Første del: Lidelsens blindgyde

FØRSTE DEL

Lidelsens blindgyde

Første del af bogen handler om det, der står i vejen for at have fred med tilværelsen, alt det lidelsesfulde. Man kan lide på mange måde, det er forskelligt, hvad man synes er smertefuldt. Jeg kan vænne mig så meget til at have det skidt, at det bliver det normale, så jeg ikke længere tænker over, at jeg lider, fordi det er som en lind strøm af ubehag. Somme tider ved jeg først bagefter, at jeg var trist, og at det nu er gået over. Det er næsten, som om lidelsen bedøver, mens den står på.

Som teenager havde jeg det svært. Det begyndte, da min barnlige uskyld hørte op, og jeg blev bange for det ukendte og bange for at gøre noget forkert. Før den tid var jeg et frejdigt og lykkeligt barn. Jeg tror, det er et almindeligt mønster i menneskelivet, og det er et mysterium, hvad der sker med barndommens uskyld, der ophører på et tidspunkt i alle menneskers liv.

Jeg har kaldt den første del af bogen for Lidelsens blindgyde, for det er min oplevelse, at i sig selv ender negative følelser og ubehagelige tilstande blindt. De går ikke bare over af sig selv. Jeg har hørt en børnepsykolog sige, at små børn ikke kan regulere sig selv, de kan ikke selv skifte sindelag, når de er vrede eller ulykkelige. De har brug for trøst og omsorg fra en voksen for at blive ”løftet ud” af smerten. Smerten i sig selv kan ikke andet end være smertefuld. Den ender i en blindgyde, hvis den ikke imødekommes kærligt. Det gælder ikke kun for børn.

Det smertefulde ender blindt i mere end én forstand. For den menneskelige evne til fortrængning spiller ind. I blindgy-

den bor der mere, end jeg lige ved af. Et gammelt nag kan ligge og ulme, indtil der en dag, mange år efter, kommer en anledning, der vækker det til live.

1. Intet er så trofast som gammelt nag

Min skoletid

For mange år siden blev jeg ringet op af en skolekammerat fra folkeskolen. Hun og et par veninder havde besluttet at samle den gamle klasse til en sammenkomst. Da jeg hørte hendes stemme, og vi talte sammen om det, vi lige havde at fortælle, huskede jeg samtidig med gru min skoletid. Jeg huskede, hvordan det sidste halve år, jeg gik på den skole, udviklede sig til et mareridt for mig. Jeg blev indhentet af den ydmygende fornemmelse af at blive mobbet og være totalt overladt til mig selv. Og jeg huskede den dag, jeg forlod skolen i et frikvarter for aldrig at vende tilbage igen.

Alt dette passerede revy i løbet af få minutter, og det undrede mig, at hun intet lod sig mærke med. Tværtimod talte hun begejstret om alle kammeraterne, hvad der var blevet af dem, og hvordan deres liv havde formet sig. Hvordan kunne hun tale så uberørt om alle dem, der havde forvandlet mit liv til et helvede dengang?

I løbet af samtalen gik det op for mig, at det kun var mig, der huskede de forfærdelige hændelser. Jeg huskede dem, som var de frosset fast i min erindring. Men det var, som om det kun var minerindring og min dom, der var tilbage. Nu, mange år efter, mødte hun mig frejdigt og med en åbenhed og respekt, der i den grad kom bag på mig.

Snot-Dot

Det får mig til at tænke på en episode i den amerikanske film ”Hope Floats”. Den kønne og populære Birdee Pruitt møder sin gamle skolekammerat, hun i sin tid mobbede. Snot-Dot blev hun dengang kaldt. Men nu er Snot-Dot en køn, selvsikker jobkonsulent, der skal hjælpe Birdee med at finde arbejde. Snot-

Dot husker alt og tværer rundt i Birdees manglende kompetencer. Til sidst afbryder Birdee hende: ”Dot, jeg husker ikke, hvad der skete dengang, og hvad jeg gjorde imod dig, men det må have været slemt, siden du i den grad har brug for at sætte mig på plads”. Skolekammeraten bar stadig rundt på sit gamle nag. Birdee huskede intet.

