16
Kapitel 1 | Træningen
”Kommer du for sent til træning, er de andre kørt.”
KAPITEL 1
DAN FROST
TRÆNINGEN: Det kan aldrig skade Træningen er fundamentet. Uden den kommer du ingen vegne. Men hvor finder du disciplinen til de mange kilometer, hvilken træningsmakker har du brug for, og hvordan kommer du bedst i form?
Dan Frost:
”Kommer du for sent til træning, er de andre kørt. Det er jo ikke ligesom til fodbold, hvor du godt kan sparke til en bold, selv om de andre ikke er dukket op til den aftalte tid. Du ved også altid, hvor de andre træner til fodbold, selv om du kommer for sent. I cykling er de bare væk, og du ved måske heller ikke, hvilken rute de er kørt ad.”
Jesper Worre:
”Jeg har engang haft en træningsmakker, der altid ville følge mig hjem efter træning. Derefter havde han selv 20 kilometer hjem. Det irriterede mig helt vildt. ’Drej dog fra, så vi har lige langt hjem’. Jeg vil ikke træne med en, der mener, at han hver dag skal træne 20 kilometer mere end mig.”
”Pascal Carrara havde svært ved at komme til tiden. Vi mødtes på Frederiksberg, og han kom generelt to minutter for sent. Så var jeg kørt. Op ad Hareskovvejen kunne jeg se, at han lå halvandet minut efter og prøvede at komme op, mens jeg holdt farten. Han hentede mig gerne omkring Farum og var pissesur. Så kunne der gå 60-70 kilometer, inden vi talte sammen.”
”Der var altid kampe til træning, da jeg boede i Italien. Hver dag. Det betød noget, hvem der var hurtigst. Det var ligesom et cykelløb, hvor man er i udbrud sammen. Først hjælper man hinanden, og til sidst er man konkurrenter. Vi vidste godt, at vi gjorde hinanden gode.” Jens Veggerby:
Brian Holm: Brian Holm:
Rolf Sørensen:
”Som amatører sagde vi ofte tak for i dag til hinanden, og så strøg vi ud og smugtrænede og tog vores intervaller alene bagefter. Eller også kørte jeg kondicykel eller spurter ude på Amager om aftenen. Kunne man ikke vinde Tuborg Cup, så kunne man i hvert fald forsøge at slå sin træningsmakker.”
”Jeg har aldrig været den, der trænede mest. Langtfra. Min teori var nærmere: Træn hårdt og kort. Jeg var til gengæld meget konstant med min træning, og den dag i dag mener jeg, at det er nøglen til en god, solid form, netop at være konstant". Bjarne Riis:
”Der er ikke nogen i vores generation, der er kommet nemt til noget. Måske lige bortset fra Veggerby. Til gengæld kørte han stærkt, når han var i form.”
Brian Holm:
”Man står op i god tid, så man har tid til at nyde morgenmaden og læse avisen. Så er man klar til tiden: Kører man 9.30, så er man der to minutter inden og ikke to minutter efter.” Dan Frost:
”Vores træner i Hvidovre, Gert Madsen, gik selv forrest, specielt under vintertræningen, som han fik gjort sjov og effektiv. Vi kørte ud gennem Kagsmosen, stod af cyklerne og løb med dem på nakken – det var dengang, man kørte med skovcykler om vinteren. Så spurtede vi rundt med dem, cyklede videre ud til det, der hed Skraldebjerget, hvor vi satte cyklerne og havde løbetræning op ad bjerget. Det gav en enorm grundfysik.”
