r Ko tu dg
Børnehaven
KERNEHUSET 2024
…
i by
en, p å la
nd
e
to
e d va n de t v g
e av
Styrket pædagogisk læreplan for
HVAD ER EN STYRKET PÆDAGOGISK LÆREPLAN? I 2018 vedtog man i Folketinget, at alle daginstitutioner i Danmark skulle beskrive, hvordan man i den enkelte institution ser på og arbejder med børn og alt det, der omgiver deres institutionsliv. Beskrivelsen skulle laves efter en bestemt skabelon og kaldes Styrket pædagogisk læreplan. Her er Børnehaven Kernehusets Styrkede Pædagogiske læreplan 2024 i en kort udgave. Denne udgave giver dig som forælder en kort beskrivelse af, hvilke tanker, der ligger bag alt det, vi gør i vores hverdag med børnene.
PLANENS INDHOLD
Planen indeholder ni pædagogiske mål for, hvordan vi vil arbejde med sammenhængen mellem: Kernehuset og vores pædagogik & Dit barns liv, udvikling og læring Planen indeholder også seks læreplanstemaer, der fortæller noget om, hvilke områder børnene skal lære noget indenfor. I denne korte version af Den styrkede pædagogiske læreplan finder du først en gennemgang af de ni mål. Derefter en gennemgang af de seks temaer. I vores hverdag i Kernehuset hænger mål og temaer sammen og kan ikke så let skilles ad, men det gør vi i planen, for at skabe overblik.
2
FAKTA OM BØRNEHAVEN KERNEHUSET Børnehaven Kernehuset ligger i Ærøskøbing. Huset ligger på en dejlig stor grund mellem by og strand. Vi har også et natursted ved strand og skov kaldet ”Stalden”. Kernehusets børnetal varierer mellem 40-50 børn. Vores personale består både af mænd og kvinder. Selve huset rummer bl.a. et kreativt værksted, et rum til rollelege, en kælder med plads til bevægelse og et åbent køkken. Herudover har vi en ekstern bygning på matriklen, som bruges til gruppe aktiviteter og specialpædagogiske opgaver. Vi har en stor legeplads, der nærmest har karakter af naturområde. Kernehuset har gratis madordning. Vores børnekok laver hver dag mad, og 90% af råvarerne er økologiske. Vi bruger lokalområdets tilbud, såsom bibliotek og havnens legeplads. Derudover har vi tæt samarbejde med ældreområdet om fællesaktiviteter, samt kirken og forskellige virksomheder.
DE NI PÆDAGOGISKE MÅL FOR KERNEHUSET
Her kan du kort læse om, hvordan vi i Kernehuset ser på de ni pædagogiske mål og arbejder med dem i vores hverdag. Den lange version af læreplanen, kan du finde på vores hjemmeside. 1.-2. Børnesyn, dannelse og børneperspektiv I Kernehuset mener vi, at alle børn har krav på at føle sig trygge og trives. Børnene hos os skal opleve, at vi prøver at forstå dem, og at de og deres følelser er rigtige. Kernehusets børn skal have lov til at sige, hvad de mener og være med til at bestemme. Vi sørger for, at børnene kender hverdagens indhold og at vise børnene tydeligt, hvad de skal og må. Når børn ved det, kan de bedre selv få overskud til at vise glæde, være opmærksomme og hjælpe hinanden. Vi tror på, at alle børn kan noget. Børn er forskellige, og de kan alle give noget til det fællesskab, vi har i Kernehuset. Børnene skal lære at acceptere, at de er forskellige.
