1 minute read

Klogere på forhandling

Jens Ole Pedersen, næstformand i Assurandørforeningen i Topdanmark, er allerede en erfaren forhandler. Alligevel gav det nye perspektiver at deltage i Finansforbundets forhandleruddannelse specifikt for assurandører.

Det er en god uddannelse. Både i kraft af den inspiration, jeg fik til det forhandlingstaktiske - og på grund af den faglige sparring med de andre assurandørforeninger.”

Jens Ole Pedersen, næstformand i Assurandørforeningen i Topdanmark, har deltaget i fem-seks lokalforhandlinger i sin virksomhed, siden han trådte ind i det faglige arbejde for syv år siden.

De seneste gange har han også været med til at nedfælde resultatet sammen med HR.

Selv om han således har en del erfaring i at forhandle, fik han udbytte af uddannelsen, som Finansforbundet havde syet sammen særligt til assurandører.

”Jeg har været med til at forhandle mange overenskomster, jeg har lært af de erfarne i foreningen og derudover været mere autodidakt. Men selvfølgelig ville jeg gerne deltage i kurset og bakke op om det, når der udbydes noget kun for assurandører.”

Respons på forhandlingsteknik

Blandt andet fik han udbytte af en øvelse, hvor deltagerne efter tur gennemspillede en forhandling med en af underviserne.

”Vi bestemte selv emnet. Det kunne være om noget fra vores dagligdag, noget vi ville forsøge at påvirke eller ændre på sigt, eller noget, der brændte på nu og her,” fortæller Jens Ole Pedersen.

Det fik mange forskelligartede problematikker frem i lyset.

”Det var interessant at se de andre fremlægge og høre, hvilke problemstillinger, der var hos dem i forhold til hos os. Det gør en klogere. Det var også værdifuldt at få reaktioner fra de andre på det, jeg selv fremlagde.”

Nye i cirklen

Næstformanden fik også inspiration til at kortlægge sine cirkler i forhold til, hvem der er relevante at inddrage i en forhandling.

”På den måde kan man få nye vinkler på, hvem der er relevante at inddrage og hvornår. Vi har jo faste sparringspartnere og det hele kører meget struktureret hos os på både A og B-side. Det kan have den ulempe, at man gør, som man plejer.”

Hvis man i stedet forholder sig aktivt til, hvilke mennesker, det kan være nyttigt at inddrage, popper der nye ansigter op ud over dem, der sidder med ved forhandlingsbordet, fandt han ud af:

”Det er noget, jeg har tænkt over efterfølgende. Det kommer jeg til at bruge aktivt.”

Næste chance for at bruge forhandlingskursets input kommer til efteråret, hvor Topdanmark har lokale forhandlinger.

”I vores hverdag fylder forhandlinger ikke meget. Det er alt muligt andet, man bruger tid på ad hoc som tillidsrepræsentant. Men det er en intens og central periode, og derfor er det vigtigt at blive så dygtig som mulig til forhandling.”

This article is from: