8 minute read
Karrierekompasset
Sådan bliver du nybegynder – igen!
– GUIDE –
Finanssektoren udvikler sig hele tiden, og selv erfarne hajer må indstille sig på at lære noget helt nyt. Seniorkonsulent i Finansforbundet Troels Bjerg-Nielsen giver tip til, hvordan modne nybegyndere kan forberede sig og imødekomme nye udfordringer
Af Helle Sindal • Illustration: Øivind Hovland
1
Få indflydelse på, hvad der skal ske
• Det er naturligt at være på vagt over for nye udfordringer – især hvis du har haft et stabilt og forudsigeligt arbejdsliv.
Men vi kan ikke stoppe forandringerne.
Hvis du ikke har indflydelse på, hvad der skal ske, kan du føle dig magtesløs og blive stresset. Mærk efter, hvilke følelser forandringen trigger hos dig, og brug det som en åbning til at arbejde med det i stedet for at være i dine følelsers vold.
Stop op og reflektér – alene eller sammen med en coach eller karriererådgiver. Er der noget, som står i vejen mellem dig og forandringen – for eksempel dit selvværd, din trivsel eller dine faglige kompetencer?
Book en samtale med en karriererådgiver i Finansforbundet på finansforbundet.dk.
2
Arbejd med dig selv
• Giv dit liv et 360-graders eftersyn:
Hvordan ser din livsbalance ud med karriere, venner, fritid, økonomi, selvpleje og helbred? Er der noget, som halter? Så gør noget ved det!
Helbred og sundhed bliver ofte overset, men man skal være mentalt vågen for at lære nyt.
• Udarbejd et goal grid, hvor du ser på din nuværende situation ud fra fire grundlæggende spørgsmål: Hvad du har og gerne vil bevare. Hvad du har, men gerne vil slippe. Hvad du ikke har, men gerne vil opnå. Hvad du ikke har og gerne vil undgå.
• TIP
Find flere redskaber og inspiration til din trivsel og karriereudvikling på finansforbundet.dk.
3
Dyrk dialogen med yngre kolleger
• Engager dig i uformelle mentorforløb på mikroniveau. Ræk ud efter kolleger, som er knap så erfarne som dig. Lyt til, hvad der interesserer dem. Få nye relationer i stedet for kun at omgås alle dem, som ligner dig selv. Åbn op for nye tilgange og syn på forandringer. Vær i dialog – så får du også et nyt kompetencesprog. Del mere selv:
Hvad kan du bidrage med, og hvor kan du hjælpe?
4
Få ny viden i snackstørrelse
• Kompetenceudvikling behøver ikke at være langstrakte kursusforløb. Hold dig nysgerrig via webinarer, podcast og TED Talks, hvor du kan få ny viden på en time. Smag på ny viden i snackstørrelse. Gør det mere af lyst og interesse end af nødvendighed. Vær åben for, at forandringer i arbejdslivet kan engagere dig på ny. Måske opdager du noget, som du ikke vidste, du havde interesse for.
5
Søg hjælp, hvis du er helt fastlåst
• Forandringer kan opleves som en belastning og vælte hele læsset, hvis man i forvejen har meget travlt og føler sig stresset i krop og sind. Der skal være plads til at overveje, om der reelt er fare på færde, eller det er dine egne overbevisninger, som belaster dig. Søg hjælp, hvis du er hårdt ramt og føler dig helt fastlåst og magtesløs.
Det kan man ikke tåle i lang tid.
6
Læn dig nysgerrigt ind i fremtiden
• Måske har du ofte oplevet talrige forandringer gennem tiden og har svært ved at mobilisere den store gejst. Lad det ikke smitte af på din holdning og retorik, så du dræber andres ild. Vi vil gerne tro på, at forandringer bringer os et positivt sted hen. Pas på med at blive for magelig i din egen rolle. Erfaring og faglig stolthed er fint, men måske kan tingene gøres smartere. Sæt spørgsmålstegn ved, hvad der står i vejen for din nysgerrighed.