18
Kapitel 1 | Træningen
Thomas Bay:
”Om vinteren, når jeg var ude at cykle sammen med Søren Lilholt, havde vi løbesko med på ryggen, og så sluttede vi af med at løbe 10 gange op ad trapperne. Det var enten i Store Hus i Avedøre eller i højhusene ude på Roskildevej. Vi satte en streg med et stykke kridt på væggen, hver gang vi kom op – til slut kunne vi jo nærmest hverken høre eller se. På vej ned ad trapperne luntede vi og prøvede at få arbejdet mælkesyren væk.” Brian Holm:
”Lige meget hvor meget talent du har, kan det aldrig skade at træne.” Jesper Skibby:
”Jeg var aldrig den, der trænede mest som ung, og havde jeg skullet træne for mig selv karrieren igennem, så var det aldrig blevet til noget. Jeg synes, det var kedeligt at træne, og det synes jeg også i dag.”
timer sammen med mig, ville de jo hjem til deres kone og familie. Så jeg valgte at træne alene. I stedet for at stå op og træne klokken 6 om morgenen med dem, sov jeg længe og trænede for mig selv. Hvorfor skulle jeg stå tidligt op og være hjemme fra træning klokken 12? Det var en lang dag at sidde på et lille hummer og slå tiden ihjel med at lave ingenting.” Thomas Bay:
”Efter min mening er der alt for få, der træner alene. De fleste, jeg ser på landevejen, træner i store grupper, hvor du på 150 kilometer kun får halvanden føring. Du bruger med andre ord en halv dag uden at få særlig meget træning ud af det. Det er jo ikke noget problem at sidde på hjul i træningstempo, og det er jo fint nok en gang imellem. Men man får mere ud af det, hvis man træner få sammen eller alene.” Dan Frost:
Jørgen V. Pedersen:
”Jeg kunne godt lide at træne alene. Som professionel boede jeg ved Gardasøen i Italien, og der boede jo masser af andre ryttere fra mit hold. Men vi lavede ikke noget socialt. Ikke noget med at gå ud og spille billard eller spise sammen. Det var mærkeligt, syntes jeg dengang, men i dag kan jeg godt se hvorfor. Når de havde brugt 5-6
”I mange år mod slutningen af min karriere trænede jeg ofte alene, fordi det passede mig bedst, rent praktisk. Når jeg kom hjem fra arbejde, tog jeg træningstøj på og kørte i stedet for at vente på, om der var andre, der skulle med. Jeg rettede ind efter, hvordan min arbejdsdag og mine rutiner var.”
Både som aktiv rytter og som træner har Leif Mortensen haft stor betydning for dansk cykling. Her er det Brian Holm, der paces frem af den engagerede træner i 1982.
Brian Holm:
”Leif Mortensen sagde til os, at man kører hjemmefra, når konen tager på arbejde, og så er man færdig med at træne, når hun kommer hjem om eftermiddagen. Det var jo 6-7 timer, vi trænede, og de første timer kunne vi køre og sludre lidt, men så skete det, vi kaldte ’at gå i boks’. Dér holder man op med at tænke og tale. Det er ikke noget med pinlig tavshed, og
man kan godt træne i 3-4 timer, uden at nogen siger et ord. Du kender turen, ved, hvor du skal køre.” Jesper Worre:
”Hvis man kun er to, kan man ikke holde en samtale i gang hele tiden. Derfor er det vigtigt, at man kan være stille sammen. Det meste af tiden sidder man jo to og to, når man cykler, og der kan sagtens være
20
Kapitel 1 | Træningen
en halv time, hvor der ikke bliver sagt noget. Det må ikke føles pinligt. Nogle gange er der noget at sige, andre gange er der ikke.” Brian Holm:
”Jeg har det stadig sådan, at på en god træningstur kan du ikke snakke. Det kommer helt automatisk. Og er du ude at træne med nogen, der begynder at fortælle om deres hund og kat eller om triatlon, så sætter man bare farten op. Det er ikke særlig kompliceret.” Bjarne Riis:
”Fignon og jeg havde god kemi. Når vi var ude at træne, snakkede vi sjældent sammen. Vi var samme type.”
