1 minute read

”Hvem taler jeg med?”

besvare alle opkald, og mange opruster derfor også for eksempel ved at udvide åbningstiderne og få flere rådgivere ind.5

”H vem taler jeg med? ”

De mennesker, som opsøger viden, støtte eller hjælp til selvhjælp via telefonen, har vi i denne bog valgt at kalde ”brugere”, vel vidende at betegnelsen ikke er uproblematisk. Når vi taler om brugere, risikerer vi at placere den person, som søger hjælp til selvhjælp, i en passiv position som én, der blot ”forbruger” eller er modtager af en ydelse og ikke selv er deltagende og bidrager til at skabe samtalen, udvikling eller løsninger. Men som det vil blive tydeligt, lægger mange af de metodiske tilgange, vi præsenterer i bogen, netop op til, at svaret på de udfordringer, som brugerne ringer ind med, skal findes gennem en ligeværdig dialog mellem den rådsøgende og rådgiveren. I denne bog skal ”brugeren” altså altid forstås som en aktiv medspiller i samtalen.

Når vi alligevel vælger betegnelsen ”bruger”, er det for det første, fordi bogen her henvender sig til kommende og nuværende rådgivere inden for mange forskellige fagområder og sektorer, som formentlig vil bruge forskellige betegnelser for den rådsøgende (for eksempel borger, patient, klient eller medmenneske), og for det andet, fordi vi finder betegnelsen ”rådsøgende” lidt for tung rent sprogligt.

Bogen går ikke særligt dybt ind i telefonrådgivning af børn, da det er en hel metode i sig selv, som læseren med fordel kan søge viden om i anden litteratur.6

5 Rådgivningstilbuddene BørneTelefonen hos Børns Vilkår og Livslinien oplevede f.eks., at de tidligere kun kunne besvare hhv. 51 % og 33 % af henvendelserne, og har af den grund begge øget adgangen til rådgivning de seneste år (RådgivningsDanmark 2019: 11). 6 Se evt. Samtaler med unge: at balancere mellem relation og myndighed (Steensbæk & Antczak 2020), Udviklingsstøttende samtaler med børn og unge i mistrivsel (Elholm m.fl. 2016) og

Anonym rådgivning af børn og unge: om telefonrådgivning, opsøgende socialt arbejde og åbne rådgivninger (Koch & Bechmann Jensen 1999).

This article is from: