CITAT_30

CITAT N°30 • 01

LEDER

ANSVARSHAVENDE Julie Søltoft Jeppesen

Denne udgivelse er rund. Rund som et nul. Rund som i 30. Det er essentielt, at dette magasin bliver formidabelt. Men er det overhovedet vigtigt? Måske ikke.

På CITAT har det altid været et mantra at forsøge at lave det, andre ikke laver.

Skabe noget som ikke er skabt før og se verden med andre briller. Læsebriller.

Men CITAT er også en afspejling af de mennesker, der står bag. For selvom vi er ét, er vi også vidt forskellige, og vi har hver vores idé om, hvor magasinet skal hen. En diskussion der kan tage en evighed. En interessant evighed. Én ting er der dog enighed om. Vi vil gerne vise et udsnit af verden. De barske realiteter. Men også de der ikke er så barske endda.

At irske rejsende ikke gider rejse mere. At en pornoproducent hellere vil ­instruere andres sexleg end dikteres selv. At et land ved hjælp af m ­ igranters arbejdskraft forsøger at konkurrere med Dubai om at blive turistnation ­nummer ét.

CITAT har ambitioner om at efterlade et indtryk. Et indtryk som påvirker og sætter sig fast.

Måske er det ligegyldigt om udgivelse nummer 30 bliver smukkere, mere grænseoverskridende end de forrige. Men det er vigtigt for os, at magasinet giver dig noget at tænke over. Også denne gang.

SKRIBENTER Malthe Bruus Rune Aarestrup Pedersen Katinka Bundgård Fals Mathias Gram Peter-Emil Witt Henrik Rindom Knudsen Amalie Thieden

FOTOGRAFER Rune Aarestrup Pedersen Nanna Navntoft Kristine Kiilerich Daniel Hjort Benjamin Nørskov ILLUSTRATORER Melissa Kühn Hjerrild Kenneth Lysbjerg Koustrup Emil Skamstrup Amalie Thieden

FINANSERING CITAT er finansieret af annoncer og støtte fra DSR samt Kulturstyrelsens URKRAFT 2015-pulje TRYK Clemenstrykkeriet A/S KONTAKT redaktion@magasinetcitat.dk

OPLAG 3000 WEB www.magasinetcitat.dk DISTRIBUTION Kanon Distribution FreeCard

CITAT er produceret af studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

God fornøjelse

Skal din annonce i CITAT? Skriv til annonce@magasinetcitat.dk

Redaktionen, sommer 2015

REDAKTIONEN

Julie Søltoft Jeppesen

Amalie Thieden

02 • CITAT N°30

Kenneth Lysbjerg Koustrup

Ivan Riordan Boll

Cecilie Wortziger Kristensen

Chjanna Cæcilija Delaingzes

Magnus Fisker

Nanna Navntoft

Melissa Kühn Hjerrild

Rune Aarestrup Pedersen

Emma Gelbjerg-Hansen

Anne Jensen Sand

3 • VERDENS RIGESTE LAND • I Qatar er kun 12 ­procent af b ­ efolkningen ­qatarer. De resterende 88 procent består af migranter, der tager til landet for at arbejde i servicesektoren.

8 • DE IRSKE REJSENDE REJSER IKKE MERE • De ­irske rejsende har været en fast bestanddel af ­England i flere hundrede år. Selvom de kalder sig ’tr­avellers’, rejser de ikke ­længere så meget længere. Mød tre drenge, der er født ind i en ­tradition, der er ved at tage en ny form.

18 • UNG I SKELLET • Ved grænsen mellem Danmark og Tyskland har de unge grundet ­ grænsen to nationaliteter. Et ­ paradoks der i deres øjne ikke er et problem, men noget der giver dem flere ­muligheder for at begå sig i ­samfundet.

22 • DANSKE HOBBYER • I Danmark har vi mange hobbyer. Nogle af dem er ret skøre, men man tænker ikke særligt over det, fordi de er så ’­danske’. Dyk ned i Kristine Kiilerichs billeder, og det vil blive tydeligere, hvor skøre danskerne egentlig er.

38 • PLASTIK • Digt og foto clasher i et ­sammensurium af knækkede hæle, pangfarver og glitter. Højt humør og tømmermænd dagen derpå. Tag med til realityawards anno 2015.

44 • PRISEN PÅ ET LIV • Hvad er et liv værd? Det er der mennesker rundt ­omkring i verden, der ­arbejder på at konkretisere. For de fleste er det et ­umuligt spørgsmål at svare på. Men det er bestemt ­interessant.

48 • I PORNOLAND MED ROLAND • Pornobranchen ved de fleste ikke ­særlig meget om.

Det gør Roland. Han er nemlig ­pornoproducent og forsøger at afmystificere de mange ­fordomme om industrien. Se her, om det er lykkedes.

CITAT N°30 • 03

Verdens rigeste land Qatar består af flere migrantarbejdere end q ­ atarer. Det er disse mennesker, der har bygget vejene og støbt landets fundament.

I jagten på et bedre liv, har de rejst ­skyskrabere fra en flad ørken

Af Malthe Bruus (tekst), Melissa Kühn Hjerrild (illustration) og Kenneth Lysbjerg Koustrup (illustration)

04 • CITAT N°30

DET ER LIDT OVER midnat i Doha. ­Aircondition fylder den rungende tomme ankomsthal i ­Hamad International Airport til et punkt, hvor man ­begynder at savne en lun sweater. Blandt de søvnige flypassagerer finder man kun få vesterlændinge. De er klædt i jakkesæt og attachémapper og har travlt med at komme ­ ­videre. Størstedelen af de ankomne har mørk hud, sort hår og vil om lidt slutte sig til den halve million indere, som arbejder på den anden side af paskontrollen.

