8 minute read

Indledning • Giv mig et værktøj

Gennem mine år som erhvervspsykolog er mange klienter kommet til mig med et ønske om at få ”styr på tingene”. Gerne med et ”værktøj”, der kan hjælpe dem til at få livet på rette kurs igen.

Bag denne søgen ligger typisk en antagelse om, at livet er et problem, der skal løses med et særligt værktøj. Men et liv kan hverken fikses eller styres – det skal leves og ledes. Livet vil fra begyndelse til ende være fyldt med spændinger, konflikter, dynamikker og kriser, som vi skal tage hånd om. Og når livet byder op til dans, må vi aktivt tage stilling til, hvordan vi vil træde ind i det. At leve sit liv handler om at få en forståelse af det og at forholde sig til alt det, som livet byder os.

Livet består af paradokser, som bliver ved med at rejse sig. Paradokser er nemlig indlejret i alt socialt liv. ”Et paradoks kan ikke løses – kun leves,” siger organisationspsykolog og ph.d. Lotte Lüscher (2012). Hendes forskning og tænkning tager udgangspunkt i paradokser, som de kommer til udtryk i ledelse og organisationer. Her i bogen ser jeg på, hvordan de viser sig i det almene liv. Den psykologiske tænkning, som bogen bygger på, betegnes som paradokstænkningen.

For at kunne navigere i paradokserne er det vigtigt at vide, at de eksisterer. Ellers vil de typisk gøre os handlings-

lammede. Kun ved at erkende dem kan vi forholde os til dem og lede gennem dem. Det er, hvad livsledelse går ud på: kontinuerligt at genkende livets paradokser og tage vare på dem, så livet kan blive ved med at være dynamisk, og man kan forblive aktør i det.

Hvad er livsledelse?

Livsledelse er det, der skal til, for at vi kan handle i livet og dets mange paradokser. Ledelse bringes her ind i den private kontekst og bliver derved en måde, hvorpå man kan tage ledelse på sit eget liv.

Livsledelse er en måde at tænke og forholde sig på, der indebærer, at man løbende tager ansvar for og ejerskab over sit eget liv. Livet er en dynamisk størrelse, som vi må tage ledelse på. Det gør vi blandt andet ved at balancere i paradokserne mellem at tage styring på vores liv og tage tingene, som de kommer.

Centralt for livsledelse er, at man forholder sig til sig selv og livet, mens man lever det. Og at man bevidst tager ledelse på livet ved på den ene side aktivt at handle på det, og på den anden aktivt at være med det, der er til stede i ens liv, uden ubetinget at ville ændre på det.

Livsledelse er en måde at tage ansvarligt vare på sig selv. Det vil sige, at man løbende tager stilling til sit liv, hvad jeg her kalder ”at tage livet på sig”. Det handler også om at forholde sig til det, man har med sig. Det vil sige, at man ikke

stikker hovedet i busken, men bevidst vælger, hvordan man vil leve med fortiden og de svære sider af livet.

”Jeg ønsker bare, at det skal gå væk”

− sagde en klient til mig en dag. Han havde haft en vanskelig sygdomsperiode og var efterfølgende psykisk mærket af det. At han havde været syg, var noget, han ønskede at glemme. Allerhelst skulle den periode i hans liv gemmes væk. Han måtte finde en måde, hvorpå han kunne have det med sig videre ind i sit liv, samtidig med at han kom overens med, at det var sket.

Kriser er en del af livet

Livet er uforudsigeligt, fyldt med op- og nedture, kriser og kærlighed. Vi gør derfor klogt i at lære at forholde os til det løbende. At se på, hvad der er, frem for på, hvad vi ønsker, at der skulle være. Et af vores eksistensvilkår som mennesker er, at vi oplever modgang og lidelse. Livet består også af sorg, uløselige dilemmaer og sår, der ikke nødvendigvis kan heles.

Kriser

Ordet krise kommer fra det græske ord ”krisis”, som betyder beslutning. Ordet henviser i denne forstand til tidspunkter, hvor man ”står i en svær situation, hvor der skal træffes en afgørende og nogle gange svær beslutning” (Sløk 2020: 34).

Kriser er en del af livet: De kan nogle gange forebygges, men de kan ikke undgås. Det afgørende er, hvordan vi vælger at være i kriserne. Både når de opstår og efterfølgende. Det er måden, vi forholder os, tager ansvar og beslutninger på, når kriser opstår, der sætter retningen for, hvordan vi lever vores liv.

Livsledelse indebærer for eksempel, at man kan bevare håb og handlekraft, selv når en krise rammer. Det handler om bevidst at kunne sætte retning for sit liv og samtidig være med det, der er.

Livsledelse er ikke kun for ledere

Denne bog kan læses af alle, der ønsker at blive bedre til at tage livet på sig. Alligevel har den en særlig relevans for ledere. Ledere bedriver ledelse i organisationer, men glemmer ofte deres eget liv. Og hvorfor gør de det? Ledergerningen indbefatter ansvar og magt på en måde, der let kan blive altoverskyggende og hindre ledere i at leve deres liv med lyst og glæde. For hvordan er man til stede i sit privatliv, når der står en række medarbejdere, hvis job afhænger af ens beslutning her og nu? Hvordan kan man så tillade sig at holde fri og have det sjovt?

Blandt ledere er der en tendens til at fokusere på opgaven (at lede andre) i så høj en grad, at de glemmer at tage sig af sig selv. Netop derfor bør særligt ledere bevidst bedrive livsledelse.

