www.storvorde-sejlflod.dk
November 2010-marts 2011 • 74. årgang • nr. 1
Tekst: Niels Lassen Foto: Christian H. Paulsen og Christian Roar Pedersen
eg forventer mig meget af dig. Det siger vi til hinanden. Forældrene siger det til deres barn, læreren til eleven. Det er dejlige ord, for de kan være med til at opbygge selvtillid i det enkelte menneske. Tænk, der er en anden, som forventer noget af mig! Det betyder, at jeg er værdsat, at jeg bliver regnet for noget. Holder vi op med at forvente noget af et andet menneske, så betyder det, at vi har opgivet vedkommende. Derfor er det sådan, at så længe at jeg forventer noget af et andet menneske, er der liv i relationen imellem det andet menneske og mig. Som det gælder imellem mennesker, gælder det mellem Gud og os. Det hører med til gudsforholdet, at vi forventer noget hos Gud. Det er det tiden op til jul, advents-
tiden, bl.a. handler om. Når vi er i kirke, hører vi i de forskellige adventstekster om de mange forventninger, der gennem tiden har været til Gud. De mange forventninger kan sammenfattes i forventningen om, at Gud vil sende Messias og gennem ham skabe Guds Rige. Det er den forventning, som vi hvert år hører juleaften: Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor. Første gang de ord blev fremsat, var det profeten Esajas, der udtalte dem til israelitterne, der var blevet deporteret til Babylon. Forinden havde de babylonske soldater smadret deres hjemland Israel. Templet var først blevet vanhelliget og siden jævnet med jorden.