HERLUF HANSEN

ARBEJDERDRENGEN, der blev en golflegende

Herluf Hansen, 82, er en levende PGA-legende. Han nåede at være pro i Sct. Knuds i 34 år, og i dag elsker han at gå tur på golfbanen – både med og uden golfkøllerne.

Af Morten Buckhøj Foto: Alex Tran

Jeg har taget brunsviger med til kaffen. Man er vel fynbo,” siger Herluf Hansen med et smil da vi møder ham en smuk, solrig formiddag i februar i hans andet hjem, Sct. Knuds Golfklub i Nyborg.

I 34 år var ’Luffe’ klubbens PGA-træner, for otte år siden blev han udnævnt til æresmedlem af klubben og på de resultattavler, der hænger på væggene i den ’nye’ pejsestue i det omdiskuterede klubhus, står ikke bare hans navn, men også hans kones, deres to sønners og hendes brors navne op imod 100 gange til sammen.

Familien Hansen er en af landets mest kendte golffamilier, og når vi nu skal starte GOLFBLADET’s serie om legendariske PGA-profiler et sted, så er intet mere naturligt end her – hos Herluf Hansen i Nyborg.

Det hele begyndte i 1948 på den gamle golfbane i Odense. Under krigen havde området været benyttet til militært øvelsesterræn, og nu elskede børnene fra kvarteret at lege ’røvere og soldater’ derovre. Blandt dem var den dengang 10-årige Luffe og hans storebror, Svend Eric. En dag fandt de en golfbold, og sådan én var penge værd. De to drenge vidste at de kunne sælge den til en golfspiller i klubben, og mødet med golfsporten vakte pludselig deres interesse. Drenge som Herluf og Svend Eric kunne nemlig arbejde som caddies, og det kom de så til. ”Så var det, at vi begyndte at lave vores egne golfkøller ud af bukkede elektronikrør, og om aftenen, inden det var blevet mørkt og når golfspillerne var taget hjem, sneg vi os ud på banen på de rigtige huller,” fortæller Herluf så levende som var det foregået i går aftes.

Luffes scrapbøger fortæller om et langt liv i golfsporten, og minder og gode historier er der mange af.

Fra caddie til landshold “Golfvognen var ikke opfundet dengang, så man brugte caddies, og for os drenge var det en god måde at tjene lidt lommepenge på. Hver måned var der caddiematcher, hvor vi spillede med udstyr vi lånte af medlemmerne, og hver gang var præmien til den bedste en udtjent kølle, som vi så kunne sætte i stand og spille med.”

Luffe rækker over i sin medbragte lærredsbag og trækker et gammelt 2-jern op af den. ”Jeg har stadig den første jeg vandt,” siger han og viser den stolt frem.

Brødrene Hansen blev hurtigt de bedste golfspillere i Odense. Og snart fik de lov at blive medlemmer af klubben. I 1955 blev Svend Eric udtaget til landsholdet, og året efter var det Herlufs tur – som 17-årig. Et par år inden havde Sct. Knuds Golfklub i Nyborg indviet deres fine 18 hullers bane, og mange havde dobbelt medlemskab af Odense og Sct. Knuds. Nogle medlemmer tilbød de to unge landsholdsspillere at repræsentere Sct. Knuds i stedet for Odense, mod gratis kontingent, og sådan startede en livslang kærlighedsaffære med Sct. Knuds Golfklub. Både Herluf og Svend Eric blev efterfølgende professionelle. I begyndelsen fik Herluf arbejde i Jylland, hvor hans gamle skolekammerat, Jørgen Korfitzen, havde fået ansvaret for Aalborg og to andre klubber og han tilbød Herluf en plads i 1962. To år senere vendte Herluf tilbage til Sct. Knuds, som klubbens golftræner, og har været der siden.

Hader snobberi ”Dengang var golf meget anderledes end i dag. Det var jo borgerskabet, de velhavende, der spillede golf. Både Svend Eric og jeg var håndværkeruddannede. Jeg var maskinarbejderlærling da jeg kom på landsholdet – og faktisk trak vi flere af vennerne med ind i golfsporten. På et tidspunkt var vi syv unge maskinarbejdere i Odense Golfklub, det var meget ualmindeligt dengang. Så ualmindeligt, at lokalavisen skrev om det.

Da jeg i 1960 var med landsholdet til Eisenhower Trophy i England, mærkede jeg noget af det snobberi, som prægede golfen dengang. Til det officielle program havde DGU indberettet at jeg var ’student of technology’. Sikke noget snobberi! Jeg var maskinarbejder, men det kunne man ikke sige højt,” siger Luffe og viser programmet frem fra dengang. Blandt navnene på modstanderholdene var bl.a. Michael Bonallack, der senere blev formand for Royal & Ancient, og en vis Jack Nicklaus. ”Jeg har aldrig brudt mig om snobberiet, men jeg har altid forsvaret traditionerne, og da golfsporten boomede medlemsmæssigt i 80’erne og 90’erne synes jeg nu nok, at det gik lidt for stærkt, for det var svært at lære alle de nye den pli, der hersker omkring golf. Både med hensyn til dresscode og i forhold til snyd mistede golfsporten noget med boomet,” siger han.