3
3. Leg I hverdagen skifter vi mellem, at vi voksne vælger aktiviteterne og styrer dem, og at børnene selv finder på aktiviteter og styrer dem. I deres egne lege følger vi interesseret med og støtter dem. Vi har indrettet både vores inde- og ude-områder sådan, at alle børn kan finde steder i vores børnehave, hvor de har det godt og kan udvikle sig. 4. Læring Børnene lærer hver dag. Selv i det ”små”, når de fx skal tage tøj på, vente på tur, lege eller spise sammen – så lærer de noget. Men vi arbejder også med bestemte lærings-temaer fx natur, miljø og bæredygtighed eller sprog. Det kan du læse mere om under læreplanstemaerne. 5. Børnefællesskaber I Kernehuset kender alle børn hinanden, og de leger sammen på kryds og tværs. Vi hjælper børnene med vise, hvem de er og også opdage, hvem de andre børn er. 6. Pædagogisk læringsmiljø Vi skal inspirere og hjælpe børnene til et godt børnehaveliv og et godt samvær med børn og voksne. De voksne i Kernehuset er klar over, at børn gør, hvad de voksne gør. Vi gør derfor alt, hvad vi kan for at være gode forbilleder for børnene og sørge for, at der i Kernehuset er en god stemning, godt samvær og gode måder at tale og opføre sig overfor hinanden på. Vi lærer dem at hjælpe hinanden og løse konflikter. Og de lærer, hvordan de er opmærksomme på hinanden, så de udvikler evnen til at forstå andre og sætte sig ind i, hvordan de har det. Vi hjælper børnene, fx med billeder, pile, tal, oversigter, når de enten selv skal vælge deres aktiviteter, eller når vi har fællesaktiviteter. Vores børnehave er indrettet med krea-rum, byggerum, læseområde, så børnene selv inspireres til at lege og lære sammen.
4
7. Samarbejde med forældre om børns læring I forældre er de mest betydningsfulde i barnets liv. Derfor er samarbejdet med jer en meget vigtig del af jeres barns børnehaveliv. Vi ser jer som en vigtig part i forhold til jeres barns trivsel, læring og udvikling. Vi afholder løbende forældresamtaler, mens jeres barn er hos os. Vi vil gerne skabe en god og tryg stemning i samarbejdet med jer, høre jeres synspunkter og dele vigtige tanker og oplevelser omkring jeres barn med jer. Når vi har samme viden, kan vi bedre samarbejde. Vi afholder forældrearrangementer, så I som forældre kan mødes og være en del af Kernehusets fællesskab. 8. Børn i udsatte positioner Alle børn skal have mulighed for at lære og udvikle sig i Kernehuset. Hvis dit barn har det svært, enten pga. fysiske, psykiske eller sociale udfordringer, laver vi i samarbejde en plan for en god hverdag. Vi tilrettelægger aktiviteter, så barnet kan udvikle sig bedst muligt. Vi samarbejder med fx fysioterapeuter, talepædagoger, familierådgivere og psykologer, hvis det er nødvendigt. Vi løser forskellige specialpædagogiske opgaver, og vi har særlig viden og gode muligheder for at hjælpe børn, der har særligt brug for det. 9. Sammenhængende skolestart Det er vigtigt for os, at der er sammenhæng mellem børnehavelivet og skolestart. Vi har fokus på at gøre børnene klar til skolestart ved at sørge for, at de øver sig på: • at være med i større grupper • at fordybe sig • at kunne hjælpe sig selv • at tage imod fællesbeskeder • at deltage i opmærksomhedsøvelser Vi besøger kommende skolebørn fra de andre børnehaver, og vi besøger skoler og SFO’er. Børnehaveklasselærerne besøger os, og sammen afholder vi tre-partssamtaler med jer forældre.
5
DE SEKS LÆREPLANSTEMAER I KERNEHUSET
Her kan du kort læse om, hvordan vi arbejder med de seks læreplanstemaer i vores hverdag i Kernehuset. 1. Alsidig personlig udvikling Børn er forskellige. Vi gør alt, hvad vi kan for at lære det enkelte barn rigtig godt at kende, så vi ved præcis, hvad det kan og har brug for at lære. Vi støtter det enkelte barn ud fra, hvad lige præcis dét barn har brug for, for at have det godt og fungere. Vi er, som voksne i børnehaven, varme og imødekommende, men siger og viser også tydeligt, hvad vi forventer af børnene, når vi er med til at skabe deres børnehavehverdag. Vi støtter børnene i at mærke, hvornår de vil være med til noget fx en ”farlig” leg, og hvornår de ikke vil. Vi opmuntrer børnene til at være modige fx turde være i centrum til deres fødselsdag Vi giver børnene særlige opgaver, som de skal løse for fællesskabet – fx pakke trækvognen.
