1 minute read
bestyrelsen
Simon Astrup tager familien med til Cypern i et år
Mission Afrika har ansat Simon Astrup som udviklingskonsulent hos SAT-7 fra september og et år frem.
Simon fortæller: "Igennem længere tid har min kone og jeg drømt om at tage ud i verden i en periode. Det har været afgørende for os, at vi gerne vil bidrage til et godt og vigtigt kirkeligt arbejde ude i verden, og der rammer SAT-7's arbejde for de kristne mindretal i Mellemøsten og Nordafrika fuldstændig plet."
Christina Astrup har planer om at hjemmeskole de to døtre på 10 og 8 år, som naturligvis er spændte på det hele, men også glæder sig til en anderledes hverdag under varmere himmelstrøg.
Simon er uddannet lærer og pt. ansat som konsulent hos Frie Skolers Lærerforening, hvor han tager et års orlov. Afrikastudier har også fyldt meget.
"Nordafrika, Mellemøsten og de kristnes vilkår i regionen har optaget mig igennem hele mit voksne liv, hvor jeg både i forbindelse med arbejde for Danmission og på private rejser i regionen har hørt og set behovet for støtte."
Tidligere ansat hjælper til
Mette Schmidt er tidligere SAT-7-medarbejder og er nu ansat som timelønnet konsulent ift. at støtte fase to af projektet ”Udsendelse af håb til persiske kvinder via satellit og digitale medier”. Mette udfylder denne opgave, mens Hanna Rosenlund Meilandt er på barsel. Mette er bosidende i København og løser opgaverne derfra.
Teologistuderende tilbage i Mali
Vi glæder os sammen med to unge mænd fra den Lutherske kirke i Mali. De har netop færdiggjort en 3-årig teologisk bacheloruddannelse fra EFLC's teologiske institut i Cameroun.
Mission Afrika og Normisjon i Norge har støttet de to mænd gennem deres uddannelse, og nu er de klar til at komme ud og praktisere alt det, de har lært. Der er ingen tvivl om, at de kommer til at give den Lutherske kirke i Mali et stort løft
Djogri er godt i gang i Tambaga
I Tambaga-området syd for Bamako i Mali har missionæren Emmanuel Djogri afsluttet sin to-årige periode med oplæring i sprog og kultur, og nu begynder evangeliseringsarbejdet for alvor at tage form.
Udover at lære sproget har vores arbejde været at mentorere de små kristne samfund, der ligger spredt i små kroge af Tambaga kommune.
Emmanuel Djogri fortæller: "Når jeg besøger dem, er prædiken altid den vigtigste aktivitet. De har en kultur, hvor man samles med fremmede for at dele te, og derfor har vi også ofte forkyndt evangeliet for dem, der ikke er kristne. Min kone spiller en stor rolle i arbejdet, da hun bl.a. leder kvinderne i bøn og lovsang."
Vækst og øget interesse betyder, at der er brug for flere samlingssteder i Tambaga-området. Emmanuel Djogri glæder sig til at det videre arbejde, som også kommer til at inkludere tt bygge kirkebygninger.