Budget 2017, førstebehandling I Odense har vi en Grundfortælling, der handler om den by, vi gerne vil være. Vi har fokus på den fysiske transformation, - Men hvordan er det at være barn i den by? Det har jeg et radikalt bud på:
”I Odense har vi mod på fremtiden. Det skal vore børn og unge også have. Det er deres virketrang, nysgerrighed og mod, der skal løfte Odense, når fremtiden bliver nutid. Derfor står vi sammen om at skabe de bedste rammer for, at børn og unge kan finde ind til og udleve deres drømme. Også de børn, hvor det ikke lige ligger i kortene, at deres drøm kan blive til virkelighed, eller at de skulle have en drøm overhovedet. Derfor dyrker vi og værner om det gode børneliv og træder hurtigt til, når noget omkring barnet, den unge eller familien gør det svært at være til.
Sådan er det i Odense. Her er alle børn og unge hele byens børn og unge, uanset hvilken farve de har, hvilket tøj de går i, hvilken mad de spiser eller hvor mange penge deres far og mor har. I byen er der forskellige boliger, så de forskellige børn og deres familier kan bo blandt hinanden. Der er veje og cykelstier, der er gode at cykle på.
Hver dag går mere end 6000 medarbejdere på arbejde for børnene. De står op om morgenen og udlever deres faglighed, og når de går hjem om aftenen, kan de sige til sig selv: ”det gjorde en forskel for nogle børn, at jeg var på arbejde i dag”. ”De blev dygtigere, tryggere eller sundere, de er på vej”. Kultur- og foreningsliv bidrager til, at børnene vokser, - måske med et besøg på kunstakademiet eller i naturen blandt nøddebuske og frugttræer plantet af voksne i byen. Det gør virksomhederne også, for her er børnene en del af vækstdagsordenen vel vidende, at de er fremtidens vidensarbejdere, håndværkere eller iværksættere. Frivillige byder ind med det særlige, de kan og er med til at skabe de bånd og relationer, som gør børnene ekstra stærke.
I eventyrets by gør vi en dyd ud af sprog. Vores børn taler alderssvarende dansk, når de begynder i skole, og de kender deres eventyr. I børnehaven, i vuggestuen og hos dagplejen udvikles børnene, mens de får jord under neglene og bevæger kroppen, fordi udeliv og bevægelse er med til at skabe sunde børn, der tror på sig selv, trives og har lettere ved at lære. I skolen bliver børnene dygtige i fagene. De bliver rigtig gode læsere, for det er nødvendigt for at blive dygtig i de andre fag. De fortsætter den dannelsesrejse, der startede, da de var små og bliver modige, nysgerrige og ansvarlige unge mennesker med tro på sig selv. Tro på at de kan lære noget og blive til noget. De mærker, at verden er større end dem selv og
lærer, hvorfor frihed, demokrati og bæredygtighed er vigtig for, at morgendagen bliver god. Og de forstår, at ingenting vokser af sig selv, men at det er en fælles opgave at passe på hinanden og den verden, vi lever i. Hvert eneste barn i byen kan lægge hovedet på puden om aftenen og tænke: ”hvis ikke jeg havde været her i dag, havde nogen savnet mig”. Børnene i vores by vokser op som flittige deltagere i demokratiet, storforbrugere af kultur og måske også af fairtrade kaffe med økologisk mælk . Og allervigtigst: børnene af i dag bliver gode forældre i morgen. Derfor er Odense byen, hvor studerende bliver til familier med lyst til at slå rod, og hvor børnefamilier flytter til. Det er byen, hvor generationerne bor og er der for hinanden. Her vokser børn og unge op med udsyn og omtanke for andre. Her er der voksne nok til at se potentialet i alle børn, og alle børn oplever, at de bidrager med noget. Her er børnene vores fremtid”. ------Sådan slutter min fortælling, der i virkeligheden handler om at gøre noget for dem, der har det sværere end os selv, og dem der kommer efter os selv. Men hvordan bliver den til virkelighed i en situation, hvor der til stadighed er pres på økonomien? Og hvor det ikke er lykkedes i tilstrækkelig grad at få Odenseanerne i arbejde. Det vil jeg gerne give et svar på. -------
I 1905 blev det Radikale Venstre dannet her i Odense. Det skete i det Fynske Forsamlingshus, der som I ved ligger på hjørnet mellem Kongens Gade og Dronningens Gade. De radikale fra 1905 udsendte ved dannelsen af partiet ”Odenseprogrammet”. Det var et socialt-liberalt manifest, der krævede vedvarende neutralitet og en nedsættelse af militærudgifterne. Programmet skulle give kvinder lige politiske rettigheder; formindske den bestående økonomiske ulighed i samfundet, sikre åndslivets frihed samt alles ret til kundskaber. Skattepolitikken skulle være lighedsfremmende.