Arrangementer for seniorer
REGION MIDTJYLLAND – RINGKØBING
Udflugt til Sønderjylland
Glæd dig til en spændende udflugt med Venø Bussen til Sønderjylland. Program for turen: Kl. 7.30: Afgang fra Kvickly i Holstebro. Kl. 8.10: Afgang fra Markedspladsen i Herning. Undervejs sydpå vil der være kaffe og et smurt rundstykke. Turen vil blandt andet omfatte besøg i Rudbøl, Møgeltønder, Burkal, Broager, Gråsten Slotspark, Dybbøl Banke, Bovrup og Frederikshøj. Frokosten består af 3 stk. håndmadder inklusive 1 øl/vand. Vores guide under hele turen er Ole Due fra Nørre Nissum. Senere buseftermiddagskaffe og et stk. wienerbrød. Kl. 18.00: Middag på Den Gamle Grænsekro, 2 retter kromad eksklusive drikkevarer. Ca. kl. 21.00: Ankomst til Markedspladsen i Herning. Ca. kl. 21.40: Ankomst til Kvickly i Holstebro. Tidspunkt: 16. juni Pris: Medlemmer 350 kr., ledsager 765 kr. (deltager i det omfang, der er plads) Tilmelding til: Finn Lykke, e-mail: finn@thue.dk Kontonummer: 2191-6290207167 (bemærk nyt kontonummer) Frist: 16. maj Bemærkninger: Ved tilmelding bedes du oplyse navn/navne, postnummer og ønsket påstigningssted. Grundet begrænset antal pladser (53) bedes du afvente accept af tilmeldingen inden betaling. Ved eventuel aflysning – på grund af restriktioner – vil det fremgå af hjemmesiden. Vi forventer, at turen kan gennemføres.
MUSICAL – WEST SIDE STORY
Bernstein & Sondheims klassiske »West Side Story« opføres for første gang i Operaen.
Den klassiske fortælling om Tony og Marias umulige forelskelse i skyggen af New Yorks bandekrig. Der er lagt op til en uforglemmelig oplevelse, når tonerne af Bernsteins dejlige musik, der blander musikgenrer, akkompagneres af balletmester Nikolaj Hübbes koreografi under ledelse af den erfarne instruktør Thomas Bendixen. Du kan godt begynde at glæde dig. Kl. ca. 12 inden musicalen skal vi have en lækker buffet på restaurant Menuen, som vi kender. Drikkevarer er for egen regning. Musicalen starter kl. 15 Tid: 18. april Sted: Busopsamling på følgende steder (i parentes angives forventet hjemkomst): Slagelse Busterminal: kl. 9.30 (kl. 20.10) Sorø, Sorø Hallen: kl. 9.55 (kl. 19.50) Ringsted Station, Rutebilpladsen: kl. 10.15 (kl. 19.30) Holbæk, administrationsbygningen, Jernbanevej 6: kl. 11.00 (kl. 18.45) Pris: Medlemmer 600 kr., ægtefælle/samlever 950 kr. Kontonummer: 2191-4397756993 Frist: Tilmelding fra den 25. januar
Tilmelding til:
seniorfinansvestsjaelland@gmail.com eller brug tilmeldingsblanketten, som ligger på vores hjemmeside.
REGION NORDJYLLAND
Toscana – renæssancens vugge
Velkommen til en spændende dag med rejseforedrag, flotte billeder, italiensk mad og gode vine. Tidligere rejsearrangør Harry Brix holder rejseforedrag om Toscana i Italien. Foredraget ledsages af flotte billeder. Orkideen har sammensat en spændende italiensk menu. Maden ledsages af smagning af 7 gode vine fra Toscana, herunder en af Italiens bedste vine: Brunello di Montalcino. Af pladshensyn afholdes arrangementet på 2 datoer. Der er plads til max 60 personer pr. gang. Arrangementet afholdes kun, hvis coronarestriktionerne tillader det. Tid: 22. april og 28. april – begge dage kl. 11 (du kan kun deltage én af datoerne) Sted: Restaurant Orkideen, Ølgodvej 1, 9220 Aalborg Øst
Den 22. april afgår bus:
Hobro Rutebilstation kl. 10 Rold Gl. Kro kl. 10.15 Støvring, Shell, kl. 10.30 Svenstrup gl. dyreklinik kl. 10.45 Ankomst Orkideen kl. 11.00 Afgang retur kl. 14.30
Den 28. april afgår bus:
Hjørring Banegårdsplads kl. 10 Brønderslev, Q8, kl. 10.30 Vestbjerg, Uno, kl. 10.45 Ankomst Orkideen kl. 11.00 Afgang retur kl. 14.30
Den 28. april afgår bus:
Havnen i Thisted kl. 9 Vigeplads ved Søparken, Aabybro, kl. 10.10 Nørresundby ved Føtex kl. 10.40 Ankomst Orkideen kl. 11.00 Afgang retur kl. 14.30 Øvrige må selv sørge for transport til og fra Orkideen. Flere busser kører derud Pris: 200 kr. pr. medlem (kun adgang for medlemmer). Husk at anføre dato for deltagelse Kontonummer: 2191-6290207183 Frist: 8. april Tilmelding til: finans.nord@gmail.com. Indbetaling til ovennævnte kontonummer, dog først når I modtager besked om det Bemærkninger: Evt. afbud kan ske til Vinni Hansen, tlf. 29 82 31 45.
