Forord: En etisk og sproglig øjenåbner

Af Louise Dinesen Erhvervspsykolog, forfatter og autoriseret arbejdsmiljørådgiver

Vi lever i en tid, hvor vi oplever et opgør med årtiers overproduktion og overforbrug. Og selvom trangen til at producere mere og større i særlig grad har ramt klimaet, er også andre områder blevet udnyttet, maksimeret og pustet op til ukendelighed. Et af dem er ledelses- og virksomhedssproget. Jagten på nyt, størst, mere og mest i erhvervslivet – og professionaliseringen af ledelsesfaget og medarbejderudvikling som disciplin – har nemlig haft en slagside, som vi ikke har sat ind overfor. En slagside, som handler om, at vi – som var det trends i modebranchen – har omgivet os med et væld af begreber som for eksempel værdibaseret ledelse, systemisk ledelse, autentisk ledelse, agil ledelse, digital ledelse, forandringsledelse og dialogbaseret ledelse, for ikke at nævne engelske begreber som pipeline, balanced scorecard og must win battles, uden kritisk at rydde op og sortere ud i dem undervejs. Over tid er erhvervslivet og arbejdslivet blevet fyldt med hippe ord og smarte begreber om populære ledelsesstile, ledelsesmetoder og ledelsesværktøjer, som de færreste til fulde forstår eller er enige om. For inden vi kan nå at

sætte os ind i tænkningen bag de mange ord og begreber, kommer nye til.

KUNSTIG OG KALKULERET

Ligesom klimaet viser tænder efter års overforbrug, reagerer medarbejdere med aversion mod det overfladiske sprog og den tomme kommunikation. På arbejdspladsen kommer det til udtryk som negative reaktioner og forvirring – og i sidste ende som en distance til den officielle kommunikation, der kommer oppefra. For midt i overfloden af kunstige ord opstår en mistillidskrise. Når ledere, konsulenter og HR-afdelinger møder medarbejdere med ord som KPI’ere, Talent Management-programmer, empowerment, MUS-, GRUS- og SUS-skemaer (SUS er det nye ord for ”styrkebaserede udviklingssamtaler”), så dehumaniserer man mennesket i medarbejderen.

Kunsten i fremtidens arbejdsliv og i fremtidens trivselsindsatser bliver ikke at føje nye smarte konsulentord til værktøjskassen. Det bliver snarere at rense ud i og balancere det uklare og oppustede sprog, som tænkere, forskere, forfattere og eksperter har produceret, siden ledelsestænkningen i 1930’erne gjorde kometkarriere. Fremtidens virksomheder og fremtidens ledere må, hvis de vil skabe følgeskab, stoppe op og forholde sig kritisk til det sprog og den kommunikation, de er bærere af. For et overfladisk og uklart sprog splitter fremfor samler. At etablere og fastholde følgeskab fordrer, at man kan fremstå troværdigt og til stede. Og kommunikerer man med smart og oppustet sprog for at opnå særlige reaktioner eller særlig fremdrift, bliver man i dag hurtigt gennemskuet som kunstig og kalkuleret.

FÆLLESSKAB OG SPROGLIG SUBSTANS

Men hvad gør ledere, når de skal skabe en mere levedygtig vej i sproget? Hvor vender man sig hen, når man skal oparbejde en etisk og kritisk refleksion over, hvad ledelsessproget har ført med sig? Og hvad gør man i fremtiden for at sikre klar og troværdig ledelseskommunikation?

Med Farvel til business bullshit tilbyder Mikkel Toxvig relevante svar på de spørgsmål. Hans bog er en klar og kritisk erklæring om, at vi er på afveje, og at vi alt for længe har haft skyklapper på. For en fagprofessionel som mig er Mikkel Toxvigs bog en øjenåbner, der på en og samme tid gør mig flov og mobiliserer mig. For lige så kritisk, som vi i dag forholder os til plastik i havene, drivhusgasser og køb og smid væk-produkter, lige så kritisk bør vi inden for ledelse og medarbejderudvikling forholde os til den sproglige forurening, vi har bidraget til i arbejdslivet – dét, som Mikkel Toxvig kalder business bullshit.

Samtidig har vi manglet et alternativ til det virksomheds- og ledelsessprog, vi ukritisk har tillært os og vedligeholdt, og det alternativ findes i Mikkel Toxvigs bog. Hans opsang er nemlig ikke bare kritisk. Den indeholder også konstruktive og kærlige anvisninger til, hvordan sprog og kommunikation i erhvervslivet kan skabe klarhed og mening – og dermed samle mennesker på en troværdig og redelig måde. Når medarbejdere – og for den sags skyld ledere – får nok af de mange åndsbollede ord, er der altså andre veje til at skabe substans i sproget om ledelse, som også handler om at skabe substans mellem mennesker.

