Gaa vaek ghana

Taiye Selasi

GÅ VÆK, GHANA ROM A N

På dansk ved Juliane Wammen

Gyldendal

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 3

15-01-2014 14:41:45

Ikke solsikker, ikke

roser, men klipper i mønstret

sand vokser her. Og blomstrer.

– ROBERT H AY DE N, „Tilnærmelser“

Et ord glemte at huske

hvad det skulle glemme og lod til tider

sandheden slippe ud – R E N EE C . N EBLE T T, „Snapshots“

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 7

15-01-2014 14:41:45

S TA M T R Æ

John Nwaneri

Maud Nwaneri Skotte

Somayina Nwaneri

Kweku Sai Søskende: Naa, Shormeh, Ekua (afdød) Unavngiven bror (afdød) Ling Wei Søskende: Lee-Ann

Olukayodé Savage

Folásadé Savage

Olabimbo Elskerinde

Babafemi Savage

Niké Savage

Olukayodé (Olu), Taiwo Sai, Kehinde Sai, Folásadé Sai (Sadie)

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 9

15-01-2014 14:41:46

Fø rste del

BORTE

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 11

15-01-2014 14:41:46

1.

Kweku dør barfodet en søndag før solopgang, mens hans tøfler lig-

ger som hunde ved døren til soveværelset. I dette øjeblik står han på tærsklen mellem havestuen og haven og overvejer, om han skal gå tilbage og hente dem. Men gør det ikke. Hans kone nummer to, Ama, ligger og sover inde i soveværelset, med læberne let adskilte, panden en anelse rynket, den varme kind der søger en kølig plet på puden, og han ønsker ikke at vække hende.

Han ville ikke kunne, selvom han prøvede.

Hun sover som en taro. En ting uden sanser. Hun sover ligesom hans mor, med stikket trukket ud. Om så deres hus blev røvet – af nigerianere i klipklapper, som triller helt op til døren i rustne, russiske kampvogne og fuldstændigt skyr ubemærkethed, sådan som de er begyndt at gøre i Victoria Island (det har han i hvert fald hørt fra sine venner: råoliekonger og cowboys hjemsendt til Lagos, en sær race af afrikanere, både frygtløse og rige) – ville hun sødt snorke videre, som et musikarrangement, drømmende sukkerkugler og Tjajkovskij.

Hun sover som et barn.

Men alligevel har han tænkt på det hele vejen fra soveværelset til havestuen, har iscenesat sin egen forsigtighed. Opført et show for sig selv. Den slags gør han, har altid gjort det, lige siden han forlod landsbyen, små friluftsforestillinger for et enmandspublikum. Eller for to: ham og hans kameramand, den tavse og usynlige kameramand, som sneg sig væk sammen med ham for mange, mange år siden i mørket inden daggry med havet lige udenfor, og som har fulgt ham hver eneste dag alle vegne lige siden. Og tavst filmet hans liv.

13

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 13

15-01-2014 14:41:46

Eller: det liv som tilhører Den Mand Han Ønsker at Være og Som Han Rejste Bort For at Blive.

I denne scene, en sovekammerscene: Den Hensynsfulde Ægtemand.

Som helt lydløst lader sig glide ud af sengen, uden en lyd tager tæpperne af, sætter fødderne ned enkeltvis og omhyggeligt prøver at lade være med at vække sin uvækbare hustru, rejser sig langsomt, så madrassen ikke giver efter, går meget stille tværs gennem værelset, lukker døren uden en lyd. Og ned ad gangen på samme måde, ud ad døren og ud i gården, hvor hun under alle omstændigheder ikke kan høre ham, men stadig på tæer. Over det korte, opvarmede gangareal, fra Hovedfløj til Opholdsfløj, hvor han et øjeblik standser op for at beundre sit hus.

Det er en fremragende opsætning, dette etplans bygningskompleks, på ingen måde nyskabende, men funktionelt, og elegant udformet: en enkel gårdsplads i midten med en dør i hvert hjørne ind til Opholds-, Spise-, Hoved- og Gæstefløjene. Han tegnede en skitse af det på en serviet i et hospitalscafeteria, da han var på tredje år som reservelæge, enogtredive år gammel. Som otteogfyrreårig købte han grunden af en napolitansk patient, en rig jordspekulant med mafiaforbindelser og type 2-diabetes, som flyttede til Accra, fordi, siger han, byen minder ham om Napoli i halvtredserne (rigdom lige op ad armod, frisk havluft lige op ad kloakstank, de stinkende rige lige op ad de stinkende fattige nede på stranden). Fandt som niogfyrreårig en tømrer, der var villig til at bygge det, den eneste ghaneser, som ikke stejlede over at lave hul midt i et hus. Tømreren var halvfjerds år gammel med grå stær og vaskebræt. Han færdiggjorde huset på to år, arbejdede upåklageligt og alene.

Flyttede ind med sine ting som enoghalvtredsårig, men opdagede, at der var for stille.

14

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 14

15-01-2014 14:41:46

Giftede sig med kone nummer to som treoghalvtredsårig.

Elegant plan.

Nu standser han yderst på gårdspladsen, mellem dørene, hvor grundplanen er tydelig, hvorfra han kan se designet, og betragter det på samme måde, som en maler betragter sit maleri eller moderen sin nyfødte: med forvirring og ærefrygt over, at det, der blev vakt til live derinde i hjernen eller kroppen, har klaret sig ud i det fri, har fået sit eget liv. En anelse forbløffet. Hvordan er det nået hertil, fra inden i ham til foran? (Han ved det selvfølgelig godt: med den rette anvendelse af de rette redskaber; det er det samme for maleren, moderen, amatørarkitekten – men det er stadig vidunderligt at skue.)

Hans hus.

Hans smukke, funktionelle, elegante hus, som kom til ham i ét stykke, helt færdigtænkt, som en befrugtet zygote, der uforklarligt kommer snurrende ud af mørket i besiddelse af en fuldt færdig genetisk kode. En fuldt færdig logik. De fire kvadranter: en letten på hatten til symmetrien, til hans studietid, til millimeterpapiret, til kompasset, evig rejse/evig tilbagekomst, osv., osv., en grå gårdsplads, ikke grøn, poleret sten, skiferplader, forarbejdet beton, en slags tilbagevisning af troperne, af hjemmet: en gentænkning af hjemlandet, alle linjer rene og rette, intet frodigt, blødt eller grønklædt. På et enkelt øjeblik. Alt sammen dér. Nu her. Mange år senere, på en gade i Old Adabraka, en hensmuldrende forstad af kolonipalæer, hvidtet murpuds, herreløse hunde. Det er det smukkeste, han nogen sinde har skabt – – bortset fra Taiwo, tænker han pludselig, en tanke som et chok.

Hvorpå Taiwo selv – med øjenvipper som en sort skovtykning, kindben som skarptskårne klipper og øjne som ædelsten, de lyserøde læber samme farve som indersiden af konkylieskaller, håbløst smuk, en håbløs pige – dukker op lige foran ham og afbryder hans opførelse af Den Hensynsfulde Ægtemand, hvorefter hun går op i røg. Det er 15

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 15

15-01-2014 14:41:46

det smukkeste, han nogen sinde har skabt alene, retter han sin betragtning.

Fortsætter så ad den overdækkede gang ind ad døren til Opholdsfløjen, gennem spisestuen, ind i havestuen, til dørtærsklen.

Hvor han stopper op.

2.

Senere på formiddagen, da sneen er begyndt at falde, og manden

er færdig med at dø, og en hund har snuset sig frem til døden, går Olu uden stort hastværk ud fra hospitalet, slukker sin BlackBerry, sætter sin kaffe fra sig og begynder at græde. Han har ingen anelse om, hvordan dagen begyndte i Ghana; han står mange kilometer og oceaner og tidszoner borte (og andre typer afstande, der er sværere at overkomme, som hjertesorg og vrede og forstenet sorg og de spørgsmål, der for længe har været uspurgte og ubesvarede og generationers skam og tavshed mellem far og søn) og rører sojamælk ud i sin kaffe i et hospitalscafeteria, med svømmende øjne, søvnunderskud, er her og ikke dér. Men han ser det for sig – sin far, dér, død i en have, en sund og rask mand, syvoghalvtreds år, i fortræffelig form, små runde biceps presser sig op mod huden på armene, lille rund mave presser sig ud mod ribstrikningen i undertrøjen, Fruit of the Loom, tynd, ribstrikket A-trøje, kridhvid mod mørk brun, båret sammen med de latterlige MC Hammer-bukser, som han hader, og Kweku elsker – og selvom han prøver (han er læge, han ved bedre, han hader, når hans patienter spørger ham: „Hvad hvis du tager fejl?“), kan han ikke slippe tanken.

16

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 16

15-01-2014 14:41:46

Om at lægerne tog fejl.

Om at den slags ting ikke „bare sker somme tider“.

Om at der skete et eller andet derude.

Ingen læge så erfaren, eller så fremragende – og man kan sige, hvad man vil, manden var dygtig til sit arbejde, det indrømmer selv hans bagvaskere, „en kunster med sin kniv“, en kirurg uden sidestykke, en ghanesisk Carson, og så videre – kunne have overset tegnene på et hjerteanfald, der var så længe undervejs. Almindelig blodprop i hjertet. Pærenemt. Gælder om at handle hurtigt. Og der ville have været tid, en halv time, lavt sat, ud fra alt det, mor fortæller, tredive minutter til at handle, til at „erindre gammel lærdom“ med dr. Sotos ord, den læge der er Olus favorit, hans xicano-skytshelgen: til at gennemgå symptomerne, spytte en diagnose ud, rejse sig, gå indenfor, vække sin kone, og hvis konen ikke kunne køre – meget sandsynligt, hun kan ikke læse – så selv køre sig i sikkerhed. Til at tage tøfler på, for himlens skyld.

I stedet gjorde han ingenting. Ingen gennemgang, ingen udspytning. Spadserede bare gennem havestuen og faldt om i græsset, hvor han, Olus far, Kweku Sai, ga-folkets Store Håb, fortabt vidunderbarn, tilsyneladende uden grund – eller af ubekendte grunde, som Olu ikke kan gætte og, dømt til uvidenhed, ikke kan tilgive – bare lå i sin pyjamas uden at foretage sig noget som helst, indtil solen stod op, blodtørstig, mere en opstand end en opstigning, fra død til gustengrå ved gyldent sværd, mens hans kone åbnede sine øjne inde i soveværelset og opdagede, at der stod tøfler i døråbningen, og fordi hun fandt det sært, gik hun ud for at finde ham og fandt ham død.

En ekstraordinært dygtig kirurg.

Af et helt ordinært hjerteanfald.

Med i gennemsnit fyrre minutter mellem indtræden og død, så selv hvis det er rigtigt, at den slags ting „bare sker somme tider“, det 17

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 17

15-01-2014 14:41:46

vil sige, at et sundt og rask menneskehjerte bare „somme tider tilfældigvis“ går i kramper, helt vilkårligt, ud af det blå, som en pludselig muskelspasme i hasen, er der tidsfaktoren at overveje. Alle de minutter i mellemrummet. Mellem det første jag og det sidste åndedrag.

Netop de øjeblikke, synes Olu, er de mest fascinerende, har været besat af dem hele sit liv, først i barndommen som sportsmand, så i voksenlivet som læge.

De øjeblikke der skaber et resultat.

De stille øjeblikke.

De stumper af tavshed mellem udløser og handling, når øjeblikkets udfordring er hjernens eneste fokus, og hele verden går ned i tempo for at følge med i, hvad der vil ske. Når man enten handler eller lader være. Hvorefter det er For Sent. Ikke afslutningen – de få, fortvivlede og kakofoniske sekunder, som kommer lige før den sidste summen eller hjertemonitorens enstonede, uafbrudte hylen – men stilheden lige før, et afbræk i handlingen. Der er altid et afbræk, ved Olu, uden undtagelser. Sekunderne lige efter pistolen går af, og løberen enten bliver liggende i startblokkene, eller tyvstarter, eller før skudofferet mærker kuglen bryde huden og løfter hånden til såret eller lader være, gik verden i stå. Om løberen vinder, eller patienten klarer den, har i sidste ende mindre at gøre med, hvordan han krydser målstregen, end med hvad han foretog sig i de stille øjeblikke, der lå lige inden, og Kweku foretog sig intet, og Olu ved ikke hvorfor.

Hvordan kunne hans far undgå at vide, hvad der var ved at ske, og hvis han vidste det, hvordan kunne han så blive liggende der for at dø? Nej. Der må være sket noget, som svækkede, som desorienterede ham, en eller anden voldsom følelse, en mental forstyrrelse, Olu ved ikke hvad. Det, han ved, er følgende: En aktiv mand under tres uden nogen kendt sygdomshistorie, som er opfostret på en kost af ferskvandsfisk, som løber otte kilometer hver dag, knepper en veldrejet landsbytosse – og man kan sige, hvad man vil, men den nye kone er 18

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 18

15-01-2014 14:41:46

ikke nogen sygeplejerske: Det er formålsløst at pege fingre, men der havde måske været håb, hvis en ordentlig hjertemassage var blevet givet/hvis bare hun var vågnet – dør ikke af hjertestop i sin have.

Noget må have fået ham til at stoppe.

3.

Dugdråber på græs.

Dugdråber på græs som diamanter spredt med løs hånd af en alfegud, der tilfældigvis kom forbi, vandrede sorgløst og smidigt gennem Kweku Sais have, kort inden Kweku selv kom derud. Nu glitrer hele haven, blinker og fniser som skolepiger, der tysser på hinanden og rødmer, når deres elskede nærmer sig: det glitrende mangotræ, majestæten, det frugtbare væsen i midten med dets tykke, grønne blade og strålende, gule æg; det glitrende springvand fuldt af revner og ukrudt, behængt med hvide blomster, men statuen står der stadig, „tvillingemoderen“, iya-ibeji, engang en gave til hans ekskone Folásadé, nu forladt midt i springvandet med sine håndudskårne stentvillinger; de glitrende blomster som Folásadé kunne benævne med et enkelt blik på deres ansigter, de engelske navne, latinske navne, en million nuancer af lyserød; den glødende himmel i en blød grå tone, som den er i Syden uden sollys, med glitrende skyer i kanten.

Glitrende have.

Glitrende våd.

Kweku standser op på tærsklen og stirrer åndeløst på det med skulderen mod den halvvejs åbne skydedør. Med et jag i brystet tænker han ved sig selv, at verden somme tider er for smuk. At der overhovedet ingen tyngde er ved det, ingen måde at tage imod det på: 19

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 19

15-01-2014 14:41:46

duggen på græsset og lyset på duggen og skæret af det lys, ikke for en læge som ham, når han ved, at den slags ting sjældent overlever natten. At de eksisterer, men ikke længe, i verden, som han kender den, et brutalt og meningsløst og ødelæggende sted. At de enten bliver brudt ned eller bryder fri og efterlader sig et kølvand af tab. At Neonatalafsnittet havde fattet det.

De opfordrer ikke til navngivning på Neonatalafsnittet, det opdagede han i sin tredjeårsturnus på børneafdelingen, den hjerteskærende vinter i 1975, hvor hans mor netop var død, og hans første søn netop født. Hvis et eller andet ulykkeligt spædbarn ikke klarede den weekenden over, søgte de at hindre dets forældre i at vælge et navn og skriblede „Baby“ plus efternavn på kuvøsemærkaten („A, B, C Efternavn“ på flerlinger). Mange af hans studiekammerater fandt den praksis primitiv, en forhastet, opgivende gestus. De var for størstedelens vedkommende amerikanere, med deres hvide tænder og mejeriprodukter, for hvem spædbørnsdødelighed var noget utænkeligt. Eller rettere, tænkeligt i forhold til en samlet masse, som et tal, en statistik, for eksempel x % af alle børn under to år dør. Tænkeligt i flertalsformen, men utænkeligt i ental. Det enkelte gråblå spædbarn.

Afdøde Baby Efternavn.

For afrikanerne, derimod (og inderne og vestinderne og den ene, afhoppede lette, for hvem Baltimore var et behageligt sted), var en død nyfødt ikke blot tænkelig, men også almindelig, så meget desto bedre når det var uundgåeligt, det vil sige forklarligt. Det var livet. For dem var det logisk ikke at navngive, endda beundringsværdigt, en måde at skabe en distance til eksistensen på og dermed til døden. Netop den slags man altid tænkte på i Amerika og aldrig ulejligede sig med i Riga eller Accra. Sterilisering af menneskelige følelser. Reduktion af smerte til bedrøvelse på kondolencekortniveau. Gøre som en operationssygeplejerske og vaske al grimhed af sorgens mange ansigter.

20

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 20

15-01-2014 14:41:46

Ansigter Kweku Sai kendte.

For ham, der kunne navngive hvert eneste af sorgens ansigter, var logikken velkendt fra en varmere tredje verden, hvor drengen, der følger efter sin mor, oversmurt med frisk blod efter fødselsveerne (frugtesløse veer), ned til kanten af havet ved daggry – som ser hende lægge det lille lig som en knap så heldig Moses pakket ind i palmeblade i brændingen og gå sin vej, men som aldrig hører hende nævne det, ikke en eneste gang – lærer, at „tab“ er et begreb. Blot en tanke. Som man former eller lader være at forme. Med ord. Så man ikke kan miste, eller nogen sinde sige, at man har mistet, det, man ikke lader eksistere i sit sind.

Selv dengang, som fireogtyveårig, nybagt far og stadig selv et barn, et nyligt moderløst barn, vidste Kweku det.

