Tilgivelse

> Tilgivelse leverer en bred indføring i temaet med afsæt i dagligdags erfaringer. > Tilgivelse undersøger grundlæggende psykologiske fænomener som nag, skyld og skam. > Tilgivelse beskriver det livsvilkår, at mange af os lever spændt ud mellem skjult nag og en længsel efter frihed og livsglæde.

Tilgivelse er både til forargelse og til befrielse – men aldrig på samme tid, med det samme blik. Lige så belastende, det kan være at bære nag, lige så befriende er det at tilgive.

Uddrag af bogens indledning

H A N N E M E J L H E DE

Som jeg ser det, hviler tilgivelse på et paradoks. Tilgivelsens sandhed er en påstand, der strider imod almindelig fornuft, for hvordan kan en hændelse være genstand for først fordømmelse, dernæst tilgivelse i det samme menneske? Hændelsen har ikke ændret sig. Hvordan kan noget ondt være fordømt af én, og tilgivet af en anden? Og bevægelsen kan gå tilbage igen. Jeg havde tilgivet noget, pludselig indhenter naget mig alligevel. Tog tilgivelsen fejl?

TILGIVELSE

H

vad er tilgivelse? Gennem sin personlige historie og mange års erfaringer som sognepræst gør Hanne Mejlhede os klogere på, hvad der typisk holder os tilbage fra at tilgive. Hun viser, at tilgivelse både er en konkret handling og en proces, der varer hele livet. Det er noget, vi vandrer ud og ind af – indtil vi måske når frem til den ubetingede tilgivelse, hvor vi end ikke ved, at der var noget, vi tilgav. Vi mærker kun, at naget er væk og erstattet med frihed og ro i sindet.

Tilgivelse H A N N E M E J L H E DE

HANNE MEJLHEDE (f. 1961) er cand.theol. og sognepræst i Skt. Nikolai Kirke i Holbæk gennem 16 år. Tidligere landpræst i Østjylland, hospitalspræst i Princeton, New Jersey i USA, og arresthuspræst i Holbæk Arrest.

Hanne Mejlhede er ved at færdiggøre en Master i Søren Kierkegaard på Københavns Universitet. Hun er klummeskribent, har undervist i Kierkegaards forfatterskab og leder en Kierkegaard-studiekreds på syvende år.

Hanne Mejlhede blev desuden eksamineret psykoterapeut i 2009. Er gift og har børn, bonusbørn og børnebørn.

www.akademisk.dk

AKADEMISK FORLAG

FORFATTERPORTRÆT © HUSET MYDTSKOV OMSLAGSDESIGN: HARVEY MACAULAY/IMPERIET

TILGIVELSE

Tilgivelse.indd 1

31.08.2020 12.55

Tilgivelse.indd 2

31.08.2020 12.55

TILGIVELSE Hanne Mejlhede

AKADEMISK FORLAG

Tilgivelse.indd 3

31.08.2020 12.55

Tilgivelse Hanne Mejlhede © 2020 Akademisk Forlag, København – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt efter Copydans regler, se www. tekstognode.dk/undervisning.

Forlagsredaktion: Marianne Thorhauge Grafisk tilrettelægning: C-Grafik Sats: Demuth Grafisk Bogen er sat med: Kepler Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet Forfatterportræt: Huset Mydtskov Tryk: Livonia Print

Akademisk Forlag støtter børn og unge Akademisk Forlag er en del af Egmont, som er Danmarks største mediekoncern. Egmont har fortalt historier i over 100 år, laver film i Oscarklasse og fortæller historier gennem nyheder, bøger og magasiner. Egmont er en dansk fond, som hvert år giver næsten 100 millioner kroner til børn og unge, der har det svært.