Den historie, naget er bundet til, er for den involverede et ubestrideligt faktum. Men for den, der har en anden opfattelse af den samme tid, ser det hele anderledes ud. Det er, som om naget har en fortræffelig hukommelse og husker alt i detaljer. Naget gør mig vagtsom! Det skal skærme mig imod at opleve noget tilsvarende igen.

Men nagets metode er tvivlsom. For den kan ikke sikre mig imod, at noget tilsvarende sker. En ung mand sagde efter sit første nederlag i et kærlighedsforhold: ”Jeg vil aldrig tillade mig selv at blive såret igen …”. Han hørte ikke selv, hvor tåbeligt det lød. Denne mand syntes på dette ene punkt, i denne konklusion, at have tabt forstanden. For ingen kan leve et liv sikret imod at blive såret af andre. Naget, hvor vedholdende det end er, og hvor meget det end vil passe på mig … er ikke særlig intelligent.

Naget spiller mig et puds

Lad os blive lidt ved naget. Nag er ikke det samme som vrede, skønt nag, ligesom vrede, forholder sig oprørt og modvilligt til en hændelse. Vrede klinger af, som de fleste stærke følelser gør, men nag er noget, man bærer. Naget kan i sin kompleksitet bære på ganske meget; en hel barndom, et ægteskab, en skoletid. Nag er sejlivet. Det kan vare hele livet, måske bare som en ulmen i underbevidstheden, men det kan også være så tydeligt, at naget gnaver i mit sind og mine tanker og fylder hele min bevidsthed. Nag kan være så kraftfuldt, at det i forskellig grad tager magten fra mig.

Hvor gerne naget end vil passe på mig, er det i en anden forstand forræderisk. Det hjælper mig ganske vist trofast med at huske, hvad jeg ikke kan (eller ikke vil) glemme, og det bærer på en ganske skråsikker forestilling om, hvad intentionen var med det, der skete. Men naget fordrejer ofte virkeligheden, fordi det navigerer gennem frygt og forsvarsmekanismer. Naget kan få noget til at se ud som noget andet, jeg har oplevet før – skønt det er to helt forskellige hændelser. Naget kan få virkeligheden til at fremstå ganske grusom, fordi naget fortolker ord og gerninger negativt, skønt de i sig selv jo er, hvad de er. Bærer man nag til nogen, kan vedkommendes ordvalg nærmest slå ihjel, mens de samme ord sagt af én, man elsker og har tillid til, lyder som sød musik i øret, spøg og skæmt.

Hvad angår episoden fra min egen skoletid og min genoplevelse af den under samtalen med skolekammeraten, så kunne jeg genkende denne frygt og mine forsvarsmekanismer. Tiden, alle de mange år, havde ikke fjernet noget som helst, tiden havde ikke læget mit sår. Jeg stolede ikke på hende. Måske havde hun noget stygt i baghånden. I telefonen kunne jeg godt opretholde en venlig og imødekommende attitude. Men at tage med til den jubilæumsfest, som hun inviterede til, det turde jeg ikke. Frygten stod i vejen. Jeg var bange for at blive lokket i en fælde.

Naget har en pris. For mig var prisen helt konkret, at jeg udelukkede mig selv fra en sjov oplevelse. Men prisen kan være mere vidtrækkende end bare det at gå glip af en fest. Et gammelt nag kan i bogstavelig forstand gnave livsglæden ud af én. Mennesker kan forgræmmes af nag.

