Begravelsen

Begravelsen

MERETE DUE PAARUP

1

2

Begravelsen

MERETE DUE PAARUP

B eg r av el s en © Merete Due Paarup Novelleriet, 6064 Happiness 1. udgave 1. oplag 2015 Omslag/illustration/layout Merete Due Paarup ISBN 978-87-998741-0-1 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer

www.mereteduepaarup.dk

4

INDHOLD

Erling Bente Edel Henrik Anne Grethe Omar Irene Agnete Asger

5

6

7

8

Erling

Han svedte og bandede. Det var varmt på kirkegården.

Ikke en vind rørte sig. Han smøgede ærmerne op og knappede de øverste knapper op i skovmandsskjorten.

Han luntede hen til redskabsskuret og satte sig på bænken udenfor. Erling var som regel udenfor.

Det var alt for varmt til begravelser. Hvorfor helvede lagde folk sig til at dø, når der var hedebølge. Så skulle alting jo have mere vand. Han blev også selv så satans tørstig. Han kiggede rundt og trak en flaske Underberg frem fra en sprække under bænken. Præsten og Vor Herre havde forbudt alkohol på kirkegården. Men man havde vel sine metoder.

Klokken var lidt i to, og begravelsen skulle snart begynde. Erling havde ikke travlt. Kirkeklokkerne var blevet automatiseret for flere år siden og kunne programmeres til alt fra bedeslag til ringning for solopgang. Med et enkelt klik kunne præsten fjernstyre bedeslagene. Der var ikke længere brug for ham til at gøre det manuelt. Han havde ellers elsket at knokle med rebene fra klokkerne og få dem til at ringe på den helt rigtige måde. Nu lød det som en maskine. Men folk nu om dage havde jo ikke sans for det gode håndværk. Heller ikke når det gjaldt at ringe med kirkeklokker.

9

Han sukkede dybt, rejste sig og gik ind i redskabsrummet. Hans redskabsrum. Hans stolthed. Alle arbejdsredskaberne hang pænt på pladserne på rad og række. Slidt efter års knoklen for Vor Herre, skønt han ikke troede en skid på Gud. Det eneste han troede på var fagforeningen. Erling havde altid været aktiv fagforeningsmand.

Rettigheder var noget man skulle kæmpe for og ikke noget man skulle bede for. Amen. Arbejdstider, pauser, afspadsering og rettigheder til nyeste maskiner til at lette arbejdet og ergonomisk korrekt værktøj.

For Erling var den hellige Treenighed: Faderen, Lønnen og Fagforeningen. Og Faderen var ikke Gud. Det var Louis Pio, der for mange herrens år siden startede de organiserede fagforeninger i Danmark og var glødende socialist. Erling mente ikke, kirken var noget, man skulle tro på. Det var noget man arbejdede for. Eller imod.

Han havde taget sine kampe med det der satans stædige Menighedsråd. De ville ofte hellere bruge pengene på andre ting end vigtige maskiner og redskaber til kirkegården. Men trusler om fagforeningen, et par artikler til lokalavisen om dårlig behandling af ansatte og en sygemelding med dårlig ryg hjalp jo altid investeringerne lidt på vej. I betragtning af kirkegårdens størrelse og det begrænsede antal begravelser i sognet var Erlings redskabsskur forholdsvis veludrustet. Man havde vel sine metoder.

Han kiggede tilfreds rundt. Han havde udstyret i orden til at holde kirkegården oppe på en vis standard. Og den standard satte Erling. Men man skulle jo for helvede heller ikke overdrive. En grav var en grav. En hæk var en

10

hæk. Et gærde skulle jo kun males hvert 3.-5. år. Det blev det så hvert 5. år. Der var jo ingen grund til at kravle over, hvor gærdet var højest. Det gjorde Erling aldrig.

Han strøg den grove hånd hen over frontskærmen på minigraveren. Hans minigraver. Den var orange og havde de nyeste funktioner for sin kategori. Han havde fundet den på den årlige messe for materiel og maskiner.

Den havde udskydelig undervogn, ergonomisk joystick, minimal vedligehold og gode motorkræfter. Kabine med gode adgangsforhold og rigelig plads. Man havde vel fortjent ordentlige arbejdsforhold, mente Erling.

Han åbnede det lille rum bag det ergonomiske sæde. En Underberg. Han havde faste rutiner i løbet af ugen. Mandag var helligdag for kirken. Da havde præsten fri, og der kom stort set aldrig andre end Erling på kirkegården.

Her kunne han fylde sine depoter op i fred og ro. Så var hans rationer klar til resten af ugen. Der skulle jo alligevel noget til at holde arbejdet ud på sådan en Helvedes forgård, som han kaldte kirkegården.

Han klappede på det store nøglebundt fra bæltet. Han havde nøgler til alt. Så havde man styr på tingene. Ingen kom og rodede og snagede i, hvad han lavede. Man kunne vel som minimum kræve lidt arbejdsro. Der kunne være et rend af alle mulige her på kirkegården. Men han fik som regel hurtigt de fleste til at fordufte igen. Hans bryske facon og stirrende blik sikrede, at de fleste ikke opholdt sig her længere end nødvendigt. Så var det lettere med de døde. Dem var der sgu ingen bøvl med.

11

Han låste døren op til det store stålskab bagest i rummet. Maling, bøtter og kemikalier stod i velorganiserede grupper efter funktion med tydelig mærkning på hvad det skulle bruges til. Der måtte være orden på sagerne.

På nederste hylde stod en række dunke uden label. Det havde han møjsommeligt hældt over fra original emballagerne. Ukrudtsmiddel. Han hadede ukrudt, men kirkegården skulle jo se præsentabel ud. Til helvede med Menigshedsrådets økologiske projekt “Grøn kirkegård.”

Han vrængede ansigtet. Det var jo for fanden ikke dem, der skulle luge lortet. De døde tog jo ikke skade af hverken Roundup eller nogle af de andre ukrudtsmidler ,han havde købt i Tyskland - de var jo for helvede døde.

Naturligvis havde Sognet fået det grønne stempel. Den slags kan ordnes. Erling havde sine metoder.

Han listede hånden ind bag dunken med terpentin. En Underberg. Det var også en slags ukrudtsmiddel, tænkte han smilende, da han drak den. Han havde haft lidt bøvl med maven på det sidste. Det kunne Underberg gøre underværker med. Han slog en ordentlig skid, låste døren til stålskabet og luntede ud på lokummet bag skuret.

Menighedsrådet ville gerne have et offentligt toilet på kirkegården. Men Erling havde sørget for, at de ikke var i tvivl om medarbejdernes ukrænkelige ret til eget toilet. Et par skrivelser fra fagforeningen med udskrift fra et par retsager på området gjorde valget lettere for dem. Så nu var det hans private lokum. Andre måtte gå over i sognegården, hvis de blev trængende. Han satte sig godt tilrette med dagens avis. Arbejderen. Han plejede at skide lige så længe, som det tog at læse avisen. Man havde vel for helvede ret til at holde sig orienteret og ret til at skide i fred.

12

Han havde det bedst, når han arbejdede i fred. Ikke fordi det ikke var rart at få andre til at gøre arbejdet. Men det ødelagde hans rutiner, at andre skulle rode rundt i hans ting og bruge hans værktøj. En gang imellem blev han påtvunget en nyttejobber eller lignende fra kommunen.

Han havde mange forskellige arbejdsopgaver til dem, som passede præcis til deres kompetencer og skavanker. Gravearbejde til dem med rygproblemer. Lugning til dem med dårlige knæ. Malearbejde til dem med allergi.

Ham, der havde haft psykiske problemer, holdt også kun et par dage, da han ikke tålte tonen på jobbet. Skravl og skruebrækkere, der underminerede ordentlige folks arbejde. Det måtte man forsvare sig imod. Det gjorde han så.

Kirkeklokken gik i gang med bedeslagene. Begravelsen var ved at være slut. Erling så frem til, at der igen åndede fred og ro på kirkegården. Han havde haft travlt i dag og så frem til en velfortjent middagslur på madrassen i skuret. Det havde man vel ret til efter alle de år som lønslave af Herrens nåde.

På gravstenen ved siden af skuret var der indgraveret “Hvil i fred”. Det var præcis hvad han trængte til.

13

14

15

Bente

Hun sad bagest i kirken inderst på bænken. Diskret.

Egentlig burde hun slet ikke være her. Dette var bare én af de mange kommunale begravelser. Flere og flere døde uden, at man kunne finde nogen pårørende. Det var egentlig rystende, tænkte hun. At dø alene uden nogen til at tage sig af alt det praktiske. Bente kunne godt lide praktiske ting. Hun var effektiv. Det var nok også grunden til, at hun var blevet sat på opgaven. Reduktion af begravelseskontoen i kommunen. Der skulle jo spares alle steder, og folk holdt jo ikke op med at dø.

De kommunale begravelser havde været i voldsom vækst.

I de senere år havde kommunen begravet godt hver 13. borger, og den demografiske profil viste, at der blev flere og flere ældre. En tikkende bombe under de kommunale budgetter. Hun sukkede. Dét kunne da for alvor betegnes ældrebyrden.

Bente var leankonsulent i kommunens effektiviseringsafdeling. Hun arbejdede systematisk med at samle information sammen om begravelser, så hun kunne skrive et ordentligt udbudsmateriale. Hun havde overskriften klar: “En ordentlig og redelig bisættelse af afdøde personer.”

Udvælgelseskriterie: Laveste pris.

17

Nu skulle hun på kommunens vegne definere standarden for ordentlig og redelig. Sagsnummer 12569-98.

Bente kiggede diskret rundt.

Bedemændene troede, at de kunne sætte prisen, som de ville. Men det skulle hun nok få sat en stopper for. Det var jo borgernes penge, og hendes afdeling var kendt for at skabe resultater. Det havde hun bevist gang på gang.

Fra ældrepleje til byggesagsbehandling. Fra vedligehold af grønne arealer til specialtransport for handicappede.

Nu var turen kommet til begravelser.

Hun havde allerede kortlagt de første åbenlyse indsatsområder. Hun skulle have en snak med chefen for hjemmeplejen. Deres nuværende procedure med at opfordre de ældre til at skrive deres sidste vilje kostede kommunen kassen. Standardproceduren for kommunale begravelser var at køre den døde direkte på krematoriet og en diskret urnenedsættelse på de ukendtes grav - og sådan burde de alle være. Den sidste borgerservice. Hun fandt notesbogen frem fra tasken og noterede: “Krematorium” efterfulgt af et spørgsmålstegn. Gad vide om der ikke var potentiale i en fællesindkøbsaftale med krematorierne. Det måtte hun huske at spørge sine kolleger fra nabokommunerne om. Måske var der allerede SKI-aftale med dem. Det måtte tjekkes. Der var mange penge at spare ved at købe stort ind.

Gad vide om der egentlig var regler for, at det skulle være på krematorier? Hun vidste, at der manglede affald på kommunens forbrændingsanlæg - måske var der en winwin sag her. Mange borgere var jo også ret overvægtige.

Det gav hurtig nogle tons om året. Hun noterede: “Fjernvarme - mulighed tjekkes!”

18

En billig standardbegravelse kunne gøres for omkring 7.000 kr. Hun havde undersøgt prisen hos Kommunernes Landforening og krydstjekket med Dansk Bedemandsforening. Ifølge udskrifterne fra kommunens økonomiafdeling svingede prisen fra 11.000 til helt op til 20.000 kr. Det var dyrt, når folk blev opfordret til at udfylde “min sidste vilje”. Så kunne det lige pludselig ikke blive fint nok. Hvad i alverden skulle folk med et gravsted, når der alligvel ikke var nogen pårørende, der ville kendes ved dem? Det måtte der sættes en stopper for - der var grænser for borgerservicen her i kommunen.

Hun lod blikket glide diskret rundt i kirken. Det var da vist ikke kun hos kommunen, der var penge at spare. En præst, en organist, en kirkesanger og graveren ude på kirkegården. De var nok ikke de højest lønnede - men alligvel. Der gik alligvel mange ressourcer til på sådan en begravelse. Kirkeskatten var jo også borgernes penge.

Når man lagde kisten og blomsterne oven i, så løb det hurtigt op. De blev selvfølgelig købt hos lokale virksomheder, der betalte skat tilbage til kommunen. Men mon ikke de klarede sig fint uden et kommunalt begravelsestilskud. Konkurrenceudsættelse var vejen frem.

Orglet gik i gang. Hun lyttede, mens hun funderede over, hvad sådan et orgel egentlig kostede. Bente havde ikke forstand på musik. Men det lød noget falsk. Det kostede garanteret det blege at få stemt sådan et orgel. Mon ikke også det kunne automatiseres - det var vel de samme salmer, man spillede igen og igen. Digitalisering burde også kunne gøre en forskel her. Der var vel en organist i alle kirkerne, og orgelpiberne var lavet af metal. Metalprisen på genbrug var tårnhøj. Det var på tide, at nogen

19

fik øje på de åbenlyse besparelsesmuligheder. Hvis det ikke var for ansvarlige embedsfolk som hende, så ville pengene fosse jo ud af både stats- og kommunekassen.

Hun kiggede rundt. Hvad mon det kostede at holde sådan en gammel kirke kørende. De store messinglysekroner i loftet. Hun talte. 32 pærer til én lysekrone. Det blev alligvel til en del. Fire store lysekroner i loftet plus alle de mindre rundt på væggene. Gad vide om de brugte LED-pærer. Hun kunne huske, at de havde sparet flere hundrede tusinde kroner ved at skifte pærerne ud på Rådhuset. Det sparede både strøm, og så holdt de længere. Så selvom de var dyrere i indkøb, så var de hurtigt tjent ind.

Hun noterede, at vinduerne var enkeltlagsglas, og at der var varme i radiatorerne under bænkene. Teleslyngesystem som garanteret havde kostet en formue - som om det fik folk til at høre efter, hvad præsten prædikede? Der var ikke noget at sige til, at kirkeskatten var høj. Hun var heldigvis ikke medlem af folkekirken længere. Det havde hun sparet væk for længe siden.

Det var efter Oles begravelse. Han døde pludseligt af hjertestop for fire år siden. Hun stod tilbage med alt det praktiske. Så hun vidste udemærket, hvor meget der skulle ordnes. Bente var god til at ordne. Men hun var også forarget over alle, dem der levede godt på andres sorg og ulykke. Hun havde taget tilbud hjem fra tre forskellige bedemænd, før hun havde valgt. Det var der nok ikke mange, der tænkte på. Men der havde været ret mange penge at spare. Hun havde også konstateret, at der var stor forskel på prisen på begravelse og bisættelse.

20

Ole fik en bisættelse - i baghaven.

Bente havde ordnet alt det praktiske omkring begravelsen selv. Bedemanden havde ellers pralet med aftaler med alt fra den lokale blomsterbinder til kroen. Men han fik garanteret også provision. Hun havde selv sørget for smørrebrød fra slagteren i Superbrugsen. Her kunne hun også levere overskydende øl og vand tilbage. Der var jo ingen grund til at have for meget stående. Kaffen og småkagerne var fra Netto.

Præsten rundede af og orglet gav et ordentlig drøn lige bag hende, så hun fór sammen. Hun kiggede på uret.

23 minutter havde det taget.

Det skrev hun ind i notesbogen.

21

22

23

24

Edel

Der var endnu en halv time til begravelsen skulle begynde.

Men hun var klar. Noderne var sirligt opstillede i den rigtige rækkefølge på den lille rillede hylde over tangenterne på orglet. Hvert ark var for en sikkerheds skyld nummereret i højre hjørne, så hun let kunne bladre frem til den rigtige salme. Edel havde det bedst, når der var orden på tingene.

En begravelse var en alvorlig sag. Edel tog altid sit arbejde alvorligt. Havde nøje udvalgt et præludium af Bach.

En orgelkoral i mol. Tilpas alvorspræget, lødig og passende til en begravelse. Det var de færreste pårørende, der havde en holdning til præludiet. Heldigvis. Der var efterhånden så meget kommercielt ligegyldigt musik til begravelser. Hun vidste ikke noget værre end at blive tvunget til at fortolke et eller andet populærmusik.

Det var en skamplet på både kirken og orgelmusikken.

Johann Sebastian Bach vidste man, hvor man havde. Han blev ikke kaldt den 5. evangelist uden grund.

Præsten var kommet. Han sad med hovedet tilbage og havde lukkede øjne på en stol ved siden af altret. Kirkesangenen var endnu ikke kommet. Magen til sjuskedorte skulle man nu også lede længe efter. Det havde hun også 25

påpeget flere gange. Både overfor præsten og for formanden af meninghedsrådet. Hun kom altid lige i sidste øjeblik. Havde en frygtelig spraglet tøjsmag. Synge kunne hun heller ikke.

Edel sad klar med rank ryg på den polstrede bænk og lavede små strækøvelser med fingrene. Børstede et fnug af ærmet på blazeren. Rettede på en hårnål i nakken, der holdt den stramme knold på plads. Skubbede læsebrillen længere op på næsen. Hun var klar.

Hun boede for enden af en villavej i fuglekvarteret. En ældre villa. Hun havde altid boet der. Arvede huset efter sin far og flyttede dengang fra ungpigeværelset på 1. salen ned i stueetagen. Hun var 57, da han døde. Hun overvejede dengang at leje førstesalen ud. Men man vidste jo aldrig, hvad det var for afskum af lejere, man kunne risikere, og de var jo aldrig til at slippe af med igen. Så det var hurtigt skrinlagt.

Hun havde det også bedst med at passe sig selv. Passe den lille have med fintklippede buskbom og perfekte rosenbede. Hun havde 34 forskellige slags roser i haven. Hver rose havde sit eget lille bed. De blomstrede hele sommeren. Når man vidste, hvordan man skulle beskære roserne og hvornår, det var bedst at klippe dem, så blomstrede de meget og længe. Hun elskede sine roser.

Den store kærlighed havde hun til gengæld aldrig fundet. Der havde aldrig rigtig været en anledning. Men hun havde det nu også bedst, når hun var sig selv og havde styr på tingene.

26

Præludiet var ved at være til ende. Hun holdt de sidste toner lidt demonstrativt længe. Her var det hende, der bestemte. Sådan var det.

Kirkesangeren havde sneget sig ind på plads, mens præludiet blev spillet. Nu stod hun og rodede i sin taske efter salmebogen. Det skramlede. Edel snerpede munden sammen. Havde hun da slet ingen pli eller situationsfornemmelse. Tasken lignede endnu en af katastoferne fra genbrugsbutikken, ligesom det tøj hun havde på. Hun lignede nærmest en omvandrende genbrugsbutik.

De havde flere gange forsøgt, at få Edel til at blive frivillig i genbrugsbutikken. “Det er da lige noget for dig, Edel, og du har da god tid, efter du er gået på pension - og med dit kendskab til bøger fra biblioteket, så kunne du stå for afdelingen for bøger”.

Hun skulle ikke nyde noget. Gamle bøger. Gudfaderbevares. Hun havde arbejdet på biblioteket hele sit arbejdsliv. Så hun elskede bøger. Især at stille dem på plads i sirlige rækker i alfabetisk orden. Elskede at være den, man skulle spørge. Det var hende, der vidste om bogen var udlånt, eller om forfatteren havde skrevet andre bøger. Hun kendte alle bøgerne på biblioteket. Vidste hvilke de havde flere eksemplarer af, hvilke der havde fået kaffepletter, manglede en side eller havde bulede hjørner.

Folk havde ikke respekt for andres ejendom og troede at de kunne behandle ting lige som det passede dem. Det havde hun heller ikke været bleg for at fortælle, når der kom en synder og afleverede en bog. Hun havde endda ofte givet ekstra bøder. Man må tage sin straf. Sådan var det.

27

Præsten rømmede sig og gjorde klar til hilsen. Herren være med Jer. Hun blev flov. Her sad hun bare og lod tankene glide, mens hun var på arbejde. Hun mærkede rødmen helt ned på halsen og rettede ryggen. Bladrede i noderne og gjorde klar til første salme.

Hun satte fingrene på tangenterne og satte igang. Forte eller kraftigt, som det betød i musiksproget. Orglet brusede og fyldte kirkerummet. Kirkesangeren skrålede med af fuld hals. Hun havde svært ved at nå op på de højeste toner. Men sådan var musikken skrevet. Godt nok var der kommet revideringer af Koralbogen i 1979, hvor nogle af salmerne var sat ned i et dybere leje. Men herregud, folk kendte jo alligevel ikke salmerne. Og de kunne jo også bare ansætte en ordentlig kirkesanger.