Nu stirrer han på det glitrende skue, stopper op over for skønheden, og ved det, han vidste for alle de mange vintre siden: Stillet over for noget, som er skrøbeligt og fuldkomment, i en verden som er grim og knusende og grusom, er den korrekte procedure følgende: Undlad at navngive det. Lad som om det ikke eksisterer.

Men det virker ikke.

Han mærker endnu et jag over det, at fuldkommenheden eksisterer, fuldkommenhedens stædige eksistens i de allermest sårbare ting, på trods af at han nægter – på logisk, beundringsværdig vis nægter – at beskæftige sig med denne eksistens i sit hjerte, i sit sind. Over den trøstesløse logik, klarsynets forbandelse, uanset hvilken snor, han trækker i, i den samme, elendige knude: (a) Det nyttesløse ved at kunne se, i betragtning af skønhedens livsfarlighed, for slet ikke at tale om skønhed i skrøbelighed et sted som her, hvor en stadig blodindsmurt mor må begrave sin nyfødte, skylle sig af og gå hjem og støde yams til grød. (b) Skønhedens vedholdenhed, i skrøbeligheden af alle steder!, i en dugdråbe ved daggry, noget der vil få ende, og i 21

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 21

15-01-2014 14:41:46

øjeblikke, og i en have, og i Ghana, frodige Ghana, bløde Ghana, grønklædte Ghana, hvor skrøbelige ting dør.

Han ser det så klart, at han lukker øjnene. Hans hoved begynder at dunke. Han åbner øjnene. Han forsøger at bevæge sig, men kan ikke. Han står naglet til stedet, overvældet.

Sidst han følte sådan, var med Sadie.

4.

Vinter igen, 1989.

Fødegangen på Brigham.

Fola sidder op i hospitalssengen, stadig blodig efter fødslen med en hånd fast om hans arm.

Tvillingerne, ni år gamle, sover tungt i venteværelset i de grimme, blå stole med gul skumpolstring, ligger sådan som de altid gjorde, fastlåst som et pudsigt, japansk træpuslespil: Taiwos hoved på Kehindes skulder og Kehindes kind på Taiwos hoved, en pige og en dreng med samme ravfarvede øjne, der sender gnister fra deres ellers blide, unge ansigter.

Olu der spiser æblestykker, allerede så sund som fjortenårig, mens han læser Alt falder fra hinanden, og det eneste synlige tegn på hans stigende bekymring er lårbensknoglens vedvarende hoppen op og ned.

Og den nyfødte, stadig unavngivet, som kæmper for livet i sin kuvøse. Og er ved at tabe.

Baby Sai. På den harsklugtende fødestue.

22

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 22

15-01-2014 14:41:46

„Hvad er der galt med Idowu? Hvor går de hen med hende?“ Hun greb om hans bare arm. Han var stadig i sit operationstøj, ikke andet, udækkede arme. Han havde stået og syet sammen, da hun fik veer (for tidligt). En ven på Brigham havde tilkaldt ham over det interne samtaleanlæg, og han var løbet hertil fra Beth Israel gennem sneen. De hvirvlende fnug formørkede hans udsyn, mens han løb, og ordene, to ord, formørkede hans tanker. For tidligt. „Det var for tidligt.“ „NEJ.“ Ikke en menneskelig lyd. Dyrisk. En dyb snerren fra den netop tømte mave. Et krigsråb. Men hvem var fjenden? Ham. Fødselslægen. Tidspunktet. Maven selv. „Folásadé,“ mumlede han. „Kweku, nej,“ snerrede Fola sammenbidt, og hendes negle gennemborede hans gåsehud. Fik blodet til at flyde. „Kweku, nej.“ Nu begyndte hun at græde. „Kæreste skat,“ hviskede han. Slagen. „Du må ikke græde.“ Hun rystede på hovedet, græd, gennemborede vedvarende hans arm (og andre gennemborlige dele af ham, som ingen af dem opfattede). „Kweku, nej.“ Som om hun netop nu inden i sit hoved havde ændret hans navn fra Kweku, bare Kweku, til Kweku-Nej. Han lagde blidt læberne mod hendes isse. Folas krone og pryd, hendes hår, var faldet sammen til det halve af frisk sved. En sky af små spiraler, hver af dem klyngede sig solidarisk til den næste og duftede af Indian Hemp. „Vi har tre sunde og raske børn,“ sagde han blidt til hende. „Vi er heldige.“ „Kweku-Nej, Kweku-Nej, Kweku-Nej.“ Det sidste var skingert, nærmest rasende, anklagende. Han havde aldrig set Fola så ude af den. Hendes to andre graviditeter var lægeligt set gået perfekt, fødslerne som et urværk, glatte som en instruktionsvideo: den første i Baltimore, mens de stadig var børn, den anden her i Boston, et kejsersnit, tvillingerne. Og nu denne, ti år senere, et rent 23

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 23

15-01-2014 14:41:46

uheld, den tredje (selvom de alle sammen på en måde var rene uheld).

Hun var anderledes med denne her næsten lige fra begyndelsen. Hun insisterede på at vide kønnet med det samme. Og insisterede derefter på, at han ikke fortalte det til nogen, ikke engang børnene, at (a) hun ventede sig, og derefter (b) hvad det var. Begge dele blev åbenlyst den sommeraften, hvor hun kom hjem med tyve liter lyserød maling. Hun valgte navnet uden ham, „barnet der kommer efter tvillinger“. Det overraskede ham ikke særligt. Hun var begyndt at gå en del mere op i sin yoruba-arv, efter hun var blevet iya-ibeji, tvillingemor. Han brød sig ikke om navnet, lyden af Idowu, og endnu mindre om, hvad det betød, noget med konflikt og smerte. Men han var lettet over, at hun ikke havde valgt noget endnu mere dramatisk, som Yemanja, sådan som hun opførte sig. Byggede helligdomme.

Og nu dette. Ti uger for tidligt. Der var intet at gøre. „Du er nødt til at gøre et eller andet.“ Han så på sygeplejersken.

Kvartalsdranker, gættede han, ud fra topmaven og det rødmossede ansigt. Irsk, at dømme efter hendes South Boston-a’er. Men intet spor af den racisme, som ofte fulgte med, og blide øjne, gråblå, glitrende.

Kvinden mestrede kunsten at rynke panden og smile samtidigt. Medfølende. Mens Fola fik blodet til at flyde fra hans arm. „Hvor har de taget hende hen?“ spurgte han, selvom han godt vidste det.

Sygeplejersken rynkede-panden-og-smilede. „Til Neonatalafsnittet.“ Han gik ud i venteværelset.

Olu så op.

Han satte sig ved siden af sin søn, lagde en hånd på hans knæ.

Olu opgav Achebe og så på sit knæ, som om det først var nu, han var klar over, at det hoppede op og ned. „Hold øje med din bror og søster. Jeg er snart tilbage.“ 24

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 24

15-01-2014 14:41:46

„Hvor skal du hen?“ „Se til barnet.“ „Må jeg komme med?“ Kweku så på tvillingerne.

Et pudsigt, japansk træpuslespil. De sov ligesom hans mor. Olu så også på dem. Derefter bedende på Kweku. „Kom så.“ De gik ned ad hospitalets gange i tavshed. Hans kameramand gik baglæns foran dem. I denne scene: En Respekteret Læge går med lange skridt ned ad gangen for at redde sin fortabte datter. En western. Han ville ønske, han havde et våben. Lille seksløber, sølvfarvet.

To. Noget med større pondus end en dr. med. fra Hopkins. Og en tydeligere fjende. Eller en mindre frygtindgydende fjende end lægevidenskabens basale principper. Oddsene.

Kort efter, Olu: „Hvad er det?“ Scenen slut. „Ikke noget.“ Kweku lo stille. „Bare træt, ikke andet.“ Han klappede sin søn på hovedet. Eller på pandebenet, for at være mere præcis, eftersom hans søns hoved havde flyttet sig fra det sted, han huskede, at det var. Han så nærmere på Olu, forbavset over højden (og over andre ting, han havde set, men aldrig før lagt mærke til: de brede latissimus dorsi, den firkantede kæbe, yoruba-næsen, Folas næse, bred og lige, den stramme hud, samme farve som hans egen og så glat som en barnenumse, selv nu i teenageårene). Han var ikke køn ligesom Kehinde – der lignede en pige: en håbløs, håbløst smuk pige – men syntes i løbet af en enkelt weekend at være blevet en temmelig flot ung mand. Han klemte Olu om skulderen, beroligede ham. „Jeg har det helt fint.“ Olu rynkede panden, anspændt. „Jeg mener barnet. Hvad er det?

