der flytter noget BØN

Bøn, der vækkede

Det kan være udfordrende at være på partnerbesøg. Måske er det bare mig, men det kan godt tære lidt på kræfterne med en nat på flyet, bagage, der skal slæbes, første mødedag i varmen og koncentrerede samtaler. Jeg var træt, da mit hoved ramte puden efter første dag på partnerbesøg i Abuja, Nigeria, sidste år. Aftalen var morgenmad kl. 8.00, og det skal ingen hemmelighed være, at jeg godt kunne have trukket den lidt længere. Under morgenmaden går det op for mig, at jeg jo er stået alt for sent op. Vores nigerianske deltagere i partnersamlingen har været i gang længe. Dagen var startet med et timelangt bedemøde, og kvinderne gik foran. De har, som salmisten i Salmernes Bog siger det, vækket morgenrøden (Sl. 108,3). Det var uvant for mig, at det hele startede med fælles (lang og larmende) morgenbøn. Lige der oplevede jeg, at bønnen fik plads, og det var et vidnesbyrd om en afhængighed af og overgivelse til Gud. Det flyttede noget i mig.

Gud hører...

2. Mosebog 3,7-8

Så sagde Herren: »Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for

Bøn berører Guds hjerte Gud er stor, og han er klippefast, men Gud kan også bevæges. Når vi beder, så bevæges Gud. Og det var tilliden til det, som jeg så der i Abuja. Det er ikke vores larm eller bønnens formuleringer, der når Guds hjerte. Præcist som en god far eller en god mor bevæges, når barnet kommer med sine ønsker, sådan bevæges Gud af sine børns bønner.

Vi læser i Bibelen om israelitterne, der under deres lidelser i Egypten, råbte til Gud om hjælp. Folkets råb satte Gud i bevægelse og i gang med at udfri folket (2 Mos 3,7-9). Vi læser om, hvordan Gud både så, hørte og tog det til sig, da israelitterne råbte til ham. Så Gud lytter rent faktisk til vores råb, og han hører, når vi beder. Selvom vi kan føle, at vores bønner kun når til loftet for derefter at falde ned igen, så hører Gud, hvad vi siger. Han hører, når vi udtrykker vores ønsker. Han hører, når vi udtrykker glæde eller sorg. Jeg ved godt, at Gud kender alt, men han lytter alligevel til vores suk, og vores bønner bevæger ham.

Bøn er en betroet skat til kirken

Det er et enormt privilegium, at vi som Guds børn gennem bønnen får foretræde for Guds trone. Bøn er en særlig gave eller en særlig skat, som er betroet Guds folk. Guds børn kan frit lægge alle ting frem for ham. Det er kæmpestort. Vi kan bede for os selv men vi kan også bede for andre. Ved at bede for andre kan vi række den skat videre, som vi er betroet. Bøn er en dyrebar gave, som egentlig er mere værd end en hvilken som helst anden gave, vi kunne få eller give. For bønnen bevæger ikke kun Gud, den former og danner også den, der beder, så vi kommer mere i takt med hans hjerteslag.

Bøn, der beder med kraft

En anden oplevelse med bøn, som jeg vil fortælle om, er fra et andet himmelstrøg. I januar var jeg på besøg i det nordlige Indien. Her er der vækkelse, og mange kommer til tro på Jesus. Vi lyttede til indernes vidnesbyrd og hørte om alt det, Gud havde gjort. Efter en samling, hvor vi havde lyttet, skulle vi slutte af med bøn.

Vi var 5 danskere og 7 indere. Jeg blev udpeget til at være den, der skulle bede for vores indiske venner.

Jeg bad, hvad jeg selv synes, var en god, okay lang og okay kraftfuld bøn, hvortil alle svarede amen. Så var det vores indiske venners tur til at bede for os. Og på en gang begyndte de alle sammen at bede i munden på hinanden. Der var en vældig kraft i deres bøn, og det var, som kom der en bølge af ånd og kraft fra dem, som næsten slog os bagover. Her oplevede jeg, at bøn kan være meget kraft fuld. Jeg tror, det er, fordi bøn til Gud i virkeligheden er født af Gud selv. Ånden kommer os til hjælp i bønnen og går i forbøn for os (Rom 8, 26-27). som en god far eller en god mor bevæges, når barnet kommer med sine ønsker, sådan bevæges Gud af sine børns bønner."

Bøn er at komme i forbindelse med Gud, som er en kraftfuld Gud.

Bøn

er sjælen, der gør sig parat til evigheden

En veninde sagde forleden til mig, at bøn er sjælen, der er ved at gøre sig klar til evig heden. Bøn er nemlig at praktisere fællesskab med Gud, og evigheden er netop, at vi der skal være sammen med Gud for altid. Jesu disciple så, at Jesus trak sig bort og bad. De så, at Jesus havde noget særligt, som ikke handlede om mirakler eller undere. Og derfor udbrød de: Herre, lær os at bede. Det særlige, som Jesus havde, var et dybt fællesskab med Gud. Derfor starter den bøn, Jesus gav sine disciple i respons til deres forespørgsel, også med Vor Far. Det udtrykker fællesskab, tillid og overgivelse. Det er bønnens inderste væsen.

Der er meget mere at sige om bøn, end jeg kan dele her. Bønnens verden er stor og dyb, kraftfuld og uforudsigelig, og mangfoldig og spændende. Mødet med bøn hos vores partnerkirker og andre steder i verden kan forhåbentlig opmuntre os til at bede mere og længere, mere højlydt og mere insisterende og på den måde søge ind i Guds nærhed. █