Peer Gynt ved Gålåvatnet by Marit Lien

JUBILEUMSBOK • PEER GYNT 25 ÅR PÅ GÅLÅ • 2013 “N’ va god te å skrive denna Ibsen, men é skjønne itte kåfår n´ laut bruke så mange ordtak”! Dette er ei kjent herme etter ein døl som såg Peer Gynt for fyrste gong. Han hadde eit stort poeng. Ibsens ord har med åra vorte ein del av norsk språk. Verdens beste dramatiske tekst har stått seg sidan 1867 og har også tolt framføring på dølamål på Gålå sidan 1989. La oss kalle det eit identitetsuttrykk.

Inntrykk frå alt dette og meir til ﬁnn du i denne boka – inntrykk frå scena og bak scena. Dette er ei utruleg teaterhistorie! Henrik Ibsen fekk rett: “Min Bog er Poesi, og er den det ikke, saa skal den blive det. Begrepet Poesi skal i vort land, i Norge, komme og bøje sig efter Bogen”. Denne jubileumsboka syner i tillegg eventyret “Peer Gynt ved Gålåvatnet”.

Manus og foto frå framsyninga

PEER GYNT AS

PEER GYNT VED GÅLÅVATNET

Denne jubileumsboka innheld både Ibsens originale ord og språkforma brukt ved Gålåvatnet desse åra. Håkon Sveen står bak tilrettelegginga til dølamål i denna forma. Bård Gundersen har vore fast fotograf sida 2010, og boka er bygd rundt hans bilde frå kostymeprøver og framsyningar i åra 2010, 2011 og 2012. I tillegg er sidene krydra med fotograﬁ frå tidlegare år. Per Tofte var den fyrste “Døla-Peer” i seks år før Svein Sturla Hungnes spelte Peer frå 1995. Han har også hatt regien og har spelt hovudpersonen fram til Dennis Storhøi tok over i 2006.

PEER GYNT ved Gålåvatnet Manus og foto frå framsyninga

PEER GYNT ved Gålåvatnet

MANUS LAGT TIL RETTE AV SVEIN STURLA HUNGNES TILRETTELAGT TIL DØLAMÅL AV HÅKON SVEEN FOTO: BÅRD GUNDERSEN

BASERT PÅ ”PEER GYNT” AV HENRIK IBSEN MUSIKK: EDVARD GRIEG

© Peer Gynt AS 2013 Materialet i denne boka er omfattet av åndsverkslovens bestemmelser. Uten særskilt avtale med rettighetshaverne er enhver eksemplarfremstilling og tigjengeliggjøring bare tillatt i den utstrekning det er hjemlet i lov. Utnyttelse i strid med lov eller avtale kan medføre erstatningsansvar og inndragning og kan straffes med bøter eller fengsel.

ISBN: 978-82-997452-4-6 Spørsmål om denne utgivinga kan rettast til: Peer Gynt AS post@peergynt.no www.peergynt.no Design: Gundersen og Meg / Bård Gundersen Trykk: Polinor AS

Forklaring til bilda: Fotografia som følgjer manuset i boka er tatt av Bård Gundersen, under prøver og framsyningar i åra 2010, 2011 og 2012. Skodespelarane i hovudrollar som går att i bilda er: Dennis Storhøi som Peer Gynt Ellen Horn som Mor Åse Britt Langlie som Mor Åse Charlotte Frogner som Ingrid, Den Grønnkledde og Anitra Rune Reksten som Hægstadbonden, Dovregubben, Begriffenfeldt og Den Magre Stein Grønli som Bøygen og Knappestøperen Ina Kringlebotn som Solveig Ingeborg Schübeler Gillebo som Solveig Silvia Moi som Solveig I tillegg er sidene krydra med eldre fotografi der fotografen er kreditert i bildeteksta, så langt det let seg gjere å spore opp riktig fotograf. Dette gjeld òg dei historiske bilda og backstagebilda, bak i boka. Forklaring til teksten: All tekst før pause i framsyninga er tilrettelagt på dølamål av Håkon Sveen, og er skrive på ein måte som ikkje nødvendigvis er heilt ”korrekt”, men som gir ei meining til korleis teksta skal uttalast av skodespelarane. Manus er lagt til rette for framsyninga ved Gålåvatnet av Svein Sturla Hungnes. Språket i Peer Gynt på dølamål Dialektnær skrivemåte gir mange utfordringar. Skriftbildet skal vere leseleg, talemusikken og rimet skal passe til Ibsens originale tekst i så stor grad som råd utan at det går ut over meiningsinnhaldet. Form- og lydverket i dølamålet er ikkje følgt heilt ut. Det er gjennomført palatal uttale etter gudbrandsdalsmålet (/i/j-uttale framfor dobbel konsonant) (“kæille”,(kalle) “hæinn” (han), trong e er markert med aksent (é) (eg/jeg), bruk av dativ er gjennomført der det passar det rytmiske. Det er også teke omsyn til ordbildet for å lette lesinga, men dølapreget i språket er likevel ikkje til å ta feil av. Lykke til! Takk til: Håkon Sveen Rasmus Stauri Per Ottesen

Innhald Bukkerittet ..................................................................s. 7 På veg til Hægstad ..................................................... s. 27 Bryllup på Hægstad .................................................... s. 31 På fjellet ................................................................... s. 50 Mor Åse og Solveig på fjellet .......................................s. 55 Peer og seterjentene ..................................................s. 56 Peer framfor Rondane ................................................ s.60 Peer og Den Grønnkledde ............................................s. 65 I Dovregubbens Hall .................................................. s. 68 Peers møte med Bøygen ............................................ s. 80 I Vinterskogen .......................................................... s. 84 Mor Åses død .............................................................s. 93

(pause)

I Marokko ................................................................ s. 109 Anitra ...................................................................... s. 115 Begriffenfeldt ...........................................................s. 124 Heimkoma ................................................................s. 134

Peer Gynt-stemnet før 1989 ........................................s. 182 Backstage ................................................................ s. 194

MUSIKK, MORGENSTEMNING AV EDVARD GRIEG Peer Gynt / Akt 1 / Scene 1

Bukkerittet Åse:

Peer! Du lyg!

Peer:

Nei, é gjer ei !

Åse:

Nå, så bæinn på det e sant !

Peer:

Kåffår bæinne ?

Åse:

Tvi! Du tør ei !

Peer:

Det e sant - kårt evig ord!

Åse:

Og du skjems ei for di mor ? Fysst så ræinne du te fjæills månadsvis i travle øynna, for å jakte ræn på føynna. Kjem så him med rivvi pels, utta børsje - utta vilt; og te slutt med lygn og gjøno mæne du det e så gildt, å narre mé med skyttarskrøno ! – Nå. Kårr fæinn du så dæinn bokken?

Peer:

Vest ved Gjendin.

Åse:

Riktig, ja !

Peer:

Kvasse vind dæinn bar ifrå. Bak e’ bjørkekjørra – vond å sjå hæinn i skårråsnoga grov ette lav.

Åse:

Ja, riktig, ja !

Peer:

Pusten hellt é, sto å lytta, hørde knirken frå ’n klov. Såg æne høynne’, grovt i grænom. (æne – eine) Kraup så varle’ millom stænom. Måtte mé på buka fløtta.

Alt ihop e tøv og tant !

Gjømt ni røsen – opp é gløtta; slek ’n bokk så blank og fæt, er æilder sett, så vidt é væt. (aldri) Åse:

Nei, bevar mé vel !

Peer:

Det smæill ! Bokken stufte boms ni bakkin. Men i såmmå stonn ’n fæill, satt é skrevs på bokkeryggen, græp ’n i det venstre øre, skulle nettopp kniven kjøre bakom skolten inni nakkin. Hei! Da skræk ’n vilt dæinn styggen. Sto med eitt på æille fire, slo så med e’ aktarkast uttur neva kniv og slire. Skruvde mé om lenda fast, stemde høyinna inn mot læigga. Klemde mé som ti e’ tang. De’med sette ’n på sprang beint frametté Gjendinæigga.

Dennis Storhøis originalmanus frå første framsyninga.

Åse:

Jesu namn da !

Peer:

Ha du sett denna Gjendinæiggen ”någen gang”? ’n e hælve mila lang, kvass bortetté som ’n ljå. Utfor bréæ, lié, skriu. Rakt ni stænul vill og grå, (tjukk l i –urd) kæinn é sjå åt båe sio. Rakt ni vatna, svarte, djupe, mær hæill tretten – hondre alen ne(a)for stupe. Langs med æigga der oss for, skar oss gjennom vêret spor. Æilder rei é slek ’n folé! Midt imot der oss tu kom, va det som det gnistra solé. Brone ørnerygge’ svom i det vide, svimle sluk. Millom oss og vatna i endom – sakka akterut som fnugg.

Isflak brotna og braut mot strennom. Ingen ting va der å høre, berre virvelvetto sprang. Som i dans; døm song og svang sé i ring for syn og øre.

Åse:

Å, Gud trøste mé !

Peer:

Med eitt på ’n rå’laus bråbratt flekk fòr i vêret, storryp-stæiggen. Kakla som ’n ha sett skrømt. Fram frå der som ’n satt gjømt. Klåss ved bokkens fot på æiggen. Bokken snudd sé – gjol e’ stopp, sette med e’ himmelhopp utfor stupet med oss båe! Bak oss bergvæigg – svarte, blåe, onde oss låg botnlaust sluk! Fysst oss kløvde lag med tåko, kløvde så ’n flokk med måko, som igjennom lufta vikanes flaug åt æille kante skrikanes.

Ned, mest som e tog oss låggå. Men ni djupé glitra någgå kvitlett, som ’n reinsdyrsbuk. – Mor, - bildé tå mé sjøl på rugga spegla tå i fjæillsjøskugga. Opp mot vasskurpun det pila i dæinn såmmå ville fart, som oss ned mot vatné ila. Åse:

Peer ! Gud fri mé! Sei det snart -

Peer:

Bokk frå luften, bokk frå djupé, smæill i hop i såmmå stupé slik at skumme’ kring oss klaska. Ja, der låg oss nå og plaska. – Langt om læingjé, som e’ gåte, (lenge) nådd oss nordre land på ’n måte. Bokken svom, og é hekk bakpå. É for hem åt dé, é, mor!

Åse:

Men bokken, da?

Dennis Storhøi har spela Peer Gynt sidan 2008. Han er den tredje i rekkja av Peer’ar gjennom desse 25 åra.

Ă&#x2026;,

din faans regelsmed;

kors og kors kĂĽ du

kĂŚinn juge!

Peer:

Å, hæinn går der vel enda. Kæinn du finne ’n, så ska du få ’n!

Åse:

Og du har itte brot i nakka ? Itte knekt e’ lår ’n gong ? Itte ød’lagt ryggen din ? Å, Vårherre. Tå mot takka, du som ræidda guten min. Broka ha visst fått e’ revne, men det e knapt verd å nevne når ’n væt kå my verre som kunn’ hendt ti slekt e’ sprang - ! Å, din faans regelsmed; kors og kors kå du kæinn juge! Remsa som du kjem hit med hugse é at é ha kjent alt som ongjente på tjuge. Gudbrand Glesne ha det hendt, itte dé, du -!

Peer:

Mé som honom. Slekt kæinn mær hæill einn gong hendes.

Åse:

Ja, e’ lygn kæinn endevendes, stases opp med brask og bram, pyntes opp ti nygjort ham, så te slutt ho knapt kæinn kjæinnes. Det e det som du ha gjort. Låggå alt så vilt og stort. Jåla ut med ørnerygge, og med alt det andre stygge. Logjé likt og olikt vekk. Skrøna inn slek mållaus skrekk. Slek at alt ’n før ha visst kjæinnest knapt nok att te sist !

Peer:

Visst ’n an einn tållå slek, vart ’n hæilslaus. É skull’ slå’n !

Åse:

Å, Gud gje at é låg lik; og sov ni svartjord du ha skapt ! Bønn og gråt bit itte på ’om. Peer! Du e og bli fortapt !

Peer:

Kjære, vakre, snille mor, du har rett ti kårt e’ ord; ver nå bli’ og gla’ -

Åse:

Ti stille ! Kæinn é gle’ mé om é ville, é som har slek svin te sønn? Å, det såre. Kæinn du tæinkje, mé, e’ stakkars maktlaus æinkje, (enke) støtt å hente skam te lønn.

Kårr e skjeppun fylt med mynt ette ’om gamle Rasmus Gynt? Far din - å! Det ødeland øsla døm så glatt som sand! Kjøfte jord i æille sogn, og kjørde rondt med gullagt vogn -. Kårr e det som gjekk te spille ve’ det store vintergilde, da kårr gjest let glas som flaske baka rygg mot væggen klaske?

Peer:

Kårr ’n e hæilst snogen frå i fjol ?

Åse:

Du ska tie for di mor ! Sjå på gar’n ! Kårt anna rutehol e fylt med gamle klute. Nere ligg det skigard, hægn, féet står ti vind og rægn, æng og åker ligg der brakk. Kårr ’n månad bli é panta -

Peer:

Ti still med slek kjerringsnakk ! Ofte nok ha lykka skranta, men så kom ho sé på føten !

Åse:

Strø ’n med salt så drep’n røten!

Mor Åse kan også vera streng mot Peer når han kastar seg ut på djupt vatn med løgnene sine. Problemet for henne er berre det at ho oftast tilgjev Peer og blir med i skrønene hans gong på gong.

Kå har slekta att for någgå frå din bessfars velmaktsdåggå ?

Hå, men du e storkar Peer. - Like kaut og kry og svær. Like knøv som dæinn gong presten der ’n kom frå Kjøbenhavn, sporde dé om døparnavn.

Bæinna på at “slikt et neme” sakna mang “en prins der hjemme”, slek at far din ga ’om hesten og ’n slea au som takk, berre for slek skrytarsnakk. Hå! Ja, da va æillting gildt ! Prost og kaptæn, døm som resten, hekk der dagstøtt, åt og drakk. Stappa så døm nesten sprakk. Men i nøa kjæinne ’n nesten. Det vart folketomt og stilt såmmå dag ’n “Jon med skjeppun” tok i væg med kramkarskreppun. Per! Du e da sterk og stor, du skull’ stå som stav og støtte for di gamle, skrale mor. Du skull’ gardsarbeide skjøtte, verje slompen tå din arv Å, Gud hjølpe mé for nytte é ha haft tå dé, din skarv !

Peer:

Le mé vera !

Åse:

Kæinn du nekte du va fremste mæinn i lagjé ti di store bygdaslagjé, som nå nysst ha sti på Lonne, der døkk slost som olme honne? Va det itte du som knekte armen på ’om Aslak Sme’ , hæill i det minste brekte æne finger`n hass ‘tur le’ ?

Peer:

Køm ha fylt dé med slek præk ?

Åse:

Husmæinnskjerringa hørde ula !

Hime ligg du. Grev i gløom, rote rondt ti vea-reste, skreme bygdafolk på feste slek at jentun flyg åt røom, gjer mé spe på æille kante, slest med sognes verste fante -

Peer:

Ja, men det va é som skræk.

Åse:

Du ?

Peer:

Ja, mor. - Det va mé døm jula.

Åse:

Kå for någgå ?

Peer:

Hæinn e sprek.

Åse:

Køm e sprek ?

Peer:

’n Aslak, vetté.

Åse:

Tvi og tvi, nå må é spytte ! Bli dæingt tå slek e’ fyll(e)bytte. Storsupar, dranker, rangelfant, men Peer, slekt kæinn knapt vera sant ? Mang e’ skam og skjensel lei é; men det verste som kunn’ skje det skull’ altså hende mé. Hæinn e sterk og sprek i læk; trøng du derfor vera væk ?

Peer:

Om é hamre, hæill bli hamra like fullt så bli det jamra. Trøst dé, mor !

Åse:

Kå ? Ha du logjé (å lyge) nok ’n gong?

Peer:

Ja, denné gongen.

Svein Sturla Hungnes er den som har spela Peer i flest sesongar. Han har spelt mot to Mor Åse. Her er det Kari Simonsen som blir forskrekka over Peer sine kåte kast. Foto: Rune Hermansen

Tørk så tåræin pent tå kjåkkå ! Sjå, - med dessé knipetången heldt é sme`n så det knåkkå. Høgre nævan va e’ slæiggje – (slegge)

Åse:

Å, din slagsbror . Du vil læiggje mé ni grava med slek ferd !

Peer:

Nei da: Du e bære verd; tjuge tusen gongo bære ! Vesle, stygge, snille mor, du kæinn lite på mitt ord. Hæle bygda ska dé ære.

Berre vent te é fe gjort någgå - någgå riktig stort !

Åse:

Du !

Peer:

Køm væt vel kå ’n kæinn møte !

Åse:

Om du berre vart så klok at du eingong kunne bøte flæingja ti di æga brok ! (eiga)

Peer:

É ska bli konge. Kjeiser Peer !

Åse:

Å, Gud trøste mé. Nå fèr siste resten tå hass vett !

Peer:

Gje mé tid ! Det ska bli lett !

Åse:

Ja, gje tid, så bli du prins, si visst folk, om rett é minns !

Peer:

Du ska sjå, mor !

Åse:

Hæill din munn ! Du e gal i bunn og grunn. Nå, - det e forresten sant någgå ha det vorte tå dé om du itte dagstøtt ga dé te med lygn og tøv og tant. Hægstadjenta va dé god. Ha du berre vilja vunné ha ho ingen anna funné.

Peer:

Tru du - ?

Åse:

Kjære Peer; e’ grunnrik jente, odelsjente ! Tænk dé om: Viss du berre hadde vilja, sto du nå som stram bru’gom !

