2 minute read
KORTE NYHEDER
by mag-media
Tennisstjernen er også fremragende med golfkøllerne
Han er en af tennissportens allerstørste stjerner, og han har vundet intet mindre end 20 majortitler i tennis, men når han skal slappe af mellem turneringerne, så tager han gerne golfkøllerne frem. Og selvom golfbolden er betydelig mindre, så synes Rafael Nadal at ramme den ligeså godt som den større tennisbold. Nadal blev inviteret til at spille med i Balearic Golf Championship. Han sluttede ti slag efter vinderen, og beviste at hans handicap på +0,3 ikke er nogen tilfældighed.
Advertisement
Tyler McCumber med bandage om sin ødelagte finger.
Av, min finger ...
Tyler McCumber, 29-årig PGA Tour-spiller, er en hård hund. Et par dage inden Genesis Championship i Los Angeles, smækkede et skyde-vindue på hans hotelværelse sammen om hans venstre pegefinger og løftede hans negl halvt af. Fingeren var ilde tilredt, men tourens læge den uge, var ekspert i håndkirurgi og gennemførte en hurtig operation, hvor hele neglen blevet revet af. Trods smerterne og en stor bandage på venstre hånd, gennemførte McCumber turneringen, og førte faktisk efter en første runde i 67 slag.
Hole-in-one udløste luksusbil
Ved Abu Dhabi HSBC Championship var der en BMW 850i xDrive til den spiller som kunne lave hole-in-one på banens 15. hul. Og det blev franskmanden Alexander Levy som løb med den eftertragtede præmie. Med et 9-jern lykkedes det ham at lave det ultimative slag på det 162 meter lange hul – og det var ligeledes det første hole-in-one på European Tour i denne sæson.
Mestertræner skal hjælpe McIlroy
Rory McIlroy har problemer med sit sving, og efter en katastrofal præstation ved The Players Championship, hvor Rory McIlroy missede cuttet med 10 slag, har han nu hyret mestertræneren, Pete Cowen, til at få styr på svinget. Engelske Pete Cowen har hjulpet en lang række stjernespillere, bl.a. Thomas Bjørn, og nu skal han rette på McIlroy, som øjensynlig har mistet noget kontrol efter at han begyndte at eksperimentere med mere fart. Fart-eksperimentet startede med inspiration fra Bryson DeChambeaus succes. Får Cowen rettet McIlroy så meget til at han kan kæmpe med om den grønne jakke på Augusta National?
Ungdommen maser sig på
Ved den australske pro-turnering, Isuzu Queensland Open, vakte caddien Alfie Ward og spilleren Billy Dowling en del opmærksomhed, for Alfie er 13 år, mens Billy er 15. At unge spillere af og til deltager i de voksnes turneringer er ikke noget særsyn, men at spillerens caddie er så ung er ikke set før. Og de havde et fint samarbejde. På 15. Hul, et 154 meter par-3 hul, spurgte Billy sin caddie hvilket jern han skulle slå, 5 eller 6. 6 sagde Alfie og Billy slog derefter med 6-jernet og placerede bolden indenfor 20 cm af hullet, og fik en birdie. Hvad caddie-lønnen beløb sig til er uvist, men de to drenge fik en del hotdogs efter runden.
Michelle Wie tilbage på touren
Michelle Wie har ikke spillet på touren siden 2019, og i den mellemliggende periode er 31-årige Michelle blevet gift med Jonnie West, søn af basketball-legenden Jerry West, og blevet mor til datteren Makenna. Foreløbig er hun indskrevet til turneringerne Kia Classic og ANA Inspiration.