1. udgave, 1. oplag, 2020 ISBN: 978-87-500-5556-3 www.akademisk.dk

Tilgivelse.indd 4

31.08.2020 12.55

INDHOLD Forord 7 Indledning 9

Første del: Lidelsens blindgyde 13 1. Intet er så trofast som gammelt nag 15 2. Lidelsen er her af en grund 20 3. Syndefaldet – alle menneskers fald 24 4. Det begynder med skam og skyld 34 5. Selvforsvarets protest 45 6. Skuffelsens lidelse 51 7. Bitterhed og hævn sætter hårdt mod hårdt 56 8. Sammenligning er roden til meget ondt 63

Anden del: Veje og vildveje 73 9. Mit eget valg 76 10. Samvittigheden er en forræder 81 11. Gud Herrens tegn 88 12. Moralens fødsel 97 13. Den betingede tilgivelse 101 14. Eftergivenhed 117 15. Adspredelsens vidunderlige verden 122

Tredje del: Den ubetingede tilgivelse 129 16. Tilgivelse mellem moral og kærlighed 132 17. Tilgivelse er til forargelse 140 18. Tilgivelse er ubetinget kærlighed, ikke ubetinget laden stå til 151 19. At genopbygge tillid til livet 156 20. Tilgivelse er en let byrde 165 Afslutning 178 Tak 179 Litteratur 180

Tilgivelse.indd 5

31.08.2020 12.55

Tilgivelse.indd 6

31.08.2020 12.55

Forord Der er skrevet mange bøger om tilgivelse, så hvorfor skrive en bog mere? Svaret må være, at det, der betyder allermest i livet, er der skrevet mange bøger om. Tilgivelse er et af de emner.

Men det er et svært emne. Derfor har denne bog været mange år undervejs. Den tog sin begyndelse under en studieorlov fra mit præsteembede, hvor jeg tilbragte tre måneder på Læsø i et lille hus. Den bedste adspredelse, jeg havde, var, når min grandkusine, Karen, og hendes mand, Arne, der bor på Læsø, kom på besøg med brænde, hjemmelavet syltetøj og opmuntrende ord. Eller når de inviterede mig på fisk og hvidvin i deres hyggelige hus.

Læsø var det helt rigtige sted at påbegynde mit studium i tilgivelse. Men det blev ikke der, jeg kom til at skrive den endelige bog. Det skete først otte år senere, da jeg kom i kontakt med forlagsredaktør Marianne Thorhauge. Hendes interesse for emnet, hendes skarphed og humor fik mig til endelig at få bogen skrevet færdig.

Jeg spørger somme tider mig selv, hvorfor det skulle tage så lang tid. Og jeg tror, det hang sammen med, at der var hændelser i mit eget liv, jeg skulle betragte med andre øjne først. Jeg skulle modnes til opgaven. I den forstand har bogen været en lang rejse – først ind i selve modstanden mod at give slip på gammelt nag, dernæst ind i kærlighedens og tilgivelsens befriende verden. Jeg har små historier med fra mit liv, men bogen som sådan omhandler ikke skelsættende forandringer i min egen tilværelse.

Under skrivningen har jeg været i selskab med andre, der ved langt mere om tilgivelse, end jeg selv gør. Forfatteren og

Forord

Tilgivelse.indd 7

7

31.08.2020 12.55

teo­logen Søren Kierkegaard har jeg med mig hele vejen. Men også nutidige forfattere, TV-serier, spillefilm og dokumentarfilm har været til inspiration.

Da jeg er teolog og præst, har det været nærliggende at anvende bibelske fortællinger undervejs. Især når det drejer sig om kærlighedens væsen og det ondes oprindelse. Men bogen har samtidig et alment psykologisk udgangspunkt.

Jeg håber, læserne finder bogen let tilgængelig, uden at det kræver andet end interesse for det samme, som jeg selv finder interessant, og at stoffet har en karakter, der er nærliggende at spejle sig i. God læselyst!

Holbæk, foråret 2020, Hanne Mejlhede

Tilgivelse.indd 8

31.08.2020 12.55

Indledning Denne bog om tilgivelse er baseret på min egen og andres livs­ erfaring. Interessen for det at tilgive og det, der strider imod, er vokset frem, i takt med at mit liv forandrede sig. Det at tilgive er sværere end som så. Ofte tror jeg, at jeg har tilgivet noget ganske bestemt – og så viser det sig, at jeg stadig bærer nag.