Brian Holm:
”Det giver sig selv, hvad man taler om, og hvornår man holder kæft på en træningstur. Fryser man om fingrene, så siger man det ikke. Det nytter heller ikke at køre og brokke sig over, at man har ondt i knæet, eller at der er noget galt på hjemmefronten. Det er der jo ingen, der gider høre på.” Bjarne Riis:
”Fignon og jeg var nede at køre et endagsløb på Sicilien i februar måned, og vi trænede ekstra hårdt. Vi kørte 50 kilometer inden starten, og selve løbet var 200 kilometer. Da vi kom i mål, kiggede Fignon på mig og spurgte: ’Hvad så, skal du med?’ Selvfølgelig skulle jeg det. Men vi havde kalkuleret kilometerne lidt forkert. Vi var først tilbage på hotellet klokken ni om aftenen efter et godt stykke over 300 kilometer i sadlen den dag. Jeg var fuldstændig smadret.”
LAURENT FIGNON Jesper Worre: Legendarisk fransk rytter, der var let genkendelig med sin hestehale og sine briller. Hans impulsive og ofte aggressive kørsel resulterede i to sejre i Milano-San Remo samt i Giroen i 1989, da Bjarne Riis fungerede som hans loyale hjælperytter. Professoren, som Fignon blev kaldt på grund af sine briller, vandt desuden Tour de France to gange i træk (1983 og 1984) og endte som nummer to i 1989 med blot otte sekunder op til vinderen, Greg LeMond.
”Jørgen V. og jeg var rigtig gode til at træne sammen. Tit kunne den ene af os ligge på hjul, mens den anden tog en føring på en halv time. Så kørte vi ikke så stærkt, måske 30 km/t og tog en halv time hver.” Brian Holm:
”Da jeg kørte herhjemme som amatør, skete det tit, at vi kørte 70 kilometer nordpå i medvind, og var der så én, der havde siddet nede bagved og gemt sig lidt for mange gange, så satte vi ham af, så han kunne få lov til at køre alene hjem til København i modvind.”
Jesper Skibby:
”Nogle år var vi på træningslejr nede på La Santa. Det var blandt andre Brian, Bjarne og mig, og indimellem var der nogle triatleter, der trænede med os – det var helt umuligt! Når vi kørte i et langsomt tempo, så kørte vi måske 30 km/t. Vi sad og sludrede og forbrændte fedt, men så kom triatleterne op og ville køre 35. Det vil sige en fart, der hverken er rigtig hurtig eller til at snakke sammen i. Du kan bare sidde nede bagved og blive irriteret på triatleterne. Når vi så satte dem af i bjergene, begyndte vi at sludre, og så kom de gudhjælpemig op igen med deres 35 i timen. Vi brød os hverken om, hvordan de så ud, eller den måde, de trænede på. Men jeg har stor respekt for dem. Jeg synes, det er fantastisk, at man kan ligge og svømme, så står man op og cykler, og så løber man et maraton.” Brian Holm:
”Når vi skulle toppe for alvor, lavede vi Leif Mortensens intervaltræning. Så var grundformen i orden, og vi kørte måske halvanden hundrede om formiddagen og
så hjem og spise frokost og sove til middag og på kondicykel om eftermiddagen: Tre et halvt minut på 450 watt og så halvandet minuts pause. Seks gange. Ellers også kørte jeg 45 sekunders intervaller med 15 sekunders pause 10 gange. Det lyder ikke af alverden, men har du kørt 140-150 kilometer om formiddagen, så gør de intervaller frygtelig ondt. Rytterne fra Østtyskland og Sovjet kørte de samme intervaller. Så måske var det der, Leif havde det fra.”
Dan Frost:
”Jeg kan huske et par år som junior, hvor jeg blev inviteret over af John Struve til en træningslejr i Ebeltoft. Der blev vi heglet igennem, og var du ikke bare en smule i form inden da, så blev du kørt over på kryds og tværs. Jeg var ikke altid i form, så det var nogle gange et mareridt at være med – og om aftenen, når vi kom tilbage til vandrerhjemmet, hvor vi boede, lignede jeg jo udskidt æblegrød.”
22
Andrei Tchmil, Johan Museeuw og Gilbert Duclos-Lassalle forrest i brostensklassikeren Paris-Roubaix i 1994. Tchmil vandt løbet for første og eneste gang i karrieren.
Kapitel 1 | Træningen
24
Kapitel 1 | Træningen
E N DA N S K J E R N S E R G E N T PER BAUSAGER, BRIAN HOLM OG JENS VEGGERBY OM JUNIORLANDSTRÆNEREN JOHN STRUVE.
I 1970’erne begyndte John Struve at støbe fundamentet til den succes, dansk cykling oplevede i de følgende årtier. Sammen med blandt andre kollegaen Steffen Nielsen arbejdede han målrettet og hårdt med de danske juniorryttere. ”Han var samme type som italienske Giancarlo Ferretti: en jernsergent, der kun kendte én skole, nemlig den hårde. Der var selvfølgelig nogle, der ikke kunne døje hans kadaverdisciplin, men jeg tror, de fleste af os syntes, at det var lirens,” fortæller Per Bausager, der som flere af Struves andre disciple stadig kan finde på at stive sig af med juniortidens lærdom. ”De af os, der trænede under Struve, minder tit hinanden om, at ’Struves drenge træner altid’, inden vi skal ud at køre i kulde og regn.” Brian Holm kalder John Struve cyklingens svar på Fremmedlegionen og mindes specielt træningslejren i Jonstrup i Nordsjælland, hvor holdet til junior-VM i Mexico 1980 blev udtaget. ”Det var på én gang benhårdt og meget enkelt: John Struve satte os til at køre ottemandsholdløb ved ’Rillen’, en kuperet rundstrækning på 6-7 kilometer. Holdet var klar, når tre ryttere var sat af. Så var de fire ryttere og en reserve udtaget,” siger Brian Holm, der sammen med Rene W. Andersen, Vagn Scharling og Jens Veggerby vandt bronze i 75 kilometer holdløb efter Sovjet og USA ved junior-VM i Mexico. John Struves filosofi strakte sig ud over de skånselsløse træningspas. Per Bausager mindes eksempelvis et etapeløb, hvor rytterne hver dag skulle drikke et glas jod, og Brian Holm husker tydeligt, hvordan flasker på cyklen i det daglige var bandlyst: ”Vi måtte aldrig drikke under træning! Det var vist noget, Struve havde hørt fra Sovjet-trænerne, der kørte efter samme princip. Kroppen skulle vænne sig til at arbejde uden væske, for så arbejdede den dobbelt så godt, når den fik væske under konkurrence.”
Flere generationer af ungdomsryttere nød godt af John Struves engagement og jernhårde disciplin, blandt dem Jens Veggerby, der her ses med Struve.
Også Jens Veggerby husker juniorårene med John Struve som landstræner som hårde: ”Der var ting, Struve gjorde, som mange sikkert rystede på hovedet af og tænkte: ’Hvad har han gang i?’ Vi blev nærmest pisket. Men i dag står det jo klart, at han var en slags foregangsmand for cyklingen i Danmark. Han skabte simpelthen resultater.” Det er Brian Holm enig i: ”Kunne man overleve John Struve, var man næsten sikker på en VM-medalje, og man kunne med garanti klare sig som professionel.”
26
Kapitel 1 | Træningen
Per Bausager satte i syv sæsoner sit præg på italiensk cykling som en højt skattet hjælperytter.
Bjarne Riis, Brian Holm og Jan-Erik Østergaard får kontrakt med det belgiske hold Roland Van de Ven i 1986. Manden til venstre er den legendariske sportsdirektør Guillaume Driessens, som tidligere havde været chef for koryfæer som Freddy Maertens og Eddy Merckx.
Også Jesper Skibby skrev i 1986 sin første professionelle kontrakt med det belgiske Roland-hold.
