Mijas, 31.08.2013
Nanna Lunnemann har været i praktik som journalist på vores månedsmagasiner La Danesa, Det Norske Magasinet og En Sueco fra 1. september 2012 til 31. august 2013, hvorefter hun tog tilbage til Danmark for at fortsætte sine studier på SDU. Nanna er en dygtig journalistspire, og hendes meget åbne tilgang til tingene gør hende i stand til at skrive engageret om stort set alle emner. I tiden hos os har hun undergået en stor udvikling; bl.a. har hun forbedret sin evne til at adressere en given målgruppe direkte, så læserne ikke præsenteres for noget, man med rimelighed må forvente, at de allerede ved, men heller ikke efterlades med ubesvarede spørgsmål om det behandlede emne. Hun har lært at vurdere, hvad der er væsentligt, fjerne overflødigheder og kommunikere stoffet præcist, uden at det går ud over flowet i artiklen. Hun er i dag langt mere opmærksom på detaljernes betydning, er blevet en dygtigere iagttager, der forstår at fokusere og, ikke mindst, har hun lært at gøre sig stor umage med arbejdet. Nanna har udvist et stort selvstændigt initiativ og har været god til at pitche idéer og argumentere for disse, hvilket har resulteret i rejser rundt i Spanien, hvorfra hun er kommet hjem til redaktionen med gode historier i bagagen. Nanna formår at bygge sine tekster op til et spændingsmæssigt højdepunkt og har en god fornemmelse for, hvilken interviewteknik og skrivestil, der passer til opgaven. På researchsiden har Nanna pga. begrænsede spanskkundskaber været afhængig af assistance fra sine kolleger, hvilket har lært hende at være meget præcis i sit søgningsmæssige udgangspunkt. Hun er modnet med ekspresfart under sit Spaniensophold, og med vedholdenhed og frisk mod tager hun fat på selv de mest krævende udfordringer. Som kollega er Nanna glad og entusiastisk - en ildsjæl, er vist den bedste beskrivelse af hendes personlighed. Jeg giver Nanna mine bedste anbefalinger. Med venlig hilsen Norrbom Marketing S.L.
Helle Espensen
Centro Idea - Ctra. de Mijas km 3,6 - 29650 Mijas – CIF.: B-92389295 Tel. 952 58 15 53 – Fax 952 58 03 29 – e-mail: norrbom@norrbom.com