Viljen og ønsket har spillet mig et puds. Jeg vil gerne være generøs og rummelig. Dog er jeg underlagt kræfter, jeg ikke kan styre, kræfter som modvilje, forurettethed, skyld og skam. Jeg selv og min gode intention er lille og svag i livets store sammenhæng.

Samtidig er jeg overbevist om, at det er vigtigt at tilgive, for jeg ønsker ikke at blive hængende i gammelt nag og bitterhed.

På den lange bane mærker jeg, hvor opslidende det er at bære nag, skønt negative følelser og tilstande på kort sigt har en sær fortryllelse og tilfredsstillelse ved sig. Det kan føles så inderligt godt at være vred – som en protest mod noget, jeg finder urimeligt. Og netop vreden og naget kan i en vis forstand beskytte mig mod noget endnu værre; det at bøje nakken og opgive min selvrespekt.

I en anden forstand er denne beskyttelse falsk. At betragte vrede som styrke og bitterhed som en måde at opretholde retfærdighed i sin egen bevidsthed, er en opfattelse, som kommer til kort. Jeg ser det især hos andre. Men her ser jeg splinten i den andens øje og ikke bjælken i mit eget, som der står i Matthæusevangeliet. Der er bare det, at jeg ikke kan bruge denne viden til særlig meget, så længe jeg ikke er modtagelig for at se bjælker.

Ting ta’r tid! Og jeg kan kun tilgive i mit eget tempo og på min egen vis.

Indledning

Tilgivelse.indd 9

9

31.08.2020 12.55

Af samme grund er jeg blevet mere ydmyg over for den omfattende og komplekse proces, det er at tilgive. Der er som sagt mange kræfter i spil, og ofte føles det, som om der nærmest er krig i mig imellem de kræfter.

Jeg tror, at man kan bibeholde et nag hele livet. Jeg har set mennesker forgræmmes og nærmest visne af bitterhed. Jeg kan også bære på et gammelt nag, jeg slet ikke er mig bevidst. Dog er det min erfaring, at jeg i forhold til min modvilje mod at tilgive noget når til et vendepunkt. Som om sindet trættes og udmattes til sidst af al den indre krig. Og en tilgivelsesproces tager sin begyndelse.

Den menneskelige retfærdighedssans og moral står ofte som modsætning til det at tilgive. Retfærdighedssansen synes at afgøre, om noget kan tilgives eller ej; om jeg som menneske kan tillade mig at tilgive noget ondt eller mene, at andre bør gøre det? Om det i virkeligheden er et forræderi mod menneskelig anstændighed, ja imod selveste kærligheden, det at tilgive?

Som jeg ser det, hviler tilgivelse på et paradoks. Tilgivelsens sandhed er en påstand, der strider imod almindelig fornuft, for hvordan kan en hændelse være genstand for først fordømmelse, dernæst tilgivelse i det samme menneske? Hændelsen har ikke ændret sig. Hvordan kan noget ondt være fordømt af én, og tilgivet af en anden? Og bevægelsen kan gå tilbage igen.

Jeg havde tilgivet noget, pludselig indhenter naget mig alligevel. Tog tilgivelsen fejl?

Tilgivelse er både til forargelse og til befrielse – men aldrig på samme tid, med det samme blik. Lige så belastende, det kan være at bære nag, lige så befriende er det at tilgive.

Paradokset kommer også til udtryk i en anden forstand. Jeg kan betragte en forbrydelse med enten fordømmelsens eller tilgivelsens øjne. Det betyder imidlertid ikke, at hvis tilgivelsen

10

Tilgivelse.indd 10

TILGIVELSE

31.08.2020 12.55

har ret, så tager moralen fejl. Tilgivelsen og moralen tilhører to forskellige opfattelsesplaner. Moralen sætter fingeren på en uret, en fejl, noget ukærligt, der er begået. I den forstand ser moralen rigtigt. Den kan skelne mellem ondt og godt. Tilgivelsen, derimod, den skelner ikke. Den tager sig kærligt af både den forulempede og den skyldige, behandler dem ens. Og det er denne enshed, der i moralens øjne kan synes provokerende.

Den ubetingede kærlighed, der er drivkraften i tilgivelsen, kan i moralsk forstand være til voldsom forargelse, for er det rimeligt at elske en forbryder? Og dog forbliver kærligheden ét med sit uforbeholdne væsen.

Det betyder samtidig, at den ubetingede kærlighed tager sig lige så vel af den, der ikke kan give slip på sin fordømmelse, som af den, der kan. Spørgsmålet er så, om tilgivelsen kan se gennem fingre med, at der er noget, jeg ikke kan tilgive? Den ubetingede kærlighed sætter ingen betingelser. Tilgivelsen, derimod, har ingen undtagelser.

Tilgivelse.indd 11

31.08.2020 12.55

Tilgivelse.indd 12

31.08.2020 12.55

FØRSTE DEL

Lidelsens blindgyde Første del af bogen handler om det, der står i vejen for at have fred med tilværelsen, alt det lidelsesfulde. Man kan lide på mange måde, det er forskelligt, hvad man synes er smertefuldt.

Jeg kan vænne mig så meget til at have det skidt, at det bliver det normale, så jeg ikke længere tænker over, at jeg lider, fordi det er som en lind strøm af ubehag. Somme tider ved jeg først bagefter, at jeg var trist, og at det nu er gået over. Det er næsten, som om lidelsen bedøver, mens den står på.

Som teenager havde jeg det svært. Det begyndte, da min barnlige uskyld hørte op, og jeg blev bange for det ukendte og bange for at gøre noget forkert. Før den tid var jeg et frejdigt og lykkeligt barn. Jeg tror, det er et almindeligt mønster i menneskelivet, og det er et mysterium, hvad der sker med barndommens uskyld, der ophører på et tidspunkt i alle menneskers liv.

Jeg har kaldt den første del af bogen for Lidelsens blindgyde, for det er min oplevelse, at i sig selv ender negative følelser og ubehagelige tilstande blindt. De går ikke bare over af sig selv.

Jeg har hørt en børnepsykolog sige, at små børn ikke kan regulere sig selv, de kan ikke selv skifte sindelag, når de er vrede eller ulykkelige. De har brug for trøst og omsorg fra en voksen for at blive ”løftet ud” af smerten. Smerten i sig selv kan ikke andet end være smertefuld. Den ender i en blindgyde, hvis den ikke imødekommes kærligt. Det gælder ikke kun for børn.

Det smertefulde ender blindt i mere end én forstand. For den menneskelige evne til fortrængning spiller ind. I blindgy-

Lidelsens blindgyde

Tilgivelse.indd 13

13

31.08.2020 12.55

den bor der mere, end jeg lige ved af. Et gammelt nag kan ligge og ulme, indtil der en dag, mange ĂĽr efter, kommer en anledning, der vĂŚkker det til live.

14

Tilgivelse.indd 14

TILGIVELSE

31.08.2020 12.55

1. Intet er så trofast som gammelt nag Min skoletid

For mange år siden blev jeg ringet op af en skolekammerat fra folkeskolen. Hun og et par veninder havde besluttet at samle den gamle klasse til en sammenkomst. Da jeg hørte hendes stemme, og vi talte sammen om det, vi lige havde at fortælle, huskede jeg samtidig med gru min skoletid. Jeg huskede, hvordan det sidste halve år, jeg gik på den skole, udviklede sig til et mareridt for mig. Jeg blev indhentet af den ydmygende fornemmelse af at blive mobbet og være totalt overladt til mig selv. Og jeg huskede den dag, jeg forlod skolen i et frikvarter for aldrig at vende tilbage igen.

