1
Spirende tanker Et menneske er et produkt af egne tanker. Hvad det tænker, bliver det. — Mahatma Gandhi
Jeg var blot 16 år, da jeg første gang mødte islamismen. Det var gryende forår i 1995. Jeg boede sammen med mine forældre og fire yngre søskende under minimale forhold på et asylcenter på Kastetvej i Aalborg. Centret var en rødstensbygning fra århundredeskiftet i fire etager med tilhørende katolsk kirke. Inden Røde Kors tog over, havde bygningen været brugt til hospital og tuberkulosesanatorium, og man var ikke i tvivl om, at mange af rummene i sin tid havde været ensengsstuer. Når vi alle syv var hjemme, føltes vores ene værelse nærmest klaustrofobisk. Det var helt andre forhold end dem, vi i sin tid havde forladt i Libanon, da borgerkrigen rasede. Vi havde været en relativt velhavende familie med eget hus tæt på Middelhavet i den nordlige del af landet, og jeg havde aldrig manglet noget. Af samme grund nød jeg de timer, jeg kunne være væk fra asylcentret. Jeg havde hurtigt taget det danske sprog til mig, og derfor fik jeg til min store glæde lov til at følge undervisningen i en dansk folkeskole i centrum af Aalborg. Jeg gik i 9. klasse, og det var efter en helt almindelig dag på skolen, at jeg pludselig så min far tale med en lille gruppe mænd, jeg aldrig havde set før. De var tre eller fire, alle iført hvide kalotter og det, jeg dengang omtalte som lange hvide kjoler. Samtidig havde de alle velvoksne grå og sorte fuldskæg. »Ahmed!« forsøgte en af dem, da jeg nærmede mig. De stod få meter fra indgangen til asylcentret, men i stedet for at standse op, fortsatte jeg ret forbi dem og ind på værelset, hvor en smal seng var mit eneste private frirum. De virkede mærkelige, og jeg skulle ikke have noget klinket, tænkte jeg. Som så mange andre 21
akkari_min_afsked_final.indd 21
11/03/14 11.18
teenagere var jeg i perioder svært tilnærmelig og havde min helt egen definition af god opførsel. »Hvad ville de?« spurgte jeg min far i en stødt tone, da han senere kom ind fra gaden. »De ville tale om islam. De syntes, vi skulle komme i moskeen,« forklarede han kort. »Jeg forstår ikke, hvorfor du overhovedet bruger tid på de mennesker,« fnøs jeg. Religion havde aldrig spillet nogen rolle i familiens liv. Derfor betragtede jeg alle repræsentanter fra troens verden med stor skepsis. Min far gjorde det samme, men han havde andre og bedre manerer end mig. Han er et socialt og imødekommende menneske, og derfor ville han ikke afvise de fremmede gæster uden først at høre, hvad de havde at sige. De hvide kjortler, det lange skæg og den fremmedartede fremtoning hos disse mænd frastødte mig. Min omgangskreds i skolen var dansk, og jeg var optaget af at passe ind i danske fællesskaber med alt, hvad det indebar. Måske var det derfor, det i sidste ende var en mere vestligt udseende missionær, der lykkedes, hvor de langskæggede mænd fejlede.
I nærheden af asylcentret boede en mand af libanesisk afstamning, som var blevet dansk gift og klarede sig godt i samfundet. Han var midt i 30’erne, velsoigneret uden skæg, pæn i tøjet, aktiv i det lokale sports- og fritidsliv og altid flink og let at tale med. Jeg tror, mine forældre betragtede ham som et godt forbillede for mig og mine søskende. I hvert fald tog de os jævnligt med på besøg i hans og konens hjem, og efterhånden blev et nært venskab opbygget. Jeg blev taget med til sport, og stille og roligt begyndte han og jeg at bruge stadig mere tid på egen hånd. »Vil du ikke med hen i moskeen og se, hvad der foregår?« foreslog han en dag, hvor vi igen havde været alene af sted. »Vi tager derned, når der er fredagsbøn. Det er super hyggeligt,« lokkede han. 22
akkari_min_afsked_final.indd 22
11/03/14 11.18
Jeg afviste. Jeg nærede stadig en dyb skepsis over for hele den fremmede religiøse verden. Men i modsætning til mændene i de hvide kjortler gav min nye ven ikke op. Han kendte mig, og derfor fandt han hurtigt en vej ind i mit sind. Jeg elskede at debattere, og jeg kunne tage alle spørgsmål op. Sport, politik og samfundsforhold var nogle af mine yndlingsemner. Men fra den dag, hvor jeg afviste invitationen til moskeen, blev mine samtaler med min cirka 20 år ældre ven langsomt drejet i en anden retning. Vi snakkede om meningen med livet og om godt og ondt. Det kunne trække ud i timer, og jeg slugte hvert minut. Det var større og vigtigere emner end noget andet, jeg før havde diskuteret. Det var i de stunder, ideen om en Gud og en højere sandhed for første gang fandt vej til mine ører og lagrede sig som et fascinerende frø bagerst i hovedet. Der skulle kun gå få uger, før frøet fik fornyet næring og begyndte at spire. En dag, jeg var bearbejdet grundigt nok, inviterede min libanesiske ven mig atter med i den lokale moske. Denne gang var jeg mindre afvisende, for hele den religiøse verden forekom knap så skræmmende, nu hvor jeg havde fået den præsenteret af en mand, jeg på mange måder beundrede. Til sidst sagde jeg modstræbende ja tak. Selve moskeen var en oplevelse for sig. Den lå over et nedslidt lavprissupermarked i Danmarksgade i centrum af Aalborg. »Ghetto-Netto« kaldte en del lokale forretningen, som var et yndet indkøbssted for mange af de samme mørklødede mennesker, som kom i moskeen. Fra gaden var det eneste, der afslørede det muslimske bedested, et irret messingskilt på en trædør, hvor det meste af lakken for længst var slidt af. »Kultural Forening for Børn og Unge« stod der med påklistrede sorte bogstaver. Selv jeg, der gik i 9. klasse, stavede bedre på dansk, tænkte jeg, da jeg tog i det matte håndtag. Bag den ramponerede gadedør gemte der sig en halvmørk opgang, som efter en håndfuld trin afslørede et stort åbent lokale. 23
akkari_min_afsked_final.indd 23
11/03/14 11.18
Bederummet var måske 100 kvadratmeter, og selvom de lysegrå gardiner var trukket for, sneg den blege forårssol sig ind gennem en hel række store vinduer mod gaden. Gulvet var dækket med et blødt rødt tæppe fra væg til væg, og det eneste møbel var en prædikestol i mørkt træ i hjørnet. En etage længere oppe fandtes en slags opholdsstue med et lille køkken, et bibliotek med islamisk litteratur og et bederum. Kun her var kvinder velkomne, fik jeg at vide. I alle rum bølgede en krydret duft af moskusrøgelse, som blandede sig med let syntetisk jasmin. Blomsterduften viste sig at stamme fra en særlig håndsprit, som med stor iver blev uddelt til alle gæster. Jeg vil tro, at cirka 200 mennesker var forsamlet i det store bederum den dag, jeg aflagde mit første besøg. De fleste stod eller sad på gulvet i små grupper og snakkede lavmælt. I disse år kom der mange flygtninge til Danmark, og de fleste nationaliteter syntes at være samlet på netop dette sted denne fredag. Der var irakere, kurdere, syrere, palæstinensere, libanesere, afghanere og især somaliere. Mange var iført traditionelle klæder fra deres hjemegn. Mændene i de hvide kjortler var der også. Forskellige dialekter summede i luften, men hovedsproget var arabisk. Jeg brød mig ikke om det. Da bønnen gik i gang, satte jeg mig op ad bagvæggen under en knagerække med tykke vinterjakker og betragtede sceneriet. Noget af det, jeg husker tydeligst, er, at den algeriske mand, der prædikede, dirrede og svedte, som han stod der foran den forventningsfulde forsamling. Han var usikker, det var meget tydeligt. »Hvis det var dig, der stod sådan, ville du klare det meget bedre. Du kunne holde en langt bedre tale, hvis bare du gad,« sagde jeg til mig selv med en lille hovedrysten. Mit førstehåndsindtryk af den islamiske verden var negativt, og det blev ikke bedre, efterhånden som bønnen skred frem. Det ændrede sig dog, da de faste ritualer var overstået, og stemningen blev anderledes uformel. »Hej, Ahmed, godt at se dig. Hvordan har du det?« lød det fra flere sider. Folk, jeg ikke tidligere havde set, kom hen til mig og hilste og 24
