Vil du ud i Jordens Bedste Klasselokale med dine elever i 2015? Haver til Maver Krogerup tilbyder tre unikke skolehavepakker i sæsonen 2015. Læs mere om foreningen, undervisningsforløbene og -materialerne, de praktiske aktiviteter, og hvordan I kommer i gang med jeres helt egen skolehave. Besøgene i Haver til Mavers skolehaver og udekøkken på Krogerup Avlsgaard i Humlebæk Vores undervisningsforløb er bygget op omkring 3 elementer:
Dyrkningen af en skolehave Madlavning i udekøkken Forståelse af ”marken” og dyrkningen som en del af kredsløbet i naturen
Undervisningen i de 3 elementer er udviklet på baggrund af praktiske erfaringer, integration af faglige mål for folkeskolen og pædagogiske evalueringer fra lærere. En sæson i skolehaverne varer fra april til oktober. Vi målretter aktiviteterne efter hvilken årgang man deltager med. Tilgangen til selve skolehaven er tilpasset klassetrinnets faglige læringsmål. For indskolingen er der bl.a. fokus på sanselighed og forståelsen af enkle kredsløb i naturen, fx ved vandhulstur, smag på grøntsagerne og simpel madlavning i udekøkkenet. Aktiviteterne for mellemtrin og udskoling er praktisk udfordrende og med fokus på naturvidenskabelige emner, fx forståelse for de økologiske sammenhænge med landmanden, og madlavningen i udekøkkenet er tilrettelagt efter læringsmålene i madkundskab 4.-7. kl. I det følgende kan du få et overblik over de tre skolehavepakker og undervisningsforløb.