ADAM OG EVA

ADAM OG E VA

de to allerførste mennesker

Mennesket hed Adam. Det var selvfølgelig et navn Gud fandt på, og Gud satte Adam i en have, en dejlig have, Edens Have, Paradis.

Men Gud var stadig træt efter at have skabt både himmel og jord og bad Adam finde på altings navne.

20

Der var nok at gå i gang med, hverken fugl eller fisk havde navne endnu, alting hed ingenting.

Må jeg helt selv bestemme? spurgte Adam.

Det måtte han. Og så var det bare at gå i gang fra en ende af.

Bananpalme, sagde Adam til en høj palme med lange, gule frugter.

Stork, sagde Adam til en fugl med langt næb og tynde, røde ben.

Bavian, sagde Adam til et sjovt dyr med både arme, fingre og ben og en ordentlig rød numse.

Delfin, sagde Adam til et af de mange dyr i havet.

Og sådan blev han ved. I dagevis. Ugevis, faktisk. I starten var det let og sjovt, næsten en leg. Men ting bliver sjældent ved med at være sjove, og Adam fik osse sværere og sværere ved at komme op med nye navne. Marehalm. Sildehaj. Flagspætte.

Og da Adam omsider havde givet alting navne, var der ikke rigtig andet at lave i Edens Have. Adam sad lidt og gloede. Lå lidt og kiggede skyer. Travede lidt rundt om en enebærbusk. Satte sig igen. Det kan godt være Gud havde skabt et paradis med alt hvad man kunne ønske sig, men Adam følte sig alligevel trist og ønskede sig noget han ikke vidste hvad var.

21

Men det vidste Gud. Adam var ensom. Og det er ikke godt for mennesket at være ensom.

Så Gud pustede blidt på Adams øjenlåg og fik ham til at sove. Så tog Gud et af

Adams ribben, han havde heldigvis en hel del, og af det ribben formede Gud et nyt menneske. En kvinde denne her gang, så der var en af hver.

22

Og Adam vågnede. Og troede ikke sine egne øjne. Et menneske som han selv, bare ikke helt som han selv, det menneske han havde savnet uden at vide at det var det menneske han havde savnet. Nu var de en mand og en kvinde, Adam og Eva, og de var ikke ensomme mere, de havde jo hinanden.

23

24

25