Forord

En generalsekretær, en fagforeningsformand, en senior partner og en bestyrelsesformand mødtes en sommerdag for at tale om magt og karriere.

Ser du fire kvinder for dig?

Nej?

Det gjorde jeg.

Jeg sad nemlig for bordenden i et lille hyggeligt drivhus i en baggård på Vesterbro og forsøgte at styre samtalen mellem de fire kvinder: Generalsekretær i UNICEF Danmark Karen Hækkerup, formand i Fagbevægelsens Hovedorganisation Lizette Risgaard, senior partner i Boston Consulting Group Mai-Britt Poulsen og Merete Eldrup, der er bestyrelsesformand for blandt andet Københavns Universitet og Nykredit.

Min anledning til at sætte disse fire kvinder stævne var, at jeg var nysgerrig på, hvordan det var lykkedes dem at klatre hele vejen op ad karrierestigen og sætte sig på nogle af samfundets absolutte topposter. Hvad havde de pakket i rygsækken for at rejse til magtpyramidens top? Hvilken rute havde de taget? Hvilke forestillinger og fordomme var de stødt på undervejs? Og hvilke oplevelser og overvejelser havde de taget med sig ind på chefkontorerne?

Det er ikke så almindeligt, at kvinder finder vej til samfundets øverste hylde i Danmark. Faktisk er det mere almindeligt at møde en CEO for en børsnoteret virksomhed, der hedder Lars,

end at møde en kvindelig CEO. Der er ikke én eneste kvinde i halvdelen af bestyrelserne i Danmarks store virksomheder, som ellers er underlagt en lov om at opstille måltal for antallet af kvinder i bestyrelsen. I Folketinget begynder det at ligne en nogenlunde lige kønsfordeling. Her er 39 procent kvinder. Men ser vi på landets byråd, udgør kvinder omkring en tredjedel, og ud af kommunernes 98 borgmestre er blot 14 kvinder. Det er symptomatisk for alle landets sektorer, at jo højere op i hierarkierne du retter blikket, des færre kvinder får du øje på.

Danmark halter markant efter de øvrige nordiske lande, når det kommer til kvinder i ledelse. I Danmark er 28 procent af alle ledere kvinder, mens andelen af kvindelige ledere i vores nordiske nabolande ligger på mellem 35 og 43 procent. Vi ligger samtidig et stykke under EU-gennemsnittet, som er knap 35 procent. At det kniber med at få kvinder på topposterne herhjemme, kan også forklare, hvorfor Danmarks samlede ligestillingsscore kun rækker til en 14.-plads på World Economic Forum Global Gender Gap-indeks fra 2020. Resten af Norden – Island, Norge, Finland og Sverige – ligger på plads nummer 1 til 4.

Ligestilling på ledelsesgangen er en akilleshæl for Danmark, og det har længe været et mysterium for mig. For vi danskere går jo ind for ligestilling, gør vi ikke? Ifølge tal fra EU’s meningsmålingsinstitut Eurobarometer fra 2015 er næsten alle danskere enige i, at ”ligestilling mellem mænd og kvinder er en fundamental rettighed”. Men som forskerne Jørgen Goul Andersen og Ditte Shamshiri-Petersen har kortlagt i bogen Konflikt og konsensus, bliver danskernes ligestillingsiver mere lunken, så snart ligestilling går fra at handle om noget principielt til at blive konkret. Kun hver fjerde danske mand og halvdelen af de danske kvinder mener, at der bør være nogenlunde lige mange

mænd og kvinder i Folketinget. Der er faktisk lidt flere mænd, der erklærer sig imod end for: 28 procent er uenige i, at der bør være lige mange mænd og kvinder i Folketinget. Tilsvarende er hver fjerde mand og knap halvdelen af de danske kvinder enige i, at det er bedst med nogenlunde lige mange mænd og kvinder på ledende poster i erhvervslivet. Også her er flere mænd – 32 procent – uenige i, at en nogenlunde lige kønsfordeling i erhvervslivet er ønskelig.

Så her er min forsigtige konklusion: Når vi er et samfund, der ynder at sige, at vi går ind for ligestilling, så længe vi slipper for at blive konkrete, kan det måske være med til at forklare, hvorfor vi snegler os af sted med at få flere kvinder på topposterne.