Det havde hun også adskillige gange beklaget sig over til menighedsrådet og til organisternes årssamling. En skændsel. Hun skruede ekstra op for lydstyrken, så hun kunne overdøve kirkesangerens ynkelige stemme. Meget kraftig. Fortissimo.

Præsten læste op af bibelteksten og sluttede af med: “Lad os alle bede.” Edel sad med rank ryg, lukkede øjne og foldede hænderne. Hun kendte alle ritualer og tekster. Hendes far havde været organist i kirken i hele sit liv. Hun havde som barn siddet på bageste række ved orglet til næsten samtlige gudstjenester. Med rank ryg, nystrøjet kjole med håret i vandkæmmede, stramme fletninger.

Faderen holdt strengt øje med hende. Hørte hende i både bibeltekster og komponisternes værker under søndagsmiddagen. Han tog tingene seriøst. Det gjorde Edel også.

Hun bladrede lydløst i papirerne, så næste salme var klar. Kirkesangeren havde ikke engang fundet frem til 28

næste salme, kunne hun se. Hun stemte i og lavede kun et meget kort forspil. Kirkesangeren vågnede op bladrede hektisk efter salmen og fandt den, da Edel var halvvejs inde i første vers. Edel var ikke typen, der udstillede andres manglende talent. Men et kort forspil passede bare bedst til netop denne salme. Sådan var det.

Der var heldigvis ingen børn i kirken i dag. Det var der sjældent til begravelser. Gud ske tak og lov for det. Mange af naboerne i fuglekvarteret var unge familier med børn.

De legede på vejen og mødtes til vejfester, grillaftner og Sankt Hans. Men det var ikke noget for Edel. Børn var irriterende, når de larmede på vejen med cykler med ringeklokker, eller når de sparkede bolde ind i hendes have. Hun ville have ro. Det måtte naboerne respektere.

Det havde hun også markeret flere gange. Både direkte til formanden for grundejerforeningen og indirekte, når hun punkterede børnenes bolde med sin beskærersaks.

Respekt. Det var da det mindste man kunne forvente.

Deres haver kunne de heller ikke holde ordentligt.

Præsten var ved at runde af. “Af jord er du kommet.”

Han skramlede med den lille skovl, da han symbolsk hældte jord på kisten. Hun rynkede panden og rettede igen på en af hårnålene. Gad vide om han igen havde fået en snaps for meget til frokosten. Han var blevet lidt for folkelig her på sine gamle dage. En præst skulle ikke lefle for menigheden. Hvis meningheden ikke vil komme til kirken, så måtte de dø i synden. Hun afskyede hans seneste tiltag med spaghettigudstjenester for familier. Hun fnøs.

Spaghettigudstjeneste. “Af jord skal du igen opstå.” Hun trak vejret dybt, rankede ryggen og satte igang med den sidste salme.

29

Altid frejdig, når du går. Den var smuk. En af hendes yndingssalmer af komponisten Weyse. Hun lukkede øjnene, trak vejret dybt ind og spillede. Den skulle spilles stille og andægtigt. Pianissimo. Det var det sidste farvel.

Det skurrede i ørerne, hvordan kirkesangerens skingre stemme ødelagde værket. Den irriterende pibende stemme holdt tonen efter hver linje alt for længe. Det skulle hun alligvel ikke komme afsted med. Edel holdt tonerne endnu længere og sænkede tempoet, så det tog pusten fra stemmen. Orglet vandt. Hun himlede med øjnene og snerpede munden sammen.

Endelig blev det tid til postludiet. Det var hendes højdepunkt. En manifestation af, at orglet var kirkens hjerte.

Det var de toner, der rundede gudstjenesten af. Det var orglets toner, der var det brusende blod i kirken. Her kunne hun oftest vælge det, der passede hende. Ingen kirkesanger til at maltraktere værket. Hun havde nøje udvalgt et værk af Bach. En smuk 1. sats fra hans Trio Sonate i Es-dur. Hun satte hænderne på tangenterne og fødderne på plads på pedalerne. Hun slog tonerne an.

Orglets piber sendte lydbølger ud, som hvirvlede som en brusende tsunami op under kirkens hvælvninger og smeltede sammen med de farvestrålende kalkmalerier.

Hun var ligeglad med, at andre syntes, at hendes postludier var for lange. Det havde både præsten og formanden for menighedsrådet forsøgt at påpege ved adskillige lejligheder. Et værk havde nu en gang den længde, komponisten havde skabt det til at have. Det ville være en skændsel at gøre det kortere. Det måtte selv musikalske analfabeter jo da kunne forstå. Sådan var det.

30

Kirkesangeren stod modløs og stirrede ud i luften med armene ned langs siden. Præsten havde sat sig med foldede hænder og diskret trillende tommelfingre.

Menigheden begyndte at sidde uroligt på bænkene.

Orglet havde magten. Musikken det sidste ord. Den overvandt alt. Selv døden. Selv en falsk kirkesanger.

Hun flettede slutningen af værket sammen med den sidste salme.

Kæmp for alt, hvad du har kært; dø, om så det gælder, da er livet ej så svært, døden ikke heller.

Hun lod tonerne dø langsomt ud.

31

32

33

34

Henrik

Det kølige kontor havde aircondition. Han løsnede slipset og lænede sig veltilpas tilbage i skrivebordsstolen - sort læder fra Paustian. Han havde netop modtaget endnu en ordre. Tilfreds gik han hen til espressomaskinen og tastede sig en velfortjent espresso. Kontoret var på førstesalen over begravelsesforretningen, der lå på en af de bedste lokationer i byen.

Det gik godt med forretningen. Begravelser gav godt, og han havde ingen skrupler over at leve af folks sorg og følelser. En sidste hilsen skulle man ikke gå på kompromis med.

Han begyndte at indtaste ordren i systemet. Det virkede altid mere personligt og vedkommende, at han skrev notater i hånden, når han havde møde med kunder og klienter, pårørende og døende. Så han brugte sin Moleskin notesbog i sort læder med cremefarvede sider, diskrete linjer og en dyr fyldepen. Folk vil gerne have kvalitet.

Jo højere kvalitet han signalerede, jo mere kvalitet købte kunderne og dermed også større ordrer. Det havde han erfaret gennem de sidste 10 år, han havde drevet bedemandsforretning. “Hemmingsen og Søn - since 1857” stod der på hans visitkort med klassisk skrift på papir 35

med svagt vandmærke. Det var ikke fordi, forretningen var familiedrevet eller havde gået i arv. Den havde heller ikke eksisteret så længe. Men det var der ingen, der kunne huske længere. Navnet havde han skabt sammen med en af sine reklamevenner en sen aften over en dyr whisky. Folket vil bedrages - og begraves, som han plejede at sige til vennerne.

Henrik var velklædt. Altid i skræddersyet jakkesæt, pæne skjorter i den dyre ende og diskrete slips. Begravelser skulle man tage seriøst, og de pårørende skulle tages seriøst. Det kunne nogen gange være svært, når de hylede over en afdød moster eller brød sammen for næsen af ham. Men det var længe siden. Han havde lært spillet.

Ansigtet i de rigtige alvorlige folder, øjenkontakt i passende mængder og et forstående kropssprog. Det handlede om tillid og tryghed.

Udefra så forretningen ikke særlig prangende ud. Den var holdt i enkel stil helt i hvidt med en enkel klassisk urne i vinduet med en due i porcelæn og diskrete lamelgardiner, der skærmede af for butikken. De pårørende længtes efter fred i sindet, og det skulle de mærke allerede før de kom ind. Logoet var udskåret i metalbogstaver over vinduet med diskret lys om aftenen. Han vidste fra markedsundersøgelser, at det var vigtigt at være positioneret i folks bevidsthed, så når de skulle bruge en bedemand, så var han den første, de kunne huske. Uhjulpet kendskab hed det i markedsundersøgelserne. Henrik kendte mange - og de rigtige.

Han netværkede i Golfklubben, Rotary, Erhvervsrådet, Marinaen, Jagtlogen og var også aktiv i Tennisklubben.

36

Det var vigtigt med synlighed og et stort netværk i de rigtige kredse. Folks indkomst i livet hang oftest sammen med størrelsen af deres begravelse. Heldigvis slap han for tiggerier om sponsorkroner til ligegyldige bannere til den lokale sportsklub og dødsyge annoncer til Golfbladet. De færreste havde lyst til at have et banner fra bedemanden hængende over håndboldmålet eller en annonce for begravelser ved siden af en artikel om hole in one. Det passede ham glimrende.

Henrik tog en runde i forretningen for at tjekke at alt var i orden. Indretningen var diskret og enkel. En skranke holdt i sort træ med et par store vaser med liljer. Altid friske liljer. Han havde lavet en aftale med den lokale florist om at få nye blomster leveret gratis hver mandag hvis han henviste kunderne til dem - han fik endda provision.

Det var næsten for let. Det var den eneste blomsterhandler i byen.

På hver side af skranken var der en dør til et mødelokale.

Han havde to forskellige. Han gik ind i det til højre for skranken, “det hyggelige” som han kaldte det. Det udstrålede varme og hjemlig hygge med blødt tæppe på gulvet, væggene malet i en lys varm sandfarve, polstrede sofaer i chokoladebrunt læder, enkelte puder, matchende læne-stole og sofabord i mørkt træ. Han havde nøje udvalgt et stort maleri med abstrakt kunst på væggen i varme brændte jordfarver. Det fik kunderne til at slappe af.

Han gik videre til det andet. Det var mere efter hans smag. Det var indrettet med kølige farver og var “made for business”. Et gråt diskret linoleumsgulv og en lys kølig

37

grå farve på væggene. Rummet var indrettet med et klassisk mødebord med bordplade i skifer, 7’er stole i sort læder, en enkel pendel over bordet og et abstrakt billede af samme kunstner, men her i blågrålige toner.

Man skulle kende sine kunder. Henrik var god til at aflæse typen, når de kom ind. Var det omsorgstypen eller den rationelle type. Han valgte nøje hvilket lokale, der var bedst egnet til at skabe tryghed og tillid for netop dén kunde. Det var vigtigt med tryghed og tillid.