akkari_min_afsked_final.indd 24
11/03/14 11.18
spurgte interesseret til min hverdag, nærmest som kendte vi hinanden. Andre præsenterede sig og ville vide, hvem jeg var. Det blev hurtigt tydeligt, at der var et særligt fællesskab i denne verden, og selvom jeg øjensynligt var den yngste tilstedeværende – med mindst ti år – blev jeg med det samme inviteret indenfor. Det var en rar og varm følelse. Alligevel gik der nogen tid, før jeg satte mine ben i moskeen igen. Jeg var skeptisk over for det, jeg havde set og hørt, men min libanesiske ven var insisterende. Han og konen mødtes fortsat med mine forældre og spiste middage og drak the, mens han og jeg tog på løbeture alene og dyrkede andre former for sport. Imens sørgede han for at tage de store snakke om den tvivl, der lå som en sund barriere i mit sind. »Du skal bare opleve det religiøse fællesskab. Så vil du komme til at forstå,« prøvede han. Men hvor min ven så ro og fællesskab, så jeg bomber og menneskelige tragedier. »Det er jo sådan nogle mennesker, der sprænger sig selv og andre i luften i selvmordsaktioner. Hvordan kan du så sige, at det er godt? Hvis det var så godt, ville de da ikke slå både sig selv og alle mulige uskyldige ihjel,« protesterede jeg. I min danske skole havde jeg lært, at krige udkæmpet i Guds navn gennem tiderne havde dræbt flere mennesker end alle andre krige tilsammen. Den sætning ville ganske enkelt ikke forlade mit hoved. »Islam repræsenterer freden og roen med sig selv,« husker jeg, at min løbemakker svarede. Vi havde lange og heftige diskussioner om disse emner, men jeg følte aldrig rigtig, jeg fik svar på mine mange kritiske spørgsmål, måske fordi der ikke fandtes sådanne svar. Min sunde fornuft strittede imod. Alligevel sagde jeg flere uger senere ja til at aflægge moskeen med de mange fremmede indtryk endnu et besøg. Jeg nød at komme lidt væk fra de snævre rammer i asylcentret, og nærmest som en kommende stofmisbruger tænkte jeg ved mig selv, at en enkelt gang mere jo næppe kunne skade. 25
akkari_min_afsked_final.indd 25
11/03/14 11.18
Denne gang mødte vi op til et aftenarrangement med spisning på moskeens regning. Jeg fik serveret en tallerken med dampende lækkerier, og gang på gang fyldte smilende voksne mit glas med friskpresset juice. Det var tydeligt, at nogle af disse mennesker var særligt dygtige til at få nye til at føle sig velkomne, og jeg indrømmer blankt, at det virkede. Jeg mærkede igen det stærke fællesskab og begyndte langsomt at tænke, at de mennesker, jeg ellers havde afskyet, jo egentlig var søde og rare. Følelsen fik dog et lille skår, da en velkendt stemme pludselig brød ind og præsenterede mig for et hjørne af det, der grundlæggende definerer islamismen: de strenge religiøse regler. »Du skal ikke have det der om halsen,« lød det. Stemmen tilhørte imamen, som nogle uger tidligere havde stået svedende og rystende foran den opmærksomt lyttende forsamling ved fredagsbønnen. Nu stod han over for mig og pegede direkte på en blank kæde om min hals. Nederst hang et halvt hjerte af nypudset sølv. Siden mit første besøg i moskeen var jeg blevet forelsket i en jævnaldrende kristen arabisk pige på asylcenteret, og hende havde jeg foræret den anden halvdel, stærkt inspireret af de film og romantiske fortællinger, jeg også var optaget af i denne alder. »Det er ikke godt at smykke sig med guld og sølv. Det er imod Guds vilje,« forklarede imamen irettesættende. Jeg var nu ligeglad. Kæden havde været dyr, den var min, og pigen med den matchende del skulle snart blive det samme, håbede jeg. Alt det og meget mere skulle dog snart begynde at ændre sig. Havde jeg dengang vidst, hvor stor indflydelse de religiøse regler ville få på mit liv, havde jeg lige dér rejst mig fra bordet og var flygtet uden nogensinde at kigge mig tilbage. Men trods optrinnet med halskæden gik jeg glad fra arrangementet i moskeen. Der var mindre end halvanden kilometer fra adressen i Danmarksgade til asylcentret på Kastetvej. Jeg tilbagelagde turen til fods, mens forårsnatten langsomt sænkede sig over Aalborg.