Herluf fortæller om hvordan han som ung professionel ikke måtte komme i klubhusene i Storbritannien, og om hvordan han helt op til for 10 år siden har oplevet klubber i England, hvor kvinder ikke havde adgang til klubhuset, eller havde deres egne, primitive klubhuse andre steder på anlægget. Han er glad for, at det aldrig er blevet sådan i Danmark.

Lav løn og store oplevelser Samtidig med at han var golftræner, var Herluf stadig en af Danmarks bedste spillere, og ikke færre end 17 gange har han repræsenteret Danmark ved World Cup – ofte overfor berømtheder som Jack Nicklaus, Lee Trevino og Seve Ballesteros. Han har aldrig spillet med nogle af dem, men da han som den første dansker i 1975 kvalificerede sig til finalerunden i The Open på Carnoustie, spillede han prøverunde med den tidligere vinder, Bobby Locke, der dengang var blevet en moden herre.

”Han kom selv og spurgte om han måtte spille med på vores starttid, og jeg svarede; Ja, naturligvis, hvis du kan opføre dig ordentligt!” fortæller Luffe med et lunt smil. ”Jeg har engang delt locker med Seve Ballesteros til en World Cup. Han var ung og meget venlig. Jeg kan huske, at han ikke kunne sige ’Herluf’, så han kaldte mig bare ’Hansen’. Herluf spillede mange pro-turneringer i Sverige, men ud over World Cup og et par forsøg i The Open blev det aldrig til en international karriere. Det primære job var i Nyborg. ”Det var hårdt arbejde at være golftræner dengang og pengene var ikke store. Da jeg begyndte i Nyborg, fik jeg 8,50 kr. for en halv times undervisning. En spand bolde kostede 1,50 kr., og om aftenen måtte vi samle boldene op med håndkraft.

I 1966 fik jeg forhøjet prisen til 10 kr. og 20 kr. for en time og i 1969 til 16 kr. Vi måtte ikke tage mere end 2,50 kr. for en spand bolde, men så kom vi bare lidt færre bolde i hver spand,” siger han.

Selvom Herluf Hansen og hans kone, Jette, bor tæt på skoven i Nyborg, så plejer de at køre over i golfklubben når de skal gå deres daglige tur, for området er så smukt, som han siger. Jette var datter af den daværende greenkeeper, er opvokset i et hus på selve banen, og de mødte naturligvis hinanden i golfklubben. Et par gange om ugen er de stadig ude at spille golf. I dag kører Luffe i buggy når han spiller, men svinget fejler ikke noget.

Herluf har gemt en del af sine gamle golfkøller, og kan stadig spille med dem. Men det er kun til ære for fotografen. Til hverdag spiller han med moderne XXIO-jern, og er jævnligt i stand til at score lavere end sin alder.

”I 2019, som 80årig, gik jeg en 74’er i klubmesterskabet og sidste år havde jeg en 77’er. Det er fem bedre end min alder, og det bliver nemmere og nemmere at gøre. Jeg bliver jo et år ældre hvert år,” smiler han.

Herluf Hansen er en uudtømmelig kilde til sjove historier fra en svunden tid, og en af de morsomme handler om dengang han og de andre PGA-proer gik i strejke og nægtede at spille Sorbits Cup i Helsingør. ”Det var fordi Henrik Lund var tilmeldt turneringen. Henrik var professionel golfspiller, men PGA var blevet stiftet som en forening for golftrænere, og turneringen var for os – ikke for grønthandlere, cykelsmede eller advokater – og Henrik Lund var advokat i sit civile liv. Det endte i første omgang med et forlig, og senere med en retssag, hvor Henning ’Sprinter’ Kristensen, Richard Perthen og jeg mødte op i Landsretten for at tale PGA’s sag, mens Henrik Lund, som advokat, førte sig egen sag. Det endte nu meget godt. Henrik ønskede at spille for at kvalificere sig til World Cup, og det kom han også til. Tre gange spillede jeg World Cup med ham, bl.a. i 1970 i Buenos Aires, hvor han lavede holeinone og vi var nummer tre efter første runde. Vi var også makkere året efter på PGA National i Florida, hvor Henrik også bragte sig i fokus. Han havde fået nogle grips under et besøg hos en udstyrsfabrikant, og dem havde han sat på sit udstyr oppe på værelset og brugt almindelig benzin til det, men han spildte ud over det hele, med det resultat at hele hotellet stank af benzin, og man var bange for om det ville springe i luften. Jeg tror aldrig de fandt ud af hvad årsagen til al balladen var,” siger Herluf Hansen.