Jeg husker en kvinde, jeg havde med at gøre under et huskøb. Hun og hendes fraskilte mand lå i åben strid, fulde af had og hævnlyst. Jeg husker det, fordi jeg blev gidsel i den strid. Manden flyttede, kvinden blev i byen, og når jeg så hende gå langs køledisken i Netto, mærkede jeg allerede på afstand hendes

bitre attitude, hendes forgræmmede mørke, hendes ufri kropssprog. ”Hvor er det spild af liv”, tænkte jeg.

Men det er nemt at dømme andre. For andres nag er meget tydeligt at få øje på for omgivelserne. At jeg selv bærer nag, er langt sværere at se i øjnene. Jeg kalder typisk naget for noget andet, idet jeg opfatter min dømmekraft som afspejlende den skinbarlige sandhed. Jeg kan sågar føle stolthed over at fastholde min uvillighed til at tilgive nogen, der har gjort mig fortræd. For skulle jeg omvendt tilgive den forseelse, jeg knytter mit nag til, kan det fornemmes, som om jeg synes, det var helt i orden, det, der skete. Uretten må fastholdes, nagets ubehag til trods!

At slutte fred med en begivenhed

Det er mere end 20 år siden, jeg blev ringet op og inviteret til klassejubilæum, og det er interessant at spørge mig selv, om jeg ville mærke den samme frygt og de samme forsvarsmekanismer nu, hvis det var i dag, jeg var blevet ringet op af min tidligere skolekammerat? Det tror jeg ikke, jeg ville. Mit gamle nag fra skoletiden synes at være ovre. Tiden har alligevel læget mine sår. Det betyder ikke, at jeg har glemt, hvad der skete. Når jeg tænker tilbage på skoletiden, husker jeg stadig episoderne og min reaktion. Forskellen er, at jeg ikke længere kan genkalde de følelser, jeg dengang havde. Det er, som om den purunge pige, der blev holdt udenfor, ikke længere er mig. Erindringen har løsrevet sig fra den, jeg er nu, mange år efter.

Sådan kan nag forsvinde, uden at jeg egentlig lægger mærke til det. Måske fordi jeg er vokset fra det. Nogle problemer løses ganske af sig selv, fordi der i min tilværelse kommer langt sværere og større prøvelser til. Eller jeg modnes, så jeg simpelthen ikke længere er bundet til et gammelt nags forældede historie.

Nagets positive intention

Nag er ikke kun noget negativt. Som jeg var inde på før, vil naget på sin egen måde passe på mig, skønt nagets metode er tvivlsom. Der er også noget andet ved naget, som er værd at lægge mærke til. Jeg vil sige det på den måde, at naget bør have sin tid.

Nårjeg bærer nag, tillægger jeg tilværelsens hændelser en værdi og en betydning, der er relateret til mig selv og min livserfaring. Og den lytter jeg til, fordi den på det tidspunkt og i den sammenhæng er sand for mig. Jeg lytter til den, lige så længe den giver mening for mig. Naget er i den forstand en form for beskyttelse, der er relativ. Den beskytter mod en tendens til for hurtigt at tilgive og komme videre. Jeg kan jo somme tider synes, at det er så stor en belastning at bære nag, at jeg har mest lyst til bare at tage skylden på mig og bebrejde mig selv. Jeg kan også føle mig presset i moralsk forstand til at tilgive, fordi andre forventer det af mig. Eller jeg lyver for mig selv, fordi jeg gerne vil fremstå stærk og upåvirket. Jeg ønsker jo ikke altid at indrømme, at jeg føler mig krænket. Det kan føles som en falliterklæring.

Jeg vil derfor sige, at naget, når jeg tager det på mig og mærker det, kan hjælpe mig til at holde en sindsoprivende eller krænkende hændelse ud i strakt arm, så jeg kan fordøje alle elementerne tilpas langsomt – før jeg tilgiver. Denne følelsesmæssige fordøjelse skal have sin tid. For alternativet, hvis jeg ikke tillod mig selv at bære nag et stykke tid, kan være helt at tabe mig selv, miste min selvfølelse og min evne til at skelne.