Alt dette passerede revy i løbet af få minutter, og det undrede mig, at hun intet lod sig mærke med. Tværtimod talte hun begejstret om alle kammeraterne, hvad der var blevet af dem, og hvordan deres liv havde formet sig. Hvordan kunne hun tale så uberørt om alle dem, der havde forvandlet mit liv til et helvede dengang?

I løbet af samtalen gik det op for mig, at det kun var mig, der huskede de forfærdelige hændelser. Jeg huskede dem, som var de frosset fast i min erindring. Men det var, som om det kun var min erindring og min dom, der var tilbage. Nu, mange år efter, mødte hun mig frejdigt og med en åbenhed og respekt, der i den grad kom bag på mig.

Snot-Dot

Det får mig til at tænke på en episode i den amerikanske film ”Hope Floats”. Den kønne og populære Birdee Pruitt møder sin gamle skolekammerat, hun i sin tid mobbede. Snot-Dot blev hun dengang kaldt. Men nu er Snot-Dot en køn, selvsikker jobkonsulent, der skal hjælpe Birdee med at finde arbejde. Snot-

Lidelsens blindgyde

Tilgivelse.indd 15

15

31.08.2020 12.55

Dot husker alt og tværer rundt i Birdees manglende kompetencer. Til sidst afbryder Birdee hende: ”Dot, jeg husker ikke, hvad der skete dengang, og hvad jeg gjorde imod dig, men det må have været slemt, siden du i den grad har brug for at sætte mig på plads”. Skolekammeraten bar stadig rundt på sit gamle nag.

Birdee huskede intet.

Den historie, naget er bundet til, er for den involverede et ubestrideligt faktum. Men for den, der har en anden opfattelse af den samme tid, ser det hele anderledes ud. Det er, som om naget har en fortræffelig hukommelse og husker alt i detaljer.

Naget gør mig vagtsom! Det skal skærme mig imod at opleve noget tilsvarende igen.

Men nagets metode er tvivlsom. For den kan ikke sikre mig imod, at noget tilsvarende sker. En ung mand sagde efter sit første nederlag i et kærlighedsforhold: ”Jeg vil aldrig tillade mig selv at blive såret igen …”. Han hørte ikke selv, hvor tåbeligt det lød. Denne mand syntes på dette ene punkt, i denne konklusion, at have tabt forstanden. For ingen kan leve et liv sikret imod at blive såret af andre. Naget, hvor vedholdende det end er, og hvor meget det end vil passe på mig … er ikke særlig intelligent.

Naget spiller mig et puds

Lad os blive lidt ved naget. Nag er ikke det samme som vrede, skønt nag, ligesom vrede, forholder sig oprørt og modvilligt til en hændelse. Vrede klinger af, som de fleste stærke følelser gør, men nag er noget, man bærer. Naget kan i sin kompleksitet bære på ganske meget; en hel barndom, et ægteskab, en skoletid. Nag er sejlivet. Det kan vare hele livet, måske bare som en ulmen i underbevidstheden, men det kan også være så tydeligt, at naget gnaver i mit sind og mine tanker og fylder hele min bevidsthed. Nag kan være så kraftfuldt, at det i forskellig grad tager magten fra mig.

16

Tilgivelse.indd 16

TILGIVELSE

31.08.2020 12.55

Hvor gerne naget end vil passe på mig, er det i en anden forstand forræderisk. Det hjælper mig ganske vist trofast med at huske, hvad jeg ikke kan (eller ikke vil) glemme, og det bærer på en ganske skråsikker forestilling om, hvad intentionen var med det, der skete. Men naget fordrejer ofte virkeligheden, fordi det navigerer gennem frygt og forsvarsmekanismer. Naget kan få noget til at se ud som noget andet, jeg har oplevet før – skønt det er to helt forskellige hændelser. Naget kan få virkeligheden til at fremstå ganske grusom, fordi naget fortolker ord og gerninger negativt, skønt de i sig selv jo er, hvad de er. Bærer man nag til nogen, kan vedkommendes ordvalg nærmest slå ihjel, mens de samme ord sagt af én, man elsker og har tillid til, lyder som sød musik i øret, spøg og skæmt.