De seneste år har jeg været med til at kortlægge den danske magtelite, som er en kreds af cirka 400 direktører, formænd, ministre og andre topfolk, der dominerer netværkene i toppen af samfundet. Jeg har kigget på sammensætningen af utallige bestyrelser, direktioner, råd, udvalg, paneler, repræsentantskaber og kommissioner, og jeg er ofte blevet skuffet over, hvor lidt diversitet der finder ind i magtens cirkler. Magtens mænd kommer overvejende fra de samme uddannelser, har samme etniske baggrund, bor i de samme områder af landet, har rødder i samme høje socialklasser – og så er de, ja, for det meste mænd. ”Slap nu af med de bestyrelser,” tænker du måske. ”Hvis kvinderne hellere vil arbejde i HR-afdelingen, så er det vel fint?”

Jeg mener, det er et problem. For ligestilling i samfundets øverste luftlag handler om magtfordelingen i vores samfund.

Det er dem i toppen, der har magten til at forme, magten til at fastholde og magten til at forandre. Magteliten har indflydelse på, hvordan vores arbejdsmarked skal se ud; hvordan vores uddannelsessystem skal skrues sammen; hvordan vi skal prioritere i dansk økonomi og i dansk erhvervsliv; og hvordan skal vi håndtere det, når kloden rammes af en pandemi eller en klimakrise. De beslutninger, der træffes på samfundets øverste etage, har betydning for os alle sammen. Når de, der træffer beslutningerne, primært har levet hele livet i en bestemt bane i samfundet, vil de have nogle blinde vinkler. Derfor er vi bedst tjent med, at magteliten afspejler den brede befolkning.

Men hvor finder man nøglen til direktionsgangen, hvis man ikke passer i magtens kategorier? Hvordan bliver man for eksempel en del af klubben, hvis man er kvinde?

Da jeg først spurgte Karen Hækkerup, Lizette Risgaard, MaiBritt Poulsen og Merete Eldrup, om de ville være med i en bog, hvor de skulle fortælle om deres vej fra barndomshjemmet til hjørnekontoret og have en samtale om, hvad man som kvinde støder ind i undervejs, var det ikke alle, der straks sagde ja. Jeg gætter på, at de tænkte: ”Skal jeg nu igen interviewes om at være kvinde i stedet for formand, chef eller generalsekretær?” Jeg er glad for, at de alligevel lod sig overtale til at være med. For jeg er overbevist om, at vi andre kan lære noget af de fire kvinders samtale og historier.

Udover at være topchefer i hver sin sektor til daglig, er de fire kvinder i denne bog også hustruer, mødre, bedstemødre og i det hele taget mennesker. Mennesker, der har taget valg og fravalg. Mennesker, der har haft succeser og udfordringer. Og mennesker, der i kraft af at de er kvinder, har brudt med den gængse forestilling, som de fleste af os bærer rundt på. Nemlig at den øverste topchef er en mand. Ved at høre om deres ople-

velser og overvejelser kan vi måske blive klogere på, hvorfor vi i Danmark anno 2021 stadig har et såkaldt glasloft, som kvinder dunker hovedet imod på vej op ad karrierestigen.

De fire kvinder kommer fra forskellige dele af landet, har forskellige aldre og er kommet til tops i hver sin gren af samfundet: Karen Hækkerup har været i toppen af politik, landbrug og NGO-verdenen. Lizette Risgaard sidder helt i toppen af fagbevægelsen. Merete Eldrup kom højt op i statsadministrationen, før hun kom helt til tops i mediebranchen, og i dag sidder hun i en række toneangivende bestyrelser i dansk erhvervsliv. MaiBritt Poulsens kontor ligger på allerøverste etage i den internationale konsulentverden.

De kigger ud fra hver sin toppost i samfundet og bringer forskellige perspektiver til bordet.

