C I TAT
N O 50
REDAKTØRERNE PÅ CITAT_50
Kære læser Du har netop slået op i vores jubilæumsmagasin. CITAT nr. 50. En markering, der giver os en anledning til at huske, hvad der synes glemt.
Katrine Noer ANSVARSHAVENDE
Jakob Haaland Thomsen TEKST
Anders Jensen TEKST
Amalie Høgsbro Jørgensen TEKST
Marius Pedersen FOTO
At redaktionen spiste en kat, og CITAT kom til verden. De sene nattetimer, der endte i et grin og et fald på dansegulvet i klubben. Et magisk folk, der bor i klipperne langt mod nord. Årsdagen for afskeden til et nært familiemedlem. Vi runder et hjørne og ser frem mod det næste. Vi klipper håret af i køkkenet. Tager i sommerhus med vennerne efter en lang tid hver for sig. Starter et nyt liv i et fremmed land. Vi ser frem og tilbage på tiden, der gik. Mærker, at vi findes. Redaktionen, november 2020
Hannah Aurora Almstrup FOTO
Anna Konggaard TEKST
Marie Møller Munksgaard TEKST
Katrine Roved Høj TEKST
Lasse Borch Sandborg TEKST
Frederik Danielsen FOTO
Frederikke Albrechtsen TEKST
Magnus Hove FOTO
Tilde Døssing Tor nbjerg FOTO
Foto: Camilla Lohmann
Axel Brown TEKST
SKRIBENTER Sami Kleit, Amalie Haun, Julie Lund Fisker, Bonna Haagen Pedersen og Merian Garde Gräs FOTOGRAFER Laura Bisgaard Krogh, Oscar Scott Carl, Simon Gerlinger og Liv Møller Kastrup ILLUSTRATIONER Redaktionen FORSIDE & BAGSIDE Laura Bisgaard Krogh OPLAG 1500 WEB www.issuu.com/magasinetcitat FINANSIERING Magasinet CITAT er finansieret af annoncer TRYK Strandbygaard / Lars Bai PRODUCERET af studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole KONTAKT redaktion@magasinetcitat.dk SKAL DIN ANNONCE I CITAT? Skriv til redaktion@magasinetcitat.dk
C I TAT
NO 50
DOKUMENTARFOTOGRAFI - KUNSTFOTOGRAFI - 21 UGER - START 11/01/2021 TREKRONERGADE 126F 2500 VALBY +45 3325 0595 INFO@KBHFILMOGFOTOSKOLE.DK WWW.KBHFILMOGFOTOSKOLE.DK
Dengang redaktionen spiste en kat & CITAT blev født af Merian Garde Gräs
Juni 2008. Jeg ligger og koger på Saxild Strand sammen med Frank og Maretti. Formentlig efter en våd nat i fredagsdybet, hvor der trods advarsler igen blev danset på poolbordet. En af de andre redaktører ringer: ”Tjek lige din Facebook. Folk går helt amok over katten.” Vi drøner hjem i den gamle Saab og åbner computeren. Min profil bliver bombarderet med vredesudbrud fra hævntørstige kæledyrsmennesker – ”Du skal dø ligesom katten!” CITAT_02 er lige sendt i trykken, og inden Zuckerberg når at lukke os ude, opsnapper BT historien: Fire journaliststuderende har slagtet og spist en kat for at diskutere dyrevelfærd i landbruget. Vi har lagt detaljerede billeder af det flåede dyr på magasinets Facebookgruppe som en teaser til reportagen, der kommer. Dyrenes Beskyttelse går helt bananas. Ekstra Bladet ringer. P3, TV-Avisen, Go’morgen Danmark og hele lokalpressen. Sådan en flok provo-journalister, tsk tsk. Vi var bare pisse stolte af vores lækre magasin, der udkom for anden gang i verdenshistorien. Med Astrid Dalums blodrøde, smukke billeder af forvandlingen fra den nøgne, hovedløse kattekrop til appetitlig ragout. Og Kristian K. Kæmsgaards beskrivelser. Foruden en reportage fra Ringkøbing, fotoserien fra Bangladesh, tre portrætter af tabuiserede mennesker, et RebekkaMaria-interview, undergrundspunkbilleder og en anmeldelse af ”Good Vibrations”.