Doha er hovedstaden i Qatar, verdens r­igeste land ifølge Den Internationale Valutafond.

Rigdommen, som pumpes op af det største gasfelt i Golfen, bruges på enorme ­byggeprojekter, gratis sundhedsvæsen og betalt ­ uddannelse.

Det gælder dog kun, hvis du er en del af de privilegerede 12 procent af ­befolkningen, som har statsborgerskab. Qatarerne. De ­resterende 88 procent er ­migrantarbejdere, der gennem en arbejdstilladelse bor i landet. S­tørstedelen af dem er indere, men der bor også 400.000 nepalesere, 200.000 filippinere, 180.000 egyptere og omkring 100.000 fra Sri Lanka og Bangladesh.

DE PRIVILEGEREDE 12 PROCENT Ved lufthavnens immigrationskontrol ­ venter flere hundrede migranter på at komme frem til skranken, hvor en ung mand i l­ædersandaler ­ og traditionel arabisk klædedragt tager imod deres papirer. Han ligner én af de ­12 procent. Den offentlige sektor og de internationale firmaer i landet er f­ orpligtet til at ansætte en vis ­procentdel qatarer. Det b ­ etyder, at et job er noget, man får tildelt, ikke noget man skal kæmpe for.

Modvilligt tager qataren ved ­skranken imod i­mmigrationspapirer. Den privilegerede klasse, altid klædt i kridhvide dragter og med den ­klassiske gutra på hovedet, skal man tage sig i agt for. De er overmennesker i juridisk forstand og er hævet over alle andre i landet. ­Taxierne holder pæn afstand til qatarernes store biler, da ­skylden for en ulykke altid vil lande hos ham uden ­statsborgerskab. Og det er med al sandsynlighed en ham. Arbejdsstyrken er primært mænd. Der er 3,5 mænd per kvinde i landet. Det bekræftes af ­gadebilledet, hvor niqabklædte kvinder altid ses i selskab med mænd.

Hver eftermiddag bliver tusindvis af trætte arbejdere transporteret tilbage til ­ ­ deres indkvartering uden for byen. De ­ ­ sidder tæt i ­ gamle busser uden ­ aircondition. ­Migrantarbejderne ­bygger motorveje, skyskrabere og f­ odboldstadioner under barske forhold. Alt ­sammen til fordel for de rige qatarer. Men migrantarbejderne har et job, og det er måske mere, end hvad de havde i deres hjemland.

MIGRANTARBEJDERNES LAND Doha er præget af enorme hotelkomplekser, alt fra Best Western til Hilton er repræsenteret. En voksende middelklasse i Qatar drager fordel af deres arbejde på disse hoteller. De er ­mennesker, der er rejst hjemmefra i søgen efter arbejde og nu servicerer millionbyen. På de svært b ­ evogtede barer kan du købe alkohol mod f­remvisning af et ikke-muslimsk pas serveret af ikke-muslimsk personale.

I byen, hvor der er flere ringveje end >

CITAT N°30 • 05

fodgængerfelter, betjenes taxierne også af ­venlige ­ikke-qatarer, der ivrigt prøver sig frem på ­engelsk. De fortæller om glæden ved Qatar, som for dem er en chance for at starte et nyt og bedre liv.

Servicebranchen fylder generelt meget i Doha, som forsøger at indhente Dubai som ­turistmagnet. Serviceniveauet er næsten lige så højt som ambitionsniveauet, og derfor ­ flytter over 100.000 mennesker til Qatar hvert år for at betjene turister og rige lokale. Det er særligt migranterne, der knokler for at indfri landets drømme.

Disse mennesker har opbygget et land, hvor der før kun var en flad ørken. På mange måder er det migrantarbejdernes land. Den dag g ­ asfeltet ikke længere pumper penge ind i systemet, er det servicebranchen, der fremover skal holde 06 • CITAT N°30

hjulene i gang. Som besøgende i Qatar undrer man sig nemt over, at qatarerne kun udgør 12 procent af ­befolkningen. De kører rundt i Range ­Rovers, ryger vandpibe i souqen og shopper i det ­venetiansk inspirerede indkøbscenter uden for byen.

Men alligevel ligner de turister i d ­eres eget land. Den oprindelige kultur er helt forsvundet. Ingen bygninger i Doha er ­ ældre end tredive år. Selvom landet hylder ­ arabisk k­ul­­ tur med ­ moskeer og nationale monumenter, drukner det i et virvar af de mange forskellige kulturer, migrantarbejderne har bragt med sig. Langt væk fra ­overklasselivet og ­turistfælder finder man en blanding af asiatiske og mellemøstlige ­nationaliteter, der knokler for en fremtid og et land, der ikke er deres. •

CITAT N°30 • 07

08 • CITAT N°30

De irske rejsende rejser ikke mere De kom til England for godt hundrede år siden, de irske rejsende.

Deres hjem var landevejen, og de rejste med hestevogn fra sted til sted. I dag rejser de ingen steder. Den permanente lejrplads, River Lane, er nu familien Dohertys hjem Af Rune Aarestrup Pedersen (tekst og foto)

“BIP BIP … bip bip!” 14-årige Hughie Doherty ligger med sin iPhone i en plastikbetrukket sofa i familiens dagligstue. I deres nyerhvervede mobilehome. Hughie prøver at få fat i sin søster, som ligger i en campingvogn lige ved siden af. Hun tager den ikke.

Hughie vender sig i sofaen og tager et slag online billiard i stedet. Sidste år tog hans forældre ham ud af skolen. Ligesom de fleste af de unge irske rejsende, når de kommer i hans alder. Ikke en eneste irsk rejsende har de sidste 10 år gennemført skolen, efter de blev 16.

“Kom herind!” råber Hughie fra vinduet i mobilehomet, da hans lillebror og fætter kommer hjem.

