Indledning

Argumentation er et bredt emne som kan anskues på flere måder. Denne bog tager sigte på almindelig argumentationsbrug, og den faglige synsvinkel er retorisk.

Retorik kan kort defineres som læren om hensigtsmæssig fremstilling i tale og skrift. Faget rummer forskellige discipliner, og argumentationslæren er en af dem.

Vi argumenterer i vidt forskellige situationer: Hen på eftermiddagen diskuterer familien hvis tur det er til at tømme opvaskemaskinen. Du bliver forstyrret af telefonsælgeren der vil have dig til at tegne et mobilabonnement. I partilederdebatten på TV op til folketingsvalget kæmper partierne om din stemme. I medierne går bølgerne højt for og imod omskæring. Fælles for disse situationer er at vi forventer at få fremlagt begrundede synspunkter. I bredeste forstand er argumentation ræsonnementer hvor der indgår mindst to informationer hvoraf den ene begrunder den anden. I vores første eksempel kunne faren foreslå at Peter tømmer maskinen fordi Lise gjorde det i går. Hvis han derimod skar igennem diskussionen og sagde: Peter skal tømme maskinen! eller: Jeg gør det selv! så ville det ikke være argumentation.

Forudsætningen for al argumentation er tvivl, og argumentationens formål er at overvinde tvivlen. Er der ingen tvivl mulig, er der heller intet behov for at give grunde. Bag enhver argumentation ligger der et „hvorfor?“ enten hos en selv eller hos andre. Når man begynder at argumentere, er det for at finde et svar, hvad enten man overvejer med sig selv hvad man skal mene, eller man søger at vinde andre for sit synspunkt.

Traditionelt skelner man mellem demonstratio, som er videnskabelig bevisførelse efter matematisk forbillede, og argumentatio, som er ræsonnementer mellem mennesker i konkrete situationer. For demonstratio er målet at nå frem til sand viden, for argumentatio at opnå tilslutning. Reglerne for demonstratio skildres i logikken, mens retorikken tager sig af argumentatio. Logikkens regler er faste og uforanderlige, uafhængige af brugerne. Der kan ikke opstilles tilsvarende universelle regler for retorisk argumentation fordi den altid er forankret i en kommunikationssituation og betinget af afsenders ønske om at vinde modtagers tilslutning.

Vi kan nu definere retorisk argumentation som kommunikation hvor afsender søger at vinde modtagers tilslutning til et begrundet synspunkt. Denne definition

gælder for størstedelen af argumentationen i det praktiske liv, som denne bog handler om. Praktisk argumentation drejer sig oftere om at retfærdiggøre synspunkter for at vinde tilslutning end at udlede sandheder. Det gælder fx i de fire forskellige, praktiske situationer vi skitserede i begyndelsen af dette afsnit. I den første situation opstår argumentationen fordi der er tvivl om hvem der skal tømme opvaskemaskinen. En handling skal udføres, og der er brug for en hurtig beslutning. Hvis problemet løses ad argumentationens vej, vedtages det forslag der retfærdiggøres bedst. Hvis telefonsælgeren overhovedet vil gøre sig håb om at få solgt mig et abonnement, må vedkommende give mig en god grund til ikke at lægge på. Op til folketingsvalget må partierne argumentere for deres stillingtagen til valgets politiske spørgsmål, så borgerne kan beslutte hvor de vil sætte deres kryds. Hvad enten man går ind for et forbud mod omskæring af drenge eller ej, er man nødt til at begrunde sin stillingtagen til et lovforslag herom.

Med de fire eksempler har vi anslået hvilken slags argumentation vi beskriver i denne bog, nemlig den der søger tilslutning. Vi beskæftiger os ikke med hvordan man påtvinger andre sine synspunkter i spørgsmål hvis udfald på forhånd er afgjort ved magt. Med argumentation forstår vi altså noget andet end den massive påvirkning man fx kender fra politisk propaganda i totalitære stater. Som vi forstår udtrykket „at vinde tilslutning“, indebærer det at afsender anerkender modtagers frihed til at tilslutte sig eller ej. Dermed betragter vi argumentation som en dialogisk proces.

Vi lægger altså afstand til dem der sætter lighedstegn mellem retorik og manipulation, dvs. dem der mener at retorik går ud på at overtale et bestemt publikum med ligegyldigt hvilke midler. Vi sondrer principielt mellem retorisk effektivitet og kvalitet. Det er dermed også retorikerens opgave at spørge om det der faktisk virker, kan forsvares ud fra etiske normer og faglige kvalitetskriterier. Hvad der så er god argumentation, gives der næppe endegyldige svar på eller ufravigelige regler for. Det hænger sammen med retorikkens pragmatiske grundprincip: at teksten må forstås og vurderes i sin kommunikationssituation.

Enkelte fag og erhverv har hver deres typiske argumentationstræk. Argumentation inden for forskellige områder som jura, biologi, religion, kunst, etik og erhvervsliv har hver sit særpræg. Over for disse fagspecifikke argumentationssystemer har vi argumentation der ikke er bestemt af et emne, og som vi alle er fælles om. Argumentationsteorien skelner tilsvarende mellem specialiseret og almindelig argumentation. Denne bog handler først og fremmest om det sidste; den anskuer den argumentation som typisk henvender sig til borgerne i det offentlige rum, som den kommer til udtryk i kommunikation der har til formål at overbevise andre, såsom politiske debatter,

sundhedskampagner og debatindlæg i medierne. Men begrebsapparatet er også relevant for den specialiserede argumentation og kan altså bruges hvad enten argumentationen foregår inden for et bestemt fag eller i det almindelige liv.