04 • CITAT N°50
Et halv års tid forinden havde redaktørerne på Journalisthøjskolens daværende magasin, 360 grader, kaldt til krisemøde. De håbede, at nye kræfter ville tage over. Vi var en lille flok, der gik sammen om at opfinde et nyt format. Med fokus på identifikation og fascination. Alt det, vi gerne selv ville bladre igennem på glitter-papir. Dogmet var, at skribenter og fotojournalister skulle arbejde meget tæt sammen om historierne. Og der skulle være mindst to fotoserier i hver udgivelse.
“Vi sparker de indforståede, de finkulturelle og de jævnt kedelige historier ad helvede til,” stod der i den første leder. Nu skriver I den halvtredsindstyvende. Dogmerne holder, så vidt jeg kan se, endnu. Bevidst eller ubevidst. CITAT er i bevægelse, og nye generationer af journalister tager over og skaber deres helt eget CITAT. Det gør mig vanvittig stolt og rørt. Skål for jer, der knokler og griner og vækkes. Miav! •
Da kram blev til nutid Af Oscar Scott Carl
Jeg ved ikke præcis, hvornår det skete. Hvornår det egentlig vendte. Hvornår vi stille og roligt bevægede os mod det normale
igen. Jeg ved bare, at jeg fotograferede undervejs. Under den såkaldte genåbning af Danmark. Efter isolationen og historien om det forsømte forår. Det var idéen om sandet mellem tæerne,
det første kram med en gammel ven eller flagets blafren i vinden, der fortalte om en længe ventet sammenkomst i familien.
Genåbningen var for mig Marie og Sidsel, søstrene, hvis hænder
mødtes for første gang i flere måneder. Det var den iskolde Albani på sommerhusturen med studiekammeraterne. Det var tårerne
på Nannas kind, da Gustav tog imod hende i lufthavnen efter et semester i udlandet. Eller den første badetur i 2020. Det var den lange snak over stearinlyset i gamle venners lag.
Corona forsvandt ikke fra bevidstheden, det gør den i virke-
ligheden nok aldrig, men det var det første skridt mod det, vi
engang kaldte normalen.
06 • CITAT N°50
07 • CITAT N°50
08 • CITAT N°50
09 • CITAT N°50
10 • CITAT N°50
11 • CITAT N°50
12 • CITAT N°50
13 • CITAT N°50
14 • CITAT N°50
15 • CITAT N°50
af Bonna Haagen Pedersen fotos af Liv Møller Kastrup Min mor stod i døråbningen og græd, da jeg kom hjem. En time forinden havde mine veninder ført en trimmer gennem mit hår. Nu havde jeg ikke længere hår til brystet, men en god karse på seks millimeter. Min mor har nemt til tårer, men det overraskede mig alligevel, at hun rea-
Da jeg tog fra provinsen og hjem til Aarhus, bevægede jeg mig heldigvis også væk fra de tanker. Min roomie så dog forskrækket ud, da jeg mødte ham på trappen. Han sagde, at det var modigt gjort. Modigt. Et ord, der lidt hentydede, at min frygt havde
gerede så voldsomt på min nye frisure.
været begrundet. Det irriterede mig.
“Det er jo bare hår.”
Et par dage efter fik mine veninder overtalt mig til at tage på en tinderdate. Men det affødte endnu et hårdilemma. Jeg havde ikke opdateret billederne på min profil, men jeg havde allerede aftalt, hvor og hvornår vi skulle mødes. Mine veninder stod fast ved, at jeg ikke var forpligtet til at fortælle ham på forhånd, at jeg nu havde meget kortere hår. Det er jo bare hår, sagde de, og hvis jeg ikke forventede, at en mand skulle skrive i tilfælde af, at han var blevet klippet, hvorfor skulle jeg så gøre det?
Hun kiggede på mig, men græd stadigvæk. Sagde, at det gjorde hende ked af det, fordi hun ikke kunne kende mig. Hun var bange for, at jeg ville fortryde det.
det er jo bare hår
ville tænke. Hvad nu hvis folk troede, jeg var syg eller havde lavet en Britney 2007.