Patrick Barney og Simey er begge 12 år og går stadig i skole. Lidt endnu. Om nogle måneder får de sommerferie. Permanent.

De tre drenge er af den nye generation af irske rejsende, og de er alle født i England af forældre, der selv har rejst rundt på landevejen. Ikke med hestevogn som de første irske rejsende, men i

campingvogn. De havde ikke flere ejendele, end det der hurtigt kunne pakkes ned og tages med videre. Lovgivningen i dag forhindrer dem i at rejse frit rundt. Derfor er campingvognen nu solidt parkeret og suppleret med et mobilehome.

TRADITIONER DØR UD Irish travellers, irske rejsende eller paveefolket, som de også er kaldt, var et nomadefolk, der i starten af 1900-tallet migrerede til England. Uden fast bopæl rejste de rundt fra sted til sted og slog lejr, hvor der var arbejde at finde.

I dag identificerer 58.000 mennesker sig som rejsende eller sigøjnere. Det gør dem til den mindste etniske minoritetsgruppe i England og Wales. 88 procent af de irske rejsende er født i England, og mange af dem bor nu i huse eller på permanente lejrpladser.

Da familien Doherty flyttede ind på River Lane, var Hughie kun to år. Både Patrick Barney og Simey er født og opvokset der. Egentlig ville ­familien være flyttet ind på >

CITAT N°30 • 09

10 • CITAT N°30

en af de permanente pladser, men alt var optaget.

Familien valgte derfor at købe et stykke land i udkanten af byen, og det har været deres hjem lige siden. I dag bor 30 af familiens medlemmer fast saWmmen på det lille stykke land. De har med tiden gjort stedet til en permanent lejrplads.

Blandt andet er der lagt vand ind, så de kan vaske tøj. Efterhånden er det kun festivaltoiletterne, som mangler at blive skiftet ud.

Men ikke alle ­traditioner ­bliver erstattet. Hver søndag er drengene med deres mor i katolsk kirke. Næsten hver søndag. Hughie blev hjemme i sengen i sidste uge. Drengenes navne går også igen fra generation til generation, og der er

fem på River Lane, som hedder Hughie. Han er ­wopkaldt efter sin far, som er opkaldt efter sin far.

TRANSPORTDYR SOM UNDERHOLDNING “Bliv der! Ellers hopper den bare over hegnet!” råber Hughie til Patrick Barney og Simey.

Drengene er ved at indfange en af deres ­ponyer på marken bag lejrpladsen. Den ­sidder ­allerede godt fast i pigtrådshegnet, der ellers skulle ­holde den inde på marken. Hesten ­vrider sig, og sekunder efter er den fri og ­galoperer ned ad ned ad den lille grusvej.

“Har du lige set en hest løbe forbi dig?” råber Patrick Barney til en forbipasserende, idet han

kravler over hegnet og sætter i spurt i retning mod hesten.

Engang brugte de irske rejsende heste som transportmiddel. I dag har de hestene for konkurrencen og underholdningens ­skyld.

Det er ikke lovligt for dem at ride ud på hovedvejen, så et par gange om måneden står de op kl. 04:00, før bilerne indtager vejene, og træner hestene i at ride med en vogn bag sig.

Jagten stopper hurtigt, da Hughie få minutter efter fanger hesten i ­indkørslen.

Drengene traver forbi familiens biler og autocampere for at komme tilbage på marken.

“Kom nu op på hesten, Patrick Barney,” >

CITAT N°30 • 11

12 • CITAT N°30

CITAT N°30 • 13

14 • CITAT N°30

siger Hughie, imens han og Simey afventende holder styr på hesten, til Patrick Barney får taget mod til sig. Han træder et par skridt tilbage.

“Jeg vil ikke, Hughie.”

“Du er den største tøsedreng, jeg kender!”

Frygten spreder sig i Patrick Barneys ansigt. Der er ingen vej udenom.

EN NY GENERATION I 1968 øgede man kontrollen med, hvor de irske rejsende slog sig ned. En ny lov gjorde det ulovligt at bosætte sig, hvor man havde lyst.

Det resulterede i etableringen af permanente lejrpladser, hvor de rejsende kunne parkere deres campingvogne. Den generation af irske rejsende,

som lever i dag, har aldrig rigtig rejst rundt.

“Det moderne billede af de irske rejsendes livsstil er ikke i nærheden af, hvordan deres kultur og traditioner er i virkeligheden. Det er en tilpasning, som de er blevet tvunget til af lovgivningen,” siger Mark Haythrone, leder af Gypsy Skills, som er en specialskole for irske rejsende og sigøjnere.

Der går Hughie én gang om ugen. I sigøjnerskolen er alle eleverne rejsende eller sigøjnere, som er blevet taget ud af den almindelige skole af deres forældre.

Ifølge Mark Haythrone vælger forældrene at tage deres børn ud af skolen, fordi de er bange for den kulturelle påvirkning børnene får, når de er sammen med ikke-rejsende eller ‘country

boys’, som de rejsende kalder dem.

Men samtidig har lovgivningen været med til at starte et mentalitetsskift hos den nye generation. De har ikke den samme udlængsel, som deres forældre og bedsteforældre havde.

“Jeg kan godt lide at have mit eget sted og blive der. Jeg kan ikke lide at rejse for meget rundt. Jeg tager væk på ferie, men kommer tilbage,” siger Hughie.

Patrick Barney og Simey nikker anerkendende.

Ingen af dem har nogensinde lyst til at flytte væk fra River Lane.

