170
DEN SIDSTE KØBMAND
KAPITEL 28
Den sidste købmand MODSTÅENDE SIDE:
Tage og Marie Rasmussen købte i 1946 købmandsbutik i Sadolinsgade. Dengang var der 40 butikker alene i de nærmeste gader. Privatfoto.
”Købmand Søren og hans kone Marianne kender os, vores børn, vores naboer og vores hund. Vi kan handle, selv om vi har glemt pengepungen, og de kender vores behov. (...) En rigtig gammeldags købmand. Det er livskvalitet, når det er bedst.” Sådan skrev en kunde i et læserbrev om købmandsbutikken, Sadolinsgade 131. Teksten hænger i glas og ramme inde i butikken, der er Hunderupkvarterets eneste af slagsen. Nytilflyttere tror ikke deres egne ører, når de får at vide, at de både kan købe på kredit og få varerne bragt ud. Kredit og kontobøger gik ellers af mode sammen med Richsbilleder og Sven Holms rensemidler, men på Sadolinsgade er historien gået i stå og butiksdøden udsat. “Vi bringer varer ud tre gange om ugen,” reklamerer Søren Købmand. ”Mange ældre benytter sig af det, men også virksomheder, der har skåret ned
på personalet, har nu brug for at få varer bragt ud.” Søren Rasmussen arvede butikken efter sine forældre. De købte den i 1946 og var stærkt betænkelige ved, om det mon gik. Der var dengang 40 butikker i de nærmeste gader. Faderen Tage Rasmussen jagede da også en del kunder væk i starten. “Han kom fra landet og havde svært ved at vænne sig til omgangsformen i Hunderupkvarteret. Han sagde ‘du’ til kunderne, uanset om de var direktørfruer eller konsulinder,” fortæller sønnen, der stadig oplever en snert af overklasseånden. “Jeg har haft kunder, der ringede og præsenterede sig som fru bankdirektør og derefter mandens fornavn og efternavn. Men det er en uddøende generation.” “Hvorfor netop vores butik har overlevet? Jamen, kunderne kan slet ikke undvære os. Hvis du vidste, hvad de betror os. Vi er næsten et socialkontor. Vi
får familiære ting at vide, man ikke ville drømme om.” Misbrug af kreditten? Ikke tale om. “Vi har ingen problemer med at få kunderne til at betale. Det har noget med kvarteret at gøre. Det er reelle folk.” Småbutikkernes guldalder Dagligvarebutikker af enhver slags lå engang tæt, selv om Hunderupkvarteret aldrig har haft en deci-
deret handelsgade med én lang stribe af butiksfacader ved fortovet. Ældre hunderuppere mindes, at alene Læssøegade har kunnet præsentere over 50 butikker lige fra ostehandel og renseri til hesteslagter og cykelsmed. Købmandsstandens nedtur startede i slutningen af 1960’erne, da familien Danmark svigtede de lokale indkøbssteder og tog på ugentlig biltur til nye indkøbscentre.
171
172
DEN SIDSTE KØBMAND
Hunderupkvarteret og Munkebjergkvarteret tilbød i 1965 henholdsvis 37 og 25 købmandsbutikker. I dag er der én tilbage samt en brugs og nogle få døgnkiosker og nærbutikker. Et nært mødested i dagligdagen uddøde sammen med de småhandlende, som lokalbefolkningen ofte kendte personligt. Marianne og Søren Rasmussen mærker også butiksdødens ånde i nakken. ”Tidligere var der i kvarteret mange hjemmegående, som handlede hos os dagen igennem. De unge par, der flytter ind nu, består af to udearbejdende, så de handler om morgenen eller om aftenen. Midt på dagen kan der godt være lidt dødt i butikken,” fortæller købmandsparret. Næste generation af familien Rasmussen har ingen planer om at blive købmand. Så måske bliver Hunderupkvarterets eneste købmand også den sidste. (Interview 1997 og 2014).
Marianne og Søren Rasmussen holder liv i Hunderupkvarterets eneste købmandsbutik. Kunderne kan stadig købe på kredit og få bragt varer ud. Foto: MSJ 2014.
173