Bogen er bygget op omkring en række samtaler, jeg havde med de fire kvinder hen over sommeren 2020. Det var livlige og bramfrie snakke, fulde af anekdoter og diskussioner, grin og panderynker. Den åbenhed har jeg et ønske om at viderebringe, som jeg mødte den – i øjenhøjde. Hensigten har ikke været at lave en tung, teoretisk bog om ligestilling i den danske magtelite, men en uhøjtidelig og inspirerende bog med et indhold, som mange forhåbentlig kan se noget af sig selv i. Det er sjældent, at topledere stiller sig til rådighed og fortæller om deres rejse til toppen af samfundet. Og endnu sjældnere, man hører karrierekvinder sætte ord på de forventninger og forestillinger, man som kvinde kan møde, når man klatrer op ad karrierestigen.

Lad mig komme med et par indsigter, som gav mig stof til eftertanke.

De forestillinger og forventninger, vi i samfundet har til, hvordan man er kvinde, passer ikke altid særlig godt sammen med at gøre topkarriere og blive topchef. Derfor vil nogle karrierekvinder skulle bruge kræfter på at kæmpe mod nedarvede pigeidealer om at være sød, smuk og afholdt, når de nærmer sig magtens tinder. For man kan ikke være venner med alle deroppe, og når nogen slår i bordet og råber, fordi de er uenige, skal man vænne sig af med at tænke: ”Er det nu, fordi de ikke kan lide mig?”

Men er det overhovedet sådan, at flere kvinder end mænd er bløde og søde og bekymrer sig om, hvad andre tænker – eller er det blot noget, vi har en tendens til at forestille os fra film, bøger og populærkultur? Kan det tænkes, at vi indimellem kommer til at forvente det?

Er det derfor, nogle kvinder gør sig umage med at pakke hård kritik ind i en sky af ros, anerkendelse og glade smileys? Man skulle jo nødigt blive opfattet som en bitch.

Er det derfor, nogle løfter øjenbrynene og påtaler det, da en af bogens kvinder ligesom sine mandlige kollegaer går målrettet efter næste forfremmelse, selvom hun netop er blevet forfremmet?

Er det derfor, en af bogens kvinder bliver opfattet som mindre sød, når hun ruller sit imponerende CV ud og selvsikkert fortæller om, hvordan hun håndterede dén udfordring og dén udfordring og dén udfordring.

Og er det derfor, at kvinder, der går op i, hvad andre tænker, risikerer at blive opfattet som usikre, svage og konfliktsky frem for som empatiske, diplomatiske mennesker, der er gode til at få folk med sig på sit hold?

Som kvinderne i bogen påpeger, kan det også være en fordel at være kvinde, fordi man skiller sig ud. Det er nemmere at

huske den ene kvinde i en pink kjole fra landbrugskonferencen end de 50 mænd i jakkesæt. Og har man først bevist, at man har en plads i bestyrelseslokalet, kan der hurtigt dukke flere invitationer op: Endelig en topkvalificeret kandidat, der ovenikøbet er kvinde!

Der er nogle faste forestillinger knyttet til det at være kvinde i vores samfund. Og der er endnu fastere forestillinger om, hvad det vil sige at være en god mor. Gennem normer stiller vi større krav til moderskabet end til faderskabet. Jeg har i hvert fald ikke hørt om mandlige topchefer, der har fået at vide af HR-afdelingen, at de sender forkerte signaler ved allerede at komme tilbage efter tre måneders barsel, som en af kvinderne her i bogen beskriver.

Og hvor mange mandlige topchefer stopper op for at forsikre receptionisten om, at de altså ikke er på vej hjem for at hente børn, når de går fra kontoret klokken 15 en tirsdag eftermiddag for at tage til møde ude i byen?

Hvor mange mandlige topchefer har oplevet, at børnehaven stimler sammen, når de for en gangs skyld kommer ned for at hente: ”Kom, kom, alle sammen – nu kommer Pernilles rigtige far”?

Hvor mange mandlige topchefer har oplevet, at en kommende kollega har sagt: ”Åh, nu kommer ham den nybagte far. Hvorfor har vi ansat ham? Han ved ikke noget om området, han kommer lige fra barsel og har flere børn derhjemme. Han holder ikke et halvt år”?

Disse eksempler vil du møde i bogen. De har ikke bremset bogens fire hovedpersoner. Men har de bremset andre kvinder?

