Hvordan ser telefonrådgivningerne ud?

afklaring og støtte over telefonen, eksempelvis fagforeninger, lægepraksisser eller præster.

Når vi taler om rådgivere i bogen, mener vi både forskellige typer offentligt ansatte myndighedspersoner samt frivillige og ansatte rådgivere, som arbejder i civilsamfundets rådgivningstilbud. Til forskel fra de rådgivere, som arbejder i civilsamfundet, vil mange af de offentligt ansatte have nogle mere lovbundne forpligtelser i forbindelse med deres rådgivning. Det gælder for eksempel i forhold til at kunne til- eller frakende offentlige ydelser, samtidig med at de kan have notatpligt og oftere har skærpet underretningspligt.

H vordan ser telefonrådgivningerne ud?

I 1956 indrykkede den danske præst Erik Bernspång en annonce i dagbladene med teksten: ”Inden De begår selvmord – ring til Hälsingborg 19730” (Juul Hesselaa 2007: 4). Det blev starten på Danmarks første telefonrådgivning, Sct. Nicolai Tjenesten, som åbnede året efter i regi af Kirkens Korshær.3 Siden da har Sct. Nicolai Tjenesten hver eneste dag besvaret opkald fra mennesker, som har brug for en anonym og fortrolig samtale.

I dag er der et væld af aktører, som tilbyder telefonrådgivning i Danmark. Alene medlemmerne af RådgivningsDanmark, som er brancheforening for de gratis sociale rådgivningstilbud, repræsenterer mere end 45 forskellige telefoniske rådgivningstilbud.4 Målgrupperne spænder vidt: børn og unge, gravide og familier med børn, personer med et misbrug af alkohol, sygdomsramte og deres pårørende og personer, som har spørgsmål om køn, krop eller seksualitet – for blot at nævne et udsnit.

3 Internationalt set er en af de ældste telefonrådgivninger The Samaritans – en britisk telefonrådgivning, som blev etableret i 1950’erne (Firth m.fl. i Baker m.fl. 2005: 1). Nissen og

Winkel sporer telefonrådgivningen helt tilbage til 1876, hvor fysiolog Graham Bell brugte telefonen i ”behandlings- og rådgivningsmæssige sammenhænge” (Nissen & Winkel 1998: 11). 4 Tal fra 2021.

Organisatorisk er rådgivningerne også meget forskellige – nogle er forankret i regi af det offentlige, for eksempel i kommunerne, mens andre er en del af civilsamfundets organisationer. Nogle er meget store, mens andre er ganske små og meget specialiserede. Nogle arbejder med ansatte rådgivere, mens andre udelukkende har frivillige. Nogle steder arbejder rådgiverne fra organisationens lokaler, mens andre yder rådgivning hjemmefra. Der er rådgivningstilbud, som lover brugeren anonymitet, mens andre tilbyder fortrolig, men ikke anonym rådgivning. Nogle rådgivninger tilbyder udelukkende støtte over telefonen, mens andre også har digitale rådgivningstilbud som chat, sms og video samt måske ansigt til ansigt-rådgivning, som de kan henvise videre til. Brancheforeningen RådgivningsDanmark blev netop stiftet i 2014 for at samle det store og differentierede rådgivningsfelt og bidrage til kvalitetssikringen og -udviklingen af de rådgivningstilbud, som brugerne møder.

Fra 1970’erne begyndte antallet af telefonrådgivninger at stige – også internationalt set. Der kan være mange forklaringer på hvorfor. Professor i sprog og interkulturelle studier Alan Firth foreslår sammen med sine kollegaer, at årsagen til stigningen kan findes i den forbrugsdrevne informationsalder, hvor vi alle efterspørger let adgang til specialiseret viden, så snart vi har brug for det (Firth m.fl. i Baker m.fl. 2005: 11). Psykolog Ida Koch ser det som et ”fattigdomstegn” og et symptom på, at vi har organiseret vores sociale liv på en måde, så vi ikke længere har tid til at tage os af hinanden, og at det offentlige system samtidig ikke slår til (Koch & Bechmann Jensen 1999: 116). Andre forklaringer kan være organisatoriske som for eksempel, at telefonrådgivning ikke er nær så omkostningstung som fysisk rådgivning og giver mulighed for, at organisationer kan dække store geografiske områder. Selvom der gennem årene også er kommet andre teknologier, vi kan bruge i rådgivningen – som for eksempel sms og chat – vælger rigtigt mange stadig telefonen, når de søger hjælp. Faktisk giver en del rådgivningstilbud udtryk for, at de langtfra har mulighed for at