“Jeg er født traveller, så er jeg vel en traveller, ikke?” siger Hughie. •

CITAT N°30 • 15

16 • CITAT N°30

CITAT N°30 • 17

18 • CITAT N°30

Syd for den dansk-tyske grænse lever en flok unge mennesker i skellet. De er ikke rigtigt voksne, ikke rigtigt børn, og selvom landkortet siger, de er tyskere, føler de sig lige så meget som danskere. Nationalitet er noget, man vælger selv Af Katinka Bundgård Fals (tekst), Mathias Gram (tekst) og Nanna Navntoft (foto)

“EN ØL, BITTE”, råber en ung pige til bartenderen.

Halvanden euro og en lunken Carlsberg skifter hænder, og pigen forsvinder ud på dansegulvet.

Her er den fyldte sal ved at nå kogepunktet til lyden af Johnson, der synger, “vi stopper ikke, før vi ligner Morten og Peter”.

Varmen i salen får dog flere til at søge udenfor på balkonen, hvor unge i små grupper pjatter på tysk og nyder en smøg med udsigt til det oplyste Flensborg by night. Gennem vinduet kan man se hvide glimt fra et stroboskoplys aftegne en sort skov af arme, da næste sang kommer på. Fra ­hoben på dansegulvet blander et råbende kor sig med stemmen fra højtalerne. “Skub, skub, skub til taget!”

Det er fredag aften, og der er gymnasiefest på den danske Duborg-skole. Her, i hjertet af ­Flensborg, kan unge fra det danske m ­ indretal tage en dansk studentereksamen syd for grænsen. Tilknytningen til Danmark er meget forskellig blandt eleverne, men fælles for dem

er, at de balancerer på grænsen til v­ oksenlivet og blander dansk og tysk kultur, som det passer dem. Her føler man sig hverken tysk eller ­dansk, men nærmere begge dele. En af dem, der ­bevæger sig i skellet mellem de to nationaliteter, er 17-årige Tonya Hengenius.

“Jeg føler mig dansk, men jeg føler mig også tysk. Jeg tror ikke, at jeg helt 100 procent kan sige, hvad jeg virkelig er. Mit blod siger, at jeg er halvt dansk og halvt tysk,” siger Tonya, der til daglig går i 1.g på Sydslesvigs andet danske gymnasium, A.P. Møller Skolen.

DANSKHED ER MERE END BARE TRADITIONER Duborg-skolens dansende gymnasieelever er blot nogle af de 50.000 tyskere, der anslås at være en del af det danske mindretal i Sydslesvig.

De er et resultat af grænsedragningen i 1920, hvor et flertal af den sydslesvigske befolkning stemte imod at blive genforenet med Danmark efter 1. verdenskrig. Grænsen kom til at gå syd

for Kruså, og da Christian X mødte den efterladte befolkning u ­ ­nder genforeningsfesten, sagde han, ”I skal ikke blive glemt.”

Siden er de blevet nævnt hvert år i r­egentens nytårstale, og den danske stat hjælper ­mindretallet med 520 mio. kroner i ø ­ konomisk støtte til skoler og institutioner. Det gør det blandt andet muligt for danskerne syd for grænsen at drive 50 skoler og lige så mange børnehaver.

“Mindretallet eksisterer den dag i dag, fordi børnehaver, sportsforeninger og skoler gør det muligt for befolkningen at opretholde deres ­danske identitet og holde sammen,” siger Steen Bo Frandsen, der er forskningsleder ved Institut for Grænseregionsforskning på Syddansk ­Universitet.

På de danske gymnasier i Tyskland er danske traditioner bygget ind i hverdagen. Der bliver sunget ‘Livstræet’ til morgensang, skrevet stile på dansk og serveret risalamande til jul. Det er >

CITAT N°30 • 19

ikke kun gennem de gamle traditioner, men også i skolen, at det ­særligt danske skinner ­gennem.

“Den danske måde at gå i skole på er meget mere personlig og afslappet end den tyske. Her er vi på fornavn med vores lærere, og de vil gerne høre om, hvad vi ­oplever i vores fritid,” siger Tonya.

BLANDINGSKULTUR Når unge sydslesvigere vil låne bøger, film og cd’er på dansk, går de på det Danske ­Centralbibliotek i Flensborg. Her er en hel afdeling dedikeret til unge lånere.

Denne lørdag er afdelingens gæster en flok unge drenge, der spiller på hver deres computer, mens de småsnakker på tysk. ’Deutschland’ står der på ryggen af en fodboldtrøje, som én af dem er klædt i. Rundt om dem ligger Vi Unge- og ­Wendyblade i stakkevis, og under en idolplakat af Marie Key er biografier om Rasmus Seebach og Christopher stillet frem.

Christiane F’s selvbiografi skiller sig ud fra mængden af danske titler på hylden. Her kan de besøgende selv vælge deres kulturelle ophav, og for Tonya er netop denne valgfrihed noget af det særlige ved at være en del af mindretallet. “Jeg synes, det er rart, at man har noget fra to kulturer.

Jeg ville hverken miste det tyske eller det danske,” siger hun.

Den opfattelse vækker genklang blandt andre

20 • CITAT N°30

af mindretallets unge. En af dem er Güde Marie Kugler, der også går i gymnasiet på den danske A.P. Møller Skole. Begge hendes forældre er tyske, men gennem 11 år i dansk skole har hun også fået den danske kultur ind under huden. Og den ville hun nødig være foruden.

“Jeg føler virkelig, at jeg også er dansk. Faktisk føler jeg mig mere dansk end tysk, og jeg har bevidst valgt den danske nationalfølelse frem for den tyske. Valgfriheden har haft stor indflydelse på min personlighed,” siger Güde Marie Kugler.

Netop friheden til at blande de ­ omkringliggende kulturer sammen er et træk, som ifølge Steen Bo Frandsen har været særligt for ­sydslesvigerne.

“Sydslesvig har altid været et blandet sprog­­­­ og kulturområde. For eksempel taler folk i ­området både danskplat og tyskplat, som ligger tæt op ad hinanden. Identiteten ligger et sted midt imellem dansk og tysk og har sådan set ­altid gjort det,” fortæller han.