Jesper Worre vandt i 1986 anden udgave af Danmark Rundt, løbet som han i dag selv er løbsdirektør for.
28
Kapitel 1 | Træningen
”Det var ikke så struktureret fra min side. Sagde Brian: ’Vi kører Kysten rundt i otte timer’, gjorde vi det.”
PÅ H J U L M E D P R O F F E R N E
JESPER SKIBBY
SPØRG PÆNT, OG LÆG DIG BAGI, HVIS DU VIL TRÆNE MED DE PROFESSIONELLE TEAM.
Det er populært blandt både motionister og sponsorer at hægte sig på de professionelle hold, der træner i varmen sydpå. Og i princippet er gæster velkomne, siger EtixxQuick-Steps sportsdirektør, Brian Holm, der dog indimellem må minde gæsterne om, at de er, ja, gæster og ikke en del af holdet.
Brian Holm:
”Det er aldrig sjovt at træne to gange om dagen. Det hårdeste var at komme i cykeltøjet efter middagsluren. Det krævede karakter. Det var kun en halv time, man skulle træne på den kondicykel, men det var ondskaben selv. Til gengæld kom du i så god form, at du kunne vinde et cykelløb 14 dage efter.” Jens Veggerby:
”Den første tid i Italien trænede jeg fast med det amatørhold, jeg kørte på, men derudover var jeg jo også ude at træne med vores sportsdirektør. Så skulle jeg køre med en vis gearing op ad nogle bjerge. Jeg måtte ikke holde fast i styret, men skulle lægge armene på styret, som var det et tri-styr. Når jeg så kom op på toppen, var det ikke noget med at slappe af på vej ned. Han lagde sig bag mig og dyttede for at presse mig til at køre hurtig-
ere. Derefter var det en gang til op og ned på samme måde. Det træningspas havde vi fast en gang om ugen.” Jesper Skibby:
”For mig har det aldrig været så indviklet at træne. Når jeg trænede med holdet, fulgte jeg programmet, men når jeg var hjemme, trænede jeg med dem, der nu havde tid – Johnny Weltz eller Brian Holm, eller hvem det måtte være. Så byttede jeg rundt på dagene i mit træningsskema. Det var ikke så struktureret fra min side. Sagde Brian: ’Vi kører Kysten rundt i otte timer’, gjorde vi det.” Thomas Bay:
”Vinteren ’93 glemmer jeg aldrig. Jeg havde været nyprofessionel i '92-sæsonen, og jeg havde mødt nogle, der kørte så usandsynlig stærkt, at jeg tænkte: ’Der skal trænes den her vinter.’ Og det fik Brian og
”Motionisterne må gerne køre med, når holdet er ude at træne, men det ville klæde dem at holde sig nede bagi,” siger han. ”Der er altid nogle, der kommer med barberede ben og olie på knæene og tror, at de skal sidde og snakke med profferne. Det skal de ikke, for det kan de ikke. De professionelle kører så meget stærkere og kan styre deres cykler så meget bedre end alle andre, så man skal ikke begynde at blande sig eller prøve at følge dem. Hverken motionister eller sponsorer, som vi indimellem også har med, skal køre op på siden af rytterne og tale med dem. Tænk engang, hvis du hiver en professionel cykelrytter med dig i et styrt. Rytteren mister millioner af kroner, hvis han brækker kravebenet, og holdet mister resultater.” ”Det vigtigste er, at motionisterne overhovedet ikke blander sig i rytternes skift. De må ikke være en del af kæden,” supplerer Dan Frost, der som tidligere sportsdirektør på blandt andet Saxo-Bank-holdet såmænd også har oplevet det helt absurde: Cyklende gæster, der kører op og begynder at fotografere de professionelle ryttere under træningen.
30
Cykelløb er ikke for sarte sjæle.