Hvad angår episoden fra min egen skoletid og min genoplevelse af den under samtalen med skolekammeraten, så kunne jeg genkende denne frygt og mine forsvarsmekanismer. Tiden, alle de mange år, havde ikke fjernet noget som helst, tiden havde ikke læget mit sår. Jeg stolede ikke på hende. Måske havde hun noget stygt i baghånden. I telefonen kunne jeg godt opretholde en venlig og imødekommende attitude. Men at tage med til den jubilæumsfest, som hun inviterede til, det turde jeg ikke.

Frygten stod i vejen. Jeg var bange for at blive lokket i en fælde.

Naget har en pris. For mig var prisen helt konkret, at jeg udelukkede mig selv fra en sjov oplevelse. Men prisen kan være mere vidtrækkende end bare det at gå glip af en fest. Et gammelt nag kan i bogstavelig forstand gnave livsglæden ud af én.

Mennesker kan forgræmmes af nag.

Jeg husker en kvinde, jeg havde med at gøre under et huskøb.

Hun og hendes fraskilte mand lå i åben strid, fulde af had og hævnlyst. Jeg husker det, fordi jeg blev gidsel i den strid. Manden flyttede, kvinden blev i byen, og når jeg så hende gå langs køledisken i Netto, mærkede jeg allerede på afstand hendes

Lidelsens blindgyde

Tilgivelse.indd 17

17

31.08.2020 12.55

bitre attitude, hendes forgræmmede mørke, hendes ufri kropssprog. ”Hvor er det spild af liv”, tænkte jeg.

Men det er nemt at dømme andre. For andres nag er meget tydeligt at få øje på for omgivelserne. At jeg selv bærer nag, er langt sværere at se i øjnene. Jeg kalder typisk naget for noget andet, idet jeg opfatter min dømmekraft som afspejlende den skinbarlige sandhed. Jeg kan sågar føle stolthed over at fastholde min uvillighed til at tilgive nogen, der har gjort mig fortræd. For skulle jeg omvendt tilgive den forseelse, jeg knytter mit nag til, kan det fornemmes, som om jeg synes, det var helt i orden, det, der skete. Uretten må fastholdes, nagets ubehag til trods!

At slutte fred med en begivenhed

Det er mere end 20 år siden, jeg blev ringet op og inviteret til klassejubilæum, og det er interessant at spørge mig selv, om jeg ville mærke den samme frygt og de samme forsvarsmekanismer nu, hvis det var i dag, jeg var blevet ringet op af min tidligere skolekammerat? Det tror jeg ikke, jeg ville. Mit gamle nag fra skoletiden synes at være ovre. Tiden har alligevel læget mine sår. Det betyder ikke, at jeg har glemt, hvad der skete. Når jeg tænker tilbage på skoletiden, husker jeg stadig episoderne og min reaktion. Forskellen er, at jeg ikke længere kan genkalde de følelser, jeg dengang havde. Det er, som om den purunge pige, der blev holdt udenfor, ikke længere er mig. Erindringen har løsrevet sig fra den, jeg er nu, mange år efter.

Sådan kan nag forsvinde, uden at jeg egentlig lægger mærke til det. Måske fordi jeg er vokset fra det. Nogle problemer løses ganske af sig selv, fordi der i min tilværelse kommer langt sværere og større prøvelser til. Eller jeg modnes, så jeg simpelthen ikke længere er bundet til et gammelt nags forældede historie.

18

Tilgivelse.indd 18

TILGIVELSE

31.08.2020 12.55

Nagets positive intention

Nag er ikke kun noget negativt. Som jeg var inde på før, vil naget på sin egen måde passe på mig, skønt nagets metode er tvivlsom. Der er også noget andet ved naget, som er værd at lægge mærke til. Jeg vil sige det på den måde, at naget bør have sin tid.

