Issuu

DB-TV: - Han redder mig, og jeg redder ham Frøkjær og Meyerheim er sammen igen, når de går på scenen for hjerternes skyld Mie Holm Christensen/Dagbladenes Bureau - Kender du de her kager, Michael? - Ja, jeg tror godt, jeg kender dem. Den der er med kaffe, ikke? - Nej, det er den da slet ikke, det er pistacie. Den der er citron, den er vanilje og den er nok hindbær. - Jamen, jeg er farveblind. - Men den der er altså grøn. Kan du li’ pistacie? - Jeg kan bedre li’ kaffe. Men dem er der nok ikke nogen af. - Det bli’r en lang dag, det her. - Det er da klart, når der ikke er nogen med kaffe. - Michael, så må du jo tage en anden. - Men jeg er farveblind. Fire små, runde kager af pastelfarvet marengs er det eneste, der kan udløse noget, der bare minder om uenighed mellem Cecilie Frøkjær og Michael Meyerheim. De har kendt hinanden i 15 år, og var kolleger i de første 10. Nu får de lov til forene venskab og arbejde, for de skal være værter sammen på TV 2 Charlies Hjertegalla, et indsamlingsshow til fordel for Hjerteforeningen. De har begge sagt ja til opgaven, fordi de synes, det er en god sag - men i høj grad også, fordi de bare gerne vil arbejde sammen igen. - Jeg får to ting i én: En virkelig, virkelig god sag og en virkelig, virkelig god makker, siger Cecilie Frøkjær. Og Michael Meyerheim er enig: - Jeg blev vanvittigt glad, da Cecilie sagde ja til det, for det giver lige en ekstra dimension - selvfølgelig kan jeg arbejde sammen med andre, men Cecilie giver altså ekstra tryghed, ekstra humor, ekstra følelse af familieskab og indforståethed. Sikkerhed Han har ikke pyntet ekstra på det. De to værter afslutter hinandens sætninger uden at lægge mærke til det, og ingen af dem virker akavede over at komme til at sige noget pænt om den anden. Og selvom Cecilie Frøkjær ikke gav meget for Michael Meyerheims trang til kager med kaffesmag, spørger hun alligevel tjeneren lidt senere, om det er muligt at få et par til ham. Det er indlysende, men man kan ikke dy sig for at spørge, om de er venner og ses privat? Cecilie Frøkjær: - Vi er inde i hinandens kalender på en regulær basis. Det er ikke sådan, at der går hele og halve år mellem, for vi ser hinanden med meget jævne mellemrum og mødes til frokost, hvor vi vender hele livet, både i og uden for branchen. Michael Meyerheim: - Heldigvis har vi holdt fast i hinanden. Det er rigtigt dejligt, at vi fortsatte med at se hinanden privat, da vi holdt op med at se hinanden arbejdsmæssigt; at vi begge to havde trangen og lysten til at blive ved med at holde kontakt. Det nære venskab giver dem tryghed i den opgave, der ligger foran dem: Til ”Charlies Hjertegalla” skal de optræde live foran 400 publikum og seerne derhjemme. Cecilie Frøkjær: - Lige inden man går ind til sådan noget, kan man godt mærke, at ens hjerte banker og lever. Jeg er i hvert fald smaddernervøs. Men jeg tænker ikke ”Jeg må hellere drikke en flaske whisky og tage 48 betablokkere”, for selvom jeg er nervøs, så ved jeg, at jeg står der sammen med Michael. Selv hvis jeg kommer ind på scenen og klappen går ned, så kan jeg bare kigge på ham, og så ved jeg, at we’re in this together. Han redder mig, og han ved, jeg redder ham, hvis det er. Michael Meyerheim: - Jeg føler det samme. Vores erfaring fra at arbejde sammen gør, at vi føler, vi har et udspændt sikkerhedsnet - det er ikke sikkert, vi får brug for det, men det er lettere at lave et spring i trapezen, hvis der er et sikkerhedsnet under. Den grønne og den garvede Der er blevet spundet på det i mange år. Venskabet, der giver dem en følelse af at være hinandens sikkerhedsnet. Men de var ellers lidt af et umage par, da de fandt sammen - Michael Meyerheim var en erfaren journalist, Cecilie Frøkjær var knap færdig med sin journalistuddannelse. Alligevel faldt de i hak.