Flere af mine klienter kom oprindeligt til mig for at få hjælp til en konkret problemstilling, som ”bare lige” skulle fikses og af vejen. Men undervejs erkendte de, at det snarere

var en ny måde at være i verden på, som de havde behov for at arbejde med.

Bogens faglige afsæt

Livsledelse baserer sig ikke på én bestemt teoretisk retning, men er en eklektisk tilgang. Jeg tager udgangspunkt i de amerikanske psykologer Richard Ryan og Edward Decis Self Determination Theory (på dansk selvbestemmelsesteori) (2000), der giver en forståelse af menneskets behov for autonomi, og kombinerer den med paradokstænkningen, som forklarer den kompleksitet, der er i livet (Lüscher 2012; Lewis 2000; Smith & Berg 1997).

Undervejs i bogen bruger jeg forskellige andre teoretiske perspektiver som prismer til at forstå og udfolde livsledelsesbegrebet. Bogen er således også skrevet ind i den bevægelse, der aktuelt er inden for ledelsesfeltet, hvor ledere forventes at vise mere af deres personlighed og inderside, for eksempel med sårbarhed og tryghed (Edmondson 2018; Brown 2019; Høpner 2021). Men denne tendens kræver i høj grad, at ledere kan bedrive livsledelse.

I bogen samler jeg en række af de temaer og udfordringer, jeg i mit arbejde som erhvervspsykolog har mødt på tværs af menneskers umiddelbare forskelligheder. Bogen er baseret på flere end ti års erfaring, hvor jeg har ført samtaler med over 500 mennesker, primært ledere, og udført interventioner i både private og offentlige organisationer.1

Sådan læser du bogen

Bogens opbygning tager udgangspunkt i fem temaer, som det er afgørende at bedrive livsledelse på. Temaerne præsenteres i hvert deres individuelle kapitel:

• Mod • Relationer (til andre) • Energi og relationen til dig selv • Tid • Playfulness.

Playfulness Mod

Tid Relationer

Energi – relationen til dig selv

Inden temaerne udfoldes, introducerer jeg paradokstænkningen, der fungerer som et baggrundstæppe, der bidrager med en forståelse af, hvorfor vi skal bedrive livsledelse, og hvordan det kan tage sig ud.

De fem temaer er udvalgt, fordi de er med til at afgøre, om man som menneske oplever trivsel og livsudfoldelse. Temaerne er ikke udtømmende, men spiller en vital rolle for

livets fundament. Til hvert kapitel er der teoretiske henvisninger, hvis du ønsker at dykke mere ned i det specikke tema.

Undervejs i bogen bliver temaerne konkretiseret gennem eksempler fra min praksis. De viser nogle af de udfordringer og muligheder, der ved at bedrive livsledelse. Alle eksempler er anonymiserede. Eksemplerne skal ses som tankevækkende illustrationer, der kan give kød og blod til de teoretiske refleksioner.

Bogen indeholder en række øvelser og refleksionsspørgsmål – du kan finde en oversigt over dem bagest i bogen. De skal hjælpe dig til at forholde dig til dit eget liv og reflektere over din måde at tage ansvar for det på. Flere af øvelserne kan med fordel laves både af dig selv og sammen med dine nærmeste – for livet leves bedst i samspil og forbundethed med dig selv og dine omgivelser.

Undervejs bliver du måske frustreret og får lyst til at stoppe. Det kan være en krævende omgang at forholde sig til livet og tage ansvar for det. Og det kan virke nemmere at holde op med at forholde sig. Når du kommer til det punkt, håber jeg, at du vil fortsætte. For det er her, at din opmærksomhed udvides, så dit liv kan tage mere bevidst form.

Nysgerrighed og tilegnelse af viden går hånd i hånd, lyder det fra professor og rektor Lene Tanggaard (2020). Hjernens kemiske sammensætning ændrer sig, når vi bliver nysgerrige, og det hjælper os med at tilegne os og huske ny viden (Brown 2019).

Derfor denne opfordring: Vær nysgerrig, mens du læser bogen. Tag dig gerne tid, og lav øvelserne undervejs. Sådan får du mest ud af bogen.

LIVSLEDELSE er en bog til ledere, der ønsker at blive bedre til at leve det liv, de drømmer om. Ledere har nemlig en indbygget risiko for at komme til at fokusere på arbejdsopgaven – at lede andre – i så høj grad, at de glemmer at lede og leve deres eget liv. Livet er fyldt med op- og nedture, kærlighed og kriser, fællesskaber og ensomhed. Paradokser er et vilkår. Med livsledelse tager man løbende ansvar og ejerskab for sit eget liv ved at balancere paradokserne med deres spændinger og modsatrettede krav. Livsledelse handler om at leve og ikke bare overleve, om at lade sig rive med af livet og samtidig sætte en retning og om at være forpligtet på andre og stadig varetage sine egne behov. LIVSLEDELSE giver dig inspiration til at komme i gang med at tage vare på livet. Med udgangspunkt i teori, eksempler og talrige øvelser viser den dig, hvordan du bevarer energien og i trygt samarbejde med andre fi nder dine ønsker og drømme frem igen.

Ledelseserhvervet er mere udsat end tidligere, hastigheden er større, tiden mere ubarmhjertig. [...] Hvor er det godt, at vi har psykologer, der kan skrive enkelt, klart og vedkommende, så vi alle sammen kan træde lidt mere modige ud i livets bøvl, glæder og sorger og blive bedre ledere. – FRA BOGENS FORORD AF LENE TANGGAARD PROFESSOR VED AALBORG UNIVERSITET OG REKTOR PÅ DESIGNSKOLEN KOLDING

WWW.AKADEMISK.DK

This article is from: