyligt har hørt om Syvårssøerne, og kender dem kun som store langstrakte søer, der ligger skjult inde i skoven. Med udgangspunkt i denne foranderlighed, i disse forskellige møder med stedet, og en fascination af vandet der bare dukker op og forsvinder igen, søger projektet fortællingen om et landskab i bevægelse, skabt af sin fortid, påvirket af sin samtid og en bevidstgørelse om sin fremtid. Afgangsprojektet søger at skabe en sammenhæng på tværs af den jyske højderyg. Sammenhæng mellem landskaber, mellem vand, men også en forståelsesmæssig og oplevelsesmæssig sammenhæng for den stigende lokalturisme der er opstået omkring Syvårssøerne det sidste år, samt den storturisme der forventes at komme i nær fremtid. Projektet bevæger sig over tre niveauer, tre skalatrin, som alle skal ses i deres sammenhæng: Det strategiske niveau, der strækker sig på tværs af den jyske højderyg, fra Vejle Ådal mod øst til Grene Å mod Vest og tager afsæt i de tidvise Syvårssøer som bindeled imellem landskaber og eksisterende forbindelser. Grebet omkring Syvårssøerne, der arbejder med at indskrive Syvårssøernes forunderlige rytme mellem sø og hedeslette, i den nære kontekst, der griber den store fortælling. Støttepunkterne, stedsspecifikke landskabsarkitektoniske elementer der formidler stedets levende historie. Det er en rejse gennem ådal og hedeslette, vådt og tørt, fortid, nutid og fremtid. En samlende fortælling skabt ud af stedets geologiske og historiske aftryk, fortalt gennem det landskabsarkitektonisk sprog af rumligheder, linjer og kig, der alle arbejder på stedets præmisser. | 7