De fire kvindelige topchefer i denne bog har været gode til at være ligeglade med andres forventninger og sige: ”Rend og hop. Jeg gør tingene på min måde.” Men hvad nu hvis andre

kvinder, der vil gøre karriere, frygter at blive stemplet som ravnemødre og hele tiden oplever, at de skal retfærdiggøre deres valg over for kollegaer, familie, venner og for sig selv, fordi de bryder med forestillingen om, hvordan man er en rigtig kvinde eller en god mor?

Så her er min anden forsigtige konklusion: I Danmark ynder vi at se os selv som et frigjort, uhøjtideligt og fordomsfrit folkefærd. Men når det kommer til kønsroller i familien, er vi supertraditionalister. Se bare, hvad statistikkerne viser: Danske mødre tager omkring 90 procent af barslen. Fraværet ved barns sygdom er højere for kvinder end for mænd – det er stadig oftest mor, der bliver hjemme, når lille August er syg. Danske kvinder bruger i gennemsnit en time mere om dagen på husholdningsarbejde end mænd, har en undersøgelse fra Rockwoolfonden afsløret. Og som Jørgen Goul Andersen og Ditte Shamshiri-Petersen har vist, erklærer kun 62 procent af danskerne sig enig i, at mænd bør deltage i pasning af familiens børn i samme omfang som kvinder. Mindre end halvdelen af befolkningen er enige i, at det er bedst for alle, hvis mænd tager en del af barselsorloven. Den danske befolkning er langt mere traditionsbundet end vores norske og svenske naboer, som også indgår i undersøgelsen.

Og lad mig fremhæve en sidste tankevækkende undersøgelse. Da EU i 2012 kortlagde EU-borgernes holdning til kvinder i ledende stillinger, svarede knap halvdelen af danskerne, at kvinder er mindre interesserede i stillinger med ansvar end mænd. Danmark tog prisen som det EU-land, hvor flest borgere mener, at kvinder er mindre interesserede i stillinger med ansvar end mænd.

Når du læser denne bog, håber jeg, at du vil tænke over dine egne forestillinger og fordomme undervejs. Siger de fire kvinder

noget, der får dig til at tænke: ”Nej, det kan hun da ikke sige”? Så overvej lige, om du havde reageret på samme måde, hvis udsagnet kom fra en mand.

Bogen er delt i tre.

Del 1 handler om, hvordan damen bliver højeste kort uden at blive trumfet af konger og esser i magtspillet om hjørnekontorerne. Med de personlige overvejelser og kampe, det har krævet, fra opvæksten - til slutspillet om topposterne.

I del 2 kommer vi inden for hjemmets fire vægge og hører om, hvordan man får hverdagen og familiekabalen til at gå op med en topkarriere. Vi får indsigt i, hvordan arbejdsdelingen med manden som familiens base kan blive til, og hvordan en kvinde lykkes med at slippe fri for tøjvask, indkøb og den dårlige samvittighed, der kan nage, når man har valgt at indrette sig på en anden måde end de fleste andre.

I del 3 møder vi kvinderne enkeltvis. Her fortæller de deres personlige historier, fra tumling til topchef.

Gennem bogen vil du støde på mange små anekdoter og konkrete eksempler fra de fire kvinders virkelighed. Nogle gange vil du måske tænke: ”Hvorfor i alverden skal jeg nu høre om, hvem der sætter stole op efter konferencen, og hvem der renser afløb og køber ind?” Alle disse små detaljer fra hverdagen har jeg med overlæg taget med, fordi de er små brikker i det store billede. Jeg tror personligt, at det glasloft, mange kvinder knalder hovedet imod, når de stiger i graderne, er sat sammen af en masse små problemer og holdt sammen af en usynlig belægning af stive normer og fastgroede forventninger om, hvem der gør hvad på en arbejdsplads og i et hjem.

Hvad enten du er ung kvinde i starten af din karriere, ældre mand på toppen af din karriere, eller noget helt tredje et sted imellem, håber jeg, at du vil tage bogens pointer til dig. For i kraft af de forestillinger, du selv bærer rundt på – og i kraft af den måde, du vurderer, bedømmer og omtaler andre og dig selv på – kan du være med til at påvirke det billede, kommende generationer får på nethinden, når de forestiller sig en generalsekretær, en fagforeningsformand, en senior partner og bestyrelsesformand, der mødes for at tale om magt og karriere.