Steinpukkerne. Gustav Courbet, 1850
Henrik Wergeland (1808−1845)
Dovenskab i Regnveir Hvor der bygges noget betydeligt, danne Graasteensmurere og Minerere eller Steinbrytere en egen Klasse, der udmærker sig ved Usselhed i sit hele Udvortes og Antræk. Ingen Arbeider er saa fillet, skiden og fuld af utøj som Steinbryteren. Gjør han sig nogentid reen og skifter Klæder, maa det være seenhøstes, naar Arbeidet er endt for Sommeren. Fra Sneen gik af, og han kunde begynde at bryde i Stenen, gaaer han i samme Laser og Sluskeri, som man ikke maa tro Søndagen gjør stor Forskjel paa. Var Søvnen ei saa kjær, maatte de vist længes efter Mandagen, for at det maskinmæssige Liv igjen kan begynde med sin Pikken og Boren i Steenbrudet, der Dag ud og Dag ind ledsages af den samme og den samme ensformige Melodi, hvortil en liderlig Vise er sat, som synges af en Forsanger, der stundom er en graahærdet Fader mellem sine Børn. "Men Gudbevare mig, Embret, hvor kan du gaae saalænge i saa daarlige Klæder og med slige Sko?" spurgte jeg engang en saadan Forstander for et Steinbryterlag fra Briskeby. "Du kunde da bøte lidt paa dem engang imellem." "Naar skulde jeg vel faae Tid til det?" mente Embret. Og derved blev det, skjøndt jeg nok mente, at nogle Nudder lode sig slaae i, og nogle Næster Traad tages baade om Søndagene og de lange Sommeraftener fra Klokken 7 af. Tætved stod et Par Gjæs og toede sig i en Vandrende, og Katten var beskjæftiget paa Tømmerstabelen med at rede sine Haar i den glatteste Orden. Det var en Modsætning til den Skabningens Herre, som stod foran mig kløende og skubbende sig overalt, graa af en Skidenhed, som nok var bleven beskinnet baade af Paaskes og Pintstids og Sthansdags Sol. Men forleden regnede det, og Steinbryterne bleve borte fra Bruddet. Ligesom Myrerne kom de ikke frem den Dag. Det regnede den anden Dag, og de kom heller ikke. Men endelig den tredie Dag viste de sig. Det