Peer:

Kom, så ska oss ja-ord hente !

Åse:

Kårr ?

Peer:

På Hægstad !

Dennis Storhøi poserer i kjerra og framstår som den litt likeglade og giddalause ”døgenikten” Peer.

Åse:

Stakkars gut! Der bli friar’n kasta ut !

Peer:

Kåffår det ?

Åse:

Me’ du vest i fjæillom ridd gjennom lufta på ’n rænsbokk, ha ’n Mass Moa åt jentun fridd.

Peer:

’n Mass - slek e’ fuggelskreme ! Hæinn -?

Åse:

Ja, ho tek ’n nå te mæinn.

Peer:

Vent her. É går ’sta og spæinne merra framfor kjerra.

Åse:

Slek stæill kæinn du spårrå. Bryllupet ska stå i mårrå.

Peer:

Ja, med é kjem dit i kvæill !

Peer:

Tållå for mé, for du e klok. Prat åt dessa gamle narra, sei ’n Mass e ’n stakkars krok.

Peer:

Fortel ’om, når du tållå ut, kå ’n Peer Gynt e for ’n gut !

Åse:

Ja, det kæinn du bæinne på ! Du ska vakkert skussmål få.

Peer:

Så ?

Åse:

Munn min ska slett itte stå førr dæinn gamle hisse honn på (hund) dé, som du va ’n fant !

Peer:

Hm! - så fe é gå ålæne.

Åse:

Ja, men é ska kåmmå etté !

Peer:

Snille mor, e du frå vetté ?

Åse:

Nei, men é e så sint at é kunn’ knuse stæne ja, é kunn’ eta flint ! Snu kjerra! É vil med i laget !

Peer:

Fe itte lov !

Åse:

Men, kå vil du gjerra ?

Peer:

Setta dé på kvæinnhustaket !

Nei, men é

e så sint

at é kunn knuse

stæne -, ja, é kunn

eta flint

SCENE 2

På veg til Hægstad Inn kommer en hallingdanser og folk som samler høy og klapper takten Peer kommer, og folkene løper flirende ut. Tre koner går over scenen

FØRSTE KONE:

Far hass va fordrokkjé.

ANDRE KONE:

Og mor hass e låk.

TREDJE KONE:

Ja, så fe’n itte ondrest på at guten bli e’ dråk.

Peer:

Va det mé døm tållå om? Å, le døm “snakke” ! Døm kæinn da vel itte livet tå mé rakke. For e’ onderlé sky ! Ho likne’n hest. Det e ’n mæinn med au, - med sadel grime. Bakkafor ri e’ kjerring på ’n lime. Det e ’ o mor. Ho skjæille og skrik: ditt beist! Heida, Peer ---. Ja, nå e ’ o bange.

- og

’n Peer Gynt ri fysst og bli følgd tå mange. Ingen sitt vel så staut på fola. Ingen glitre som ’n Peer mot sola. Folk står tett i klyngo langs gjerdet, lyfte på hatten og glane i vêret. Kvinnfolka neie og æille kæinn kjæinne kjeiser Peer Gynt og “hans tusende svæinne”. Tolvskillingsstykkjé og blanke marke ned ’n som småstæn på vægen sparke. Rike som greve’ bli æille i bygden. Peer Gynt ri tvers over havet i høgden. Ængelands prins står på strand’ og vente, det såmmå gjer kårr ei Ængelands jente. Ængelands stormenn og Ængelands kjeiser, da ’n Peer ri fram, sé frå høgbordet reiser. Kjeiser’n lette på krona og si Smeden: Nei, sjå’n Peer Gynt, det fulle svin ! Peer:

Kå ? Kjeiser - ?

Smeden: Ræs på dé, Peer:

gut’n min !

Kå jevel’n ! Sme’n ! Kå vil du mé?

Smeden: Ha itte festen på Lonné sleppt taket ti dé ? Peer:

Gå med det gode !

Smeden: Ja, nå ska é gå. Men kar, kårr kjem du sist ifrå ? Seks vikku borte ! Va du bergti ? Hæ ? Peer:

É ha gjort ondelege gjerningo, sme’!

Smeden: Le oss høre, Peer ! Peer:

Det kjem ingen ve’.

Smeden: Du ska vel åt Hægstad ? Peer:

Nei !

Smeden: Ei tid sa døm du ha gjort dotter på garda så bli’. (blid) Peer:

Du din svartkorp - !

Smeden: Vil ho itte mær? Ha ’o Ingrid vraka dé, så fins det flær. Tæink; sønn hass Jon Gynt ! “Følg med til gårds ; der kommer både unglam og enker til års -” Peer:

Te helvete - !

Smeden: Du finn nok ei som vil hå dé. Go’ kvæill ! Nå hælse é brura frå dé. Peer:

For mé kæinn Hægstadjenta sé gifte med dæinn ho vil. É e like sæl ! Kunn’ é berre med e’ slaktartak rive døm ringakta uttur bringun ! Kå e det ? Køm e det som flire der bak ? Hm, é tykte såvisst -. Nei, det va nok ingen. - É vil himatt åt ’n mor !

Jonny Baukhol har i ei årrekkje spela den bråsinte og høgrøsta smeden Aslak. Saman med smedguttane sine skapar han mange problem for Peer.

SCENE 3

Bryllupet på Hægstad Brura løper ut, brudgommen etter Kjøgemester’n:

Nå, godtfolk, fe’ døkk på donken lense.

Lensmann:

Takk som by’; men du skjæinkje for titt.

Ei kone:

Brura ? Å, ja visst gret ho litt.

Ei kone:

Men det ska ’ n æilder ense.

Brudgommen:

Ho vil itte, far ! Ho ha stæingt sé inne.

Faren:

Så fæ du sjå om du nykjyll’n kæinn finne.

Brudgommen:

É væt itte vægen.

Faren:

Du e e’ naut !

En gut:

Jento ! Nå bli det liv i tingen ! ’n Peer Gynt e på garda !

HEGSTADBONDEN: Køm ha bett ’n ? Kjøgemester’n:

Ingen.

Smeden:

Tållå’n åt døkk, jento, så hør itte på’n !

Ei jente:

Nei, oss lett som oss itte kæinn sjå’n.

Peer:

Køm e dæinn sprekaste jenta i flokka ?

Ei anna:

Itte é.

Ei jente:

Og slett itte é !

Peer:

Men du, da, vesle dokka ?

Ei femte:

É ska himatt !

Peer:

I kvæill ? E du frå sans og samling ?

Smeden:

Peer ! Der går ho te dans med ’ n gamling !

Peer:

Kårr e di ledige, da ?

En mann:

Døm kjem !

Peer:

Augkast ! Sylkvasse tanke og smil. Det gnisse som sagbla’e ondé e’ fil !

En mann:

Sjå innfløttarfolka.

En annen:

Døm nordanté ?

En mann:

Ja, døm fra Heidala.

Alle:

Å døm, ja !

Peer:

Fæ é danse med dotter di ?

Mannen:

Fysst må oss hæilse på folket i huset.

Kjøgemester’n: E du kommé, så kæinn du vel småkkå på kruset ? Peer:

Takk, é ska danse.

É e itte tysst.

Så ljos. Nei, skull du ha sett ei slik ! Skotta ne’på sko’n og det kvite førklé - ! Og så heldt ho ti mora sin stakkeflik, og e’ salmebok tulla inn ti e’ tørklé -! É må sjå på dæinn jenta !

En gut:

Peer, går du alt frå dansa ?

Peer.

Nei.

En gut.

Da går du galé lei.

Peer:

Slepp mé fram !

En annen:

E det sme’n som skræme dé ?

Peer:

Sme’n ?

Den samme:

Ja, du væt ’n e hauga te å kleme dé!

Solveig:

Du e visst dæinn guten som ville danse ?

Peer:

Ja, visst e é det. Kæinn du itte sanse ? Kom nå !

Solveig:

Itte for langt, sa ho mor.

Peer:

Sa’o mor, sa’o mor. E du født i fjol ?

Solveig:

Du gjer narr.

Peer:

Du e e’ småjente mesta. E du vaksé ?

Solveig:

I vår gjekk é for presta.

Peer:

Sei namne ditt, jente, så tållå oss lettar.

Solveig:

É hæte Solveig. - Og kå hæte du ?

Peer:

Peer Gynt.

Solveig:

Å, kors da !

Peer:

Kå e det nå ?

Solveig:

Hosobandet losna. É må binde det tettar.

Brudgommen: Mor, ho vil itte - ! Moren:

Vil itte ? Kå ?

Brudgommen: Vil itte, mor ! Moren:

Kå ?

Brudgommen: Lette på låsen. Faren:

Å, du va verd te settast på båsen !

”Døkk skulle hørd’n surre og romle. Det va’ akkurat som å høre ei homle”. Per er på bryllupsgarden Hægstad og legg ut om bragdene sine for eit publikum som ikkje tiltrur han mykje ære. Foto: PG-arkiv.

Moren:

Nå, skjæill itte. Stakkar, ‘n bli nok bra.

En gut:

Litté brennvin, Peer ?

Peer:

Nei !

Guten:

Å, ’n smak såvidt ?

Peer:

Har du någgå ?

Guten:

Det e itte fritt !

En annen:

Å, kå det riv !

Peer:

Le mé få kjæinne.

En annen:

Nå må du kåmmå og småkkå på mitt.

Peer:

Nei !

Den samme:

Tullprat ! Du vil berre skåppå. Drekk nå, Peer !

Peer:

Så gje mé ’n dråppå.

Ei jente:

Kom. Le oss gå.

Peer:

E du ræidd mé, taus ?

Lensmann:

Køm e itte ræidd for dé? På Lonné såg oss kå te konsté du fe’ té !

Peer:

É kæinn mær hæill som så når é fysst sle mé laus !

Første gut:

Nå kjem ’n sé, døkk. Nå bli det stæill !

Flere:

Fortel, Peer Gynt !

Peer:

I mårrå - !

Andre:

Nei, nå i kvæill !

Ei jente:

Kæinn du hekse, Peer ?

Peer:

É kæinn mane faan !

Kjøgemester’n: Det kunna ho bessmor førr é vart født. Peer:

Svartjugar ! Det é kæinn, kæinn ingen a’n ! Eingong mana é ’n inn ti e’ nøtt. Ho va markstokkjé, ser døkk.

Kjøgemester’n: Det e lett å skjønne.

Peer:

’n bæinna og gret og vilde mé lønne med likt og olikt.

Lensmann:

Men du fekk ’n inni ?

Peer:

Å ja, é tetta hole med ’n pinné. Naj - døkk skull hørt ’ n surre og romle.

Ei jente:

Jasså ?

Peer:

Det va akkurat som å høre e’ homle.

Jenta:

E ’n der enda ?

Peer:

Nei, ’n va sæg. (seig) Men nå e jevel’n gått sin væg. Det e hass skuld at sme’n ha lagt mé for hat.

Smeden:

Jasså ?

Peer:

É tæinkte é laut få ’ n sme’ te å knuse det harde nøtteskalet. Det låvvå ’n ut. La nøtta på e sté, skreva med føtom og stramma læiggjin. Men slaga hass Aslak e støtt så harde -

Ei i flokken:

Slo’n faan i hæl ?

Peer:

Nei, men for e’ syn ! For faan hytta sé, fòr som e’ lyn tvers gjennom taket og kløvde væggjin.

Flere:

Og sme’n ?

Peer:

’n sto der med steikte henn’. (hender) Sia ha é itte rekna hæinn som venn.

Viktige bryllupsfolk på Hægstad. Hovudpersonen er den mangeårige kjøgemester, Harald Madshus, til høgre i bildet med brennevinskagge og krus. Foto: Lars Erik Skrefsrud.

Lensmann:

Dæinn regla va go’ !

Kjøgemester’n: Ho er snart hass beste. Peer

Tru døkk é dikte i hop?

Kjøgemester’n: Å nei, det e du fri for, - é kjæinne det meste frå ’om bessfar. Peer:

Lygn ! Det ha hendt med mé !

Lensmann:

Slek e det med alt.

Peer:

Hei, é kæinn ri rakt gjennom lufta på gilde heste’ ! Mange ting kæinn é, og mær ska det bli !

Smeden:

Peer, ri uppi luften .

Mange:

Ja, kjære Peer Gynt!

Peer:

Døkk trøyng slett itte trygle så tynt! É ska ri som e’ òvêr over døkk æille. Hæle sognet ska mé te fote fæille!

Lensmann:

Nå e ’n aldeles tullåt !

Kjøgemester’n: Ja, nå En tredje:

Storskrytar!

En fjerde:

Storjugar!

Peer:

Ja, vent ska døkk sjå !

Halvfull mann: Vent, ska du få dé e’ bad ni Lauga! En annen:

’n raustripåt rygg ! E’ blåmåla auga!

Brudgommen: Du Peer, e det sant du kæinn ri gjennom lufta ? Peer:

Æill ting, Mass ! Du må tru é e kar, é.

Brudgommen: Men da har du vel kanskje forsvinningskufta ?

Peer:

Hatten, mæne du ? Ja, dæinn har é. Solveig ! Å, det er godt at du kjem Nå ska é svinge dé sprek og gild.

Solveig:

Slepp mé !

Peer:

Kåffår ?

Solveig:

Fordi du e vill.

Peer:

Vill e rænsbokken au når vår’n e her. Kom nå, jente; ver itte sær.

Solveig:

E tørr itte.

Peer:

Kåffår ?

Solveig:

Fordi du ha drokkjé.

Peer:

Dæinn som kunn få e’ knivbla stokkjé tvers igjennom døm - æille som einn -

Brudgommen: Kæinn du itte hjølpe mé inn åt brur`n ? Peer:

Brura? Kårr e ho ?

Brudgommen: På stabburé. Peer:

Nå.

Brudgommen: Å, du Peer Gynt, du fe freste på. Peer:

Nei, du fe vera mi hjølp forutta. Ho Ingrid på stabburé !

Nå, ha du tæinkt dé om? Du skjemst fordi é ser ut som ’n fant!

Solveig:

Det gjer du itte; Det e itte sant !

Peer:

Jau ! Og så e é litti på ’n kant Men det e fordi du va stiv ! Kom nå !

Svein Sturla Hungnes herjar med småjentene på Hægstad. ”E’ du reidd me’, taus?” Under: Dennis Storhøi i tilsvarande scene.

Solveig:

Tørr itte nå om é ville.

Peer:

Køm e du ræidd for ?

Solveig:

Mest ’om far.

Peer:

’om far ? Ja visst ! Hæinn e tå di stille ! Hæille’n på huggu ? Kå ? - Nå. Svårrå !

Solveig:

Kå ska é svårrå ?

Peer:

E far din lessar? E itte du og mor di med ? Nå, vil du svårrå ?

Solveig:

Le mé gå i fred !

Peer:

Nei, É kæinn skåppå mé om te e’ trøyll, radt. Og kåmmå bortåt sænga di ved midnatt. Høre du någgå som kvese og frese, så må du slett itte tru det e katta Det e é, det. Blo(d)e’ ditt tappe é ti ’n kopp, og denna vesle syster di - ho et é opp. Ja, for du ska veta, é e varulv om natta. É ska bite dé både i si(d)e og rygg Dans med mé, Solveig !

Solveig:

Nå va du stygg.

Brudgommen:

Du ska få ’n uksé visst du hjølpe mé.

Peer:

Kom !

Kjøgemester’n: Hæill fred ! Smeden:

Nei, nå ska det fæilles dom ! Det vart oavgjort sist é og ’n Peer treftes.

Mange:

Ja, le døm få slåst !

Andre:

Nei, berre kjeftes !

Svein Sturla Hungnes trugar Linda Øvrebø (bildet øvst), og Per Tofte i same situasjon er heller ikkje nådig mot Gro Anita Hansen i sekvensen der han ”vil bite dei både i side og rygg”. Foto: Lars Erik Skrefsrud (over) og PG-arkiv (under). Til venstre: Dennis Storhøi og Ingeborg Schübeler Gillebo i tilsvarande scene.

Smeden:

Nevva må te.

Her hjølp itte ord !

Solveig’s far:

Styr dé kar !

Helga:

Vil døm slå ‘n mor?

Kjøgemester’n: Le oss hæillan tulle med æille lygnom hass ! En annen:

Spark ’n tå lagjé !

En tredje:

Ja, det va te pass !

En fjerde:

Hiss dé opp nå.

Smeden:

Øyken ska slaktes !

Solveigs’s mor: Nå ser du kålles denna tullingen aktes. Åse:

E guten min her ? Nå ska ’n hå stryk ! Nei, kå inderle’ é ska dæingje ’n !

Smeden:

På ’n slek kropp, tru é påken ryk !

Mange:

Sme’n vil dæingje ’n !

Andre:

Flæingje ’n !

Smeden:

Hæingje ’n !

Åse:

Kå ? Hæingje ’n Peer ? ! Ja, prøv om du tør ! ho Åse og é har tæinn og klør ! - Peer !

Brudgommen:

Te helvete med brurfer ’n ! Kom far og mor, og - !

Faren:

Finn du itte leia ?

Brudgommen: Tæink ‘n Peer Gynt - ! Åse:

Ha døm sli ihel ’ n ?

Brudgommen: Nei ‘n Peer Gynt - ! Sjå uppi heia Mengden:

Med brur’n !

Blo(d)e’ ditt tappe é ti ’n kopp, og denna vesle syster di

- ho et é opp.

Ja, for du ska veta,

é e varulv

om natta

Smeden:

Opp brattaste fjæillet kliv ’n jaggu på bokkevis !

Brudgommen: ’n ber ’o mor, som ’n ber ’n gris ! Åse:

Å, Gud du datt ned og - ! Trø varlé i hæille’ ! (hellet)

H. bonden:

É te livet hass for slek brurrov !

Åse:

Å, nei Gud straffe mé om du fe lov !

AKT 2 SCENE 1

På fjellet

Peer:

Gå ifrå mé !

Ingrid:

Etté detté ? Kårr åv da ?

Peer:

Så langt du vil for mé.

Ingrid:

Å, slekt svik !

Peer:

Onyttaug trette. Kårr fe gå sin ægen væg. (egen)

Ingrid:

Brot - på brot, det lyt oss binde

Peer:

Jevel’n stå i alt som minne. Jevel’n stå ti kårr e’ kvinne. - Så ner som ei !

Ingrid:

Køm e dæinn æne ?

Peer:

Itte du.

Ingrid:

Køm e det så ?

Peer:

Gå ! Gå dit du kom ifrå !

Ingrid:

Lokke fysst - så be mé gå ?

Peer:

Og kå har du å bjo mé på ?

Ingrid:

Hægstad gar’n og mære te. Du kæinn vinne gods og ære viss du tek mé !

Peer:

Har itte rå.

Ingrid:

Å, du lokka - !

Peer:

Du va viljaug !

Ingrid:

Trøstlaus va é !

Peer:

É va yr.

Ingrid:

Ja, men bota bli dé dyr !

Peer:

Dyrast bot fe kæillest billig.

Ingrid:

Står du fast ved ditt ?

Peer:

Som stæn.

Ingrid:

Godt, oss fe sjå køm som vil vinne !

Peer:

Jevel’n stå ti alt som minne ! Jevel’n stå ti kårr e’ kvinne !

Ingrid:

Så ner som ei !

Peer:

Ja, så ner som ei !

Svein Sturla Hungnes har teke brura på Hægstad på ryggen og på ”bukkevis” klatra til fjells med henne. Vel oppe har kidnapparen mista interessa, og Maria Haukaas Storeng (over) og Mari Maurstad står bokstaveleg tala ”ribba” att. Foto: PG-arkiv.

SCENE 2:

Mor Åse og Solveig pa fjellet Mor Åse: Alt e imot mé. E kæinn itte miste ’n. Å, denna bytingen! At faan skull friste ń. Det kæille både på gråt og lått. Oss heldt oss i hop, i vondt og godt. Ja, for du ska veta at mæinn min drakk, for bygda rondt med domskap og snakk. Ødsla og trakka vår vælstand ondé fot. Så `n vesl-Peer og é laut oss hime gjøme. Oss visste itte bere rå hæill å gløme; for det fæill mé så fryktelé tongt å stå imot. Det e så skrøplé å sjå lagnan i auga. Og så vil ń så gjæinne få riste sorgæin tå sé, og prøve som best au å yte tankæin frå sé. Einn bruke lygna, ń an bli på brennvin hauga. Å, ja, så brukte oss eventyr. Om prinse’ og trøyll og æille slags dyr. Om brurerov au! Men køm kunne tæinkt at faans reglo skull’ ti ’om hæingt? Hu, for e’ skrik! E det ti nøkka hæill drauga? Peer! Peer! Der høgt oppå hauga. Solveig: Mor Åse treffer Solveig på fjellet og fortel den triste historia om slekta, som har øydelagt for seg sjølv på så mange vis. Her ved Ellen Horn.

Fortel meg någgå mær.

Mor Åse: Om gut`n min? Solveig:

Ja, æillting.

Mor Åse: Æillting? Trøytt vart du da. Solveig:

Trøyttar vart du som ordet skull føre, hæill é tå å høre.

SCENE 3

Peer og seterjentene Peer:

Hæle sognet kjem etté i flokk! Døm ha vepna sé både med rifle og stokk. Fremst kæinn ’n høre Hægstadgubbin tute. Nå spørst det vidt at ’n Peer Gynt e ute ! Det e någgå anna hæill å baske me ’n sme’! Det e liv ! ’n bli bjøinn ti kårr ’n le.

Tre seterjenter: Trond i Valfjæill ! Bård og Kåre ! Trøyllpakk! Vil døkk såvvå i armom våre ?

Peer:

Køm døkk skrik etté ?

Jentene:

Etté trøyll !

1. jente:

Trond !

2. jente:

Bård !

3. jente:

Selet står tomt, og kåvvå’n det såmmå.

1. jente:

Vøyll e lempe !

2. jente:

Og lempe e vøyll !

3. jente:

Vante det gute’ så læke’ oss med trøyll !

Peer:

Kårr e gutæin, da ?

Jentene:

Døm kæinn itte kåmmå !

1. jente:

Min kæilla mé kjærest, men kæinn du det tæinkje, nå e ’n gift med e’ hælvgåmmål æinkje.

2. jente:

Min møtte e’ tatertøs nørst i li’n. Nå traske døm båe på fantesti’n.

3. jente:

Min drep lausongin vår med ’n håkkå. Nå står huggu hass og grin på ’n ståkkå !

Etté trøyll !

Far med lempe ! Far med vøyll !(vold)

Jentene:

Trond i Valfjæill ! Bård og Kåre ! Trøyllpakk ! Vil døkk såvvå i armom våre ?

Peer:

É e trihuggus - trøyll og trijentos - gut !

Jentene: E du slek kar, du ? Peer:

Døkk fe dømme te slut !

1. jente:

Åt selet ! Åt selet !

2. jente:

Oss har mjød !

Peer:

Le det flomme !

Jentene:

Denné laurdagskvæill’n ska ingen kåvvå stå tomme !

Peer:

Sinnet e tongt og tankin kåt. I auga skratt, men i hesja gråt ! (halsen)

Jentene:

Trond i Valfjæill ! Bård og Kåre ! Trøyllpakk ! Fekk døkk såvvå i armom våre ?

SCENE 4

Peer framfor Rondane Peer:

Slott over slott sé bygge ! Hei, for ’n skinnanes port ! Stå ! Vil du stå ! Det rygge længer og længere bort !

Det vimre som rægnbåggå - strimo, det skjer mé i sinn og syn. E’ bjøylle langt åv. Nå kjime ’o ! Det ringje frå bryn te bryn.

Det ræse sé uttur grusa. Sjå! Døra e opé, kar ! Ha ha, nå kjæinne é husa, det e bessfar sin nybygde gard !

Huff, slek som huggu mitt verkje ! Som ’n bræinnanes, glohæt ring ! Kårr faan vart det tå kroppa som benda’n så trongt omkring ?

Borte e gamle klute og gjerdé som stod for fæill Det glitre ti kårr e’ rute Det e fest i storhall’n i kvæill - !

Der sæle tu brone ørne. Mot sør dreg di ville gjess! Og her ska é traske og tørne i søle og lort te knes’ !

Der hørde é prosten klaske med knivsrygga mot sitt glas. Der sløyngde kaptæn si flaske så spilvæggen gjekk i knas !

É vil med ! É vil fjerne æill lort i bad frå dæinn kvassaste vind ! É vil høgt ! É vil vaske alt bort i døpefatom som skinn É vil ut over seterbø’n, é vil ri mé skir té sinns É vil fram over salte sjø’n og høgt over Ængelands prins ! Ja, glåm berre, onge jente ! Mi ferd kjem ingen ved. Det e itte gagn ti å vente Jau, kanskje é snerte mé ned -

Kårr det vart tå di brone ørnom ? É tru faan ha jåggå døm bort Men der ser é någgå tå hjørnom, og der stikk det fram ’ n port !

Ødelægg - le gå te spille. Ti mor ! Det e eitt fæitt ! Den rike Jon Gynt hæill gilde. Hurra for dæinn “GYNTSKE ÆTT”!

Men kåffår står døm og kope ? Og kåffår slekt skrik og skrål ? Det er viss kaptæn som rope; å, prosten vil drekke min skål ! Inn da, Peer Gynt, te dommen, som ljome - i sang og klang -; - Peer Gynt, av stort est du kommen, og til stort skalst du vorde engang - !

Når far min

e sint sprekk ,

så

det fjæille’

SCENE 5

Peer og Den Grønnkledde (Lyden av en kvinne som kveder høres, mens Den Grønnkledde stiger opp av sjøen) Grønnkledde: E det sant ? Peer:

Så sant som é hæte Peer ; så sant som du e ei herlé kvinne ! Vil du hå mé ? Du ska sjå kå fint é mé té ; Du ska korkje trø veven hæill spinne. Mat ska du få, så my du vil hå, og i håret ska é dé æilder drå.

Grønnkledde: Itte slå mé hæill ? Peer:

Naj, va det likt ? Oss kongssønne’ sle itte kvinnfolk og slikt.

Grønnkledde: Er du kongssønn ? Peer:

Ja.

Grønnkledde: É e sjøl tå kongelé ætt. Peer:

E du det ? Ja, ja, det passe da godt.

Grønnkledde: Langt inni Rondom har far min sitt slott. Peer:

Da har mor mi eitt som er større, forstår é dé rett.

Grønnkledde: Kjæinne du far min ? ’n hæte kong Bråse. Peer:

Kjæinne du mor mi? Ho hæte dronning Åse.

Grønnkledde: Når far min er sint, så sprekk det fjæille’.

Peer:

Det rape berre mor mi tek te å skjæille.

Grønnkledde: Har du andre klæé hæill dessa fillun der ? Peer:

Ja, men syndagsklæin har é itte her.

Grønnkledde: É går kvanasskledd i gull og silke. (kvardags-) Peer:

For mé ser det mær ut som strie og stilke.

Grønnkledde: Ja, det e eitt du må kunna tolke; slek er nå skikken hos Rondefolke’. Tviføyll låggå e alt som oss æg. (eig) Kjem du på gar `n der far min rår, kæinn det hende sé lett at du er på væg te å tru du i styggaste stænrøsen står. Peer:

Ja, e det itte akkurat som hos oss ? For dé vil gullet ligne rusk og boss. Og kanskje vil du tru at kårr glitranes rute e ‘n bylt tå gamle hosso og klute -

Grønnkledde: Svart tykkjest kvitt, og stygt tykkjest vent. Peer:

Stort tykkjest litti, og oræint tykkjest pent !

Grønnkledde: Ja, Peer, så ser é at oss tu passe sammen ! Peer:

Som foten og broka, som håret og kammen.

Grønnkledde: Brurhest ! Brurhest ! Kom, brurhesten min ! Peer:

Mari Maurstad og Svein Sturla Hungnes har gjeve publikum mang ei fin stund ved Gålåvatnet. Mykje humor finn vi i møtet mellom Peer og den grønkledde dottera til Dovregubben. Foto: Peder Otto Dybvik.

Heisann ! Oss ska struke gjennom Rondeporten inn ! Rapp dé, rapp dé, min gangar go’ !

Grønnkledde: Akk, nylé gjekk é så stur og mo’ -. Nei `n væt æilder kå som kæinn hendes ! Peer:

På ridesteillé ska storfolk kjæinnes !

SCENE 6

I Dovregubbens Hall Musikk, Dovregubbens Hall Dovregubben: Isvatn i blodet ! Le oss itte skryte. Oss ha gått attende i di sænare år; oss væt itte om det ramle hæill står, og folkehjølp ska ’n itte frå sé yte. Altså, det e dotter mi du vil hå ? Peer:

Dotter di og riket i medgift, ja.

Dovregubben: Det hælve ska du nok snart kunna få, og det andre hælve når é n’ gong fæill frå. Peer:

Det e é nøygd med.

Dovregubben: Ja, stopp min gut; for du har au naugre ja-ord å gjé. Bryt du eitt tå døm, tek hæle pakta slutt, og du lyt bøte med livet ditt for det. For det fysste må du låvvå at du æilder ense det som ligg uttafor Ronderikets grense; dag ska du sky, og dåd, og kårr ljosberr plett. Peer:

Fe é kæille mé konge, så fæill det lett.

Dovregubben: Ettépå vil é i kløkt dé prøve. Hofftroll:

Le oss sjå om du har e’ vissdomstæinn som kæinn Dovregubbens gåtenøtt kløve !

Dovregubben: Kå e forskjell’n millom trøyll og mæinn ? Peer:

Det e ingen forskjell så vidt é ser. Stortrøyll vil stækje, og småtrøyll vil klore. Likeens hos oss om døm berre torde.

Dovregubben: Sant nok; oss e samd om det og mær. Men mårrå e mårrå, og kvæill e kvæill. Så forskjell’n , ja, dæinn e nok der læill. Nå ska du høre kå det e for någgå: Der ute, onde ’n skinnandes kvelv, millom karom det hæte: “Mæinn, ver dé sjøl!” Her inne hos oss - midt i trøylla sin flokk hæte det: “Trøyll, ver dé sjøl - nok!” Hofftroll:

Øyne du djupna ?

Peer:

Det tykkjest mé tåkåt.

Dovregubben: “Nok”, min sønn, det kløvjande, sterke ord må stå i ditt våpenmerke. Peer:

Nei, men -

Dovregubben: Det m å visst du her ska bli herre ! Peer:

Ja, skitt; - la gå !

Det e da itte verre -.

Peer:

Krev du au mi kristenmæinnstru ?

Dovregubben: Nei, dæinn kæinn du gjæinne få behæille, du. Trua går fritt; dæinn læigg oss itte tøyll på. Det e skurpa og snittet ‘n ska kjæinne e’ trøyll på. Det er slutt på gildets alvorlege del. Nå vil oss augo og øro fryde. Spellmøyé fram ! Le Dovreharpa lyde ! Dansmøyé fram ! Trø Dovrehallens fjel ! (Den Grønnkleddes dans) Dovregubben: Kå tykkje du ? Peer:

Tykkje ? Hm -

Dovregubben: Tållå utta frykt. Kå ser du ?

Peer:

Någgå ostyggelé stygt !

Dovreg. datter: Slekt må oss høre og døye når é og syster mi spelle og danse ! Dovregubben: Ja - ja min sønn, så må du i kur mot denné hersens mennesjenatur. Peer:

Kå vil du gjera ?

Dovregubben: É rispe dé litt i venstre auga, så ser du skjevt. Men alt du ser tykkjest gilt og gjevt. Så skjær é uttur dæinn høgre ruta Peer:

E du full ?

Dovregubben: Her e glasmestertøyet. Spjæill ska du få som på sintaste stuta. Da tykkjest brura så vakker for guta. Peer:

Det er sinnsjukt prat!

Hofftroll:

Det e Dovregubbin si tale; hæinn e dæinn vise, og du e dæinn gale !

Dovregubben: Tænk etté kå my slit og plage du kæinn fri dé for gjennom år og dage. Men, hugs nå på at synet e kilda te gråten sin arge beiske lut. Peer:

Sant nok; og det står i huspostilla: “Forarger deg øyet, så slå det ut.” Men, synet mitt lækjest vel smått om sæinn te mennesjesyn?

Dovregubben: Æilder mære, min venn. Peer: Geo von Krogh spela Dovregubbe frå starten i 1989 til 1992. Han var ein underfundig kar som var godt likt og han var ein ekte Dovregubbe. Foto: PG-arkiv.

Nå, så ! Ja, ja, så si é takk for mé.

Dovregubben: Kå vil du uttafor? Peer:

Gå min væg.

Dovregubben: Nå bli é sant for odyden vred; og da e é itte té å gantes med. Din dagblakke pilt! Væt du køm é e ? Fysst så kjem du dotter mi for ner Peer:

Det er lygn i din hesj! (hals)

Dovregubben: Du ska ho få ekte. Peer:

Tør du skulde mé for -

Dovregubben: Kå ? Kæinn du nekte? Ho va i di lyst og ditt begjær. Peer:

Itte anna ? Køm faan hefte sé med slikt ?

Dovregubben: E’ mennesje vil støtt vera sé likt. Om ånda vitne døkk æille med kjåkkå; men vøl berre det nævan kæinn ta og tåkkå. Så du mæne at tanken din itte gjæill ? Vent; Du ska snart få syn for sagn Peer:

Du fisje itte mé med lygn te agn !

Grønkledde:

Peer, du e far før året går mot kvæill.

Peer:

Let opp ! É ska ut.

Håkon Sveen (t.h.) og Ola Hage, to kjende lokale humoristar, har delteke i fleire år på scena. Foto: Rune Hermansen

Dovregubben: Ti e bokkeskinn fe du ongin etté dé. Peer:

Gje é va vakjé ! É må mé logne.

Dovregubben: Ska ’ n skikkes åt kongsgarda ? Peer:

Skikk ’n på sognet !

Dovregubben: Godt, prins Peer: Dæinn saken bli din. Men einn ting e sikkert , at gjort e gjort. Item at ditt avkom vil vekse: Slekt blandingskrek veks visst orimelé fort -

Det er ikkje noko rart at Svein Sturla ser noko paralysert ut når kongsdottera kastar krone og hår. Det blir ikkje betre av den hopen med ”undersåttar” som er til stades heller! Foto: Morten Bendiksen

Knus ‘n i knas

mot bergvæigga,

børn!

Peer:

Gubbé, ver nå itte stri som ’n uksé. Ver rimelé, Jomfru ! Ta mot forlik. Du ska veta é e korkje prins hæill rik. Og anten du bruke mål hæill vekt på knekta, vinn du ingenting på å få mé inni slekta.

Dovregubben: Knus ‘n i knas mot bergvæigga, børn ! Trollunger:

Å far, fe oss fysst læke hubro og ørn ! Ulvelæken ! Gråmus og gloøygd katt !

Dovregubben: Ja, men fort. É e sint og trøytt. God natt ! (Peer jages av troll) Peer:

Hjølp mé mor ! Døm e hælt på styr !

Trollunger:

Bjøyllo i fjæillé. Det e svartkjolens kyr !

SCENE 7

Peers møte med Bøygen Peer:

Gje svar ! Køm e du ?

Stemme: Mé sjøl ! Peer:

Uttur leia !

Stemme: Gå uttaom, Peer ! Ho e stor nok heia. Peer:

Køm e du ?

Stemme: Mé sjøl. Peer:

Så domt e’ svar kæinn du spårrå. Det gjer itte saka klar. Kå e du ?

Stemme: Dæinn store Bøygen. Peer:

Nå, så ! Førr va gåta svart! Nå ha ’o vorte grå ! Uttur væga, Bøyg !

Stemme: Gå uttaom, Peer. Peer:

Igjennom ! Der stufte ’n. Hå, Hå ! E det flær ? Att og fram. Det e like langt. Ut og inn. Det e like trangt !

Nemn dé ! Le mé sjå dé ! Kå du e for någgå ?

Stemme: Bøygen. Peer:

Slå frå dé !

Stemme: Bøygen e itte gal.

Peer:

Slå !

Stemme: Bøygen sle itte. Peer:

Du må kjempe !

Stemme: Dæinn store Bøygen vinn æillting med lempe. Kor:

Kommer han Bøyg ?

Bøygen:

Ja, fot for fot.

Kor:

Alle systre langt borte. Fly frem til møte !

Peer:

Ska du berge mé, jente, så gjer det snart ! Glåm itte ni bakkin, lut og ohauga. Salmeboka ! Le `n få ’o rett i auga !

Kor:

Han vimrer.

Bøygen:

Oss har’n.

Kor:

:\: Søstre skyt fart :\:

Peer:

For dyrt å kjøpe sé længre liv, for slek ’n time med skrømt og kiv.

Kor:

Bøyg, der stupte han. Ta ham ! Ta ham !

Bøygen:

’n va for sterk. Det sto kvinnfolk bakom !

AKT 3 SCENE 1

I Vinterskogen Peer:

Å, dæinn som hadde sé e’ ramsalta sild ! Det e tongvint arbeid å timmer handtere, men faanskap når ’n både haugg og fantasere. Detta ska bort - tåka må sleppe takjé, (taket) é surre mé vill – ljos levandes vakjé. Du e fredlaus, gut ! Du e jåggå åt skoga Det e nøynn etté mé . - Nå, e du slek, du Hægstadgubbé, du fer med svik.

(Gutt inn - hogger av seg en finger - ut ! ) Peer:

Det va faan te kropp ! ’n haugde tå sé finger’n! Hælt tå! Og det utta at det er nøynn som tvinge `n, Hå, é minnest - Det e det ænaste ’n kæinn gjer’ for å sleppe teneste i kongens hær.

Men haugge - ? For æill tid sjølja sé ved -? Ja, tæinkje det ; ønskje det ; vilja det med men gjera det ! Nei, det skjønne é itte !

(Vi hører en kvinne som kveder)

Solveig:

Gud signe arbeidet ! Send mé itte frå dé. É kjem bodsend, og så fe du tå mé.

Peer:

Solveig ! Det e itte ! Kjem du her ! Og du bli itte ræidd for å kåmmå så ner ?

Linda Øvrebø har vore med i mange år. Linda og Svein Sturla Hungnes i eit lite, men lykkeleg treff før ”Den Grønkledde” og ”Veslefan” kjem og øydelegg det heile. Foto: PG-arkiv. Til venstre: Ingeborg Schübeler Gillebo og Dennis Storhøi i tilsvarande scene.

Solveig:

Det va som om livet mitt slokna på ’n måte. É kunn itte frå hjerta korkje le hæill gråte. É va itte viss på kå slags sinn du åtte. É visste berre trygt kå é skull’ og måtte.

Peer:

Men far din ?

Solveig:

På hæle Guds vide jord har é ingen å kæille for far hæill mor. É ha løyst mé frå æille.

Peer:

Solveig, du ræne for å kåmmå åt mé ?

Solveig:

Ja, åt dé ålæne.

Peer:

Og væt du det visst ? Te livsens ende ?

Solveig:

Dæinn vægen é ha gått, føre itte attende !

Peer:

Kongssdotter mi ! Nå er ho funné og vunné ! Kongsgard’n ska byggjest - tida er runné !

(Solvig går ut – Den Grønnkledde kommer. Hun ser heslig ut) Kvinna:

Go’ kvæill, Peer rappfot !

Peer:

Kå du si ? Køm der ?

Kvinna:

Gamle venne’, Peer Gynt. Stuggu mi ligg bortpå her.

Peer:

É har bråhast -

Kvinnen: Det har du støtt, min gut ; men é traske nå etté, og treffe dé te slut.

Peer:

Vik frå mé, di trøyllheks !

Kvinna :

Ja, sjå om é gjer.

Peer:

É ska slå dé i skæillin.

Kvinna:

Ja, prøv det du, Peer ! Ho, ho, Peer Gynt. É kæinn stå for slag ! É ska kåmmå att kårr evige dag. Ho og é oss ska byte og skifte dé. Far vel, kjære guten min, i mårrå kæinn du gifte dé.

Peer:

Di hælvetes murru ! (mare)

Kvinna:

Men det er jaggu sant ongin fe du fostre din fotlette fant ! Veslefaan ! Vil du åt far din ?

”Slik blandingskré veks visst orimele’ fort”! Rune Reksten som Veslefan saman med ”foreldra” Mari og Svein. Eit vanskeleg møte for Peer. Foto: PG-arkiv.

Ungen:

Tvi ! É ska haugge dé med øksen ; berre bi, berre bi !

Kvinna:

Å nei - for e’ huggu som sitt på ’n slek kropp. Du bli far din opp av dage når du eingong veks opp !

Peer:

Far ? E du full ? Vøl du itte skam ?

Kvinna:

Du kjæinne da vel grisen på skinné ! Har du augo ? Kæinn du itte sjå ’n e lam på skanka som du e lam på sinné ?

Peer:

Vil du innbille mé - ?

Kvinna:

Vil du vringle dé bort ?

Peer:

Denna langbeinte ongin - !

Kvinna:

’n ha voksé fort.

Peer:

Gje’ døkk va så langt - !

Det e

synd ti Peer! dĂŠ,

Kvinna:

Som oss nå e nær ?

Peer:

Og alt detté - !

Kvinna:

Berre for tanke og begjær ! Det e synd ti dé, Peer !

Peer:

Verst for ei anna! Solveig mi rænaste, skiraste gull!

Kvinna:

Å ja, di skuldfrie fe svi, sa faan . Mor hass jula ’n fordi far hass va full !

Peer :

Gå uttaom ! sa Bøygen. ’n fe så her -

(Solveig kommer tilbake) Solveig:

Kjem du ?

Peer:

Uttaom !

Solveig: Kå ? Peer: Du fe vente. Det e mørkt og é har någgå tongt å hente. Solveig:

Vent ! É ska hjølpe dé ! Oss e tu te å berra !

Peer:

Nei ! Detté lyt é nok ålæne gjerra !

Solveig:

Men itte for langt, du !

Peer:

Vis tolmod, jente. Langt hæill stutt du fe vente .

Solveig:

Ja, vente.

SCENE 2

Åses død Masse folk som sloss om eiendelene til Åse etter auksjonen over gården. De løper over scenen med to kjerrer. Åse kommer innimellom dem. Hun drar den minste kjerra sammen med Kari husmannskone.

Åse:

Hør, kå døm skrik!

Kona:

Det siste lasset bli kjørt åt Hægstad.

Åse:

É va te’freds é sjøl vart kjørt ut ti e’ svartmåla kiste! Å, kå e’ menneskje lyt tåle og friste! Både gard og grunn e ute tå ætten; stri va den gamle, men striare retten.

Kona:

Gu’bedre dé mor, ’n Peer vart dé dyr!

Åse:

’n Peer? É mæne du e ørsk og yr!

Åse:

Nei, Herregud, vil ‘n hemover vende ? Det dreg ut så inderle’ langt. É har itte bo å sende og skull haft sagt ’om så mangt. Her e itte stonné å miste ! Så brått ! Køm skulle det tæinkt! Å, dersom é berre visste é itte ha hellé ’n for stræingt.

Peer:

God kvæill !

Åse:

Vårherre dé glede ! Så kom du da, kjære min gut ! Men koss tørr du ferdes her ne(d)e ? Her kæinn da ditt liv ta slutt.

Peer:

Å, livet fe vera det såmmå. É måtte nå sjå hit ned.

Åse:

Ho Kari ser skamma kåmmå og é kæinn gå bort i fred.

Peer:

Gå bort ? Kålles e det du snakke ? Kårr ha du tæinkt dé i natt ?

Åse:

Akk, Peer. Det mot slutten lakke. É har itte læingjé att. Når du ser augun mine briste, lat døm varlé att, ver så snill. Og så fe du sørge for kiste; men, kjære, le ho bli gild. Å, nei, det e sant -

Peer:

Ti stille ! Tidsnok å tæinkje på slikt.

Åse:

Ja, ja, her ser du det vesle døm levna. Det e døm likt.

Peer:

É væt é har skylda. Og det lyt du minne mé om ?

Åse:

Du ? Nei, dæinn fordømte fylla. Frå dæinn va det olykka kom. Kjære guten min, du va da drokken ; da går det så lett over styr; og så ha du ridd langt på bokken. Det va rimelé nok du va yr !

Peer:

Ja, ja ; Let dæinn regla fårrå. Nå e oss tu her i lag. Det tonge, det vil oss spårrå te sea - ’n anna dag. Nå mor, ska é og du snakke, men berre om laust og fast, og gløme det vrange og skakke og alt som e sårt og kvasst. Nei, sjå da ! Dæinn gamle katten som va så lækjé og slu.

Åse:

’n ber sé så stygt mot natten, du væt kå det varsle, du !

Peer:

E det någgå nytt i bygden ?

Åse:

Døm si det finst “et steds” e’ jente som stonde mot høgden -

Peer:

`n Mads Moa, e hæinn tefreds ?

Åse:

Døm si ho har itte øre for båe di gamles gråt. Du kunne vel innom høre; du, Peer, visste kanskje råd.

Peer:

Men sme’n, kårr ha hæinn havna ?

Åse:

Ti still med ’n lortåt sme’. É vil hæillan sea dé namnet på jenta døm tållå ve’.

Peer:

Nei, nå let oss praten strøme, men berre om laust og fast. Alt rangt og skakt vil oss gløme, og alt som e sårt og kvast. E du tyst ? Ska é hente dé drekke ? Kæinn du strekkje dé ? Sænga e stutt. Le’ mé sjå; - mæne é itte, det er sænga é låg ti som gut. Kæinn du minnes kå titt om kvæill`n du satt ved min sængjestokk, og breidde over mé fæill`n og song både stev og lokk ?

Åse:

Ja, minst du ! Så leikte oss slea når far din på langferd for. Fæill’n va karmeklea og golvet ’n islagt fjord.

Peer:

Ja, men det æiller beste, kæinn du minnest det med ? Det va naugre glupe heste -

Åse:

Ja, visst. É hugse da det. Det va Kari sin katt oss fekk låne; ’n satt på ‘n kubbestol -

Peer:

Visst er Peer glad i Mor Åse, og han tør å vise det også – særleg viss ingen ser det. Her ser vi Kari Simonsen saman med Svein Sturla (øverst) og Dennis. Foto: PG-arkiv.

Åt slottet vestafor måne og slottet austafor sol, åt Soria-Moria-slotté gjekk vægen med fart og kraft. ’n kjepp som oss fæinn i kotté du brukte te svipuskaft -

Åse:

Der framme i dompen é knæiste -

Peer:

Ja, ja, du ga tomen laus og snudd dé jemt der oss ræiste, og sporde mé om é fraus. Gud signe dé, gamle styggen, du va nå ei kjærleg sjel -! Kå ynke du for ?

Åse:

For ryggen. Dæinn harde fjøla e fæl.

Peer:

Strekk dé ! Så fe é støtta Sjå, nå ligg du bære té -

Åse:

Nei, Peer, é vil fløtta !

Peer:

Fløtta ?

Åse:

Ja, fløtta. Det ønskje é mé.

Peer:

Du tulle ! Brei over dé fæill’n. Let mé sitta på sængjestokka. Sjå nå, nå korte oss kvæill’n slik du song, fortalde og lokka!

Åse:

Hent hæillan bibel’n i kotté; é e så orolé te sinns.

Peer:

I Soria-Moria-slotté e det gilde hos konge og prins. Kvil dé på puta di her, nå kjøre oss dit é og du -

Åse:

Men, kjære, e é bedt da, Peer ?

Peer:

Ja, det e oss, båe tu. Hypp ! Vil du rappe dé Svarten !

Mor, du frys vel itte i kvæill ? Jau, visst, det kjæinnest på farten, når ’n Grane væt kå gjæill.

Åse:

Kjære Peer, kå e det som ringle ?

Peer:

Di blanke dombjøyllun, mor !

Per Tofte og Rut Tellefsen var av dei profesjonelle skodespelarane som tok sjansen på at Peer Gynt ved Gålåvatnet var liv laga. Dei var heilt sikkert ein av grunnane til at den fyrste (og einaste) framsyninga i 1989 laga ei plattform for den vidare satsinga. Foto: PG-arkiv.

Kvil dé på sleaputa, nå kjøre oss dit

é og du

100

Åse:

Hu, nei da.

Så fælt det single.

Peer:

Nå kjøre oss over ’n fjord. (utt. fjol - tjukk l)

Åse:

É e ræidd ! Kå e det som bruse og sukke så ondelé vilt ?

Peer:

Det e grånntrea, mor, som suse på moa. Sitt berre stilt.

Åse:

Det gnistre og blinke langt borte. Kårr kjem dæinn lysningen frå ?

Peer:

Slottet har ruto og porte. Kæinn du høre døm danse ?

Åse:

Ja.

Peer:

Uttafor står ’n St. Peter og by dé å stige inn.

Åse:

Hæilse ‘n ?

Peer:

Ja, med heder, og skjæinkje dæinn søtaste vin.

Åse:

Vin ! Har ’n au med kaker ?

Peer:

Ja da, e’ smekkfullt fat. Og salig prostinna låggå dé kaffe og ettémat.

Åse:

Å, kors ; kjem nå oss tu samen ?

Peer:

Så titt og så jemt du vil.

Åse:

Å, neida Peer, for ’n gamen du kjøre ’n stakkar til.

Peer:

Hypp ; vil du rappe dé, Svarten !

Åse:

Kjære Peer, du kjøre vel rett ?

Peer:

Her e breie vægen.

Åse:

Denna farten ’n gjer at é trøtne lett.

101

102

Peer:

Der ser é slottet på hauga, snart så e ræsa slutt.

Åse:

É vil liggje med atte auga og lite på dé, min gut.

Peer:

Grane, nå lyt du tråve ! I slotté e trængsel’n stor, mot porta døm myldre og kåve: Her kjem ’n Peer Gynt med si mor ! Kå du si, kjære Sankt Peter, fe itte ho mor sleppe inn ? É væt du lyt læte læingjé før du finn så ærlé e’ skinn.

Om mé sjøl vil é itte snakke. É kæinn vende ved slottets port. Vil døkk skjæinkje mé, tek é te takke, viss itte, går é like nøygd bort. É ha dikta så mang e’ skrøne som faan på prækestol, og kæilla ho mor for e’ høne fordi ho kakla og gol. Men ho ska døkk akte og ære og gjerra det riktig te lags. Det kjem ingen hit som e bere frå bygdom nå te dags. Ho, ho, der har oss Gud Fader ! Sankt Peter, nå fe du ditt: “Hold opp med de kjøgemester - lader; mor Åse skal slippe fritt !” Ja, va det itte det é visste ? Nå vart det ’n anna dans ! Kåffår ser du som om auga skull briste ? Mor ! E du frå samling og sans ? Du ska itte liggje og glane ! Tållå mor, det e é, din gut. Ja, så ! Du kæinn kvile dé, Grane, for rett nå e ræsa slutt ! Ha takk for alt det som hende, for bank og for barnebyss. Men nå fe du takke attende Så, så, det var takk for skyss.

103

104

Husmannskona: Peer ! Nå e oss nok over det tyngste tå sorg og nød ! Herregud, så godt ho søv. Hæill er ho - ? Peer:

Hysj; ho e død.

Peer:

Få mor mi gravlagt med ære. É fe freste å drå her-è-frå.

Kona:

Fer du langt?

Peer:

Te havs, Gud bere -

Kona:

Så langt ?

Peer:

Og længer hæill så –

105

108

Akt 4 Scene 1

Peer i Marokko (På sydvestkysten av Marokko. Forventningsfull stemning, man venter betydningsfullt besøk fra den vestlige verden. 8 kvinner i arabiske, fargerike kostymer beveger seg omkring. 10 sortkledde kvinner står halvveis skjult og betrakter det hele. 6 servitører sjenker i glass og setter frem frukt. Orkesteret spiller Arabisk dans. Flere fly kommer lavt over vannet, de svartkledde kvinnene gestikulerer heftig og mumler opphisset. Biler og motorsykkelkortesje kommer inn på scenen. Peer sist i åpen amerikaner.)

Peer: (mens bilen kjører inn): Have a drink my friends, have a drink! Er man skapt til nydelse, så skal man nyde. ((Jubel. Herrene fra de andre bilene blir betjent av servitørene og vartet opp av kvinnene. De svartkledde holder seg i utkanten av scenen) Peer står i bilen, under siste del av kjøringen inn på scenen) (til en journalist) Vi menn fra nord forstår å føre vår krig igjennom Journalist: La oss høre Peer:

Betænk mit levnetsløb forresten. Hvorledes kom jeg først til Vesten! Som fattig kar med tomme hænder. (får en tent sigar) Ti år derefter bar jeg navn af Krøsus mellem Charlestowns redere.

Journalist: De er jo norsk? Peer:

Aj fødsel, ja! Men verdsborger af gemyt. For hva jeg har av lykken nydt, Jeg takke kan Amerika (Amerika, Amerika…)

109

110

Journalist: Og De har ingenting studert? Peer:

Jeg er som jeg Dem før har sagt En blott og bar autodidakt Man skal ei lese for å sluke Men for å se hva man kan bruke

(bifallende humring) Journalist: Men hvis til fenomenet grunnen Vi søke vil – Peer:

Så er den funnen. Det er fordi jeg ei er gift (latter) Ja, mine herrer, ganske klar Er tingen. Hva skal mannen være! Seg selv! Det er mitt korte svar. Om seg og sitt han skal seg kjære Men kan han det som pakk-kamel For andres ve og andres vel?

(latter) (til de andre) Hva hele vågekunsten gjelder Det er å stå med valgfri fot Å vite det står åpen bak En bro som bære kan tilbake

Peer:

Den terori har holdt mig frem; den har min hele vandel farvet; og theorien har jeg arvet fra slekten i min barndoms hjem

Journalist: Men ingen heiser sitt seil for blott og bart å seile? Peer:

Jeg har et mål, det kan ej feile.

Journalist: Og målet er -? Peer:

Å blive kejser

111

Journalist: Hva? Peer:

(nikker) Kejser!

Journalist: Hvor? Peer:

I hele verden

Journalist: Hvorledes, mann -? Peer:

I kraft av gullet!

Journalist: Men guldet har De!

Peer:

Ikke nok! Men jeg vil være mig en bloc, vil være Gynt på hele kloden, Sir Gynt fra toppen og til roden!

Rap:

Midt I mitt hav på en fet oase Vil jeg forplante den norske rase Det dølske blod er jo kongelig nesten Arabisk krysning vil gjøre resten. Rundt om en vik på en stigende strand Får jeg legge Peeropolis, hovedstaden i Gyntiana, mitt unge land

Svein i Marokko som ”sir Gynt”. Peer flyt høgt på pengane sine, og er, som han seier, ”Verdensborger av gemytt”. Planane er elles ikkje mindre enn å ville bli keisar over heile Verda i kraft av gullet! Foto: PG-arkiv.

112

113

114

SCENE 2

Anitra Anitra:

Profet og hersker..

Peer:

Profet, ja det er noe for meg

Kvinnekor (sang): Profeten er kommen! Profeten, herren, den alting vidende, til os, til os er han kommen over sandhavet ridende! Profeten, herren, den aldri fejlende, til os, til os er han kommen gennem sandhavet sejlende! Rør fløjten og trommen; profeten, profeten er kommen! Profeten, profeten er kommen! Anitra:

Hans ganger er mælken, den hvide, som strømmer i Paradisets floder. Bøj eders knæ! Sænk eders hoder! Hans øjne er stjerner, blinkende, blide. Intet jordbarn dog tåler glansens glans af de stjerners stråler. Glansens glans, glansens glans Alltid stjerner, stråler

Peer:

Jeg har læst på tryk - og satsen er sand ”ingen blir profet i eget land”. -

Anitra:

Gennem ørken han kom. Perler sprang frem på hans bryst. Hvor han red blev det lyst. Bag ham blev mørke; aumum og tørke. Han, den herlige, kom! Gennem ørken han kom, som en jordsøn pyntet, Som en jordsøn pyntet. Kaba, Kaba står tom;-

Peer:

Slavinne hør her

115

Magnetisk jeg drages; ti jeg er

116

mann

Anitra:

Din Anitra har hørt

Peer:

Du er lokkende barn Profeten er – rørt Vil du ikke tro meg, så fornem beviset Jeg gjør deg til Houri i Paradiset

Anitra:

Umulig herre, jeg har ingen sjel

Peer:

Så kan du få!

Anitra:

Hvorledes herre?

Peer:

Det må jeg forstå.

Anitra:

Profeten er god

Peer:

Du nøler, tal!

Anitra:

Jeg bryr meg ike så meget om sjelen, Gi meg heller…

Peer:

Hvilket?

Anitra:

Din skjønne opal!

Peer:

Anitra! Evas naturlige datter!¨ Magnetisk jeg drages; ti jeg er mann Og, som der står hos en aktet forfatter ”das ewig weibliche zieht uns an!”

(Sang)

Peer Gynt i Svein Sturla Hungnes sin skikkelse i eit fatalt møte med den vakre Anitra. Ho i sin tur ”loppa” han så grundig at han kunne konstatere at hans forretningsliv” var et sluttet kapittel”. Foto: Lars Erik Skrefsrud.

Jeg stængte for mit Paradis, og tog dets nøgle med. Det bar tilhavs for nordlig bris! mens skønne kvinder sit forlis på havsens strand begræd, på havsens strand begræd. Mod syd, mod syd skar kølens flugt de salte strømmes vand. Hvor palmen svajer stolt og smukt, i krans om oceanets bugt, jeg stak mit skib i brand jeg stak mit skib i brand. Anitra, du er palmens most; det må jeg saned nu!

117

Ja, selv Angoragjetens ost er neppe halvt så sød en kost, Anitra, ak, som du! Anitra, ak, som du! Anitra, ak, som du! Anitra:

Giv mig den ring, som sidder på din finger.

Peer:

Tag, søde Anitra, det hele pøjt!

Anitra:

Dine ord er sange! Lifligt de klinger!

Peer:

Saligt, at vide sig elsket så højt! jeg er ung, Anitra

Anitra:

Ja, du er ung. Har du flere ringe?

Peer:

Ikke sandt? Der; grams! Som en buk kan jeg springe! Var her vinløv i nærheden, skulde jeg mig kranse. Ja min sjell er jeg ung! Hej, vi vil danse!

(Anitras dans) Benene går som trommestikker raske Ei, hun er sannelig lekker den taske Hennes føtter de er ikke ganske rene Ikke armene heller, især den ene Men det er i grunnen ingen forringelse Jeg vil snarere kalle det en betingelse

118

Anitra:

La være jeg biter

Peer:

Din lille skalk

Anitra:

Hva vil du?

Peer:

Vil? Leke due og falk Føre deg bort, gjøre gale streker

Anitra:

Skam deg, en gammel profet

119

120

Peer:

Åhh, vås, profeten er ikke gammel, din gås Syns du dette på alderdom peker Eh bien! Men gør mig en heftig sorg;det er sødt for elskede hjerter at lide! Hør, når vi kommer hjem til min borg-

Anitra:

Til dit Paradis;- har vi langt at ride?

Peer:

Å, en tusende mile-

Anitra:

For langt!

Peer:

Men hør;du skal få den sjel, som jeg lovte dig før-

Anitra:

Ja tak; jeg hjælper mig uden sjæl. Men du bad om en sorg-

Peer:

Ja, død og plage! En voldsom, men kort,- for en to-tre dage!

Anitra:

Anitra lyder profeten!- Farvel!

(hun binder jakken hans rundt hodet hans med beltet, mens Anitra slenger seg opp i bilen som kjører ut. Peer står alene på scenen)

121

Peer (står en lang stund som lynslagen): Så skulde da også---! Den taske;- hun var på et hengende hår ifærd med at gøre mig hodet kruset. Nå; godt, det fikk slut! Var spasen drevet et skridt endnu, var jeg latterlig blevet.Mitt forretningsliv er et sluttet kapitel; min kærlighedslek er en avlagt kittel. Hva vilde jeg også på den gallei? Nå er jeg ikke bunden av kusk eller hest; jeg har intet besvær med koffert og kjærre; kort sagt, som man sier, jeg er stillingens herre.(han ser seg omkring. Ikke et menneske er å se) Dette her er en prøvelse, siden kommer frelsen. Når bare vår herre under meg helsen. Samtiden er ej en skosåle værd; både troløs og margløs er mændenes færd; deres ånd har ej flugt, deres dåd ej vægt;-- og kvinderne,- det er en skrøbelig slægt! SOLVEIG (synger) Kanske vil der gå både vinter og vår, og næste sommer med, og det hele år;men engang vil du komme, det ved jeg visst; og jeg skal nok vente, for det lovte jeg sidst. Gud styrke dig hvor du i verden går! Gud glæde dig, hvis du for hans fodskammel står! Her skal jeg vente til du kommer igen; og venter du histoppe, vi træffes der, min ven!

122

123

SCENE 4

Begriffenfeldt Peer:

Atter og fram, det er like langt; Ut og inn det er like trangt. Hvilken vei skal jeg velge? Mang en vei står meg åpen, og i valget kjenner man vismannen fra tåpen.

(musikk, en sfinx stiger tilsynelatende opp av vannet) Nej, hvor i alverden har jeg truffet før noget halvglemt, som minder om dette skabilken? Fra et eventyr? Ho, nu husker jeg kallen! Det er s’gu Bøjgen, som jeg slog i skallen, (roper mod Spfinxen) Hej, Bøjg, hvem er du? EN STEMME (bak Spfinxen): Ach, Sphinx, wer bist du? Peer:

Hvad! Ekkoet bryder på Tydsk! Mærkværdigt

Stemmen:

Wer bist du?

Peer:

Det taler jo sproget færdigt! Den observation er ny og min. «Echo på Tydsk. Dialekt fra Berlin.»

(Begriffenfeldt kommer frem bag Sfinxen.) Begriffenfeldt: Et menneske! Peer:

Nå, det er ham, som prater. «Kom senere hen til andre resultater.»

Begriffenfeldt (uder alslags urolige fagter) Min herre, undskyld-! En lebensfrage-! Hvad fører Dem just idag herhen? Peer:

124

En visit. Jeg hilser på en ungdomsven.

125

126

Begriffenfeldt: Hvad? Sphinxen-? Peer (nikker):

Jeg har kendt ham i gamle dage.

Begriffenfeldt: De kender ham, mand? Tal, svar. Kan De nævne, hvad han er? Peer:

Hvad han er? Ja, det kan jeg glat. Han er sig selv.

Begriffenfeldt (med et spring): Ha, livsgåden glindste som lyn for mit syn!- Det er visst, at han er sig selv? Peer:

Ja, så siger han idetmindste.

Begriffenfeldt: Sig selv! Omveltningens stund er nær! (tager hatten af) Deres navn, min herre? Peer:

Jeg er døbt Peer.

Begriffenfeldt (med stille beundring) Peer! Allegorisk! Det var at vente. Peer? Det vil sige: det ubekendte,- det kommende, hvis komme var mig for kyndt Hvad er De? Peer:

Peer i Svein Sturlas ham møter på asylet i Cairo ein gamal kjenning; Sfinxen, som han nok i farten forvekslar med Dovregubben. Etter den audmjukande kroninga i galehuset, reiser Peer heim til Norge – kanskje for ”å finne seg selv”? Foto: PG-arkiv.

Jeg har altid prøvet at være mig selv.

Begriffenfeldt: Fortolkernes kejser er funden! Peer:

Kejser?

Begriffenfeldt: Kom! Peer:

Er jeg virkelig kent-?

Begriffenfeldt (idet han trækker ham med sig): Fortolkernes kejser - på selvets fundament! Peer:

I sanhed, en yderst begavet mand;

127

næsten alt, hvad han siger, går over ens forstand. Så dette her er de lærdes klub?

Begriffenfeldt: Ja ,her vil De finde dem, rub og stub;- Herr Peer, Lov mig, De ikke vil skælve. Peer:

Jeg skal prøve-

Begriffenfeldt: Den absolutte fornuft afgik ved døden i aften kl. 11. Peer:

Gud fri mig -!

Begriffenfeldt: Ja, det er yderst beklageligt. Og i min stilling, ser De, er det dobbelt ubehagelig; thi denne anstalt gjaldt like til det sidste for en dårekiste. Peer:

En dårekiste!

Begriffenfeldt: Ikke nu, forstår De! Peer (bleg og sagte): Nu skønner jeg stedet! Manden er gal;- og ingen ved det! Begriffenfeldt: Hieraus! Den vordende tid er forkyndt! Fornuften er død. Leve Peer! Eders kejser er kommen! Peer:

Kejser?

Begriffenfeldt: Ja visst! Peer:

Å, gid jeg var fanden -!

Begriffenfeldt: Nu ikke forknyt; næsten alt i verden er førstningen nyt. (Flere skikkelser fra de 3 første aktene glir gradvis frem mellom galehuslemmene) Den Grønnkledde: Er du kongssønn?

128

129

130

Ingrid:

Du kæinn vinne gods og ære, viss du tek mé.

Den Grønnkledde: E du kongssønn? Ingrid:

Du kæinn vinne gods og ære.

Den Grønnkledde: Langt inni Rondom har far min sitt slott. Peer:

Gud vær meg nådig! Jeg blir syg;- jeg er knapt mine tanker rådig!

Begriffenfeldt: En overgangstilstand; den varer kun kort. Peer:

En overgang? Hvortil? Unnskyld,- jeg må bort-

De Tre Seterjentene: E du slik kar du? E du slik kar du? E du slik kar du? Den Grønnkledde: Min Peer, du bli far før året går mot kvæill! Ingrid:

Godt, så sjå da køm som vil vinne.

Den Grønnkledde: ’n ska bli konge, kjeiser Åses stemme: Å, Gud trøste mé, nå ræse siste resten tå hass vett Begriffenfeldt (holder ham): Er De gal? Peer:

Ikke ennu-.

Åses stemme: Hæill din munn! Du e gal i bunn og grunn! Peer (svimler): Hvad skal jeg- hvor er jeg, du store hold fast Jeg er, jeg er;- det var noget som brast-! (skriger) Jeg kan ikke huske dit navn i en hast;hjælp mig du,- alle dårers formynder! (synker i afmagt)

131

132

Begriffenfeldt (med stråkrans i hånden, gør et spring og sætter sig skrævs over ham). Ha; se, hvor han i sølen knejser;er fra sig selv-! Hans kroning sker! (tryker kransen på ham og udråber) Han leve! Leve selvets kejser!

(Sang)

Es lebe hoch der grosse Peer! Han Han skal blive konge, keiser Han skal blive konge, keiser Han skal bli konge Konge, keiser

133

Akt 5 Scene 3

Heimkoma (Kirkegård i en højtliggende fjeldbygd) (Aslak Smed og Brudgommen kommer. Etter dem kommer et likfølge) Brudgommen: Kom, svoger! Oss tek ’n tår for selskaps skuld. Smeden:

Faan vera svoger! Du rave’ full.

Brudgommen: Tullprat – blo’e bli æilder så tynt, ’n kjæinne sé støtt i slekt me’om Peer Gynt. Ung gutt:

’n Peer, køm va det?

Smeden:

É væt berre det – ’n va svoger åt dauda og ’om Aslak smed.

Brudgommen: Du gløme da mé – e du full og ør? Smeden:

Du gløme at det på Hægstad va e’ stabbursdør!

Brudgommen: Jau, sant, men du va nå æilder kresen. Smeden:

Berre ho itte tek dauinn ved ”nesen”.

(Kisten settes ned. Bildet fryses.) ( nytt likfølge kommer inn.. Prest og almue. Det sidste salmevers synges. Peer går forbi udenfor på vejen.) Presten (taler ved graven): Fra Gudbrandsdalen, vet I, var han kommen. Da hit han flyttet var han bare en gutt og visst I minnes at til siste slutt man så han støtt med høyre hånd i lommen Jeg mindes godt for mange herrens år en morgen; der blev holdt session på Lunde. Full stuen var og utenfor på tråkken Lød høylydt latter i fra ungdomsflokken

134

135

136

Da råbtes op et navn. En ny kom frem, og han var bleg, som sne på bræens bræm. den højre hånd var hyllet i en klud;han fant ej mæle, trods kaptejnens bud. Dog jo, tilsidst; og da, med brand på kindet, med tungen svigtende og atter rap, han mumlet noget om en siged, som glap og skar i våde fingeren af til skindet. Der blev i stuen stilhed samme stund. Man skifted øjekast; man trak på mund;; man stened gutten med de stumme blikke. Han kente haglen, men han så den ikke. Da sto kaptejnen op, den gamle, grå;han spytted, pegde ud og sagde: gå!Og gutten gikk, han la på sprang;op gennem røsen, styrtende og hældende. Han havde hjemme borte mellem fjeldene.Et halvår efter var det hid han kom med moer og spædebarn og fæstekvinde. Han bygsled jord etsteds på hejen inde, hvor ødemarken grænser op mod Lom. Han gifted sig så fort som gørligt kun; han tømred hus; han brød den hårde grund; ved kirken bar han den højre hånd i lommen,men hjemme tror jeg nok de fingre ni fik trælle fuldt så sårt, som andres ti.- Tre sønner havde han, tre raske gutter; i skole skulde de, og did var langt;det gjaldt at nå, hvor bygdevejen slutter, igennem skaret, styrtende og trangt.

Det har vore mange prestar på Borgen, her representert ved to lokale, Nils Kleiven (over) og Vidar Olaussen. Foto: Per Ottesen (over) og Peder O. Dybvik.

Så sled han år for år; og de blev mænd. Her var vel skæl at kræve ligt igen. Tre velstandsherrer i den nye verden har glemt sin norske faer og skolefærden. Han var en kortsynt mand. Men han var ydmyg, og fra sessionens dag han bar på dommen, og sine fire fingre gemt i lommen.- Slet borger var han. Og for stat som kirke et gangløst tre. Men hist på hejens hvælv, i slægtens snevring, hvor han så sit virke, der var han stor, fordi han var sig selv.

137

Og derfor fred med dig, du stille kæmper, som sred og faldt i bondens lille krig! Og fri og fast det håb jg taler ud: den mand står knapt som krøbling for sin Gud! (Følget skiller ad og går. Peer bliver alene tilbage) Peer:

Se det, det kalder jeg kristendom! Seg selv skal en være, om seg og sitt skal en kjære seg både stort og lidt. Var det kanske ham, som hug sig i knogen den dag jeg lå på storhugst i skogen? Hvem ved? Hvis ikke jeg stod med min stav, på randen af denne åndsfrændes grav, så kunde jeg tro det var mig, der sov og sanddrømt hørte min pris og lov.Nå, der er sagtens en stund tilbage, før graveren kommer og beer mig til gæst;Nu hjemad! Lad vejen falde brat og trang; lad skæbnen længe nok te sig spydig;gamle Peer går sin egen gang og blir den han er; fattig men dydig

(Det første likfølget beveger seg igjen. De to kistene står på scenen. Kjerra til Åse og en annen kjerre trekkes over scenen som i auksjonen i 1. del) Atter og frem, det er lige langt; ud og ind, det er lige trangt.Tiden tærer og elven skær. Gå udenom, sa’e Bøjgen;- en får så her. Lensmann: Nå e det berre skrapet att. (Får øye på Peer) E det fremmonfolk, au? Gud signe, go’e venn! Peer:

Godt møte! Her er rigtig lystig idag. Er her barselgilde eller bryllupslag?

Smeden: É vil hæillan kæille det himkommeøl brura ligg lik ti e’ ormebøl. Peer:

Og ormene rives om trevler og klude.

Brudgommen: Det e endin på visa; og så e ’o ute.

138

Atter og frem, det er

ud og ind, det er lige

lige langt;

trangt

139

140

Peer:

Alle viser har samme slut; og alle er de gamle; jeg kunde dem som gut.

Ei kone (med en støbeske): Her skal du sjå kå te stas é har kjøft ! Ti dessé ha ’n Peer sølvknappæin sine støft. Ei anna:

Hæill é da! Einn skilling for pengeskjeppa!

Ei tredje: Ingen bere – ’n hælv skilling for kremmarskreppa! EN GUTT (tomhændet): Mads Moa, her er osynlehætskufta! Med dæinn flaug ’n Peer Gynt og ho Ingrid i lufta. (En del folk går rolig ut. Kistene blir igjen på scenen) Peer:

Peer Gynt? Hvem var han?

Lensmann: ’n vederstyggelé diktar. Peer:

Dikter -?

Lensmann: Ja,- alt som var sterkt og stort, det dikta’n ihop at hæinn ha gjort. Men ha mé unnskyldt, - é har andre plikté (går) Peer:

Og hvor er han nu, den merkelige mand?

Lensmann: ’n for over havet åt e’ fremmondt land; der gjekk det ’om ille, som ’n vel kunne tæinkt. Nå e ’n for mange år sia hæingt. Peer:

Hengt? Se, se! Det var det, jeg vidste; salig Peer blev sig selv til det sidste.

(Pinseaften.-Inde på storskogen. Længere borte, på en rydningsplads, en hytte med rensdyyrhorn over dørgavlen.) SOLVEIG (synger i stuen): Nu er her stellet til Pinsekveld. Kære gutten min, langt borte, Kommer du vel? Har du tungt at hente,

141

142

så und dig frist;jeg skal nok vente; jeg lovet så sidst, jeg lovet så sidst. Peer (rejser sig stille og dødbleg): En, som har husket,- og en, som har glemt. En, som har mistet,- og en som har gjemt. O, alvor! - Og aldri kan det lekes om! O, angst! - Her var mitt keiserdom! (Svartkledde skikkelser kommer inn)

Peer:

(Lytter)

(Sparker)

Aske, skodde, støv for vinden,her er nok at bygge af! Stank og råddenskab for inden; alt ihob en kalket grav. Digt og drøm og dødfødt viden legger fot om pyramiden; over den skal værket høyne seg med trappetrinn av løgne. Flugt for alvor, sky for anger, som et skilt på toppen pranger, fyller domsbasunen med sitt: Petrus Gyntus Cæsar fecit! Hva for gråt av barnerøster? Gråt, men halvt på vei til sang. Og for foten triller nøster -! Vekk! I gjør meg stien trang!

NØSTERNE (på jorden): Vi er tanker; du skulde tænkt os;pusselanker du skulde skænkt os! Peer (kravler seg opp): Livet har jeg skenkt til en;det ble fusk og skjeve ben!! Nøsterne: Tilvejrs vi skulde som skakende røster,og her må vi rulle som grågarns-nøster.

143

144

Peer (Snubler): Nøste! Ditt fordømte dråk! Spennder du for faer din krok?? (Flygter) Visne blade: Vi er et løsen; du skulde stillet os!! Se, hvor døsen har ynkeligt pillet os. Ormen har ædet os i alle bugter; vi fik aldri spredt os som krans om frugter. Peer:

Fåfængt var dog ej jer fødsel,legg jer stilt og tjen til gjødsel.

(han snubler i flere tråder, men kommer seg av gårde) Susing i luften: Vi er sange; du skulde dunget os!Tusende gange har du knuget og tvunget os. I din hjertegrube har vi ligget og ventet;vi blev aldri hentet. Gift i din strube! Peer:

Gift i dig, ditt dumme stev! Fikk jeg tid til vers og vev?

(skyder snarvej) I ”aske skodde” kan det vera vanskeleg å få med seg alt fyrste gongen. Etter å ha sett denne bolken, forstår ein at dette kanskje er den viktigaste i heile stykket. Peer tek eit oppgjer med livet sitt i Sveins tolking. Foto: Peder Otto Dybvik.

Duggdråber (drysser fra grenene): Vi er tårer der ej blev fældte. Isbrod, som sårer, kunde vi smelte. Nu sidder brodden i bringen lodden;såret er lukket; vor magt er slukket.

145

146

Peer:

Takk;-jeg gråt i Rondesvalen,fikk dog like fullt på halen!

(snubler i en tråd og faller nesten) Brækkende strå: Vi er værker; du skulde øvet os! Tvivl, som kværker, har krøblet og kløvet os. På yderste dagen vi kommer i flok og melder sagen,så får du nok! Peer:

Kjeltringstreker! Tør I skrive meg tilboks det negative??

Åses stemme (langt borte): Tvi, for ’n skyssgut! Hu, du ha velta mé! Snogen fæill her nyst, gut, styggt ha ’n elta mé! Galé ha du kjørt mé! Peer, kårr e slotte’? Faan ha forført dé med kjeppa i kotte’! Peer:

Best, en stakkar vekk seg skynder. Skal en bære fandens synder,

(går forsiktig) må en snart i bakken segne;de er tunge nok, ens egne. (skikkelsene trekker seg ut til sidene. Noen av dem forlater scenen. Noen tar av seg de sorte kappene og blir stående) Når jeg en gang skal dø – hva saktens vil skje Så kryper jeg under et vindfeldt tre Her hviler Peer, den skikkelige fyr Keiser over alle andre dyr Keiser? Du gamle spåmanns-gjøk Du er ingen keiser, du er en løk

147

Jente:

Du er en løk!

Jente:

Du er en løk!

Jente:

Du er en løk!

Jente:

Nu skal vi skrelle deg kjære min Peer

Jente:

Det hjelper ikke enten du tuter eller ber

Jente:

Tuter eller ber

Jente:

Tuter eller ber

Jentene:

Tuter eller ber

Jente:

Det var da en ustyrtelig mengde lag

Jente:

Kommer ikke kjernen snart for en dag?

Jente:

Nei

Peer:

gud om den gjør! Til det innerste indre, er alt sammen lag Bare mindre og mindre

Jentene:

mindre og mindre, mindre og mindre

Peer:

Naturen er vittig! Fanden måtte gruble! Går en i tanker, kan en letvindt snuble.

Knappestøperen: God aften. Du heter vel ikke Peer? Peer:

Peer som man sier.

Knappestøperen: Det kaller jeg hell Det er nettopp Peer jeg skal hente i kveld Peer:

Skal du det? Hva vil du?

Knappestøperen: Her kan du se; Jeg er knappestøper. Du skal i min skje. Peer:

148

Hva skal jeg i den?

Du er ingen

keiser, du er

en lĂ¸k

149

150

Knappestøperen: Du skal smeltes om Peer:

Smeltes?

Knappestøperen: Her er den skuret og tom Din grav er gravet, din kiste bestilt. I skrotten skal ormene leve gildt;men jeg har ordre til, uten dvelen, på Mesterens vegne å hente sjelen. Peer:

Vik, Satan

Knappestøperen: Du er da vel aldri så grov å tenke, jeg traver på en hestehov? Peer:

På hestehov eller reveklør,pakk deg; og pass deg for hva du gjør!

Knappestøperen: Min venn, du er i en stor villfarelse. Begge har vi hast, og til tidsbesparelse skal jeg forklare deg sakens grunn. Du er, som jeg har av din egen munn, ikke noen såkalt storartet synder, ja knapt en middels – Peer:

Se, se; du begynner å snakke rimelig –

Knappestøperen: Vent nu litt; men å kalle deg dydig, ville gå for vidt – Peer:

Det gjør jeg jo heller ikke fordring på.

Knappestøperen: Altså midt imellom, og så som så. En synder av det riktige storlatne slags treffes ikkje langs alfarvei nutildags; der skal mere til enn å traske i dynd; der kreves både kraft og alvor til en synd. Ja, det er s´gu riktig det du der bemerker; En skal buse på som de gamle berserker. Knappestøperen: Du derimot, venn, du tok synden lett. Peer:

Peer:

Bare utenpå, venn, som en søleskvett.

Knappestøperen: Nu blir vi enige. Svovelpølen er ikke for jer der plasket i sølen.

151

Peer:

Og følgelig, venn, kan jeg gå som jeg kom?

Knappestøperen: Nei, følgelig, venn, skal du smeltes om. Peer:

Hva er det for knep I har fundet på her hjemme, mens jeg i utlandet lå?

Knappestøperen: Skikken er gammel, som Slangens skapelse, og beregnet på å hindre verdifortapelse. Du kjenner jo håndverket, - ved vel, at titt kan en støpning arte seg, rent ut sagt skitt; stundom blir knapperne hempeløse. Du var nu etlet til en blinkende knapp på verdensvesten; men hempen glapp; og derfor skal du i vrakgods-kassen, for, som det heter, å gå over i massen. Peer:

Du mener da vel aldri, å få meg gytt, sammen med Peer og Pål, til noe nytt?

Knappestøperen: Jo, så min sel mener jeg så. Det har vi gjort med ikke så få. På Kongsberg gjør de det samme med penge, hvis preg er slitt ved å rulle for lenge. Peer:

Nei, sier jeg! Nei! Med tenner og klør gjør jeg motstand mot dette! Alt annet før!

Knappestøperen: Men hvilket annet? Vær dog fornuftig. For himlen er du ikke tilstrekkelig luftig – Peer:

Jeg er nøysom; Jeg sikter ikke så høyt; men av selvet slipper jeg ikke en døyt. La meg dømmes, på rettferdig vis, etter loven! Sett meg på en tidlang hos ham med hoven; et hundrede år, om galt skal være; Se, det er noe en saktens kan bære. Men dette annet, -å skulle gå opp

152

Lars Andreas Larssen var også ein av pionèrane i Peer Gynt ved Gålåvatnet. Han brukte sine store kunnskaper om teater og og klarte å overtala sine proffe kollegaer til å prøve å få til ei forestilling sjølv om det såg vanskeleg ut. Lars Andreas fekk rett - det gjekk an - og han sjølv var med på Borgen i mange år før han dessverre vart sjuk og måtte slutte. Foto: Rune Hermansen.

153

154

Som en fnugg i en uvedkommendes kropp, Dette støpeske-vesen, dette gyntske opphør,det setter min innerste sjel i opprør! Knappestøperen: Men, kjære Peer, det trenges dog ei for småting å tage så volsomt på vei. Deg selv har du aldri været før; hva skiller det så, om tilgagns du dør? Peer:

Har jeg ikke vært-? Jeg må nesten le! Peer har været noe annet, skal vi se! Nei, knappestøper, du dømmer i blinde. Kunne du syne meg i nyrene inne, så ville du treffe bare Peer og Peer, og ikke noe annet og heller ikke mer.

Knappestøperen: Det er ikke muligt. Her har jeg min ordre. Se, her står skrevet: Peer skal du fordre. Han har budt sitt livs bestemmelse tross. I støpeskjeen med ham som mislykket gods. Peer:

Hvilket vås! Der må menes en annen person. Står der virkelig Peer? Ikke Rasmus eller Jon?

Knappestøperen: Dem har jeg smeltet for lenge siden. Kom så med det gode, og spill ikke tiden! Peer:

Men unn meg dog frist!

Knappestøperen: Hva skal du med den? Peer:

Jeg vil få bevist, at jeg var meg selv gjennom hele livet, og derom er det jo vi har kivet.

Knappestøperen: Bevist? Med hva? Peer:

Med vitner og attester

Knappestøperen: Jeg er såre redd de blir vraket av mester.

155

Peer:

Umulig! For øvrig, den tid den sorg! Kjære mann la meg låne meg selv på borg Jeg er snart her igjen. Kun en gang man fødes Og seg selv som man skaptes holder man på Ja - er vi så enige?

Knappestøperen: Nå da, la gå. Men husk, ved neste korsvei vi møtes.

Peer:

Tid er penger, som skrevet står. Den, som nu visste, hvor korsveien går;Kanskje er den nær, og kanskje fjærn. Jorden brenner meg som gloende hett jern. Et vitne! Et vitne! Hvor finner eg nogen? Det er nesten utenkelig her på skogen. Verden er fuskverk, stellet er slett, når en mann skal bevise sin soleklare rett.

Gubben:

Kjære vakre, - en skilling til en husvill kall !

Peer:

Unnskyld; jeg har ikke skillemynt ved hånden -

Gubben: Prins Peer ! Så vi treffes skal - ? Peer:

Hvem er du ?

Gubben: Han mins ikke gamlen i Ronden ? Peer:

Du er da vel aldri - ?

Gubben:

Dovregubben, far !

Peer:

Dovregubben ? Virkelig ? Dovregubben ! Svar !

Dovregubben: Å, jeg er kommet så rent på knærne - ! Peer:

Ødelagt ?

Dovregubben: Plyndret for rubb og stubb. Her traver jeg på fantestien , sulten som en skrubb. Peer:

156

Hurra ! Slik vitne vokser ikke på trærne !

157

158

Dovregubben: Herr Prinsen er også blitt grå siden sist Peer:

Ja, kjære svigerfar årene gnager og tærer, men strek over alle private afærer. I minnes vel da jeg meldte meg som frier i Ronden hin kveld -

Dovregubben: Bevares, herr prins ! Peer:

Ikke dette med prinsen ! Men nok. I ville med makt og vold kverve mitt syn med et snitt i linsen, og skape meg om fra Peer Gynt til troll. Hva gjorde jeg så ? Jeg satte meg imot , svor jeg ville stå på min egen fot ; jeg forsaget både elskov og makt og ære , alt sammen bare for meg selv å være. Denne kjensgjerning , ser I , skal I sverge på til tinge -

Dovregubben: Nei, om jeg kan ! Peer:

Hva er det for snakk ?

Dovregubben: Han vil da vel ikke til en løgn meg tvinge ? Da du Ronden forlot, så skrev du deg bak øret mitt valgspråkmerke. Peer:

Hvilket ?

Dovregubben: Ordet , - det kløvende sterke. Peer: Svein Sturla Hungnes og Rune Reksten spelar her i møtet mellom Peer og Dovregubben som gamle menn. Det går ikkje så bra det heller, for Dovregubben sier at Peer aldeles ikkje har vore seg sjølv, men seg sjølv nok – som eit troll! Foto: PG-arkiv.

Ordet ?

Dovregubben: Som skiller mellom menneskenes flokk Og trollenes : troll, vær deg selv nok ! Peer:

Nok !

Dovregubben: Og av alle livsens krefter har du jo siden levet derefter. Peer:

Jeg ! Peer Gynt ?

159

Dovregubben: Det er utakknemmelig ! Som troll har du levet, men støtt holdt det hemmelig. Ordet jeg lærte deg, har satt deg istand til å svinge deg til værs som en holden mann ; og så kommer du her og kaster på nakken av meg og av ordet du skylder hele takken. Peer:

Et bergtroll ? Jeg ? En egoist?

Dovregubben: Ja, den saken er klar. Peer:

Kunne likeså gjerne blitt hvor jeg var ? Kunne sittet i Ronden i hyggelig ro ? Spart slit og møye og mange par sko ? Peer Gynt - et troll ? - Det er vev ! Det er snakk ! Far vel ! Der har du en skillling til tobakk.

Dovregubben: Nei, snille Prins Peer ! Peer:

Slipp ! Du er gal, eller går i barndom. Søk et hospital!

Dovregubben: Nei, det er best jeg til byen meg fekter – Peer:

Hva vil du der?

Dovregubben: Jeg vil gå til komedien Avisene søker nasjonale subjekter – Peer:

Lykke på reisen og hils fra meg Kan jeg rive meg løs går jeg samme vei Nu gjelder det, Peer, som det aldri har gjeldt! Dette dovriske n o k , det har dommen felt.

Knappestøperen: Nå da, Peer Gynt, hvor er så attesten ? Peer:

160

Har vi korsveien her ? Det var fort bestilt !

161

Peer Gynt; i anelsens mangel har fyren med hoven

Til visse,

162

sin beste angel

Knappestøperen: Jeg kan se på ditt ansikt som på et skilt hva seddelen sier, før jeg har lest den. Ja, tar vi så fatt ? Et spørsmål blott. Hva er det “ å være seg selv “ i grunnen ?

Peer:

Knappestøperen: Et underlig spørsmål, især i munnen på en mann der nylig - Svar kort og godt .

Peer:

Knappestøperen: Å være seg selv er : seg selv å døde. Dog på deg er saktens den forklaring spilt ; og derfor, la det kalles : overalt å møte med Mesters mening til uthengsskilt. Peer:

Men den som nu aldri å vite fikk hva Mester har ment med ham ?

Knappestøperen: Det skal han a n e. Men hvor ofte slår ikke anelser klikk , og så går man ad undas midt på sin bane.

Peer:

Knappestøperen: Til visse, Peer Gynt ; i anelsens mangel har fyren med hoven sin beste angel. Peer:

Dette her er en ytterlig filtret affære. Hør; jeg gjør avkall på meg selv å være; det tør kanskje falle svært å få det bevist. Jeg betrakter den del av saken som forlist. Men nylig, da jeg vandret her så en som på moen, følte jeg et trykk av samvittighets sko-en; jeg sa`e til meg selv: du er dog en synder -

163

164

Knappestøperen: Nu later det jo som du forfra begynner Peer:

Aldeles ikke, jeg mener en s t o r ; ikke blott i gjerning, men i lyster og ord. I utlandet har jeg levet forbistret . -

Knappestøperen: Kan være; men måtte jeg få se registeret ? Peer:

Ja, unn meg blott frist ; jeg vil søke presten, og skrifte i en fart og bringe deg attesten.

Knappestøperen: Ja, bringer du den, så er det jo klart at du blir for støpeskje - historien spart. Til neste korsvei ; men så ikke lenger. Peer:

Peer:

En prest, om jeg så skal gripe ham med tenger ! Hvem kunne tenkt at ens syndegjeld skulle fri en av klemmen den siste kveld ? Nå, saken blir riktignok like fullt kilden ; for det bærer i grunnen fra asken til ilden; men der er jo et ord som har hevdens dåp, der sies : så lenge der er liv, er der håp . Hvem der ? En prest med et fuglelgarn ! Hei, hopp ! Jeg er lykkens kjælebarn ! God aften, herr pastor ! Stien er fæl -

Den magre: Ja visst ; men hva gjør man ikke for en sjel ? Peer:

Aha; der er en som skal himle?

Den magre: Nei, jeg håper han er på en annen vei Peer:

Herr pastor, får jeg slå følge et stykke?

Den magre: Rett gjerne; selskap er etter mitt tykke.

165

Peer:

Jeg har noe på hjerte -

Den magre: Heraus ! Legg an ! Peer:

De ser her for Dem en skikkelig mann. Statens lov har jeg redelig holdt ; har aldri sittet i jern og bolt ; dog stundom taper man fotfeste og snubler -

Den magre: Akk ja ; det hender de beste . Peer:

Se, disse småting -

Den magre: Kun småting ? Peer:

Ja; synder en gros har jeg holdt meg ifra.

Den magre: Ja, kjære mann, la meg så i ro; jeg er ikke den De synes å tro. De ser på mine fingrer ? Hva finner De ved dem ? Peer:

Et merkelig utviklet neglesystem.

Den magre: Og nu da ? De skotter mot foten ned ? Peer:

Er den hoven naturlig ?

Den magre: Det smigrer jeg meg med. Peer:

Jeg skulle svoret på De var en prest ; og så har jeg den ære - . Nå, best er best , -

Den magre: Et håndtrykk ! De synes meg fordomsfri. Nå, kjære; hva kan jeg så tjene Dem i ? Ja, De må ikke be meg om makt eller penge. Slikt kan jeg ikke skaffe om De ville meg henge. De kan ikke tro hvilken flauhet i forretningen; det er gået så rent til akters med omsetningen; ingen tilgang på sjeler; kun i ny og ne en enkelt -

166

167

Varmt vĂŚrelse?

168

Peer Gynt: Har slekten så merkelig forbedret seg ? Den magre: Nei, tvertimot ; den har skammelig fornedret seg; - de fleste kommer i en støpeskje. Peer:

Nå ja, - den skje har jeg hørt litt om; det var egentlig i den anledning jeg kom.

Den magre: Tal fritt ! Peer:

Hvis det ikke var ubeskjedent, så ønsket jeg gjerne -

Den magre: Et tilholdssted ? Hva ? Peer:

De har gjettet min bønn forinnen jeg bad.

Den magre: Varmt værelse ? Peer:

Ikke for varmt ; - og helst adgang til å gå igjen frank og frelst , For når jeg betenker min forrige vandel, så er jeg en adgangsberettiget mann -

Den magre: Det var jo kun småting Nei gjør Dem med støpeskje-tanken fortrolig Hva vant De om jeg skaffet Dem kost og bolig De har intet verken til å hyle eller smile over Intet til å juble eller fortvile over Nu må jeg av sted, jeg skal hente en stek Som jeg håper blir fet Det er nok ikke verdt eg står her og vrøvler.

Per Tofte som Peer i den evige kampen for å sleppe å koma i ei støypeskei, får eit møte med ”den magre” – sjølvaste Djevelen. Peer får tilbod om eit ”varmt værelse”, men det blir ikkje noko av. Foto: PG-arkiv.

Peer:

Og torde man spørre hva synde -fôr har mesket den kar ?

Den magre: Så vidt jeg tror har han været seg selv om natten som om dagen ; og det er i grunnen dog hovedsagen. Peer:

Seg selv, sogner det slags folk under dem ?

Den magre: Som det faller seg - porten står iallefall på klem . Husk på, man kan være på to slags vis

169

sig selv; være vrangen eller retten af kjolen. De ved, man har nylig fundet på i Paris at gøre portræter vad hjælp af solen. Enten kan man direkte billeder give, eller også de såkaldte negative. Har nu en sjæl sig fotograferet i sit levnets førsel ad negativ vej, så blir ikke pladen derfor kasseret,man skikker den ganske simpelt til mig. Jeg damper, jeg dypper, jeg brænder, jeg renser, med svovel og med lignende ingredienser, til billedet kommer, som pladen skulde give,nemlig det, der kaldes det positive. Men har man, som De, visket halvt sig ud,så nytter hverken svovel eller kali-lud. Peer:

Altså til deg må man komme som en ravn, for å gå som en rype – Tør jeg spørre hva navn står der under det negative kontrafei som De nu skal føre over på positiv vei ?

Den magre: Der står Peer Gynt. Peer:

Peer Gynt ? Ja så ! Er herr Gynt seg selv ?

Den magre: Ja, det banner han på. Peer:

Nå, troverdig er han, den samme her Peter.

Den magre: De kjenner ham kanskje ? Peer:

Å - ja, som det heter man kjenner jo så mange.

Den magre: Min tid er knapp ; Hvor så De ham sist ? Peer:

Det var nede på Kap.

Den magre: Di buona speranza ? Peer:

170

Ja, men derfra seiler han nok med det første, hvis ikke jeg feiler.

Rune Reksten har spela ”den magre” i mest heile 25-årsperioden. Med ein ”infernalsk” bergensdialekt, hestehov (som han er stolt over er ekte) og eit sommarfuglgarn, er han på jakt etter ”en stek som er fet” – altså Peer Gynt. Men Peer klarer å vri seg unna med enda ei løgn. Foto: Rune Hermansen.

171

Er der ingen, ingen i hele vrimlen-,

ingen i avgrunnen,

ingen i himmelen-!

172

Den magre: Så må jeg der ned på stående fot. Gid jeg nu bare betids ham fanger ! Det Kapland, det Kapland var meg alltid imot ; der finnes noen slemme misjonærer fra Stavanger . Peer:

Peer:

Den dumme hund ! Der setter han på sprang med tungen av halsen. Jo, nesen blir lang. Det var meg en fryd å narre det asen. Slik kar gjør seg kostbar og spiller basen ! Nå , jeg sitter heller ikke fast i sadelen, jeg er utstødt, kan man sige av selveier - Adelen. Hils fra Peer, broer stjernerap! Lyse, slukne og forgå i et gab --

(griber sig sammen som i angst og går dybere ind i tågerne, stilt en stund, da skriger han:) Er der ingen, ingen i hele vrimlen-, ingen i avgrunnen, ingen i himmelen-! (kommer frem længere nede, kaster sin hat på vejen og river sig i håret. Efterhånden falder der stilhed over ham.) Så usigelig fattig kan en sjel da gå tilbake til intet i det tåkeye grå. Du deilige jord, vær ikke vred, at jeg trampet ditt gress til ingen nytte Du deilige sol, du har sløset med dine lysende stenk i en folketom hytte. Der satt ingen derinne å varme og stemme;eieren, sier de, var aldri hjemme. Deilige sol og deilige jord, I var dumme, at I bar og lyste for min moer. Ånden er karrig og naturen ødsel. Det er dyrt å bøte med livet for sin fødsel.Jeg vil oppad, høyt, på den bratteste tinde; jeg vil ennu en gang se solen rinne, stirre meg trett på det lovede land, se å få snedyngen over meg kavet; de kan skrive derover: ”her er Ingen begravet;” og baketter, - siden -! La det gå, som det kan.

173

Koret står ved skigarden. De synger en salme Velsignede morgen da Gudsrigets tunger traf jorden som flammende stål! Fra jorden mod borgen ……

Peer:

Aldri se dit, der er ørk og øde Jeg er redd jeg var død lenge før enn jeg døde

Knappestøperen: God morgen, Peer! Hvor er synderegisteret? Peer:

Mener du ikke, jeg har huiet og plistret alt hva jeg orket?

Knappestøperen: og ingen du traff? Peer:

Ingen, uten en reisende fotograf

Knappestøperen: Ja, fristen er ute. Peer:

Allting er ute. Uglen lukter lunten. Kan du høre den tute?

Knappestøperen: Det er ottesangs-klokken – Peer (peger):

Hva er det, som skinner?

Knappestøperen: Bare lys i en stue Peer:

Hva er det for sus -?

Knappestøperen: Bare sang av en kvinne Peer:

Ja, der -der finner jeg synderegisteret

Knappestøperen (griber i ham): Beskikk dit hus! (de er kommet ud af holtet og står ved hytten. Daggry.)

174

Svein Sturla Hungnes som den gamle Peer er eit sterkt møte. Han er sliten, kanskje redd for å dø, men stridbar og vil for einkvar pris frita seg sjølv for straff for det livet han har levd. Han må gi seg til slutt, og innrømme både for seg sjølv og andre at han nok har feila. Men som Mor Åse, tilgjev også Solveig Peer for feilgrepa hans. Foto: PG-arkiv.

175

176

Peer: Beskikke mitt hus? Der er det! Gå! Pakk deg! Var skjeen så stor som en kiste, du kan tro, den rommet ikke meg og min liste! Knappestøperen: Til tredje korsvejen, Peer; men så! Peer (nærmere mod huset): Atter og fram, det er like langt. Ut og inn, det er like trangt. (Standser) Nei! - Som en vill uendelig klage er det å gå inn, gå hjem og tilbake. (går nogle skridt; men standser igen) Utenom, sa Bøigen! (slår over til dølamål) Nei, denné gongen tvers igjennom va vægen æilder så trång. Har du dom for ’n syndar, så tållå ut ! Solveig:

Der e ’n ! Der e ’n ! Lova vera Gud !

Peer:

Rop ut det syndige og gærne é ha gjort !

Knappestøperen: Registeret. Peer Gynt ! Peer:

Skrik ut mi synd !

Solveig:

Ingenting ha du synda, min einaste gut ! Livet har du gjort mé te ’n herlé song. Velsigna vera du at du kom ’n gong !

Peer:

Så e é fortapt .

Solveig:

Der e einn som rår !

Peer:

Så sei mé : Kårr ha `n Peer Gynt vore sea sist ? Vore slek `n sprang i Guds tanke fram. Kæinn du sea mé det ? Visst itte fe é skam. I mørkjé og skøydd må é strande. Kårr é va hælst som mé sjøl, som dæinn hæle, dæinn sanne ? Kårr va é med Guds stempel på mi panne ?

177

178

Solveig:

I mi tru, i mitt håp og i mi kjærlehæt.

Peer:

Mi mor, mi hustru, oskuldauge kvinne ! Å, gjøm mé , gjøm mé der inne !

Knappestøperen: Vi treffes på siste korsveien, Peer ! Og så får vi se om - jeg sier ikke mer. Solveig (synger): Sov du, dyreste gutten min ! Jeg skal vugge deg, jeg skal våke,

Gutten har sittet på sin moders fang. De to har leket hele livsdagen lang.

Gutten har hvilet ved sin moders bryst hele livsdagen lang. Gud signe deg, min lyst ! Gutten har ligget til mitt hjerte tett hele livsdagen lang. Nu er han så trett.

Sov du, dyreste gutten min ! Jeg skal vugge deg, jeg skal våke ! Jeg skal vugge deg, jeg skal våke !

179

180

181

Peer Gynt-stemnet før 1989 Fotografane er kreditert i bildeteksta etter beste evne, og så langt det har vore mogleg å finne ut. Alle fotografia tilhører Peer Gynt-arkivet.

Ved Sødorp kapell, der den historiske Peer kviler, er det friluftsgudsteneste med mange frammøtte. Her står også minnesteinen over Per Olsson Hågå, så denne kyrkjegarden er eit populært turmål.

Før Peer Gynt ved Gålåvatnet var ein realitet, var Peer Gynt og den lokale Per svært mykje brukt. Det var tablå og små teateropptrinn der Per var hovudpersonen. Odd Kjorstad, og ikkje minst Ola Ødegaarden, var kjende Gynt-figurar som vart brukt i mange samanhengar, også i marknadsføringsamanheng. På dette bildet ser vi Hans Bindingstad som den lokale Per.

Det vart arrangert seterstemne i Sødorpfjellet under Peer Gynt-stemnet. Det var så ymse til underhaldning, men i mange år inviterte dei utanlandske grupper til å koma å spela og danse. Dette er ei polsk gruppe som underheldt, både på Gynt-kvelden, i stasjonsparken og på fjellet. Året er 1969.

Hågå var mykje brukt til mindre tilstellingar for inbedne gjester. Der var det òg underhaldning, og svært populært var det at det på Pers gard vart framført scener frå skodespelet. Her ser vi Arnhild Skurdal og Svend Kloster Jensen i aksjon, medan gjestene står nede ved husa og ser på. Are Stauri, som står rett nedanfor dei to, var initiativtakar til desse tilstellingane og var både regissør og sufflør.

Sigurd Berge (fremst) var komponist og lærar, og var svært engasjert i musikkaktivitetane på Peer Gynt-stemna. Han komponerte også ”Per-lokk” på basis av ein gamal folkemelodi, og den blir brukt ved opninga av stemnet kvart år. Dette bildet er frå eit folkemusikkseminar under Peer Gynt-stemnet i 1970, og med seg i orkesteret har Sigurd Berge mellom andre Hans Holen, Olav Sæta, Rasmus Stauri, Sigrid Elvestad, Magne Bø, Harald Bræin, Leif Løchen og Odd Kjorstad.

Bygdafolket i Sødorp gjorde ein kjempeinnsats for Peer Gynt-stemnet og særleg seterstemnet i mange år. Dei ”spara” på graset på seterkvea så dei kunne demonstrere gamaldags slått og hesjing. Dei opna setrene sine og folk fekk sjå ysting og kinning. Det var dyr som kunne sjåast og klappast, så dette var eit populært tiltak. Etter kvart har det dessverre gått noko attende, og har nå fått ei ny og enklare form.

Populært var det også å vise Peer i sprek dans med seterjentene, eller huldrene om du vil. Dette er på Krøkla, og Svend Kloster Jensen svingar seg med huldrene medan publikum fotograferer i bakgrunnen.

Ola Ødegaarden var Per Gynt personifisert gjennom mange år. Her på scena i Kåja-amfiet som eit innslag i ”Gudbrandsdalsspelet”. Ola var også med i starten på ”Peer Gynt-eventyret” ved Gålåvatnet. Foto: Oddmar Myrum.

Opptog i Vinstra i samband med Peer Gynt-stemnet. Desse folkloreopptoga var populære innslag i stemnet og samla mykje folk. Og dei som var med hadde også mykje moro. Foto: Oddmar Myrum.

Viktige personar for Peer Gynt-stemnet. Desse karane får representere dei eldsjelene som fekk stemnet til å fungere ved stor arbeidsinnsats og ved personleg å garantere for økonomien. Frå venstre Arild Gårderløkken, Jens Sundt, Jens Haugen og Hans Petter Kleiven. Foto: Oddmar Myrum.

Peer Gynt’ar som også var viktige for stemnet. Frå venstre Øyvind Bergh, Grethe Waitz og Einar Gerhardsen. Foto: Oddmar Myrum.

Borgen før Peer Gynt. Her var det ein populær badeplass og det var nok eit sakn for mange at den vart disponert til teaterscene. Men den har vore open for bruk resten av sommaren, så stort sett har vel folket akseptert at det vart slik. Foto: Oddmar Myrum.

