DEN SINDSSYGE POLAK
KØB DEN SINDSSYGE POLAK - TRYK HER OG KOM DIREKTE TIL GYLDENDAL.DK!
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 3
06-02-2014 10:24:29
Kapitel 1
Søndag den 22. august 2010, Christianshavn Manden stod på en bro på Amager og kiggede over mod Marmorkirken, hvis forgyldte tambur og kuppel reflekterede solskinnet. Det var år siden, han sidst havde været i en by, og stedet gjorde ham usikker, han foretrak mere øde steder, helst skov. Han vendte sig om og spejdede op ad kanalen det korte stykke, han kunne se, inden den drejede mod øst ad Erdkehlgraven mellem Frederiksholm og Refshalevej. Bredden var græsbevokset med spredte buske og et enkelt birketræ, der havde fået fæste i skråningen og nu groede opad i en særpræget bue. Et par børn badede, han kunne høre deres latter, og han vurderede afstanden. Halvtreds meter, mindst, de ville ikke kunne genkende ham. Han betragtede dem et stykke tid og vendte så hovedet bort. Da han igen kiggede op ad kanalen, kom sightseeing-båden til syne, og han gispede. Der var børn i båden, mange børn, og det burde der ikke være, det var ikke, hvad han var blevet lovet. Et kort, kættersk øjeblik overvejede han at opgive sit forehavende, og han bed tænderne hårdt sammen, mens han knyttede hænderne. Hun havde hjulpet ham, nu ville han hjælpe hende, sådan måtte det være. Loyalitet, sammenhold, kammeratskab – intet andet havde værdi. Springet var ikke langt, det var meget nemmere, end han havde forestillet sig. I perfekt balance ramte han taget på et rum bagerst i båden og hoppede herfra videre ned på dækket, hvor han hastigt rullede ind mellem to sæderækker og skjulte sig. Kort efter så han de tre master på Georg Stage glide forbi højt over sig, mens guiden på engelsk fortalte om skoleskibet. 7
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 7
06-02-2014 10:24:29
Han tørrede sveden af panden med sin underarm og talte langsomt til ti, mens hans puls faldt til sit normale leje. Så vred han sig med besvær på grund af den trange plads fri fra sin rygsæk, fandt sin kniv frem og ventede roligt, mens han mærkede, hvordan båden begyndte at vippe kraftigere end før. Den var på vej ud i Bumløbet, hvor den ville lægge kursen om i et stort sving til styrbord og derefter sejle nordpå mod Yderhavnen. Guiden ironiserede med træt stemme over den legendariske ubåd, Sælen, som kunne ses til højre, nu museumsskib, men engang Forsvarets bidrag til Irakkrigen, da kongeriget tilsluttede sig Koalitionen af de Villige og sendte en ubåd i ørkenkrig. Hun gentog pointen, idet hun overdrevent smagte på ordene: en ubåd i ørkenkrig! Manden mellem sæderækkerne kendte til militære emner, han vidste således, at den stolte sæl var noget fyrre år gammelt bras, da den i 2003 blev sendt til Golfen. Og på vej i krig – eller i alle tilfælde på vej – var ubådens kølesystem brudt sammen, med det resultat at besætningen led i mange dage i femogfyrre graders klaustrofobisk varme, med svamp, bylder, betændelser og allergier til følge. Senere, efter endt dåd, måtte ubåden transporteres hjem som last i et tysk fragtskib. Men regeringen var tilfreds, der blev udtalt stolte ord: Også Danmark havde ydet sit bidrag mod ufred og diktatur, bravo zulu, Sæl. Den politiske retorik var i Superligaen, det militære isenkram var i Serie Fire, for helvede hvor han hadede det. Han skød sine tanker fra sig og koncentrerede sig om en aflang skyformation på himlen. Da den havde drejet sig omtrent halvfems grader, rejste han sig. Hurtigt, men uden at løbe bevægede han sig op gennem bådens midtergang. Han dræbte sine to første ofre, inden guiden bemærkede ham og begyndte at skrige. Bådføreren nåede at dreje hovedet, så var også han død. Manden gled livløs ned over roret, mens hans blod løb ud over instrumentbrættet. Derefter blev guidens skrig kvalt, da han med en hastig bevægelse skar maven op på hende og stak hende i nakken, mens hun forbløffet krummede sig sammen og holdt om sig selv. Han vendte sig om og fangede med øjnene 8
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 8
06-02-2014 10:24:29
den sidste ombordværende voksne ud over ham selv. Hun var asiat, japaner eller kineser, det var ikke til at afgøre, og han vidste ikke, om han skulle slå hende ihjel. Børnene ville han ikke skade, men med hende var han i tvivl. Hun løste selv problemet, da hun sprang overbord, og han så hende sprælle med armene og råbe uforståeligt, svømme kunne hun tilsyneladende ikke. Han smed kniven i vandet og tænkte, at det var ærgerligt, det var en god kniv, og han var glad for den. Tilbage ved rygsækken klædte han sig af, indenunder var han iført badebukser. Børnene stirrede på ham, i chok, mange holdt om hinanden, men ingen af dem sagde noget. Han undgik deres blikke, lagde tøjet og skoene i sin vandtætte rygsæk, spændte den på ryggen og justerede en smule på hofteremmene. Så tog han sine svømmefødder på og sin snorkel i munden, orienterede sig hurtigt til begge sider og lod sig glide baglæns ud over rælingen. Kraftfuldt svømmede han væk fra båden. Da han ramte den sydlige bølgebryder på Trekroner, kravlede han hurtigt over stenene, kastede sig i vandet igen og svømmede uden anstrengelse mod Middelgrunden. Halvvejs fremme ville han dreje af, runde Nordhavnen i en passende stor bue fra land og derefter følge kystlinjen nordpå, indtil han kunne se haubits-batterierne på Charlottenlund Fortet. Han havde en lang tur foran sig, mellem otte og ti kilometer, men vandtemperaturen var femten grader, så han risikerede ikke at blive underafkølet, desuden havde han bananer, energibarer og drikkevand med sig, og så elskede han at svømme.