26
akkari_min_afsked_final.indd 26
11/03/14 11.18
Efter mit aftenmøde i moskeen begyndte nogle af de særligt flinke derfra at opsøge mig i asylcentret. Nogle gange var de der allerede, når jeg kom hjem fra skole, andre gange dukkede de op på gangene i løbet af eftermiddagen. »Hej, Ahmed. Vi vil bare lige se, hvordan du har det,« indledte de typisk det, der snart udviklede sig til små samtaler om islam og den rette vej i livet. Dengang oplevede jeg det blot som et tegn på venlighed og oprigtig interesse, men i dag kan jeg se, hvor dygtigt og systematisk disse mennesker sørgede for at fastholde og udbygge min spæde forbindelse til islamismens sort-hvide verden. Jeg var allerede godt på vej til at blive hvervet. Mine forældre talte aldrig med disse missionærer, men de så, hvad der foregik, og især min far brød sig ikke om det. Han havde altid ladet det være op til mine søskende og mig at gøre vores egne erfaringer, men nu følte han sig alligevel kaldet til at advare. »Du skal passe på de mennesker,« formanede han. I den situationen var min far desværre omtrent den sidste, jeg lyttede til. Jeg var teenager, på godt og ondt. Invitationerne til arrangementerne i moskeen blev hurtigt flere, og pludselig var de velduftende lokaler i Danmarksgade blevet et sted, jeg kom fast. Min mentale barriere var smuldret bid for bid, og overgangen var så glidende, at jeg ikke tænkte over den, før jeg en dag savnede fællesskabet på vej hjem fra skole. Bag den afskallede brune trædør var et sted, hvor jeg blev taget ubetinget positivt imod. Samtidig var moskeen blevet et sted, hvor jeg anede svar på nogle af de uløselige eksistentielle spørgsmål, mange unge mennesker før eller siden stiller sig selv. Hvorfor var jeg her? Hvad skulle jeg med livet? Som 16-årig var jeg i fuld gang med mit eget lille oprør mod mine forældre. Jeg stod med et ben forankret i Mellemøstens normer og traditioner og et andet godt på vej ind i en tillokkende, frigjort dansk ungdomskultur med kærlighed, livsglæde og frisind. Jeg havde længe vaklet fra det ene ben til det andet i et forsøg på at holde balancen, og nu var jeg bare træt. Jeg sov halve dage væk, og 27
akkari_min_afsked_final.indd 27
11/03/14 11.18
ofte følte jeg mig nedtrykt, fordi jeg ikke for alvor vidste, hvor jeg hørte til, og hvor jeg skulle hen. Jeg manglede at finde mit eget ståsted i livet, og lige her, mens jeg var allermest åben og sårbar, trådte moskeen og de ‘gode’ mennesker i Danmarksgade til. De gav mig et svar, og svaret var islamismen. »Mennesket er til for at tjene Gud. Følger du blot hans anvisninger skrevet i den hellige bog, vil han vise dig den ene sande vej til lykken og skænke dig en plads i Paradiset, når tiden kommer,« lød budskabet. Jeg fik fortalt historier om fred, fromhed, sandhed, lighed, afholdenhed, broderskab og næstekærlighed garneret med historiske eksempler på islamistiske succeser og forbilleder. Det var en næsten utopisk, tillokkende og god verden, der lå et sted langt fra min egen frustrerende hverdag. For at nå dertil skulle jeg blot følge en sti brolagt med simple leveregler og love. Lod jeg dem være min ledesnor og mit fundament i tilværelsen, ville Gud fremover bære mig frem, blev jeg lovet. Så ville jeg blive et godt menneske, finde lykken og yde mit bidrag til et bedre samfund. Trådte jeg ved siden af stien, ville jeg til gengæld være fortabt, lød det. Det blev ikke fremsat som en trussel mod mig, men som en generel karakteristik af de stakkels vantro, der ikke kunne se Guds lys. For dem var der kun Helvede og den evige