FLERE NATIONALITETER GIVER MULIGHEDER Spørger man Sven Mørch, der er doktor i ­filosofi og til daglig forsker i unge og i etniske ­udfordringer på Københavns Universitet, så er Tonya og Güdes følelsesmæssige tilhørsforhold mere undtagelsen end reglen. Han mener, at unge ikke længere reflekterer så meget over

­ eres identitet, men nærmere er optaget af ­ de d praktiske betragtninger som har betydning for deres liv.

“Vi bruger det udtryk, man kalder traktatteori det handler om, hvordan vi vælger den ­livsbane, vi gerne vil have. De unge er ikke så ­optaget af deres nationalitet, men nærmere af hvad de skal bruge deres liv på,” siger Sven Mørch.

For en stor del af de unge handler blandingen af de to kulturer derfor ikke så meget om, h ­ vordan de ser sig selv, som det handler om, at de får en udvidet række muligheder for at forme deres liv.

“De befinder sig i en verden, hvor der er flere muligheder, så de kan vælge forskellige veje ­ at gå. Det, der er interessant, er, hvilke veje de vælger at gå. Hvis de kan finde en tredje vej, hvor de kombinerer tingene, så er det jo ­rystende spændende. Ligesom at tage det ­bedste fra den danske verden og det bedste fra den tyske og lave noget nyt,” siger han.

For Emely Marie Schilling, elev på A.P. Møller Skolen i Slesvig, er muligheden for at sammensætte de to kulturer noget af det, ­ der gør det unikt at være en del af det danske mindretal. Moren er dansk, og faren tysk, og som så mange andre i det danske mindretal er hun vant til at skifte mellem de to nationaliteter og de ­muligheder, de hver især tilbyder.

“Vi er hverken tyske eller danske, og jeg vil heller

ikke sige, at jeg er sydslesviger. Hos min tyske familie er jeg tysker, og hos min danske er jeg dansker,” siger hun.

IDENTITETEN LIGGER IKKE FAST Tilbage på Duborg-skolen er festen ved at være slut. Den danske diskosang er blevet erstattet af en tysk, og eleverne hopper op og ned, mens de råber ”was, was, was” i kor. Lugten af røg og øl har efterhånden sat sig i festtøjet, og i ­garderoben er de første ved at gøre klar til at tage hjem. Et venindepar diskuterer højlydt på tysk, om de skal tage videre på bierbar eller gå hjem. Den ene pige rækker garderobedamen en lille grøn lap papir med et bøjlenummer.

“Ja, den stribede taske der, ja nemlig, tusind tak,” siger hun helt uden accent, inden hun og ­veninden under tysksproget småsnak vakler ud i natten.

Veninderne og deres ligesindede er et produkt af grænselandet. Det er ikke givet på forhånd, hvilken håndboldklub de skal holde med, eller om f­ødselsdagsflagene skal være ­­­rød-, sort- og ­g ulstribede eller røde og hvide. Midt i t­eenageårenes i dentitetsforvirring skal de ­ ­ s ydslesvigske unge også forholde sig til det, der er et af de eneste faste pejlemærker for andre. ­N ationaliteten. •

CITAT N°30 • 21

Danske hobbyer Af Kristine Killerich

Synkronsvømning 250 medlemmer 22 • CITAT N°30

CITAT N°30 • 23

Udendørs sex 2.000 medlemmer

24 • CITAT N°30

Mineral- og stenklub 1.400 medlemmer

Fjernstyrede racerbiler 300 medlemmer CITAT N°30 • 25

Cosplay 2.000 medlemmer

26 • CITAT N°30

Badminton 91.000 medlemmer

CITAT N°30 • 27

Fjernstyrede racerbiler 300 medlemmer

28 • CITAT N°30

Kultur- og historieforeninger 28.000 medlemmer

CITAT N°30 • 29

Konkurrencelivredning 60 medlemmer

30 • CITAT N°30

CITAT N°30 • 31

Golf 152.000 medlemmer

32 • CITAT N°30

Badminton 91.000 medlemmer

CITAT N°30 • 33

Fodbold 357.000 medlemmer

Synkronsvømning 250 medlemmer 34 • CITAT N°30

CITAT N°30 • 35

Naturisme 2.500 medlemmer

36 • CITAT N°30

Mineral- og stenklub 1.400 medlemmer

CITAT N°30 • 37

PLASTIK Af Peter-Emil Witt (tekst) og Daniel Hjorth (foto)

38 • CITAT N°30

CITAT N°30 • 39

40 • CITAT N°30

CITAT N°30 • 41

42 • CITAT N°30

CITAT N°30 • 43

Prisen på et liv Vi kan ikke rigtig forholde os til at gøre et menneskeliv op i penge. I det hele taget at vurdere værdien af et menneske. For umiddelbart vil man sige, at alle er lige meget værd Af Henrik Rindom Knudsen (tekst) og Emil Skamstrup (illustration)

I DET ENGELSKE SUNDHEDSSYSTEM er man ­villig til at bruge op til 300.000 kroner på at ­forlænge et menneskeliv med et enkelt år. Det er et ­billede på, at der nogle steder i verden sættes pris på menneskelivet. Måske er det svært at sætte konkrete ord på, hvad et liv er værd, for ­afhængigt af hvilket verdenssyn du har, har livet forskellig værdi.

Menneskelivets værdi kan blandt andet ­vurderes ud fra et nytteetisk synspunkt. Værdien af en persons liv afhænger af, hvor meget han eller hun gavner samfundet og menneskene ­omkring sig. Kunstneren giver samfundet ­kulturel værdi, mens direktøren bidrager med en hulens masse skat. Ud fra en nytteetisk ­synsvinkel er deres liv derfor meget værd. ­Kontanthjælpsmodtageren, som ikke yder det store til fællesskabet, e­r ­derimod langt ­mindre værd.