Kapitel 1 | Træningen
32
Kapitel 1 | Træningen
5 GODE RÅD TIL KAFFEPAUSEN
”De fleste væddeløbere drikker selvfølgelig sort kaffe. Det ville jeg også gerne, men jeg tager sgu altid en cappuccino alligevel. Det smager jo bedre.” Brian Holm
”Af med hjelmen, når du er på kaffebar. Det er monster ulirens at have hjelm på. Hæng den på styret.” Per Bausager
mig og til dels Johnny Weltz til at køre ture på 200 kilometer i minus 10 grader med indlagte intervaller. Jeg husker specielt én tur Kysten rundt, hvor der var isslag, og vi styrtede 3-4 gange hver. Men vi blev bare ved, for det var den tur, vi havde aftalt.” Jens Veggerby:
”Jeg kørte da indimellem Kysten rundt, men jeg stod aldrig i kø for at komme med. Som årene gik, blev jeg mere målrettet med min træning. Jeg trænede for eksempel scootertræning. Det var der ikke mange, der gjorde dengang, men det var for at gøre træningen kort og hård. Så kørte jeg 70-80 kilometer for fuld pibe, så var det hurtigt overstået, og jeg kunne hygge mig resten af dagen. Hvad angår intensitet, fik jeg nok lige så meget ud af det som de andre, der kørte langt. Men det lyder selvfølgelig bedre, når man siger, at man har kørt 170 kilometer end 80 kilometer.”
Brian Holm:
”Leif Mortensen sagde, at vi skulle køre ud til en bakke, tage 10 småsten i lommen og smide en af dem, hver gang vi nåede op, indtil vi ikke havde flere sten tilbage i lommen. Man rammer altid et punkt, hvor man er så træt, at man ikke kan tælle til 10. Så aner du ikke, hvor mange intervaller, du har kørt. Er det 6, 7 eller 8? Så altid: 10 småsten i lommen, og når du ikke har flere tilbage, må du køre hjem.”
Brian Holm:
”Hvis du kommer hjem fra cykelløb søndag aften, så sætter du dig ned, og så planlægger du træningen den kommende uge. Så er du mentalt klar til at køre intervaller den ene dag, langt den næste dag, derny den tredje dag, og måske tager du en halv fridag, hvor du drikker kaffe. Du beslutter ikke samme morgen, om du har lyst til at køre 270 kilometer – det har du planlagt om søndagen.”
Dan Frost:
”Nogle af de andre kørte 6-7 timer, men jeg ville hellere køre to gange om dagen. Desuden lavede jeg jo ofte specialtræning ude på Ordrupbanen. Jeg cyklede fra Hvidovre, hvor jeg boede, og til Ordrupbanen, trænede og cyklede derefter hjem igen. Så sov jeg til middag, og om aftenen var jeg ude at træne på landevejen. På den måde fik jeg to gange effektiv træning ud af en dag.”
Thomas Bay:
”Der er jo tusind træningsfilosofier, men man skal også huske at kigge på den enkelte rytter: Hvad skal du forberede? Hvad skal der arbejdes på? Det, der virker, er det, du tror på.”
”På en café smider man ikke skoene, men er man inviteret hjem hos en privat, så viser man god stil ved at tage dem af.” Jens Veggerby
”Pas på ikke at være nærig med at give kaffe og kage under træning. De andre opdager det altid.” Brian Holm
”Vi kører jo ikke rundt med cykellås, men hvis man lige løsner hurtigspænderen bagpå, så falder hjulet af, hvis nogen forsøger at stjæle cyklen, mens man drikker kaffe.” Jens Veggerby
34
Kapitel 1 | Rytter portræt
BRIAN HOLM Født 1962. Amager Cykle Ring. Vandt 13 sejre som professionel, deriblandt Paris-Bruxelles og Paris-Camembert. Var desuden med til at køre Bjarne Riis til sejr i Tour de France i 1996. Er i dag sportsdirektør på Etixx-Quick-Step, lokalpolitiker, foredragsholder, importør af Bioracer-cykeltøj og stifter af laflammerouge.dk, der støtter kræftramte familier.
Hvad var den største skuffelse? ”Det var en punktering i Amstel i ’91, 15 kilometer fra mål. Jeg sad i et udbrud med fem mand, der holdt hjem, og den dag i dag er jeg sikker på, jeg kunne havde vundet spurten – jeg havde diamanter i benene. VM i '85 har jeg heller aldrig glemt. Jeg kunne ikke beslutte mig for, om jeg skulle stikke eller spurte. Det endte med, at jeg stak halvhjertet ved Flamme Rouge – men jeg blev så hentet og firer i spurten.”
Hvornår begyndte du at cykle? ”Jeg blev meldt ind i Amager Cykle Ring 10. oktober 1971. Jeg har stadig mit første medlemskort fra ACR. Og min første racercykel var en hvid Peugeot.”
Hvad var din styrke? ”At jeg elskede at træne. Desuden kunne jeg godt lide at køre i dårligt vejr – jo værre vejret var, desto mere motiveret blev jeg.”
Hvem så du op til som ung rytter? ”Som dreng så jeg mest op til lokale ryttere som Mogens Vandborg, Jan Ole Hansen og Helge Ingemann. Senere blev det Leif Mortensen og Kim Andersen – og så har jeg altid haft en svaghed for Zabel og Olaf Ludwig. De var bare lavet af noget østtysk stål!” Hvad var dit største øjeblik? ”Den bedste sejr i min karriere var sejren ved Junior DM i 1980. Det var første gang i mit liv, jeg begyndte at tro på mig selv. Og at være med til at vinde Touren som Bjarnes holdkammerat på T-Mobile var en oplevelse, jeg aldrig glemmer.”
Hvad var din svaghed? ”Det var nok, at jeg trænede for meget. Og jeg var ofte for egenrådig og burde måske have lyttet mere til andres gode råd.” Hvor ofte cykler du i dag? ”Jeg cykler, så ofte jeg kan komme til det, men tiden tillader ikke mere end cirka 2.500 kilometer om året. Jeg elsker den skide cykel, og var jeg ikke sportsdirektør, ville jeg bestemt køre cykelløb i H50. Som sportsdirektør må jeg ikke køre licensløb, men jeg stiller ofte op i motionsløb, hvad enten jeg er i form eller ej.”
Hårde betingelser og dårligt vejr ansporede ofte Brian Holm, der her ses i den belgiske semiklassiker Het Volk i 1998.
36
Lars Michaelsen, som på grund af rejseaktivitet ikke kunne deltage i denne bog, ses her i sit favoritløb, Paris-Roubaix.
Kapitel 1 | Træningen
38
DE BEDSTE TRÆNINGSRUTER Bolognano
Per Bausagers Italien 120 km
Santa Barbara Riva del Garda "En af mine favoritruter udgår fra Riva del Garda og starter med en led stigning til Nago. Herfra kører jeg til Mori, hvor jeg drejer ned ad den hyggelige vej langs Adigefloden sydpå. Her falder terrænet en smule, og der er meget smukt med vinranker og snoede veje. Men ved Avio starter en grum stigning op til San Valentino: Lidt over 16 kilometer, hvor du aldrig får fred. Først 11 kilometer gennem skov, og så kommer du op på sæteren, hvor du kører i det røde felt mellem køer med bimlende klokker om halsen. Tæt på Monte Baldos top får jeg altid en cola i refugiet og tager en windbreaker på, inden jeg kører ned til San Valentino og videre ned til Brentonico og Mori. Derefter drejer jeg til venstre og kort efter til højre op mod Val di Gresta og Santa Barbara-passet, som er en modbydelig satan det sidste stykke. Fra toppen kan du holde frihjul hele vejen hjem. Men det er en smal og ekstremt snoet vej, så det er ikke den rene ferie. Turen er på cirka 120 kilometer med omkring 2700 højdemeter".
Val di Gresta
Mori
Brentonico
Chizzola
San Valentino
Sabbionara Avio