3 minute read
DANMARKS BEDSTE PAR 3 HUL
by mag-media
GOLFBLADET KÅRER: DANMARKS BEDSTE PAR3-HUL
Hvilket par3-hul er Danmarks bedste? Det prøver vi at finde ud af i denne sæson. Alle inviteres til at sende et flot foto og en beskrivelse af hvad de synes der ’Danmarks bedste par3-hul’.
Advertisement
Af Morten Buckhøj Foto: Silkeborg Ry Golfklub og Simon's Golf Club
Hvad gør et par3-hul godt? Er det et langt hul eller et kort hul? Er det over vand? Med vand i baggrunden? Ligger det i en skov omkranset af træer eller ude i det åbne land, maksimalt eksponeret for vinden?
Er det et hul, der er så visuelt smukt, at man bare ikke lige glemmer det når man har spillet det, eller er det et hul, hvor greenens drilske fald hver gang snyder golfspilleren, og efterlader én med en blanding af dyb frustration og næsegrus ærefrygt?
GOLFBLADET har sat sig for at kåre ’Danmarks bedste par3-hul’ i denne sæson. Og selvom bladets faste skribenter har været meget omkring, og besøgt masser af danske golfbaner i de seneste mange år, så kan vi ikke klare opgaven uden læsernes og golfklubbernes hjælp.
Vi beder derfor jer om at bidrage til nomineringen af de bedste par3-huller og til hjælpe med at gøre en umådelig vanskelig opgave en lille smule lettere.
Læsernes og klubbernes hjælp Vi vil gerne bede læserne – både enkeltpersoner og golfklubber – om at sende os et flot foto af det I mener er Danmarks bedste par3-hul. Vi vil gerne have lov til at bringe billedet, og jo bedre foto, desto bedre chance – hvis du er professionel fotograf eller blot en dygtig fotoamatør, eller hvis I i golfklubben har en, der kan noget med billeder, så lav et rigtigt flot foto af hullet, gerne flere og fra forskellige vinkler, og send det til os i en e-mail med en kort beskrivelse af hvorfor netop dét hul er Danmarks bedste par3.
Alle indsendte forslag kommer i betragtning – vi vil i de kommende udgivelser hen over sommeren i hvert blad bringe et udsnit af de indsendte forslag, og vi vil også bringe dem på vores website www.golfbladet.com. GOLFBLADET’s redaktion foretager en endelig nominering af fem udvalgte par3-huller, der præsenteres i bladet til september og herefter vil læserne kunne stemme om hvilket hul, der er Danmarks bedste par3.
Kåring og præmier Ingen konkurrence uden præmier. Den klub, der har Danmarks bedste par3-hul får et smukt indrammet foto af hullet med inskription, som man kan hænge op i klubhuset. Og dem, der har taget de bedste billeder af de fem nominerede huller belønnes med tre flasker god vin. GOLFBLADET’s fotografer vil tage ud og fotografere de fem endeligt nominerede huller, og det er et af deres billeder af vinderhullet, der vil blive forstørret og indrammet.
Konkurrencen løber til og med 25. juli. I GOLFBLADET’s septemberudgivelse 3. september vil vi præsentere de fem endeligt nominerede huller, og det vil være muligt at stemme på dit favorithul de følgende 14 dage.
Den endelige vinder afsløres i GOLFBLADET 1. oktober 2021.