At tillægge nogle personer mere værdi end ­andre ud fra en nytteetisk tankegang er ikke uvant i samfundet. Hvis nødvendigt skal en ­livvagt ofre sit liv for præsidenten, han beskytter. ­­Præsidentens liv må derfor være mere værd, og samfundet har større nytte af hans eksistens end livvagtens.

LIVSKVALITET ER EN VÆRDI Spørgsmålet om værdien af et ­menneskeliv kan også besvares af den enkeltes ­personlige ­holdning. Hvor meget føler du, at dit liv er værd? Livskvalitet er et centralt begreb i den ­sammenhæng. En person, der i den nytteetiske optik har stor værdi, kan sagtens føle, at livet er miserabelt og ikke værd at leve. Det kunne være personer som Ernest Hemingway, der ansås for at være nytteetisk værdifuld for samfundet, men selv kæmpede med dæmoner, der i sidste ende førte til, at han tog sit eget liv.

Tankegangen om livskvalitet bruger man ofte i sundhedsvæsenet i begrebet ­kvalitetsjusterede leveår. De anvender begrebet, når de skal ­vurdere, hvor store effekter en vis behandling vil have.

44 • CITAT N°30

Betina Højgaard, der er seniorprojektleder på Det Nationale Institut for Kommuners og ­Regioners Analyse og Forskning, forklarer ­begrebet. ”Kvalitetsjusterede leveår giver en beskrivelse af, hvilken effekt en bestemt behandling har. Hvor mange ekstra leveår vil en vis behandling give, men vigtigst, hvordan bliver kvaliteten af disse leveår?”

I sundhedssystemet er livskvaliteten derfor af afgørende betydning. Når et hospital sætter forskellige behandlingsformer og deres virkning op mod hinanden, kigger man altså ikke blot på, hvor længe patienten kan holdes i live.

PRISEN SÆTTER BEGRÆNSNINGER En dyb forankret tanke i vores sundhedsvæsen er, at alle skal behandles lige. Grundprincippet er lige adgang til lige behov. I det øjeblik man ­begynder at tænke i cost benefit, strider det imod den grundtanke, at alle er det samme værd.

Officielt kigger man ikke på kroner og ører, når man vurderer, om en medicinsk behandling skal benyttes, men udelukkende på om den har en effekt.

Der findes dog præparater, der er så dyre, at det næsten er svært ikke at skele til prisen. Det kan være behandlinger til flere hundredetusinde ­kroner, som kun forlænger levetiden med få måneder. Det kan være svært ikke at tænke ­nytteetisk og overveje, om pengene ikke kunne bruges bedre et andet sted. Overfor står tanken, om den unikke værdi menneskelivet indeholder.

Når man diskuterer aktiv dødshjælp, sker der igen

et sammenstød mellem værdiformerne. Hvis man vurderer, at ens livskvalitet er så lav, at livet ikke er værd at leve, vil man ofte se, at aktiv ­dødshjælp er en mulighed. Overfor står synspunktet, at der er noget umisteligt i et m ­ enneskeliv.

Det nytteetiske aspekt kan her komme på banen. Den meget syge patient, hvis udsigter kun er at forbruge sundhedsvæsenets ressourcer, er bestemt ikke til fordel for samfundet, og derfor kan aktiv dødshjælp være løsningen.

FOR GUD ER VI ALLE LIGE Morten Dige, lektor i anvendt etik ved ­Aarhus ­Universitet, mener, at det er et skråplan at ­bevæge sig ud på, som sender tankerne i ­retningen af en nazistisk praksis. Problematikken om ­aktiv ­dødshjælp er et udtryk for, at måden, man ­vurderer et menneskeliv på, er afgørende for, hvordan man forholder sig til etiske ­beslutninger.

Er menneskelivet i sig selv det vigtigste, eller skal vi i stedet vurdere, hvad der er til mest nytte for samfundet?

Ligegyldigt om man vurderer et liv ud fra et ­nytteetisk eller et subjektivt synspunkt, vil man komme til den erkendelse, at menneskeliv ikke er lige meget værd. Nogle bidrager mere til ­samfundet end andre. På den ene eller anden måde. Der er forskel på, hvordan vi vurderer vores livskvalitet. Men betyder det så, at nogle mennesker er mere værd end andre?

Svaret er nej. I hvert fald hvis man spørger Morten Dige og hans værdiopfattelse. ”Man kan mene, at livet har en ­egenværdi. >

CITAT N°30 • 45

­ ennesketharetgrundlæggende­menneskeværd M eller værdighed. I den forstand har vi alle den samme værdi,” siger han.

I religion kan man finde begrundelse for den påstand. Kristendommen, jødedommen og ­islam beskriver, at vi alle sammen er guds børn og ­skabt i hans billede. Gud ser os alle som lige, ­uanset hvilket samfundslag vi roder rundt i.

Man behøver dog ikke være religiøs for at mene, at mennesker fundamentalt set er lige. Ved at se på menneskets helt unikke kultur, og hvad vi kan udrette, kan lighedstanken også forsvares ud fra et ikke-religiøst synspunkt. ”Der er noget storslået ved ethvert ­menneskeliv.

Et menneskeliv er et resultat af flere ­ærefrygtindgydende, kreative processer. Det særlige ved mennesker er, at vi går i gang med at leve vores liv selv,” siger Morten Dige.

HancitererdendanskefilosofSøren­Kierkegaard, som var opmærksom på det særlige ved mennesket; at det er nødt til at involvere sig i sit eget liv: ”Liljen på marken og fuglen under himlen. Deres liv leves af sig selv. Menneskelivet er forunderligt.

Det er det eneste liv, vi kender, som ikke lever sig selv.”

NYTTEN I CENTRUM De tre værdiformer vil nok altid være at finde i en sådan form, at det nytteetiske ideal begynder at få mere betydning i debatten om livets værdi. ”Der kan godt være nogle tendenser til, at ­balancen forskyder sig mere i retning af, at vi tænker i effektivitet, målrationalitet og at få mest mulig sundhed for pengene,” siger Morten Dige.

Måske bliver sundhedsvæsnet nødt til at ­prioritere behandling ud fra et nytteetisk og

46 • CITAT N°30

­ erfor økonomisk synspunkt, men det er ikke d populært at sige. Derfor går der formentlig lang tid, før man hører en politiker tale åbent om, at man bliver nødt til at afvise patienter, fordi deres behandling er for dyr. Og slet ikke op til et valg.

Som sundhedsøkonom ser Betina Højgaard samme tendenser som Morten Dige. Vi bevæger os i retning af England, hvor sundhedssystemet har sat en maksgrænse for de dyre behandlinger. ”Alting handler om prioritering, og i øjeblikket prioriterer man ikke på baggrund af pris, men effekt. I fremtiden skal vi prioritere endnu mere, og vi skal forholde os til, om vi for eksempel kan betale for de meget dyre kræftbehandlinger, som kun forlænger ­levetiden i meget kort tid,” siger Betina Højgaard.

På trods af at der i sundhedsvæsenet bliver varslet en større nytteetisk tankegang, er det vigtigt at bemærke, at det selvfølgelig ikke er den enkelte læge, der i mødet med ­patienten skal vurdere, om han vil poste en masse penge i vedkommende. Det vil være et statsligt ­prioriteringsinstitut med sundhedsøkonomer og andre fagfolk, som skal vurdere, om en ­bestemt behandlingsform kan betale sig. Og så skal ­lægen blot fokusere på at være der 100 procent for patienten.

Selvom tendensen peger mod en mere ­nytteetisk tankegang i det offentlige, er der ­stadigvæk lang vej før, et livs værdi udelukkende vurderes ud fra, hvor mange skattekroner man bidrager med. Du kan skabe din egen livskvalitet.

Og så kan du trøste dig med tanken om, at når du er et menneske med et potentiale til at leve livet, så har du en kæmpe værdi. Ligesom alle andre. •

CITAT N°30 • 47

I PORNOLAND MED ROLAND Af Amalie Thieden (tekst og illustration) og Benjamin Nørskov (foto)

48 • CITAT N°30

Det handler om sex. De fleste menneskers viden om p ­ ornobranchen stopper der. Alligevel har alle en h ­ oldning til den. Roland har været i pornoens centrum i mange år, og på trods af modgang sidder han stadig trygt på sin trone

NEDE I TASKEN ligger den. En 18 centimeter lang, tysk dildo pakket ind i plastik. Bussen er fyldt med mennesker. Det er sen aften, og den er på vej mod Aarhus. I et forsøg på at tage min ­computer frem, sker det, der ikke må ske. Dildoen falder ud på midtergangen. Oplyst af bussens ­eneste tændte lamper ligger fallos i al sin pragt.

Febrilsk kigger jeg rundt.

Jeg tænker tilbage på ham, der gav mig dildoen. Roland. Hans fulde navn er Henrik ­ ­Roland ­Jørgensen, men i pornosammenhænge bruger han kun navnet Roland. Han er 39 år, ­pornoproducent og har været i branchen i to årtier.

ROLAND HAR IKKE NOGET SEXLIV I hans studie er der pletter på sofaen. Ikke få pletter, men en hel collage af udefinerbare nuancer og huller. Den engang nøddebrune sofa ligner nu mest af alt en leverpostej.

“Du skal regne med, at der er blevet dyrket sex og andre ting og sager i den sofa, du sidder i nu,“ siger Roland.

Han griner smørret. Kroppen gynger, så det får den mørkeblonde hestehale i nakken til at dingle hjælpeløst.

Fra starten af lægger han vægt på, at han har to personligheder. I sit privatliv er han Henrik. I sit arbejdsliv er han Roland. Af den grund får vi ikke lov til at besøge ham i sit hjem. Han beskriver ­Roland i tredje person og fortæller, at han ­eksempelvis ikke har noget sexliv. Det har ­Henrik, men han mener ikke, at porno har haft nogen indflydelse på hans syn på sex.

Roland har ingen barriere over for sex. Det har han aldrig haft. Han beskriver sig selv som meget frisindet, dog mener han, der er forskel på elskov og sex. Henrik kan godt have elskov, men den sex, Roland beskæftiger sig med på arbejdet, er professionel.

“En stripper tager heller ikke bare tøjet af. Det er en performance. Alle og enhver kan forhåbentlig

tage tøjet af. Alle kan have sex, men i vores branche er det en performance,“ siger han.

KAN IKKE LIDE DIKTATORSEX Roland sidder tilbagelænet i sofaen, den ene fod hviler på knæet, og rummet lugter af cigaretrøg og fugt. Ved første øjekast ligner studiet en ­klassisk drengehule. Der er øl i køleskabet og et pokerbord i hjørnet, men bevæger man sig ind i rummet ved siden af, troner en sort læderstol omringet af kameraer og kunstigt lys. Scenen fra sidste optagelse.

Roland startede i branchen kort efter sin 18 års fødselsdag, da han sammen med sin daværende kæreste besluttede sig for at deltage i en tysk pornoproduktion som model. Efter første scene stod det klart for ham, at han ikke skulle være pornoskuespiller. Han brød sig ikke om, at en ­anden mand dikterede hans sexstillinger.

“Du skal være forberedt på, at stillingerne måske ikke er de sjoveste. De er lavet til, at kameraet kan se alt. De er ikke lavet for din nydelse, alligevel skal du blive ved med at have den op at stå,“ siger han.

