MENIGHEDSBLADET Påske-pinse 2008 • 71. årgang • nr. 2
Den sære fest Tekst: Ove Paulsen
P
opulært kaldes den store bededag. Dens officielle navn er nu efter 1992 blot bededag. Fjerde fredag efter påske, og den blev indført 1686. Præsterne hader den dag og sørger for at få den plastret til med konfirmationer. Se bare gudstjenestelisten på bagsiden! Man hygger sig med varme hveder store bededags aften og nyder ellers bare den sære helligdag, der gør weekenden 50% længere. Dagen blev indført på foranledning af Sjællands biskop Hans Bagger. Den blev bods- og bededag, og der skulle fastes og gås i kirke fra torsdag aften til fredag aften.
Et og andet tyder nu på, snart blev mindre reSkikken med de varme hører aldeles ikke hjemfastedøgn. Og hvederne tilbage i hvert fald til Men hvedebrød var 1900-tallet en luksus, nød til højtiderne.
at dagen spekteret. hveder me i et kan spores 1850. helt op i man kun
En anden ting var, at københavnerne allerede tidligt var ude og gå på byens volde store bededags aften, som på billedet bag denne tekst. Efter sigende var det for at høre ”Sangværket”, klokkespillet i Vor Frue Kirkes tårn, installeret 1747, men ødelagt i det britiske raketangreb på byen 60 år senere. Se kirkens gamle udseende nedenfor. Men spadsereturene fortsatte i mange år efter. Der var en del løssluppenhed forbundet med disse vandringer, og byens gadedrenge hengav sig samtidig til kæmpemæssige slagsmål. Især gik det hårdt for sig mellem Københavns ”rabarber” og Frederiksbergs ”fasaner”. Bods- og bededag? Fastedag? I hvert fald ikke ret længe. Den blev fridag og smovsedag og konfirmationsdag i en ny og mere glad version af kristendommen.