Henrik havde installeret surround sound anlæg i lokalerne, så han med et enkelt tryk på panelet under skranken kunne sætte musik på. Lavt og diskret. Han vidste fra forskning i forbrugeradfærd i supermarkeder, at musik var en effektiv metode til at skabe stemning og købelyst. Langsom lettere sørgmodig klassisk musik eller blød loungemusik var det, der virkede bedst, havde han erfaret.

Han havde særlige instrumentalnumre af “Knocking on heavens door”, “Candle in the wind” og “Om lidt blir her stille”. Han vidste præcis hvilke målgrupper, der skulle have hvilke numre på repeat. Det interessante var, at kunderne ikke engang opdagede det. Det gik direkte ind i underbevidstheden - og pengepungen.

Når Henrik startede et møde var det vigtigt at skabe tillid og tryghed. Han havde derfor investeret i en stor diskret lydsvag kaffemaskine, der kunne lave alt fra cafe latte varianter og urtete til varm cacao og en klassisk sort kaffe. De blev serveret i moderne hvide keramikkopper fra Kähler, klassisk kaffestel med mussel eller de billige enkle fra Ikea. Alt efter kunden. Det var altid kunden, der var i centrum hos Henrik.

38

I møderummene var der en diskret skabsvæg uden greb.

Men med et enkelt push kunne Henrik åbenbare alt fra kataloger og materialeprøver på kister og urner, forskellige granitprøver på gravsten og tilbehør fra formstøbte metalbogstaver, prøver på sandblæste bogstaver og duer i forskellige størrelser og former. Der var også et skab med en tyk læderindbundet fotobog med båredekorationer, -buketter, kranse og tilhørende prøver på bånd med forskellige farver. Hæfter med ceremonier og gode råd om valg af salmer og pakkeløsninger med vedligehold af gravsteder. Intet var overladt til tilfældighederne.

Han havde fået specialdesignet skabet hos et køkkenfirma og havde også fundet inspiration i deres måde at sælge køkkener på. Først lade kunden forelske sig i en stil og en stemning. Dernæst skulle de foretage en lang række valg af detaljer, der matchede deres drømmekøkken. Til sidst prisen. Det var altid svært at skære i ens drømme. Og man blev jo også kun begravet én gang i livet, som Henrik ofte sagde. Køkkener kunne man jo altid skifte ud.

Han satte sig for at skrive fakturaen til dagens begravelse. En mindre en af slagsen. Det var en person uden pårørende, så det var kommunen, der stod for begravelsen. Det var en fin ordning. Ikke så meget bøvl med pårørende. Han gik slavisk frem efter listen. Standard kiste og/eller urne. Standardprocedurer med bestilling af tid til ligbrænding og afhentning. Småt brændbart som han kaldte den slags. Standardprocedurer for bestilling af plads på kirkegården/ukendtes grav. Sådan var det i hvert fald, hvis han ikke havde nået at få en finger med i spillet før døden.

39

Henrik ville gerne have en finger med i spillet - og helst før døden. Derfor var han begyndt at hænge plakater op og uddele små hæfter med “Min sidste vilje”, hvor man blev opfordret til at planlægge sin egen begravelse. Gør dine pårørende en tjeneste for livet, som der stod i folderen. En enkel tjekliste med alle de ting, man skulle huske at tage stilling til og en opfordring til at komme til et uforpligtende møde hos ham. For at få styr på det inden det var for sent.

Det var de bedste møder. Ingen pårørende med ønsker, der strittede i alle retninger og med sorg, der kunne bryde frem når som helst i form af utrøstelig gråd, vrede, kampe om størrelsen af begravelsen eller farven på kisten. Det kunne være et helvede. Et møde med en levende, der ønskede at planlægge sin begravelse og endda betale forud. Det var noget, der virkede. Folk sparede ofte ikke på noget, når det gjaldt dem selv. Man skulle bare stille de rigtige spørgsmål og sætte døden i perspektiv. Husk det er dit sidste farvel til dine elskede. Det er en måde at hjælpe dem gennem sorgen. Et minde for livet.

“Min sidste vilje”-skemaet gjorde også en afgørende forskel, når det gjaldt de kommunale begravelser. Han sikrede, at de varme hænder i hjemmeplejen og personalet på plejehjemmet vidste, at de fandtes - og han havde endda holdt gå-hjem-kurser for dem for at hjælpe dem med at sikre, at flere døende fik udfyldt skemaet. Det er den allersidste borgerservice, forklarede han. Vi kan ikke være andet bekendt som velfærdssamfund. De varme hænder nikkede.

40

Min sidste vilje gjorde en stor forskel på mange tusinde kroner i ordrebogen. En standardbegravelse kostede 7.000 kr - men når den sidste vilje satte sig igennem, så kunne det let løbe op i 15-20.000 kr. Det havde kommunen desværre også fået øje på. Udgifterne til de kommunale begravelser var vokset betydeligt de sidste par år.

“Min sidste vilje”-kampagnen havde virket. Han havde hørt rygter om, at de ville sende de kommunale begravelser i udbud. Heldigvis var han personlig ven med kommunaldirektøren og gik på jagt med borgmesteren. Så han var ikke nervøs. Med de rigtige formuleringer i udbudsmaterialet ville den ligge lige til højrebenet for ham.

Og han skulle nok hjælpe dem med at sikre, at udbudsmaterialet var i orden. Han var altid én man kunne regne med.

Han pakkede sammen. Tog et tjek i spejlet på vejen ud.

Strammede slipset, kørte en hånd gennem håret og lagde ansigtet i de rette folder. Tid til endnu en begravelse. Han gik ned til den sorte nyvaskede specialindrettede Mercedes rustvogn. Han brød sig ikke om ordet rustvogn. Han foretrak dødskaravanen eller dødskørsel, når han var med vennerne. Han tændte aircondition og musikken med den pompøse “Time to Say Goodbye” med Andrea Bocelli og Sarah Brightman. Det satte ham altid i den rette stemning.

Det var vigtigt. Når man kom lige fra golfbanen eller en munter frokost, så skulle man lige have kroppen og hovedet tunet ind på begravelse, inden man kom i kirken.

Men man kunne jo ikke gå og ligne en bedemand hele tiden.

Han parkerede på den særlige parkeringsplads bag kirken. Han havde ordnet alt tidligt i morges. Han låste

41

bilen, satte mobilen på lydløs og rettede igen lidt på jakkesættet. Gik med korrekte rolige afmålte skridt op ad kirkestien og ind i kirken. Han tjekkede, at alt var, som det skulle være og satte sig diskret ved udgangen. Symbolsk lige ved siden af den forgyldte kirkebøsse. Den enes død, den andens brød. Han var klar til endnu en sidste hilsen.

Just another day at the office.

42

43

44

45

46

Anne Grethe

Hun halsede afsted med korte hurtige skridt op af kirkestien. De permanentede krøller hoppede op og ned og kom i lettere uorden. Snørebåndet var gået op på den højre sko. Det måtte hun lade være nu. Hun var sent på den. Igen. Hun hadede, når hun kom for sent. Hun hadede, når organisten så anklagende og nedladende på hende over kanten af læsebrillerne. Heldigvis var det bare en begravelse, og så vidt hun vidste, var der kun ganske få pårørende. Hvis nogen overhovedet.

Kirkeklokken ringede det sidste slag, da hun nåede trappen. Hun tog en dyb indånding. Rettede lidt på sløjfen, der var bundet om halsen på den storblomstrede skjorte.

Måske lidt for farvestrålende til en begravelse. Måske lidt for stram til hendes lidt for buttede krop. Måske også lidt for varm til en sommerdag og til hendes hektiske slutspurt. Den klæbede uklædeligt og nådesløst til mormorarmene og bulerne på maven.

Hun tog langsomt i det store messinghåndtag til kirkedøren og lod den forsigtig glide op. Hun åbnede den kun lidt. Den knirkede. Hun kendte den og vidste, at den knirkende lyd blev højere, jo mere hun åbnede døren. Hun trak maven ind, holdt vejret og møvrede sig 47

sidelæns ind ad døren. Hun prustede og forsøgte at få åndedraget til at falde ned fra hæsblæsende til tålelig.

Hun var i dårlig form, måtte hun indrømme. Hvis hun var i en form, var det nok mest kageform. Anne Grethe havde en skrækkelig lav forbrænding - og en skrækkelig trang til kager og søde sager.

Døren mellem våbenhuset og kirken stod på klem.

Hun forsøgte at lukke den tunge yderdør så lydløst som muligt ved at holde håndtaget nede, mens hun langsomt lod den tunge dør glide i. I stilheden fra kirken lød det nærmest rungende, da hun slap håndtaget. Præludiet gik igang og fyldte kirken med en overdøvende pibende larm. Hun hadede at komme for sent. Det var pinligt at skulle gå ind i kirken, og alle kiggede på hende. Hendes i forvejen røde kinder blussede bare ved tanken.

Hun listede sig ind. Kiggede forsigtigt op gennem kirken. Præsten stod med ryggen til ved alteret. Der sad kun et par enkelte pårørende eller nysgerrige spredt rundt i kirken. Kisten stod ensomt midt på gulvet. Der var kun en enkelt buket oven på den. Gad vide hvem det var.

Anne Grethe var altid lidt nysgerrig på, hvad der skete i sognet. Mon det var nogen hun kendte, så hun kunne fortælle om det i strikkeklubben.

Hun gik med snigende skridt ned til orglet bagest i kirken. Hun var lige ved snuble i snørebåndet. Organisten sad klar med rank ryg og klimprede løs på orglet.

Hun kunne mærke køligheden stråle ud fra ryggen. Hun krympede sig.

Orglet blev endelig tavs. Hun ledte efter salmebogen i sin store taske. Den var fra menighedens genbrugsbutik.

48

Anne Grethe havde altid meget med i tasken og salmebogen havde vist forputtet sig under posen med maltbolcher, familiejournalen, strikketøjet, en pakke kiks, et par lommetørklæder, en krøllet seddel med en opskrift på småkager, en metaldåse med piller...

Dér var den. Hun fiskede den op. Børstede den let af og fjernede det halvsmeltede bolche, der sad fast i venstre hjørne på bagsiden. Hun rømmede sig højlydt og var ved at være klar.

Anne Grethe var aktiv ildsjæl og blæksprutte i menighedens genbrugsbutik på Hovedgaden. GenbrugsBiksen. En klassisk genbrugsbutik med alt godt og brugt i meget store mængder. Hun var ansvarlig for tøj, sko og tasker. Hun sørgede for at pakke tøjet ud og sortere det.