Jeg kan stadig mærke, at det hiver i hjertet når jeg læser det. Det forlanger jeg ikke af jer andre, men vil dog gerne tillade mig at dele en enkelt passage med jer ….
”Ved Paaligningen af de fornødne Skatter tilstræbes en Formindskelse af den bestaaende økonomiske Ulighed.” ”Indkomst- og Formueskatten saa vel som den kommunale Beskatning ændres med dette Formaal for Øje”
Det store spørgsmål ved dette år budgetforhandlinger er skattestigning eller ikke.
Mit parti har altid i mere end hundrede år brugt skat, som et middel til at gøre Danmark mere retfærdigt, og i dag er Radikale Venstre i Odense friske på at fortsætte dette. Det er ikke et mål i sig selv at sætte skatten op. Det er et middel, - et middel til at skabe lige muligheder for alle børn. Og dermed børn der kommer i job og uddannelse og bidrager. I min tid som rådkvinde er jeg blevet mere og mere overbevist om, at en stor del af svaret ligger i at styrke almen-systemet. At styrke alt det normale omkring de udsatte børn og deres familier. Vi skal selvfølgelig have et specialist-system til at håndtere de allermest udsatte og sårbare børn, men selv de børn går ofte i en helt almindelig børnehave eller skole. De fleste mønsterbrydere kan samstemmende sige, at det var en voksen (ofte en lærer) der gjorde forskellen, - som gav dem den ene chance efter den anden og hele tiden troede på dem. Vores udsatte børn fortjener alle at møde sådan den voksne, om det så er en lærer, pædagog, sundhedsplejerske, klubmedarbejder eller en frivillig i fodboldklubben. Så det nytter ikke, at der er for langt imellem de voksne. Og alle de ikkeudsatte børn behøver flere dygtige voksne, når de skal blive dygtige til sproget, blive rigtig gode læsere og blive robuste unge, klar til at træde ind i voksenlivet. Det gælder både dem med et særligt talent, dem der er nye i byen, dem der er en smule skrøbelige, og dem der er ret almindelige.
Men tilbage til skatten. Jeg anerkender ikke retorikken, om at vi går i borgernes lommer. Kommunen er ikke en størrelse adskilt fra borgerne, kommunen er borgerne. Kommunen er Odense, - byen vi bor i. Og her i byen bor mennesker, der giver hinanden velfærd. Og politikerne tager ansvar for, at det sker.
-------
Sådan er det Danmark jeg kender, og den by jeg gerne vil bo i. - Karakteriseret ved en meget høj grad af tryghed, solidaritet og tillid. Vi har gratis uddannelse, biblioteker, hospitaler, ældrepleje, ja i det hele taget velfærd. Det Odenseanske er billedet af et harmonisk samfund, der passer på hinanden. Vi deler og tager hensyn og bekymrer os, fordi vi har et fællesskab, et velfærdsfællesskab og et fællesskab omkring sprog, et fællesskab omkring en stolt historie og vi har stolte drømme om fremtiden. Og det sidste er vigtigt - drømmene om fremtiden, for målet er ikke, at vi skal gå i stå eller finde tilbage til noget, der var engang. Vi er på vej. Derfor kan velfærd ikke stå alene uden vækst. Vækst og velfærd er hinandens forudsætninger, hvis man vil have velstand. Man bliver en fattig kommune, hvis man kun satser på det ene. Og når man er en fattig kommune er der risiko for, at man ikke tager hensyn og
deler og viser medfølelse. Da risikerer man, at solidariteten, tilliden og trygheden forvandles til smålighed og misundelse og intolerance? Med en skattestigning er der skabt en balance, så vi kan begge dele. Vi har i dag hørt argumenterne for og imod udtrykt på forskellig måde. Jeg ser sådan på det:
--------------Hvis man er en af dem, der gennem et helt liv betaler skat uden selv at få brug for velfærd, så har man ikke tabt i lotteriet, så er man ikke blevet snydt, fordi det økonomiske regneskab ikke gik op. -Så er man ganske enkelt heldig. Så er man heldig, fordi man har haft et liv, hvor man ikke fik brug for at være anbragt som barn, modtage specialundervisning, være på alkoholafvænning, have brug for et fixerum, være indlagt på hospitaler eller behov for ældrepleje.
Jeg er taknemmelig for, at være vokset op i Danmark, og for alle de muligheder jeg fik. Jeg har det selv sådan, at jeg er vild med at betale skat, hvis det betyder, at de, der ikke var så heldige som jeg, får del i de samme muligheder.
For sådan forbliver vi et samfund med høj grad af tryghed, tillid og solidaritet, og sådan giver vi hinanden velfærd. Sådan bliver vi den by, vi gerne vil give videre til vore børn og se vore dem vokse op i.
Og nu tror I måske det hele slutter med et digt. Det gør det ikke, - blot et enkelt citat fra de afsluttende formaninger fra første Thessalonikerbrev, der lyder sådan her:
”vær altid glade”