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 9
06-02-2014 10:24:29
Kapitel 2
Søndag den 22. august 2010, Københavns Nordhavn Kaptajnen på Oslofærgen Pearl Seaways var træt. Han gned sig i øjenkrogene for at jage de prikker væk, der gnistrede i hans perifere synsfelt, mens han med små korrektioner af roret i sin anden hånd lagde skibet ind på den rette rute. Færgen skulle drejes rundt for derefter at bakke til kaj ved DFDS-terminalen, en manøvre han ofte havde foretaget, og som for længst var blevet rutine. På trods af det var det aldrig en opgave, han overlod til andre. Han kvalte en gaben og bad førstestyrmanden, der stod bag ham og kiggede ud over havnen, om en ny kop kaffe. Natten havde været lang, og han havde ikke fået tilstrækkeligt med søvn. Klokken tre var han blevet vækket. En af passagererne, en fireårs dreng, lå syg med feber, hovedpine og betænkelig nakkestivhed. Han havde i hast klædt sig på og skyndt sig ned på dæk syv for at se til barnet, og efter en kort samtale over radio medical med Esbjerg Sygehus, besluttede han at efterlyse en læge via højttaleranlægget. Hans appel forstyrrede over tusinde passagerers nattesøvn, men anmodningen blev imødekommet, fire læger meldte sig kort efter i informationen, og den ene diagnosticerede drengen til at have meningitis. Hun forlangte ham øjeblikkelig på hospital. En helikopter blev rekvireret fra Göteborg, mens han stoppede færgen og lagde den i position, så helidækket lå optimalt for evakueringen. Operationen gik, som den skulle, og selvom der derefter ikke var mere, han kunne gøre, var han blevet på broen, indtil der lidt før klokken fem indløb besked fra Sahlgrenska Universitetssjukhuset om, 10
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 10
06-02-2014 10:24:29
at drengen var uden for livsfare, men at det havde været i sista ögonblicket. Da han endelig lå i sin seng, havde han svært ved at falde i søvn, i sista ögonblicket, det var ubehageligt at tænke på og svært at skubbe fra sig. Kaptajnen rakte ud efter sin kaffekop og konstaterede til sin overraskelse, at den var tom. Et kort øjeblik kom han i tvivl, om han havde bedt om en ny kop, eller han kun havde tænkt på at gøre det. Så skævede han bagud og så førstestyrmanden stå som før, hvilket undrede ham. – Er du faldet i staver? Hvad tænker du på? – På turbåden, ja, du har vel set den? Naturligvis havde han set den, han svarede en anelse skarpt: – Hvad er der med den? – Hvad laver den herude? Den burde ikke være her. Kaptajnen koncentrerede sig et øjeblik om turbåden, den havde retning mod ham og skulle snart dreje af. Så kommanderede han bagud: – Brug din kikkert. Broen lå i femtesals højde med en halvcirkels udsigt gennem de store skråtstillede panoramaruder. Førstestyrmanden trådte hen til vinduet og gav sig tid med sin kikkert. Kaptajnen ventede med rynkede bryn, turbåden nærmede sig hastigt, det kunne man se med det blotte øje. Han aktiverede tyfonen, fem korte advarselssignaler, der selv herinde bag det tommetykke glas lød infernalsk højt. Et par arbejdere i miniaturestørrelse med gule hjelme og Kansastøj vendte sig om mod skibet ovre på Langelinjekajen, turbåden reagerede ikke. Han tudede igen, men med samme negative resultat. Endelig sagde førstestyrmanden: – Det ser ud, som om føreren er faldet ned over rorpinden, og … Fortsættelsen lod vente på sig, førstestyrmanden stod med sin kikkert. – Og hvad? Giv mig nogle ordentlige meldinger. – Der er børn i båden. – Tid, afstand, hvor tæt kommer den på? 11
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 11
06-02-2014 10:24:29
– Det er ikke danske børn, de er asiater. Kaptajnen var 45 år og havde således i en tidlig alder nået toppen af sin karriere. Han var personalechef for næsten to hundrede mennesker, havde ansvaret for en millionforretning, men han var først og fremmest sømand og en enestående dygtig en af slagsen – ellers var han aldrig blevet ansat i sit job. – Få en bådsmand med en walkie-talkie ned på forreste fortøjningsdæk, og giv mig afstanden til den båd. Senere under søforhøret fik kaptajnen uforbeholden ros. Han havde i en ekstremt presset situation indset, at hvis han lagde roret maksimalt til styrbord samt øgede skibets hastighed så meget som muligt, ville han vinde de par knop og grader, der betød, at færgen passerede turbådens rute kort før en kollision. Men virkeligheden ville det anderledes. Han havde ikke taget højde for turbådens afdrift. Strøm og bølger gjorde, at dens rute blev kurveformet og ikke lineær, samt at dens hastighed blev øget markant det sidste skæbnesvangre minut. Ingen kunne have forudset det. Bådsmandens angivelser var rædselsfulde, halvtreds meter, kort efter: fyrre meter, måske mindre og så: For fanden, vi når ikke forbi. Turbåden var forsvundet ned under kaptajnens synsvinkel, de sidste tredive sekunder havde han ikke kunnet gøre andet end at vente. Han havde lagt begge hænder på roret og tænkte, at han savnede en bøn, indtil … indtil han kunne ånde lettet op og fortælle, at alt var gået godt i sista ögonblicket, sådan som alting altid gjorde i sista ögonblicket. Bådsmandens melding om katastrofen var først forbavsende stille: Vi skar den midt over, og derefter hysterisk, dårligt til at opfatte: Stop skruerne, for helvede, de bliver suget ned i skruerne. Kaptajnen afbrød forbindelsen og tænkte, at de to skruer hver var næsten fem meter i diameter, men at han havde glemt, hvad de vejede. At det ikke var muligt at efterkomme bådsmandens råb, var selvklart, sådan fungerede naturlovene ikke.
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 12
06-02-2014 10:24:30
Kapitel 3
Søndag den 22. august 2010, Marmormolen, Nordhavnen Chefkriminalinspektør Konrad Simonsen kneb øjnene sammen og så ud over havnen. Det myldrede med aktivitet på vandet. Femten-tyve fartøjer deltog i bjergningsarbejdet. De fleste var gummibåde med to til fire mænd ombord, men fra vidt forskellige organisationer: Marinehjemmeværnet, Falck, Havnepolitiet, Søværnet på Holmen samt to lodsbåde fra Københavns Havn, der bugserede større stykker af turbåden ind til kajen, mens gummibådene koncentrerede sig om at finde overlevende eller sejle lig i land. På molen holdt en håndfuld ambulancer, og over havnebassinet fløj to helikoptere. Den ene en Sikorsky fra Søværnets Redningstjeneste, let genkendelig med sit kanariegule indgangsparti og sin overdimensionerede RESCUE-markering over døren. Den fløj cirka ti meter over vandet, mens den systematisk patruljerede området. Højt oppe over den ud mod Øresund hang en helikopter fra en tv-kanal. Koordineringen af aktionen blev foretaget af en kvinde fra Københavns Havn. Hun stod ved ambulancerne, og indimellem kunne han høre, hvordan hun gøede en ordre i sin walkie-talkie. Konrad Simonsen var en mand i starten af tresserne, stor og bred med en rolig attitude og en direkte facon, et menneske, der lignede, hvad han var: en leder, som i spændte situationer var vant til at blive adlydt uden unødig snak. Han gik hen mod indsatslederen, men standsede nogle meter fra hende og ventede uden at afbryde hendes arbejde. Efter et par minutter havde hun tid til ham, hendes stemme var hæs: – Jeres teknikere må vente, til vi er færdige. Jeg vil ikke have dem ind nu og skabe yderligere forvirring. 13
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 13
06-02-2014 10:24:30