Når jeg bærer nag, tillægger jeg tilværelsens hændelser en værdi og en betydning, der er relateret til mig selv og min livserfaring. Og den lytter jeg til, fordi den på det tidspunkt og i den sammenhæng er sand for mig. Jeg lytter til den, lige så længe den giver mening for mig. Naget er i den forstand en form for beskyttelse, der er relativ. Den beskytter mod en tendens til for hurtigt at tilgive og komme videre. Jeg kan jo somme tider synes, at det er så stor en belastning at bære nag, at jeg har mest lyst til bare at tage skylden på mig og bebrejde mig selv. Jeg kan også føle mig presset i moralsk forstand til at tilgive, fordi andre forventer det af mig. Eller jeg lyver for mig selv, fordi jeg gerne vil fremstå stærk og upåvirket. Jeg ønsker jo ikke altid at indrømme, at jeg føler mig krænket. Det kan føles som en falliterklæring.

Jeg vil derfor sige, at naget, når jeg tager det på mig og mærker det, kan hjælpe mig til at holde en sindsoprivende eller krænkende hændelse ud i strakt arm, så jeg kan fordøje alle elementerne tilpas langsomt – før jeg tilgiver. Denne følelsesmæssige fordøjelse skal have sin tid. For alternativet, hvis jeg ikke tillod mig selv at bære nag et stykke tid, kan være helt at tabe mig selv, miste min selvfølelse og min evne til at skelne.

Lidelsens blindgyde

Tilgivelse.indd 19

19

31.08.2020 12.55

> Tilgivelse leverer en bred indføring i temaet med afsæt i dagligdags erfaringer. > Tilgivelse undersøger grundlæggende psykologiske fænomener som nag, skyld og skam. > Tilgivelse beskriver det livsvilkår, at mange af os lever spændt ud mellem skjult nag og en længsel efter frihed og livsglæde.

Tilgivelse er både til forargelse og til befrielse – men aldrig på samme tid, med det samme blik. Lige så belastende, det kan være at bære nag, lige så befriende er det at tilgive.

Uddrag af bogens indledning

H A N N E M E J L H E DE

Som jeg ser det, hviler tilgivelse på et paradoks. Tilgivelsens sandhed er en påstand, der strider imod almindelig fornuft, for hvordan kan en hændelse være genstand for først fordømmelse, dernæst tilgivelse i det samme menneske? Hændelsen har ikke ændret sig. Hvordan kan noget ondt være fordømt af én, og tilgivet af en anden? Og bevægelsen kan gå tilbage igen. Jeg havde tilgivet noget, pludselig indhenter naget mig alligevel. Tog tilgivelsen fejl?

TILGIVELSE

H

vad er tilgivelse? Gennem sin personlige historie og mange års erfaringer som sognepræst gør Hanne Mejlhede os klogere på, hvad der typisk holder os tilbage fra at tilgive. Hun viser, at tilgivelse både er en konkret handling og en proces, der varer hele livet. Det er noget, vi vandrer ud og ind af – indtil vi måske når frem til den ubetingede tilgivelse, hvor vi end ikke ved, at der var noget, vi tilgav. Vi mærker kun, at naget er væk og erstattet med frihed og ro i sindet.

Tilgivelse H A N N E M E J L H E DE

HANNE MEJLHEDE (f. 1961) er cand.theol. og sognepræst i Skt. Nikolai Kirke i Holbæk gennem 16 år. Tidligere landpræst i Østjylland, hospitalspræst i Princeton, New Jersey i USA, og arresthuspræst i Holbæk Arrest.

Hanne Mejlhede er ved at færdiggøre en Master i Søren Kierkegaard på Københavns Universitet. Hun er klummeskribent, har undervist i Kierkegaards forfatterskab og leder en Kierkegaard-studiekreds på syvende år.

Hanne Mejlhede blev desuden eksamineret psykoterapeut i 2009. Er gift og har børn, bonusbørn og børnebørn.

www.akademisk.dk

AKADEMISK FORLAG

FORFATTERPORTRÆT © HUSET MYDTSKOV OMSLAGSDESIGN: HARVEY MACAULAY/IMPERIET