Hvilket køn?“ 25

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 25

15-01-2014 14:41:46

„Nå. Selvfølgelig.“ Kweku smilede. „Det var en pige,“ så: „Det er en pige,“ men for sent. Olu havde hørt hans brug af datid og skævede forsigtigt til ham. „Hvad er der galt med barnet?“ spurgte han med anstrengt stemme. „Hendes køns forbandelse. Utålmodighed.“ Kweku blinkede. „Hun kunne ikke vente.“ „Kan de redde det?“ „Sandsynligvis ikke.“ „Kan du?“ Kweku lo højt, en pludselig lyd i stilheden. Han klappede Olu på hovedet, denne gang fandt han op til håret. Hans ældste søns store tillid til hans evner som læge holdt aldrig op med at forbløffe og glæde ham. Eller formilde ham. Hans anden søn var fuldstændigt ligeglad med, hvad han lavede, selvom det var det, de levede af.

Han tog det ikke personligt. Det mente han i hvert fald ikke, at han gjorde. Han viste det i hvert fald ikke, når hans kameramand var i nærheden. Han var en Begavet Forælder, for rationel til at udvælge sig yndlinge. En Rigtig Mand, hævet over smålig usikkerhed. Og en Respekteret Læge, en af de bedste på sit område, fandeme!, uanset om Kehinde interesserede sig for det eller ej. Desuden var drengen umulig at gøre indtryk på. Evindeligt indifferent. Hans lærere sagde alle sammen det samme, år efter år. Store evner, eksemplarisk opførsel, men synes ikke at interessere sig for skolen. Hvad skal man stille op?

Kehinde interesserer sig ikke for noget som helst, sagde Kweku til dem. Bortset fra Taiwo. (Altid bortset fra Taiwo.) „Nej,“ svarede han Olu, og hans latter blev hængende som et smil.

Olus blik blev hængende ved den ene side af hans ansigt. Og faldt så væk. De gik videre ned ad gangen i tavshed. Pludselig så Olu op. „Jo, du kan.“ 26

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 26

15-01-2014 14:41:46

Selv nu, så mange år senere, når Kweku tænker på det øjeblik, kan han se udtrykket i sin fjortenåriges ansigt for sig: Olu virkede, som om han – på et øjeblik – igen blev et lille barn, hudløs af tillid. Drengen var forvandlet, hele hans ansigt lå åbent, øjnene var så blottet for tvivl, at Kweku så ned. Hans ældste søns tillid til hans evner som læge fik hans hjerte til at briste (det var anden gang. Han havde ikke mærket det første gang). Han rystede svagt på hovedet og så på sine hænder. Hans fingre var stadig stive af kulde, efter han havde løbet gennem sneen. Han stod og vaklede på kanten af noget, som han ikke vidste, hvad var, en sær kraft der samlede og byggede sig op inden i ham og mod ham. „Hendes hjerte kan ikke klare det –“ begyndte han, holdt så inde. De var nået frem til glasdøren ind til spædbarnsafdelingen.

Kweku kiggede ind.

Der var det.

Til venstre.

Halvandet kilo, trak næsten ikke vejret, var næsten ikke i live.

Med alle de mange plastre og slanger, der stak ud, lignede det E.T. på vej hjem.

Olu pressede hænderne mod plexiglasruden. „Hvilket et er det?“ spurgte han og hulede hænderne omkring øjnene. Kweku lo dæmpet.

Olu sagde ikke hun. Kun et, barnet. Tænkte allerede som en læge.

Han pegede på kuvøsen, det håndskrevne skilt. „Det der,“ sagde han. „Baby Sai.“ Det var så enkelt, faktisk, kun en mindre smutter (Sai), at sige det højt, da han slog let på glasset, men han havde allerede stået og vaklet ude på kanten, da det skete, da han pegede på kuvøsen og udtalte sit eget navn. Og de to ting i sammenhæng, som let antændelige forbindelser – lyden af hans navn sagt højt inden for samme rum og 27

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 27

15-01-2014 14:41:46

synsfelt af den for tidligt fødte, der kæmpede for at trække vejret – gjorde pludselig på en eller anden måde „Baby Sai“ til hans. Det var hans.

Hun var hans.

Og hun var perfekt.

Og hun var lillebitte.

Og hun var ved at dø. Og han følte det, det at hun var ved at dø, midt i brystet, kraften samlede sig, rå panik som overvældede hans lunger, fyldte hans brystkasse med en prikkende fornemmelse, tæt, bidende og skarp. Han hørte sig selv hviske: „Der er hun,“ eller noget i den retning, men fordi hans strubehoved strammede til, kunne han ikke genkende sin egen stemme.

Det gjorde Olu heller ikke, så uroligt op. „Far,“ hviskede han. Slagen. „Du må ikke græde.“ Men Kweku kunne ikke lade være. Han var dårligt nok bevidst om det. Tårerne kom så hurtigt, faldt så stille. Hun var hans. Den dyrebare ting derinde med tånegle som dugdråber, alle ti fingre krøllet sammen i håb, små næver af beslutsomhed, huden gennemsigtig som kronblade, som en blomst Fola kunne kende på dens ansigt. Allerede Folas yndling. Og hun. Som ventede, håbede, stadig sad op i sengen, svedende, blodig. Også hans.

Du er nødt til at gøre et eller andet.

Han var nødt til at gøre et eller andet. Hans tørrede hurtigt øjnene med bagsiden af armen. Saltet sved i såret på den. Han klemte Olu om skulderen. Beroligede sig selv. „Kom så.“ De næste seksoghalvfems timer blev han der: i personalestuen, hvor han blev venner med de overtrætte yngre reservelæger, som også sov der, konsulterede kollegaer, læste op på behandlinger, terpede som en besat, sov næsten ikke, indtil hans fjende var besejret. Indtil den 28

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 28

15-01-2014 14:41:46

nyfødte havde fået et navn. Og ikke Idowu, det gedekødstunge navn som Fola havde valgt, til det langmodige barn der bliver født umiddelbart efter tvillinger. Han valgte Sadé, da de bragte barnet hjem fra hospitalet, fordi to Fola’er ville blive for forvirrende. Hans første valg var Ekua, ligesom hans søster, „født en onsdag“, men Fola havde allerede for år tilbage fastslået sin suveræne ret til at navngive (fornavn: nigeriansk, mellemnavn: ghanesisk, andet mellemnavn: Savage, efternavn: Sai). Sadé valgte Sadie, da hun begyndte i syvende klasse, fordi hendes klassekammerater alligevel udtalte hendes navn sådan.

Men det var en sygeplejerske, der oprindeligt og uafvidende valgte Folásadé den sidste nat på Brigham.

Endnu et uheld.

Han var alene på spædbarnsafdelingen med den lille efter midnat, i det samme operationstøj han havde haft på under blind­tarms­operationen på Beth Israel for flere dage siden, helt bevidst om, at en forælder, der gik forbi plexiglasruden, kunne tro, og med god grund, at han var en hjemløs. De blodskudte øjne, det filtrede hår, det halvvejs forrykte udtryk af altopslugende besættelse: Han lignede en galning, en galning i operationstøj, der var gået til i forsøget på at vinde mod alle odds. (Han kunne ikke vide, at det var det, han en dag ville blive). Spædbarnsafdelingen var mørk bortset fra kuvøsernes lamper. Han sad og gyngede frem og tilbage i en stol med pigen på skødet. Pigen havde på dette tidspunkt sovet i over en time, men han blev ved med at gynge, for udmattet til at rejse sig. Stolen var for lille, en af den slags små plastikgyngestole, som hospitalerne stiller inde på spædbarnsafdelingerne, tilsyneladende til brug for de for tidligt fødte.

Den irske sygeplejerske med topmaven og det rødmossede ansigt kom frem i døren med sit clipboard og standsede. „Dig igen.“ Hun lænede sig mod dørkarmen, rynkede-panden-og-smilede. „Mig igen, ja.“ 29

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 29

15-01-2014 14:41:46

„Nej, nej. Bliv endelig siddende.“ Hun trådte ind uden at tænde lysstofrørene i loftet, skånede nådigt dem begge for lysets pludselige voldsomhed. Hun gik sin runde i tavshed og skrev notater på clipboardet. Da hun nåede over til den lille gyngestol, kiggede hun ned og lo.

Spædbarnets hånd med de fem uendeligt små, brune fingre greb om Kwekus tommelfinger, som gjaldt det livet. „Du må virkelig elske hende,“ sagde hun. Boston-accent. Ælskhind’. „Jeg si’r dig, du er her jo mer’ end mig.“ Kweku lo dæmpet for ikke at vække barnet. „Ja,“ sagde han bare. „Ja.“ Det ene ord sendte ham tilbage til Baltimore, til deres bryllupsdag, til Fola, ung og gudesmuk i sin ventekjole i det lavloftede kapel med dets røde tæpper og træpaneler, deres første nat som ægtepar, ginger ale, plastikglas. Hvorefter to andre ord nærmest tilfældigt flød op til overfladen i hans sind som små bobler. Og bristede. For tidligt.

