OG GUD SKABTE VERDEN

O G GUD SKABTE V ERDEN

hvordan alting blev til

Mørke. Mørke og ingenting. Sådan var det i begyndelsen. Det var så mørkt at man slet ikke kunne se nogen begyndelse.

Men der var Ordet. Ordet var hos Gud, og på den første dag trillede Gud jorden stor og rund og sagde: Lys.

14

Og der blev lys.

Nu var der en jord, der var lys, der var mørke, og Gud syntes at lyset skulle hedde dag. Mørket kom til at hedde nat.

Det var da lidt af en begyndelse.

Den anden dag skabte Gud himlen. Så nu var der både himmel og jord. Gud malede skyer på himlen, lyse skyer, mørke skyer, tordenskyer, lammeskyer.

Den tredje dag skænkede Gud havene fulde. Og på land voksede alt hvad der gror, palmer og buske og blomster, der var farver, der var duft, der var de høje stammer, det lave krat, de planter der kravler, de træer der bærer frugt, de brede kroner, de smalle blade, de røde bær.

Gud syntes det så ret godt ud, alt det på sølle tre dage.

Den fjerde dag hængte Gud månen op og pyntede med stjerner. Så var natten som den skulle være. Bagefter satte Gud solen op, så dagen var dag. Og så der var ordentlig forskel på de to.

Den femte dag rørte Gud liv i havet, de mindste, de største og alle dem indimellem, finner, gæller, haler alle vegne. Og Gud hviskede liv på himlen, fugle i alle

15

16

17

størrelser, alle farver, store næb, små næb, snart var der vingeslag og kvitten og tvitten og kvidren i luften.

Den sjette dag var alle de andre dyrs dag. Gud kaldte dem frem fra jungler, fra skove, fra buskadser, fra huller i jorden, de spidse pigge, den glatte pels, skarpe tænder, bløde muler, horn og haler og snuder og knurhår, pletter og striber, Gud gjorde sig umage med at finde på.

Så gravede Gud dybt efter det fede ler og æltede og formede et menneske, to ben, to arme, hoved, mund, ører, og til sidst blæste Gud ånde i mennesket, og mennesket slog øjnene op, mennesket blev levende.

Pyha, sagde Gud og lænede sig tilbage, lagde sig faktisk i det høje græs. Når man sådan har arbejdet hårdt seks dage i streg og har skabt alting, ja, så er man godt træt og med god grund.

Derfor gjorde Gud hverken det ene eller det andet på den syvende dag. Gud hvilede sig bare. Sov tungt og godt. Og drømte om alt det nye, fuglene, træerne, havene, lerjorden, dyrene, bjergene, frugterne. Åh, sikke en jord.