straf. Det var som at lytte til et klaver, hvor der udelukkende blev spillet på de yderste tangenter. Der var lyse løfter og mørke trusler uden mellemtoner, men langsomt begyndte min fod at vippe i takt til musikken, og inden jeg havde set mig om, dansede jeg efter islamismens noder. Påvirkningen var uhyggeligt effektiv. Ikke mindst på grund af min alder og min splittelse mellem to kulturer. Her stod jeg – 16 år gammel, naiv, søgende og forvirret og fik stukket en færdig opskrift på det gode liv i hånden. Det hele stod i Koranen, og det var fatalt at fravige, fik jeg indskærpet. Det forekom pludselig som en enkel, men samtidig forunderligt rigtig løsning. Kiggede jeg mig omkring i moskeen, så jeg udelukkende mennesker, som syntes at kæmpe for det gode og som samtidig havde alt det, jeg savnede mest i livet: en forklaring på alt det uforståelige 28
akkari_min_afsked_final.indd 28
11/03/14 11.18
og en fælles overbevisning om, at netop de var på rette vej. De var stærke, og de virkede oprigtige. Derfor trådte jeg midt i foråret 1995 ind ad islamismens gyldne dør, som så behændigt var blevet åbnet for mig. Jeg ville vide mere, og jeg ville være præcis som de mænd, jeg var kommet til at beundre. Jeg drog ud på en mission lykkeligt uvidende om den mørke virkelighed, der gemte sig bag de hvide klæder. Det mest synlige bevis på, at frøene bagerst i mit sind nu var spiret til voksende religiøse tanker, kom, da jeg en dag i maj 1995 tog kæden med sølvhjertet af og lagde den i en skuffe. Pigen på asylcentret skulle alligevel ikke være min. Det var det rigtige at gøre, fortalte de ældre, ofte langskæggede mænd i moskeen. Nu var jeg en af dem, og dermed måtte jeg overholde deres regler.
Det første, jeg og andre nytilkomne i moskeen blev opfordret til, var at lære ritualerne, og af dem var bønnen det vigtigste. »Vi beder i fællesskab fem gange om dagen, og det er vigtigt, at du kommer så ofte, du overhovedet kan,« blev det indskærpet. Jeg havde endnu ingen anelse om, hvad man skulle sige og gøre under en muslimsk bøn, men til alle sider stod ældre og mere erfarne bedende klar med råd og hjælp. »Først skal du rense dig, så du er beredt til at modtage Guds ord,« instruerede en mand, jeg havde set flere gange under mine tidligere besøg. Jeg lærte, hvordan jeg først skulle vaske hænder og håndled og derefter munden, næseborene, ansigtet, armene, håret, ørerne, fødderne, og anklerne. Hver kropsdel skulle renses tre gange fra højre mod venstre, og det skulle ske i præcis den rækkefølge og på den måde, jeg fik beskrevet. Først da var ritualet komplet og jeg præsentabel og værdig til mødet med Gud. Næste skridt var recitationen af Koranen. Det var vigtigt at lære så mange passager som muligt udenad for at kunne gentage dem under bønnen, fik jeg at vide. Heller ikke her var formen ligegyldig. Koranen var nærmest som en sangbog, lærte jeg. Trykket på de 29
akkari_min_afsked_final.indd 29
11/03/14 11.18
enkelte ord skulle lægges bestemte steder, og kun visse dele af de hellige tekster måtte gentages højt. Der var meget at lære, og ofte tilbød de ældre og belæste mænd små lektioner. Jeg og flere andre sad i cirkler på det bløde, røde gulvtæppe og lyttede intenst til ordene, der strømmede fra mændene i midten. Noget af undervisningen var ren monolog, andet blev arrangeret som små konkurrencer, hvor der eksempelvis blev dystet i at recitere de længste og sværeste passager fra Koranen uden fejl. De, der klarede sig bedst, var længst på rejsen mod det gode islamistiske liv. Derfor blev de behandlet med en helt særlig