Havde de giftet sig for tidligt? Var de blevet forældre for tidligt? Og hvad betød det så, i så fald? At det „i virkeligheden“ ikke var kærlighed?

Sygeplejersken, som stadig befandt sig i Boston, slukkede lyset i kuvøsen. Kweku, stadig i Baltimore, lukkede øjnene, gyngede frem og tilbage. „Men jeg elsker hende virkelig.“ Det hørte sygeplejersken ikke. Hun kiggede på mærkaten på kuvøsen. Baby Sai. Intet fornavn. „Hva’ hedder hun?“ spurgte hun med pennen svævende i luften over clipboardet. „Folásadé,“ mumlede Kweku, for udmattet til at tænke. „Det er kønt. Hvodden staver du det?“ Uden at åbne øjnene: „F-o-l-á-s-a-d-é.“ Det gik ikke engang op for ham, hvad sygeplejersken egentlig spurgte om, før i forvirringen ved udskrivningen. „Ingen Idowu Sai.“ 30

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 30

15-01-2014 14:41:46

En anden sygeplejerske, som poppede sit tyggegummi i irritation, smækkede journalen ned på skranken og pegede. Kunstig negl. Kweku tog journalen og så på skriften. Fornavn: Folásadé. Efternavn: Sai. Sygeplejersken smilede selvtilfreds, blæste en boble, lod den briste. „Fula-sæj-di Sæj. Er det dit barn? Fula-sæj-di?“

5.

Sidst han følte sådan, var med „Sæj-di“, den fornemmelse af åben-

baring, den samme foruroligende opdagelse af, at han har taget fejl, at noget, som han har set på utallige gange og ikke fundet bemærkelsesværdigt eller værdifuldt, i virkeligheden er smukt og hele tiden har været smukt. Hvordan kunne han have overset det? Det knap-nok-fødte spædbarn, den knap-nok-åndende for tidligt fødte, hænderne knyttet i håb, ikke bizar og fremmedartet at se på, sådan som han engang havde tænkt om nyfødte (selv Olu, Taiwo, Kehinde), men pragtfuld, værd at kæmpe for. Med den ledsagende bestyrtelse: en pludselig stramning i brystet, venstre side, hvor han mærker døden og andre kræfter, der samler sig, ikke så meget: førvar-jeg-blind-men-nu-ser-jeg-klart, englekor, halleluja; men mere: hvad-skal-det-hele-i-sidste-ende-betyde, en skarp, en skinger frustration.

Eller noget, han tror, er frustration.

Han har engang læst, at frustration er selvmedlidenhed under et andet navn.

Uanset hvad man kalder det.

Sidst han følte det, var med Sadie: frustration/medlidenhed over, at verden både er for smuk, og smukkere end han ved af, end han har 31

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 31

15-01-2014 14:41:46

bemærket, at han har overset det, at han måske har overset flere ting, men at han måske aldrig når at finde ud af det, at det måske er for sent. At det kan blive for sent, at det er en mulighed, at der overhovedet er et For Sent, at tiden vil rinde ud, og det måske i sidste ende ikke engang betyder noget, hvad han har bemærket, for hvordan kan det betyde noget, når det alt sammen forsvinder?

Eller en tankespiral, der kører mere eller mindre i den retning og rammer et punkt ved den inderste befæstning, det vil sige, hvordan han kan bebrejdes alt det, han har overset, når det hele er hyllet i meningsløshed, når alting dør? Han påberåber sig sin uskyld (Jeg vidste ikke, hvad der var smukt. Jeg ville have kæmpet for det hele, hvis jeg havde set, hvis jeg havde vidst!), selvom det i store træk forbliver uklart, både i havestuen og på spædbarnsafdelingen, overfor hvem det er, han påberåber sig den. Og noget andet. Noget nyt. Hverken retfærdiggørelse eller blindhed eller blind harme eller medlidenhed.

Accept.

Af døden.

For han ved, på en sær måde, da spiralen standser op ved, når alting dør, at det er det, han er ved.

Han ved – som han står der i undertrøje og MC Hammer-bukser, med skulderen mod den halvvejs åbne skydedør og glider dybere ind i dagdrømme, erindringer og andre refleksioner (fortrydelse, anger, bitterhed, omvurdering) – at han er ved at dø.

Han ved det.

Men bemærker det ikke.

Det er at vide noget, men ikke være klar over det. Ubetydeligt blandt hans andre tanker. Ikke engang en „tanke“. En lyd der kommer imod ham gennem vandet, uden hast. En form der danner sig langt borte i et negativt rum. En boble der lige akkurat har begyndt sin opstigning til bevidstheden, stadig ti, femten minutter fra at være 32

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 32

15-01-2014 14:41:46

bevidst, forsinket, alle kendsgerningerne vender tilbage til lodret position, personalet gør kabinen klar til landing. En kvinde. En kvindes stemme. En kvindes kærlighed. Kærlighed til hende og fra hende, en kvinde, to kvinder. Moderen og den elskede, der hvor det begynder og ender, sådan som han altid har haft en mistanke om, at det må være. (Mere om det om et øjeblik).

Netop nu står han på tærsklen, tryllebundet af haven.

Hvordan i alverden har han kunnet overse dette?

6.

Efter at have kigget på den i næsten seks år – hver morgen fra sin

havestue med dens gulv-til-loft-vinduer og glasloft, hvor han standser op midt i en slurk kaffe med Milo (fattigmandsmokka) for at flytte på sit Graphic, distraheret, suger læberne misbilligende ind om tænderne ved synet, tænker at han burde have insisteret på swimmingpoolen og småstenene, at „kærlighedsgræsset“ trænger til vand, at det er det, der er problemet med planter, at han virkelig håber, at hans forbandede tømrer mr. Lamptey er tilfreds – har han ikke set den en eneste gang.

Sin have.

Kunne ikke.

Han ville ikke have en have. Han kunne ikke have udtrykt sig klarere. Intet frodigt, blødt eller grønt; alle linjerne rette, etc. (Faktisk ville han ikke have nogen af de ting, han forbinder med haver, såsom Folásadé eller englændere, på sin grund, inden for sit synsfelt). Han ville have småsten, hvide sten, et væg-til-væg-tæppe af hvidt som nyfalden sne, en rektangulær swimmingpool. Hvor solen glitrede 33

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 33

15-01-2014 14:41:46

strålende fra det hvide og vandet, varmen blev holdt stangen af et udhæng af beton. Det var det, han tegnede i cafeteriet på Beth Israel, mens han drak billig, lunken kaffe og stank af desinfektionsmiddel og død. En klorinblå kasse på en strand af bleget hvidt. Sterilt, firkantet, elementært.

En ordnet udsigt.

Og det liv, der fulgte med: at stå ud af sengen hver morgen og sætte sig ud i sin lille havestue med avis og croissanter, drikke nylavet, dyr kaffe, serveret af en butler ved navn Kofi, som han (i nogen grad uforklarligt) tiltaler med britisk accent, „Tak, det var det hele.“ Mens alle hans børn sover trygt i Sovefløjen (nu Gæstefløjen). En kok, der laver morgenmad ovre i Spisefløjen. Og Fola. Langt den bedste del af udsigten: I en Bic-blå bikini svømmer hun de sidste af morgenens baner og stiger, juveldækket på den afrikanske facon af små vanddråber, dryppende op af vandet som en Afrodite fra bølgerne (i nogen grad usandsynligt; hun hadede at få vådt hår), vinker.

Tændstiksfigurer på en serviet.

Hun: smiler, drypper, vinker.

Han: smiler, drikker kaffe, vinker igen.

I stedet for er han endt med at sidde her alle disse morgener med sin avis og sin morgenmad (fattigmandsmokka, fire tykke trekanter ristet kakaobrød), belejret til alle sider af gulv-til-loft-vinduerne og udsigten til en kombineret tømrer-mystiker.

Den forbandede fyr.

Mr. Lamptey.

Tømreren. Nu gartneren. Stadig en gåde. Som byggede huset på to år upåklageligt og alene, røg hash på jobbet, rullede blunts under frokosten, sang angrende bønner, hver gang træet led overlast: som kom på arbejde i swamitøj (orangefarvet klæde, bare fødder, værktøjsbælte om hoften) og mere lignede en ældre stripper end en 34

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 34

15-01-2014 14:41:46

vismand med sin hammer og mejsel og sine nøgne, fintmejslede lår: en ældgammel sjæl i en yngre mands krop med et lille barns øjne i sit gamle ansigt, omkring halvfjerds år med grå stær og vaskebræt: som saboterede havestuen og forhindrede Kweku i at få sin udsigt.

Men som forstod visionen: et enkelt beboelseskompleks i ét plan.

Den eneste tømrer i Accra, som ville bygge det.