Først i to bunker. En til genbrug og en til udsmidning.

Det meste kunne bruges. Anne Grethe var ikke så god til at smide ud. Det var også hende, der stod for dekoration af vinduerne og påklædning af plastik mannequinerne i butikken. Det var ikke altid de andre damer var enige i hendes dekorationer. Hun kunne mærke, at de snakkede bag hendes ryg. Hun brugte altid masser af farver og mønstre. Det gav det bedste blikfang, mente Anne Grethe.

Hun forsøgte at lade som om, hun ikke hørte deres snak.

Organisten stemte i med første salme, og Anne Grethe forsøgte af bedste evne og fuld hals at følge med orglets pibende toner. Typisk organisten. Hun lagde altid tonelejet urimelig højt. Men Anne Grethe gav ikke sådan op. Trak vejret kraftigt ind og stemte i af fuld kraft. Man skulle jo kunne høre teksten til salmen, så det hele ikke gik tabt i orglets piberi. Hun lagde så meget energi i sangen, at hun blev helt stakåndet og rødmosset i ansigtet.

49

Måske skulle hun alligevel tage lægens råd seriøst og komme i bedre form og tabe sig lidt.

Det var ikke let for Anne Grethe at komme i form. Hun havde flere gange prøvet med pulverkure og havde meldt sig til gymnastisk for damer. Men det holdt hårdt. Det var svært for hende at nå gymnastikken, når hun også skulle passe arbejdet i genbrugsbutikken, jobbet som kirkesanger og som formand for den lokale strikkeklub - og det endte altid med kage, uanset hvor hun var. Folk plagede altid for, at hun skulle bage nogle af sine populære kager og andet bagværk. Hun kunne heller ikke selv lade dem være.

Hendes tanker gled væk fra begravelsen til det orgie af et Sønderjysk kaffebord, hun var i færd med at planlægge til genbrugsbutikkens fødselsdag. Smørkringle, lagkage, sandkage og forskellige slags småkager. Hele 14 slags forskellige kager i alle afskygninger ville hun bage. Hun smilede ved tanken om deres ansigter, når de så hvad hun diskede op med. Hun håbede også lidt, at det ikke kun var kagerne de kunne lide.

Pludselig opdagede hun, at næste salme var i gang. Hun bladrede løs for at finde salmen og nåede at halse med midt i første vers. Hun var altid lidt bagefter. Organisten kunne da godt lige have givet hende en chance og spillet et længere forspil. Hun var altid så korrekt. Perfekt knold i nakken. Tynd eller måske nærmere mager. Hendes mund snerpede sig altid sammen, når hun så på Anne Grethe. Snerpen havde ikke fattet at knibeøvelser ikke skal sidde i ansigtet. Altid fik hun Anne Grethe til at lave fejl eller fremstå som mindre heldig.

Anne Grethe havde forsøgt at blive veninder med hende 50

af flere omgange. Men Edel havde hånligt afvist hendes tilbud om at komme til kaffe og om at arbejde med i genbrugsbutikken. Hun havde endda nærmest ydmyget Anne Grethe, da hun spurgte. Gammelt ragelse havde hun kaldt de fine varer i butikken. Hun var åbenbart for fin på den til at samle penge ind til folk i nød. Hvis der var noget Anne Grethe ikke kunne udstå, så var det folk med fine fornemmelser. Hun kom selv fra ret beskedne kår. Hendes mor havde også arbejdet for menigheden og knoklet for at samle ind til velgørende formål. Anne Grethe havde altid gået i brugt tøj. Det var hun blevet drillet med i skolen. Det var nok der, hun startede med at smugspise som trøst. Skolen havde heller ikke været den store succes. Men i husgerning fandt hun sin niche - hun kunne bage kager. Kager var altid populære. Anne Grethe ville gerne være populær.

Sidste salme. Hun gjorde klar til endnu en kamp mod orglet. Heldigvis var det en salme, der lagde op til et mere stille orgelspil. Så kunne teksten og sangen endelig høres ,og hun ville gøre sig umage med at få dem ud i kirkerummet. Hun sang højt. Hun forsøgte at holde tonerne så længe som muligt efter hver linje og hvert vers, så hendes stemme kunne høres tydeligt, når orglet holdt pause. Hun vidste, at det irriterede organisten. Men teksterne havde også ret til at blive hørt.

Edel havde været populær i skolen. Hun havde haft venner og nye kjoler. Det var Edels far, der var organist og Anne Grethes far var kirkesanger. De havde haft en kamp kørende. Ordene mod musikken. Det var Edels far, der havde vundet. Anne Grethes far var blevet udskiftet med en sanger fra konservatoriet. En selvhøjtidelig operatype

51

med slikket hår og lys tenorstemme. I skolen var det også Edel, der havde vundet kampen om vennerne. Edel havde altid vundet sine kampe.

Anne Grethe kæmpede stadig. Derfor var hun aktiv i genbrugsbutikken, så hun blev en af genbrugsdamerne.

Derfor startede hun strikkeklubben, så hun fik nogen at mødes med. Derfor bagte hun kager til enhver lejlighed.

Hun vidste godt, at hun nok ikke havde den bedste smag, når der skulle pyntes vinduer. Men hun gjorde sig umage. Hun vidste godt, at hun ikke var deres første valg.

Men når hun bare kløede på og knoklede med tingene, så var hun svær at undvære. Når bare hun havde kage med, vidste hun, at de ville modtage hende med åbne arme. Hun vidste godt, at hun nok heller ikke havde den stærkeste sangstemme. Men hun kunne synge højt, og hun var stædig. Orglet skulle aldrig vinde. Edel skulle aldrig vinde.

Postludiet gik igang. Det var det mest hæslige tidspunkt på enhver kirkelig ceremoni. Edel havde en tendens til at finde lange og ganske rædselsfulde orgelstykker. Orglet fik altid det sidste ord.

Anne Grethe var ved at få ondt i benene af at stå så længe.

Hendes ben var begyndt at hæve i nylonstrømperne, når hun stod op for længe. Hendes fødder værkede, og hun forsøgte at vippe med dem i de flade praktiske sko for at få gang i blodomløbet. Snørebåndet på den højre sko var stadig gået op. Hun svedte og var tør og øm i halsen efter anstrengelserne.

52

Hun tænkte på opskriften i tasken. Hun havde ikke prøvet at bage netop den slags småkager før. Hun ville bage en kæmpe portion, så alle i genbrugsbutikken kunne få til kaffen i morgen og måske også til kunderne.

Det var altid populært med småkager.

53

54

55

56

Irene

Der var blomster overalt omkring hende. Irene var dybt koncentreret om at binde en lille tæt rokokobuket. Frisk, moderne og farverig ifølge den bestilling hun havde printet ud fra ordresystemet. Øverst på printet var et fotografi af en buket, den gerne skulle ligne. Næsten. På blomsterkædens webshop stod der altid under buketterne: Blomsterne håndbindes af en lokal florist og kan afvige noget fra produktbilledet alt efter sæson og enkelte blomsters tilgængelighed. Så havde de jo ikke lovet for meget. Men Irene gav altid buketterne det lille ekstra tvist, der gjorde hendes buketter til noget ganske særligt.

Hun nynnede til musikken i radioen. Hun elskede sit arbejde. Når hun var omgivet af et blomstrende hav i alverdens farver og dufte, så var hun i sit lille paradis. Hun fik de sidste gule nelliker mixet ind en farverig harmoni mellem røde roser og orange gerbera, der næsten var samme orange farve som hendes krøllede lokker.

Sluttede af med en håndfuld grønne blade og samlede hurtigt buketten med ståltråden. Hun satte den fra sig i en lille glasvase på arbejdsbordet. Hun ville starte med 57

at binde alle de bestilte buketter først og så pakke dem ind i silkepapir og cellofan til sidst. Hun nød altid at se hvordan spandene med farverstrålende blomster i løbet af dagen forvandlede sig til en mangfoldighed af buketter med hver deres lille personlighed.

For Irene var blomster ikke bare blomster. Hver buket skulle afspejle personligheden hos den, der skulle give eller modtage buketten. Hun spurgte altid nysgerrigt ind til anledning og personlighed. Bukettens form, valget af blomster og farver var vigtige, når hun bandt buketter.

En lille tæt rokokobuket til romantikeren. En vild asymmetrisk buket med liljer og masser af rå stængler til den powerfulde kvinde. En lille tæt potte med brændende kærlighed eller små roser til den hyggelige type. Hver blomst havde sin egen skønhed. Når de blev sat sammen i buketter, fik de en ny samhørighed og personlighed.

Blomster var så levende og livsgivende. Hun smilede.

Det var varmt. Irene tørrede sveden af sin fregnede pande med hånden. Hun gik i gang med at bladre alle bestillingerne igennem fra bunken på bordet. En buket til den lokale gallerist. Den skulle være vild og lidt avantgarde med et par rå grene og masser af grønt - ingen farver, da det var billederne i galleriet, der skulle have lov at dominere. En bryllupsdagsbuket til kromanden, der havde 18 års bryllupsdag. Den skulle være vild og levende med masser af markblomster, margueritter og et par vilde roser. Bedemanden skulle have de sædvanlige to buketter til sin disk. De var altid holdt i klassisk stil med hvide liljer blandet med lidt palmeblade. En mor og barn-buket til en af byens aktive gymnastikledere. Den ville hun holde i intense nuancer af pink og cerise med 58

roser, gerbera og krysantemum. Den måtte ikke være for fersk. Det gav altid et lille stik i hjertet, når hun skulle skabe buketter til nybagte mødre. Hun var aldrig selv blevet mor. Kærligheden til børnene måtte hun nøjes med at vise i buketterne.

Hun glædede sig til at komme i gang med arbejdet. Greb ud efter et par intense røde roser. Hun ville starte med buketten til bryllupsdagen. Kærligheden først.

I det samme summede faxen, og endnu en bestilling tikkede ind. Hun strøg en af de vildfarne røde krøller væk fra ansigtet og holdt rosen mellem tænderne, mens hun læste faxen. En begravelse til i dag kl. 14. En klassisk bårebuket, det skulle hun nok nå. Hun læste videre. Da hun kom til navnet stivnede hun. Hendes fregnede ansigt blev ligblegt. De levende nøddebrune øjne blev smalle og kulsorte. Hun begyndte at fryse. Det var umuligt. Hun tjekkede en ekstra gang. Hun havde læst rigtigt. Der var kun én i denne by med det navn.