Den vej omfatter blandt andet en etisk refleksion over, hvordan vi sammen udvikler en meningsfuld, relevant og rimelig sprogbrug, der fører til fællesskab fremfor afstand, ligesom den kalder på, at vi forholder os kritisk til ledelsesindustrien, som har tjent milliarder af kroner på ord og begreber.

ARVEN FRA DERRIDA

Mikkel Toxvig opløser og dechifrerer ikke kun vores virksomheds- og ledelsessprog, men bryder også lydmuren, når det handler om at forstå, hvad sproget betyder for vores sociale verden. Han giver os en tiltrængt opsang for vores skødesløse brug af sproget og vores vilkårlige tilgang til forholdet mellem form og indhold, som vi er endt med at tage for givet. Den unge forfatter minder os netop om, at sproget og de enkelte ord og begreber ikke er neutrale, men har en indbygget magt. Sproget former det, vi tænker, tror og forventer af hinanden, og er sproget uklart, bliver vores sociale liv og relationer det også.

Som psykologistuderende stiftede jeg bekendtskab med socialkonstruktionismen og den poststrukturalistiske tænkning. Jeg lærte som mange andre i min generation, at mennesket må forstås socialt, kontekstuelt og sprogligt, og i mine læsegrupper forsøgte vi at få greb om denne forståelse. Vi læste den radikale franske filosof Jacques Derrida og forstod, at intet ord kan stå i sig selv. Rundt om dem findes en undertekst, en alternativ betydning, som henviser til andre ord og betegnelser. Ord som empowerment, leadership pipeline og work/life balance står således ikke i sig selv, men forbinder sig til et væld af associationer og menneskesyn. Når vi bruger sproget, trækker vi således på et hav af betydninger – både latente og udtalte. Når Farvel til business bullshit viser nye veje for etisk refleksion og sprogbrug, handler det om, at den gennemlyser og dekonstruerer de ord, vi ikke i tilstrækkelig grad har problematiseret før.

MENNESKELIG NERVE

I topledersparringer, coachingseancer og professionelle psykologiske samtaler med belastede medarbejdere og ledere møder jeg løbende fortællinger om, hvordan kommunikationen på ar-

bejdspladsen typisk opleves overfladisk. Hvordan få lytter for alvor, søger at forstå og kommunikere klart – eller i det hele taget taler som helt almindelige mennesker. Hvordan de færreste trives med overfladisk kommunikation, udviklingsseancer med dyre konsulenter, præsentationer i kantinen, MUS-samtaleskemaer og fællesmøder med nye smarte ord, som ingen forstår. Hvordan ledere sidder i ledermøder og lærer om ledelse, uden at de har tid til at reflektere over eller formidle den viden, de får.

Når vi taler til og ikke med hinanden i erhvervslivet, kan mennesker ende i lukkede labyrinter. For så kommunikerer vi til hinanden som tomme kategorier og størrelser. Når vi ender i kategorien ”medarbejder-ressource”, udvaskes en menneskelig nerve. Vi bliver til noget, der kan styres og påvirkes udefra – kort sagt: Vi bliver fremmedgjort.

Da jeg læste Mikkel Toxvigs bog, blev det klart for mig, at vi har nye veje at gå i ledelse og i den psykologiske udforskning af arbejdslivet. Og jeg kan ærgre mig over, at vi ikke tidligere har fået bogens pointer, herunder de retoriske og sprogkritiske, ind i den vidensproduktion, der finder sted inden for ledelsesudvikling. For første gang længe oplevede jeg at få svar på nye spørgsmål om fremtidens ledelse som blandt andet: hvorfor en etisk og kritisk refleksion over det, vi tilfører sprogligt, er nødvendig.

Organisationens sproglige liv har udviklet sig i en hyperhastighed. Og som kalk i et vandrør har dårlig kommunikation og et overfladisk, effektjagende sprog svækket vores evne til at filtrere og sortere fra. Farvel til business bullshit tilbyder sig som en kalkfjerner – en afrensning af det sprog, der fører til afstand og belastninger.

Mikkel Toxvigs opgør med sproget er korrigerende, men hjertevarmt. Hans forståelse for og glæde ved sproget fremstilles intelligent og løbende igennem et væld af referencer og an-

visninger. Efter min læsning fik jeg samme dobbeltfølelse som i min studietid. Først fik jeg følelsen af, at vi er nødt til at stoppe op og skabe et mere levedygtigt sprog i arbejdslivet mellem mennesker. Siden følelsen af håb. Skal vi udvikle ledelse, konsulentindustrien og fremtidens erhvervs- og arbejdsliv, må vi begynde med studiet i at opkvalificere ledere sprogligt. Litteraturen, retorikken, lingvistikken, sprogkritikken og en sprogfilosofisk tænkning kan her være med til at skærme os fra et ukritisk overforbrug.

Farvel til business bullshit går ad denne kritiske vej. Og den åbner et vindue til et muligt liv i organisationer, der er båret af klarhed og troværdighed mellem mennesker.