Alle de andre dyre arkitekt-entreprenører havde deres egne ideer (samme ene idé) om, hvordan et hus skulle se ud; nemlig så prangende og gigantisk som økonomisk muligt, uden reference til nogen form for afrikansk arkitektur overhovedet. I det ene alt for klimaanlægskølige kontor efter det andet prøvede Kweku så høfligt som muligt at forklare: (a) at hans hus, sådan som han så det for sig, ikke ville virke „malplaceret“, sådan som entreprenørerne antydede („Det er ikke USA, det her“); (b) at Accra altid havde hilst modig, modernistisk arkitektur velkommen, bare tænk på Black Star ­Squares futuristiske genialitet; (c) at et beboelseskompleks rundt om en gårdsplads faktisk var en klassisk, ghanesisk byggeform, særligt egnet til Ghanas vejrlig, hvilket deres udstillingshuse ikke var. Det var pakhuse – ikke „hjem“ – til opbevaring af indkøbte genstande: vulgære malerier, veloursofaer, plastikblomster, kilovis af kitsch, persiske tæpper, fløjlsgardiner, lysekroner, bjørneskindstæpper, alt sammen helt ude af kontekst i troperne. Og billige. Uanset hvor store de byggede dem, med treetagers foyerer og søjler og swimmingpools, så husene altid billige ud.

Til hvilket entreprenørerne svarede så høfligt som muligt, at det stod ham frit for at forlade deres kontor og aldrig vende tilbage. Efter det syvende af den slags møder stak Kweku sin lille grundplan (den på det tidspunkt tretten år gamle serviet) ned i lommen ved sit hjerte og forlod uden at forhaste sig kontoret, gik ned ad trappen, ud ad indgangen, ned på High Street.

Ud i strålende, glitrende solskin.

35

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 35

15-01-2014 14:41:46

Fugtigheden bød ham velkommen tilbage med åbne arme. Han stod stille lidt, tog imod omfavnelsen. Så prajede han en taxi og kørte til Jamestown – den ældste del af Accra og langt den mest lugtende, et stinkende, kystnært slumområde af bølgeblik-og-pap-skure i skyggen af landets tidligere præsidentpalads – hvor han trodsede stanken og på rustent ga forhørte sig om en tømrer.

„En tømrer?“ sagde en, og hvislede efter en anden. „En tømrer …“ mumlede en anden og pegede ned ad gyden. „Tømrer?“ Den udpegede tredje lo højt og råbte så højt: „Tømreren!“ En gammel kvinde dukkede op. „Den gamle mand,“ sagde hun og sugede misbilligende luft ind mellem de tænder, hun havde tilbage. En bølge af stille ja’er steg op og skyllede hen over slummen. „Ja. Den gamle mand som sover ved havet.“ „Ja. Den gamle mand som sover i træet.“ Kvinden sugede igen luft ind, utålmodig over tilføjelserne. „Den gamle mand,“ sagde hun. „Hent den lille dreng.“ En pige dukkede op.

Hun havde stået bag kvinden, som var af en så anselig bredde, at hun helt havde skjult pigen, knudrede fletninger og knæ og det hele.

Nu spurtede hun lydigt af sted, inden Kweku kunne nå at stille de åbenlyse spørgsmål, fx om en „gammel mand“ var svaret, eller hvorfor han sov i et træ, eller hvad en „lille dreng“ havde med det at gøre. Han formodede, at han ville finde ud af det. Han lænede sig op ad taxien, tørrede sig over ansigtet, lagde den ene fod over den anden. Det var for varmt at vente i bilen uden klimaanlæg. Chaufføren sad tilfreds og spiste nyrøget fisk, Jamestowns stolthed, og spillede Joy FM Radio meget højt, „Death for Life“. Reggie Rockstone, det hotteste navn i Accra.

36

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 36

15-01-2014 14:41:46

Mindre end et minut senere kom den lille pige spurtende tilbage og holdt om det, der tilsyneladende var hendes brors skrøbeligt tynde håndled. Drengen smilede stort, i besiddelse af den type ukuelige munterhed, som Kweku kun havde set hos børn, der lever i fattigdom omkring ækvator: en evne til at le ad verden, som den var, at finde ting at le ad, at vide, hvor man skulle lede. Begejstring over ingenting og alting, uudslukkelig. Uforklarligt, omstændighederne taget i betragtning.

Morede sig over omstændighederne.

Han havde set det i landsbyen, hos sine søskende, en af dem i hvert fald: hans yngste lillesøster, død som elleveårig af helbredelig tuberkulose. Som ung mand havde han selv taget fejl og set det som dumhed, de alleryngstes ubekymrethed, en slags blindhed over for tingenes tilstand. For at være så glad, så ofte, i den landsby, i halvtredserne, måtte man være enten blind eller uvidende, havde han tænkt, men han tog fejl. Hans søster så lige så meget som ham, det indså han den nat, hun døde, efter at landsbyens eneste læge (en kistemager) havde gjort alt, hvad han kunne, inden aftensmaden. Hans mor var gået til fetichpræsten med et hvidt gedekid (en rimelig pris: unge for unge) og havde efterladt de fire ældre søskende i deres sædvanlige klump uden for hytten, de to yngste indenfor. Hans søster, Ekua, lå på siden på en rafiamåtte og hostede i et virvar af lemmer, lige så fremstikkende tynde som et knippe kviste, og lo. „Hvad laver du?“ Han lagde sig på knæ ved siden af hende og rørte hende på halsen, tænkte på, hvordan alt det blod i løbet af få øjeblikke bare kunne tørre ud, som forudsagt, bare standse sin varme strøm. Det virkede værre end usandsynligt. En ondskabsfuld spøg, en løgn. „Du dør ikke,“ sagde han og mærkede hendes puls med sine fingre, sit bryst, med en dunkende smerte i sine lunger. Ekua var hans allierede, kun tretten måneder yngre, født en onsdag ligesom ham, med samme rastløse sind. Og et glimt i øjet og et hul mellem fortæn37

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 37

15-01-2014 14:41:46

derne (som han også fandt hos Fola fem år ude i fremtiden). „Du dør ikke.“ Nu med overbevisning, med tillid til det pumpende blods bemærkelsesværdige mysterium, meget mere end til landsbyboernes fejlbehæftede bønner udenfor, eller slagtning af geder, eller kvaksalvernes prognoser. Han havde rørt ved hendes ansigt og sagt: „Du dør ikke.“ Med glitrende blik havde hun smilende hvisket tilbage: „Jo, jeg gør.“ Og det gjorde hun, med et smil på sit hulkindede ansigt, med sin brors hånd i sin, hans hånd på hendes hals, store, leende øjne, der blev større og koldere, mens han stirrede ind i dem og så, at hun havde set gennem dem. Havde leet af døden. (Senere i Amerika ville han se det igen, mest nede på skadestuen, hvor elleveårige dør: det rolige blik hos et barn, som har levet og dør i armod og ved det, som både accepterer det og byder det trods. Ikke med uddannelse, hans foretrukne måde at byde trods på. Ikke med blindhed, som han indtil da havde forestillet sig om sin søster. Men med præcis samme ligegyldighed, som verden havde vist hende, og ham, og alle andre ludfattige børn. Den samme laden hånt om). Hendes øjne lo stadig. Lod hånt om alting: tuberkulose, armod, kvaksalvere, tidlig død.

Gengældte blikket fra en verden, som fandt hende irrelevant, med et blik, der sagde, at hun også fandt verden irrelevant. Hun havde set præcis det samme, som han havde – alle deres fattigdoms ydmygelser, deres tilstedeværelses tilsyneladende ubetydelighed for og i den store verden, den vanvittigt frustrerende lidenhed ved en eksistens, som ikke rakte længere end et stykke strand, de kunne skridte af på en halv dag – uden at se sig selv som uværdig, ubetydelig eller lille.

Den type munterhed.

Den fik Kwekus hjerte til at briste.

Det var tredje gang, hans hjerte bristede, og denne gang var den 38

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 38

15-01-2014 14:41:46

reneste, selvom han umuligt kunne have vidst, at det var det, der skete. Pigen nærmede sig med et fast greb om håndleddet på sin bror, der smilede med øjnene og havde et lille mellemrum mellem fortænderne. Lidt uklart, hvorfor hun holdt så godt fast, som om han ville stikke af, når han virkede så henrykt, så interesseret i at følge med. Men sådan var det. Kweku så dem og tænkte på sin søster, hendes vidtåbne, leende øjne. Mærkede en knude i brystet. Men ikke sorg, præcis som offeret for en meget lille tredjegradsforbrænding ikke mærker noget til infektionen nedenunder. Samme årsag: alvorlige skader på nerveenderne. Mistet følesans. Brandskorpen som sort cement over den del af hans fortid.