Jeg prøvede at overbevise hende om, at jeg var glad for at have gjort noget, som jeg i de sidste fem år havde ville gøre. Jeg blev ved med at vente på ‘det rigtige tidspunkt’. Komme i tvivl og veje fordele og ulemper. Spørge mine venner, hvad de syntes om ideen. Når jeg i virkeligheden bare skulle have nøjedes med at spørge mig selv og indse, at der ikke findes et rigtigt eller forkert tidspunkt. Det er jo bare hår. Men det statement skulle jeg bruge fem år på at fatte, før jeg fandt mig selv siddende på en havestol med et spejl foran mig og mit hår i en plasticpose mellem mine fødder. Jeg følte folk stirrede på mig, da jeg var i Netto i Ringsted dagen efter. Selvom glæden var stor, når jeg kørte min hånd over mit studsede hoved og for første gang rent faktisk kunne både se og mærke min hovedform, var der alligevel en lille frygt for, hvad andre
Jeg ville gerne give dem ret. Men jeg frygtede også, at det kunne blive meget akavet, hvis jeg ikke advarede ham på forhånd. Ville han tænke, at jeg havde snydt ham? På vej hen til den bar vi skulle mødes på, skrev jeg derfor en besked til ham: ”Hej, er der om 5. En heads up, bare så du kan spotte mig - mit hår ser lidt anderledes ud” Han reagerede stille og roligt på min nye frisure, ja, han reagerede nærmest ikke, og det gjorde min frygt til skamme. Måske derfor blev jeg overmodig og tænkte, at mit hår skulle stå en prøve.
17 • CITAT N°50
De næste seks dage havde jeg en ny tinderdate hver dag. De samme billeder, men med variation i, hvorvidt jeg på forhånd fortalte om mit hår eller mangel på samme.
Men det var ikke nok for ham, og han spurgte igen hvorfor. Jeg havde lyst til at grave mig ned i et dybt hul, mens jeg stod der og skulle forklare mig selv, og prøvede i stedet at foreslå, at vi gik ind og købte det glas vin, vi havde
Resultatet af mit sociale eksperiment var overvejende positive, om end lidt overraskede, reaktioner fra mine dates. Først på date nummer fire blev jeg fanget i den type akavede situation, jeg havde frygtet. De positive reaktioner fra de tre tidligere dates fik mig til helt at lade være med at fortælle om mit nyerhvervede buzzcut.
aftalt at drikke. Han var stille i hvad der i mit hoved føltes som minimum fem minutter, og jeg nåede derfor at tilføje spørgsmålet: hvis du da stadig har lyst til at drikke vin med mig?
Da jeg lidt forsinket mødte op på daten, kunne han ikke genkende mig fra mine billeder og virkede forvirret over, at jeg henvendte mig til ham. Det føltes som en evighed, før det gik op for ham, at jeg var den, han havde aftalt at drikke vin med. Han virkede næsten bange. Jeg fik dårlig samvittighed og følte, at jeg blev nødt til at adressere håret som det første. Derfor sagde jeg det åbenlyse. At jeg havde klippet håret af og ikke havde nået at opdatere mine tinderbilleder. Han spurgte mig hvorfor. “Fordi jeg havde lyst”.
”Det er jo ikke fordi, at jeg ikke vil drikke vin med dig, bare fordi du er skaldet.” Det tog lidt tid og en mere uddybende begrundelse af min frisure at vende den dårlige stemning. Da jeg cyklede hjem fra daten var det med erkendelsen af, at folk som date nummer 4, der har et helligt forhold til sin fade, ikke nødvendigvis er kommet dertil, hvor det bare er hår. Måske er det ikke bare hår for mig. For selvom jeg havde overbevist mig selv om, at det bare er hår, var jeg alligevel bange for, at mine dates ville være fordomsfulde. Men det var de ikke. Det endte med at være mig, der blev den fordomsfulde. Tre uger efter min sidste tinderdate kørte jeg trimmeren igennem mit hår igen. •
[Gute nacht geschichten]
[by Simon Gerlinger]
[23:10] Can the story i told you about the weekend stay between us please!
[23:12] Sure!
[23.12] Thanks.
23 • CITAT N°50
[23:40] Hey, you all right?
[00:14] Hey. My life is chaos at the moment!
[00:21] Call back in the morning! I am already half asleep
24 • CITAT N°50
25 • CITAT N°50
[04:40:] I had a wonderfull night! I lay down beautifully while dancing. But otherwise everything was very good.
[04:40] You fell down ?
[04:40] Layti
[04:40] Falling down
[04:41] Was until just now in the Club. [04:41] And now bedtime.
[04:42] Nice ! Sleep well! did you meet Vera?
[04:52] No
26 • CITAT N°50
27 • CITAT N°50
.
KURSUS TIL STUDERENDE
Regler for DANSK GRAMMATIK og brug af tegnsætning Kan du IKKE reglerne for... Grammatik: • Korte og lange tillægsformer (–et/-ede og -ene/-ende) • R-problemer i navneord, udsagnsord og tillægsord • Forvekslingsord (af/ad, ligge/lægge) • Biords -t Grammatisk komma: • Bestemmelse af hoved- og bisætning • Indskudte sætninger • Opremsninger • Præciseringer
...så få styr på dem.
