3 minute read

Naturen sætter sit præg overalt på nyt badehotel

Når Hages Badehotel åbner, bliver gæsterne inviteret helt tæt på naturen. Med hjælp fra bl.a. Saxo Solution har Miami Ark nemlig skabt et sted, der falder i ét med omgivelserne både på et æstetisk og et byggeteknisk plan.

Tekst af Nicholas Jungblut

I et fredet naturområde ud mod kysten ved Rødbyhavn ligger en klynge små, nye huse, der snart indvies som Hages Badehotel. Bygningerne er tegnet af Miami Ark, der har lagt stor vægt på at bevare den omkringliggende natur. Ifølge projektleder, Klaus Lange, bliver det derfor et hotel, der henvender sig til et helt særligt klientel.

– Hages Badehotel er bygget inde bag et dige, som blev anlagt for 120 år siden efter en stor oversvømmelse. Det er et lavbundsområde med søer og rørskov, som er habitat for mange forskellige frøer, salamandere og fugle. Derfor står alle huse på pæle, hævet over terrænet. Husene er forbundet med gangbroer, som offentligheden også kan benytte for at komme ned til stranden.

– Hotellet vil få en stor appel for danske og tyske turister, som ikke kun har lyst til at være på stranden, men som også gerne vil opleve dyrelivet og naturen. Derfor er der mange udendørs opholdsområder og næsten ikke noget lys om natten, så man kan sidde udenfor og se på himlen. Som Klaus Lange forklarer, skal bygningerne være mindst muligt indgribende i den omkringliggende natur, hvilket f.eks. kommer til udtryk i brugen af skruefundamentet. Derudover er skånsomheden også tænkt ind i hotellets æstetiske udtryk og i driften gennem valget af materialer og nye klimavenlige teknologier.

I ÉT MED NATUREN

Et af de mest iøjnefaldende æstetiske greb på Hages Badehotel er udarbejdet sammen med skiferleverandøren Saxo Solution. På facaderne er der nemlig brugt en sydamerikansk skifer med forskellige farver, som spiller særligt godt sammen med kystlandskabet ved Rødbyhavn. for opbygget en stor ekspertise om materialet og dets mange egenskaber.

– Fordelen ved at bruge skifer på facaden er, at det ikke kræver nogen vedligeholdelse. Det skal aldrig males eller behandles, og det kan renses med varmt vand. Skiferen ændrer heller ikke farve, så man kan løbende reparere facaden, uden at der opstår farvevariationer, og efter mange år kan man stadig afmontere det og genbruge det et andet sted.

– I Saxo Solution har vi desuden udviklet en løsning, hvor skiferen sættes op på facaden som skærmtegl med et ventileret hulrum bagved. Det er både mere bæredygtigt og billigt, end når det sættes op ligesom tagskifer med tredobbelt overlæg – og så er det fantastisk smukt. KLIMAVENLIGE LØSNINGER

Et andet sted på bygningerne, hvor det naturlige udtryk træder frem, er i brugen af grønne tage. Her er det til gengæld ikke kun et spørgsmål om æstetik, men også om funktion. Tagene holder nemlig på en væsentlig portion af regnvandet, og i et lavbundsområde som dette, skal regnvandshåndtering tænkes ind alle steder, hvor det er kan lade sig gøre. Af samme grund er alle udendørs overflader, inklusiv veje og parkeringsplads, lavet af et materiale, som vandet kan sive igennem, og når der er højvande eller skybrud, kan det løbe forbi fundamentskruerne ned til et område på grunden, hvor der naturligt opstår søer.

Indenfor på hotelværelserne, er klimabevidstheden mindre iøjnefaldende. Hvert hus består af to enheder med et soveværelse og et lille køkken, som opvarmes af en slags varmepumpe, der samtidig genbruger ventilationsluften til at producere varmt vand. Blandt hotellets andre faciliteter er der bl.a. en restaurant, et fitnessrum, et spillerum og et pool-anlæg med spa og sauna. Restauranten og en tredjedel af værelserne åbner allerede til december, og derefter vil resten af hotellet åbne til forårssæsonen.

I første omgang skal ca. 60 % af værelserne bebos af ingeniører og entreprenører, som arbejder på Femern Bælt-forbindelse, men det kommer tilsyneladende ikke til at blive en udfordring at fylde resten af hotellet op. Gennem omtale er hotellet nemlig allerede begyndt at modtage bookinganmodninger. Efterspørgslen tyder på, at der er stor interesse for at holde ferie på danske hoteller, hvor naturen får lov til at være en af hovedattraktionerne.

This article is from: