Johan Herman Wessel (1742−1785)
SMEDEN OG BAGEREN Der var en liden by, i byen var en smed, som farlig var, når han blev vred. Han sig en fiende fik; (dem kan man alltid få, jeg har ingen, det gå min leser ligeså!) Til uheld for dem begge to de træffes i en kro. De drak (jeg selv i kro vil drikke, for andet kommer jeg der ikke. Anmerk dog, leser! dette: Jeg immer går på de honette.) Som sagt, de drak, og efter mange skjeldsord, hidsigt snak, slår smeden fienden på planeten. Så sterkt var dette slag, at han så ikke dag, og har ei siden set´en. Straks i arrest blev smeden sat. En feltskjær får den døde fat, og om en voldsom død attest hensender. Den mordere forhøres og bekjender. Hans håb var, at han skulde hisset gå, og der forladelse av sin modstander få. Men hør nu løier! netop dagen, før dom skal gå i sagen, fremtriner fire borgere for dommeren; den mest veltalende ham så tiltalede: "Velviseste! Vi ved, på byens vel De altid se; Men byens vel beror derpå, at vi vår smed igjen må få. Hans død opvekker jo dog ei den døde? Vi aldri får igjen så duelig en mand. For hans forbrytelse vi altfor grusomt bøde, om han ei hjelpes kan." "Betænk dog, kjære ven! der liv for liv må bødes." - "Her bor en arm udlevet bager, som pokker snart dessuten tager. Vi har jo to, om man den ældste tog av dem? Så blev jo liv for liv betalt." "Ja," sagde dommeren, "det indfald var ei galt, Jeg sagen at opsette nødes; ti i så vigtigt fald man må sig vel betænke,