REGION MIDTJYLLAND – VIBORG-SKIVE
Øtur i Det Sydfynske Øhav
Ja, vi prøver igen med denne tur tirsdag den 18. maj. Bemærk at tidligere reservationer til denne tur er bortfaldet. Kl. 5.45 afgang fra KulturCenter Limfjorden, Skyttevej 12, Skive. Kl. 6.30 afgang fra Eksercerpladsen i Viborg. På vej mod Faaborg nydes kaffe og rundstykke samt wienerbrød ved bussen. Når vi ankommer til Faaborg, sejler vi med Ø-færgen via Lyø til Avernakø. Guiden Gitte modtager os ved ankomsten til Avernakø og vil vise os øen og dens seværdigheder. Kl. ca. 13 nydes frokosten på Landhotellet i form af en frokostbuffet, der er klassisk dansk, hjemmelavet og med egne specialiteter og
hjemmebagt brød. Til frokosten er der øl eller vand. Herefter kaffe og småkager, som kan tages med om i gårdens hyggelige have, der også rummer gårdens dyr. Inden vi forlader øen, er der mulighed for at handle i den spændende gårdbutik. Kl. ca. 14.45 afgang mod færgehavnen. Kl. ca. 15.45 anløber vi havnen i Faaborg. Turen går hjemad via Assens. Når sulten melder sig, serveres sandwich samt øl og vand. Forventet hjemkomst kl. 19-19.45. På turen er der plads til 54 deltagere. Pris: 200 kr., ledsager 500 kr. Indbetaling bedes først foretaget, når vi ved, om turen kan gennemføres. Deltagerne vil få besked, når indbetaling skal foretages Kontonummer: 2191-6290207175 Frist: 4. maj Tilmelding til: Steffen Hvidt, e-mail sahvidt@gmail.com Øvrige arrangementer: 23. september: Tur til Mols Bjerge 23. november: Julefrokost.
Region Sjælland – Storstrøm
Kommende arrangementer
9. maj: Tivoli/«Midt om natten« Kontaktperson: Dorthe Vejen, tlf. 24 81 78 65 For yderligere information og tilmelding henviser vi til vores hjemmeside www.seniorfinans. dk/storstroms-kreds 22. juni: Sommertur til Fyn 26. august: Fuglsang/Krenkerup 24. november: Julefrokost.
REGION SYDDANMARK – FYN
I forbindelse med den aktuelle Covid-19-situation ser bestyrelsen desværre ingen anden mulighed end at aflyse det planlagte arrangement den 15. april på Næsbyhoved Skov. Vi håber, at vi snart ses igen. Region Hovedstaden – Nordsjælland Tur i juni Den 9. juni eller lige deromkring planlægger vi en sejltur med Saga Fjord m. frokost om bord. Resten er ikke planlagt endnu. Påstigning: p.t. Helsingør og Hillerød. Mere info følger i næste blad. Pris: 200 kr. Kontonummer: 2191-6899930728 Frist: 1. juni Tilmelding til: Astrid Østergaard, e-mail: astrid.klose.sm@gmail.com.
REGION HOVEDSTADEN – BORNHOLM
Vi håber, at alle er kommet godt ind i det nye år. Desværre er der ikke sket ændringer siden vores notat i Finans oktober 2020. Tværtimod er der kommet flere restriktioner gældende foreløbig til 1. marts 2021. Vi har derfor aflyst vores bestyrelsesmøde i februar. Så snart der åbnes for arrangementer af vores størrelse, vil vi mødes og planlægge samt informere via Finans. Se derfor næste nummer af Finans, der udgives fredag den 28. maj 2021. Mange hilsner fra bestyrelsen Senior Bornholm.
NU BLIVER DINE FORSIKRINGER BILLIGERE
Som medlem af Finansforbundet kan du nu spare yderligere ti procent på dine forsikringer, hvis du har samlet din indboforsikring samt minimum fire andre forsikringer hos Tryg.
Fordelen træder automatisk i kraft, og du vil få en mail om din besparelse samt evt. tilbagebetaling i slutningen af marts. Tilbuddet gælder selvfølgelig også dig, der flytter dine forsikringer og samler dem hos Tryg.