Henry Eggen var ein av nøkkelpersonane i starten på Peer Gynt ved Gålåvatnet-eventyret. Han komponerte/arrangerte musikken og var også orkesterleiar. At Griegs musikk overtok etter kvart var vel ei naturleg utvikling, men den som hugsar Henrys musikk veit at det var mykje verdfullt der. Foto: Tobben Mathisen

”Gudbrandsdalsspelet” gjorde stor lykke då det vart sett opp i Kåja Amfi. Fullt hus er det også denne kvelden, der Einar Førde var heidersgjesten (som dei gløymde å henta på stasjonen!). For dei lokale lesarane er det også mykje kjensfolk å sjå her. Foto: Oddmar Myrum.

Enda eit bilde frå ”Gudbrandsdalsspelet”. For dei lokalkjende er det mange av eldsjelene vi ser her. Dei har ein viktig plass i historieboka for Peer Gynt- stemnet og fortener å få denne plassen. Foto: Oddmar Myrum.

Fram til 2007 såg scenebildet slik ut. Dette anlegget hadde plass til ca. 1700 tilskodarar. Seinare vart det ombygd med nye hus, større scene og plass til ca. 2200 tilskodarar.

Mari Maurstad har vore ein del av ”Gyntfamilien” i mange år. Ho har spela i fleire roller. Ikkje minst har ho gjort furore med si tolking av den grønkledde. Men bak scena har ho også vore eit muntrasjonsråd av dei sjeldne. Dette bildet har fotografen kalla ”Er det slutt på vafflane?” Foto: Per Ottesen.

Eldar Nilsen var i mange år mr. Music i Peer Gynt-samanheng. Han dirigerte både orkester og kor, han arrangerte musikk, og leia også både kyrkjekonsertar og den klassiske, og svært populære konserten ved Rondablikk. Foto: Per Ottesen.

Til Marokko kom Peer Gynt med fly og Cadillac. Denne bilen har ei spesiell historie: Ein kald og svært vindfull kveld i 1991 skulle Peer som vanleg lande med sjøfly utanfor scena. Vinden var så sterk at flyet fekk problem, og då dei endeleg landa, kom Peer i land, våt til knes. Frå den dagen nekta Per Tofte å lande med sjøfly, og ein måtte på bygda for å leige ein stasleg bil. Derfor Cadillac’en.

Stort sett har det vore lokale folk i rolla som presten. Men i 2005 var det ein gjesteskodespelar utanom det vanlege. Sjølvaste biskopen, Rosemarie Køhn, spela presten i tre framsyningar av Peer Gynt. Sporty gjort! Foto: Per Ottesen.

Lars Hermansson var med på Borgen i mange år. Han spela mange roller. Her er han på veg til ”galehuset”. Han var også sjåfør i limousinen til Peer. Dette var til tider ei prøve på mot og evne til å takle det meste av problem, for det var ikkje alltid at bilane var til å stole på. Foto: Rune Hermansen.

Hans Voigt var inspisient i mange år. Han vart ein del av Peer Gynt-laget. Kunne vera streng, men stort sett eit einaste stort smil og ein vits på lager. Her saman med Rigmor Ottesen. Foto: Per Ottesen.

Grethe Borgermoen var ”plasskommandant” i mange år. Ho hadde ansvaret for det som skjedde bak scena, for at alt og alle var på riktig plass til riktig tid, og klarte det med glans. Ho hadde også ein god hjelpar i mannen, Leif, som også gjorde ein kjempejobb bak scena. Foto: Per Ottesen.

Å entre scena ved å dukke opp på dette taket var godt innarbeidd i mange år, og Svein Sturla fekk all merksemd på taket. Ein gong han hoppa ned, vrikka han foten, og han hadde det nok hardt dei siste dagane.

Mari Maurstad som brur står saman med far sin (Rune Reksten) og ventar på Mads Moen (brudgommen). Ei flott scene som har fått mykje skryt.

Svein Sturla Hungnes er i Marokko, der han har det fatale møtet med Anitra.

Lars Andreas Larssen var i mange år ein skatta skodespelar på Borgen. Med sin litt burleske nordnorske humor og språkbruk kunne han nok skreme nokon kvar, men han var ein populær kar og snill som dagen var lang. Foto: Per Ottesen.

Til avslutninga høyrer også ”Pinsesalme”, framført av Peer Gynt kammerkor. Koret har plass i musikerhuset, men mellom anna må denne scena spelast ute for å få den rette effekten av songen. Og effekt blir det – sjølv om regnet høljar ned! Foto: Lars Erik Skrefsrud.

Avslutninga på Peer Gynt ved Gålåvatnet er eigentleg dei fleste kveldane verdt billettprisen åleine. Himmelen, vassflata og lyssettinga på scena lagar eit fantastisk fint ”bakteppe” som ingen blir lei av å sjå på. Her står Kari Simonsen (Mor Åse) ved stranda, Linda Øvrebø (Solveig) ved steinen og Svein Sturla som Peer oppå steinen.

Reidar Stangenes er mannen med idéen om å spela Peer Gynt på friluftsscene her i Midtdalen. Det var vel også han som etter å ha leitt både høgt og lågt fann Borgen som eigna til formålet. Han var også sentral i det reint praktiske med å skaffe utstyr, pengar og ikkje minst skodespelarar som var villige til å bli med på eit slik ”galmannsverk”.

Eit oversiktsbilde av møtet mellom Peer og ”den magre” (Djevelen sjølv). (Svein Sturla Hungnes og Rune Reksten).

Med svarte kapper og enkle effektar som røyk og lyssetting, blir ”aske skodde”-scena ei fantastisk oppleving for publikum.

Prestens tale er ei scene som fortel publikum mykje. Her også enkle effektar som trekors, kiste og faklar. Med rett lyssetting blir effekten utruleg bra – og naturen i bakgrunnen gjer ikkje verknaden mindre!

For nokre år tilbake kom Peer til Marokko med fly. Det kom snikande i låg høgde bak publikum og ”skremde vatnet” av dei kvar gong. Unntaket var ein reaksjon som fleire fortalde om: Dei vart sinte fordi ein idiot av ein pilot øydela spelet på denne måten!

Aslak smed (Jonny Baukhol) og smedgutane hans kjem over Peer når han sit og fantaserer om framtida. Midt oppe i alt dette – og som vi ser, med eit dugeleg regnvêr i tillegg, får han juling av smedgutane og beiske og sårande kommentarar frå smeden. Ikkje rart at denne scena avsluttar med Peers ord: -E’ vil himatt åt ’o mor e’. Foto Lars Erik Skrefsrud.

Når ein snakkar om stemningar, kan ein ta ein titt på dette bildet. Det er utallige bilde teke av denne scena, og alle er unike! Ikkje rart at publikum sukkar (og nokre snufsar) når dei ser ei slik scene med Griegs ”morgenstemning” attåt. Foto: Per Ottesen.

Den grønkledde (Mari Maurstad) dansar for å imponere Peer (Svein Sturla). Han blir ikkje meir imponert enn at han karakteriserer opplevinga som ”ostyggeleg stygt”, men morosamt er det å sjå på. Foto: Rune Hermansen.

Magnar Høystad som lensmann. Det er ikkje måte på kor stiv og strunk han er. Her er det makt og myndigheit. Foto: Lars Erik Skrefsrud.

Svein Sturla Hungnes presenterer den nye Peer Gynt for publikum. Dennis Storhøi var og er ein verdig ”arvtakar” av denne rolla, som han overtok i 2008.

I Marokko. Her møter den nye Peer (Dennis Storhøi) ei ny Anitra (Maria Haukaas Storeng). Det ser ikkje ut til å vera eit ”velluktande” møte, skal ein døme etter Peers grimase.

Mor Åse i siste akt på ein av dei mange ”magiske” kveldane ved Gålåvatnet. Ikkje noko teater i verda kan overgå dette! Foto: Vemund Hagen.

Backstage

Eit møte i gråvêret. Med ryggen til ser vi Per Ottesen, i midten Håkon Sveen og fremst Svein Sturla Hungnes som Peer. I bakgrunnen ”Vaffelbua” – eit populært tilbod til svoltne skodespelarar.

”Hansebua” har vore hovudkvarteret til Hans Voigt i alle åra han var på Borgen. Aslak smed (Jonny Baukhol) er på besøk, Anne Kari Haugalien er på tur derifrå, mens sjefen sjølv padlar seg ein tur. Foto: Per Ottesen.

Tre viktige og kjære personar for alle ved Gålåvatnet. Edith Roger, Mari Maurstad og Eldar Nilsen i ivrig samtale. Foto: Lars Erik Skrefsrud.

Martin Rønningen var første smeden ved Gålåvatnet. Han var ein spreking, og alltid blid og glad så nær som når han var den ”slemme” smeden. Han var også med i andre og mindre roller. Her er han på tur til Marokko.

Eit venleg og hjelpsamt vertskap skal til for at folk skal trivjast. Vi har mange av dei, her representert ved Lise Løkken til venstre og Liv Maurstad. Foto: Per Ottesen.

Det er stor aktivitet ved speil og sminkebord når mange titals troll skal gjerast klare til Dovregubb-scena. Sjølv om vi har god hjelp av flinke ”sminkedamer”, skal det ikkje somlast mykje før ein kjem for seint. Foto: Lars Erik Skrefsrud.

Og så er trolla klare til innsats. Ein skal ikkje bli sett av publikum på førehand, så her gjeld det å halde seg lågt ”i lendet” og krabbe i posisjon. Foto: Lars Erik Skrefsrud.

Selebert besøk bak kulissane. Wenche Foss besøkte Borgen ein dag og passa på å få ein prat med Svein Sturla og veteranen Edith Roger. Og mange fekk helse på ho.

Dei mykje omtala seterjentene er i sving ved hersja medan Peer står og ”glåmer” på dei. Desse frodige damene har gjort stor lykke, og er eit populært innslag i skodespelet.

Nokre gonger trengst det raske skift. Med god hjelp klarte Mari Maurstad alltid å koma i orden, men neimen om det var mykje tid å gjera det på.

Like travelt som Mari har også Rune Reksten det i andre akt. Som vi ser, er det gode hjelparar her også.

Benedicte Adrian, kjend frå popgruppa ”Dolly de Lux” spela Solveig eit år. Ho var ein triveleg og flink medspelar, men dessverre vart det med det eine året. Foto: Per Ottesen.

Prestane våre bruker å stå på ei av bryggene og meditere og memorere tekst før dei skal inn. Ein ung mann klødde i nevane etter å sende presten ”til sjøs”, men det vart berre med tanken. Men eit artig bilde vart det ut av situasjonen. Foto: Per Ottesen.

Frå øvingane har vi dette bildet av det som etter kvart skal bli troll i Dovregubbens hall. Viss du ser at dei har tunga ute, er det berre for å fortelja Peer at han ligg tynt an viss han vil trasse Dovregubben. Foto: Per Ottesen.

Familien Stoltenberg, både dei gamle og unge, har besøkt Borgen fleire gonger. Her står dei saman med Eli Kristin Hagen og Mari Maurstad. Heilt bakerst står Anna B. Lien. Foto: Per Ottesen.

Stoltenbergfamilien set pris på Peer Gynt og Gålå. Her er Jens Stoltenberg fotografert saman med Mari Maurstad. Foto: Per Ottesen.

Kongefamilien har også vore på besøk. Dronning Sonja og Märtha Louis har vore der fleire gonger, og kong Harald var med denne gongen. Prinsesse Ragnhild og Erling Lorentzen har også kome eins ærend til Gålå for å sjå Peer Gynt – og alle kjem alltid bak scena for å helse på, noko som blir sett stor pris på. Foto: Per Ottesen.

Märtha Louis har vore på besøk fleire gonger gjennom åra. Her fotografert saman med ektemannen Ari Behn og Svein Sturla Hungnes. Foto: Per Ottesen.

Plutseleg kan det oppstå ein situasjon som gir ein fotograf eit fint bilde viss han er rask nok. Dette er ein slik augneblink. Rune Reksten som ”Veslefan” trugar Kirsten Stubbrud med han ”vil hugge henne med øksen”. Ikkje rart det lyser skrekk ut av aug0 til Kirsten. Foto: Per Ottesen.

Vi har tidlegare fortald at det nå og da er veldig travelt med sminka, ikkje minst når mange skal inn på galehuset eller Dovregubbens hall. Då er det godt å ha denne gjengen med blide ”sminkedamer” til hjelp. Foto: Per Ottesen.

Vaffelbua har i alle år vore ein viktig plass for trivselen ved Gålåvatnet. Namnet er litt misvisande, for det er lenge sidan det berre var vaflar å få der. Nå er det meir variert kost og også sunnare kost. Uforandre er ein ting: Det er alltid blide damer der som ser til at det er nok mat og drikke til alle. Foto: Per Ottesen.

Kjersti Bårdvik til venstre og Ragnhild Åsmundstad heilt til høgre er ”kostymedamer” på Borgen. Dei har lang ansiennitet, og saman med fleire andre flinke damer, held dei orden på klesvegen. Foto: Per Ottesen.

Det kan kanskje bli litt lange pauser bak scena, men kva gjer vel det når sola skin og ein har venner å kosa seg saman med? Desse to er travelt opptatt med å flette håret, og ser svært fornøgde ut med det. Foto: Per Ottesen.

Her er det mange unge damer på ei fjøl! Mange av desse er som veteranar å rekne, for dei har fleire år bak seg som skodespelarar. Frå venstre ser vi Lea Hii Bergh, Marthe Bergum, Ingrid Baukhol, Anette Holten, Ida-Marie Stakston, og heilt til høgre Hanne-Kristine Stakston. Foto: Per Ottesen.

Per Gynt Teaterlag har ei aktiv barne- og ungdomsgruppe. Mange av barna er rekruttert frå der til nye oppgåver på Borgen. Mange har nå, etter som 25 år har gått, fått så mykje erfaring at dei har gått vidare med dei kunstnariske ambisjonane sine og har etablert seg som scenekunstnarar på både amatør- og proffbasis. Dette er vi stolte av! Foto: Per Ottesen.

Det regnar nå og da ved Gålåvatnet, og kaldt kan det også vera. Ein tek ting som det kjem, Annfrid og Albert Kjennset smiler seg gjennom regnbygene og gløymer alt same kvelden. Foto: Per Ottesen.

Eit lite småtroll møter helten sin ein regntung ettermiddag. Eit flott bilde som fortel oss at her er det fint lite av såkalla generasjonskløfter. Alle går godt i hop sjølv om vi har eit aldersspenn på minst 70 år mellom den yngste og den eldste. Foto: Bård Gundersen.

Dei ser ikkje heilt gode ut desse trollungane her, men ein blir van med ein slik omgangskrets også. Foto: Per Ottesen.

Eit bilde frå låven eller skiftebua som den også blir kalla. Foto: Bård Gundersen.

Det skjer skumle ting bak scena ved Gålåvatnet. Her er det knappestøpar Lars Andreas Larssen som prøver å skjenke ein ”klunk” frå støpeskeia til Per Ottesen. Det vart nok ein heit dram.

Det har vore mange felespelarar og hallingdansarar på Borgen gjennom desse 25 åra. Gunvor Holtlien og Bjørn Strand får representere desse. Foto: Per Ottesen.

Eit vemodig bilde. Her er tre av veteranane våre fotografert saman for nokre år sidan, og nå er dei alle borte. Erling Tagestad, Josef Baukhol og Magne Korstad var viktige personar for oss alle. Gode karar og gode vener. Dei er sakna. Foto: Per Ottesen.

Å spela teater betyr mykje venting, men det gir moglegheiter for sosialt samvær. Det er alltid ei god stemning bak kulissane. Mang ei god skrøne å høyre, og mykje latter (som får inspisienten til å fnysa, men det er ”god medisin”). Foto: Per Ottesen.

Det gode sosiale samværet og den lette stemninga bak scena ser vi illustrert her. Dette er eit vakkert bilde som viser vennskapet som mange opplever. Er du ein av Gyntfamilien, har du alltid vener. Foto: Per Ottesen.

Vi har sett mange eksemplar av brudgommen Mads Moen og foreldra hans. Eitt eksempel er denne familien: Anne Kari Haugalien og Svein Olstad som foreldra til Jon Ivar Tofte. Foto: Per Ottesen.

Barne- og ungdomsgruppa i Per Gynt Teaterlag er ofte brukt i Peer Gyntsamanheng til å lage små opptrinn. Her er dei småtroll på seterstemnet. Leiar for gruppa, Anne Torill Sperre har i tillegg til arbeidet med barn og unge også vore sufflør i mange år. Ho har også jobba i vaffelbua og hatt mange andre oppgåver. Foto: Per Ottesen.

Det skjer mykje bak kulissane. Her er det mange som må ta eit tak, for alt skal vera på rett plass til rett tid. Tilskodarane merkar ikkje mykje til dette, men viss ting ikkje fungerte, ville det bli svært synleg. Ein liten detalj her: Når seterjentene rasar som verst, skal bjørkene riste rundt dei. Er det ikkje vind nok, må vi riste sjølve, og det er det desse karane gjer. Foto: Bård Gundersen.

Langs strandkanten bak scena er det stor trafikk (som ingen helst skal sjå). Her må det visast disiplin. Tenk berre på når denne flokken av dovretroll kjem i fullt trav. Du stoppar ikkje for å pusse nasen då, men krummar ryggen og kjem deg ut i full fart. Foto: Per Ottesen.

Mange som har vore med å spela Peer Gynt i tidligare år kjem bak scena for å helse på og treffe gamle kjente. Stein Grønli, som mellom anna spelar knappestøparen står her saman med ein svært så velkomen gjest, den første Peer ved Gålåvatnet, Per Tofte. Foto: Per Ottesen.

Manus og foto frå framsyninga

PEER GYNT AS

PEER GYNT VED GÅLÅVATNET

PEER GYNT ved Gålåvatnet Manus og foto frå framsyninga