Hun tog langsomt rosen ud af munden. Hånden holdt hårdt om stilken. De spidse torne borede sig ind i håndfladen. Hun ænsede det ikke. Blodet begyndte at løbe fra den knyttede hånd. Musikken var forsvundet, og hun kunne kun høre sit eget heftige åndedrag. Kærlighedsbuketten måtte vente. Nu gjaldt det døden.

Irene rankede sig og lod hånden glide ned over halsen og satte et blodigt aftryk. Hun kiggede rundt på blomsterne i butikken. Hvad skulle hun vælge? Hun ville skabe en buket med personlighed - som den sidste uforglemmelige hilsen.

59

Den skulle være hvid. Hun valgte et par hvide roser som basis. Hun begyndte at binde roserne sammen, så de dannede et kors. Det skulle være skelettet i bårebuketten.

Hun nikkede for sig selv. Selvfølgelig skulle der være hvidt i buketten. Masser af hvidt. Hvid var uskyldens og renhedens farve. Altid uskyld. Altid undskyld.

Da skelettet var bundet, greb hun beskærersaksen og gik ud i den lille vilde baghave bag butikken. Hun klippede løs med hurtige bevægelser og kom tilbage med en stor favnfuld grønt, som hun fordelte løst på arbejdsbordet.

Hun ville lave en sidste hilsen, han aldrig ville glemme hvis han havde levet. Hun tog de spidse tidsler fra bunken og begyndte at binde dem sammen med roserne, så de dannede en grøn bund og fremhævede roserne. Hun fik farven tilbage i kinderne og bed tænderne sammen, da tidslernes spidse pigge borede sig ind i hænderne, mens hun bandt dem ind i buketten. En buket med personlighed.

Den skulle være smuk, markant og uundgåelig. Den skulle rumme den smerte, hun havde følt, når han som et lyn fra en klar himmel havde stukket hende en svindende lussing. Hun tog brændenælderne fra bunken og bandt dem fast til tidslerne. Det sved i huden. Præcis, som den brændende sviende smerte, man mærker på huden efter slaget. Hendes kinder blussede, og hjertet bankede. Hun arbejdede koncentreret og intenst.

Hun gav et ryk, da hun mærkede et skarp smerte i siden.

Et spark. Et brækket ribben. Hun bandt et par knækkede grene ind i buketten. Langsomt knækkede hun grenene én for én med en kraft, så de lige fik et knæk. Men uden at knække helt. Det var sådan, det måtte føles. At brække knoglerne på et andet menneske.

60

Blikket søgte rundt i mængden af blomster. Hun udvalgte sig et par store aflange blade i en dyb rødlilla nuance.

Borede ståltråd gennem stænglen, så de blev stive og ranke. Hun stak dem ind i buketten. Det lignede arme, der rakte ud af buketten. Arme fyldt med blå mærker, der forsøgte at række ud efter hjælp. Men som aldrig gjorde det. Hun mærkede smerten og ømheden i kroppen. Hun måtte kæmpe med at binde dem fast. Kæmpe med tårerne, der langsomt begyndte at løbe ned ad kinderne.

Mærkerne var forsvundet bag tøjet. Forsvundet med tiden. Men aldrig forsvundet fra sjælen. Hun var mærket for livet. Hun troede, hun havde lagt det bag sig. Troede hun var kommet videre. Men aldrig havde han været mere levende.

Hun samlede et par håndfulde liljekonvaller og bandt dem som et let brudeslør af små hvide klokker omkring roserne. Hvide, velduftende og giftige. Hans blik. Spydige kommentarer. Aldrig kunne hun gøre noget ordentligt.

Altid skulle han rette på hende. I starten kun med enkle små sårende bemærkninger. Senere som psykisk tortur, der langsomt men sikkert havde knækket hende. Hun kunne ikke fatte, at det var kommet så vidt. Men når man spiser gift i små doser, kan kroppen klare det en vis tid.

Man bliver immun som en slags giftig vaccine. Hun blev svimmel. Lænede sig op ad bordet og holdt krampagtig fast i bordkanten.

Hun rullede resolut en kraftig snor ud fra rullen på væggen og begyndte at binde buketten sammen. Hun bandt og strammede til af alle kraft. Det knagede i grenene og stilkene, når snoren strammede til. Halsen snørede sig sammen, og hun hev efter vejret. Hun kunne mærke hans hænder på sin hals. Hun kunne mærke, 61

hvordan han langsomt klemte til. Klemte nok til, at hun mistede bevidstheden et kort øjeblik. Det sortnede for øjnene. Hun vidste, at man kunne dø levende. Hun havde prøvet det. Mange gange. Sveden piblede frem på kroppen. En kold sved. Hun strammede endnu hårdere til og bandt en stram knude, der holdt det hele sammen.

Det var hende, der havde magten over buketten. Det var ham, der var død. Det var hende, der levede.

Hun havde forladt ham en kølig Skærtorsdag. Hun havde fået nok. Fået modet. Hun havde været alene hjemme, mens han var til gudstjeneste. Hun havde bagt boller og havde brændt sig på bagepladen. Pludselig havde hun mærket en ny smerte. En livgivende smerte, der ikke kom fra ham. Hun havde taget sin jakke på og var gået.

Bare gået. Hun havde startet et nyt liv. Hun havde aldrig sagt noget til nogen. Han havde ikke haft modet til at kontakte hende. Han havde holdt den uskyldige lidende facade. Det var sikkert ham, man havde ondt af. Han var jo en velanset mand i byen.

En ranke af torne skulle krone buketten. Hun valgte den mørkegrønne kristtjørn med de stikkende blade. Jesus havde haft en tornekrans på korset. Et symbol på hans lidelse. Han havde også altid kigget lidende på hende.

Som om det var ham, det gjorde mest ondt på, når han slog. Som om det var ham, det sårede mest, når han straffede hende. Hun var hans lidenskab. Hun var hans lidelse. Hun stak sig på de spidse blade, og blodet piblede frem på fingerspidserne. Hun lod det være.

Hun gik hen til skuffen med værktøj og tog den store kniv. Hun sluttede buketten af med at plante kniven med et hårdt hug ned lodret midt i buketten. Den stod og 62

dirrede, da hun fjernede den blodige hånd fra skaftet. Et dødeligt hug. En sidste hilsen fra det barn, han sparkede livet ud af, før det havde mødt livet. Tårerne løb ned af hendes kinder. Hun gik et par skridt tilbage og beundrede bårebuketten.

Den var markant. Den var giftig. Den var farlig. Det var præcis sådan en buket, han fortjente som en sidste hilsen.

En af rosernes hvide blade havde fået et stænk af blod.

63

64

65

66

Omar

Han parkerede kassevognen diskret på en p-plads et stykke væk bag nogle buske. Huset eller nærmere herregården så fin og velholdt ud. Gårdspladsen var velfriseret.

Et stort klassisk hvidkalket stuehus med sprossede vinduer, rødt tegltag og stokroser langs væggen. En kæmpe stentrappe førte op til hoveddøren. En stor kraftig egetræsdør med gylden dørhammer. Omar tørrede hænderne i bukserne og kiggede sig omkring. Så gik han rundt om huset og om til bagdøren.

Under urtepotten ved højre side af døren fandt han nøglen.

Han låste bagdøren op og gik ind. Han tørrede fødderne godt af på måtten og listede ind. Baggangen var lille, og der hang et par enkelte jakker. På gulvet stod et par pæne sko og et par halvbeskidte gummistøvler. Han gik forsigtigt videre ind i et kæmpe køkken. Kobbergryder og pander hang ned fra loftet over et stort gaskomfur. Han tog blokken op af lommen og begyndte at tælle og notere.

Prisen for kobbertøj gik op og ned alt efter retromoden.

Disse her var flotte og velholdte.

Han kiggede rundt i skufferne. Sølvtøj i 3-tårnet til 24 personer, en nyere japansk kniveserie ellers mest godt brugte træredskaber. Åbnede et vitrineskab. Ikke dårligt.

67

Musselmalet til 24 personer og ikke én eneste del var skåret. Det var sjældent. Han noterede sig, at det skulle pakkes ekstra forsigtigt ned, når de skulle hente det.

Omar var effektiv. Han kendte markedet og priserne.

Hvad der var noget værd, og hvad der var umuligt at komme af med. Han kendte antikvariaterne, auktionshusene på nettet, genbrugsbutikkerne, marskandiserne og vidste præcis hvem, der skulle have tilbudt hvad og i hvilken rækkefølge. Det var en del af håndværket.

Da køkkenet var gennemgået og alt nøje noteret med små kommentarer, stjerner og andre indforståede tegn, gik han videre og kom ind i en kæmpe spisestue. Et stort, gammelt langbord i massivt træ med 12 stole i slidt velour.

Han kiggede rundt på væggene. Et gammelt Bornholmerur tikkede langsomt. Malerier. Det var ikke lige hans stærke side. Han tog mobilen op af bukselommen og fotograferede dem ét efter ét og kiggede på bagsiden, om der var kunstnernavn og årstal. Så kunne han altid tjekke dem efter, når han kom hjem. Det snød altid. Det han mente, var rædselsfuldt, var altid en formue værd og de billeder han selv kunne lide, fik han som regel ikke noget for. Nogle af dem havde han beholdt hjemme i lejligheden.

Lysekroner og endnu et skab med gammelt porcelæn.

Fine damaskduge og matchende servietter. Det var ved at blive moderne igen, og det lignede et dyrt mærke. Det måtte han også lige tjekke op på. Bornholmeren gik i slag med et ordentlig drøn, og det gav et sæt i ham.

Omar havde aldrig lagt mærke til dette hus før. Han boede i den anden ende af byen og kom ikke rigtig i det

68

område. Han kom ellers langt omkring. Både når han skulle hente varerne, og når han skulle ud og sælge dem videre. Han havde en stor kassevogn, og ellers kunne hans fætter altid skaffe de biler, han skulle bruge i alle størrelser.

Han gik videre og kom ud i en stor hall med højt til loftet.

Han kiggede ud af vinduerne ud på gårdspladsen. Der var helt roligt. Han notede, at der var et par fine glaskrukker i vinduerne.