Han kunne se dem alle, de indre billeder – landsbylæge, ældre søskende, brægende kid, nedgående sol – udspillede sig stumt i hans hoved, men de var som scener fra en film med en for længst afdød barnestjerne filmet i kornet sort-hvid, længe inden hans kameramand blev født. De fremkaldte ingen følelser. Eller ingen følelser, han kunne identificere. Kun det pludselige udbrud af hiven efter vejret, som han tilskrev varmen. Ikke smerte. Det „smertede“ ham aldrig at huske sin barndom, hvilket han sjældent gjorde, selv dengang, som niogfyrreårig, hvor han var vendt tilbage. Han kredsede tættere på – ind mod midten, mod udgangspunktet, samme punkter – på det tidspunkt Jamestown, en time fra hjemmet. Men følte det ikke. Var i sit eget hoved stadig på vej „fremad“, kom „videre“, hele hans liv var en lige linje, der strakte sig ud fra begyndelsen.

Så hvis et tilfældigt minde overhovedet vendte tilbage, indhentede ham, bølgede fremad bagfra som en vindheks i blæsten, følte han kun distance, den uovervindelige distance, den voldsomt trøsterige distance, og med den en ro. En rolig forståelse for, hvordan tab fungerede her i verden, for hvad der skete med hvem, i hvilke omfang.

Aldrig smerte. Han lagde ikke det hele sammen – tab af søster, senere mor, fraværende far, kolonialismens svøbe, født i armod, alt det 39

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 39

15-01-2014 14:41:46

– og klagede over, at han havde haft et sørgeligt liv, et uretfærdigt liv, rystede aldrig næven ad himlene og spurgte hvorfor. Aldrig vrede.

Han overvejede det bare helt enkelt, hvor han kom fra, hvad han havde været igennem, hvem han var, og konkluderede, at det ikke var værd at erindre, intet af det. Han havde intet behov for at huske, som om detaljerne var væsentlige, som om alle ville glemme, at det alt sammen var sket, hvis han gjorde det. Det ville ske for andre, en million andre: de samme menigsløse tab, den samme tåreløse smerte.

Det var et af frynsegoderne ved at vokse op som fattig i troperne.

Der var aldrig nogen, der havde behov for detaljerne.

Der fandtes én grundlæggende handling i historien, som alle kendte, og nogle få, skræddersyede slutninger, som en gang imellem kunne vælges. Det grundlæggende: nynnende bedstemødre og polycentriske danse og alkohol lavet af træernes saft og patriarkat.

Det skræddersyede: Drengebarn Slipper Væk, god til videnskab eller fodbold, dør som lille, bliver præst, børnesoldat eller lignende. Intet bemærkelsesværdigt, og derfor intet at huske.

Intet at huske og derfor intet at sørge over.

Kun knuden i brystet, som han forsøgte at le væk ved synet af de øjne i den drengs ansigt. Drengen begyndte også at le, dæmpet, henrykt, uvidende om, at sådan en latter kunne knække en voksen mand. „Sa, er alt i orden?“ spurgte han. Hans søster rykkede i hans hånd.

Drengen prøvede at holde op med at smile, men kunne ikke. Han holdt op med at prøve. „Alt er i orden.“ Kweku smilede, rettede sig op, rømmede sig.

Han kastede et blik på den gamle kvinde, der skulede til dem, kedede sig. Han så på pigen, der tørrede sig over panden. Han så på drengen, der håbefuldt gengældte hans smil. Og sukkede. Kunne nu se, i hvilken retning det alt sammen gik. Spurgte: „Du dér, hvad hedder du?“ selvom han allerede vidste det.

40

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 40

15-01-2014 14:41:46

Kofi, den hustjener han havde tegnet ind på servietten. „Kofi, sa,“ sagde drengen og strakte sin frie hånd frem.

Kvinden sugede luft ind mellem tænderne igen, utålmodig over høflighedsfraserne. „Følg ham hen til tømreren,“ sagde hun og vraltede væk.

Mr. Lamptey.

Yogien.

Der, som bekendtgjort, „sov ved havet“, i en hytte omkring fire meter oppe i et træ. Her serverede han te, en bitter bryg af moringa, som han havde høstet under harmattan, sagde han. Tændte en joint. „Den er meget gammel!“ sagde Kweku protesterende og rakte beskyttende ud efter servietten, som mr. Lamptey nærstuderede blot få centimeter fra jointen. „Det er jeg også,“ replicerede mr. Lamptey uden at sænke servietten. På ga: „Det betyder ikke, at jeg går op i røg.“ Kofi lo. Det gjorde Kweku ikke. Mr. Lamptey vendte sig igen mod grundplanen. En mild brise sendte en duft af salt ind over dem. De sad på gulvet på flettede bastmåtter, de eneste siddepladser i det store, luftige, hytteagtige rum. Desuagtet indretningen var det enestående velbygget: i stedet for vægge skodder med lameller, gulvplanker slebet silkebløde. Kweku drak tavst sin te og beundrede håndværket. Lod lidt efter hånden glide hen over gulvet ved sin måtte. Glat. Det var derfor, han ville have en ghaneser til at bygge sit drømmehus. Ingen i hele verden lavede finere tømrerarbejde (når de gad).

Da han så op, sad mr. Lamptey smilende og iagttog ham. „Hvornår har du bygget det her?“ „Det er ikke blevet bygget.“ Mr. Lamptey lo dæmpet. „Men det er det jo,“ sagde han fast.

Kweku ventede på, at han skulle fortsætte. Det gjorde han ikke. Han tog et hiv af sin joint.

41

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 41

15-01-2014 14:41:46

„Hvad mener du med ‘bygget’? Har du set et hus magen til i Ghana?“ „Nej,“ sagde mr. Lamptey. „Men det har du, ikke sandt?“ „Set det hvorhenne?“ lo Kweku dæmpet uden at kunne følge logikken. Men svaret kom drivende imod ham: på et øjeblik, helt færdigt.

Mr. Lamptey slog sig let på panden og pegede på Kweku. Kweku begyndte at blive forlegen og rykkede på sig på måtten. „Hvis du mener ‘hvor tegnede du det’, så var det, mens jeg læste medicin.“ „Læste medicin?“ „Ja. Gik på medicinstudiet.“ „Men hvorfor gjorde du det?“ „Tegnede et hus?“ „Gik på medicinstudiet.“ „For at blive læge.“ Kweku lo.

Mr. Lamptey lo højere. „Men hvorfor gjorde du det?“ Kweku holdt op med at le. „Gjorde hvad?“ „Blev læge. Du er kunstner.“ „Du er meget venlig.“ „Jeg er meget gammel.“ Manden blinkede. Han holdt Kwekus serviet op. „Og det her? Alle de værelser? Er de til dine børn?“ „Nej.“ „Dine patienter?“ „Bare mig.“ „Hmm.“ Han vendte servietten om som for at finde et bedre svar.

Kweku sagde hurtigt, defensivt: „Der er ikke andet.“ „Bare dig.“ Endnu et hiv. Mr. Lamptey pegede på Kofi. „Og ham.“ Holdt servietten op. „Og dette. ‘Ikke andet’.“ Kweku rejste sig. „Jeg forstår ikke helt, hvor du vil hen …“ Mr. Lamptey pustede en snoet lille slyngtråd af røg ud. Men sagde ingenting. „Men jeg leder efter en bygmester, ikke en buddha.“ „Og har du fundet en?“ 42

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 42

15-01-2014 14:41:47

Kweku gik i stå. Han sagde ingenting. Han havde ikke fundet nogen.

Det var hans ottende møde af denne type. Grunden havde stået tom i over et år. Han så på tømreren, den „gamle mand“, denne mr.

Lamptey, som sad der med benene over kors i sin orange klædedragt, med vaskebrættet trukket sammen og den grå stær blåligt glødende som bunden af en flamme. Han lignede en bizar, afrikansk Gandhi.

Med ganja. Ikkevoldelig. Forvirrende. Triumferende. Kweku tørrede sig over ansigtet, åndede ind for at sige noget. Men bemærkede for første gang siden sin ankomst bølgernes shhh. Og blev stille. Og stod der og følte sig nu fjollet ved at stå oprejst med hovedet kun få centimeter fra stråtaget over sig.

Han betragtede tagrørenes mønster, som virkede svagt bekendt (selvom mindet var for tungt til at indhente ham bagfra: en rund hytte i Kokrobité mindre end en time fra denne hytte i træet, hvor taget, også af tagrør, rejste sig meget, meget højere oppe end dette, udtænkt af en excentriker, der ikke var så forskellig fra mr. Lamptey, fraværende far, søster med hvæsende vejrtrækning: tungt minde, for langsomt).

Endnu en brise, der lugtede af et bål af kviste.

Nogen, der brændte noget af et eller andet sted.

Kweku følte sig pludselig meget træt. „Hvis du kan bygge det, så er det dit projekt.“ Mr. Lamptey sagde bare: „Det kan jeg, og det vil jeg.“ Og det gjorde han, på to år, ankom hver morgen klokken fire, ikke et øjeblik før eller senere, mens himlen stadig var mørk, for at lave solhilsner på den dengang tomme grund i omkring en time indtil solopgang.