– Hvor lang tid går der, vil du tro? – En time, måske to. Jeg giver jer besked. – Nogen overlevende? – Nej, ikke endnu. – Hvor mange døde, børn og voksne? – Ved jeg ikke. Skruerne har virket som en kæmpemæssig foodprocessor, det er ikke til at tælle. Konrad Simonsen nikkede forstående, selvom han vidste, at det var sjældent, at skibsskruer hakkede legemer i stykker. Det skete, men var ikke almindeligt. Kvindens overdrivelse skyldtes givet hendes pres, den slags havde han oplevet før. Hun fortsatte: – Da jeg kom, var det ét virvar, endnu værre end nu, men alle ligene eller ligdelene er kørt på Rigshospitalet. Håber jeg. Det er i alle tilfælde et stykke tid siden, vi sidst har fundet … har fundet noget. Og så beklager jeg, at jeg ikke har mere tid. Gå ned til din kollega, og vent sammen med ham. Hun pegede ned ad molen ind mod byen, inden hun gik tilbage til sit arbejde. Arne Pedersen var 43 år. Han havde været ved kriminalpolitiet i København i omkring ti år, og i de fleste havde han fungeret som Konrad Simonsens højre hånd. For ganske nylig var hans faktiske stilling også gjort formel, han var blevet udnævnt til vicedrabschef, en titel, som han var mere stolt af, end han umiddelbart ville indrømme. Han stod i sine egne tanker og opdagede først sent sin chef. – Hej, Simon. Ja, jeg står bare og glor, vi kan ikke komme i gang endnu. Det var lige alt det, at jeg overhovedet blev lukket ind, og teknikerne må vente uden for havneområdet, indtil det bliver frigivet. Hvordan med tv-fotografen, fik du mere ud af ham? Tidligere på dagen var en kameramand kommet til Drabsafdelingen med en filmsekvens. Han havde været passager på Oslofærgen og var gået ud på dækket for at ryge en cigaret, mens færgen lagde til kaj. Her havde han bemærket turbåden og undret sig over dens tilstedeværelse i havnebassinet. 14
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 14
06-02-2014 10:24:30
Han havde hentet sit kamera, zoomet ind på båden og opdaget mindst tre døde voksne, derefter havde han filmet, omtrent til kollisionen var sket, og da han kom i land, var han taget direkte på Politigården. Konrad Simonsen havde sendt sin souschef af sted straks efter, at de havde set filmen. – Nej, han havde ikke mere. De kører naturligvis nyheden nonstop i tv, men endnu ikke som en forbrydelse. Komtessen er på Retsmedicinsk, Klavs har selvfølgelig afbrudt sit kursus og er klar fra i morgen, Pauline er på ferie, som du ved, og hun tager ikke sin mobil. De tre tilhørte sammen med Arne Pedersen inderkredsen i Drabsafdelingen, det var de medarbejdere, som Konrad Simonsen helst omgav sig med. Komtessen, hvis rigtige navn var Nathalie von Rosen, var Konrad Simonsens hustru. Ægteskabet var relativt nyt, og indtil nu var det lykkedes dem at kombinere det med deres arbejde uden alt for store problemer. Klavs Arnold var blevet ansat i Drabsafdelingen for et par år siden, da han flyttede fra Esbjerg til København. I øjeblikket var han i Odense til et seminar. Pauline Berg var med sine knap tredive år inderkredsens unge islæt, men hendes personlighed skabte problemer, siden hun i 2007 havde været offer for en kidnapning. I lange perioder fungerede hun arbejdsmæssigt dårligt eller slet ikke. Arne Pedersen sagde: – Kan vi ikke bare lade Pauline holde sin ferie, hun trænger sikkert til den? Det var diplomatisk udtrykt, men meningen var ikke til at tage fejl af. Konrad Simonsen sagde en smule skarpt: – Hvis jeg mente det, havde jeg ikke forsøgt at ringe til hende. Men nok om hende. Er turbåden sunket, ved du det? I stedet for at svare gik Arne Pedersen et par skridt ud mod vandet og pegede. Halvdelen af turbåden, forenden af den, lå og vuggede langs kajen. Den var skåret over cirka midt på, og dens solide træplanker så ud, som om de var blevet hugget over med en gigantisk økse. En del af de hvide plasticstole manglede. Han tilføjede: 15
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 15
06-02-2014 10:24:30
– Den anden halvdel, den tunge ende med motoren, er sunket. – Hvis det overhovedet er muligt, vil jeg have den op i dag. Sørg for, at teknikerne får besked, så de kan skaffe dykkere og det grej, de skal bruge. – Det har jeg gjort, og det hele er parat. Vi mangler bare tilladelsen. – Udmærket, har du ellers noget? – Næ. Gummibådene er ved at samle rester op, og det er ikke særlig morsomt at se på, så det passer mig fint, at jeg skal holde mig på afstand. – De er vist færdige, så vidt jeg forstod. – Det er jeg glad for. – Kender vi antallet af døde voksne? – Kun fra kameramandens film, ligesom dig, så tre går jeg ud fra. Men jeg kan ikke få det bekræftet. Hov? Arne Pedersen pegede over mod den nordre bølgebryder på Trekroner, en af to lange tanger, der afskærmede havnen. Der var placeret redningsfolk med kort afstand, som kiggede ud over havnebassinet. Konrad Simonsen kunne ikke se noget bemærkelsesværdigt, hans underordnede havde åbenbart bedre øjne end ham. Arne Pedersen informerede: – Der sker et eller andet derovre. Konrad Simonsen forlod ham og gik tilbage mod ambulancerne. På halvvejen mødte han en Falckredder. Hun sagde stille: – Vi har fundet en overlevende, måske to. Det er børn.
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 16
06-02-2014 10:24:30
Kapitel 4
Søndag den 22. august 2010, Sydsjælland Mærkeligt som den ene ting i livet førte den næste med sig. Sådan tænkte manden, mens han stirrede ud ad bilruden og smilede, skønt der intet var at smile af. Han skævede til kvinden, der førte bilen, og tænkte, at sidste gang han havde hjulpet hende, var det ikke gået efter planen, og at det var grunden til, at de nu sad her. Han opdagede til sin egen forbavselse, hvordan hans erindring skærpedes, og episoden stod knivskarpt for ham, selvom den lå to år tilbage. Han havde ellers ikke skænket den mange tanker i den forløbne tid, faktisk næsten ingen. Han havde vist hende kniven, og hun og barnet var fulgt med uden problemer. De havde gået længe gennem klitlandskabet, og indimellem havde pigen plukket blomster til sin mor, blegrøde eksistenser, der nøjsomt krøb over sandet. Da de var fremme ved gryden, havde han bundet hende, så hun ikke fik mærker, hvis hun sprællede. Han havde haft fire grene med, som han havde hamret godt langt ned i sandet. Rebet, som holdt hendes arme, havde han trukket ind igennem ærmerne på hendes vindjakke, og han havde brugt hendes snørebånd til at binde hendes fødder med. Og så havde han været heldig, hun havde haft nederdel på, det gjorde alt meget lettere. – Åbn øjnene og lyt. Mads Eggert, du er blevet advaret før om at holde dig væk, nu må du lære det på den hårde måde. Har du forstået, Juli? Sådan havde han sagt til hende, præcis de ord, og datteren havde siddet lidt væk og gravet i sandet med en gul skovl, det huskede han 17
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 17
06-02-2014 10:24:30
tydeligt, men resten gad han ikke tænke på, tingene var gået galt, der var sket et uheld. Det havde ikke været til at forudse. Han havde ryddet op efter sig og ringet 112 på hendes mobil ved at bruge hendes tommelfinger, andet kunne han ikke gøre. Han skubbede tankerne fra sig og spurgte: – Ventede du længe på mig? Kvinden var på nippet til at ryste på hovedet, men tog sig i det. Hun havde været en tur i Rødovre for at hente nogle ting, inden hun var kørt til stranden, men det var der ingen grund til at fortælle. – Jeg havde god tid, selvfølgelig. Men jeg sad og hang over en kop kaffe på et cafeteria, så jeg var kun på stranden i en lille time. Manden tænkte, at han ikke havde drukket kaffe i årevis, og at han dårlig kunne huske smagen. Hun spurgte: – Glæder du dig til at komme hjem til din skov? Han bekræftede, ja, det glædede han sig til.
