I mere end tyve år har skiftende regeringer og toppolitikere talt om at sætte patienten i centrum og skabe et mere sammenhængende sundhedsvæsen med udgangspunkt i patienternes behov, præferencer og ressourcer. Men indtil videre har ændringerne ude på de enkelte sygehuse og afdelinger langtfra stået mål med de politiske ambitioner. Udviklingen sker i stedet sporadisk og er båret frem af ildsjæle og enkeltstående gode eksempler. I ”Patienternes nye rejse” fortæller seks forskellige borgere historien om, hvordan de oplevede mødet med et sundhedsvæsen, der efterlod dem med en birolle i deres behandlingsforløb. Deres historier understreger, hvor meget værdifuld viden, patienter og pårørende bærer på, som kan øge kvaliteten i sundhedsvæsenet, hvis den bliver taget i brug. Publikationen peger samtidig på, at der er mange muligheder for at kickstarte forandringen mod et sygehusvæsen, der sætter patienten i centrum.