2 minute read
Forord
Vilje og systematisk træning
Det er langtfra de største talenter, der når det højeste niveau i fodbold. Et eksempel er Simon Kjær, som i ungdomsårene ikke blev betragtet som et stort talent, men som ved hårdt og målrettet arbejde har udviklet sig til at blive en af verdens bedste forsvarsspillere.
Ofte har talentfulde spillere ikke den nødvendige hjælp og opbakning, eller de mangler viljen til at ofre sig for at nå målet. Omvendt er der mange mindre talentfulde spillere, der bliver elitespillere.
Uanset talent er vejen til succes systematisk udvikling og en stor indsats. Du kan nå langt, hvis du har fokus på, hvad det kræver, og hvordan du skal gribe det an. Jeg var selv en af dem med begrænset talent, som ved hårdt arbejde nåede relativt langt med mere end 300 kampe i den bedste danske række og endog landskampe. Hårdt, men også sjovt, og det er vigtigt, hvis det skal lykkes.
Da jeg var ungdomsspiller, vidste man ikke, hvordan man skulle gøre det. Jeg prøvede mig frem på bedste vis. I dag er der meget viden, der kan gøre din udvikling mere sikker og effektiv. Hvad kræver det af dig? Hvordan kan du forbedre din teknik, fysik, taktiske forståelse? Hvad skal du spise/drikke? Hvor meget skal du sove? Spørgsmål, som denne bog giver svar på.
Jeg har forsøgt at beskrive det, så det er enkelt at forstå og praktisere for dig. Husk, at det ikke skal være en pine og sur pligt. Du må gerne synes, det er hårdt, men det skal være lysten, der driver værket.
Jeg har været heldig at få lov til at træne nogle af verdens bedste fodboldspillere, såsom Zinedine Zidane, Andrés Iniesta, Ronaldinho og Allesandro Del Piero. De er venlige og imødekommende, men det, der kendetegner dem alle, er, at de har viljen til hele tiden at forbedre sig.
Lad mig give et eksempel: I 1998 vandt Zidane verdensmesterskabet med Frankrig. Han spillede på det tidspunkt i Juventus, hvor jeg kom til i 1999 – og et af de første spørgsmål, han stillede mig, var: “Hvordan kan jeg optimere min forberedelse til kamp?”
Jeg ser det også i Atalanta, hvor vi tre år i træk har kvalificeret os til Champions League og finalen i den italienske cup-turnering, Coppa Italia, to gange – selvom de største hold i Italien har fire-fem gange flere penge at købe spillere for end os. Indstillingen og udviklingen gør forskellen.
Har du viljen, er denne bog noget for dig. På en effektiv og forhåbentlig inspirerende måde kan den føre dig mod målet om at blive elitespiller. Hvis jeg kunne gøre det, kan du også!
God rejse og læsning!
Jens
At blivE elitespiller er en drøm, som mange unge har, men få i virkeligheden lykkes med. Ofte fordi de ikke ved, hvad der skal til, og hvordan man skal gøre det.
Det skal denne bog hjælpe dig med.