respekt. Der var prestige og status i viden, og derfor blev der terpet intenst. Langsomt gik det op for mig, at de religiøse ‘undervisere’ tilhørte en inderkreds på cirka 80 personer, som stort set dagligt kom i moskeen og ofte blev i mange timer. Somalierne og araberne var de dominerende. Kulturel Forening for Børn og Unge var deres forening, og derfor lagde de linjen for, hvad der fik lov at foregå i de store, åbne lokaler. De 10 vigtigste af disse mænd holdt ofte til bag en grøn dør til det, der egentlig var et lille køkken, men nu var omdannet til kontor med talrige ringbind. De var toppen – dem, der besatte bestyrelsesposterne på skift. Som 16-årig kunne jeg ikke se forskel på de forskellige retninger inden for islam, men i dag ved jeg, at somalierne i moskeen bekendte sig til en særligt fornuftskritisk og ortodoks gren af troen, som de lærde betegner som hanbalisme, opkaldt efter den arabiske teolog Ahmad Ibn Hanbal, der levede for næsten 1.200 år siden. De øvrige grupper i moskeen praktiserede andre retninger, som oftest var lige så strenge, men kunne være forskellige på enkelte punkter. På ét punkt var alle dog rørende enige: Vejen til det gode liv var brolagt med ubrydelige regler og love. For mig begyndte alt derfor snart at handle om, hvad mennesker måtte og ikke måtte ifølge Gud. »Jo bedre du er til at følge Allahs bud, jo bedre vil dit liv blive, Ahmed,« lød mantraet gang på gang, når jeg besøgte moskeen i Danmarksgade. Og da jeg allerede havde slugt den spirituelle ecstasypille brygget på gyldne løfter, var det bare at fylde på. Jeg kom efterhånden 30
akkari_min_afsked_final.indd 30
11/03/14 11.18
i moskeen hver dag, også i weekenden, og min kritiske sans var så godt som forsvundet til fordel for behovet for at leve op til forventningerne i det religiøse fællesskab. Jeg var åben for alle påvirkninger. Alle regler, der blev præsenteret som Guds vilje, måtte være rigtige.
Islamister betragter Koranen som Guds ufiltrerede ord og anser derfor hver eneste sætning som en gyldig og hellig lov. Dertil kommer den såkaldte Sunna, som er en samling af tekster om alt, hvad budbringeren, profeten Muhammed, har sagt og gjort. Muhammed anses som et menneske, der var særligt udvalgt og fejlfri i Guds øjne, og derfor bliver også hans ord og handlinger behandlet som indiskutable love og eksempler til efterfølgelse for enhver, der vil betragtes som en god muslim. Sammenlagt betegnes alle disse regler som Sharia, hvilket direkte oversat betyder den vej, som Gud har anvist. Vejen til det gode liv. Mængden af informationer i disse forhistoriske tekster er enorm, og derfor væltede vejledninger, indprentninger, regler, ordrer, forbud og korrektioner snart ind i et tempo, som var svært at kapere for en 16-årig. Jeg var i fuld gang med eksamen i 9. klasse og måtte kæmpe det bedste, jeg kunne, for også at følge denne nye uddannelse i livets svære kunst. Min første store prøvelse kom, da jeg på tærsklen til sommeren skulle sige farvel til den danske folkeskole. Alle mine eksamener var overstået med resultater, der svingede fra tilfredsstillende til flot, og mine forældre og søskende var derfor stolte og forventningsfulde, da de sammen med de mange danske familier satte sig til rette på lange stolerækker i Sønderbroskolens gymnastiksal. For enden af rummet stod skoleleder Karen-Grethe Lodberg ved en talerstol af lyst træ. I hånden havde hun de officielle blå og hvide stykker papir, som jeg og mine mange klassekammerater havde kæmpet for, i hvad der virkede som umindelige tider. Ét for ét blev navnene på mine kammerater i 9.-klasserne råbt op, 31