[00:35 Anyone still in town?
[00:35] Yes
[00:36] Home
FOF Aarhus tilbyder GRATIS undervisning med løbende optag på aften- og weekendhold Henvendelse til Supattra Sang-ngam på supattra@fof-aarhus.dk eller 86 12 29 55
www.fof-aarhus.dk
REJSEN JEG ALDRIG BAD OM Gennem østeuropæiske skove vandrede de mod bedre og mere sikre tider i Danmark. Historien om Sherin Hassos farefulde færd gennem Europa er også historien om et asylsystem på sammenbruddets rand. Tilbageblik på en flugt og en debat, der har kendetegnet europæisk politik de sidste mange år. af Sami Kleit og Amalie Haun
Sherins far træder ind i køkkenet. Han har to rygsække i hånden. Hvad skal de dog bruges til? Tasker har de da nok af derhjemme. Det er i begyndelsen af november 2014, og 14-årige Sherin sidder i sit barndomshjem i a l -Q a mis hl i i det nordøs tl ig e Sy r ien. “Jeg har besluttet mig for, at du og din bror skal til Danmark.” Det forstår hun ikke. Til Danmark? Sherin græder, er forvirret. Men det kan ikke være anderledes. Hendes far har i længere tid været udsat for ISIS’ psykiske terror. Telefonopkald om natten, hvor de lover, at de kommer efter ham og familien, at de har
32 • CITAT N°50
placeret bomber under huset og vil voldtage hans døtre. Så om to dage skal hun afsted sammen med sin bror, Ahmad. Hvad de to dage egentlig gik med, husker hun ikke. Det hele er lidt sløret. Flygtninge strømmede for alvor over EU’s grænser i 2014 og 2015. Synet af vandrende menneskehorder på europæiske motorveje og overfyldte både på Middelhavet markerede klimakset på, hvad der sidenhen skulle blive kendt som flygtningekrisen. Siden har asylansøgerne og kollapset af Europas asylsystem, de blev kendetegnende for, fyldt i medierne. Sherin Hasso var en del af krisens første bølge af flygtninge. Dette er
33 • CITAT N°50
historien om en 14-årig pige, der i november 2014 gennemlevede sit livs hårdeste måned med sin kun 3 år ældre bror. På flugt fra død og forfølgelse måtte hun lade skæbnen være i hænderne på menneskesmuglere, mens resten af familien blev i Syrien.
Det var på dette tidspunkt, i slutningen
431.100 personer asyl i 2013. I 2015 var tallet vokset over 1 million. Flugten foregår til lands, i første omgang i bil og med en kurdisktalende mand, der skal fragte dem det første stykke gennem Tyrkiet. Allerede da den syriske grænse blev krydset, vaklede benene på hende. I millionbyen Istanbul bliver Sherin og Ahmad efter mange timers kørsel indlogeret på et
af 2014, at Europas asylsystem for alvor kom under pres. Det var på dette tidspunkt, at blandt andet Sherin begyndte at bevæge sig gennem Europa og dermed øgede presset på de to grundlæggende piller i EU’s asylsystem: Dublinforordningen og Schengenaftalen. 627.000 mennesker søgte i 2014 asyl i Europa. Til sammenligning søgte
hotel. Her møder Sherin for første gang et af de mennesker, som skal føre dem videre gennem rejsen. En mafiaagtig mand. De må ikke spørge, hvor de skal hen. Ellers ville politiet nemmere kunne optrævle menneskesmuglernes netværk, hvis de bliver fanget. Derfor husker Sherin heller ikke den eksakte rute. Hun kalder det
i stedet land to, tre, fire og så videre. Hun har forsøgt at genskabe ruten og er kommet frem til, at de kom hertil via Balkanruten. Sherin og Ahmad er nu ude af Tyrkiet. Foran dem ligger en vandretur på ikke mindre end ni timer gennem bulgarske skove for ikke at blive opdaget. Rundt om i Europa er alarmklokkerne begyndt at ringe som følge af den voksende flygtningetilstrømning. Jo længere de bliver hængende et sted, desto større er chancen for at blive fanget af politiet. Der er hverken tid til at sove, og vil man holde pause, er det for egen regning. Ingen venter på dig, ingen vil stå til regnskab, og ingen vil
34 • CITAT N°50
