FØRSTE DEL
Lidelsens blindgyde Første del af bogen handler om det, der står i vejen for at have fred med tilværelsen, alt det lidelsesfulde. Man kan lide på mange måde, det er forskelligt, hvad man synes er smertefuldt. Jeg kan vænne mig så meget til at have det skidt, at det bliver det normale, så jeg ikke længere tænker over, at jeg lider, fordi det er som en lind strøm af ubehag. Somme tider ved jeg først bagefter, at jeg var trist, og at det nu er gået over. Det er næsten, som om lidelsen bedøver, mens den står på. Som teenager havde jeg det svært. Det begyndte, da min barnlige uskyld hørte op, og jeg blev bange for det ukendte og bange for at gøre noget forkert. Før den tid var jeg et frejdigt og lykkeligt barn. Jeg tror, det er et almindeligt mønster i menneskelivet, og det er et mysterium, hvad der sker med barndommens uskyld, der ophører på et tidspunkt i alle menneskers liv. Jeg har kaldt den første del af bogen for Lidelsens blindgyde, for det er min oplevelse, at i sig selv ender negative følelser og ubehagelige tilstande blindt. De går ikke bare over af sig selv. Jeg har hørt en børnepsykolog sige, at små børn ikke kan regulere sig selv, de kan ikke selv skifte sindelag, når de er vrede eller ulykkelige. De har brug for trøst og omsorg fra en voksen for at blive ”løftet ud” af smerten. Smerten i sig selv kan ikke andet end være smertefuld. Den ender i en blindgyde, hvis den ikke imødekommes kærligt. Det gælder ikke kun for børn. Det smertefulde ender blindt i mere end én forstand. For den menneskelige evne til fortrængning spiller ind. I blindgy-
Lidelsens blindgyde
Tilgivelse.indd 13
13
31.08.2020 12.55