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 18
06-02-2014 10:24:30
Kapitel 5
Søndag den 22. august 2010, Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet Komtessen stod lænet op ad væggen i Obduktionsrum B, det største af instituttets fire obduktionslokaler, det der normalt blev brugt til drabssager, og som derfor blev omtalt som Drabsrummet. Hun var en kvinde i midten af fyrrerne, og hun regnedes af alle for professionel, arbejdsom og tillige behagelig. Udover hende selv var der syv personer til stede. Det var obducenten, en yngre kvinde, som hun ikke mindedes at have mødt før, desuden: to fotografer, en fra instituttet og en fra politiet, en portør, en kriminalassistent fra hendes egen afdeling og instituttets afdelingsleder samt en japansk mand af ubestemmelig alder, der som hun selv hvilede ryggen mod væggen en meter fra hende. Alle var iført kittel, sterile hvide gummistøvler, maske for munden og hårnet. Midt i lokalet på en metalbriks lå liget af et japansk barn. Portøren havde netop åbnet drengen, løftet organblokken ud og lagt den på obduktionsbordet bagerst i lokalet. Nu var han i færd med at skære hans hud op i nakken. Da han var færdig, krængede han huden ind over kraniet, så isse- og pandebenet blev frilagt, og begyndte at save, så hjernen kunne udtages. Saven brummede lavfrekvent. I gamle dage måtte den have lydt mere skingert, tænkte Komtessen, for saven kaldtes internt Den hylende Nonne. Japaneren rømmede sig, og hun kiggede kort på ham, hun troede, han ville sige noget. Men det var ikke tilfældet, han gled tilbage i sit uudgrundelige ansigtsudtryk, hvor hun ikke kunne afgøre, om han nøje iagttog, hvad der foregik, eller han mentalt var langt væk i sit eget. 19
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 19
06-02-2014 10:24:30
Liget blev vendt om på maven og fotograferet fra flere vinkler og afstande. Seks parallelle, dybe flænger fra skulderpartiet ned til læggene vidnede om drengens møde med den ene af Oslofærgens skruer. Afdelingslederen forklarede de forskellige karakteristika ved læsionerne til obducenten. Hun nikkede, stillede nogle få spørgsmål og gik derefter hen til sin pult i hjørnet og indtalte et par sætninger, der kun hørtes som en mumlen, til sin diktafon. Komtessen forsøgte imens at få øjenkontakt med afdelingslederen, som hun udmærket kendte og godt kunne lide, men det lykkedes ikke. Hans navn var Hans Holgersen. Han var overlæge, retspatolog, og hun havde mødt ham ofte, dels ved obduktioner og dels ved findestedsundersøgelser. I mange, mange år havde han været den legendariske professor Arthur Elvangs nærmeste medarbejder, men i grel kontrast til sin daværende chef var han nem og ligetil at samarbejde med. Obducenten arbejdede bagerst i lokalet, hvor hun udtog vævsprøver af drengens organer. Senere skulle de beskrives faktuelt, og deres data opregnes i et skema. Det var standard, og standard blev aldrig afveget ved obduktioner. Samtidig, mens obducenten arbejdede med organerne, smurte portøren sværte på drengens fingre med en lille rulle for om lidt at kunne tage hans fingeraftryk. Komtessen fik øjenkontakt med Hans Holgersen og gjorde tegn med tommel- og pegefinger: Kunne hun ikke tale med ham i to minutter. Han sagde et par ord til sin obducent, som straks efter kom over til hende. Kvinden tog sin maske af. Hun var velproportioneret, men virkede underlig kønsløs i sin hvide kittel, sine bare underben og gummistøvler, og nu hvor masken ikke mere dækkede halvdelen af ansigtet, var det tydeligt at se, at hun var træt. Hun krængede sine plastichandsker af med en rutineret bevægelse, så hun ikke fik blod på fingrene, og kastede dem derefter i en perfekt bue i en affaldskurv, som stod i hjørnet et par meter borte. Komtessen sagde: 20
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 20
06-02-2014 10:24:30
– I bliver nødt til at give mig noget foreløbigt om, hvordan de voksne i båden døde. Og hvor mange der var, det har vi endnu ikke fået bekræftet. Kvinden tøvede og sagde derefter usikkert: – Det påhviler ikke mig at sige noget om det. Så kom hun på andre tanker, måske havde hun fået et tegn fra Hans Holgersen, uden at Komtessen bemærkede det. Hun førte Komtessen med sig ud af rummet, okay, så kom, men husk, at det er foreløbigt. Kvinden gik med hurtige skridt og ledte dem ind i et kontor, hvor hun smed sin kittel til vask, skiftede fodtøj og fandt en lille notesblok i en skrivebordsskuffe. – De døde børn kan inddeles i fire grupper: de der er omkomne af læsioner efter færgens påsejling, de der er druknet, de der er døde i skibets skruer, og endelig de der er forblødt i vandet efter de sår, de har pådraget sig. Komtessen nikkede uden at gentage, at hendes primære interesse ikke var børnene. Kvinden uddybede to af punkterne, Komtessen nikkede igen, og kvinden fortsatte: – Vi har femten børn, alle i skolealderen, omkring elleve år antager vi, og de er alle asiater. Antallet passede ikke med, hvad de havde talt af hoveder i Drabsafdelingen, da de så tv-fotografens video, der manglede to børn. Kvinden forklarede: – Der er to overlevende, den ene er indlagt på traumeafdelingen, hendes tilstand er kritisk, den anden ved jeg ikke, hvor er, men han er uskadt. Det var nyt for Komtessen, og godt nyt midt i al det forfærdelige. Hun spurgte: – Hvad med de voksne, hvad ved du om dem? – De er i kælderen, og der kan gå et godt stykke tid, inden vi tager fat på dem. – Men du var nede og kigge på dem? Hun nikkede. – Der er fem voksne, en kvindelig asiat i trediverne, som er druknet, og henholdsvis to kaukasiske mænd og to kvinder, som efter alt at dømme er dræbt af knivstik. De to kvinder og 21
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 21
06-02-2014 10:24:30
den ene mand er omkring tredive, den sidste mand er i halvtredserne, og han er … stærkt delt. Komtessen afbrød: – Er du sikker på fem voksne, ikke fire? Hun kunne godt selv høre, at det lød dumt, som om kvinden ikke kunne tælle, men hun ville være helt sikker. – Fem ja, og de fire er identificeret, kun den ene kvinde er ikke. Hun konsulterede sin blok og begyndte at remse navnene op. Først bådførerens, så guidens, derefter japanerens og til sidst navnet på den mandlige passager. Komtessen følte det, som om hun havde fået et stød. – Sig det sidste navn igen. – Jonas Ziegler. Han havde sit kørekort på sig. – Jeg skal se de døde! Nu! Kvinden tøvede, Komtessen gik hen mod døren. Hun havde hævet stemmen, med et slag ligeglad med almindelig høflighed. Kvinden løb efter hende og førte an på gangen hen mod elevatoren, bestemt ikke glad ved situationen. Komtessen overhørte hendes halve protester. I kælderen var der koldt, næppe over fem grader. Kvinden skuttede sig, Komtessen mærkede ikke selv kulden, tværtimod følte hun, at hun brændte indvendigt. Rummet, de var gået ind i, var stort og uindbydende, badet i et skarpt neonlys fra armaturerne i loftet. Ligene lå på rad og række på stålbrikse med hjul under, alle med et hvidt klæde over. Komtessen passerede de første, det var tydeligvis børn. Hun stoppede ved de voksne og ventede på obducenten. – Liget af den kvinde, som endnu ikke er identificeret. Hvor er hun? Kvinden pegede mod den næstsidste briks og spurgte med en håndbevægelse mod liget: – Skal jeg? – Ja tak. Hun trådte hen og fjernede lagenet fra ligets ansigt. Komtessen takkede og fortalte med tilkæmpet ro, at hun 22
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 22
06-02-2014 10:24:30
kunne identificere afdøde, men at det måtte vente lidt. Så tog hun sin mobiltelefon frem og ringede til Konrad Simonsen, men kom ikke igennem. Derefter kontaktede hun Drabsafdelingen og forlangte, at han øjeblikkeligt ringede tilbage til hende, han sad sikkert i møde, og det måtte afbrydes, ligegyldig hvad det drejede sig om. Der gik under et halvt minut, så var han i røret. Hun informerede nøgternt: – Pauline Berg er død, stukket ihjel, hun var med på turbåden.