Der var stille i huset. Mens han gik rundt og noterede værdigenstande og vurderede, hvad der var guld eller gammel lort, tænkte han på, hvor forskelligt mennesker boede. Dette her var et nydeligt og pænt hjem i forhold til mange af de hjem, han ellers kom i. Store flotte villaer, der kun indeholdt falske designermøbler. Nydelige parcelhuse fyldt med ligegyldigt personligt ragelse. Men dette var en virkelig fin perle. Fyldt med gode kvalitetsvarer lige til sælge.

Huse var som deres mennesker, tænkte han. De kunne være overfladiske og kolde med kunstigt designerlir, og de kunne emme af hygge, så man kunne fornemme livet mellem væggene. Her virkede dødt og ubeboet. Som om tiden for længst var gået i stå. Enkelte billeder i guldrammer på væggen i det store kontor viste dog tegn på liv. En fregnet rødhåret kvinde var på de fleste af billederne. Han studerede dem. Hun så glad ud, og selvom hun sjældent så i kameraet, så kunne han fornemme hendes strålende brune øjne. På et par af billederne var en noget ældre mand. Han kunne se på bryllupsbilledet, at de trods alt havde dannet par. På bryllupsbilledet var glasset revnet.

69

Han gik grundigt gennem alle værelser og nedskrev nøgternt antallet af varer og estimerede hvor mange flyttekasser, de skulle bruge. Indsatte særlige bemærkninger hist og pist. Forsigtigt. Skal undersøges. Måske stor værdi.

Det virkede som om, der kun boede én person i huset.

Selvom dobbeltsengen var redt i begge sider, så lå dynen pænt og ubrugt i den ene side. I klædeskabet var der også kun herretøj. Pænt tøj. Kedeligt og klassisk. Ingen spændende arvesmykker eller parfumer. På badeværelset ingen tegn af en kvinde. Så var det måske også derfor, at der virkede så dødt i køkkenet. Et køkken kræver en kvinde. Han spiste stadig ofte hjemme hos sin mor sammen med resten af familien. De boede kun et par blokke væk. Til gengæld tog han ofte små gaver med hjem til hende.

Mon det var et religiøst hjem, tænkte han, da han så det lille kors på væggen og Biblen på bordet. Han var ikke selv specielt religiøs. Mange af hans venner og familien kom henne i Moskeen, men det var ikke noget for ham.

Han troede mest på sig selv og at være sin egen lykkes smed i et land, der jo ikke ligefrem stod med åbne arme, når man havde en anden hudfarve. Her måtte man selv tjene til dagen og vejen - og skabe muligheder. Så han startede som selvstændig. Han havde valgt en branche, der jo ikke ligefrem tiltrak folk. Men det gav godt. Så var det mindre vigtigt med mærkelige arbejdstider, og at det var slidsomt.

Det var også derfor, han havde kaldt sig Bo i telefonbogen. Han vidste, at Omar skræmte folk. Efter han havde skiftet fra Omar til Bo, gik det strygende med forret-

70

ningen. Han syntes selv, at han var pæredansk. Hvis det var bedre for forretningen, at han hed Bo, så hed han det. Folk undrede sig naturligvis, når de mødte ham, og han præsenterede sig om Bo. Men når han fortalte dem, hvordan det hang sammen, grinede de forlegent. De ville ikke være bekendt at sige, at så havde de nok heller ikke ringet.

Han var ved at være færdig med huset. Han gik tilbage ud af bagdøren. Låste døren og lagde nøglen pænt på plads, så han kunne finde den igen. Det skulle ordnes i weekenden. Det skulle gå lidt stærkt. Han måtte planlægge det i detaljer, og han blev nok nødt til at have et par fætre med.

Det var en omfattende opgave - men der var også meget værdifuldt i huset. Han tyggede på priserne, mens han gik ud til bilen. Gad vide hvor meget et mågestel stod til i dagsprisen hos auktionshuset. Det måtte han lige tjekke.

Man kunne ofte få mere for tingene, hvis man solgte det direkte i Den Blå Avis uden mellemhandlere. Han skulle hjem og lave tilbud - all inclusive.

Omar startede bilen. Telefonen ringede. Han skruede ned for musikken. Han rullede ud på vejen. Han tog telefonen: “Ja hallo, det er Bo!” På siden af den sorte kassevogn stod med store typer: “DødsBo - vi rydder for livet!”

71

72

73

74

Agnete

Det var begravelse nummer 691. Nu var der kun ni, til hun kunne holde jubilæum. Agnete havde kun misset én enkelt begravelse. Det var dengang, hun var indlagt med lungebetændelse. Heldigvis var der kun én, der døde i de tre uger, hun var indlagt. I gennemsnit, var der to, der døde om ugen i sognet.

Denne begravelse var lidt atypisk. Hun plejede at holde øje med dødsannoncerne i Lokalavisen. Men denne havde ikke været annonceret. Det var helt tilfældigt, at hun havde overhørt en samtale mellem kirkesangeren og brugsuddeleren. Det var heldigt.

Hun sad på sin faste plads. Bænk nummer 13 længst til venstre. Her var der en fin udsigt over hele kirken. Her kunne man sidde i fred. Agnete var ret fredelig. Lille, spinkel og næsten gennemsigtig. En grålig page og et par små briller. Hun var ikke en man lagde mærke til.

Agnete lagde til gengæld mærke til andre. Hun observerede. Hun fulgte med i alt hvad der skete i byen og kirken. Hun fulgte trofast med i det meste og lidt til. Men der var ikke mange, der tog notits af hende. Hun havde altid være den, der observerede.

75

Agnete var genert. Blev altid mundlam og tør i halsen, når nogen talte til hende. Ordene kom aldrig rigtig ud.

Bagefter vidste hun altid præcis, hvad hun skulle have sagt. Det skrev hun i stedet ned i sin logbog. Her blev hendes færden og fiktive samtaler nøje skrevet ind.

Søndag den 13. august: A. talte til mig i dag. Jeg fortalte, at jeg elskede hans stemme, og jeg ikke kunne få nok af at lytte til hans mørke røst. Jeg kiggede ham dybt og længe i øjnene. Han kiggede tilbage. Tror jeg.

Agnete var interesseret i mennesker omkring hende.

Nogen mere end andre naturligvis. Hun vidste mere om de fleste her i byen end de fleste.

Hun sad på bænken på apoteket og hørte, hvad folk købte af medicin. Så hun vidste hvem, der havde fodvorter, hvem, der led af migræne, hvem, der havde kønssygdomme eller havde behov for fortrydelsespiller. Hun lyttede til samtaler over køledisken i Superbrugsen, mens hun lod som om, hun studerede bagsiden af eddikedunken. Utrolig, hvad folk plaprede ud med af personlige ting hen over køleren med fars og flæskesteg. Hun vidste hvem, der spiste økologisk, hvem, der altid fik færdigretter, hvem, der sendte tøj til rens, og at graveren drak for mange Underberg i smug. Det havde hun også skrevet til præsten i et anonymt brev. Nogen måtte jo tage affære.

Hun kiggede op på rammen med salmenumre. De hang fint med forgyldte tal. Hun bladrede i salmebogen. Det var de helt klassiske begravelsessalmer, der var valgt. Der var ingen overraskelser her. Der var til gengæld mange overraskelser gemt bag byens ligusterhække.

76

Fredag den 17. oktober: Stod uden for huset hele aftenen.

De fik frikadeller til middag. Bagefter arbejdede han på kontoret. Hun så fjernsyn. De gik i seng 22.17.

Agnete holdt øje. Hun vidste besked om de fleste og om det meste. Hun havde styr på, at hundelufteren fra Lærkevej ikke luftede hund alene. Hun vidste, at maratonløberen fra Snevænget slet ikke dyrkede marathon, men lagengymnastik med fodterapeauten fra Hovedgaden.

Hun vidste hvem, der havde kørt skoleinspektørens kat ned. Det havde hun skrevet med blodrød læbestift på vinduet til hans kontor. Nogen skulle jo fortælle ham det.

Hun vidste meget. Og hun satte diskret gang i tingene i byen. Små diskrete sedler i postkasserne.

Hun vidste til gengæld ikke, hvad hun skulle gøre for, at han skulle se hende. Hun var dybt fortvivlet over, at han pludselig havde fundet en anden. En der var ung, smuk og rødhåret. Hun var flyttet ind hos ham. Agnete følte sig svigtet.

Onsdag den 3. november: Der var ballade igen i aften.

Hun fik tæsk. Jeg stod på terrassen og så det. Først en lussing og så gik han amok. Det føltes godt.

Han havde været enlig i mange år, og Agnete havde fulgt med i alt, hvad han gjorde. Hun vidste, at han nød at stå tidligt op og brygge stempelkaffe. Han ristede brødet. Spiste altid Klovborg ost med kommen. Hun kendte alle hans vaner og hans behov. Hun ville kunne lave hans yndingsretter, købe hans favorit aftershave, riste hans brød præcis som han elskede det. Ingen kendte ham så godt, som Agnete.

77

Men pludselig kom den rødhårede furie ind i billedet og havde taget hendes plads. Agnete havde aldrig tilgivet hende.

Mandag den 12. december: Har sendt et nyt brev til hende. Fra en elsker. Og en stor buket blomster. Det blev leveret med bud, lige da han kom hjem. Han blev vred.

Virkelig vred. Hun blev nærmest trukket i håret gennem hele huset. Det havde hun fortjent.

Agnete vidste, at deres forhold ikke ville holde i længden.

Men det havde været en lang sej kamp over mange år.

Det havde været mere sejlivet end de fleste. Den rødhårede var slet ikke god nok til ham. Hun kunne se det fra mørket i haven. Hvordan det langsomt men sikkert gik galt.

Hun havde gjort sit for at hjælpe det på vej. Hældte salt i risengrøden når den stod i høkassen ved bagdøren.

Sendte blomster og breve fra hemmelige elskere. Ridsede bilen når den rødhårede havde været ude at køre.

Ringede fra skjult nummer og lagde på, når han tog den.

Hun kendte deres liv og deres vaner. Og hun gjorde sit, til at få det aflivet.

Søndag den 25. januar: Den rødhårede havde været på apoteket og købt en graviditetstest. Jeg kunne se på hendes ansigt, da hun havde været på toilettet, at hun var glad. Hun havde åbnet vin, stegt bøffer og tændt stearinlys. Brevet i postkassen ændrede stemningen. Hvem ville være far til en horeunge. Han sparkede det ud af maven på hende samme aften. Det var det eneste rigtige.

