3 minute read
Det grønne er i vælten –Have & Landskab runder 250 udstillere
Have & Landskab messen har vokset år for år, og Skandinaviens største grønne fagudstilling kan i år præsentere over 250 udstillere.
Af de over 250 virksomheder, som indtil videre har købt stand til sommerens store faglige begivenhed, er omkring 50 af dem med for første gang.
Når udstillingsleder Dina Overgaard skal forklare det voksende antal af udstillere og den store interesse, kan hun pege på flere årsager:
– På Have & Landskab får fagfolkene fra det grønne Danmark direkte adgang til hele alle løsningerne og ikke mindst kollegerne. Og det netværk er altså meget værd året rundt.
Der opstår nye virksomheder og konstellationer hele tiden, og så skal man ud at promovere sig overfor branchen. Samtidig tror jeg, at vi er ved at have fastslået Have & Landskabs rolle som et mødested og en faglig platform, der er til rådighed året rundt. Der er opstået en stemning af, at hvis man har en plads i den grønne branche, er man nødt til at være på Have & Landskab. Og det, mener jeg jo, er rigtigt.
Nye muligheder inden for bæredygtige maskiner
Det kan administrerende direktør i Conmas ApS, Jacob Sørensen, bakke op om. Han ser Have & Landskab som den hélt væsentlige begivenhed i branchen_
– Vi tager på Have & Landskab for at give vores kunder en chance for at se og opleve maskinerne live og få en dialog om en skræddersyet løsning. Desuden ved vi, at der er stort fokus på bæredygtighed, så vi kommer også til at tage det meste af el-sortimentet med, både eldrevne palleløftere og stablere, men også vores nyeste el-trucks.
Også med for at rekruttere dygtige anlægsgartnere
Der er typisk langt over 10.000 besøgende på Have & Landskab, hvoraf en stor del er faglærte anlægsgartnere. Eksempelvis har Anlægsgartnerfirmaet
Kirkegaard fast sendt en delegation til Have & Landskab. Alligevel er 2023 det første år, hvor virksomheden selv deltager med en stand, og det er der især én grund til, fortæller tilbudschef Bo Skjoldager Andersen.
– Vi har brug for at ansætte flere dygtige anlægsgartnere.
Det betyder, at vi har behov for at være synlige i markedet. Her giver Have & Landskab absolut mest mening, da det nærmest er den eneste messe som rigtigt henvender sig til vores segment. Messen har ligesom monopol på den grønne sektor, så det er her, vi kan møde alle og se alting og samtidig få vist, at vi er en attraktiv arbejdsplads.
Gode råd om biodiversitet Jespers Planteskole er ny udstiller på Have & Landskab i 2023, og beslutningen om at deltage kommer måske bag på nogle, da planteskolen har ekspanderet voldsomt på især privatkundemarkedet i de seneste fire år. Men de professionelle kunder er ikke glemt, og det er en af grundene til, at man har valgt at investere i en stand, fortæller planterådgiver Pia ElkjærChristensen:
– Vi lever og ånder for at give de professionelle kunder produkter og løsninger, der virker netop for dem. Derfor står vi klar i Slagelse i år for at vise, hvad vi kan tilbyde, og især hvordan vi kan hjælpe med rådgivning.
De fleste er jo på jagt efter grønne arealer der ser godt ud og ikke kræver så meget i den daglige drift. Samtidig må det meget gerne være godt for biodiversiteten, og alt det glæder vi os til at tale med fagfolkene om.
Mesterskaberne og branchen trækker Have & Landskab byder også på det nye tiltag ”Skovbrugsmesterskaberne for elever” som kommer til at skabe masser af liv og opmærksomhed på Skov- og naturteknikeruddannelsen på årets udstilling. En af drivkræfterne bag konkurrencen er formanden for Skoventreprenørforeningen, Nickolai Schlechter, så det var oplagt, at hans virksomhed Skov og Gren også skulle deltage i år. Men faktisk slap han helt for at betale for sin stand, fortæller Nickolai Schlechter:
– Vi vandt opgaven med at udvide en del af Have & Landskabs arealer i et skovområde, og med den opgave fulgte faktisk også en gratis standplads.
Det var jo heldigt, men sjovt nok havde vi allerede besluttet at købe en stand i år, for det er jo en voldsomt relevant messe, hvor vi kan møde alle leverandører og kollegaer indenfor natur-, skov- og landskabspleje og arboristfaget. Desuden håber vi, at mindst en af vores elever skal dyste til skovbrugsmesterskaberne, og så er vi jo nødt til at være dernede og bakke op.
Et bredt program med noget for alle
Have & Landskab afholdes på ZBC Jernbjerggaards arealer i Slagelse den 30. og 31. august samt 1. september 2023. Udstillingen er gratis at besøg for fagfolk og er åben alle tre dage fra 9:00-16:00.
Have & Landskab er ejet og arrangeret af de fire centrale parter i den grønne branche: Danske Planteskoler, Københavns Universitet, Danske Anlægsgartnere og Maskinleverandørerne – Vej, Park & Anlæg.
På årets messe vil der være en række af faglige minikurser på Fagligt Forum, ligesom der er workshop for kommunerne om metoder til at få flere træer i byerne. Maskinleverandørerne uddeler deres Innovationspris, og der vil være Skovbrugsmesterskaber (for skov- og naturteknikerelever) og Regionsmesterskaber for struktører. Man vil også kunne opleve et stort kirkegårdstema, hvor fire landskabsarkitekt-tegnestuer har designet (og ZBC anlagt) forsøgsbeplantninger, som kirkegårdsfolket kan blive inspireret af.