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 23
06-02-2014 10:24:30
Kapitel 6
Mandag den 23. august 2010, Politigården Foredragssalen var fyldt. Konrad Simonsen konstaterede, at flere af kollegaerne, der var kommet alle steder fra, mange helt fra Jylland, måtte stå op. Ingen havde kommanderet dem, ingen havde koordineret, de var taget til Politigården denne morgen som ved en fælles indskydelse, for at hjælpe til, hvis de kunne. Det var yderst sjældent, at betjente bliver dræbt i Danmark, men når det forekom, var reaktionen i politikorpset stærkt solidarisk: Alt og alle meldte sig frivilligt i det omfang, der var brug for dem, uanset ferier, fridage, natarbejde, overtid eller nogen anden form for arbejdsmæssige rettigheder. En del af de fremmødte kendte Konrad Simonsen i forvejen, også ud over Drabsafdelingens faste personale, der nu udgjorde et klart mindretal, men de fleste havde han ikke set før, specielt ikke de mange unge, der beredvilligt mødte hans blik. Enkelte ansigter overraskede ham, blandt andet hans egen datter, der sad midt i salen sammen med en håndfuld yngre betjente fra Vestegnens Politi. Hun skulle have været på ferie i dag sammen med sin kæreste, vidste han, ti dage til Prag, men ferien var åbenbart blevet droppet. Hun smilede til ham, han nikkede kejtet og følte sig forkert. Og også Poul Troulsen var der, en nu pensioneret medarbejder i Drabsafdelingen, systematiker som få, tør, metodisk og effektiv, hvilket han først rigtigt havde fået øjnene op for, efter manden var holdt op. Ham kunne han godt bruge. Desuden var Politiledelsen til stede, såvel politidirektøren som rigspolitichefen. De sad på bagerste række og forsøgte at smelte sammen med mængden, hvilket lykkedes dårligt. Komtessen rejste sig fra sin stol og kom hen til ham. Hun 24
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 24
06-02-2014 10:24:30
foreslog, at han indledte med et minuts stilhed for de dræbte. Forslaget var rigtigt, det ville være det korrekte at gøre, også selvom han havde travlt. Han havde tilsagt sine folk til klokken halv otte, i god tid til at han, eller rettere Arne Pedersen, kunne organisere en del af kollegaerne, så de ville være fordelt i gaderne langs turbådens rute, præcis fireogtyve timer efter den var afsejlet. Mange mennesker havde faste daglige rutiner, selv mellem søndag og mandag, og på den måde var der størst chance for at finde vidner. Problemet var, at der nu var cirka det femdobbelte antal betjente at fordele, hvilket selvsagt var godt, men også tidskrævende. Han besluttede at løse problemet ved at bytte rundt i sin dagsorden, hvorefter han ved at række armene i vejret og holde håndfladerne ud mod sit publikum forbavsende hurtigt fik ro. Så efterkom han Komtessens forslag, idet han fik ekstemporeret sig rimeligt igennem et par alvorlige sætninger om gårsdagens tragedie og dens ofre. Han var ikke god til den slags, tænkte han, mens han foldede hænderne foran sig og bøjede hovedet, men kun så meget, at han kunne skæve til det store ur på bagvæggen, hvis sekundviser nu pludseligt bevægede sig enerverende trægt. Konrad Simonsens seneste døgn havde været hårdt, både arbejds- og følelsesmæssigt. Værst var det, da han sammen med Komtessen først på aftenen havde været hos Pauline Bergs forældre og informeret dem om deres datters død. Den slags var altid rædselsfuldt, noget af det mest ubehagelige ved arbejdet, og det var ikke blevet nemmere af, at de kendte den afdøde personligt. Senere havde der været presseinterviews, og klokken var over midnat, før han og Komtessen endelig kom hjem til Søllerød. Desuden var han blevet vækket midt om natten, da chefen for Kriminalteknisk Afdeling Kurt Melsing ringede. Han havde fundet oplysninger om den dræbte mandlige passager. Ret beset var det slet ikke Kurt Melsings arbejde at afdække dens slags informationer, og hvordan han havde skaffet dem, forklarede han ikke, men det var i situationen også ligegyldigt. Der var tale om en fireogtrediveårig butiksassistent bosiddende i København NV. Navnet var Jonas Ziegler. Det vid25
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 25
06-02-2014 10:24:30
ste Konrad Simonsen i forvejen, men Kurt Melsing havde en tilføjelse: Jonas Ziegler var tidligere skovarbejder ved Skov- og Naturstyrelsen i Halsnæs Kommune, og i den forbindelse havde han haft kontakt med Pauline Berg. Informationerne åbnede for en ubehagelig sammenhæng, hvilket var grunden til, at Kurt Melsing ringede midt om natten. Pauline Berg havde i perioder været manisk besat af et dødsfald, der notorisk var naturligt, men som hun stædigt behandlede som en forbrydelse og i perioder brugte det meste af sin fritid samt ganske meget af sin arbejdstid på. Det var i den forbindelse, hun havde haft kontakt med Jonas Ziegler. Nu måtte han undersøge Pauline Bergs ikke-eksisterende sag nærmere, præcis som hun forgæves havde tryglet og bedt om så mange gange. Også Komtessen var vågnet. Han refererede samtalen og spurgte hende: – Var det på grund af navnet Jonas Ziegler, at du fik mistanke om, at det var Pauline, der var død. – Måske, er det ikke lige meget? Hun lød trist. Han svarede ikke, og de lå et stykke tid i mørket, begge uden at kunne falde i søvn. Hun spurgte uoriginalt: – Hvad tænker du på? – På om du, Arne og Klavs har for mange følelser involveret i denne her sag, og om det vil være bedre at udskifte jer. Hun satte sig op i sengen med et ryk. Alligevel gik der et stykke tid, før hun sagde noget. – Hvordan med dig selv? Hvad med dine følelser? – Det er ikke noget problem. Hun hev efter vejret, vred. For fanden, Simon. Det var yderst sjældent, hun bandede. Så lagde hun sig ned igen, denne gang med ryggen til ham, og sagde lavmælt: – Nogen gange kan du virkeligt opføre dig som et dumt svin. Sekundviseren rundede minuttet i foredragssalen, og Konrad Simonsen afsluttede stilheden med et kort tak. Derefter overlod han organiseringen omkring opsporing af vidner til Arne Pedersen og rettede straks efter sig selv: Vicedrabschef 26
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 26
06-02-2014 10:24:30
Arne Pedersen. Mange smilede inklusive Arne Pedersen selv. Vicedrabschefen overtog scenen, og Konrad Simonsen benyttede lejligheden til at hive Komtessen, Poul Troulsen og Klavs Arnold ud af lokalet. Arne Pedersen kunne sagtens klare sig selv. På gangen spildte Konrad Simonsen ikke tiden. Komtessen fik det mest omfangsrige arbejde, han rakte hende et kort og sagde: – Tag de betjente, du skal bruge, men lad en håndfuld af de mest erfarne efterforskere blive tilbage til mig. Sørg for at indsamle videoerne fra samtlige af de overvågningskameraer, der findes på de gader, jeg har markeret med rødt, og gerne flere, hvis du har tilstrækkeligt med folk til det. Og det skal ske hurtigt, helst i dag. Du skal sikre alt: altså ikke kun vores egne overvågningskameraer, men også optagelser fra tankstationer, fabriksområder, butikscentre, skoler, penge- og vekselautomater, banker, hoteller, restaurationer, taxaer, busser, togstationer, perroner, stærekasser samt alle de steder, jeg ikke kan komme på, kort sagt alt, hvad der er blevet optaget. Det er et rugbrødsarbejde, kan du forstå, men det er yderst vigtigt. Få også fat i Malte og få ham til at systematisere filmene kronologisk og lægge dem, så vi kan hive dem ud på vores pc’er. Komtessen protesterede halvhjertet: – Malte læser til eksamen. Jeg kan få IT-afdelingen til at lave os en GIS-applikation. Malte Borup var Drabsafdelingens studentermedhjælper, men en medhjælper, der snart var færdig med sit datalogistudie, så det var begrænset, hvor længe han endnu ville være i afdelingen. Konrad Simonsen overtrumfede hendes indvending: – Det går ikke, IT-afdelingen er hundrede år om alting. Brug eventuelt vores kontakter til at udvirke en eller anden specialaftale for ham på universitetet, men få ham herind, jeg har stærkt brug for ham. Klavs Arnold supplerede tørt sin chef: – IT-afdelingen er også dårlige til at hacke. Komtessen accepterede med et afsnubbet Okay, mere? Det var der ikke, hun vendte tilbage til salen. 27