2. Social trivsel Vi er opmærksomme på, hvordan hvert barn har det, og hvordan hvert barn er med i fællesskabet. Vi støtter børnene, når de leger med hinanden, og når de har brug for hjælp til at tale sammen og løse problemer med dem, de leger sammen med. Vi hjælper dem med at lære, hvem hinanden er og finde ud af hinandens styrker. Vi prøver hele tiden at gøre Kernehusets inde-rum og ude-rum så gode som mulige, i forhold til børnenes leg. Vi arbejder med ”Fri for mobberi” på vores bamsemøder. Børnene lærer at kommunikere både med sprog og krop, fx lærer og giver vi dem ord, til at beskrive deres følelser. Vi lærer dem, hvordan ansigtsudtryk og kroppen kan udtrykke følelser. 3. Kommunikation og sprog Vi sørger for, at børnene har mulighed for at udvikle deres sprog ved at tale med dem, højtlæse, lave læseleg, spille spil og synge. Vi laver rammer for gode samtaler – både når vi er mange, og når vi er få. Vi undersøger børnenes sproglige udvikling to gange i løbet af deres tid i børnehaven. Vi tilrettelægger det sproglige læringsmiljø, så det inspirerer børnene til at bruge sproget.
6
F.eks med samtaleplakater og bogkænguru, hvor børnene kan læse og låne bøger med hjem. 4. Krop, sanser og bevægelse Børnene udvikler deres sanser og bevægelse på legepladsen, hvor de kan løbe, cykle, klatre, gynge, gå på balancebaner. I skoven og på stranden finder vi på aktiviteter på/i naturens ”redskaber”. De kan trille på skrænter, klatre i træer, gå balancegang på træstammer. Både hjemme i børnehaven og ved Stalden har børnene mulighed for at bruge deres sanser, når de fx ligger i vores hængekøjer, plukker et æble fra vores æbletræ, eller dufter til krydderurterne i vores højbede. Vi er opmærksomme på, at børn både har brug for tempo og ro, når vi laver aktiviteter. 5. Natur, udeliv og science Vi vil gerne give alle børn stærke naturoplevelser, som de kan mindes. Både på Kernehusets grund ved børnehaven og ved Stalden kan børnene lege i og undersøge naturen. Vi kigger på vejret og klæder os på derefter, og sammen med børnene finder vi ud af, hvad der er godt at lave i netop dét vejr. Vi arbejder med temaer som: Jord, kompost, økologi, forurening - vind, vejr, drager - hav, bølger, skibe insekter på jord og i skov. Vi laver ”vilde” udelege og klatrer i træer. Vi laver ofte bål og har også et værksted i Stalden, hvor børnene kan arbejde med sav, hammer og søm. 6. Kultur, æstetik og fællesskab I Kernehuset taler vi med børnene om, at vi er forskellige. Vi ser forskellige ud, synes noget forskelligt og føler forskelligt. Vi kan også have forskellige sprog, selv om vi taler dansk sammen i børnehaven. Men selv om vi er forskellige, så har vi et fællesskab, og derfor er det vigtigt, at vi har nogle fælles traditioner og aktiviteter at samles om. Vi fejrer fødselsdag på en bestemt måde. Vi holder jul, fastelavn, sommerfest, bedsteforældredag, kulturuger, påskeafslutning med den lokale tradition æggekogning. Vi synger hver dag fra den danske sangskat. Vi arbejder med forskellige materialer, når vi er kreative og ser teater og laver selv teater med børnene.
7
EVALUERING
Vi overvejer og drøfter løbende vores måde at arbejde med børnene i Kernehuset på. Til at følge op på vores arbejde har vi valgt forskellige pædagogiske evalueringsredskaber. Dem kan I læse nærmere om i den lange version af vores plan.
KONTAKTINFO KERNEHUSET Åbningstider: Mandag – torsdag 6.30 – 17.00 Fredag 6.30 – 16.00 Adresse: Sygehusvejen 33b, 5970 Ærøskøbing Tlf: 62 52 19 59 Mail: kni@aeroekommune.dk Hjemmeside: www.kerne-huset.aula.dk
Tekst: Kernehuset og K-Art-House • Tryk: Mark & Storm Grafisk
Den styrkede pædagogiske læreplan skal revideres hvert andet år.