Kweku – som var bange for, at hans materialer skulle blive stjålet på bestilling, hvis han ansatte en vagt, og af gadedrenge, hvis han 43

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 43

15-01-2014 14:41:47

ikke gjorde (og det var kostbare materialer, importeret marmor, skiferplader; det var ikke billigt at skabe orden i tilgroet græs) – boede i de år i et telt, det Olu havde glemt, mens senede Kofi holdt vagt sammen med deres adopterede strejfer. Omkring klokken kvart over fem blev de vækket af støj: sang, en hammer der slog søm i, en håndsav der bevægede sig gennem træet, begge dele mere rapt end en halvfjerdsårig burde have kunnet gøre det, og mere elegant end nogen kniv, han selv havde svunget. Faktisk begyndte han efter et halvt års tid at skygge mr. Lamptey en gang om ugen i en time, mens han drak kaffe, sad i baggrunden. Mr. Lamptey, som sang, men aldrig talte, mens han tømrede, gik med til at blive iagttaget, men nægtede at modtage hjælp. Så Kweku drev opmærksomt omkring med sin termokande og brillerne på, uden at hjælpe, iagttog blot med voksende jalousi og ærefrygt, forsøgte at lære alt, hvad han kunne af denne øjnene-halvt-lukkede ro, med hvilken manden foretog sine indsnit. „Du burde have været kirurg,“ sagde han.

Mr. Lamptey sugede luft ind mellem tænderne, spyttede, svarede dunkelt, uden at holde inde med at save for at tage et hiv af sin joint. „Jeg burde have været den, jeg var bestemt til at være. Jeg burde være det, jeg er,“ og videre. Men han byggede huset perfekt, det vil sige, præcis som anvist, noget der for Kweku var uden fortilfælde i Ghana. Han havde aldrig hyret en ghaneser til at gøre noget som helst (altså noget æstetisk), uden at den ghaneser på en eller anden måde omtolkede hans anvisninger. „Ingen stivelse til mine skjorter, tak,“ og alligevel stivede vaskemanden dem, insisterende, uden fortrydelse: „Det er bedre på den måde.“ Eller: „Mal dørene hvide,“ og Kofi malede dem blå. „Sa, det er pænt, åh, så pænt,“ med sit utrættelige smil.

Mr. Lamptey ændrede ingenting, rejste ingen indvendinger, kom ikke med nogen forslag, sprang ikke over, hvor gærdet var lavest.

Indtil hans allersidste arbejdsuge.

44

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 44

15-01-2014 14:41:47

Sagen drejede sig om anlægget, det der nu var, eftersom der var mindre end en tiendedel hektar land tilbage at „anlægge“. Det meste af grunden var blevet ryddet til huset med en tilbageværende plet jungle ud for havestuen.

Mr. Lamptey så på tændstiksfigurerne. „Hmm. Hvad er det for nogen træer?“ „Det er lige meget,“ mumlede Kweku og overvejede grundens størrelse. Poolen var nødt til at blive mindre end den, han havde tegnet på hospitalet, men der var fire færre svømmere til at bruge den, så lad gå med det. De skulle bare fælde mangotræet eller grave det op.

Tingesten stod stor, grøn og frodig midt i billedet.

Mr. Lamptey lo larmende. Det ville han under ingen omstændigheder gøre. Havde mangotræet nogen sinde gjort dem noget, skadet dem på nogen måde? At dræbe det ville være som at skære halsen over på sin bedstemor. „Lidt tykt smurt på,“ sagde Kweku. „Jeg nægter at gøre dette træ ondt.“ „Vorherre bevares, du er tømrer! Du arbejder med træer, der er blevet gjort ondt –“ „Jesus var tømrer –“ „Det er fuldstændig irrelevant.“ „Det var dig, der bragt Herren på bane –“ „For fanden i helvede, mand, nok. Nok!“ Mr. Lamptey stirrede på Kweku, forbløffet over hans udbrud.

Kweku stirrede igen, forbløffet over sig selv. Men fast besluttet, forestillede han sig, på at hævde sin autoritet. Faktisk mærkede han, hvordan hans vision langsomt gled ud mellem hænderne på ham.

Ingen børn, der lå fredeligt og sov, ingen Fola, der svømmede og glinsede, og hvis mangotræet blev stående, ingen strand af solbleget hvidt. Træet skulle væk. „Så hyrer jeg bare en anden til det.“ „Nej, du gør ej.“ Mr. Lamptey satte sig og sagde ikke mere.

Han sad med benene over kors i sin orange klædedragt for fo45

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 45

15-01-2014 14:41:47

den af mangotræet i tre dage, to nætter, røg hash, holdt vagt, stod op ved daggry for at lave yoga, ellers ubevægelig og selvtilfreds, og Kofi smuglede kokosnødder med vand i ind til ham. Under hele træbesættelsen spiste han intet andet end de mangoer, der faldt ned omkring ham, helt modne, og det bløde, hvide kød i de unge, hårde, grønne kokosnødder.

Skovlede det geléagtige kød ud med velbehag. „Du kan ikke sidde her for evigt,“ snerrede Kweku sammenbidt og stillede sig foran mr. Lamptey på protestaktionens anden dag. Mr. Lamptey tog et hiv af sin joint, lukkede øjnene, sagde ingenting.

Kweku sugede luft ind mellem tænderne, stormede derfra. På tredjedagen truede han med at ringe til politiet for at få fjernet tømreren fra ejendommen for ulovlig indtrængen. Men da han så på manden – nu tooghalvfjerds, halvnøgen, en kæde om halsen af rød snor med en klokke i – kunne han ikke gøre det. Han forestillede sig sin kameramand filme scenen: ghanesisk sadhu slæbt bort af bevæbnede, korruptionsfede betjente, mens den rolige Grundejer smiler fra sin teltåbning. „Det her er fjollet,“ sagde han til sidst og lynede døren op, savnede pludselig lyden af hammeren og saven. Hovedfløjen havde været egnet til beboelse i flere måneder, men han foretrak Olus telt, plastikovenlysvinduet. „Du er næsten færdig, mand. Lad os nu bare afslutte det, vi har sat i gang.“ „Med træet,“ sagde mr. Lamptey. „Så kom.“ Mr. Lamptey fandt en pind, begyndte at tegne på jorden.

Hans vision for udsigten fra havestuen.

En have.

Alting frodigt, blødt, for grønt, intet ordnet eller sterilt, takket kærlighedsgræs og viftepalmer i barnestørrelse og spredte banan46

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 46

15-01-2014 14:41:47

planter som palmer uden stammer og hibiscus på buske og klatreliljer i flammer og de der magentafarvede blomster (Kweku kan aldrig huske, hvad de hedder), der blomstrer vildt på slyngplanter, som gror op over hele porten. Et virvar af farver. En rebelsk opstand af grønt. „Og et springvand her,“ konkluderede mr. Lamptey. „Til hvad dog?“ Et eller andet langt, forvirrende svar om et helligt steds indretning, nødvendigheden af vand, passende proportioner, blåt, grønt.

Kweku kunne ikke følge noget af det. Han gned sig på panden og sukkede: „Bah! Jeg kan ikke holde det.“ „Det kan jeg, og det vil jeg.“ „Du er tømrer. Ikke gartner.“ „Jeg er kunstner. Ligesom dig –“ „Lige meget. Plant din have –“ „Din have.“ „Kald den, hvad du vil.“ Mr. Lamptey ventede på, at Kweku skulle fortsætte. Kweku så væk, sparkede til en sten, en lille, hvid rullesten. Da han så op, var mr. Lamptey på vej, med et kækt sving i hofterne, over mod den halvfærdige havestue. Kweku så efter ham og tænkte, at de burde skrotte de store vinduer (holde udgifterne til klimaanlæg nede, hvad var pointen uden en pool). Han trak grundplanen frem og kiggede sørgmodigt på den.

Tændstiksfigurer på en serviet.

En af dem: vinker, dryppende våd.

Og den anden: går hver mandag ud og sætter sig i denne lille havestue, lader blikket glide hen over siderne i Graphic, indtil han bliver distraheret, nærmest tilfældigt ser op, altid chokeret over at se et menneske stå i sin have, glemmer altid, at det er mandag, Jorddæknings-mandag, spilder kaffe. Så deres dans: mandens øjne på ham, 47

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 47

15-01-2014 14:41:47

der afventer bekræftelse, mens han klapper på sit bukseben, en irritabel udsættelse, indtil han opgiver og ser op, sukker, fremtvinger et smil. Lille vink med servietten som hilsen, besejret.

Der i sit swamitøj og sine havehandsker står mr. Lamptey.

Smiler, klipper hække, vinker tilbage.

Læs videre i bogen. Køb den på gyldendal.dk Klik her

48

www.gyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal - www.facebook.com/forlagetgyldendal

GYL_Farvel-Ghana.indd 48

15-01-2014 14:41:47