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 27
06-02-2014 10:24:30
Den næste, der fik ordrer, var Poul Troulsen. Konrad Simonsen brugte to halvhjertede sætninger på, hvor godt det var at se ham tilbage, og de næste ti på helt overordnet at sætte ham ind i sagen. Han afsluttede: – Endnu er det for tidligt at sige, om drabsmanden også er en af de døde. Det er en mulighed, vi endnu ikke kan se bort fra … Poul Troulsen afbrød: – Jeg troede, der var et barn, som har overlevet? – Drengen er i chok og kan ikke afhøres. Han befinder sig på Den Japanske Ambassade, og japanerne har lovet at kontakte Udenrigsministeriet, så snart de ved noget. Poul Troulsen så utilfreds ud, Konrad Simonsen fortsatte: – Hvis drabsmanden eller drabsmændene er udefrakommende, om jeg så må sige, så er det helt store spørgsmål, hvordan han eller de steg på båden, for alt tyder på, at det ikke skete på Gammel Strand, hvor turen starter. Det ved vi fra flere vidner, blandt andet kvinden i billetkontoret. Men det er ikke dit eneste problem. Du skal også finde ud af alt om den turbåd, tekniske specifikationer, indretning, hastighed, højttaleranlæg, redningsprocedurer i nødsituationer og så videre, og så videre, så start med at kontakte rederiet. Skaf dig et politikort, hvis du har brug for et, find selv et ledigt kontor, og tag de mænd med dig, som du ønsker. Poul Troulsen gentog pertentligt og utåleligt langsomt sine opgaver, hvorefter han fraskrev sig såvel politikort som kontorplads og også medhjælpere i første omgang. Konrad Simonsen bevarede en imødekommende facade og sukkede befriet, så snart han vendte ryggen til. Folk begyndte at myldre ud fra salen, Arne Pedersen havde været effektiv. Konrad Simonsen trak Klavs Arnold nogle skridt hen ad gangen for at få ro. Så fortalte han om Jonas Ziegler og hans tidligere arbejde i Halsnæs Kommune. Jyden fattede straks pointen. Han havde selv været med Pauline Berg på turen til Melby, hvor hun skulle møde en skovmedarbejder, der dog aldrig dukkede op. Hans tilstedeværelse var kun sket 28
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 28
06-02-2014 10:24:30
for at glæde Pauline Berg, for at vise hende en smule god vilje i hendes vildfarelse. Som Komtessen huskede han heller ikke navnet Jonas Ziegler, men til gengæld var der en anden ting, han godt kunne huske: – Pauline kaldte ham skovløber, ikke skovmedarbejder. Det er jeg sikker på. – Skovridder, skovfoged, skovløber, skovmedarbejder, hvem er klar over forskellen? Men hvis du tror, det har betydning, så dyk endelig ned i det. Klavs Arnold svarede ikke. Men med et var det, som om han forstod, hvad hans opgave betød. Han spurgte rystet: – Tror du, at Pauline på trods af alt … altså på en eller anden måde … Ordene blev siddende i hans hals, og Konrad Simonsen affærdigede ham brysk. Det var det alt for tidligt at sige noget om, og han troede ingenting. – Det er virkeligt noget lort, Simon. Konrad Simonsen ignorerede hans udbrud. – Start med at gennemgå Paulines lejlighed, og frem for alt skaf hendes teleoplysninger. Se om hun havde optegnelser over … sin sag. Det havde hun sandsynligvis, så find dem. Når du har noget, så melder du tilbage til mig. Og en ting mere: Kan du ikke tage Anna Mia og måske et par kollegaer fra hendes station med dig? Det generer mig, at hun er her, men hvis hun er med dig, ved jeg i det mindste, hvad hun laver. Klavs Arnold rynkede brynene. – Din datter har vel også ret til at hjælpe. Hun kendte jo udmærket Pauline. Konrad Simonsen pegede på ham. – Er der noget, du ikke forstår i forhold til, hvad jeg beder dig om? Jyden rystede på hovedet, det var der ikke. – Så se at komme i gang.
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 29
06-02-2014 10:24:30
Kapitel 7
Mandag den 23. august 2010, Politigården Konrad Simonsens dag blev relativt rolig. De enkelte grupper arbejdede med hver deres opgave, og han blev kun involveret i det omfang, der var afgørende nyt. Ved nitiden ankom Malte Borup, som uden den store fortrydelse havde sat sine afsluttende studier på standby til fordel for efterforskningen. Konrad Simonsen instruerede ham, hvilket hurtigt var gjort, hvorefter studenten kastede sig over arbejdet. Snart efter indløb foreløbige levnedsbeskrivelser over de fire voksne, der ud over Pauline Berg havde været med i turbåden. Den japanske lærer var hurtigt overstået. Hun og tre andre lærere var med deres femte klasse i København som led i et kulturelt udvekslingsprogram mellem Japan og Danmark. Børnene og lærerne kom fra byen Sendai, nord for Tokyo ud mod Stillehavet, og de havde været i København i ni dage, altså siden torsdag ugen forinden. Flere vidner på land havde set kvinden springe overbord ud for Søndre Toldbod midt i Bomløbet mellem Amager og Sjælland og kort efter, at turbåden var drejet halvfems grader og derefter sejlede med retning mod Yderhavnen. Det var interessant. Man måtte antage, at læreren var blevet skræmt af drabsmanden og var hoppet i vandet. Hun havde fægtet vildt med armene, og tre tilskuere havde forsøgt at svømme ud og komme hende til undsætning, men ingen nåede frem, før hun forsvandt. Sammenkoblet med andre vidneudsagn, som Konrad Simonsen allerede var i besiddelse af, og som fastslog, at alt virkede normalt i båden, da den sejlede ad Stadsgraven forbi Frederiksholm og Nyholm på Amager, kunne drabsstedet bestemmes med stor sikkerhed. 30
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 30
06-02-2014 10:24:30
Pauline Berg, Jonas Ziegler, bådføreren og turistguiden var blevet dræbt ud for Søndre Toldbod klokken cirka 09.30. Den japanske lærer druknede omtrent samtidig, og hendes lig var blevet fundet ved Langelinie klokken lidt over 11.00, altså godt halvanden time efter hun var sprunget overbord. Hverken turistguiden eller bådføreren virkede umiddelbart interessante for efterforskningen. Bådføreren var 52 år, bosiddende i Greve, familiemenneske, uden aktiviteter, der politimæssigt sprang i øjnene. Turistguiden var en 23-årig engelskstuderende på Københavns Universitet, der levede alene i en andelslejlighed i City. Ingen af dem havde været involveret i kriminelle aktiviteter, som politiet kendte til, og Konrad Simonsen havde svært ved at se dem som andet end tilfældige ofre. Deres liv ville naturligvis blive indgående undersøgt de kommende dage, og i så fald kunne tingene ændre sig, det var sket før, men her og nu måtte hans konklusion være, at hvis drabsmanden ellers havde et logisk motiv var Pauline Berg og/eller Jonas Ziegler hans mål. Hvilket gjorde Jonas Ziegler interessant. Han var født i 1977 og var opvokset i landsbyen Ølsted på Halsnæs. Efter skolen kom han i 1992 i smedelære på Stålvalseværket i Frederiksværk. Han fik svendebrev og arbejdede på værket frem til 2002, hvor han blev langtidssygemeldt med en ryglidelse. I januar 2003 fik Jonas Ziegler arbejde i Frederiksværk Kommunes Tekniske Afdeling, hvor hans opgave var naturpleje. To år senere skiftede han arbejdsgiver, men ikke arbejde, idet han blev ansat ved Skov- og Naturstyrelsen Nordsjælland. Her var han til efteråret 2009, hvor han igen foretog et karriereskift og fik beskæftigelse som butiksmedarbejder i købmandskæden DagligKøb i Tune, et job, han stadig var ansat i, da han blev dræbt. Jonas Ziegler havde bortset fra en dom for spirituskørsel i 1998 en ren straffeattest. I november 2009 var han flyttet fra Halsnæs Kommune til København NV. Konrad Simonsen gennemlæste oplysningerne om manden to gange og skimmede en række bilag, der ikke tilførte noget bemærkelsesværdigt. Umiddelbart efter han var færdig, ringede Klavs Arnold. Han befandt sig i Pauline Bergs lejlighed i 31
