Steinpukkerne. Gustav Courbet, 1850
Henrik Wergeland (1808−1845)
Dovenskab i Regnveir Hvor der bygges noget betydeligt, danne Graasteensmurere og Minerere eller Steinbrytere en egen Klasse, der udmærker sig ved Usselhed i sit hele Udvortes og Antræk. Ingen Arbeider er saa fillet, skiden og fuld af utøj som Steinbryteren. Gjør han sig nogentid reen og skifter Klæder, maa det være seenhøstes, naar Arbeidet er endt for Sommeren. Fra Sneen gik af, og han kunde begynde at bryde i Stenen, gaaer han i samme Laser og Sluskeri, som man ikke maa tro Søndagen gjør stor Forskjel paa. Var Søvnen ei saa kjær, maatte de vist længes efter Mandagen, for at det maskinmæssige Liv igjen kan begynde med sin Pikken og Boren i Steenbrudet, der Dag ud og Dag ind ledsages af den samme og den samme ensformige Melodi, hvortil en liderlig Vise er sat, som synges af en Forsanger, der stundom er en graahærdet Fader mellem sine Børn. "Men Gudbevare mig, Embret, hvor kan du gaae saalænge i saa daarlige Klæder og med slige Sko?" spurgte jeg engang en saadan Forstander for et Steinbryterlag fra Briskeby. "Du kunde da bøte lidt paa dem engang imellem." "Naar skulde jeg vel faae Tid til det?" mente Embret. Og derved blev det, skjøndt jeg nok mente, at nogle Nudder lode sig slaae i, og nogle Næster Traad tages baade om Søndagene og de lange Sommeraftener fra Klokken 7 af. Tætved stod et Par Gjæs og toede sig i en Vandrende, og Katten var beskjæftiget paa Tømmerstabelen med at rede sine Haar i den glatteste Orden. Det var en Modsætning til den Skabningens Herre, som stod foran mig kløende og skubbende sig overalt, graa af en Skidenhed, som nok var bleven beskinnet baade af Paaskes og Pintstids og Sthansdags Sol. Men forleden regnede det, og Steinbryterne bleve borte fra Bruddet. Ligesom Myrerne kom de ikke frem den Dag. Det regnede den anden Dag, og de kom heller ikke. Men endelig den tredie Dag viste de sig. Det
myldrede og pikkede, sang og knaldede atter nede i Steenbruddet. Nu! -tænkte jeg – disse Dage have de dog nok benyttet til at gjøre sig rene i og til at udbedre sine Klæder og Sko; og jeg gik afsted for at see efter. Men - nei! Ikke en Vanddraabe havde været paa deres Legeme, ikke en Traad var trukket i deres Klæder, ikke en Nud eller Lærlap var kommen paa deres Sko. Den ene Fille slog fremdeles den anden, som Mundheldet lyder om slig Svinagtighed, og Tæerne stak ud af Tøflerne, Ladderne, eller hvad det kunde kaldes, som de havde paa Benene. "Hvad gjorde du igaar og iforgaars, Embret? Du og Guttene dine?" Det var et rart Spørgsmaal syntes der at staae i Graasteens-murerens marmorerede Ansigt. Endelig kom da frem et: "Jøssu Navn, det regnede jo baade igaar og iforgaars, og saa kunde vi vel ikke være her." "Nei, men hjemme. Hvad bestilte dere hjemme i de 48 Timer?" Atter igjen en Mine, hvori der stod "et rart eller unyttig Spørgsmaal!" men dog ledsaget af Svaret, at de havde sovet, sovet i Klæderne de 48 Timer, eller i saamange deraf, som Naturen kunde taale at sove i, uden ligesom at stilne hen og raadne. "Hvad andet skulde vi vel gjøre?" spurgte Embret ganske troskyldig. "Ak, Embret Steinbryter, har du Raad til at sove i 48 Timer, fordi det regner?" "Kan nok ikke have Raad dertil; men ..." "Ja, "men!" Det "Men" skal nok betyde, at du ikke vidste hvad du skulde tage dig til. Se paa dine Klæder og Sko hva du skulde gjort, og desforuden var der nok mangfoldige andre Ting i dit Hjem, som skulde gjøres." "Ja Bøtta skulde "gjøres", faldt en af Guttene ind med et Ordspil paa at den skulde være givet en ny Gjord. "Kakkelovnen skulde klines," raabte en Anden. "Tagrenderne skulde hules og sættes paa," en Tredie. "Og Potetesbeten skulde hyppes og luges," faldt de ind sammen. "Det skulde I gjort, Gutunger," sagde Faderen fortrydelig, "men I laa og svav som jeg." Der havde Faderen og tre næsten voxne Sønner lagt og sovet i 48 Timer i en Hytte, som trængte saameget til Udbedring, og det i Klæderne som saa høilig trængte til det samme! Er et muligt andet, end at Arbeiderens Hytte da maa blive Elendighedens Hjem, ligesom hans Klæder er Utøjets og hans Krop Ureenhedens Møgrede? (Fra tidsskriftet For Arbeidsklassen, 1839-1845)