En lille opsang til sproget

Jeg er tit lidt chokeret over, at sproget forfalder. Det konstaterer jeg. Jeg undrer mig over det. Hvorfor det falder fra hinanden. Hvorfor folk sjusker med at sige de ting, de tænker eller har på hjerte. Det synes jeg tit bliver forsimplet.

Det er, som om sproget hele tiden bliver forkortet. Altså bliver klippet. Gamle ord forsvinder og erstattes af fikse ord. Det er et sprog, der forvitrer. Og det sker ganske stille og roligt. Der er ingen, der laver ballade ved det. Der er ingen, der protesterer. Der er ingen, der standser det. Det er noget, der sker. Det er et forfald, der går direkte nedad. Det er som en naturkatastrofe. Hvis det forfalder, og det hele bliver grimt. Hvor er vi så henne?

Umage. Det er fuldstændig totalt umoderne at gøre sig umage. Det er, som om det ikke mere er vigtigt – når man skriver til andre mennesker – at man så skal have en stor gestik i gang. Et sprog, der lever. En forførelsesakt i gang.

Det kan jeg simpelthen ikke forstå; at den vilje, den lyst, er ved at ryge ud med det varme badevand.

– Jørgen Leth (fra albummet Rak-Ma-Gak af Vi Sidder Bare Her)