akkari_min_afsked_final.indd 31
11/03/14 11.18
hvorefter den pågældende elev med rank ryg trådte frem til podiet og modtog et håndtryk og en lykønskning sammen med det eftertragtede eksamensbevis. Hver gang lynede blitzene fra forældrenes kameraer nede i salen, inden klapsalver rungede mellem de høje ribbe-klædte vægge. Jeg iagttog sceneriet med en blanding af spænding og nervøsitet, og især én ting fangede min opmærksomhed: håndtrykket. Jeg respekterede Karen-Grethe Lodberg, men samtidig var hun kvinde, og derfor kunne jeg umuligt give hende min hånd. Det fremgik utvetydigt af de regler, jeg havde terpet i moskeen »Ahmed Akkari!« lød det pludselig fra gymnastiksalens højttaler. Jeg blev revet ud af mine overvejelser og gik resolut frem mod podiet, hvor skolelederen ventede. Hun smilede, kiggede mig i øjnene og rakte hånden frem. Men jeg havde truffet min beslutning. Jeg tog pænt imod eksamensbeviset, men holdt ellers armene ned langs siden. Forvirringen var tydelig i hendes blik, og hele situationen var frygtelig akavet. Nede i forsamlingen kunne jeg se, at mine forældre nærmest krympede sig af skam. Der var ingen, der rejste sig og tog billeder af mig, og stilheden inden de obligatoriske klapsalver virkede i situationen uendelig. Da jeg igen satte mig til rette på stolen, havde jeg bragt både mig selv, min klasselærer, skolelederen, mine kammerater og min familie i forlegenhed. I dag skammer jeg mig over det, men den dag følte jeg, at jeg handlede som en helt. Jeg og ingen anden fulgte Guds ord, og derfor var jeg bedre end alle andre i lokalet. Sådan tænkte jeg, mens jeg for sidste gang forlod Sønderbroskolen med et hav af undrende og mistroiske blikke i ryggen. Der var kun gået tre måneder, fra jeg første gang satte mine ben i en moske, til jeg nu stod på gaden i Aalborg som nyudklækket islamist. Jeg havde sluppet min sunde fornuft og overgivet mig til indoktrineringen og tanken om, at kun jeg og andre, der overholdt de strenge religiøse regler, var gode og værdige mennesker. Jeg ved, det kan være svært at begribe, at så grundlæggende en påvirkning kunne ske på så kort tid. Når jeg ser tilbage, har jeg også 32
akkari_min_afsked_final.indd 32
11/03/14 11.18
selv svært ved at forstå det fuldt ud. Det var ikke et rationelt valg truffet på baggrund af saglige argumenter, da jeg endelig overgav mig til troens stramme lænker. Det var snarere en fornemmelse. En form for lykke og afklaret ro over at have fundet et ståsted, en vej i en forvirrende tilværelse og et broderskab, som sagde, at det ville det bedste både for mig og for verden. Der skete det samme for mig, som jeg siden så ske for hundredvis af andre unge. Jeg ved i dag, næsten tyve år efter mit første møde med troen, at de islamistiske foreninger går målrettet efter mennesker, der står i den samme situation, som jeg befandt mig i dengang i 1995. Unge, som er forvirrede og splittede i mødet mellem to kulturer, og som står midt i en personlig udvikling, hvor de skal vælge et sted at høre til. I moskeerne får man serveret et stærkt fællesskab og et færdigt svar på alle de store spørgsmål, man møder gennem livet. Det er rart, når man hverken er sikker på, hvor man kommer fra, eller hvor man skal hen. Det er den følelse af varme, tryghed og opbakning, der får så mange unge til at efterlade den sunde, men besværlige kritiske sans og fornuft og overgive sig til en verden, hvor alt er enkelt, og man selv tilhører det ene udvalgte folk.
33
akkari_min_afsked_final.indd 33
11/03/14 11.18