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 31
06-02-2014 10:24:30
Rødovre, men havde der fået oplysninger om hende fra andre efterforskere. Han kunne fortælle om tre telefonsamtaler inden for de sidste to uger mellem Pauline Berg og Jonas Ziegler, de to første hvor hun havde ringet op, den sidste hvor han ringede til hende. Desuden var de ankommet sammen til turbåden, da den lå ved kaj på Gammel Strand, og de havde sat sig ved siden af hinanden cirka midt i skibet. Konrad Simonsen takkede for oplysningen og havde dårligt fået lagt røret på, før Kurt Melsing ringede med en foreløbig rapport. Ud fra dna-test af knivstikkene i de fire afdøde var det muligt at fastslå en rækkefølge af drabene, idet blodet fra de foregående ofre ved kniven var overført til de næste. Først var Jonas Ziegler blevet dræbt af et knivstik i halsen. Vinklen på stikket fortalte, at det var sket, mens han sad ned, og gerningsmanden stod op. Derefter var Pauline Berg blevet dræbt af to stik i ryggen, hvoraf det ene havde ramt hendes hjerte. Hun havde nået at rejse sig, inden hun døde, men var derefter gledet ned mellem sæderne og var derfor ikke synlig på tv-fotografens film. Det næste offer var bådføreren, som havde fået snittet halsen over. Han sad ned, og drabsmanden havde angrebet ham bagfra. Til sidst var turguiden blevet dræbt stående, idet hun havde fået snittet maven op og derefter var blevet stukket i nakken. Kniven var højst sandsynligt en militær kampkniv, men det ville først kunne fastslås præcist senere. Kurt Melsings oplysninger beviste, at drabsmanden ikke var en af de fire dræbte, og en halv time senere blev konklusionen bekræftet, da Konrad Simonsen fik en yderst summarisk rapport om, at den overlevende japanske dreng havde fortalt om en mand, der havde stukket de danske voksne med en kniv, og som havde forladt båden, efter at læreren var sprunget overbord. Rapporten åbnede for, at dansk politi senere kunne afhøre drengen, men at der minimum ville gå nogle dage, og at det i så fald måtte foregå i Japan. Som han altid gjorde, når han ønskede en lille pause, stillede Konrad Simonsen sig hen ved vinduet i sit kontor og kig32
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 32
06-02-2014 10:24:30
gede ned på gaden, uden rigtigt at lægge mærke til, hvad han så. Hans tanker var andre steder. Pauline Berg og de øvrige dræbte kunne ikke bruge sorg eller fortrydelse til noget, og det var hans ret at sammensætte sin efterforskning, så uvedkommende private følelser ikke blokerede for opklaringen. Han forventede, at hans nærmeste medarbejdere arbejdede med lyst og entusiasme, og var de ikke i stand til det, kunne han ikke bruge dem. Så enkelt var det, lyst og entusiasme, intet mindre. Konrad Simonsen tog sine egne opmuntrende ord med sig, da han kort efter gik i gang med at skrive en rapport over Pauline Bergs maniske interesse for den unge kvinde Juli Denissens død, et dødsfald, der i Pauline Bergs øjne var en drabssag. Det var en sag, han mange gange havde ønsket ad helvede til, men nu var den pludselig relevant og kunne meget vel være indfaldsvinklen til drabene på turbåden. De fleste fakta kunne han umiddelbart huske, og kun sjældent måtte han slå en oplysning efter, hvilket lettede arbejdet betydeligt. Pauline Berg var i 2006 som 27-årig blevet ansat i Drabsafdelingen og havde på det tidspunkt været arbejdsom, dygtig, lærevillig og umådelig ambitiøs. Det varede i godt et år, til hun i forbindelse med en efterforskning blev kidnappet og holdt fanget i en bunker i Nordsjælland. Til sidst var hun blevet befriet, kun akkurat i live, men psykisk havde begivenheden store omkostninger for hende. Efter en længere rekreationsperiode vendte hun tilbage til Drabsafdelingen, fysisk sund, men med forandret personlighed. Ofte gjorde hun nøjagtigt, hvad hun havde lyst til, modtog kun ordrer, hvis hun brød sig om dem, og tillagde sig en stærkt antiautoritær attitude. Ved mindst en lejlighed havde hun været tæt på at tage livet af sig selv. Især én sag havde hun været dybt optaget af, muligvis som det eneste arbejdsrelaterede, hun virkelig brændte for, efter hun kom tilbage. Mens Pauline Berg var kidnappet, havde en ung kvinde på eget initiativ henvendt sig til Drabsafdelingen med oplysninger, der viste sig afgørende for eftersøgningen. Kvinden hed Juli Denissen og boede i Frederiksværk. Knap et 33
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 33
06-02-2014 10:24:30
år senere, den 10. juli 2008, var denne kvinde død på Melby Overdrev, et naturskønt område ud mod Kattegat mellem Asserbo og Hundested. Hun var blevet fundet af Jonas Ziegler, der arbejdede i skoven lidt længere inde i landet, og som havde hørt kvindens barn græde. Han og også kvinden selv, formentlig fordi hun følte sig dårlig, havde ringet 112, men da ambulancen ankom, var hun allerede død. Dødsårsagen for Juli Denissen var nagelfast: Hun var død af en hjerneblødning, som obduktionen på Hillerød Sygehus efterfølgende viste, at Juli Denissen havde været disponeret for; en hjerneblødning, der blev fremkaldt af et massivt angstanfald, men som højst sandsynligt ville have taget livet af hende før eller siden alligevel. Efterfølgende var Drabsafdelingen blevet kontaktet af en lille håndfuld af Juli Denissens nærmeste, som følte sig overbevist om, at hun havde været ude for en forbrydelse. Ved et rent tilfælde havde Konrad Simonsen bedt Pauline Berg tage sig af dem, altså underforstået: få dem til at indse, at de tog fejl, og så sende dem hjem. Det var rimeligvis hans karrieres største fejl. Den konspirationsagtige vildfarelse var nemlig entusiastisk blevet overtaget af Pauline Berg, som stædigt fortsatte med at undersøge sagen, også efter at det var lykkedes Konrad Simonsen at overbevise de øvrige i den selvbestaltede opklaringsgruppe om, at dødsfaldet var naturligt. Dette var primært sket ved, at han havde overtalt den pensionerede professor i retsmedicin Arthur Elvang, til nøje at gennemgå kvindens obduktionsrapport for dem. Kun Pauline Berg lod sig ikke overbevise, sagen var blevet en besættelse for hende. Til stor irritation for Drabsafdelingen og ikke mindst for Konrad Simonsen, der hverken med det gode eller det onde kunne få sin medarbejder væk fra hendes vrangforestillinger. Til sidst havde alle, inklusive ham selv, opgivet og de facto accepteret Pauline Bergs fanatiske optagethed af Juli Denissens død. Der var ingen anden mulighed, bortset fra at afskedige hende, men det havde politiledelsen nedlagt lodret forbud mod, og i realiteten var det heller aldrig rigtigt blevet overvejet af ham selv. Resultatet var, 34
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 34
06-02-2014 10:24:30