vide, hvem du er, når du om lang tid bliver fundet død i skoven. Tidsplanen skal overholdes, det næste hold flygtninge venter allerede i Tyrkiet på at komme videre. Om et døgns tid overleveres Sherin, hendes bror og de andre flygtninge til et nyt hold smuglere i et andet land. For godt 30.000 euro har deres far ellers arrangeret at få de to smuglet til Danmark, uden at de skulle tilbagelægge store distancer til fods. Det er den dyre pakke, han har købt. Sherin og Ahmad vil blive transporteret til Danmark med bil hele vejen. Selvfølgelig er hendes far, i handlen med de mafiøse menneskesmuglere, gået efter det absolut bedste til sine
35 • CITAT N°50
børn. Det ville enhver far have gjort, men forholdet mellem Sherin og hendes far er særligt. Hun har altid været sin fars pige, og hun vil altid være det. Men hun er vred på ham. Vred over uden pauser at skulle krydse skove i den østeuropæiske novemberkulde, vred over konstant at fryse, vred over de ellers vandtætte Adidas-sko, der jo ikke hjælper en pind, når man skal krydse en flod og står i vand til brystet. Mest af alt er hun vred over at være
Tilbage i Syrien er familien intetanende om, hvad de to børn gennemgår for at nå frem til Danmark. Når menneskesmuglerne indimellem ringer til faren i al-Qamishli, får han at vide, at børnene er trygt indlogeret på et hotel. I virkeligheden er de sammen med 30 andre flygtninge stuvet sammen i en toværelseslejlighed, hvor de på grund af pladsmangel må skiftes til at ligge ned og sove. Hverken Sherin eller de andre får lov til selv at ringe
blevet sendt afsted.
hjem. På den måde effektiviserer
menneskesmuglerne arbejdsgangen og holder deres image i Syrien ved lige. Som titusindvis andre, der er flygtet fra krig og elendighed, er Sherin og hendes bror ikke mere end en vare, der skal fragtes fra A til B. Menneskesmugling er en lukrativ forretning, der hvert år indbringer kriminelle netværk milliarder af kroner. De har gået og gået. Sherins fødder er røde og smertefulde efter alt den vandren op og ned i Østeuropas bjerglandskab. Der er helt stille. Og koldt. Ahmad sakker bagud, da den lille gruppe skal over endnu en bakke. Sherin venter på sin bror, der har brug for en pause. Resten af gruppen fortsætter uden at ænse, at de har tabt to personer. Hun kan ikke klare mere. Hun har kastet op f lere gange undervejs, og efterhånden er hun
36 • CITAT N°50
ligeglad med, om hun rent faktisk dør. Der har ikke været nogen mental forberedelse på turen, for hun ville slet ikke afsted. Noget får hende alligevel til at blive ved med at gå. Tanken, om at resten af hendes familie vil komme senere, får hende til at kæmpe. Sherin løber op til lederen af gruppen. Han er to meter høj og har ingen hår på hovedet. Han bærer en sort læderjakke og har tatoveringer på hænderne. Hun rusker ham i armen og råber: “WE NEED A BREAK!” Vreden er tydelig i hans blik. “DON’T TALK,” lyder svaret. De får alligevel en lille pause. Flygtningestrømmen tiltager i 2015 med 1.320.800 asylansøgere i Europa, næsten halvdelen af dem er syriske flygtninge på flugt fra en borgerkrig og et stadigt voksende Islamisk Stat.
37 • CITAT N°50
I Tyskland åbner Angela Merkel grænserne, mens Viktor Orbán i Ungarn lukker dem. EU-landenes ledere kan ikke blive enige om at fordele flygtningene mere ligeligt mellem sig, så de syd- og sydøsteuropæiske lande må fortsat trække det tunge læs. I et nødråb sættes hegn op langs Europas ydre grænser. I Danmark genindføres grænsekontrollen. Snart vil den eneste vej til Europa være den farefulde færd over Middelhavet. Den 27. november 2014 når Sherin og Ahmad i mål. I bil krydser de den dansk-tyske grænse. Sidste etape på helvedesturen, der næsten varede en hel måned, og sidste gang de skulle have noget med en menneskesmugler at gøre.
”Værsgo’ at stige ud. Det her er Danmark.”