Til gengæld lagde Roland mærke til instruktøren og hans arbejde med lys og lyd. Det fangede hans interesse, og han begyndte at lave film sammen med den tyske instruktør. I dag har Roland været med til at lave over 145 pornofilm.

MAN LEVER FRA HÅNDEN TIL MUNDEN Det er Rolands job at skaffe modeller, kamerafolk og locations. Men fordi deling af ulovlige filer er blevet udbredt, har pornobranchen taget et alvorligt dyk. De fleste mennesker henter porno gratis på internettet.

Der er ikke særlig mange penge i porno, hverken for Roland eller for modellerne. En ­kvindelig model tjener som udgangspunkt tre til fem tusind kroner for en dags arbejde. Mænd tjener endnu mindre.

“I dag lever man fra hånden til munden. >

CITAT N°30 • 49

Man skal hele tiden være kreativ og skaffe de rigtige k­ ontakter. Det kan godt betale sig i ny og næ at have et job ved siden af,” siger Roland, der selv ­arbejder i et supermarked. For tiden laver han mest pornoscener for andre virksomheder.

Han laver blandt andet scener til en hjemmeside, hvor man kan se sex blive filmet live. Det er en ny dimension, pornoindustrien ­arbejder med for tilbyde seerne noget anderledes.

INGEN SEX MED ANSATTE Pornoindustrien er en kontroversiel branche. ­Roland mener, at han tit møder fordomme fra fremmede mennesker. Febrilsk nulrer han e ­n cigaret mellem fingrene. Skiftevis flytter han ­ den fra hånd til hånd. Den er ikke tændt. Han fortæller, at folk ofte tror, han kun er i branchen for at dyrke sex med unge modeller.

“Det er det samme som at sige, at en butikschef kun ansætter piger for at have sex med dem. Jeg dyrker ligeså meget sex med modellerne, som en butikschef gør med sine ansatte,“ siger Roland.

Hvis en producer eller instruktør har sex med en model, vil personen møde modstand fra kolleger.

Roland mener, at det er ­uprofessionelt.

Rygtet spredes desuden lynhurtigt.

I ­ pornobranchen er alle afhængige af hinanden, og i sidste ende skader man sig ­ selv, for så vil ingen arbejde sammen med dig.

STOFFER SER KEDELIGE UD PÅ FILM Folk beskylder ofte Roland for at fylde m­ odellerne med stoffer. Teorien bag beskyldningerne er, at modellerne er villige til mere, hvis de er høje.

“Det er hat og briller. Er der nogen, der er imod stoffer, så er det pornobranchen. Vi bryder os ikke om stoffer. Det kommer helt naturligt af, at det ser kedeligt ud på film,“ siger han.

Instruktørerne tvinger ikke modellerne til ­noget, mener Roland. Hvis de gerne vil være med i en pornofilm, skal de selv opsøge ­producenterne.

Når Roland bliver opsøgt af en pornomodel, har de først en længere samtale, og ­modellen a­fleverer en sygdomsattest. Hvis de svinger, optager ­­ Roland et par ­ prøvescener med ­ personen. Modellen bliver betalt for pr­ ­ øvescenerne og u ­nderskriver efter hver optagelse en frivilligheds-erklæring. Derefter ­ beslutter Roland, om han vil hjælpe modellen videre i branchen.

50 • CITAT N°30

“Jeg føler skuffelse over, at folk er så dumme, som de er. Når de kommer med sådanne fordomme, har jeg lyst til at slå dem ned,“ siger han.

Ifølge Roland bliver modeller ofte sendt hjem fra castings, hvis de blot vil tjene nogle hurtige penge. Det gider ingen pornoproducenter.

Det er vigtig at arbejde med modeller, der har den rigtige indstilling. De skal kunne lide tanken om, at der sidder en mand på den anden side af skærmen og tænder på dem.

Derudover kræver det dedikation. Man skal arbejde på at få et godt netværk inden for branchen, ellers bliver ens karriere kort.

EN DILDO RIGERE Roland tænder endelig cigaretten og tager et langt hvæs. Røgen bliver hængende i luften f­oran hans ansigt. De før så intense øjne er blevet til to smalle sprækker, og hans skuldre smelter s­ ammen med sofaen.

I Danmark er der tre love, pornoindustrien skal overholde. Alle skuespillere skal være over 18 år, modellerne skal deltage frivilligt, og ingen må komme til skade.

“Vi sætter selv nogle grænser, og de ­grænser accepterer vi. Dem, der ikke accepterer ­ grænserne, bliver frosset ude, og det er ikke ­sjovt i vores branche. Så kan du lige så godt dreje n­øglen om og gå din vej,“ siger Roland.

Han viser rundt i studiets kæmpe ­opbevaringsrum. Hylderne er spækket med alt fra pornorekvisitter til kølediske.

Roland hiver en tilfældig papkasse ned. I kassen ligger et mylder af plastikindpakkede dildoer. De har forskellige størrelser, men én skiller sig ­særligt ud. Den er på størrelse med en roulade.

Jeg kigger forundret på kæmpedildoen. Av, den er jo enorm. Roland ser mit blik.

“Den kan sagtens bruges, jeg har selv set det,“ siger han bekræftende.

Vi roder videre i dildoerne, som Roland har købt billigt fra et restlager. Han tager fat i en dildo med sugekop.

“Skal du ikke have en med hjem?“ spørger han mig.

Straks takker jeg ja, man skal jo ikke være u ­høflig. Roland følger mig ud af kælderlokalerne. Udenfor er der stadig lyst.

“God fornøjelse!“ siger han smilende.

På den måde forlader jeg studiet med mit livs første dildo i hånden. •

CITAT N°30 • 51

52 • CITAT N°30