at han og hans nærmeste medarbejdere indimellem og lidt på skift, men naturligvis rent privat, „hjalp“ Pauline Berg i sine forgæves bestræbelser på at opklare sin spøgelsessag. Så vidste de i det mindste, hvad hun foretog sig. Internt i Drabsafdelingen gik sagen under betegnelsen Juli-ikke-sagen – gerne efterfulgt af et ironisk smil. Konrad Simonsen foldede hænderne under hagen. At han nu var i tvivl om ikke-sagen var åbenlyst, men under sin gennemgang havde han fået en underlig følelse af, at denne tvivl, omend kortvarigt, havde haft tag i ham før. Men han kunne ikke huske, hvornår eller hvor det var sket, og det irriterede ham. Så færdiggjorde han sin rapport, journaliserede den og rundsendte den til en håndfuld kollegaer. Et kvarter senere bankede det forsigtigt på døren, han gøede et kom ind. En yngre sorthåret kvinde, høj og firskåret med grove træk stod i døråbningen. Hendes stemme var dyb: – Må jeg sætte mig? Konrad Simonsen rynkede panden. – Det kommer i høj grad an på, hvem du er, og hvad du vil. Til hans overraskelse satte hun sig, og det med et afvæbnende smil, der ved et trylleslag forandrede hendes udseende og næsten gjorde hende køn. – Du må undskylde, men jeg er så træt i benene. Jeg hedder Anica Buch og er for nylig tiltrådt i kriminalpolitiet i Glostrup. I dag går jeg frivilligt rundt for at finde vidner sammen med en masse kollegaer. Mit mål er på et tidspunkt at blive ansat her hos dig, men bare rolig, jeg går igen om et øjeblik. – Jeg er helt rolig. Hvad vil du? Hun fortalte: Han havde kort tid forinden sendt en rapport rundt om Pauline Berg, hun havde læst den på sin chefs computer, helt lovligt, ville hun understrege, og nu var hun kommet herhen i sin pause, fordi hendes foresatte havde forbudt hende at maile til chefen for Drabsafdelingen, den slags gjorde man ikke, ikke i hendes position. 35
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 35
06-02-2014 10:24:30
Konrad Simonsen indskød med et lille smil: – Men han forbød dig ikke at komme her personligt? – Nemlig ikke, det sagde han intet om. – Godt så. Og hvad er det, du vil fortælle mig? – At der intet obduktionslokale er på Hillerød Sygehus, så når du skriver, at hende den unge pige, der døde på Melby Overdrev, altså Juli Denissen, blev obduceret der, så er det forkert. Det er sikkert en ligegyldig detalje, men nu ved du det altså. Konrad Simonsen var skuffet, hun havde vakt hans nysgerrighed, og han havde så småt håbet på, at hun ville bidrage med noget væsentligt. Desuden tog hun fejl. I spidsbelastningssituationer blev Hillerød Sygehus brugt som reserve for Rigshospitalet, det havde han fra den mest autoritative kilde, der fandtes, nemlig professor Arthur Elvang. Han fortalte hende det kortfattet og forventede, at hun forføjede sig, måske med lidt rødme i kinderne. Det gjorde hun ikke: – Uanset hvem der har bildt dig det ind, så er det forkert. Spidsbelastningssituationer? Hvad skulle det være for spidsbelastningssituationer i sommeren 2008, da kvinden døde? I øvrigt er kapaciteten på obduktioner udelukkende begrænset af anvendelige lokaler, ikke af obducenter. Og på Rigshospitalet kan de foretage op til fjorten obduktioner om dagen. Altså, kan du ikke selv høre, at det ikke giver mening? Det kunne han pludselig godt, men han viste det ikke. Han rejste sig uden at skjule sin stigende irritation. Et eller andet sted havde han en kopi af kvindens obduktionserklæring. Det tog ham fem minutter at finde den. Anica Buch blev siddende på sin stol, de talte ikke sammen imens. Han smed, i en blanding af ærgrelse over afbrydelsen og glæde over at have ret, en obduktionserklæring foran hende. Logoet for Hillerød Sygehus stod tydeligt i hjørnet på papirerne. Men Anica Buch bøjede sig ikke: – Ja, det der viser, at obduktionen enten aldrig fandt sted eller blev skrevet på forkert papir. For har den fundet sted, er den foretaget i København, Odense, Aarhus eller i udlandet, punktum – der er ikke andre muligheder. 36
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 36
06-02-2014 10:24:30
Han havde sat sig på sin plads igen. – Punktum!? Hun nikkede en smule usikkert, men ja, punktum. Selvom han var Drabschef, og hun kun var … Han afbrød hende: – Okay, få rede på det her. Kontakt obducenten, hans navn står i erklæringen, og find ud af, hvad der er sket. Du kan sætte dig derind. Han pegede mod sit anneks, et ekstralokale i forbindelse med hans kontor, som var blevet indrettet til ham et par år tidligere, da han var kommet tilbage til sit job efter en hjerteoperation. Hun rejste sig, gik hen mod annekset, men vendte sig så om. – Min chef bliver tosset, hvis jeg ikke er tilbage om et kvarter, og han bliver endnu mere tosset, hvis han finder ud af, at jeg er her. Konrad Simonsen beroligede hende, det behøvede hun ikke at bekymre sig om. Ingen ville blive tossede. Hun var tilbage tyve minutter senere og satte sig uden at afbryde hans læsning. Han kiggede op fra sine papirer med et kort nå? Hendes gennemgang var kort, præcis og aldeles uden hoveren over, at hun havde haft ret. Obducentens navn var Hans Arne Tholstrup. Han var indtil foråret 2008 ansat på Retsmedicinsk Institut i København, det samme var hans hustru, men hun flyttede fra ham til fordel for en elsker. Han blev derfor bevilget et års orlov og fik ansættelse på Hillerød Sygehus, hvor han den 10. juli 2008 modtog Juli Denissens lig og erklærede hende død. Men Nordsjællands Politi ville have den unge kvinde obduceret, dels på grund af hendes alder, dels på grund af de omstændigheder, hvorunder hun var død. På det tidspunkt var Hans Arne Tholstrups ekshustru gået fra elskeren, og nu var han i modsætning til få måneder tidligere bestemt interesseret i at se hende. Han kontaktede sin gamle arbejdsplads og fik tilladelse til selv at foretage obduktionen, naturligvis på Rigshospitalet. Det skete så dagen efter, og næste dag igen skrev han obduktionserklæringen, men da var han tilbage på sit kontor i Hillerød og havde derfor brugt hospitalets brevpapir. Anica Buch tilføjede: 37
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 37
06-02-2014 10:24:30
– Der var to medobducenter, som var under uddannelse. Jeg har talt med den ene, og hun husker udmærket obduktionen, fordi omstændighederne var specielle. – Du kontaktede ikke Tholstrup direkte? – Han er død. Han tog sit eget liv i januar sidste år, da hans nye kæreste flyttede fra ham. Konrad Simonsen svarede hende ikke. Nu følte han tvivlen igen. Tanken, han ikke kunne få fat i, gjaldt måske den obduktion, som Anica Buch netop havde afdækket. Det ville være logisk, at han havde haft fejltagelsen i underbevidstheden, men ikke desto mindre følte han, at det var noget andet, noget vigtigere. Han rejste sig for at vise hende ud. Hun sagde: – De dykkere, der arbejder i Nordhavnen med at hæve den anden halvdel af turbåden … – Hvad med dem? – Har du sørget for, at de samtidig afsøger bunden? – For hvad? – Mobiltelefoner fra børnene. Måske er der filmet noget vi … du kan bruge. Han kiggede tavst på hende. Hun virkede emsig, næsten stødende, med sit bedrevidende forslag, der naturligvis allerede var sat i værk. Det var, som om hun indbød til at blive afvist. Endelig sagde han: – Du har en irriterende form, måske du skulle arbejde lidt med din attitude. – Det har jeg fået at vide før. – Uden du har taget det til dig? – Nej, jeg prøver, hver dag prøver jeg. Hun smilede og virkede oprigtig. – Send mig en mail med dine personlige data og tak for hjælpen. Han lukkede døren efter hende, og hans tanker vendte tilbage til Arthur Elvang. Hvorfor havde professoren bildt ham sådan en historie ind?
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal
Gyldendal__Den-sindssyge-polak.indd 38
06-02-2014 10:24:30