De bliver sat af i Padborg. I grænsebyen går de rundt og forsøger at få øje på en politibetjent, så de kan erklære sig som asylansøgere. En venlig, ældre kvinde møder dem. Det kan da ikke passe, at sådan nogle unge mennesker går forvirrede og alene rundt i kulden, bemærker hun på engelsk. Kvindens søn der, heldigvis for Sherin og Ahmad, er politibetjent, har tydeligvis arvet det gode hjerte fra sin mor. Han kan se på de to unge, at de er forvirrede og usikre, og han letter stemningen med vittigheder. Venligheden er overvældende. Så er danskerne jo slet ikke så fremmedfjendske, som Sherin ellers har fået at vide, at de er.
39 • CITAT N°50
Sherin ligner sin far både fysisk og psykisk, det har folk omkring hende altid sagt. Han er stærk og har lært hende også at være det. Det er nu, den styrke skal findes frem, for nu skal hun til at bygge livet op på ny. Et liv, hun dybest set aldrig har bedt om, i et fremmed land, 4.500 km fra sine forældre og to yngre søskende. Nogle måneder efter Sherin kommer yderligere 2.144 uledsagede flygtningebørn til Danmark. Nu er det fem år siden, at den i dag 21-årige Sherin Hasso og hendes storebror Ahmad kom til Danmark. De bor i et hus i Aabenraa sammen med deres lillebror Fahad, der efterfølgende også er kommet hertil. Mor, far og lillesøster er stadig i Syrien. Og har det godt. Trods omstændighederne. Sherin er netop ved at afslutte sidste år af sin HF-uddannelse og har mange drømme om fremtiden. Farmakonom,
40 • CITAT N°50
journalistik, mellemøststudier, der er mange valgmuligheder. Flugten har styrket hende, men det har også sat sine ar på sjælen. Sidste år led hun af depression og ville bare gerne glemme fortiden. Det europæiske asylsystem har ikke ændret sig meget siden da. Formelt set gælder de samme regler, men det er blevet sværere at komme til Europa. I Aabenraa sidder Sherin Hasso og reflekterer over sin fars beslutning om at sende hende og Ahmad til Danmark. Hun ved, at han gjorde det for deres eget bedste. Men i den alder har man altså brug for sin familie. Det har hun stadig, selvom hun er fyldt 21 år. Fem år efter den vildeste måned i hendes liv er hun overbevist om, hvordan hun ville agere i sin fars sted. Hun ville aldrig have gjort det samme •
T H E
H I D D E N
Af Laura Bisgaard Krogh
More than half of the Icelandic people believe that there are two civilizations on the isolated island of cliffs in the north: The Icelanders themselves and a magical people, who lives among them. They are called “Huldufólk” The Hidden People - and are living in the cliffs and rocks. Only few Icelanders have a connection to their world but many will go far to protect them and the stones they live in. The Icelandic people has been living in isolation on the island for hundreds of years. Throughout history they have sought explanations for the phenomena of nature and this is where the belief originates from.
P E O P L E
Ragnar Johansson was 12 years old when he met The Hidden People the first time. By a waterfall behind the family farm, he tried to push a stone in the river. A voice rang out from the depths of the mountain. A call from The Hidden to leave their home alone. He knew the stories about the people but never expected to meet them in real life. When he told his parents they warned him to never challenge the people again. One night an old woman came to the farm and with her she brought stories of the Hidden People. She told Ragnar that they lived in the rocks below the waterfall, and that she could see the people and their home; a society with a church, a school and houses. She warned the family not to disturb the people and their rocks, like a hidden civilization they should be respected and live side by side with the Icelanders.
44 • CITAT N°50
45 • CITAT N°50
“It is simply not possible that trolls and giants exist. But everyone knows that The Hidden People exists. My grandmother told me stories about them. They live here in our neighborhood too, you know - In all of the rocks.” Oliver, 8 years old.
48 • CITAT N°50
49 • CITAT N°50
To the Icelanders Snæfellsness Peninsula is a magical place. Here lies great forces of nature. Local myths tell stories of how the slopes of the glacier-capped stratovolcano Snæfellsjökull are crawling with Hidden People. All the stories are known to the local people, and some are used as warnings, as to not disturb the rocks inhabited by The Hidden People.
50 • CITAT N°50
“What is most important to me, is to leave no trace behind in nature. When I was a kid I would retreat into the cliffs to find hiding places. Back then my grandmother told me about The Hidden People and how to respect them. The Hidden People explain the stuff that happens in our family. If you lose something it’s The Hidden People. And if you find it again they brought it back to you,” Jon Oskar Arrason explains, as he climbs back into one of nature’s crevices, where he used to hide as a child.
52 • CITAT N°50
53 • CITAT N°50
54 • CITAT N°50
55 • CITAT N°50