78

Begravelsen var i gang. Agnete kunne godt lide den melankolske stemning til begravelser. Nogle gange var kirken fuld af sørgende, der græd og hulkede. Andre gange var kirken nærmest tom, og ingen savnede den afdøde.

Dette var den sidste af slagsen. Hun havde siddet i sine egne tanker og havde glemt at høre efter. Hun ærgrede sig. Hun havde været nysgerrig på, hvem det var, der var gået bort, uden at hun havde opdaget det.

Hun holdt af kirken. Ikke at hun var specielt troende.

Men hun var fascineret af det med Gud. Det, at der var en kraft, der trak i alle trådene - uden at være synlig. Hun gav ham gerne en hånd med. Nogen skulle jo gøre det.

Torsdag den 14. april Den rødhårede gik fra ham i dag.

Da han kom hjem, var hun væk. Han ledte huset igennem og var hidsig. Smadrede ting. Har sendt hende et trusselsbrev fra ham til den nye adresse. Hun skulle nødig fortryde.

Agnete var lykkelig. De havde fået deres forhold tilbage.

Nu kunne hun igen i fred og ro følge med i hans hverdag fra sin faste plads i haven. Den velkendte tryghed. De samme gamle vaner. Det var sådan, det skulle være. Hun var tilfreds. Sådan havde hun ordnet mange ting gennem årene.

Præstens stemme rungende. Lad os alle bede. Hun foldede hænderne og lukkede øjnene. Hendes yndlingspassage fra Fadervor. Hun nød hans stemme.

Thi dit er riget og magten og æren i evighed!

79

80

81

82

Asger

Han magtede ikke endnu en begravelse. Slet ikke denne begravelse. Det var altid noget særligt, når han kendte den, der skulle begraves. Særdeles godt endda. Han sad på stolen ved siden af alteret. Han lænede hovedet tilbage, lukkede øjnene og sukkede dybt.

Han var træt helt ind knoglerne. Dagene var som en uendelig vandring, hvor man opdagede, at man var gået i ring.

Gudstjeneste efter gudstjeneste. År efter år. De samme salmer. De samme bibeltekster. De samme prædikener.

Han havde været præst i Sognet i en menneskealder.

Så han mente, at han havde skrevet de prædikener, han skulle skrive. Nu genbrugte han dem i en 4 årig cyklus.

Det var der alligevel ingen der opdagede. Folk kom sjældent og dem, der kom hørte ikke efter, var halvdøve eller smådemente.

Han havde oprindelig været fuld af oprigtig tro, håb og kærlighed til præstegerningen. Men den var langsomt døet ud gennem årene. Ligegyldige barnedåbe med skrigende unger med rædselsfulde navnekombinationer.

Ukristelige konfirmationer med mutte og fnisende teenagere, der blev kørt væk i limosiner. Bryllupper, der krævede oppyntning af kirken som en i større Hollywood 83

film. Ægteskaberne krakelerede jo alligevel hurtigere end man kunne nå at gifte folk. Han havde stadig lidt af troen. Håbet og kærligheden havde han for længst afskrevet.

Gudstjenesterne var en lidelseshistorie for sig. Her var en lille kerne af den faste menighed. Hellige hængehoveder, gamle senile damer og de tvangsindlagte konfirmander.

Det var som at se den samme dårlige film igen og igen.

Han forsøgte hver søndag at kæmpe sig ud af sengen og få det overstået, så han kunne komme hjem til frokosten.

Han kæmpede af bedste evne og med skiftende held for at tilvejebringe det forventede imødekommende smil og de omsorgsfulde hænder. Mange havde forventninger til, hvordan en præst skulle være. Høflig, forstående og altid åben for at lytte. Han kunne snart ikke klare mere.

Menighedsrådet var en særlig udfordring. De arrangerede kirkekaffe, foredragsaftner, bibeltimer, Luciaoptog, adventshygge, krybbespil, pinsebrunch, påskefrokoster i en uendelighed. De forventede selvfølgelig, han deltog i det hele. Det værste påfund var nu spaghettigudstjenesterne for familier fredag aften. Umulige unger i ulvetimen, så blev det ikke meget værre. Men det værste var, at det var blevet en stor succes. Ikke på grund af det åndelige indhold - nok mest på grund af gratis mad og underholdning til børnene. Han blev helt udmattet af tænke på det.

Han kiggede op på alteret med Jesus på korset. Han følte med ham. Men mon ikke også han havde følt en vis lettelse, da han for til himmels.

84

En anden af de store succeser var den lokale Genbrugsbutik, der blev drevet af kirken. En butik fyldt med umådelig store mængder af gammelt skrammel og umådelig mange sladrende gamle damer. Det forventedes, at han kiggede forbi og velsignede deres arbejde ind i mellem. Han sukkede. Han blev til gengæld velsignet med et orgie af sandkager, småkager og kringler - og blev nærmest tvangsfodret til at prøve dem alle og lægge øre til alle deres ligegyldige problemer fra hofteoperationer til uopdragne børnebørn. Der var da ikke noget at sige til, at han var træt. Uendelig træt.

Klokkerne begyndte at ringe. De var programmeret til at gå i gang på slaget, og resten kunne han styre med fjernbetjeningen. Det havde været nødvendigt. Graveren var ikke altid ædru og lige pålidelig. Men han var ansat som tjenestemand på livstid og var umulig at komme af med.

Asger havde godt nok forbudt alkohol på kirkegården.

Men da han kiggede kompostkassen, havde han fundet flere hundrede Underbergflasker. Han havde ikke magtet at gøre noget ved det. Manden var sikkert lige så træt af de døde på kirkegården, som han selv var af de levende i sognet.

Præludiet gik i gang. Det peb og hylede for hans ører. Han var sikker på, at det måtte lyde sådan at have tinnitus.

Organisten var ikke det største musikalske talent, man kunne have fundet. Hun kunne mishandle både Bach og orglet til ukendelighed. Men hun havde boet i sognet hele sit liv. Faderen havde været organist, og hun var stabil og passede sit arbejde. Det kunne man til gengæld ikke sige om kirkesangeren. Hun var slet ikke kommet endnu. Hun kom stort set altid for sent og var heller ikke

85

særlig god til at synge. Menighedsrådet havde valgt hende, fordi hun var en af drivkræfterne i genbrugsbutikken og havde haft en svær barndom. Det var lidt synd for hende. Det var jo også en kvalifikation, tænkte han.

Han blev fyldt af en magtesløs tomhed. Mon ikke Jesus også havde følt sådan ind i mellem. Tænk at være omgivet af spedalske, toldere, syndere og skulle holde modet oppe på dem alle og sig selv. Måske klarede han det fordi han var Guds søn. Det lagde jo et vist forventningspres.

Men Asger var jo bare en helt almindelig dødelig. Han følte sig naglet lige så fast til dette her hul af et landsbysogn, som Jesus var til korset. Han havde ofte haft lyst til at bytte pladsen på prædikestolen ud med en plads på korset eller i kisten. Der var da fred.

Asger tænkte, at man altid kunne diskutere, om der var et liv efter døden. Men han var efterhånden mere i tvivl, om der var et liv før døden.

Han rømmede sig. Trak vejret dybt. Rejste sig langsomt og gik op til alteret. Han kunne lige så godt få det overstået. Han kiggede træt ned over bænkene i kirken. Der sad kun enkelte personer spredt i hele kirken. Ingen pårørende, og han havde ingen ide om, hvem de øvrige var - og det kunne også være lige meget. Han gik langsomt og mekanisk i gang med begravelsesritualet. Hans stemme havde et monotont leje, som havde han oplæst fiskerinoteringerne.

“Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader” han messede som hundredevis af gange før. Han følte, at han stod og kiggede på sig selv. Det hele virkede så fjernt. Så ligegyldigt.

86

Han drømte sig ned i kisten. Tænk at ligge der i mørket.

Helt i fred og ro. Fri for pligter, menigheden, medarbejderne og hverdagens pinsler. Det bløde polstrede stof ville omfavne kroppen uden forventninger. Tænk at ligge der og lytte til, hvordan præsten og verden sagde farvel.

Han havde nøje planlagt, hvordan det skulle foregå, den dag han selv skulle tage afsked. Det skulle være stille og roligt. Kun få mennesker i kirken til at forstyrre gravfreden. Et par smukke salmer og hans yndlingspassage fra Matthæus Evangeliet. En enkel kiste med en buket med hvide blomster. Bedemanden ville efter begravelsen bringe kisten til krematoriet og levere ham tilbage i en urne. Han ville bisættes i et skyggefyldt hjørne af kirkegården. En enkel gravsten med tekst: Hvil i fred. Ingen navn. Ingen årstal.

Han gik stille og roligt frem efter begravelsesritualet.

Da han kom til bibelteksten holdt han en kort pause og gik tøvende i gang. Han åbnede Biblen og slog op. Bogmærket var klar. Hans øjne gled ned til bibelcitatet. Hans bibelcitat. Resten af begravelsen forsvandt i en tåge for ham. Pludselig hørte han sig selv sige: “Af jord er du kommet. Til jord skal du blive,” han kastede jord på kisten. Han droppede den sidste del. “Af jord skal du igen opstå.” Han var blevet i tvivl, om det mon også holdt i virkeligheden og ville ikke stå der og love for meget.

Asger blev stille. Kiggede længe på kisten og sluttede med et Amen.

87

Han satte sig tungt ned på stolen og ventede. Ventede til postludiets toner døde ud. Ventede til at han kunne høre, at alle var gået ud af kirken. Ventede til der var helt stille.

Han gik ned til kisten og skubbede forsigtigt låget til side. Han krøb ned i den tomme kiste og trak låget på plads igen. Der var stilhed. Der var ro. Der var fred. Han knuste ampullen, han havde gemt under tungen.

Lukkede øjnene og sagde stille.

Hvil i fred.

88

89

90

Denne novellesamling er dedikeret til indsamlingen til fordel for Hospice Kolding. Al overskud gür direkte til støtteforeningen for Hospice Kolding. www.hospicekolding.dk 91

Begravelsen er ni korte noveller om ni skĂŚbner, der pĂĽ forskellig og forunderligvis krydser skĂŚbner omkring en begravelse.

92